Hans Råskov - 03

han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte
efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset,
dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen
omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden
gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs
skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke
tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de
ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke
på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte
der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det
var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det
bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var
at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det;
folkene var jo ikke så glade ved det. Ja -- dær fandt de så en
gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og
negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i
vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik
set den.
Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.
Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud.
Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans
fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor
og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne
venlighed fra en hunds side -- det var omtrent den eneste, Hans
kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte --
dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt,
der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham
noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det.
Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted -- som en rusten gryde,
fuld af hår og negle -- ligge og lure og tiltrække blod og galskab
oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over
hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod -- -- og man
vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med
at grave efter det -- --
Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng.
Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen
betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor
hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde
forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo
til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale
om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det,
han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med
det forsæt sov han ind.
* * * * *
Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod
som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget
varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den
dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den
hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå
op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede
den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige
svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på
den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru
stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var
nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var
knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre
sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han
gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor,
men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig
havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat;
men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde,
det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene
og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra
hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans
hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at
det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i
vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der
endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig.
Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes
sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt
øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et
knippe.
Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre,
hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt
ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han
rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive
svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke
skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og
holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der
er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i
vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans
vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden
for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer
ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent
gabfuld tænder og et vredt glam.
Ti stille, hund!
Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet,
og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og
hylede af smærte i stedet for.
Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en
lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet
ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på
forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som
han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik
adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den.
Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse;
han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel,
rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted,
der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et
lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå
himmel.
Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig
længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han
fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde
en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han
rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige
flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der
atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin
kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte,
hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv,
der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og
bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i
hullet og vendte sig for at gå hjem.
Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken,
og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den
gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne.
Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og
da alt var lyst, gik han hjem og i seng.


Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier havde slået sig sammen
og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke
maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte høns og
duer, kogte æg, sandkager så store som slibestene, stikkelsbærgrød
med stødt kanel, og fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten
ikke var til at lokke ud gennem halsen.
Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe
havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens
datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser
man aldrig noget til dig? -- Som den, der var blevet opsøgt og
først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn.
Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et
par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige
folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige
naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så
alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme
tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder,
de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket
i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. -- Hvorfor kommer du
aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. -- Han
vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae
så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. -- Bondelømmel, sae hun.
-- Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun
var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende
bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede
sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri
for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han
tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette
bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde
se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han
var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide
at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående
aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han
nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere
fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så -- -- --
Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo
og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte,
hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var
ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for
at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og
besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne
satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom
til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få
ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig
frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå
den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom
alt andet.
Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige
og en herre i diplomat og grå filthat. Hun smilede hele tiden og så
hvert øjeblik op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede en
glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af ærmet og
lå hen over bordet; Hans havde aldrig set noget så yndefuldt som den
arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det
spidse hageskæg. Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer,
hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt
ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få
lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som
de to der ovre.
Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskæg,
diplomat, dr. phil. Hans Råskov; han stod ved et bord og holdt tale,
og folk bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds øjne, mens han
talte; han havde det hele for sig -- -- Men henne ved døren kom een
ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs;
dr. phil.'en forsvandt -- -- --
Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n
svare, skal du ha noget mer kaff'?
Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat
af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han
stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken
om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen
til stien og dukkede sig; det var dem.
Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, der så dybt havde
erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i
sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom hjemme
fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers
mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et mønster. De
lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud og besøgte hans faer
og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder -- -- så foretrak
han at høre på gårdens karle og husmænd.
Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde
gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af
ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han
satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et
spark. Den sølle fyr, der blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i
et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre folks øjne.
Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; hvad der udgår af
den mands mund, det må være ringeagt.
Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er det hele; at gøre
noget som helst ved ham vilde være dumt.
Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til
det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme
det smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i
hans foragt; hun, der havde det søde ansigt, dømte et andet menneske
til den værste straf, der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at
måtte flygte fredløs for menneskers øjne -- --
Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold og slyngede den
efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen
foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hørte et
skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller
anden bølle; lad ham bare rende, han tør ikke engang vise sig efter
sin bedrift.
I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han var rendt fra det i
stedet for at ta følgerne, var der dog en slags trøst: Ingen havde
set det. Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved
vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog
sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse
timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han
havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran
den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man
ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af?
Nej!
Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde
afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang.
Ved en krumning af den sti, han gik på, fik han øje på en flok
drenge fra byen, og han hviskede en ed af ærgrelse over, at han ikke
kunde undgå dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, eller
også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget
triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De
kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den
blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der
havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været
svært utålmodige!
Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var
han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men
nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der
var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge
ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte
han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der
ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det,
han tænkte sig. Anså de ham for vigtig -- godt, så ringeagtede han
dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne
alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem.
Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker,
men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.
Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om
ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen,
at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt
mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre
mennesker. Søren -- den rødhårede dreng -- var blevet helt glad,
da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets
lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og
spiste.
Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og
så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden
havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under
øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde
han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der
brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og
hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en
frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han
lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en
svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.
Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans
stod over for hinanden.
Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt
kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men
hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.
Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev
Søren.
Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han,
og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig
appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens
staldlugt.
Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren,
der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind
på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger
de; og du vil ikke hilse på andre folk nok.
Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde
lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.
Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.
Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede
som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne
fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem
om af bar lærdom.
Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne
moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed,
og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til
siden.
Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.
Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp.
Hvem skal ha klø af den? -- Søren rakte efter den.
Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om
på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen
været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde
tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke.
Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han
havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået
en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det
tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede
et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt
nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans
en knyttet næve i synet.
Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.
Han fik lov at ta den.
Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad
skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige
pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint
og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund
og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag
kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af
livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker
drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede
ventede på at blive udløst af Sørens første angreb.
Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en
vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er
tosset. Og du banker de små; gør han ikke?
Jo--o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden,
at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det.
Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde
opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han
helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig;
han kunde heller ikke få bestemt sig.
Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde.
Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte,
og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han
udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig
ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb
nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig
stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under
øjet, så han faldt.
Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå--å, nu kommer du i
tugthuset!
Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig til min husbond, at han
kommer til at køre alene hjem, for jeg dør.
Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med
ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en
undsigelse, inden han gik.


En aften sent i September gik Hans nede ved søen; han havde arbejdet
med sin kemi hele dagen; nu havde han læst bogen igennem, og med
forsøgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget,
der optog tankerne så stærkt; men når han gik og spaserede som nu, så
mærkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke
godt med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget
at tænke over, som han burde ha undgået; han var snart lige glad med
at passe på; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, så
længe han var hjemme. Men når alt var nyt omkring ham, så vilde han
begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en
ting som kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde han snart til
at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde
han ikke klare, det gjaldt bare om at få ende på den, på den ene
eller den anden måde.
Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod
ham; det var Søren.
Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse,
ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu
spyttede han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var
ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften
og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt
sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle slås med
den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden
Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare
han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå
hen og vende ham med foden og se, om han var død.
Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte Søren; her skal du
se, -- og han viste på arret, der gik i en rød, ujævn halvbue under
venstre øje: Doktoren måtte sy mig sammen; hører du det? Han måtte sy
mig sammen med silketråd; det skal din faer betale, men dig skal jeg
selv betale -- --
Han knyttede næverne, længe inden han kunde nå med dem, og han var
endnu ikke færdig med at fortælle om sammensyningen, da han foer
ind på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på sig. Men medens han
i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og
skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under
venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet,
som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.
Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en så utrolig ondskab.
Her kom han med sin gode ret til at slå først! Han havde ikke tænkt
sig, at der kunde være den slags mennesker til. Og der sad blodvand
på hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte
helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, når han pralede med
de forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af
ham, mens de rullede hen ad jorden.
Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod
Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men
kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde
givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af
halsen. Søren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede
han bort i skældsord.
Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i retfærdig harme; dit
infame bæst! Jeg skal -- --
Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold kæft for satan,
hviskede han; hvad har du at vræle for?
Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere indædt; knoerne på Hans'
højre hånd sad snart i frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud.
Hans mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han fik, blev mere
følelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han måtte se blod nu,
hvis han ikke skulde gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse
for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til
sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben.
Søren mærkede læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der
fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af rædsel og satte
Hans i jorden med et knæ i hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved
at falde ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud
var bleven siddende mellem Hans' tænder.
Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget hans eget raseri som
pryglene, der tog kræfterne fra ham, og for hans øjne flimrede en
blodpøl på en mørkegrå markvej -- som kunde et kreatur dær ha brækket
benet og være blevet stukket med det samme -- den krøb ud i mange
flige, den løftede sig og sank igen, som om den åndede, og nu dannede
der sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den åbnede sig for
at gi et brøl af sig -- --
Nå, har du så fået nok?
I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans
fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som
når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han
så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting.
Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han
havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der
har bragt sine sager i orden.
Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte
sten i hodet på ordenlige mennesker.
Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Næste
gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel.
Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? Værsgo, du må gærne
lugte. -- Han strøg sigaren af med lillefingeren, så asken og
gnisterne faldt ned på Hans' ansigt. -- Du sku' eg'lig selv slås
ihjel, men det vil jeg nu la en anden besørge.
Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rør; blodet
størknede på hans ansigt, og hans sind formede sig og hærdedes over
denne rå begivenhed, der blev stående i hans erindring som støbt i
cement.


Det var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige tur ned til søen;
det var sidste gang for lang tid, næste dag skulde han til København
og begynde på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed
ved det; hvor han så kom hen, vilde han blive nød til at tænke på
det, der havde optaget alle hans tanker de sidste tre måneder:
Han havde endnu ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke
gjort noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans sind som