Hans Råskov - 08

men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset -- og hun
gik uden at tilføje noget formildende ord.
Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans Råskov sad. Skønt
dette kun havde været et eksperiment, så havde hun ikke helt undgået
at føle sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. Nu -- -- --
Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, søgte ham til sidst inde
i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller
anden, med Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham
så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.
Sørensen sad endnu på verandaen.
»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det kys, smagte det om
igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive
blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve
af det, så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, og
han fik en lang kamp at bestå.
Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i
haven og pålagde sig den straf at skrifte alt for hende, om så hendes
tro på ham blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han måtte fly
denne farlige kvinde. Dette var vel en prøvelse, en advarsel; han
vilde huske den.
Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende,
hvad der var sket, men da nu den evangeliske ånd nogenlunde var
kommet over ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle rent
menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok,
og hun led med ham.
Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse oppe på
loftet, under bøn.


Det regner; en stærk, tung forårsregn slår ned i udtørrede veje,
dråberne falder med kraft som små bomber, og i begyndelsen springer
støvet op om dem. På de skrå sider af vejene dannes der efterhånden
en bugtet rand af skum og støv, som vandet bryder igennem, små
støvede orme kravler ned mod grøften og viskes snart ud af den
tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra de
fugtige veje, men de grønne marker opsender en sundere lugt, der er
ligesom en bedre forståelse af den sunde regn.
Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus,
men børn går uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres
stortæer trækker de hvide striber i det brune, våde støv for at se,
hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede småstrømme
på vej, der kæmper sig frem ad sandede hældninger, og hjælper dem
undertiden med at overvinde vanskelighederne.
-- De blir våd, højstærede, sae gamle postmester Årbo til Hans
Råskov, der stod bøjet over et hjulspor inde på en bivej, hvor sten
og gruskanter ragede op over vandene, så at det kunde ligne et
terrænkort over Finland.
God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt, at han blev våd; han
var ingenlunde faldet så dybt i tanker, at han havde glemt regnen,
der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som
pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han bevægede hodet. Men han
var kommet til at se på et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og
problemet om dets afløb havde stanset ham; senere var andre tanker
kommet til og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede på
hjulsporet, som han havde glemt.
Rindende vand får også tit mig til at stå stille, vedblev
postmesteren, undtagen, ganske vist, når det kommer ned fra skyerne.
Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen for sig.
Ja -- ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men skal vi to ungkarle
ikke se at komme under tag? De er meget mere våd end De selv tror;
kom ind under min paraply, så har De allerede været under mit tag,
det er altid en begyndelse -- he! Det vilde glæde mig at gøre Deres
nærmere bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre,
men når De kender min niece, så må De finde Dem i også at lære mig at
kende; der er næmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig,
skal jeg sige Dem.
Hans Råskov så med interesse på denne mand, hvem det glædede at gøre
hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult
ansigt og visne hænder, men i hans øjne, der var runde og livlige,
og hans mund, der havde let ved at stå åben, var der noget ungt
-- noget, der ikke var blevet brug for, og som ikke var hentørret
endnu, skønt manden var over tres; han var en livlig blanding af
erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå han tog Hans Råskov under
armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var
der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at gi efter.
-- Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg konfererer med min
husholderske; det er jo lige ved spisetid -- -- gør mig nu ikke den
sorg at snakke om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse -- --
Men _er_ De ikke våd om fødderne, udbrød han, da han igen kom ind,
jo min sandten er De så -- -- jomfru Andersen, ta og kom med mine
skindtøfler!
Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm løs på Hans Råskov og
stak fire stive træfingre ind i hans hånd, men de samme fingre blev
meget levende, da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol stilles
til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene der ude, ligesom
de kaldte på hende, men hun gjorde sig hård og stillede en broderet
skammel foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede, hun
måtte af sted, og straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem
sin moers hænder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra
vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde ha ulejlighed med
at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad så mageligt, så
begyndte køkkenkniven at arbejde der ude; man hørte den komme igennem
og ende med små sikre hak på spækkebrættet; kopper klingrede, og
tallerkner skramlede, glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle
efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så; hver
ting afgav sit: Her! kom på sin plads og lod siden ikke høre fra sig.
Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, hvad enten det var et
signal eller en tilfældighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med
den ene hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen
over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og fåmælt, og så gled
hun lydløst hen i døren: Værsgo!
Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på den gamle mand, der
befandt sig vel i hans selskab og ikke følte det som noget tryk, at
han talte så lidt; han måtte være et sjældent menneske, netop af
den elskværdige slags, der plejede at holde sig længst borte fra
Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks
væsen, derfor var det velgørende en gang at blive behandlet som et
almindeligt menneske.
-- Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae postmesteren, da de
havde spist. -- Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler;
jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sådant
et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man
vil ikke blive gammel, hr. Råskov -- selv sådan en gammel hulmavet
stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke -- --
-- Næ, der inde er ingenting, der er øde og tomt, hvor der kunde ha
været skabt en lille verden; børnekammer, hvad? Skulde ha været. -- --
Skal vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os?
-- Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov? Ja ja, jeg tror
næsten, min kan tåle et lille stænk endnu. Hm, ja det er nu en
underlig fornæmmelse med sådan en del tomme kamre oven på. Men hun
vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke så lidt ind, men jeg vil
ellers nok stå ved, at jeg aldrig har været en kraftkarl; der var
ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet,
især når medbejleren var -- ja han var nærmest en karl af Deres
dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne
ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; hvad
tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk,
sae hun; det var vel også med et vist henblik på mig. Galt gik det
naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe noget
at forudsige det, når alting om en er fuldt af galskab og en selv er
ligesådan?
Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og
hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange stået uden for hendes
vinduer, når det var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror
nok de små var mere glade ved at høre på det end jeg; de faldt i
søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde
det. Det var en drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget
sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du skal ta ham, den
lille postekspedient Årbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstrøgen ned
ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under
ham; men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så kan du sige,
at du har fået ham af vorherre selv.
Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men
menneskenes kærlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver
se. Men vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev tosset?
Det skal jo til. -- Vil De sige, at De kender det ikke? Nå -- jeg
skal afholde mig fra nogen bemærkning desangående; men der var altså
piger, der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt på benene;
det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar
ad mig før; men de mærker, at man er i rasetiden, og så er der altid
nogen, der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok smitte. Der
var to -- -- Tror De, det var mig, der lod dem løbe, hr. Råskov, skønt
jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik
bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for
smal, da de kom til samlingen, de forsmåede mig -- bag efter, hvor de
dog ikke havde så meget at prale af mere.
Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo drikke den uden rom,
det er så læskende. -- Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen
temmelig snavsede ungdomshistorier, De her får at høre af en gammel
mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud fra Deres temperament har De
ret. Deres oplevelser tillader Dem ikke at dømme anderledes -- indtil
videre.
Næ -- -- det er ikke det urene, _jeg_ finder mest påfaldende, når jeg
nu tænker på det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere,
og når man så har alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende
følelser i en snæver krop, så blir man endnu mere komisk; jeg havde
dog gærne nøjedes med en af de næstbedste. Det synes jeg er min mest
prisværdige egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke indbragte
mig noget.
Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han la menneskene rase
-- jeg har set på mange, siden det var min tid -- og jeg vilde særlig
ta mig af dem, der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha.
Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg søge at indgive
dem den ånd, der får et menneske til at se sig fornuftigt om efter
den næstbedste, for det er dær, at mange bær sig værst ad, det har
tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres
bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det
har langt mere forfærdelige følger. Jeg har ingen glæde af at se på
den slags folk.
De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør, men har et par
minutter, hvor de er bevidstløse af salighed -- -- der er dog en stor
menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, skønt man
siger at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder dog lejlighed
til at slippe uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer
_årene_, og de er længere end minutterne, der er så forbandet korte,
men der har været en uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den
almindelige livssum har fået en forøgelse.
Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man ikke behøver at regne det
så nøje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde
op. De kan nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet
skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig nægtet at befolke den
på en bedre måde? Min niece er den eneste, der plejer at høre på mig,
men De har for resten også været meget tålmodig.
Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. Råskov --
ja synes De ikke også? Hvad mener De, når den hos kvinder udvikler
sig i form af opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den er
ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan elske ham -- ja, og
man er selv en sådan kvinde, det føler man -- -- Tror De, en kvinde er
til at få bort fra sådan en ide? -- Å, vil De lukke op, jomfru; der
var vist nogen, der ringede.
Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over og så til onklen om
aftenen, når hun ikke var optaget af andet, og så var der glæde
hos de to gamle; jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de
brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og hørte til.
Anna lod et glad overrasket »godaften« høre, idet hun så Hans Råskov,
og sae Velkommen, som om hun på en måde var værtinde i huset.
Derefter satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og ventede
et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da
alle i tavshed så på hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Råskov
til at fortælle om sine undersøgelser og om årene i udlandet. Hun
havde troet, at han derved også måtte komme til at tale om sig selv,
men han havde den ævne at holde sig til, hvad enhver anden også kunde
ha oplevet eller tænkt, men netop denne upersonlighed greb hende
med en underlig magt: Han var altså et menneske, der vidste, at han
skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede kun et temmelig
tørt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men når så
onklen blandede sig i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen
for sig, så var han straks en anden, end da han talte; han var borte
i det han havde tiet om -- -- --
Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; han vilde ha tabt i
hendes omdømme, hvis han havde kunnet få sig selv til at tale om
det eller hentyde til det, så at formodninger lå nær. Hun antog han
havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i færd med at
glemme; han stod afsides fra andre mennesker og så efter sit livs
bortdragende uvær -- tordenen, som han alene havde hørt, lynene,
som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. Ingen skulde
forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde være
alene med sig selv for at glemme; ingen burde ønske at udspørge ham
for at høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre, om der
var længe igen -- -- -- Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt
om ham, at han var forelsket i fru Ida; men måske mindede hun ham om
noget sørgeligt, hindrede ham i at glemme -- -- --
Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende sammen; Hans Råskov
kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var træt og næsten vel
til mode, aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen
i hans sind; her var ikke noget at gøre sig stiv imod, og der var
en næsten sorgløs hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var
kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var
måske det, han allermest havde nødig i denne tid, og dette halvvoksne
barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde
ham en stor tjeneste; det var anden gang. Han berørtes pinligt af
den formodning, at hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at
postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale om kvinder,
der anser sig for kaldede til at være en mands frelsende engel? Han
blev mistænksom og så sig med opstigende harme om i den hyggelige
kres, men så afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn!
Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og måske
den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i møde. Havde
han været en mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det var
tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran
ham, nærmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og
dær havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer;
han så på sit ur -- to timer. Hvor den tid var gået hurtigt! Men da
han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der
bøjede sig imod hende eller søgte at holde hendes billede fast; hun
havde blot på ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han
hvilet sig, men nu var det forbi.
Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk til godnat, han
måtte se på hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden
havde han været nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig
en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han altså; den slags
unyttige overraskelser kunde man opleve i et hyggeligt øjeblik. Han
trak uvillig sin hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han
sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg kommer nok over det,
tænkte han og gik rask til.
-- Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den halvmørke forårsnat og
mindedes en sommeraften for fire år siden; hun var da fjorten år og
meget sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun
ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, der stod i en lang
række og bar trådene ud mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun
skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen
ende på dem; de stod med trådene på deres skuldre, førte dem ud efter
i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig
om; hun grundede længe over det og græd til sidst; det at hun kun var
fjorten år, gjorde det heller ikke lettere.
Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog var stort nok til
at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: Når hun var fjorten år, så
måtte den mand jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede et
eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen ad en landevej,
og hun kunde møde ham, havde måske mødt ham uden at vide det, for
det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en drøm,
men lige så godt et virkeligt menneske som hun selv -- -- -- Hun gik
trøstet i sin seng og havde aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham
af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig
nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede at forestille sig
hvordan han så ud. Ellers tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham
måske ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid også var
blevet et år ældre.
Men nu havde hun altså mødt ham.
Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket der ude blev for
stærkt, og da hun ikke kunde gå i seng, bestemte hun sig til at
rode op i sine skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede op
og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og det gjorde godt i
hendes hænder, der rystede svagt. Alt tøjet lae hun først i orden,
derefter kom turen til det, der var stemning ved; hun beså hvert
brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet,
læste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige
breve fyldte det halve af en skuffe, gratulasjonskort og små bøger i
guldsnit indtog den anden halvdel -- det var venindernes afdeling.
Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom til den nederste
skuffe, som hun ikke havde rørt i lange tider, men klokken var ikke
så mange endnu, og hun holdt mest af at tænke på ham med alle disse
gamle erindringer mellem hænderne; det hele blev mere fortroligt og
jævnt, hun kunde nok trænge til et slags værn imod ham.
Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne,
men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser
i ferierne: små buketter lyng, bundet sammen med silkebånd,
muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter.
Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige kåber, en
stump tøj fra hver eneste kjole, hun havde haft, så længe hun kunde
huske. Der var naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne havde
lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde tilhørt hendes ældste
søster, men hun havde tigget den af hende, da hun selv var fire år
gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde
skifte; den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig selv.
