Hans Råskov - 12

andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit
overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten.
Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da
Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude
på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres
jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv
mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur
en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså
være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede
øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til
en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så
godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt:
Idiot, hvormed han mente sig selv -- fordi han ikke, som han plejede,
havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.
Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et
skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det
ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem.
Med det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange;
han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde
stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om
efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var
ingen, det var et ensomt sted.
Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg
fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på
stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum,
og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.
Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting,
der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han
gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men
han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger
ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han
skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over,
at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille
aften.
Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han
måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i
den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde
allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og
brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke
hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.
Hallo! råbte han. -- Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke
flere skrig.
Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt.
Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde.
Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof
til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var
faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde
være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt,
så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt
insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke
bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden
slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.
Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger
jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor
han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. -- Jeg er vel ikke
bange, tænkte han og kom til at ryste. -- Det er sandt, jeg er jo
syg. Det er slemt; men det hjælper ikke.
Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af
anstrængelse for at holde fast.
Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.
Ja vel, lød det klart og simpelt.
Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede
det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans
legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et
knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og
svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det
gik. Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo
tak, han havde det temmelig godt.
Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i
den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved
siden af.
Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.
Jens.
Du kan vel nok selv gå hjem?
Ja magelig.
Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de
kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere
sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde
gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde
på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået
ned med isen.
Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.
Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg
blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op.
Ja men så er det da bedst at jeg -- -- --
Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.
Ja ja. Så siger jeg da så mange tak -- --
Selv tak. Farvel, Jens.
Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende
ben.
Så var det mig, mumlede han.
Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart
mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig
op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han
igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at
kunne bære ham.
Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne
hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig
op; benene blev trukket den anden vej.
Hans er blevet gammel, mumlede han.
Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned
i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans
stivnede læber: Her skulde det altså ende. -- Det smærtede i brystet;
hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved
blev tungt.
Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var
vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han
havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. -- Jeg har taget
hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et
godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg
selv dør.
Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere
over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår.
Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en
ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans
hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere
kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.
Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, der skinnede et
sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet?
Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik
under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt
borte, der endelig havde fundet vej til ham.