Hans Råskov - 02

køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham
og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab.
Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:
Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og
lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer
du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko,
man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak,
og så rækker man hånden ud og tar imod det. -- -- --
Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var
ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet
på ham.
Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene
og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor
din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart
du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den
kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op,
når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og
gabe, inden der er noget at gabe over -- --
Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.
Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at
hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den
troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen.
Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.


Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var på feriebesøg hos
naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde
kendt; hun var også i andre henseender det første, han havde oplevet.
Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et ærinde. Hun
hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt på
ham, spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre hans navn to
gange, før hun forstod det. -- Hans Råskov. Kan du ikke tale mere
tydeligt? -- Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun
havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende end de øjne,
han ellers plejede at se; man kunde ordenlig få vand i sine egne ved
at se ind i dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke andre
pigers næser; den var så smal og bestemt.
Vil du lege med? spurte hun, -- hvis du ellers har set nok på mig.
Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han
vilde. -- Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden
hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han
talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening
lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende
ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun
var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når
der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som
om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej
bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun
kommanderede ham ud.
Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.
Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var
vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke
helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han
følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før.
Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil.
Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak,
da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin
tone, og dansede væk med den.
De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort
pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt
med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den
lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester
i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva
springende.
Lær mig det, sae hun.
Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se,
hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun
prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at
vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag
efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let
ved det. Men hun var allerede ked af det. -- Uha, dreng, sae hun, gå
dog væk med det tossede stads.
Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt
sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille
om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame.
Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der
pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet;
her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde
sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til;
han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden,
som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var
smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her
ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og
når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans
landsby, -- og som naturligvis ikke lae mærke til ham -- så havde han
ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem,
å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså
dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte
om dem.
Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han
var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at
det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham
ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et
fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over
for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og
hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige
tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han
en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe
kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den
slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun
ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.
Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv -- nej
ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var
kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han
kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt
fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig
og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt
af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres
ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem
to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om;
han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede
ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham,
men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen,
inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på
hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så
han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld
skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der
hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng
og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog
ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen
dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne
enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud.
Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to
kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig
til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en
gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i
virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for
at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort
i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej;
det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at
røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet
»forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft.
Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte
han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der
både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som
noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under
hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og
blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i
tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde
begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede
et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans
sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på
mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på
formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var
over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden
for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken
om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og
med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik
han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind satte han sig på
en grøftekant og ventede på, at der skulde komme nogen ud, og hans
sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig
så ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han blev uvillig til
mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet
ligegyldigt menneske, som han blev nød til at ta en vis stilling til.
Så kom Eva i spidsen for de andre børn.
Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom
hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes
øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en
hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers
nok være med til at lege.
Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken
Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han
havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog,
at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an,
men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva
i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han
skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde
de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den
begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og
da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og
måtte se ned i jorden.
Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den
store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den
dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og
afgørende, som hun sae alt andet:
Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.
Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor,
skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog
den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig
følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind
i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende
sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte
hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun
så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København
kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom;
men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå
øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til;
nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem,
når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige
på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik
haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der
hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til
hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig
tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand.
Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også
lidt bange for den sten, han stod med i hånden.
Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae
ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame
havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det
samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.
Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han
skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik,
anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at
det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt
han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre
sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem.
Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans
kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden
af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad
der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også
forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde
båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på
hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt,
et mærke, hun kunde beholde for livstid -- -- Han hadede hende så vel
som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde
havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når
lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par
timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han
tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget,
han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i
søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker,
altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst
var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en
krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de
tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå
så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede
om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv
til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig
rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået.
Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik,
som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i
skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog
tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i
dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning
svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den
sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at
optage en indgribende oplevelse.
Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.


Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen
dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik
ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten;
de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på
himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres,
uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en
sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde,
og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den
mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og
små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på
halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul
hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.
Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede
om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu
igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og
husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. -- Og ud af sin
uudtømmelige grube af historier begyndte han:
Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen,
gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på
gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og
somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke
folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng,
og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi
sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og
gå med i kirken, Rasmus -- -- sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus
grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om.
-- Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er
da een ting. -- Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge
mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så
var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad
bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over
været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae,
men fruentømmerne kunde ikke li' det. -- Du skulde ta og sætte dig
ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det
vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at
sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i
et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. -- Nu
skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder
at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke
vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo
en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det,
kommer der et ualmindelig stort lyn -- -- --
Blev han ramt? spurte pigen.
Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående
op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til
menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg
var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han
ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det
naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme
af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og
tråd og den slags.
-- Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et
sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han
havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting
købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae
han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der
stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over
bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven
hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af
bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et
indtryk på ham.
Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent
samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur,
og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre
fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og
så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk
sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og
giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre
ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase
dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede
ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide,
hvad han havde været så optaget af.
Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han
løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med
halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i
normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe
det ligegyldige bæst og gik videre.
Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner,
men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket
husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget
han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb
ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme;
han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være
at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier
om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så
ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede
dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en
lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og
farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst.
Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd
i husmandens historier.
Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i
portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud
over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt
mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag,
duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte
mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at
føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde
glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle
ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. --
Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange
som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det;
det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting
der ude blev fremmed. _Hjemmet_ -- det lå mellem de fire længer,
udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne
ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og
stakkene. Hvem skulde han få med?
-- Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var
indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig,
så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og
gården alene tog halvdelen af udsigten.
Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og
udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om
han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde
blive.
Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var
det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt
ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede
i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae:
H--m, h--m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand,
der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var
så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den
var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel
ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette
sørgelige: H--m, h--m, der fulgte efter hvert lyn.
Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt
i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde
høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen
om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt,
sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over
forstavnen.
Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på
alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han
gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde
heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted
hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad
så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde
sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham
om noget.
-- Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og
forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte
sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig,
den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte
sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog
fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så
spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans
blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene,
der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt
fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom,
for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse
det skrig, der lurede i ham.
Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på
horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort,
mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne,
og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om
lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre
skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen
skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned,
kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes
mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?
Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig
metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev
ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der
borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene
skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der
havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans
gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften,
han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede
farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved
siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en
rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på
hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen
over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem
råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav
forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men
ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren
op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken
bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald,
der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom
ned for at klappe ham.
Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive
forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig
stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter
bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps
var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men
med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben,
kyllinger, knaldepiske og sød mælk.
Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, -- der var
noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende;
køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad
ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for,
kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af,
så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde
ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden -- det var den
klogeste mand i sognet --, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når
nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde
hentes dyrlæge. -- Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. --
En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da