Hans Råskov - 06

uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte
efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille
areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning,
at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims,
påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget,
at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede
vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark
fik fat i hende.
De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig
nærmere, ved De nok -- -- Ja, De vilde gærne ha fat om livet -- hun så
dristig på ham med sine leende øjne -- men det er som bekendt ikke så
let. Se så!
Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste på sine ildrøde
håndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjælpe?
Nå, De skal ikke være så ked af det -- -- Må nok.
Han tog hende om livet og løftede hende op på sin arm.
Kan De godt lide det? spurte hun.
Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem
begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.
Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede
til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af
Hans Råskov.
Det kunde De ikke gøre, sae hun.
Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er næmmere at beregne.
-- Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mødte lige i
skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud,
når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af øjnene
som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke;
han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige
dig det.
Hvorfor er du det, stakkels Kai?
Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den
eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, når de andre
gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter.
Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gør du vel
det?
Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok.
Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.
Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der
et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om
og kyssede ham.
Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.
-- Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, sae Ahlmark, og
der var et brag som når en flok råger flyver til værs.
Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, og snart var der
dækket på græsset inde i skoven.
Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for
dær vil De helst være. Er det løgn i min hals?
Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De
har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tænke, og De blir let
glemt, når De kommer ned ved den anden ende.
Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og stoppede det i munden på
een gang. -- Og så skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps,
når jeg gir den, ikke?
Jo, jo! blev der skreget.
Fru Ida fik den første og stak den ud.
Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Råskov.
Ilde. Men jeg har set det før.
I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på mig. Vejgård, min
sande ven, De vil gærne ha et æg. Kan De fange det?
Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store,
bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det.
Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til
gengæld? Forlang!
Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt
ud af det glødende ansigt. -- Å, send mig det tilbage igen.
Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst
uskadt af Vejgård.
Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri
latter hørtes, alle så hen på Hans Råskov, og der blev temmelig
stille.
Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De har ikke det bløde
håndelag sådan som Vejgård; De knuste det straks, ikke?
Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.
Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære Dem det.
Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.
Hvad taler De nu egenlig om?
Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet
et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur;
han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke
tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske
anvender dem til. De kunde få en til at tænke på gamle underlige
historier, der gør en utilfreds og længselsfuld efter det sælsomme og
gir urolige drømme -- -- --
Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, jamrede proprietæren;
jeg sidder på en træstub med mit ene rundstykke, så det er helt
fladt; hvis jeg ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til
et velskabt menneske mere!
Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke,
men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke
lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha
med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning.
Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede Vejgård, da proprietæren
fik det sammenlagte overstykke udleveret.
* * * * *
Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og mat ud, og mens hun
betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, blå tråd spandt sig op i
luften, følte hun, at hendes særlingehumør var ved at nærme sig;
mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte dem med et så
ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; de måtte gærne gå dær
rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var
godt, hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med
dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine øjne
hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke
fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller ikke ud som en
mand, der går og har øje med praktiske sager, nej -- -- -- Man så for
meget, når man så på ham -- --. Å, han kunde alligevel godt gå dær
henne og føle hendes øjne!
Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende,
hvad synes De så om vor lille klike?
Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han.
Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten
se ud, som om De var vred over et eller andet.
Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i
hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang
mit væsen.
De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som
om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel. Men det er altså
Deres væsen.
Ja.
Vi andre morer os og -- hun tog et drag af sigaretten og udsendte en
røgsky i retning af ham -- har mange galskaber for, som man jo næmt
kan se, men De har heldigvis bedre forstand.
Hun vil mig noget, tænkte han.
Han mindedes farlige ting, han var kommet for nær til, og som havde
efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange år havde han søgt
tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et
menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men om det middel ikke
mere slog til en skønne dag -- --
Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede
menneske, som sad dær, sae han: Ingen ved hvad der kan hænde ham.
Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende latter: Å, sae hun, så
er der jo håb endnu!
Hun gik og lod ham stå med sin fortid.
Hende kommer jeg til at hade -- forhåbenlig, tænkte han.
* * * * *
Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne som et sort
gitter; købmand Sørensen og hans unge kone var ude for at sværme lidt
i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen faldt
særlig hed og rød, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udåndede
de deres afsky over fru Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de
brugte ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke sig tæt
ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust,
fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i
fru Idas væsen. De beklagede -- under et langt og ømt kys -- at hun
havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn
det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt
imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette
udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til
hinanden, og det måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så
sødt bag efter.
Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; Vejgårds
underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den,
der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, når han får
lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han
sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes øre, men
han kom aldrig nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt en
utrolig mængde ord.
Han var som en vogn, man hører en stille aften på en hård vej; man
prøver på at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem
minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den må være ganske
nær ved -- -- godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; så er den
forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme
rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om
fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag,
ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde.
Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare
vil rumle og ikke komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg
vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i
jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en
halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant,
for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet
ikke kørte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde
den! Så lusker hun hjem i det modbydeligste humør og vil hverken ha
den lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, hvad der
er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil
sige -- --
Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!
Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet.
Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige og sprutte.
Og hvad så?
Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud af den, skulde De
få den for at gøre den god igen.
Hvad fejler De? spurte han dumt.
Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel,
der nu også er blevet snaksom.
Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod
hende høre, at han lo, idet hun gik.
* * * * *
Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til
hende.
Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at
dæmpe.
Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod
tydelige i aftenlyset.
Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg -- han grinede
ynkeligt og lidenskabeligt -- jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De
skal være min kone; i morgen den dag; nu! -- Han løftede hende op på
sin arm.
Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans øren lød som en
overgivelse.
Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har jeg Dem!
Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.
Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det så?
Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se
det igen; den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu kaster jeg
Dem, så løber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sådan en leg mellem
os to, tiggede han.
Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag
var hun ude af hans arme og sprang ned på jorden.
Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran
ham, og han turde ikke gribe efter hende igen.
Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De
gjort mig tosset, fordi jeg har båret Dem -- De ved ikke hvad jeg
blir nød til at gøre, når jeg -- -- -- uha, jeg er lige ved at foragte
mig selv -- -- men De må heller ikke sige nej; sig nu noget -- -- Er
jeg så væmmelig?
Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de
ligner hinanden, men -- --
Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, så hun
næppe kunde få ordene frem.
Hos mændene var der oplagthed til store løjer, da de skulde til vogns
igen, de samlede sig gnæggende om fru Ida og ventede på et signal,
men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, enhver satte sig
på sin forrige plads, så blev der ikke noget vrøvl. Herrerne kom
hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved
siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under hjemturen.
Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed
som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at
hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på
hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive
utydeligt og forvansket. Når han så på hendes ansigt, der stod som en
silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids næse og tynde fremstående
læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed
var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, når han så hende
igen -- han vilde se hende igen -- ti denne klart tegnede, mørke
profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra før; den
var så fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde
haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han første gang
havde set hos en fræk, men nydelig lille pige fra København, hans
første forelskelse.
Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte ansigtet mod ham, så det
blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og
den tog sig friheder -- --
Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen fra hende, men han
ænsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overføring af
den art.
Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at
han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han
plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke
lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke
blevet urokkelig endnu.
Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der
var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde
fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der
endnu var langt borte fra bevidstheden.
De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn. I deres
figurløse kåber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede
de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i
samme øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn.
Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en
slags dekadenter, hvortil Ahlmark erklærede, at han, som dog selv
havde mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret af noget
som af en brydekamp, han nylig havde overværet. En tredie mente, at
det meste måske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var
truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en lige så stor
rolle som kræfterne?
Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart
hen.
Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen,
pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig
til nogen særligt:
Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter.


Hans Råskov kom hjem fra skovturen væbnet med al sin kvindeforagt, og
den holdt sig frisk, så længe han endnu havde det vilde kor rungende
i sine øren. Men medens de andre ufortrødent blev ved at more sig, så
trak han sig foreløbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden,
der i den tid var husvild, slog sig på ham; han blev et af de få
mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt
dag efter dag, blev som et symbol på hans kedsomhed, der også var
uforanderlig; de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. Det
var altid værst om eftermiddagen. Når solen var på nedvejen, da så
alting så falmet og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom
indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede,
men det var ligesom tiden et øjeblik var gået i stå for at sætte ham
af og så komme videre. Aften efter aften kom han hjem med den samme
sol over sig, og hans sjæl var så flad og bar som pakhusets grå
murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag.
Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om vinteren kan man dog
samle noget, som man går og ruger over; det gir stemning, sætter en
vis varme. Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige humør; solen
skinner på en, så man blir hul.
Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed
over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For
det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, uden
sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. Han forstod ikke, hvad
der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var
skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget,
at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i
hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han
ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt gennemgå sit anfald
her som et andet sted.
Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere;
de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi
de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og
menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres
facit. Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik,
men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig
hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev
ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte
og deres regnestykker.
Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften
indhentede ham på en sti i skoven og uden videre slog følge med ham.
Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at
gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har
nogen sikkerhed for, at jeg får fred. -- De andre mænd, som han så
trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han.
Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve.
Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at
han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han
gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt
gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en
åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der
stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst.
Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af
og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden. Mange sammensatte
stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom ført tilbage til
en mere primitiv tid -- inden det raffinerede københavnerbarn, Eva,
havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig
selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds
-- lykkelig måske, uden at man behøvede at skule længe og ængsteligt
om sig. Lykken kunde måske nåes lige så let som solskinnet, det er
bare at man går ud i det -- --
Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nærmere, og
de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var
den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange år siden,
når han nød den tidlige sommer uden for gårdens søndre længe, og
han havde det lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe,
gyldent og fredeligt -- --
Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og fik ham til at sætte
sig hos hende.
Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må være sultne.
De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans
hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.
Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget,
hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog
et blad og svalede dem med.
Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han følte hendes nærhed med
sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed,
blev den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, men slog sig
på sjælen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Måske er der en
lov om, at når den naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan
der reageres fra et andet sted; påvirkningen går dybere ned og finder
svar. Og svaret blev en vild og gold smærte. Det glimtede ind i hans
bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner
ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge
på himlen.
Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der
står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.
Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede
hende -- modbydeligt åndsfraværende -- på skulderen, men hun ventede
dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans
skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge
ubekvemt.
Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i ham, som havde han
en kantet sten i sin hånd, som han ønskede at kaste; han stirrede på
galskaben, der flyttede sig, glødende, hen mod hans hjærte.
Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans
indre, hørtes ikke i hans stemme.
Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans
ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro.
Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det
skulde ende sådan.
Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dør sae han slet og
ret godnat og gik så hjem til sit.


Par efter par går det store selskab ind i proprietærens spisestue,
hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er mørke, og de blir
lidt efter lidt helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men
her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes kinder begynder
at vise bestemte grænser, hos de ældre flytter en afdeling af den
ud på næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge
vil hellere spise sig varme eller le sig varme. Med det sidste er
det alligevel kun småt; ingen siger noget, alle stivner over for det
meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om.
Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, hvis stemme
hersker enevældig i det tavse rum. Ja, må jeg så bede det ærede
ligfølge om at ta for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter
gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige.
Ældre damer mindes hans kone, som han begravede for to år siden, men
de formildes svagt, idet suppens varme dampe står op om deres kolde
næser.
Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner
en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk;
hendes bordherres underholdning fremkalder næppe en krusning af et
smil på hendes smalle ansigt.
Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De er færdig med at læse
bordbøn, eller hvad det er, De bestiller, vil De så skænke i Deres
dames glas?
Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette
brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave
i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af,
en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde. Men
heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle
sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en
splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig
ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af
øjeblikkets kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg hang ned som to
massive spørsmålstegn; mellem dem blev hans skrå, ubetydelige hage
endnu mere intetsigende, og neden under kom den svære hals som hagens
naturlige fortsættelse. Skilningen på den smalle isse var endnu
uberørt af de sindsbevægelser, der stod tilbage; det lå i hendes
magt, hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende.
-- Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da Ahlmark ser at hans
gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler
med fru Ida alene.
De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.
Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. Disse øjne er der to, der
ser.
Ahlmark er straks helt ude af det. -- Hvis De vil smile til mig nu,
siger han, så vil jeg forære Dem denne her gård, og De kan så gøre
med den, hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; jeg vil
være Deres dreng; jeg har aldrig før været nogens dreng, jeg vil være
Deres dreng på Deres gård.
Vil De det?
Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at få anledning til at
bande på det. Men hun ser på ham med sine blå øjne, der er kolde som
et tilfrosset vand en vintereftermiddag.
De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til
Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om
ham. -- Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive
til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved. Men
det er lige meget: smil nu til mig, så rejser jeg mig op og slår på
mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue,
og jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, så de aldrig
forvinder det, bare for grins skyld?
Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans
Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen;
der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er
optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får
ham til at vende hodet.
Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, lad os prøve ham.
Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i
øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere
befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af
mad og vin; bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på
nogen hemmelighed. Det kendes mest på de unge; de har siddet kejtede
ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestød end
interessante bemærkninger, men nu får de held til at opdage hinanden
og gøre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de støder
snart på den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler
deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og
øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte
samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene;
albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer.
Her blir så hedt, men det er svalt i haven; det kunde gøre godt
at gå en lille tur efter bordet, forblommede aftaler træffes; man
føler allerede fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der under
samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter -- --
Fornuftige forældre aner ingenting.
-- I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm;
det var en koncert som af skralder og piber på et marked, og til
denne koncert hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke
skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde
være ligegyldigt. Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven,
da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at
danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun
vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han
kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke danset. Han