Hans Råskov - 07

havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at
more hende en hel del.
Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af
forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende. Da han
kom hjem den aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt sig,
han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo
alligevel muligt -- -- måske var hun den rette, han havde tilbagekaldt
sine hånlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning,
der var helt ny for ham. Det var slemt, at han måtte gå fra hende så
pludseligt; næste dag vilde han forklare hende -- -- eller blot bede
hende om ikke at tænke mere på det.
Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart
han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han
underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set
fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han
havde ligesom lagt hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham,
i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da
han så hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig
selv: Naturligvis! I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans
fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undgået at tale
med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under
det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.
Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, mens disse erindringer
gik hårdt og larmende gennem hans sind, som ankerkættinger, der
løber ud. Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende
modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var
dristig nok til at anse sig selv for årsagen til den varme, der
udstrålede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård tilråbte
hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun
løftede sit glas mod købmand Sørensen, der trods sine religiøse og
sædelige grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder --
-- af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom
han kun af forretningshensyn var gået med til dette selskab. Fru Ida
sad dær, som om hun var husets frue, en nådig og vanskelig frue;
ondskabsfuld mumlen løb langs bordet.
Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov for at holde øje med
ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at
se på ham; han lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat
måde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde været
så betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor spænding på,
hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde gå og
tie en mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt havde de
to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at være den første
til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde
han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang
havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig
sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, så
støder han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene kæbe ned
i de bare gummer i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!
Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en gangs skyld, en kamp med
sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham næste
gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, og så var
det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed,
at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret
billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham,
han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne
halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til
at træde frem som den, han var, at hun kunde blive klog på ham og
færdig med ham. Hidtil havde hendes forsøg på indirekte at sætte
liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans
selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på
hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans
øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse,
så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud
af ham.
-- Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for vinduerne, sae Hans
Råskovs borddame, frøken Anna Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham.
-- Når grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende.
Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser over mørket? spurte
han, underlig berørt.
Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.
Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne
ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstændig
herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de
havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller
hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes
fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var overhovedet præget
af den troskyldighed, der virker pirrende på erotisk erfarne mænd,
men hendes forstandige, mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand,
og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok.
Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De aldrig har været henne
at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og
jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem.
Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være vis på, at jeg mener
det, føjede han til.
Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. Han taler også
meget om Dem.
De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han.
Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham.
Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med
en antydning af et smil.
Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af
munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt.
Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.
Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk.
Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem.
Det svarede han ikke noget til; også hun tav et øjeblik.
-- Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De
har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang
købe et smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg endnu aldrig
været.
Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte
hun.
Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det
kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se
ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op
til Dem hele tiden.
Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke hilse på ham også? Jeg
synes, De forsømmer Deres pligter som vært.
Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, Hans Råskov og
flere andre så den vej.
Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne?
De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt.
Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tænkte hun. --
Måske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.
-- Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De så være så venlige at
føle på Deres maver, om der kan være mere; ellers er kykkenæet den
vej. Velbekomme!
Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap
med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog
og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede
på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over
en time. Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige
morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le
sig ihjel over hans morsomheder.
Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den
hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men
så bak dog for satan! Står mennesket ikke dær og griner som selve
fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den
helligånd. -- Han strøg to tændstikker på een gang og holdt jagt på
dyrlægens dansende sigar.
Lad _mig_ tænde -- -- jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. Du brænder mig,
av, hav, hav, hav -- -- --
Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; han kunde ikke en gang
få begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en
begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde føre det
igennem, han misbrugte sit latterinstrument, så det slet ikke kunde
gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede
hans indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede han latteren
fra sig med benene, han vred den af sig i sælsom mavedans, smed den
om sig med bægge hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han
således længe havde grinet med hele kroppen og havde været døden nær,
så fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej.
-- Vejgård havde -- i mangel af fru Ida -- drillet en flok unge
piger, så de samlede sig om ham; han lå udstrakt i en flugtstol,
medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden
på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte ham hæder og ære
fra i deres taknæmlighed over, at han vilde beskæftige sig med dem og
glemme sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, faldefærdige
af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin
sigaret og fnøs dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede
ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for
en anden. Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste
sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var
lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård
rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med
hende på skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for
at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede løs på ham med
knyttede næver og vilde ikke slippe sin sigaret, røg og gnister stod
om dem; hun fyldte hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft
af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon:
Hvorfor skulde han netop slås med hende? mente de. -- Hr. Vejgård
er rigtignok store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen;
men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem stå. Den
sejstenårige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun
kunde slet ikke dele de andres følelser og måtte søge andet selskab.
-- Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de
hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om
kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede
om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og
gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden
et kort, mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere
af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et
træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned
over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand
ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo
sygeligt af og til.
-- Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale
med Hans Råskov, men hans øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede
alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men
hvor mange krumspring de end gjorde, så var de hele tiden optaget af
hende; gjorde hun en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som
to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede
med svagt bævende fingre ved de lysebrune krøllede hår, der stod så
frodigt ud af hans friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans
tætte skæg straks af de bugnende, røde læber.
Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig op -- de bøjede sig
hen over hende, som om de var bange for, at forbrændingen ikke
skulde gå hurtigt nok -- iagttog hun de to mænd, der havde valgt at
tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se
Sørensens ferskhed så tæt op til Hans Råskov, og det var endnu mere
påfaldende, at han ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede
ham formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede ikke den andens
øjne. Å, hun vilde gærne opleve, at det menneske en gang åbnede sin
mund og oplod sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor
vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der
kommer ud af det kølige græs og uforvarende dumper ned på en gloende
jærnvejsskinne!
Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens og søgte hendes
øjne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fødder eller
dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et
spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, hvad kom det hende
ved? Han havde måske problemer, der gik forud for kærligheden; han
misbilligede hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på alle sider
omgivet af mandfolkeøjne -- -- -- hun vilde pille dem ud allesammen og
sælge dem, hvis hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes
på hende.
Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og
stirrede efter hende med opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde,
der efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de hinanden
gennem øjenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden;
så fjærnede de sig i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig
beklemt ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.
-- Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai.
Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai.
Du er meget smuk i aften, Ida.
Det er jeg jo altid, svarede hun. -- Hvor havde det været godt at
modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af
en mand, hun elskede!
Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig før i aften, så
var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig
har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig
mere kommer igen.
Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede
mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham.
Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren. -- Det må
så være en, der ikke har sin forstand kær, sae han.
Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun,
mens hendes tanker var langt borte fra ham.
Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet,
at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du
ingen andre end mig.
Hvad vil du så gøre ved mig?
Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du var før.
Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen.
-- -- -- Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede hende; her går en
ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har
endnu ikke den hele aften været genstand for Deres medlidenhed.
Nå ikke det, svarede hun og lo tørt.
Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i unåde, mens han
levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i
fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu
-- -- --
Han trak lange tankestreger i luften med højre hånds pegefinger.
Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det så slemt.
Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse mig angående,
at De ikke ønsker at vide af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu
er jeg kun rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end min
udlændighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til
overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os -- -- -- men
nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter
flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun troen kan gøre,
skønt det aldrig er prøvet, men Deres latter har stået sin prøve, og
jeg er Deres grinende djævel til tjeneste. _Skal_ vi to more os, en
rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud
i haven og lave fest? Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene
skal humme sig, når vi huserer!
Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.
Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og
vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven,
har for så vidt et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks fjæs
står der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; også Deres åsyn
vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige,
grinende djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt
lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at
vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står
overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i
haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i aften; De kan godt
spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.
-- -- -- Hans Råskov sad i en mørk krog af haven og så op mod den
halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter
at de var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde samlet en del
på deres tur, som de nu holdt opgør over. Deres hoder bøjede sig til
og fra hinanden; en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en finger
rettedes demonstrerende mod et bryst -- hendes bryst -- mens løftede
øjenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende
understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd indtog en tankefuld
stilling under en kind, og dermed gik det foreløbig i stå. Dog kom
imidlertid en hånd sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det
andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke nærgående, det
syntes at være dens ret. Pludselig lo han, så det kunde høres, og
begyndte at gynge med hendes knæ og slap det så. Han spillede med
fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, der til sidst bragte
den tankefulde hånd ned fra kinden. Hun strøg ned over sit skød og
strammede kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning ind i
ansigtet på ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besværgende
en favnfuld luft med bægge arme, og som om det havde været for meget
for ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage hvilede vist
på hendes skulder. Derpå sank hans hoved endnu dybere, og hun så
ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå
trætte og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at hun vilde
sige noget afgørende, og hun løftede den ene hånd, men han rystede
på hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans
bryst; han tog om hånden og lae den med et lille tryk i hendes skød;
nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke skælne deres hoder fra
hinanden.
Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; han sank ikke sammen,
skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var
et flammende øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes
at betyde, at alt var brændt op; men der kom også en velgørende
følelsesløshed over ham; dette var måske det sidste, der skulde
forbrændes, og så var der ikke mere, _det_ var nemlig umuligt,
menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over
det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over
det -- ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under
et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet -- mens ens legeme
flås hen ad jorden. -- Hans Råskov formåede at hæve sig over det og
hævde sig selv ved den tanke: Jeg kan bære det med.
Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da de to der oppe
ikke rørte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting
gå i stå rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv
begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med ham, tilbage i mørket;
han så den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom
virkelig længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem der sad
deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede
gange to mennesker, han før havde set, som ødslede fortrolighed og
godhed på hinanden, mens han stod udenfor og så til; og så betød
denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de
regnede det ikke bag efter; de havde kastet værdier af varme og
venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de søgte
ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier fælles; de havde
råd til at glemme det. Så rige var de fleste mennesker, men han var
den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han
undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste
hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og
mente altså ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de
holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se
ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han
at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden
måde erfare, at han var til.
Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to
vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget
dem med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han
slog dem ned med en gråsten, så vilde et andet par straks stille sig
op i deres sted; hvad betød det, om den ene var en kvinde, han ikke
elskede? Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med
samme had.
Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; Vejgård og fru Ida
rejste sig, og der blev let og spurt; spørsmål og udbrud lød helt
inde fra stuerne.
Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han
rystede endnu lidt efter farten. Han tænkte på de foregående års
arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med
års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen og så ind i de
oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind.
Der kom nogen nede fra haven -- -- det var hende! Jeg må altså ha
siddet her temmelig længe, tænkte han, siden hun er kommet en anden
vej ud. Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde
det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og
stolede på sin skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han var ikke
kommet så langt ud over bondenaturen, at skønhed betød noget for ham.
Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hørt i sin familie,
var: Det er en god kone -- -- Om de unge piger var der sædvanligvis
ikke tale, før de skulde giftes; så kunde det ske, at der blev
sagt: Hun blir en god kone. -- Han vedkendte sig denne fædrene
værdibestemmelse; hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl?
Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes
øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys
septembermorgen.
Hans tænder hakkede mod hverandre. -- Fryser jeg? tænkte han. --
Hun stod foran ham. -- Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.
Vi to, tænkte han.
Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå mørke, øjnene sad deri
som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og
der kom en svaghed over hende.
Jeg synes dog, vi har haft -- -- begyndte hun.
Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja.
Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke
til at få den nærmere forklaret.
Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget
fejl af Dem. Jeg troede -- -- -- nå, pyt med det; nu ser jeg, De er
en ganske triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele
herligheden.
Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, hvordan det gav sig
i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i
betragtninger over en tyr inde på marken, og som pludselig ser den
stable sin krop på sine knagende ledemod og vende de blodskudte,
skulende øjne hen mod vejen og overlægge ved sig selv -- --
Den gang De -- -- -- begyndte han med en uklar stemme, der fik hende
til at bæve, -- den gang De mødte mig -- -- en aften, da kom De fra
andre mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre mænds begær, der
altid hænger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også
ha gjort den gang; i alt fald ophæver det alt andet.
Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede
hånden efter ham:
Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let.
Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens
rude; han hakkede i den med næsen og ledte omkring på den som et
insekt, der vil den vej ud.
Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun højt, og hun hørte
skridtene stanse nede i haven. Å ja, han kunde måske ha ganske godt
af at være tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for
lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans
forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen
måde var muligt!
Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med døren; han stod endnu og
holdt sig ved dørgrebet.
De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge en let beklagelse i sin
stemme.
Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede anspændt: Mon han
havde fundet noget at sidde på der nede?
Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende,
ligesom et lille barn, der slipper en stol og når at få fat i en
anden.
De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmæssig
tone; De har sorg. Det gør mig ondt, at De sørger; livet er jo dog
sådan indrettet, at det er muligt for os alle at være glade.
Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten til et menneske.
Han famlede efter hendes hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt
den, men så holdt han fast.
Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det er mig en
nødvendighed at opsøge de mennesker, der er i nød, derfor er det
ikke tilfældigt, at jeg træffer Dem her. Men De behøver ikke at være
bedrøvet; jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen
er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede; ved De ikke det?
Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde så
megen færdighed i, at han havde glemt sin naturlige røst, men han
blev usikker og stammede ikke så lidt, da han kom til det æmne, som
havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes kres:
Kærlighedens Favn, der står åben for os alle; dær er det sødt at
hvile, når vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse.
Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke slippe igen; han
var som en smed, der er kommet til marked og har fået et elektrisk
batteris lodder i sine grove næver; han sveder og skælver og
gennembæves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som
han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer; en højere magt er
over ham.
Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede det, og klippede med
sine lange øjenvipper; for et tåget blik kunde det godt se ud, som
hang der en tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en søvngænger
fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at
han lokkede en sjæl til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han
bestræbte sig dog for det. Han forsikrede, at der _var_ trøst for
hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl og atter sjæl, skælvede
hans legeme over hendes legemlige nærværelse. Han forkyndte om
kærlighedens ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst.
Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sjæl,
og han trykkede hendes hånd, som var den en sjæl, og hans hånd
husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom
bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en plante, der står
ved vejen og tar imod solen og senere sætter blomst og gir sin frugt
til vinden. Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede
fra hende, det spirede og stred sig frem til lyset med ufattelig hast
-- men det var jo også midt i foråret -- det blomstrede og fik farve
i hede ord, og det satte frugt i et kys -- -- --
Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede ikke på at læse en
tilladelse i hendes øjne, for han så kun hendes mund, og den kyssede
han.
Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun godt ha leet og
klappet ham drillende på kinden og sagt, at det gjorde ikke noget,