Hans Råskov - 09

op og ned med et ryk. Nå, sådan; sagen var ganske simpel den, at han
også var her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygelse
bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende
og på samme tid bange for hende, som en hund, der har fået prygl, men
alligevel ikke kan dy sig. -- Hvad var det for en teori han havde
lavet sig -- en forbandet fej løgn? Og så kom hun, og med et eneste
blik begreb hun ham straks, afslørede ham som en tosse, der var
værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at begå den
frelsende dårskab. Alt det så hun med et blik; hun sae det med et
ord; hun hånede ham, som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham,
når der var villige narre i tilstrækkeligt tal?
Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var
det eneste rigtige efter de mange søvnløse nætter; han tvang sig
til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften
kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt
de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og
endnu ikke har slået første gang, men han holder sine hænder nede og
taler sagte og formanende, mens han allerede i sine næver føler den
udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod.
Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte han. Ligesom
slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den
tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig
selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde,
han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: Foragten; det
gjaldt om at bringe så meget som muligt ud af den. Der kunde komme
en rystelse over ham, når han hørte hende le og støje der inde. --
Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nærmer sig,
og nu er det, at det gælder om at komme godt fra det; ellers skal
jeg gå med det i år, som jeg nu har gået med det i uger. -- Hun var
i sit bedste humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, når
mændene kom i nærheden af hende; den perverse, røde kat, han havde
set i sin barndom, det var ganske rigtigt hende; den var blevet til
et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter
elskov.
Han tvang sig til at blive stående, når han følte, at han gærne vilde
løbe fra det; al forfædrenes fornuftige ævne til at ta livet, som
det faldt, syntes at blive levende i ham nu; de gamle bønders stille
dukken med nakken over for hvad der ikke kunde være anderledes, den
levede op i ham og hjalp ham, nu da det var fornødent.
Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe
med rasende hånd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den
straks og passede på sig selv som en, der for nylig har brækket en
arm og veed, at han skal være forsigtig.
Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig den endelige
prøve, den yderste dag -- -- --
Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt som noget man
render imod og kvæster sig på i mørke; han blev overvældet af syner
fra Åbenbaringen, som han havde læst to gange i sin barndom; sværd og
flammer, død og brøl i basuner stod om ham; alle de syv skåle blev
udgydt over ham -- --
Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, han tvang det
under, han stirrede det ned, og i mørket fik hans øjne den samme
betvingende kraft som hans bedstefaers havde haft, når han løftede
ansigtet oppe ved sin bordende og så på en, til han blev kold i
ansigtet og gik.
Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg kvinde? Han
var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter
det andet med en stigende følelse af spændkraft til at holde det
nede, og nu -- -- -- -- --
Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket tæt ved siden af
ham; han havde nær skreget selv og greb forfærdet for sig, som var
selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter
kom en anden, og en anden stemme hørtes, der bandede på dælen -- --.
Den sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og støjen
døde snart hen.
Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt
at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende
tilbage til de andre. Men da han kom i nærheden af dansepladsen,
hørte han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige
for fem minutter siden.
Fem minutter. Han havde det altså ligesom de syge, der begynder at
mærke dødens famlende tag, der strammes og løsnes, og mellem hver
gang de slår øjnene op, tror de, der er gået dage!
Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede sig i et nu
længselsfuld mod denne udvej, men han skød straks tanken bort igen.
Det var jo hans ide, at han ikke vilde gå under; hans forstand og
hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede
over ham og truede med at begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke
åben; det var at springe i vågen af fri vilje, at gå under i en
dødskamp, om hvis vildhed han ikke kunde gøre sig nogen forestilling.
Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der var mere
heldige end ham, men han formåede ikke en gang at misunde dem; han
var født med den nødvendighed at leve livet sådan som det var; det
kunde ikke ændres.
En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham.
Godaften, hr. Råskov; De danser ikke.
Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet,
om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun
kunde mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad, da han sae: Jeg
danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? -- Det skaffede ham en
vis lindring at gå og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval
tåge over de røde syner, der brændte i hans sind, som var hans lange,
glødende dag snart forbi, og mørket bragte kølighed og hvile. Han
førte hende tæt forbi det træ, hvor han for lidt siden havde ligget;
hun mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom en skælven over
dem bægge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun lænede sig
tættere ind til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, som
ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed.
Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved ham. Dybt inde fra
hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og
han syntes at forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders
barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt
det, men der var altså noget, der havde magt til at kalde det tilbage.
De er den første -- -- begyndte han, men så tav han.
Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede til at tro på alting.
Men da fik hans ansigt et andet udtryk.
Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede på hendes hals.
Hun førte hånden op til den og rev den af.
De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer lød ud til dem, også
fru Idas latter hørtes, blandet med andres.
Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed
duvede for en glødende storm; han greb hende i armen og stirrede, som
om han havde møje med at genkende hende; det var heller ikke mere
hende, han så, en eller anden tilfældig ung pige, han havde mødt;
han stod ansigt til ansigt med sit eget gøglende afsind, der lidt
efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med,
og i stedet for påtvunget ham forestillingen om en anden -- --. Og
denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det
triumferende vanvid, der lod sig høre, nu da han var i dets vold.
Skal De så ikke ind og danse? spurte hun med forandret stemme.
Nej.
Hun så på ham med angst og undren, men han mærkede det ikke, hans
bevidsthed kunde ikke rumme mere. I næste øjeblik var hun borte.
En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans
bevidsthed som en giftig splint. Han så sig forvirret om.
Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks
efter så Hans Råskov hende komme lige hen imod sig.
Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud imod ham.
Nej. Vi er fjender.
Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der
øjeblikkelig røbede sig, så snart man talte til ham. Gik han ikke dær
ude i mørket som en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når nogen
talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.
Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og mændene, der
ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin
forelskelse bort -- eller hvad det nu var for noget galskab, hun
havde fået i sig ved at se for meget på ham, -- og det gav hende mere
lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de
andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt,
mens han gik her ude og _hadede_ hende; måske endte det alligevel
med, at han også kom ind, men det var ellers lige meget. Det var
længe siden, hun havde haft en så befriende latter -- --
Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem.
Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men
kom De hellere med ind, nu har De længe nok gået og skabt Dem her
ude. Kom så!
_Ler De ad mig?_ gentog han. Han stod nu helt op ad hende. -- Er jeg
latterlig?
Ja, sae hun og blev bleg.
Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten over hendes ansigt, og
han stirrede på hende med øjne, der ikke blinkede eller forandrede
udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er
en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv.
Hun blev som lammet af dette blik; senere følte hun, at han kunde ha
gjort med hende, hvad han vilde, om han så havde kvalt hende; hun var
næsten uden bevidsthed og uden vilje.
Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt og gråt, med
had og med et forfærdet spørsmål, men han så i hendes ansigt kun
et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid
stadig havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske og det
latterlige, han fik ikke noget svar på sit spørsmål. Hun havde leet
et øjeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.
Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe
hende, udstødte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans Råskov
forsvandt mellem træerne.
Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og støttede hende.
Det er Kai, der kommer for at spørge, om du nu vil med, Ida. Du er
syg; lad os to gå.
Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme bag ved. -- Han
stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De
har gjort mig så ulykkelig, som jeg kan blive.
Fru Hansted er syg, sae Kai.
Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det; det gør jeg måske.
Farvel, fru Hansted, og tænk på mig, når jeg har hængt mig.
Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan det la sig gøre endnu
-- -- Der kom pludselig rejsning over manden, og et håb lyste i hans
ansigt.
Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans hånd; jeg følger med
dig; jeg vil hjem.
Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, herr Ahlmark; De må jo
nok kunne mærke på Dem selv, at De ikke er tilregnelig.
Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark -- -- han skal være her et
sted -- --
Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen -- -- nej, her skal
det sgu ikke gå for sig, afbrød han sig selv og satte af sted i fuldt
løb.
Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der
havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i
halvmørket, var Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans
blyant blinkede og dansede i det svage lysskær.
-- Hans Råskov var på vejen hjem, men det varede ikke længe, før han
måtte sætte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted,
hvor det afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre ham til
en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med
uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter
vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at
han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller
andet; han var indenfor en mulighed, så længe han blev på stedet; der
kom en vis tålmodighed over ham.
Men sæt, at hun var gået hjem. Han rejste sig med et spring og
begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse tiltog, idet han nærmede
sig det sted, hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være gået
hjem! Hvad skulde der så blive af ham?
Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende
og havde hendes legeme mellem sine hænder, og hvad så?
Nej, han vilde gå besindigt -- -- men hvis hun nu var gået hjem --
sammen med sin spinkle ven, så vilde han løbe, til han indhentede
dem; så måtte der ske noget -- -- det, der _skulde_ ske.
Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte sig for, at hun
var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der
skulde ske, vidste han ikke; først vilde han se hende.
Men så kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod.
Han så hendes blod, det flød over hans hænder.
Han sank ned på en træstub; været gik hylende i hans hals, sveden
sprang ud på hans pande, faldt tungt på hans hænder og løb som varmt
blod mellem hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden steg op i
hans hals, spændte og brast. Han græd virkelig, uden hulken og med
tørre øjne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han
knap havde formået som dreng, det var blevet ham næsten umuligt som
mand; det var, som om den gråd, han ikke kunde græde, var bleven til
sten i ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig
sol. Var det det sidste grønne strå, der nu visnede, den sidste
friske dugdråbe, der hentørredes?
Måske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om
sig selv, der altid havde været ham en kval. Han samlede i een
anspændelse al sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var
ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han syntes også
han så ned gennem sin fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis
førte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt
sind som den, der ikke kan flygte; han sad med hængende hænder og
gabende mund og stirrede ind i skovens tætte mørke, han så ind i sin
sjæls mørke og ventede, at det skulde komme.
Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; også
dette skulde han rumme i sin bevidsthed og så kunde han få lov at
leve videre så godt det var ham muligt. Der havde været et kald på
blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han
måtte selv gi alt, siden han ikke vilde gå til andre og ta, hvad der
krævedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.
Som dreng havde han en gang læst om en morder, der havde gjort sin
gærning og fået sin dom og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig,
næsten vel tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes stumme
mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod.
Betjenten tog ham i armen, og han satte sig føjelig ned som en mand,
der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv.
Hans Råskov strøg sveden af panden med den ene hånd, rejste sig og
gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og brækkede dem,
når de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og
vadede over grøfter, gik lige på med dyrets instinkt. En gren slog
hatten af ham, han havde ikke tid til at lede efter den. Når han
trådte ned i huller, var det som om benene skulde knække under ham,
men han stansede ikke et øjeblik.
Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der førte ham bort
fra byen. Næste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til
udlandet.


Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af
landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor
det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller
grønt. Men han var ikke så lykkelig, at han kunde undgå at se sig
tilbage. Hans tanke blev stående i det, der var sket; mindet derom
blev til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt
var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved
bredden af hans livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og
andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til
Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsfølelse i hans sjæl.
Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; også den
ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring;
tanken om Anna Årbo syntes at være begravet under asken; tilbage
stod et par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der skreg som en
elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn;
fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans
sjæl, der måske var den latter, han aldrig selv havde næmmet, og
så til sidst: ham selv, alene, med fantasien dryppende af hendes
blod. Og når han blev træt, og disse syner blev blege, så brølede og
snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker.
Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på den aften, og han
mærkede, hvordan der på hans isse opstod to smærtende punkter, der
sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen
af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nærheden af hans
tindinger, og hvis toppunkt -- når det blev færdigt -- skulde være
et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når han skulde
sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel -- --, der måske
snart skulde blive tydet.
Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos sig kom han til
Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var
arbejdsduelig. Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget
at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da
han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han
en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest
gå nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt
med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans nætter kunde være
fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han
indrømmede, at den måtte ha sin tid. Han længtes ikke, han fortrød
ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige
betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sådan som det var
gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor galt det end var
gået ham, så turde han dog ikke ønske sig noget ændret; han vilde
ikke tænke på andet end at finde sig til rette i det, som var sket,
og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs som muligt.
Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de
kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter
de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som
før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed.
Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at
gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der
susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i
nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu. Hvad
der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og
stivnede; bogstavet, der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke helt
forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille
sig det, og undertiden kunde han føle og se det, men så benyttede
han det som en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor meget han
skulde passe på sig selv.
Et år senere fik han en mere ledende stilling på fabrikken, og det
hjalp mægtigt på hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse
sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til
sine nærver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til
fods, og da kunde han gå mil efter mil med stokken hængende mellem to
fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med
munden halvt åben, og når han var faldet i den gangart, tilbagelagde
han fire fem mil uden at se eller høre og uden nogen forandring. På
samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale;
men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel
anskreven hos direksjonen.
Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, skønt det at ha
mennesker i sin nærhed stadig virkede på ham som en plage -- i sine
mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom
-- men han sae til sig selv, at han var ikke længere nogen ung mand,
og den uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han med sin
alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette sig derefter. Han fik
rigelig anledning til øvelse, for det lod til, at han virkede mindre
frastødende på folk dær nede end på sine landsmænd, og det hændte
ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener med glatte, hvælvede kinder,
og hvis øjne havde en blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til
sin fortrolige og spurte ham til råds -- mest i kærlighedssager,
og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han
erklærede, at han var ukyndig på dette specielle område. Han hørte
mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vænnede
sig til at nikke forstående og at udtale en mening om sager, der
ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en
erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang,
der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den
tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han
lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke ved den; så skulde
den til gengæld lade, som om den ikke var til, og denne sjælelige
hygiejne syntes virkelig at føre til helbredelse; han havde --
ligesom det kunde være for bestandig -- sluttet fred med Den røde
galskab; til gengæld forpligtede han sig til at undgå beskæftigelse
med alt, hvad der kunde virke ophidsende.
Sådan gik der fem år; han forandredes ikke stort, udover at han
mistede en del af sit hår og blev lidt sværere; han var en statelig
mand på et kontor.
Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var
som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde
øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade
marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens
øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre
efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie,
føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med
utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på
en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og
hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen,
hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt
sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra
natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af
deres efterkommere i et fremmed land og sled på den gamle ensformige
bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde
og holdt fest, så det skingrede; de stod ikke tilbage for deres
blodsfrænder i Nordsjælland.
-- Hans Råskov var ingen kunstkender, men der var i musæerne
en ting, der interesserede ham: den assyriske og den ægyptiske
billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at begå
nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger,
der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske
fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke
stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en
stærk tiltrækning på ham. I grunden så de temmelig stupide ud, men i
deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der
åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var
herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i
alt fald over sig selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige
uforanderlige, og efter dette ideal havde de stræbt at tilpasse deres
liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige,
gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i
kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der
føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen
som sand for hans fødder. Det billede, der forestiller en konge, som
står opret og med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre arm og
kroppen, han forestiller den fjærne tids helt, eller måske blot typen
på det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Råskov en
dyb sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede fra
gamle tider; hans tro på egen urokkelighed ligesom forstenedes i
ham, han fik efterhånden en hovmodig overbevisning om, at han nu for
alvor var i færd med at blive hårdere end alting; han tænkte sig et
ideal af fuldkommen ufølsomhed, på hvem begivenhederne gjorde lige
så lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle
stenfyrster.
Men da den lange arbejdsdag var gået i eet hårdt træk, da Hans Råskov
var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de
fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog
sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortsætte den næste lange dag
med nye kræfter, og nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads med
den motivering, at han vilde hjem til Danmark og søge sig en stilling
dær. Direksjonen forstod udmærket godt hans grunde og beklagede, at
han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar over dem,
som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mørket
begyndte at falde; han følte, at han var ved at blive gammel og vilde
ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for
høj grad lå åben og tilrettelagt for ham.
Måske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind,
lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage
med kresløbets nødvendighed? På samme måde som himlens sædvanlige
udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel hen over
den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens
bevægelses love.
Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist, der har fået amnesti,
og da han nærmede sig sit lands grænse, skete det at han glemte alle
sine gode grunde, som han havde udviklet både for sig selv og andre,
de blev til ingenting under det overvældende indtryk af det ene:
Nødvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sådan være.


Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at få
en stilling; han rejste omkring for at se på forholdene. Der var sket
så meget i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at interessere
sig for det, men han var egenlig skuffet og stærkt tilbøjelig til
at rejse ud igen; han havde atter den underlige fornæmmelse af, at
alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som
når de andre drenge legede på skolepladsen, og han selvfølgelig ikke
var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig
selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte han sin rundrejse,
indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en større provinsby,
kom en dame hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart han hørte
hendes stemme; det var Anna Årbo, og hans næste, øjeblikkelige tanke
var: Hvorfor er jeg ikke rejst?
Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde været ude af hans
tanker i de fem år, at han var dårlig forberedt til pludselig at
huske hende igen med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var også
vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i
hendes væsen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham også
påfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var
hendes stemme uforandret mild ligesom før.
Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun, og derefter begyndte
hun at fortælle om sig selv; hun havde begyndt at læse til lærerinde,
men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik
godt.
Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget sig til, og tav
så; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand,
forsvandt, da han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev han