Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 23

Alt som de voxte til, blev ogsaa hans Søstre, Margrete og Elisabeth
os kjære, og siden vi ere komne paa Landet, har de altid tilligemed
deres Moder tilbragt en Sommermaaned i vor Præstegaard.
Medens vor Familiekreds saaledes blev udvidet, var det mindre
Tilfældet med vort Forhold til dens ældre Led, Ilia og Mathilde. At
vi var flyttede til Kjøbenhavn, bragte os dem ikke nærmere. Mathilde
var fraværende ved sine Telegrafstationer, og Ilia gik afsluttet i
sig selv sine egne Veie.
Ilia havde samtidig med at vi forlod Haderslev, opgivet sin Stilling
som Overvaagekone ved Frederiks Hospital, og dannet sig en ny
Virkekreds. Hun vilde efter sit lidenskabelige Hjærtes inderste Trang
have Børn, som hun kunde kalde sine egne, tog derfor Hittebørn til
sig. Mente dog ikke dermed at danne et ordentligt Børnehjem, men
indrettede sig efter sit verdensforsagende Sind som en fattig Kone,
der maa slide for Brødet til sig og sine faderløse Børn. Hun leiede
sig en af Smaaleilighederne i Østerfælleds Arbeiderboliger, og sad
der med sine Smaa uden Tjenestepige eller anden Hjælp uden hvad hun
kunde skaffe sig hos en Nabokone, skjønt hun efterhaanden sankede
sig ikke mindre end sex spæde Stakler af den usleste Slags, fundne
efter Aviser eller hos Fattigvæsenet og i Pleiestiftelser. Da saae
man hende med et mørkt Sjal over Hovedet og en Kurv paa Armen, gaae
til Byen for at hente sine Fornødenheder, og hjemme at feie, vaske og
koge Mad og sidde og flaske de mindste.
Et af dem kaldte hun sit eget Barn frem for de andre, som nok ogsaa
var hendes, men dog mere fra Hjærtets Side; og efter sit mystiske
Sværmeri talte hun saaledes derom, at man kunde fristes til at troe,
at hun mente det bogstaveligt, eller i alt Fald havde drømt sig
saaledes ind i den Forestilling, at hun ikke kunde undvære at leve
i den. Det var et Pigebarn med et bredt Ansigt med sorte tjavsede
Haar, som var fundet nøgent indsvøbt i Avispapir paa en Trappe, og
var blevet afleveret til Politiet. Efter Bekjendtgjørelsen derom
ilede hun strax til Fattigvæsenets Contor og fik det udleveret til
sig. Da det var hendes eget, skulde det ogsaa bære baade hendes
og Drømmebarnets Faders Navn, og da jeg skulde døbe det, kunde jeg
ikke undgaae at kalde det Osvalde Fibiger. Med de andre, hvoraf dog
nogle havde bekjendte Forældre, havde hun adskillige Bryderier, da
Forældrene vilde gjøre sig ublu Fordel af Forretningen, men ved sin
store Ihærdighed lykkedes det hende dog ikke blot at faae fuldstændig
Ret over dem, men endogsaa at faa dem adopterede.
Hendes Foretagende vakte al den Opsigt og Medfølelse, som hendes
rørende Opoffrelse fortjente, saa jeg kan ikke troe, at hun havde
behøvet at sukke i Fattigdom, dersom hun havde sat en lignende Kraft
paa at samle Penge, som den hun satte paa at samle dem, de skulde
forbruges til. I det mindste savnedes der ikke endog en større Sum,
naar der var Tale om at kjøbe Barnet. At der ogsaa strømmede rigelig
ind med gode Raad, følger af sig selv, men dem tog hun ikke imod,
hun vilde kun hvad hun vilde, og desværre kun det, der hørte hjemme
i Alfernes Rige. Hendes Mening var, ikke blot at hjælpe Børnene ud
af Fattigforsørgelsens Uselhed, men ogsaa ved sin Opdragelse at hæve
dem til Kaar, hvori alle Aandens Goder kunde blive deres Rigdom.
Dette vilde vist nok ogsaa være gjørligt, hvis hun havde skaffet dem
den første Betingelse for en bedre Opdragelse, et godt og hyggeligt
Hjem. Men da nu eengang hun alene var Børnenes Moder, og ingen i den
hele Verden maatte komme imellem dem og hende, kom der intet andet ud
deraf end sørgelig Hjælpeløshed. Hun anstrengte sig til det Yderste,
hun sled sig op, men, i hvad man hos Arbeidsfolk kalder 2 Værelser
med Kjøkken alene med sex smaa Børn, og uden Kræfter til engang at
holde Orden og Renlighed, og Børnene alene hjemme, mens hun gik sine
lange Veie forat hente sine Fornødenheder og at besøge de formaaende
Veninder, som støttede hende, det maatte nødvendig føre til, at
Børnene, trods alt det Vidunderlige hun saae i dem, blev uvorne og
snavsede Unger og Huset en sædvanlig Fattigbolig, hvis betegnende
Lugt og mistænkelige Stole og Gulv jeg saa vel kjendte. Og saa
dertil, at hun som altid, ved Nattetid var, ikke Forfatterinde, men
den Digter, hvis Kald det var at lære Verden, hvad Poesi er.
Et forfærdeligt Syn fra den Tid kan jeg aldrig faae ud af Øiet. En
af hendes Smaa var død, og jeg maatte besørge Begravelsen paa vor
Kirkegaard. Det var en skummel Vinterdag med Snepletter paa den
opblødte Jord. Da vi var færdige med den lille Forretning hun og jeg
alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven til, havde taget
Afsked for at unde hende den Ensomhed, hun ikke kunde undvære, saae
jeg mig et Stykke derfra om efter hende. Stille sammenbøiet sad hun
paa et Gravhegn, Sneflokker faldt paa hendes sorte Kyse, og den tynde
Skikkelse saae ud som en forkommen Fugl paa sin Pind. Det var i de
Fattiges Gravrække, samme Sted, hvor hun selv kom til hvile.
Ak ja, usigelig rørende saae hun altid ud, men ogsaa usigelig
bedrøvelig. Det var, som man bestandig saae skrevet over hende:
Dette kan ikke gaae. Jeg tænkte saa tidt derpaa, naar jeg saae
hende med sin Torvekurv paa Armen og Lorgnetten dinglende uden
paa det tarvelige Sjal med matte Skridt komme vandrende gjennem
Kronprindsessegade, hvor vi dengang boede. Mager og sygelig, kun
holdt oppe af den mægtige Aand, og dog ikke holdt saameget oppe, at
det var til at komme frem. Saaledes gik hun i syv Aar, da blev hun i
Foraaret 1867 heftig angreben af en Brystbetændelse, laa længe, og
led meget. Det kunde lidet hjælpe, at Veninder og Venner flokkedes
om hende. At Stuen var fuld af Mennesker gjorde den ikke mindre
uhyggelig, og en sørgelig ensom Fugl var hun dog i Virkeligheden.
Ingen forstod hende.
Ikke før end i den sidste Samtale, jeg havde med hende, fik hun Mod
til at tale til mig om hvad der dog altid havde været vitterligt
imellem os, den dybeste Smerte i hendes Liv. Hun nævnte Osvald
Marstrand, og sagde med faa Ord, hvad det havde været for en Lidelse,
men ogsaa en Støtte for hendes Hjærte alt Livet igjennem at leve i
denne ene trofaste Kjærlighed. Mere fik hun ikke sagt, og jeg havde
intet at sige dertil, kun at tænke, hvad dog Menneskesjælen er for
et ubegribeligt Væsen. Denne Mand havde hun ikke siden hun var 16
Aar seet synderlig til, havde kun i Forbigaaende talt med ham, og
upaatvivlelig aldrig om hvad der havde noget Sammenhæng med det dybe
Hjærtesaar, og havde i al den Tid vidst, at han ikke brød sig om
hende, og dog havde denne Hemmelighed hele Livet igjennem, jeg vil
ikke sige fyldt hendes Sjæl, der var overmaade meget andet i den,
som vistnok ligefuldt var kommet til Frembrud, men dog, da den nu
eengang var der, været den lønlige Drivfjeder til hendes mærkelige
Gjerninger. Den Maade, hvorpaa hun selv forklarede disse, havde vel
tillige en anden Grund, hendes inderlige Sympathi med Kierkegaards
Aand, men at hun blev saa greben af den, kan jeg dog heller ikke
andet end henføre til, at hun i sin hemmelige Lidenskab følte sig,
ligesom han, som en ensom Fugl, som »en Undtagelse.«
Da jeg kom igjen, havde hun allerede Natten igjennem ligget i urolig
Dødskamp, levende endnu, men død for Verden, og ikke længe efter at
jeg var gaaet, drog hun sit sidste Suk, den 10. Juni 1867, anden
Pinsedag, i sit 49. Aar.
Begravelsen var en vanskelig Sag. Hun havde levet og var død som S.
Kierkegaards aller trofasteste, maaskee eneste Discipel, og havde,
medens han laa paa sit sidste Leie, søgt til ham, men var ikke bleven
modtaget. Hun havde efter hans Bud holdt sig aldeles borte fra
Kirken, og havde kun modstræbende og af udenoms Grunde besluttet sig
til at benytte dens Hjælp ved Børnenes Daab eller Begravelse; det
var da ogsaa kun mig, hvis Tjeneste hun vilde tage imod. Saa gik det
da hende ligesom det var gaaet hendes Mester, at tiltrods for hendes
Indsigelse derimod i Live kom hun dog efter sin Død til at lide
den Tort at komme anstændig i Jorden. Hendes Søskende indrettede
Begravelsen i Nørrebros Kirke, og jeg fandt mig ikke beføiet til
i hendes Navn at gjøre Indsigelse, hvad jo ogsaa vilde have været
ubegribeligt, da hun af alle blev anseet for en ualmindelig from
Christen. Det var hun ogsaa paa kierkegaardsk Vis, men hvad det vil
sige, vilde det have været spildt Umage at forsøge paa at forklare
Folk.
Saa holdt jeg for en overmaade stor især kvindelig Forsamling min
Tale, hvori jeg skildrede hendes ligesaa betydningsfulde som rørende
Korsgang, og fortav, hvad baade hun og jeg pleiede at fortie. Men
underligt nok, af hendes Nærmeste fik jeg ingen stor Tak. Hendes
Søstre vilde intet høre om Korsgangen, de saae den som en lykkelig
og festlig Gang gjennem Livet, baaren af Glædens og Skjønhedens
Engle. Og Mathilde skildrede dette i et smukt lille Skrift, som hun
tillige med en Samling af hendes Digte udgav til hele Kvindekredsens
Beundring og Opbyggelse. Til den Ende havde hun samlet den Afdødes
Papirer, som var testamenterede til mig, og hvoraf især Dagbogen
vidnede for min og ikke hendes Opfattelse. Hun beholdt dem, og jeg
veed ikke, hvor hun har gjort af dem, jeg saae dem aldrig mere.
Imidlertid kunde hun forsaavidt have Ret, som Ilia altid havde havt
Styrke nok til for sine Nærmeste at holde det høie og glade Sind
oppe, og dybere gjorde de sig ingen Uleilighed med at forstaa hende.
En mere besværlig Arv efter hende fik jeg i hendes Børn. Dem havde
hun med al Høitidelighed overdraget til mig, og der stod jeg med sex
meget lidt lovende og daarligt nok udseende Pigebørn, hvoraf den
ældste var ni Aar. Imidlertid var Gud baade Daarens og de Umyndiges
Formynder. Efter en Del Forhandlinger blev de alle anbragte i gode
Familier, dels hos velhavende Folk, der tog dem af Godhed, dels for
Penge, der af samme Godhed indkom. Saaledes blev dog min mærkværdige
Venindes store og fromme Haab ikke just til Skamme, men rigtignok,
efter mit Syn, mere ved andres end hendes egen Hjælp.


TREDIE KAPITEL.
LITTERÆRT.

Man pleier at klage over at Kjøbenhavns Præster ere saa
overbebyrdede, at det er umuligt for dem at besørge deres Gjerning
forsvarligt. Imidlertid, naar jeg daglig anvendte et Par Timer
til christelige Besøg, beholdt jeg fordetmeste Eftermiddagen og
idetmindste Aftenerne til mit eget Brug, og dertil endnu nogle
Formiddagstimer de fire Dage, jeg ikke havde Confirmandundervisning.
Naar jeg sammenligner dette med det Arbeide, jeg havde i Haderslev,
hvor jeg foruden min daglige Skolegang havde to Gudstjenester hver
Søndag og ikke stort mindre af Sjælesorg, fordi jeg forholdsmæssig
var langt mere søgt, havde min Forflyttelse snarere medført en
Lettelse end yderligere Bebyrdelse.
Hovedsagelig kommer det altid an paa, hvad man vil bruge sin Tid
til. Tid er, om ikke just Penge, saa dog for den der forstaaer at
bruge den, det Mammon, som ingen kan stjæle fra mig. Jeg har derfor
altid samlet stærkt paa Tid, og saasom jeg er meget gjerrig, havt
alle Timer tæt besatte, alt for tæt, til min Hustrus Kjedsommelighed.
Poesien var jeg bleven noget kjed af, siden der var kommet meget Kors
og saa lidt Kjærlighed ud af min Kors og Kjærlighed, eller rettere,
jeg var bleven saa usaattes med dens Muse, at jeg helst vilde lade
være at lukke op, naar det var hende der ringede. Jeg tog derfor fat
paa mit Studium af de gamle Religioner.
Jeg har tidliger udtalt mig om, hvorledes jeg i vor Asa-Tro og dens
Nabo, den finske, havde fundet Anledning nok til at søge den rette
Sammenhæng i Asien, jeg vendte mig derfor til Østerland. Ifølge de
gjængse Forestillinger maatte Veda først og fremmest lokke som det
rette Grundlag. Den skulde dog ikke blive det for mig.
Derimod fandt jeg hvad jeg søgte, i Zend-Avesta. Her er en Tro,
som i Sandhed har kunnet gjøre et Oldtidsfolk godt, fordi den i
Virkeligheden er den Hængsel, hvorom al Religion, der har noget
Værd, maa dreie sig, det Renes Seier over det Urene. Det var et
Udgangspunkt, der var værd at begynde med, og et Spor, der var værd
at træde. Jeg tog da Texten for mig, og den er idetmindste bragt i
Orden, takket være Westergaard. Jeg gjennemgik den Ord for Ord, og
helmede ikke, før jeg havde hver Stavelse tydet.
Det havde været det naturligste, om jeg fra først af havde henvendt
mig til Westergaard. Det havde jeg ogsaa forsøgt, men fandt ham
dengang ikke meget oplagt til at staae mig bi. Han havde dengang
allerede lagt dette Studium paa Hyllen, og holdt ingen Forelæsninger
over disse Sprog; havde vel heller ingen Tillid til en Theolog,
der vilde forsøge sig deri. Men da L. Ussing en Gang ønskede nogen
Oplysning fra den Side, kom jeg til at sende ham det. Han undrede sig
over, at jeg havde faaet saa meget gjort, og fandt, som rimeligt var,
at Westergaard var den rette Dommer over sligt; bad ham derfor om at
læse det.
Nu viste den lærde Mand sig fra en anden Side for mig. Han gjennemgik
samtlige fire tykke Bind saa nøiagtig, at ethvert Sted, hvor han
fandt noget at udsætte eller tilføie, noterede han det i Randen
med Blyant. Hvad han fandt Anledning til at bemærke, var dog kun
Smaating, som ingen Indflydelse har paa Indholdet. I dets Helhed var
han godt fornøiet med mit Arbeide, det havde aabenbart interesseret
ham. Han indrømmede endog, at hvad der endnu stod tilbage i fuld
nøiagtig Oversættelse -- noget der da ikke var min Feil, men
Videnskabens -- i Virkeligheden havde meget lidt at sige med Hensyn
til den religionshistoriske Behandling.
De Frugter, som mit Liv med de persiske Lysdyrkere siden har baaret,
ere ikke komne andre tilgode end mig selv. En Afhandling, jeg paa
Søren Thriges Opfordring havde skrevet til hans historiske Aarbog,
syntes mig selv en smuk og klar Udsigt over det jeg udførligt havde
behandlet i mit store Værk, dog blev kun Halvdelen af den trykt,
det øvrige vilde Forlæggeren ikke have. Og mit Digt Panthea, hvori
jeg i hele 16 lange Sange i forskjelligartede Vers skildrede Kyros'
Kamp mod Babylon, er blevet staaende roligt paa min Hylle mellem alt
det øvrige. For mig selv er disse Studier blevne et stille Liv i
det fjerne Østen, og en Beskjæftigelse, som har været mig Hvile for
Sjælen i mange tunge Tider. Jeg tilbragte al min kjøbenhavnske Tid
dermed, og endnu en Del Aar paa Landet, saa jeg med Goethe kan sige:
Zwanzig Jahre liess ich gehn,
und genoss was mir beschieden,
eine Reihe völlig schön
wie die Zeit der Barmakiden.
Selvfølgelig maatte dette vidtløftige Studium føre meget mere
med sig. Det nærmest Fornødne var samtidigt at sætte mig dybest
muligt ind i den hinduiske Litteratur, da denne baade i Aanden er
saa beslægtet med den persiske, som to Broderfolk kunne være det
med hinanden, og dog er, hvad det hovedsagelig kom mig an paa at
eftervise, Zoroasters Religion et Brud med det oprindelig Ariske,
foretaget for paa en ny Maade at fremhæve Forskjellen paa det Gode,
Velsignelsesrige, og det Onde, det Ødelæggende, paa Livets og Dødens
Rige saavel i kosmisk som ethisk Henseende. Zoroaster er den, der har
opdaget denne dybeste Kløft i den menneskelige Bevidsthed, den, der
har indført Djævelen og hans Rige i Aandens Historie.
Da jeg, som sagt, ikke kunde overkomme indiske Sprog, maatte jeg
herved holde mig til Oversættelser. Jeg gjennemgik Veda, Brahmanam,
Purana, Manus Lovbog og hvad jeg ellers i vore Bibliotheker kunde
forskaffe mig, mest i engelske eller tydske Oversættelser, Ramagana
i Gorresio's 5 italienske Bind, og Mahabharata i Fouchés 9 franske,
og sammensøgte alle de Afhandlinger i Tidsskrifterne, som jeg fandt
tjenlige til at oplyse det store Virvar af religiøse Forgreninger.
Jeg kom derfra til Buddhismens, baade i de indiske og chinesiske
Lande; og føiede dertil nogen Kundskab til de chinesiske Oldskrifter
efter Jesuiternes latinske Oversættelser, tillige med hvad jeg kunde
opdrive af nyere chinesisk Litteratur.
Af alt dette gjorde jeg mig Uddrag og systematiske Registre, og
vedblev at skride fra den ene Religion til den anden. Jeg gik over
til Amerika og levede med Inkaer, Azteker, Rødhuder og Eskimoer, og
jeg behandlede efter Schoolcrafts Anvisning Indianerne og efter Rinks
Grønlænderne ligesaa grundigt som Asiaterne.
Min Plan antog efterhaanden overvættes Omfang. Min Mening var intet
mindre end at danne et omfattende System af alle Hedenskabets,
eller »den naturlige Religions« Former; at undersøge fra Grunden
Religionens Væsen og Ophav, at forklare alle dens Forestillingers
og dens Billedverdens naturlige Fremkomst og give en Udsigt over
Forgreningernes eller de enkelte Religioners Eiendommeligheder hver i
sin Retning, og stille dem overfor den sande Religion som den, der i
Guds egen Aand har ladet alle menneskelige Ideer komme til deres Ret
og endelige Forklaring.
Jeg fortsatte dette Studium lige til min Alderdom, men jeg har derved
fordybet mig i Kildeskrifter, som ene er nok til et Livs Arbeide.
Jeg har i mine Landsbypræste-Aar baade i Sjælland og her arbeidet
i Hieroglyferne, og kom virkelig deri saavidt, at jeg ikke blot
fortolkede alle de Texter, der ere at faae her i Landet, men ogsaa
for at tage det samvittighedsfuldt med Sproget, forfattede mig et
Lexikon saa udførligt, at der i alle de Texter, der ere komne mig i
Hænde ikke findes noget Ord, der ikke deri er forklaret i alle sine
Betydninger. Denne ægyptiske Lærdom har jeg benyttet til et System
af Nillandets Religion, som jeg efter min Maade har udført i 3 svære
Bind. Den eneste, jeg har meddelt det, er M. Goldschmidt, som ønskede
at benytte det til sin Religion. Men han fik ikke gjort synderlig
Brug af det, da han ikke var istand til at læse Hieroglyferne. Da han
havde forsømt Sproget, kom Nemesis over ham. Hun tillod ham end ikke
at tolke hendes Navne.
Derefter gik jeg tilbage til mine gamle Venner Israeliterne, og
arbeidede mig igjennem deres Talmud. Jeg har oversat Mishnahs sex
Dele og kortelig fortolket dem efter Gemarah-Glosserne.
Den helleniske Litteratur havde jeg altid for Haanden. Platon og
Digterne seer jeg af mine Papirer, at jeg i de Aaringer har taget
det saa grundigt med, at jeg har skrevet fuldstændige Gjengivelser
af Gangen i Platons Dialoger, og udførlige Bedømmelser af hvert
enkelt Drama saavel Tragikernes som Aristofanes, og har endog taget
de latinske Tragedier med, som gaae under Senecas Navn. Ogsaa
Historikerne gjennemgik jeg, især Herodot og Plutarch, idet det kom
mig an paa at eftervise, hvor paalidelige deres Efterretninger om
Asien og Ægypten ere.
Allermest tiltrak mig Pausanias' Reisebog. Jeg føiede Strabons
Efterretninger til, og skaffede mig derved i Forening med Nutidens
Haandbøger en ret grundig Kundskab til hellenisk Cultur og Folketro.
Det var igjen et stort Studium, som tillige førte mig videre.
Den stadige Paavirkning af mærkelige Sagn og klassisk Kunst, æggede
saa stærkt til at forsøge mine egne Kræfter, at jeg ikke længere
kunde holde den forstyrrende Muse fra Døren. Pennen havde jeg altid
i Haanden forat ophobe mine Samlinger, og hvad var der at gjøre,
naar den snart af sig selv skrev Vers istedetfor tøre Notitser? Der
opstod Sagn efter Sagn. Det bedste er vel det Stykke om Sokrates og
Aristides' Datterdatter, Myrto, som er trykt i »Ude og Hjemme«.
Alt dette ligger nu hen mellem glemte Sager, men adskilligt har dog
seet Lyset. I 1865 fik jeg udgivet et lille Bind af syv saadanne
Stykker, som jeg kaldte »Nogle Sagn.« Bogen blev saa lidt paaagtet,
at jeg ikke hørte andet om den, end at en Recensent, efter i Hast at
have affærdiget en Række Smaabøger, sluttede med, at »endelig havde
ogsaa Forfatterinden Ilia Fibiger udgivet nogle Sagn.«
Saalidt Lykke end Familienavnet har gjort, har det dog havt den
Egenskab, at der bagved det laa saa store Forestillinger om sit eget
Værd, at det ikke har kunnet bringes til Taushed. Endnu førend jeg
var færdig med Sagnene, havde jeg i 1863 skrevet et længere Digt i
Hexametre, kaldet Sisyfos. Det har en religionshistorisk Mening,
jeg vilde vise den helleniske Aands Storhed og Skjønhed, men ogsaa
hvorledes den ikke kan faae Stenen over Bjerget, men stolt af sin
verdslige Herlighed maa i al Evighed fortsætte sin titaniske Kamp.
Jeg turde derfor ikke vise Høyen det, jeg var bange for, han skulde
udstøde mig af Synagogen, og tiltrods for min Opsætsighed havde jeg
dog Synagogen saa kjær, at jeg ikke kunde undvære den. Derimod viste
jeg Broder Caspar det, men han dømte, at det i sig selv kunde være
godt nok, kun var Verscæsuren ikke altid rigtig holdt efter klassisk
Regel, og udgives kunde det ikke, da Publikum umuligt vilde kunne
finde Smag deri. Saa rettede jeg Cæsuren og lod Digtet ligge.
I 1866 føiede jeg et andet Epos til af lignende Omfang, ogsaa 12
Sange. Det var det nordiske Sagn om Høgne og Hedin. Jeg vilde nu
vise, at den nordiske Aand med alt sit vilde Vaabenbrag, ikke kom
videre end den helleniske med sin Culturkamp, den aad sig selv op.
Men det gik ikke. Hellenerne kunde man sagtens slaa sig til Ridder
paa, de var jo nu eengang gaaede ud af Sagaen, men det frie, det
mægtige Norden, Forjættelsens Land, der fører til Seier Folkenes
Sag, det er Helligbrøde. Man tænke sig Freja afklædt de sentimentale
Dyder, Dannekvindens Hjærte tilgav det ikke.
Endelig skrev jeg næste Aar (1867) en Tragedie i Trimetre med
Chorsange efter Sagnet om Helenas Død hos Pausanias. Naar undtages de
Erinyesange, der medens Udaaden fuldføres paa den ulykkelige Skjønne,
trække sig for længe ud, og efter deres Indhold er ubehagelige at
følge, synes jeg meget godt om dette Stykke. Handlingen er stærk
og spændende, og saavel ordnet og sammensluttet som i en fransk
Tragedie fra den klassiske Tid; Indholdet er sværmerisk Erotik, og
Versene have et frit let Sving, med velklingende og dog maadeholden
Billedrigdom; lige til sidste Linie har jeg, klog af Skade, lagt
den største Vægt paa den fine Smag. Men galt gik det mig ligefuldt.
Fjenden kom dennegang fra min egen Leir, nu var det igjen ikke
strengt nok i Stilen. Jeg havde ment saa overmaade fint psychologisk
at forene de forskjellige Sagn, om at Helena til sin Skam havde
været i Troia, og til sin Ære dog ikke været der, men Høyen -- for
denne Gang havde jeg været saa uheldig at vise ham det -- fældede
den Høiesteretsdom, at jeg paa egen Haand havde lavet en ny og falsk
Helena. Desaarsag blev stakkels Helena ikke vel seet i det fine
Selskab. Det har nu altid været hendes Skjebne. Jeg har jo selv
beskrevet, hvorledes hun af den Grund blev skjændeligt aflivet; men
ligefuldt dog ikke kan aflives, hun gaaer igjen.
Af disse tre Stykker havde jeg tænkt at danne et Bind, som jeg
kaldte »den evige Strid«. Men Tanken er eet, Handling er noget
andet. Mine skjønne Vers blev hjemme i 13 Aar, og jeg var alt
bleven en gammel verdensforsagende Landsbypræst. Saa traf det sig,
at jeg engang (i 1878) kom til at rode op i en temmelig stor Dynge
af begravede Aandsbørn, og standsede ved dette Stridens Barn. Det
klyngede sig atter til mit Hjærte, jeg kunde ikke slippe det, og
jeg pakkede det ind og sendte det til Edvard Lembcke, i det Haab at
da Høiesteretsdommen ikke var proklameret, kunde den maaskee endnu
underkjendes. Det blev den, han svarede kort og godt, at Bogen
fandtes værdig til at udgives[27]. Meget behageligt, men hvorledes
skulde jeg faae den udgivet? Jeg var for fattig til at betale
Trykningen, og mit Navn var forlængst blevet saa ilde medhandlet,
at en Forlægger vilde byde sin Dreng at lukke Skodderne. Jeg vidste
derfor ikke bedre Raad end først at forklæde Navnet, og kalde det
Diodoros, som skulde være en Oversættelse af mit Fornavns hebraiske
Form, og dernæst ydmygeligst at bede min høit ansete Ven at tale min
Sag for en ligesaa høit anseet Forlægger. Det var det snildeste, jeg
nogensinde har udtænkt, hans Anbefaling virkede det utrolige. »Hegel
sagde ingen Ting, men var glad og fornøiet,« skrev han, og Bogen kom
ud. Endnu mere, under sin Forklædning gjorde den saamegen Lykke,
at jeg i et stort Blad fik at læse en lang og grundig og overmaade
rosende Anmeldelse, og den var til min Forbauselse af -- Erik Bøgh.
Dog blev Bogen ikke bedre solgt, end at da jeg siden kom igjen,
tog Hegel trævent imod mig, tog vel imod Bogen, men Lykken blev
derefter. Forsaavidt fik Caspar Ret.
[27] L. svarede dog ikke saa tørt, som man efter dette Udtryk
maatte antage. Han skrev: »Jeg vilde anse det for et Tab for den
danske Litteratur, der dog i vor Tid (1878) ikke har Raad til ret
mange Tab, om Digte med en saadan Skjønhed og Fylde af Tanker ikke
skulde komme ud.« Udg. Anm.
Det jeg kom igjen med (i 1880) var en virkelig god Bog, efter mit
Sind da. Jeg havde kaldt den ~Graabroderen~ efter Hovedfiguren, der
paa det nærmeste er mig selv. Ved en anden, en sværmerisk og halvt
forrykt Klosterjomfru har jeg benyttet Ilia som Model, men har dog i
høi Grad overdrevet hendes Eiendommeligheder.
I den Tid, det var det sidste Aar, jeg var i Vallensved, var jeg en
flittig Digter, og lod desaarsag Hieroglyferne saa temmelig hvile i
et Par Aar. Foruden mit allerede omtalte Digt ~Panthea~, som ikke er
udgivet, men blev færdig paa Sjællands Grund, kunde jeg til Falster
medbringe en hel Roman i fuld Nutidsstil, mit første Arbeide paa det
Omraade. Da jeg korrigerede det i min nuværende Stue, medens jeg
var til Huse hos min Formands Enke, morede det mig at mærke, hvor
hendes Døttre var pinte af Nysgjerrighed forat faae at vide, hvad der
var i de Ark, Posten bragte mig. Den nye Præst var i mange Maader
ubegribelig, men dette var endnu det mærkeligste. Bogen er kaldet
~mine Søstre~, og hel Fantasi, som den er, indeholder den intet
andet end et Par unge Pigers Hjærtens Oplevelser i deres Moders, en
tarvelig Enkes Hjem, i en lille By i Løbet af et Aarstid. Det er saa
lidt som muligt, dog løb den op til 400 Sider, og skaffede mig den
Glæde ret af Hjærtet at fortælle om mit Ungdomshjem, Roskilde.
Siden har jeg, foruden tre Nutids Komedier, som ikke er kommen
længer end til min Hylle, ikke skrevet, eller rettere samlet, for
skrevet var det til meget forskjellige Tider, andet end et lille Bind
Smaadigte, 100 i Tallet (1884). Jeg kaldte dem ~Sorgens Genier~, thi
de indeholde de mørke og pinlige Betragtninger, som have fulgt mig
Livet igjennem.
Saamegen Lyst jeg end jævnlig har havt til at slippe ogsaa de glade
Fugle løs, lige fra mine første Sværmerier for min Brud til den
gamle Mands Frydesang over sin hjemlige Lykke, saa er alt dette saa
eget for mit indre Liv, det er saadanne Hjærtens Hemmeligheder og
saa underlige Stemninger, at det vel endog ikke engang vilde kunde
forstaaes selv af mine Venner, end mindre af det læsende Folk, med
mindre jeg havde været en Mand af den Betydning, at man blot for at
lære ham at kjende, havde villet lytte til hans Ord. Men en saadan
Mand er jeg jo ikke.[28]
[28] I Manuscriptet følger her et Kapitel (paa 125 Sider) om
den italienske Reise, som mine Pleieforældre foretog i 1863,
derefter et mindre Kapitel »Krigen«. Dette maatte overspringes,
da det gaar udenfor den biografiske Ramme. Men det indeholder
en Række Yttringer om de slesvigske Forhold, der baade ere saa
charakteristiske for Forfatteren og tillige have saa megen
Interesse, da de bero paa personlige Iagttagelser og Indtryk, at
de paa ingen Maade kunde udelades. Man finder dem i en Note ved
Værkets Slutning. Udg. Anm.


FJERDE KAPITEL.
EN PRÆSTEHISTORIE.

Præstehistorier er der nok af i Verden, og jeg kunde gjerne fortælle
omtrent saalænge som det skulde være. Jeg vil imidlertid kun
berette en, som hørte til det offentlige Liv, og som fik adskillig
Indflydelse paa min Skjebne.
Jeg har aldrig beskjæftiget mig med Politik paa anden Maade end at
jeg som Tilskuer har fulgt Begivenhedernes Gang. Desuagtet blev jeg i
1872 indviklet i en Slags politisk Sag, som vakte en Del Opsigt. Ved
Rigsdagens Aabning paaligger det som bekjendt Kjøbenhavns Præster
paa Omgang at prædike ved Høitideligheden i Slotskirken. Den Præst,
hvis Tur det var, Harald Ipsen i Citadellet, var en saa afgjort
Modstander af al Folkefrihed, af Grundlov, Rigsdag og alt hvad dertil
hører, at han ikke paa nogen Maade vilde forrette den Tjeneste. Han
kom til mig i en vildt ophidset Stemning, og sagde mig, at han vilde
ikke, han kunde ikke tale de hellige Ord til disse Mennesker, han