Og der var et hentørret firben, som hun havde pillet af en vild rose;
det havde været en stadig genstand for hendes undren, til hun kom i
skole og lærte om tornskaderne i naturhistorien.
Denne skuffe havde en særegen værdi og var noget for sig; hun kunde
ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager,
men fra dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede
hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve fra skolekammerater
uden at more sig over dem; fandt frierbreve fra voksne mænd -- de var
blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned i børneskuffen;
men nu satte hun sig til rette og læste dem igennem med største
opmærksomhed og tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt,
hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at
det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig.
Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget alvorlig, altfor
fuld af stemning, til at hun kunde være hel lykkelig. Hun rullede
atter gardinet op og så ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde
flyttet sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne dufte trængte
forårets pust ind til hende; hun lænede sig ud for at få mere.
For nogle dage siden havde hun endnu søgt at værge sig, hun havde
håbet, at det ikke måtte blive ham, skønt der allerede bag dette håb
var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt,
der skræmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for
den kvinde, der elskede ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og
stift frem for sig som en mand, der skyder et svært og vanskeligt
læs og ikke har stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde
ønsket, at hun kunde gå af vejen, fordi han var en mand, der hang
ulykke ved. Eller -- hun havde just ikke ønsket det; men hun havde
dog tænkt -- -- hun huskede, at hun i sine yngre dage altid havde
tænkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig.
Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i skuffen, hvor alt
det andet var, der hørte barndommen til. I næste uge skulde der
være stort skovbal; han kom også med, havde han sagt. I dagene
imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede hun sig til. Med
den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var så
overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke
mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som
en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte.
Men så er legen også fuldkommen.
Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været dybt og lettet og tog
sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud
og se solen stå op.


Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet publikum fylder den åbne
estrade ved siden af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores
sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men langs den
ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af
sted med deres piger i stramt favntag. Der står en sød og farlig
em til værs fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen
skrider frem, påvirkes de sindige elementer deraf, varmen og farten
fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs bænkeraderne syder
hed hvisken, og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys frem under
sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske
ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i
sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de bølger, som
opstår her, nåer længere ud, end musikken lyder, og jo fjærnere de
ruller ud i mørket og stilheden, des mere skummende blir de; deres
toppe kruses af sød gysen, men dalene er fulde af svimmel.
Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig ting, der gør nytte
overalt og ingen steder tør savnes; hun drejes langsomt og varmt i
den indre cirkel som en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest;
hun ses hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som en af de
ydre flammer, der er brandens forposter og vinder nyt terræn for den,
og mange ser på hende og vil gærne være det stykke tørre træ, som
hun næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der er mange til
at gi og ikke færre til at ta, her er næsten alt hvad hun kan ønske
sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om
dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne få nok,
hendes øjne søger stadig ud mellem træerne i det usikre lys, hvor
folk kommer og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor menneskene
er lige så utydelige som deres egne skygger.
Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig;
når han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at være i
nærheden for almindelige mennesker. Men dette er også Vejgårds store
tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under
forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget
af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf,
og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter
uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem
de hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så højt. Det kan
være det samme med at forklare, hvorfor han har opsøgt fru Ida som
inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden
blir ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige
piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hjærne. Han
holder sig hele tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de
få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid. Hans hoved rager
altid op over den højeste svimmel, og han er nu for alvor i færd med
at blive en stor digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder
sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i mørket
uden at se på papiret.
Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans, hun ler hårdt og
stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer,
men hun hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende og blander
sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker at smælte sammen med den
almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer
hun i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, der
selv er uden bevidsthed, fordi det er brændt ud, men hun spreder liv
om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere
og mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider frem; hendes
spænstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved;
det kan også ske, at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre
hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang fri og lar manden
stå dær med en tom, rundet arm frem for sig. Ingen har hun så tit
stillet fra sig på den måde som proprietær Ahlmark.
* * * * *
Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han
formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksårig
til rette. -- Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende så
på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert
øjeblik ved at svigte ham.
Han havde slået sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet
stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med
Søren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved
at trække ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og når
han kom over dette, så kunde han være sikker, så var han stærkere
end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an at
svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, han måtte ligge dær
og hyle ligesom Søren, og ingen kunde trække ham op; han måtte vide,
at hvis han først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så
slap han ikke op af det igen.
Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde være forberedt
på nogen ting, stod fru Ida for ham.
Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God
aften!
Hun ventede på et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen.
Ja, her var han -- også!
Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt