Hans Råskov - 11

tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden
vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne,
for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene,
at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind
på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte,
som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår
blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse
på een gang.
* * * * *
Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke
tåle at se på det mere.
Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav
genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år
siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb
ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen
var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig
overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver
gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der
skræmmede hende langt bort fra det æmne.
Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op
mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og
et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe
fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig
ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de
alt, hvad den efterlod sig.
Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind.
Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov.
Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun.
Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var
hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik
den dag.
Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store
brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at
gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes
i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til
den anden -- den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit
overblik -- der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad
den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde
tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget
klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se
skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der
inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer,
jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres
ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og
græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden
videre.
* * * * *
Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny.
Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om
på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med
hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden
med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden
og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt
ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under
ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme
om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som
en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død.
Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden
sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet
sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af
deres bevidsthed.
* * * * *
Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er
syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være.
Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte
øjnene fra branden, der var omtrent slukket; -- jeg kan ikke tåle
det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du.
Jeg blir hos dig.
Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det
altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men
nu er det alvor.
Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg?
Det må ingen. Ingen må se mig, når -- --. Gå nu. Jeg er ikke længere
et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det
bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som -- --
Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun
pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe
hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.
Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang
tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og
viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så
dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og
den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt
lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet
af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt
hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag
og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme,
hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i
hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede
hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom
hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for
bestandig.
-- Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket;
Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb
over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik
også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde
så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde.


Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en
afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og
gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt,
der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da
han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte
bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod
vente på sig.
Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset
med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre
fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær
underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde
forsømt, inden de gik i seng -- et vindu, der ikke var lukket, en
sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro -- det
fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting
var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den
så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af
svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst,
støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør
ubeskåret næste morgen -- som en ung tjenestepige, der har fri
Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver
gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder
med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte
holde den i ave.
Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at
springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var
vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi,
og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den
ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele
hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede
han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde
Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som
om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans
opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af
flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans
side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans
forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge
i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved
skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke
ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot
blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et
skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb,
men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt
adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede,
men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde,
angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles
i sin magt.
Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som
om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul,
der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde
male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte
sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig
og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store
brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe
sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind.
Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud
var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene,
kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans
strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme
i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden.
Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han
i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende.
Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede
sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse,
og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det
var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det
grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den
fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så
gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i
værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som
de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte
trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans
bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde
denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov
ind.
* * * * *
Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for
det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var
gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem
døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen
ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han
skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for
hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede
møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde
opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og
leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse
elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade,
mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede
sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg
på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået
en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så
kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår
den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre.
Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at
den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp.
Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til
varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv
mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden
havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde
angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit
værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom
over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede
sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort
ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der
havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der
havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den
anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som
han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et
eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været
glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på
ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået
ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og
vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre
som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som
ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set
fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som
mennesker kan være glade over -- -- alle, der havde haft det bedre
end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft
stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage!
Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige
verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var
selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede
ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne,
der har set for meget.
Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede
tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller
ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld,
skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget
ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning
efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang.
Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var
hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet
af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var
også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde
undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det
kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede
hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten
til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben
ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige
hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt,
gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen
lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne
holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i
behold.
Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale
pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene,
ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var
ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen
som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i
seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for
ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som
han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at
kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan
lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var
noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var
ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at
armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod
sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i
vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde
hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet
havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen
om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede
sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt,
satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at
opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.
Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog
anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod.


Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens
forstyrrelse, efterhånden at udspilles.
Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så
meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid
gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans
fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var
blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over
at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte
fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt
mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet
af den tøjlesløse fantasi -- han gennemlevede en hel parodi på sin
egen fortid.
Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede
under anfaldene; det skreg og larmede -- bag ved bevidstheden; han
hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det
skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra,
vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev
ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han
også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede
sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet;
han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge
efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede
skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en
lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han
kastede sig ned på gulvet og væltede omkring -- -- han tænkte sig
det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var
overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis
på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som
om han var kommet ud af en maskinhal.
Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved
siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte
han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge
erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget
plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente,
at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte
en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin
forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og
samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig --
efter snylteres art -- og som syntes at skulle fortære ham fra inden
og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for
eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde
ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og
undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den,
og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær.
Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i
forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde
han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og
uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham,
og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange,
meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved
selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede
fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget,
eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede
han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden,
og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den
erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom
narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være
ene om sit og ikke gribe ind.
Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der
påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder,
som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede -- i løbet af
et helt år -- en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg
på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse
syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed;
andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder
fra en bog, der selv er sjælelig usundhed -- --
Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru
eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den
ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets
dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan
søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng
eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng -- hvilken af
delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal
finde som enden på sagen?
-- Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang
vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde
ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende
indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for
at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i
hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde
vokse naturligt sammen.
Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op --
og gået i fordærvelse tilmed.
Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for
så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem;
der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der
hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så
syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til
at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange
troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse.
* * * * *
Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde
underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig
anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og
ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få
en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke
firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af
hans første eksperimenter, da han var dreng.
Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt
han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo
også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.
Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag
og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne
ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken
til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden
lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen
bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme
ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen,
fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald
måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod
uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde
tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud?
Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har
været, før alting blev fortæret.
-- Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et
udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det
kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen
var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da
mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi,
hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare
uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke
mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham
til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst,
når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen
lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går
støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og
det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre
drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles
rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle
kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor
sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke
at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand.
Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske
været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end
idel tomhed.
Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens
folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han
gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha
været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han
kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse
ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der
fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller
ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et
uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret
ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte
lyst ved nogen ting.
Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget
til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i
egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På
sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt,
hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid --
som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med
dem, der skal overleve ham.


Det var en klar, kold aften først i Februar.
Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele
dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var
efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker
og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for
indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der
hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil
de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved
at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev
dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over
hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og
dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde
bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik
fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med
sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke
andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst,
forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at
mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen
overflødighed.
Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for
meget -- både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte
han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog
han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt
ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort