Hans Råskov - 04

et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt sig drabet på Søren. Han
havde oplevet det mange gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han
havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, passet Søren op
og skudt ham. Og dog havde han udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg
dig ihjel. Han vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var ham
en nødvendighed, og det havde også vist sig, for et værre liv end han
havde ført i tre måneder, kunde ikke tænkes, og det kunde heller ikke
fortsættes; han kom aldrig til at du til noget.
Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. -- Hans tænkte så meget;
det var sjældent at han sae noget af betydenhed, men når det skete,
kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han
havde hørt sig selv sige.
I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fået et par
rå lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men næste
nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen.
Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre
den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers
måtte gå og gemme på. Hans var en af den slags mennesker; det vidste
han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting
udrettede, og alligevel havde han følt _nødvendigheden_ lige så
stærkt som den dreng, der var så klar over, hvad der skulde gøres.
Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i købet rejse, så
at han kom til at gå med det hele sit liv.
Han havde set Søren et par gange på lang afstand; men det, der var
kommet over ham, var ikke viljen til at slå ihjel -- -- det var
snarere som en rød dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet
i skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. Det slog sig på
ham selv, det fortærede hans sjæl -- -- og nu skulde han rejse langt
bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i
ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede
vilde det blive endnu værre.
Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene
revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en,
der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik
nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, når det
knagede; han påkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, når
man går på usikker is -- --
Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted lige over for bakken;
han kendte nok ikke søen. Hans rystede af ophidselse, og mens han
kæmpede med sin første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag
og en brølende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjælp.
Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle
enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom
klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et
øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al
den luft, der kunde være i ham. Det gyste også i Hans; han huskede
rædslen ved det, der sugede og trak under; det var værre for ham at
stå et halvt hundred alen borte end at være midt i det. Havde det
ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre.
Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen
svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen
og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha
lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, som sprællede der
ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden.
Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når
han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede
han også så forbandet? -- Hans kunde ikke stå stille, han løftede på
benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik.
Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo også næver til
det. -- Du kan ikke komme op, Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk
bare løs; brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for megen
kulde på den måde.
Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund;
han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme
hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham;
han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer.
Han gav sig som en hund, der har fået bagkroppen knust under et læs
sæd; og da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget igennem, så
blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det lød ikke en
gang som om han forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste
måske ikke selv hvordan han skreg.
Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå
fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at
komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om.
Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået
en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt,
at noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. Når det er
kommet så vidt med nogen, så var det vel bedst at løbe til og slå ham
ned i en fart, ligesom man gør ved kreaturer, der er kommet galt af
sted.
Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans medmenneske; han
hørte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde på noget i
ham selv, og det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede
sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.
Han var også faldet gennem isen en gang, det var ikke så farligt, han
havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men
nu kom den oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han havde
begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde
blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere.
Når man een gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo være
bange for sig selv resten af livet.
-- Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, trævlet lyd flåede
sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de lød
løjerligt komisk, som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det
skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart til en hvæsen,
hvori der blot var en mindelse af gråd. Det lød som kom det fra en
døende, der ikke har andet mæle igen end selve været, ikke andre ord
at klage med end sine sidste suk.
Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til
søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen.
Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde,
og lidt efter fik han sit mæle igen. -- Gud fader, søn og helligånd,
stammede han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbårne søn
-- --
Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mærkede
Sørens tag og så ham komme op. Han løb straks tilbage til bredden,
Søren stavrede usikkert bagefter.
Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme.
Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og løb.
Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven?
tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til.
Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at
gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til
at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han trøstede sig
med, at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger.
Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed,
at Hans slet ikke var kommet, og Søren havde fået lov at drukne.
Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han mødte Søren i
skoven; dær lå fejlen. Hans skulde slet ikke ha været med i skoven,
han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at
træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gøre end at
forhindre, at noget sådant gentog sig.
Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i portlågen, og Satan
skal vide, at det _skal_ blive anderledes.


Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til København for at
studere, lignede han ikke ganske de andre lærelystne drenge, der tit
kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der
kan opsamles i en familie, der slægtled efter slægtled lever uden
for kulturen; hos ham føltes alt det, hans forfædre havde levet i,
som noget der var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han
ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det gjaldt livet, at
han kom der fra. -- Hvad skal jeg så gøre med de andre? sae hans
faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde være; -- de har heller
ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til at la jer
studere allesammen. -- Hans gik sin vej og svarede ikke, men da han
var alene, tænkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landmænd
ud af de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt mærke til, at
deres lyst ikke gik i den retning. Sæt at han havde været en af de
yngre, og der ikke havde været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om
måneden -- -- Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde
stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde lægge til
side af dem, hans faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han kom
til at koste? Men så slap han da fra det. Han vidste godt, at han
var egenkærlig, og han fik det også tit nok at vide, navnlig var
husholdersken utrættelig: Tænk at han skulde koste så meget, og at
han ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder Hansen en aften: Ja
ja, han er den første jeg koster noget på, og så er det bedst, jeg
gør noget ud af det, mens jeg har råd til det.
Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt
sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at
gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud
der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten.
Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde
de andre blive hængende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden,
for når der var gået ti år, så var han en hel anden, og så havde han
glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det ham om
ti år, om han måske havde været nederdrægtig egenkærlig nu. Derfor
gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit
eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor
lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver
dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent
til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv
derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.
Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og
han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde
for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var
sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb
tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene.
Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke
noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i
mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet
sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med
lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved,
og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med;
der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære,
der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser
over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et
slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men
nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen
en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev
en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete,
at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den
revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så
mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting,
og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd,
der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse
havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at
huske, var han blevet helbredet for.
Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt
i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed -- det de
plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende
år -- begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og
krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane,
at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte
sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det
bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående
mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget,
-- men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin
støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig
nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et
laboratorium.
En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men
virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til
at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde
være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af
at høre -- den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme
på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at
snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor
uskyldig -- -- Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var
heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten
femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige.
Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer
skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke
længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på
at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest
optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst
i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab.
Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen
livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var
det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt
næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom
ornens hjørnetænder.
Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra
forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer
forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af
fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem. At
karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede
dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og
efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt til slægt. Det
var folk, der gemte på meget hårdsind og hidsighed, men den slog ikke
ud i uregerlige drifter. Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove
historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde
han set ham kaste lystne øjne efter gårdens piger, skønt han blev
enkemand i sit fem og fyrretyvende år, og det faldt ham ikke ind at
tænke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå i den
henseende.
Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone,
med det lange hår kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt.
Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud,
som om han altid smilede, men i de små blå øjne var der et lille
stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et
kødben, der har mistro til en anden, der ser på den.
Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, det gjorde ikke større
indtryk på ham, end når han så på dyrene, der heller ikke undså sig
-- det kom ham ikke ved. Da han boede i København, kunde det ske, at
en kammerat gav ham et godt råd -- og der var vel også mange, som
det var godt nok for; de, der »levede« mest med, havde unægtelig
en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev
hængende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som
de fløjtede en melodi til -- -- Hans kendte det meget godt, det var
tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme på egnen. Men det
var lige ved at undre ham, da han så den gå igen i litteraturen; dær
var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme
slags, som når karlene om aftenen sad på gærdet med en kurv bajere og
drøftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til næste gang,
eller belærte de yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De mest
opvakte af disse karle var altså rejst til København for at dirigere
litteraturen; den havde nok også fået nyt liv og indhold, hørte han
sige.
Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle år senere
lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til
hovedstaden for også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo,
når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der
hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til
stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde,
og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen.
Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme på
egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.
Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget
som kunde vække hans uvilje eller virke på ham som et kald. Det tog
ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive færdig med det;
han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte bøje uden om en
pige eller kone, der kom i hans nærhed, så var det jo ikke andet, end
hvad karlene i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger
blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det liv han førte,
måtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bønderne der
hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endskønt de
var svært dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der
havde bedre tag på at nyde livet, men så rådnede de vel op så meget
tidligere.
Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den rene fornufts periode
nærmede sig sin slutning. I hans sind, dær hvor alle de gamle
stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv
vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen
lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand,
hans duelighed; det var frugtbare år.
Så kom der endelig en dag, da han mente det var på tide at gøre
noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt
sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men
han selv ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige
nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i stedet for sit
arbejde; indflydelsesrige mænd måtte opsøges, anmodninger rettes,
og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst.
Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med
en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans
bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne
formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde
ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, så skal I
få .... Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne
en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og
skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget,
så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans
vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre
mennesker blev grundigt opfrisket.
Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu
kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. -- En dag opsagde han
sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære
bryggeri.
En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tænke og arbejde og
beslutte. Hans vækst er ikke færdig, selv om det gror i overfladen
af hans sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som
jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der
er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hærdes
ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for,
at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle til et dødt fyld
af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der _vil_
modnes, skal en dag komme frem.
Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en
provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev
de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end følte til
at beskæftige sig med sig selv, så undgik han ikke at lægge mærke
til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham.
Han hilste dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen synderlig
vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden at han stadig blev mindet om,
hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der
ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses;
derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde
forsøg i sin fritid, siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde
tåle at være ledig.
Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af
sindsbevægelse under et tordenvær, og en nat, da det var fuldmåne,
huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham
vågen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som
voksen mand skulde være nød til at føle sig syg af ansvar over noget,
der var lige så hæsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra
vågnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter
tur. Først stod det for ham i et indre syn -- og det var underligt,
at han en gang havde troet det så fuldstændig glemt -- og så kom
stemningerne og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en
hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det værste ved det
altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over
det; alt forekom så underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad
netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slået dybere
rødder. Der var noget, dybt i hans sind, der rørte sig og trængte op
mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.
Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte den gentagelsernes
periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han
havde gennemløbet sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte
forfra. Han levede så at sige parallelt med alt, hvad han tidligere
havde oplevet, han kom nærmere til det, han så det lige som gennem et
slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe
det eller slippe det.
Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes nødvendighed,
så kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer
fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse,
som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme
ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms
sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive
organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu,
at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt
sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne,
sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke,
i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig
selv.
Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke
syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gøre. De vidnede
om, at han havde haft lykkelige øjeblikke; måske var det næste
øjebliks virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet dem, men
nu kom de tilbage og rørte ved hans sjæl som en uendelig mildhed -- --
Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov til at huske sin
foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde
og ventede, at alt det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt
var det nu gået op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for,
ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham;
ved siden af ens vilje og forstand -- som man skal stå til regnskab
for -- er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke
er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een
uundgåelige overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig i,
ligesom man må finde sig i sygdomme, der også delvis er uundgåelige;
livet er ikke stoltere end som så, og man er ikke selv dets herre,
endnu mindre sin egen.
I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens
han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans
hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene,
når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var
længslen efter nøgternhed. Altid -- også når tanken om kvinder faldt
forstyrrende ind i hans arbejde -- stod dette for ham som det højeste
gode: sindets kolde ligevægt; den alene var en anstrængelse værd, om
den kunde vindes.
Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere af opholdet i
provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker,
og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstrøg; den
nærmere omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. Han
befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans
tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige
farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få
til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske
mere. Han var overhodet ikke af dem, man søgte tilbage til, når man
en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret
mand, og hans besindighed ansås for at være ualmindelig; folk
indrømmede hans dygtighed og beklagede sig i samme øjeblik over »hans
forbandede nøgternhed«.


Det er midt i det vildeste forår.
Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer
nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en
uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster.
Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.
Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag
med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i
morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft.
Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under
safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.
Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke
holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne
og knækkede ribben.
Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den
er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten,
andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den.
Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det
går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig
inden for tøjet.
Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye
begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme
slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i
erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at
se, om denne lære endnu står ved magt.
Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for
brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og
metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen
går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den
gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske
digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han
skrev.
Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder,
hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne.
Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele
natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det,
meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er
slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige