Hans Råskov - 01

KNUD HJORTØ
HANS RÅSKOV
KØBENHAVN
DET SCHUBOTHESKE FORLAG
J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
1906

J. COHENS BOGTRYKKERIER
(GEORG A. BACH)


Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret
fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med
kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden;
så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en
dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede
først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i
solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang
de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale.
Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje
endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde
kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde
man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og
pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte
grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og
blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg.
Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var
gårdens ældste søn, Hans -- kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær
sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle;
vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt
og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds
øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans
havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen
skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt
al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene,
der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede
efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet
på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene
øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde
ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som
han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det
var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på
loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og
hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker
på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring
på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for.
Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned,
ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave
elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat
ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.
Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen.
Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte
så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde
givet ham et snit i den ene finger. -- Nåda, sae han vredt; hvad skal
det til? Du kan godt blive fri. -- Han løb ind i tørvehuset, hvor han
havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet;
dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der
var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den
gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har
den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump
halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de
derfor ha lov at skære en i fingrene?
Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en
gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke;
man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt
mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde
man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del
af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en
æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden
mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den;
den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde
levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i
øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i
indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.
Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en
god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en
snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar
den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.
Gå så, sae han.
Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre
i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den
anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans'
sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle,
at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være
så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han
hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte
til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen
fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at
begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der
havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig
meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld
strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var
tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et
ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede
den at gå.
Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det
vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog
han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden
med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved
sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så
gik han meget langsomt -- skønt hans hænder dirrede -- hen til den
stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans
beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der
var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede
den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han
betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel
i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde
ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke
arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig
godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han
stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede
den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo
mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane,
hvad det en gang havde været.
Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke
nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han
alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han
var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han
gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød
klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han
ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han
havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved
siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.
Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en
lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i
ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han
vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at
følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode
igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det
nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke
opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at
det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad
mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.
Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør
din pligt.
Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu
var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på
ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen
imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne
og rystede en mængde bønner af sig.
Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de
tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig
på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke
straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de
bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb
i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da
de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang
tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede
han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel
og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle
slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var
der igen en stemme, der skrålede efter ham.
Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften,
for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde
fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde
hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over
engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng
og genboens mose.
Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende
vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen
risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene
følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte
hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de
fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens
sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro,
dog trænger mest til.
Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille
sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er
anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse
af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse -- --
Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården,
mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om
smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags
ubehageligheder på den anden. -- Hvad skal du? Jeg spør, hvad du
skal. -- Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger
du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? -- Hvad, er du dær inyw,
skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du
glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra
din mad? Hans! Ha--ns!
Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom
blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul
blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte
glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod
ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var
sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre
på -- for andre.
Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i
borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så
havde hun andet at bestille.
Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var
blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde
jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man
kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.
Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til
at ta den forestående kamp op.


Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst;
Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte
egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra
fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide
det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og
sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at
han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste
deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme
noget -- -- og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor
og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok
skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først
havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det
var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men
husholdersken -- -- å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået
noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og
forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad
han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og
drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes -- -- Det var
fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den
elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af
med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han
sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han
altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at
blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om.
Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var
lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og
han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det
havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.
Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange;
ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden
stak som nåle på siderne af hans næse.
Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og
som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende,
skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød
sådan:
Min bedstemor
fik trillinger hvert år,
som hver en nok så net
af bedstefar blev ædt.
Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog
ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i
halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade,
indtil vandet lukkede sig over ham. Det brændte og isnede på een
gang, og da han kom op igen, var det ligesom himlen var løftet højt
over ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at han fløjtede den
tossede vise: Min bedstemor -- --. Den slap ham ikke mere, så længe
han lå i vandet. Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med
lethed op på kanten af den faste is, men så var der noget, der tog
fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglæns ned
i vandet igen. Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han
klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den blev her nede, og
så tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra
det, der sugede dem fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent
oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde den itu indefter,
og under stadig fløjten, der undertiden blev hakket i stykker af hans
klaprende tænder, slog han bid efter bid af isen, først med knoerne,
så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde længere, trak han
ærmerne ud over hænderne og slog til med hele armen, og stadig måtte
han passe på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en
fornæmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene;
det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet
en lang bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. Men det
blev galt igen, da han ikke kunde slå mere is i stykker, for han
blev suget ned lige så tit han kravlede op. Han _tænkte eder_; han
kunde ikke udtale dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men
han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde luft svalede langt
ned i svælget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede
i brystet blev han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den
luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.
Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes
han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå
stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting,
og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i
isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene
kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul,
han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden
slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom
skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været
plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen
helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen
fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i
sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var
kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han
aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm
og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn.


At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker,
der særlig kom til at mærke i løbet af det følgende forår. Den ene
var husholdersken, mod hvem han befæstede sig ved et gennemført
tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine
skole, der antoges at gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig
fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, om det ønskedes,
kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde længe måttet høre af
de andre drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder
til sin faers underbukser, og det var endelig gået op for ham, at
kvinderegimente er en uværdig ting for et mandfolk. Han fandt også
en vis lighed mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede
mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev
ligheden fuldkommen, og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke
selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af
lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten
lige med et var blevet en slem dreng -- til sorg for mange, og ingen
kunde begribe hvad der gik af ham; men han _var_ ikke mere den han
havde været.
Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu
fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj
eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk
på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om
udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig
rigtig vidst det, før hun sae det.
Af stor betydning for hans udvikling var det også, at der var kommet
en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod
han de samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt rystet i troen
på sine egne kundskaber. En dag så Hans ham smile overlegent, og
det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis
der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede han sikkert, at
han måtte blive syg af det; bagefter kunde han ikke tåle at se på
lærerinden, hun var mærket af det smil; når han hørte hendes stemme,
fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til det, han blev
udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han
det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen
nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i det smil en
åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, at han for første gang
kom til at beundre samtidig med at han lærte at foragte.
En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme
bog. Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine
tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det
nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om
længe bekvemmede han sig til at spørge. -- Det kaldtes at forkorte;
man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie
led med samme tal.
Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var
regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun
rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden,
fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte
kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte
brøk; det var ikke svært. -- Lad mig få addisjonen med med det samme!
Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.
Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en
påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.
Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så
skal du se sikken en masse sludder.
Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så
vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle.
Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var
mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi
han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men
hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet
helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to
sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig -- -- du er så våd, din
gris. -- Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på
hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans
så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte
forskel på hunden og dem.
Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var
lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med
albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.
Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet.
Du trænger nok til at få nogen smæk.
Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!
Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me--n, i kor. Han
blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en
gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt
skrin, og der var ingen, der kunde åbne det.
Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på,
at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.
Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest
ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det
ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods,
fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den,
der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik,
disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde
oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så
havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde
flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet
af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under
pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning
af modværge. Senere da det var bagefter, _tænkte_ han sig, hvordan
han kunde ha slået igen.
Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det
jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene
var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv
imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere
forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed.
Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han,
hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky
på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været
hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han
anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der
først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun
een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans
eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og
lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig
efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som
den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i
ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke
kunde få op.
I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde
udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da
Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede
den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var
så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske,
hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en
overbevist synder mellem lutter retfærdige.
Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde:
alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at
det måtte være en lindring at være blind.
-- -- Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede
at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine
skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og
som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det
altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da
han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været
nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet
det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun
vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud
og _smæk_ vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og
rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han
havde lyst til at stikke ud.
Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev
låset af.
Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede
hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i
stykker på kantstenene? -- Det buldrede i hans hoved, som vankede der
rungende lussinger, han kunde tænke sig dem -- -- -- og så tog hun fat
på at tale ham til rette.
Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede
virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng,
han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun
gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke
var blevet endnu.
Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? -- Hun
vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte
smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig,
at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved
ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en
gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede!
Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en
maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og
det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå,
ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for
ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset;
skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han
mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og
kvalmefornæmmelsen kom igen.
Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en
uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han
nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget
af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i
stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær
sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis
også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i