Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 13

reise til England, og ventede sig stort Udbytte af den Reise. »Jeg
vaagnede om Natten,« fortalte han mig, »og hørte, at Gitte laa ganske
stille og græd. Hun vilde ikke lade mig mærke sin Sorg over at jeg
skulde bort, og troede, at jeg sov. Men jeg turde ikke tale til
hende, at det ikke skulde overvælde hende, og hun skulde have den
Sorg mere at bedrøve mig.«
Han havde aldrig selv Penge, han overgav dem alle til sin Hustru.
Men naar han gik ud, talte hun ham omhyggelig Lommepenge til, med
den Bemærkning at det ikke sømmede sig for en saadan Mand, ingen
Penge at have i sin Lomme. Og man maa sige til den sparsommelige
Husmoders Ære, at det var ligesaameget hendes Stolthed, naar han saa
rigelig delte dem ud til alle Sider, som naar han i Selskab trak det
skinnende hvide Lommetørklæde op, som hun havde sørget for at stoppe
i hans Mandarinlomme, og i anden Dragt gik han aldrig, selv i de
største Aftenselskaber. I Middagsselskaber kom han i Reglen ikke, han
havde ingen sort Kjole. Han havde dog et Par Ordener, men han bar dem
ikke. Engang skete det, at da han skulde holde Foredrag for en meget
stor og glimrende Forsamling i Alfred Hages Soirée, traadte han ind
i Salen i den gamle Mandarin. Den bedste med Lommetørklædet i hang
hjemme. Man tænke sig hans Frues Forfærdelse.
Men, jeg er med alt dette kommen mer end 30 Aar for langt ned i
Tiden, og maa vende tilbage for at finde min egen Ungdom igjen.
Tanken om min mærkelige Ven har holdt mig noget længe hen, men
jeg fortryder det ikke. Intet har vistnok bidraget saameget til
at uddanne og fæstne mit Syn paa Livet i alle dets Former, som at
jeg har været saa lykkelig i en Menneskealder igjennem at leve i
fortrolig Omgang med Høyen.
Efter endt Examen reiste jeg paa Landet med min Moder. Maalet var den
kjære Søsters nye lille Hjem i Slagelse. Jeg drev der om i Mark og
Skov paa min sædvanlige Vis og søgte at vinde mine Kræfter tilbage
saa godt som muligt. Drev det ogsaa til, at jeg paa min Fod kunde
vandre til Sorø; hvorfra jeg vendte tilbage til Roskilde, hvor jeg
havde strenge Ordrer til at ankomme i god Tid. Jeg var nød til at
adlyde, min Ven ~Brun Jul Fog~ er ikke den Mand, der lader sig afvise.
Denne Ven har jeg endnu ikke omtalt. Ikke fordi han nu først
indtraadte i min Historie, tvertimod, vi havde været ganske
fortrolige Dusbrødre fra min første Studentertid, men fordi jeg har
fulgt den ledende Traad i mit Livs indre Bevægelser, og i dem havde
han ikke havt den Del, som de allerede nævnte.
Vi var Studenter fra samme Aar, laa sammen paa Regentsen, hvor vi fik
indgaaet det fortrolige Venskab, som til min Glæde har varet indtil
nu.
Han steg efterhaanden Trin for Trin til vor Kirkes høieste
Værdigheder og er nu den ypperste. Han har ogsaa gjort det med en
saadan Sikkerhed, at det ved ethvert har syntes, som om der var
ingen andre til at indtage Pladsen end han. Jeg har tidt tænkt over,
hvorledes dette kan være lykkedes for ham. Han er ingen fremragende
Lærd, vel en overmaade veltalende Mand, men andre Talere have været
ligesaa beundrede. Og epokegjørende som Mynster var det, er han ikke,
fordi han ingen ny Tone og Tankegang har bragt ind, har meget mere
optaget Traaden efter Mynster. Nei, det er hele hans Væsen.
Han har ligefra sin Ungdom havt en egen, jeg kunde sige ubegribelig
Evne til altid at være den overlegne. Ikke fordi han i nogen Maade
stolt vil gjøre sig Plads, men uden at det mærkes, gjør han sig Plads.
Dog har han havt eiendommelige Vanskeligheder med sit Væsen. Han er
et Stemningsmenneske, og kan udaf sin Stemning sige mange underlige
Ting, som: »Aa ja, Dogmatik og Trosbekjendelse -- jeg har nu min
egen Religion.« Han har Hang til Paradoxer, sagde vi dengang. »Og
saa kan han ikke engang forsvare dem,« sagde den ivrige Disputator
Stiftsprovst Tryde, og lo hjærtelig. Mig synes dog, det ikke er
saameget det, som indre Oplevelser af den Slags, som andre, hvis de
have bevæget Liv nok til at kjende dem, helst tie stille med, men som
han ifølge sit ærlige Sind letter sin Samvittighed for ved frit at
bekjende dem. Han er af alle dem, jeg har kjendt, den der mindst gjør
en Røverkule af sit Hjærte. Ikke blot hans fortrolige Venner faae at
høre forbausende Ting, men hvad han faaer Lyst til at sige, siger han
til enhver, siger det ogsaa for det hele Selskab, og kommer i Orde
derfor og bliver bagtalt for Yttringer, man ikke finder værdige for
en Mand i hans Stilling.
I Roskilde, hvor han dengang var Adjunkt, fandt jeg ham ifærd med at
bygge Rede til den Brud, han vilde føre hjem.
Men heller ikke deri undgik han Omtale for at være en forbausende
Mand. Hun kunde været hans Moder, sagde man. I Virkeligheden var
Aldersforskjellen dog ikke saa synlig, da Fog altid har seet ældre
ud end han er; og Petra Guldberg, hvis Træk mindede om hendes
Bedstefader, Ministeren, længe vedligeholdt sin faste Skjønhed, den
først den lange sørgelige Sygdom, der endte hendes Liv, kunde bringe
til at falde sammen.
Min Moder havde altid foreholdt mig, at to Ting skulde man opsætte,
til man blev Candidat, at skrive Vers og at forlove sig. Vist er det
idetmindste, at den første Idræt havde jeg hidtil holdt tilraade
med, og den anden havde jeg ikke havt Tanke om. Men ligesaa vist,
at jeg allerede i mit første Candidataar fik begge Dele ganske godt
besørgede.
Jeg havde igjen taget til mit Yndlingsstudium, min hebraiske Bibel
og var standset ved Jeftas Offer, og fandt, hvad da ogsaa andre
have fundet, at det er et mægtigt Æmne for en tragisk Skildring.
Jeg havde ingen Erfaring, men jeg havde et stort Mod paa ikke at
skye nogen Opgave. Hele den hellige Historie laa for mit Syn, og i
Virkeligheden vilde jeg intet mindre end at gribe den helt i dens
store Vendepunkter. Dette lille Sagastykke skulde nu for det første
være et Forsøg, hvorved jeg kunde prøve mine Kræfter.
Jeg valgte den raa hebraiske Rhytme, som den foreligger i Texten. Med
den mente jeg at have den rette Tone til at bringe det gamle Folks
voldsomt bevægede Sjæledyb til Orde i. Ubarmhjærtig vilde jeg føre
den tragiske Collision igjennem med ubønhørlig Consequens, lade de
Ulykkelige mætte sig med al den Jammerklage, hvori Oldtiden er saa
stærk, og lade alt endes i den Død, hvorfor den gamle Religion ingen
Trøst har.
Saadanne Tanker fyldte mig, medens jeg ihærdig Vintren igjennem
arbeidede med at faae mig selv holdt til at være en rigtig Digter i
den Mening, jeg havde gjort mig derom. Hvad der ellers skulde blive
af mig, glemte jeg ganske derover. I Mai 1846 havde jeg den første
Afdeling færdig, da indtraadte en Forhindring, som gjorde, at den
anden Del først blev sluttet i December. Sommeren blev vel ikke uden
Poesi, men den blev af praktisk Natur.


TREDIE BOG.
FORLOVELSEN.[9]
[9] I Manuscriptet begynder denne Bog med Familien Waages
Historie, fortalt paa 140 Sider. Amalie Fibiger er født d. 6.
April 1824 i Vetterslev, hvor Faderen Georg Holger Waage var
Præst; snart (1828) forflyttedes han til Fruekirke i Kjøbenhavn
og blev i Foraaret 1837 Direktør for Sorø Akademi. I November
1842 døde hans Hustru, og en Maaned efter fulgte den ene Datter,
Sigrid, og han selv hende i Graven. Amalie, dengang 18 Aar, var nu
Hovedet for Familien, der bestod af to Søstre Edle og Frederikke,
og to Brødre Olaf, og Vilhelm. Paa Faderens Begravelsesdag fik
hun et Brev fra »Tante Caroline«, Fru Theodor Suhr (født Falk,
Sødskendebarn til Fru Juliane Waages Moder), som i de kjærligste
Udtryk tilbød hende at komme i Huset hos dem som Datter. Men hun
kunde ikke beslutte sig til at skille sig fra sine Sødskende; hun
havde allerede lagt den Plan at flytte til Kjøbenhavn, leie en
lille Leilighed og selv styre Huset for den firsindstyveaarige
Bedstemoder og sine Sødskende og saaledes holde Hjemmet sammen.
Med nogen Betænkelighed gav ogsaa hendes Formynder, Faderens
Ungdomsven Conferentsraad Holm, sit Samtykke og saaledes blev det.
Hendes Cousine, Claudine Broager, og deres gamle Lærerinde, Jomfru
Fohlman, blev ogsaa Medlemmer af den lille Familie i Fiolstræde.


FØRSTE KAPITEL.
DEN LYKKELIGE BEGIVENHED.

Det var i Efteraaret 1845, at Frøken Amalie Waage havde i sit fromme
moderlige Sind fundet, at hendes yngste Søster, Frederikke, der
nu var 13 Aar, og den kun lidet ældre Hjærtens-Søster Claudine,
kunde behøve en Lærer i deres Christendom. Intet Under, den kjære
Jomfru Fohlmann var ikke den, der just kunde lægge Aand ind i sin
Undervisning.
I den Anledning havde hun henvendt sig til sin faderlige Ven,
Stiftsprovst Tryde, og han, som altid har villet mig vel, var saa
god at skikke Bud efter mig. Jeg husker saa vel, hvorledes han,
gaaende op og ned i sin Præstestue, med den ham egne Blanding af
hellig Alvor og hjærteligt Skjelmeri i sit altid straalende Ansigt,
med en lille Tale satte mig ind i Forholdene, og standsede foran mig
med det Spørgsmaal -- ikke just med de Ord men dog den Mening -- om
jeg havde Mod til at vove mig ind i en saa fortryllende Jomfruborg.
Jo, jeg havde i den Retning Mod til hvad det skulde være, og havde i
dette Tilfælde desto bedre Mod, fordi jeg allerede kjendte en Del til
Faren. Jeg havde ofte seet de elskværdige Søstre i min nærmeste Kreds.
Naar jeg læste med de to Unge, sad den ældste Søster altid i Stuen,
ved sit Haandarbeide, paa sin vante Plads ved Vinduet. Hun kunde dog
nok have Lyst til at høre, hvad en saadan Lærer havde at foredrage.
Paa min Side lagde jeg saa al den Alvor, hvormed jeg selv var greben
af Evangeliet, ind i min Undervisning, og gjorde i alle Maader min
Gjerning saa godt, som jeg dengang formaaede. Efter min Vane var jeg
vistnok overmaade ordrig og vidtsvævende i mit Foredrag, og steg
vistnok i mine Betragtninger altfor høit, men dette hørte nu eengang
til den Læreform, vi alle vare vante til fra vor fælles Præsts,
Trydes Foredrag. Det var for mig hellige Timer, jeg troer ogsaa for
Tilhørerinderne alt efter deres forskjellige Alder; og naar der siden
kom en anden Frugt ud deraf end den, der ligefrem kan kaldes hellig,
saa havde jeg i disse Timer i alt Fald ingen Skyld deri.
Men vi mødtes ogsaa i andre Timer. Søstrene kom jævnlig i min
Farbroder Scavenius Fibigers Hus, og jeg var jo vant nok til at gaae
ind og ud der næsten som en Søn. Amalie var efter Nicolines Ophold i
Sorø bleven hendes meget kjære Veninde, og denne Cousine var af de
unge Piger, jeg færdedes imellem, den Tid ogsaa min nærmeste Veninde.
Et Bal som Tante Christine Møller i Januar Maaned gjorde paa sin
Adoptivdatters Fødselsdag bragte mig noget mere i Omtale end jeg
dengang fik at vide. Da den lykkelige Begivenhed siden indtraadte,
sagde min gamle Tante, der altid saae med Rørelse paa sligt: Ja, ja,
jeg saae jo nok, hvor trygt de to dandsede sammen. Det kunde altsaa
allerede dengang ikke længer hjælpe mig at gaae med en hvid Pind i
Munden. Dog troer jeg ikke, at mit eget Hjærte var kommen til nogen
Afgjørelse endnu. Hvad veed man vel i en saadan Sag? Kun er det vist,
at da Vaaren kom med Lys og Varme, blændede Lyset mig og Ilden slog
ud.
Ligefuldt var det et stort og farligt Foretagende, jeg havde for. Jeg
havde Grund til at sande, hvad min Ven Lunddahl, der var et meget
aarvaagent Vidne, thi vi saaes ofte i Trydes Hus, bemærkede: »Borgen
er høi, der hører mer end almindeligt Mod til at forsøge en Storm.«
Den var ogsaa allerede beleiret.
En fin og aandrig Herre, filosofisk æsthetisk Filolog, som havde
været Adjunct i Sorø og der en Ven af hendes Faders Hus, offrede sig
til hendes Tjeneste, og gjorde hvad jeg aldrig havde vovet udenfor
mine Undervisningstimer, besøgte hende i hendes jomfruelige Hjem,
og udfoldede der sin pikante Livsbetragtning med en egen klangfuld
Veltalenhed. Han yndede fransk Litteratur og havde dannet sig et
Ideal af fint reflecteret æsthetisk Luxus. Den Æsthetiker som Søren
Kierkegaard havde beskrevet, var dengang i Mode. Han var Fritænker,
og Lunddahl, der var ansat ved samme Skole som han, sagde derom:
»Naar han kommer med det, faaer jeg inderlig Lyst til at smide ham
ud af Vinduet.« Deri var jeg dog ikke ganske enig. Jeg saae ham i
Trydes Selskaber og fandt ham behagelig nok. Naar han som Midtpunktet
i en Kreds af skjønne Kvinder ret var i sit Es, lyttede jeg med
Beundring til de Cascader, hans Vid, hans Fortællertalent og hans
sententiøse Talesæt med behersket Ro, men ustandselig, lod risle for
vore Øren. Jeg vidste, at jeg var ganske ude af Stand til at gjøre
ham det efter, og følte mig som en ringe Størrelse overfor ham.
Ikke blot hans Venner haabede paa denne Forbindelse, men ogsaa i
videre Kredse blev der allerede talt derom som en Nyhed. En Dag,
Amalie og Edle var gaaede ud paa Christianshavn for at gjøre Fru
Heiberg et Besøg, mødte de paa Tilbageveien Heiberg i Overgaden, og
han var ikke den Mand, der kunde lade de to unge Piger gaae forbi.
»Aa, De har været ude hos min Kone, saa har de bestemt havt noget
at fortælle hende. Siig nu ogsaa mig, hvad det var, jeg vil saa
umaadelig gjerne vide det.« -- Nei, der var da ikke noget særdeles.
-- »Jo vist, jeg er overbevist om der var noget. Jeg kan see det paa
Dem. Noget rigtig glædeligt. Jeg troer næsten, jeg kunde vide, hvad
det er.« -- Nei, der maatte atter og atter forsikkres, at der ikke
var noget. -- »De kunde gjøre mig saa lykkelig ved at sige det. Tænk
Dem nu, naar jeg kommer hjem til Hanne, saa kommer hun mig imøde og
holder Hænderne paa Ryggen, og siger: Kan du gjætte? Ja, her har
været nogen som du ikke veed, hvem er, og jeg har faaet noget at
vide, som du ikke veed. Gjæt nu bare! Saa staaer jeg da der en net.
Men naar de bare vilde sige mig det, hvor var det da morsomt, naar
jeg kunde komme hjem og sige: Jeg veed noget, som du ikke veed. Nei,
du faaer det ikke at vide. Kan du nu gjætte?« De Løier blev han ved
at variere i det uendelige og holdt dem saalænge der paa Fortovet,
at de blev ganske fortvivlede. Det var blevet sent, og da de kom til
Knippelsbro, var den afspærret; det blev mørkt inden de kom hjem, og
de andre hjemme havde ventet med Middagsmaden. Formodentlig er det
gaaet Heiberg ligedan.
Paa den anden Side var mine Venner ængstelige for hans Overlegenhed.
Hos Trydes var de lige til det sidste saa uvisse om, hvem der vilde
gaae af med Seiren, at da det Budskab endelig lød: Amalie er bleven
forlovet! udbrød de alle: Med hvem? Og Lunddahl blev strax udsendt
forat studere det farlige Terræn. Det blev en morsom Scene. Han
ringede paa hos Amalie med saa bankende Hjærte, som om han selv var
Frieren, og forvildede sig, da han ikke vidste, hvorledes han skulde
komme til Sagen, i en forvirret Conversation, uden at hun forstod,
hvor han vilde hen. Da hun saa med straalende Ansigt udbrød: »Har De
seet Johannes?« raabte han: »Gud skee Lov, det lettede!« snurrede sig
rundt og foer afsted til sine spændte Damer.
Mig anfegtede alt dette imidlertid ikke, jeg fik heller intet at vide
deraf. Amalie ikke heller, skjønt hun dog hørte derom. Jeg var en
ubekjendt og fattig Person, men jeg glemte alle Betænkeligheder, naar
jeg fik Øie paa hende. Enten jeg dandsede med hende eller sad hos
hende, tænkte jeg kun paa at sige hende alt, hvad der fra den høieste
Alvor til Vrøvl og Latter pleiede at mylre i mit Hoved, og altid var
jeg i den syvende Himmel. Hvad Ængstelse de andre end kunde have for
den, de satte saa høit, saa havde jeg ingen.
Dette kan endnu undre mig, naar jeg tænker tilbage derpaa. Vistnok
havde jeg den fortræffelige Leilighed til at fremme min Sag i min
Farbroders Hus, hvor vi ved enhver Anledning var sammen, thi der var
jeg hjemme; men jeg kunde dog ikke vide, hvad der foregik paa andre
Steder, hvor jeg var meget langt fra at være hjemme. Dog svigtede mit
Haab og mit Mod mig intet Øieblik. Jeg troede paa hende, som om hun
allerede var min.
Der var intet, jeg kunde bygge min Tro paa, der var ikke Tanke
om, at hendes jomfruelige Hjærte skulde forraade sig ved en Mine
eller et Blik, end sige med et Ord. Heller ikke af Veninderne
kunde jeg udlokke noget. Nicoline talte gjerne om hende og altid
i Henrykkelsens Toner, men om hun har vidst noget om sin Venindes
Følelser for mig, hvad ikke er rimeligt, saa var hun trofast mod
hende, jeg fik intet at vide. Jeg maatte søge min Forvisning hos mig
selv.
Saaledes er jeg hvergang jeg har staaet overfor en afgjørende
Vending i mit Liv enten indvortes eller udvortes, hvergang hele
Livets Mod skulde samles for at bestaae, har jeg ikke gjort mange
Omstændigheder. Jeg har ikke engang sagt til mig selv, nu maa det
briste eller bære, men kun: Her maa jeg frem, her bærer det.
Jeg har troet paa Livet, at det vil blomstre, saasandt Vaaren ikke
udebliver. Jeg har troet paa Mennesker, at saasandt de er Mennesker,
finder jeg Støtte, Næring og Kjærlighedens Glæde hos dem. Jeg har
troet paa mig selv, at saasandt mit Hjærte flammer og min Tanke
lyser, skal jeg ikke nogen Dag savne Aandens Fest. Og jeg har troet
paa Gud, at som han hver Morgen lader sin Sol opgaae, saa skal det
Lys, jeg lever af, heller ikke slukkes, om jeg end selv kan have lidt
Olie nok i min Lampe.
Jeg har det efter min Fader. Naar man sagde til ham, kom ikke den
Bindehund nær, den bider, gik han lige hen til den og kløede den i
Nakken; og da den stakkels Hund ikke var istand til at slide sig ud
af sin Lænke, var den færdig at slide sig ud af sit gode Skind i sin
Kjærligheds Henrykkelse. Og Fader vendte sig leende til os og sagde:
Seer I, man skal have Tillid til en Hund. Jeg husker det godt, det
var i Gaarden i Kolding, og Hunden var vor Værts, Jødens Hund, som
hed Vagtmand, et stort sort Bæst, som vi altid gik langt uden om.
Jeg har det ogsaa efter min Moder. Naar de sagde til hende, du kan
ikke faae Raad til at lade de Drenge studere, du kan jo knap give
dem Klæder paa Kroppen, saa svarede hun: Jeg faaer at sye mine
egne Klæder om, saa maa de studere i dem. Og hun gjorde det, og vi
gjorde det, og glemte Klæderne. Endnu da jeg blev Student, havde jeg
Benklæder og Vest af det Slags.
Ogsaa endnu i denne Henrykkelsens Vinter maatte jeg see til at glemme
sligt. Jeg var endnu fattig og havde kun daarlige Klæder. Mine
Støvler var ogsaa saa som saa, og da jeg vilde hjælpe paa dem ved
Galosher, traf det sig, at jeg fik et Par meget klumpede Trægalosher,
som den Tid var kommet noget i Brug. Nicoline foragtede dem dybt,
men de var de billigste. Jeg husker det som idag, at jeg i smukt
Foraarsveir mødte min Elskede paa Slotspladsen, og hvor haardt det
var, at hun skulde see mig en lang Strækning komme sig imøde med en
Fodbedækning, hvori mine meget store Fødder toge sig endnu værre ud.
Det er jo paa Støvlerne, at man fortrinsvis kjender den fine Mand.
Vinteren randt. Jeg sad hjemme og beskuede den antike Skjønhed,
Jeftas Datter, og gik ud for at beskue den levende, og med Undtagelse
af at den ene var død og den anden levende, gik de saa temmelig i eet
for mig. Da Vaaren begyndte at udfolde Knupperne og Fuglene at udøse
deres Hjærter, havde jeg endt den første Afdeling af mit Digt, og
skrev det Datum under, som jeg nu har efterseet paa det gamle Blad
og fundet, at det var den 16. Mai. Jeg følte, at jeg trængte til at
trække Veiret for at samle mine Tanker til Bedste for begge mine
elskede Damer. Jeg skulde nu for Begges Vedkommende til at gaae over
til den anden og sværeste Afdeling.
I fire Dage øvede jeg mig i at gaae derhen, og jeg har ingen Tvivl
om, at i den Tid blev alle optænkelige Udsigter tilstrækkelig
gjennemtænkte, kun ikke den ene og dog saa nærliggende, at jeg kunde
komme til at gaae slukøret hjem igjen. Den fjerde Dags Aften i
Skumringen var det, efterat jeg flere Gange var gaaet op og ned i
Fiolstrædet, nær kommen til en Afgjørelse, men Modet, som ellers ikke
pleiede at svigte, befandtes dog endnu ikke at være modent. Men næste
Dag skulde det -- ikke briste eller bære -- nei, skulde det bære.
Det var Christi Himmelfartsdag, den 21. Mai, det regnede, en deilig
mild Foraarsregn. Moder var reist til Slagelse, til min Søster, og
jeg var ene i Huset. Jeg sad paa Bordet i min Stue, og gjennemtænkte
min Plan. Jeg vilde gaae i Kirke, det var sikkert nok, at der maatte
hun være, saa kunde jeg følge hende hjem. Da kom styrtende op til
mig min Broder Caspar med sin Ven Carl Berg. Han var sidste Efteraar
kommen hjem fra sin lange Reise, og de havde nu noget for angaaende
den anden Reise til Berlin og Kønigsberg, som han strax efter
tiltraadte. Jeg skulde være behjælpelig med noget, som havde Hast,
jeg husker ikke hvad, men fortvivlet var jeg, for jeg ikke kunde
komme afsted. Endelig fik jeg dem dog nogenlunde tilfredsstillede,
medens jeg under Discussionen klædte mig paa, og jeg ilede afsted til
Slotskirken.
Biskoppen var allerede midt i sin Prædiken, den var upaatvivlelig
udmærket, men jeg var blandt dem, der ikke blev opbyggede af den,
og dem findes der vel altid nogen af i en Kirke. Jeg blev staaende
nederst, støttende mig til Freunds Apostel, og da Forsamlingen
omsider brød op, saae jeg endelig mine Længslers Maal komme,
høinende sig over en hel Stab af Søstre og Veninder. Situationen
var vanskelig, men det skulde jo bære. Jeg fulgte dem ud gjennem
Forhallen, og ved Udgangen spurgte jeg hende, om hun tillod, at jeg
hilste paa hende i hendes Hjem, der var noget, jeg maatte tale med
hende om. Jo, saa vilde hun gaae hjem. Hendes Øine løftede sig ikke,
men der var noget i hendes Stemme, som syntes mig at kunne forenes
med min Tro. Jeg bukkede ærbødig og ilte bort.
Jeg gik en Omvei, gik op og ned og rundt i Smaagaderne, Modet var
høit. Da Afgjørelsens Time var kommen, var der Ro i Sjælen. Ikke
engang det sygelige Hjærte, hvis Slag ellers ved den ringeste
Forventning kunde være utaalelige, gjorde mig Besvær. Midt i en
Cyclon siger man der er blikstille. Efter en halv Times Tid fandt jeg
det passende at indfinde mig.
Da jeg traadte ind i Stuen, saae jeg den opfyldt af unge Damer,
gladelig samlede om Kaffebordet. Alle var de mine Cousiner og
nærmeste Veninder, et Selskab, der for mig ikke var synderlig
fjernere end en Flok Søstre. At see deres Ansigter, da Fætter
Johannes med stram Høitidelighed »ønskede at tale med Frøken Amalie
Waage.« Der var ikke mindste Tvivl om, hvad han helst ønskede at tale
om, men var det nu? Nogle spærrede Munden op, andre gjemte Ansigtet
bag en andens Ryg. Men jeg kunde ikke hjælpe dem, jeg saae dem ikke,
jeg tog Sagen, som om Stuen havde været tom. »Frøken Amalie er i
det andet Værelse,« meldte den agtbare Lærerinde med tilsvarende
Høitidelighed, og aabnede Døren ind til Bedstemoders Stue.
Da jeg havde lukket Døren efter mig og stod der alene, aabnede den
næste Dør sig lydløst, mit Hjærtes Dronning gled ind og blev staaende
med bøiet Hoved. Jeg gik hen til hende og sagde blot: »Kjære Amalie,
jeg er kommen for at sige Dem, at jeg elsker Dem saa høit, at jeg
ikke kan leve uden Dem.« -- Jeg fik ikke udtalt, før hendes Hoved laa
paa min Skulder.
Tidt har jeg maattet høre, at jeg havde havt den Dristighed, saadan
uden videre at tiltale hende med hendes Fornavn. Men hvad skulde jeg
sige, jeg havde ingen Undskyldning, behøvede da nu heller ingen.
Efter et kort ubeskriveligt Øieblik, med hinanden i Favn, men
uden at nogen af os kunde faae mere sagt, bad jeg, om jeg maatte
forlade hende, kun et Øieblik, og foer useet af de andre gjennem
Soveværelset ned ad Trappen. Lærerinden styrtede ind til hende
raabende: »Men har du sagt Nei!«
Hvad min Mening nu var med atter at fare et Kvarterstid om i Gaderne,
veed jeg lige saa lidt som det øvrige. Men jeg troer dog, min Elskede
har ogsaa skjønnet derpaa, medens hun sad med Hænderne for sine Øren,
og ikke svarde den allarmerede Jomfru Fohlmann med stort andet end
sine Taarer.
Da jeg kom tilbage, havde jeg ingen anden Følelse, end at jeg var
fuldkommen hjemme i den Stue, hvor jeg aldrig var kommen før uden
med bankende Hjærte som en høitidelig Lærer i Christendom. Men hvad
kan ikke det udrette bestandig at have været der med alle sine
fantastiske Tanker og lyksalige Drømme! Jeg kastede mig i Sofaen og
fik mig en hjærtelig Latter af den kjære Venindeflok, der som en
skræmmet Fuglesværm var faren ud til al Verdens Hjørner forat udraabe
Nyheden. Havde jeg før været sikker i min Sag ved overnaturligt Mod,
saa var jeg nu saa rolig ved den, som om al Verden maatte finde den
lige saa meget i Orden som jeg. Jeg holdt jo den ypperste Kvinde i
Verden i min Arm, hvad brød jeg mig saa om Verden! Det var jo mig,
ikke den, der havde faaet hende.
Regnen var forlængst stillet af i Rørelsens søde Draabefald,
Vaarsolen lyste op til Fest, alle Blade og Blomster bredte sig som
de skulde forgaae af sværmerisk Længsel og alle Fugle jublede som
de var fra Forstanden af Himmelfartsfryd, og min Elskede slog det
lange hvide Sjal om sine Skuldre og bandt sin med Rosenrødt fodrede
Straahat under sin Hage, og vi dandsede ned ad Trappen for første
Gang at forsøge at træde Kjærlighedsstien sammen. Nei, hvor det
lykkedes. De rislende Bølger, som saa os gaae forbi, var af samme
Mening, de vilde kysse vore Fødder. De Mennesker, vi mødte, var af
samme Mening, de stod stille og vendte sig om, for dog engang at faae
et Glimt af det tabte Paradis at see; og vore egne Ansigter, naar de
mødtes, kunde let være af samme Mening, de saa intet andet end Guds
Have. Og den Dag idetmindste var den ikke lukket og havde intet tabt
af sin Uskyldighed.
Hvor dog et syndigt Menneske kan være lykkeligt, naar Gud vil! Hvor
dog alle Taabeligheder kunne forsvinde for den ene store Tanke at
leve og døe i glædesdrukken Kjærlighed. Hvem der faaer en saadan
Kvinde, slipper hende forvist aldrig, det er ikke at takke ham for.
Aftenen tilbragte vi i min Farbroders Familie, og der var der Fest.
De kjære Slægtninge deltoge saa inderlig i min Lykke, og var selv
saa henrykt over at faae den beundrede Veninde forvandlet til et Led
af Familien, at deres Glæde snart ikke stod tilbage for min. Da jeg
silde fulgte min Elskede hjem og ved hendes Dør tog Afsked med hende
skete det, at jeg vovede at trykke det første Kys paa hendes Læber. I
mange Maader kunde mine Læber være uværdige til et saadant Møde, men
i een Henseende kunde de dog kaldes rene: det var med Undtagelse af
Moder og Søster første Gang jeg havde kysset en Kvinde.
Man siger, at det at vaagne den næste Morgen efter at have forlovet
sig er den sværeste Prøvelse. Da falder den Tanke dæmonisk over den,
der vaagner af Rusen: Hvad har du gjort? Jeg undgik Prøvelsen paa en
meget naturlig Maade, jeg vaagnede ikke den næste Morgen, saasom jeg
vel havde vogtet mig for at afkorte min Fest ved at sove. Kun altfor
mange Nætter har jeg maattet kjæmpe mig igjennem sjælelig og legemlig
Elendighed, nu fik jeg Opreisning ved eengang at opleve, at al Tanke
om Søvn forsvandt for Jubel af Glædens Aander. Det kjøbenhavnske
Baghus, hvori jeg laa og hvori jeg var ene, var som en Tryllehave, og
da en Spurv ved Daggry begyndte at kvidre under Taget, lød det som
dens Sangfugle opstemte deres Frydesang. Jeg væltede mig paa mit Leie
som et glædesdrukkent Barn, og at spørge: Hvad har du dog gjort?
vilde forekommet mig ligesaa latterligt, som om Aladdin havde spurgt
sig selv: »Hvorfor lod du dog ikke den Lampe ligge?« Det var mig og
ingen anden, der havde Lampen, jeg gjemte den paa mit Bryst, og jeg
har ikke ladet Nureddin tage den.
Jeg sprang op for at forkynde Budskabet for mine Kjæreste. Den
lange Skrivelse slutter: »-- En Ting har jeg glemt, det er de søde
Svigerinder. Dem havde jeg ikke tænkt synderligt paa i Forveien, og
faaer dem nu oven i Kjøbet. Edle vilde ikke være syg den Dag[10],
hun løb omkring ligesom de andre, og holdt det endda ikke saa galt
ud til Aften. Den lille Frederikke synger og dandser hele Tiden,
og fortæller hele vor Kjærlighedshistorie, som hun ganske fint har
vidst at observere. Claudine er mere stille, forsmaaer dog heller
ikke en Dands med Onkels Drenge, og de raabe Hurra for Frederikke og
Claudine. Og den gamle Bedstemoder og Jomfru Fohlmann hører da ogsaa
til Familien.
[10] Hun havde hele Vinteren lidt af en fæl Halsbetændelse.
Jeg kan ikke skrive mere, lille Moder! Tænk paa din glade Søn
Johannes.«
Amalie føiede nu en Side til i de Ord, som hun har sin Styrke i.