Hans Råskov - 10

også mere ligegyldig ved hende.
Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.
Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan være, jeg
vil søge en plads her hjemme.
Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød sit spørsmål; det
var vel en rest af gammel svaghed, tænkte hun.
De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og såe fast på ham; ingen
vidste, hvor De blev af.
Det havde heller ingen betydning for nogen.
Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt
tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een.
De ved det måske bedre, indrømmede han. Han følte det som en svaghed,
at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. -- De har forandret Dem
meget siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn den gang.
Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men uerfaren var jeg
unægtelig.
Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille.
-- Han hævede stemmen og sae: Har De hørt noget til -- vore fælles
bekendte?
Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær Ahlmark rejste
til Amerika, da han kom ud.
Fra hvad?
Fra fængslet.
Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt,
og som ikke kom ham ved, men det faldt ham så nær, at det berørte
et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved så uventet
at blive belyst og så at sige draget frem af en anden. Han følte
pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi
ham og havde begået en forbrydelse, mens _han_ kæmpede med sig selv
og vandt sejer.
Hvordan går det ham nu? spurte han.
Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget igen af gården, men
han er nok kommet godt i vej alligevel.
Ja. Det tror jeg gærne. -- Farvel, frøken Årbo.
Farvel hr. Råskov.
Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte udtryk i hans
ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre?
Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. -- Men
han følte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der lå over ham
i det øjeblik.
Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede at se ham med
det første. Dermed skiltes de.
Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og nu var det vel på tide
at komme af sted. -- Han følte det ligesom han nu havde fået nok,
som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.
Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige elskværdighed, og
han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hæve sig over
for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der
var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende
havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og
rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde
gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald måttet tro, at han plumpt
og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og så opgivet hende
igen. Nu havde hun haft fem år til at komme ud over det, og det var
lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var stærkere end han.
Hun havde endogså vist ham mere elskværdighed, end der var nogen som
helst anledning til, havde inviteret ham til at besøge sig, for at
han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende.
Men så burde han prøve at efterligne hende, han, der ikke var så nær
helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed,
som syge gærne blir, når de mærker, at kræfterne begynder at komme
igen. Og han besluttede at besøge hende inden ret længe.
Næste dag mødte han hende på gaden sammen med en ung mand, der talte
ivrigt og halvhøjt, og som gik så nær ved hende at han måtte være en
meget god ven.
Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans Råskov, ganske uberørt
af hendes venlige hilsen; med den mand i baghånden er der ganske
vist ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig over for
mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her længere.
Men samme eftermiddag, da han var færdig til at ta af sted, mødte han
hende uden for hotellet; han syntes at kunne mærke på hende, at hun
havde ventet på ham.
Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at
indlede en samtale, så tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun
var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en
del om, hvad de havde oplevet i de fem år, men pludselig gik samtalen
i stå; de så på hinanden, og bægge følte, at de havde ikke flere
ligegyldige æmner at tale om; nu måtte de enten skilles eller komme
til det, der brændte dem på sjælen; han havde en hel sætning færdig,
der begyndte med »farvel«, han havde sagt den for sig selv et par
gange og overvejet den, så den netop var, som den skulde være, men
så kunde han ikke få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig
forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til den end
»farvel«; han ønskede, at det var overstået; men hver gang han åbnede
munden for at tale, forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i
afgørende betydning, hver gang det mislykkedes at få den frem; den
faldt tungt og lammende over ham, blot idet den blev tænkt; den vilde
afgøre hans fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende.
Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så forventningsfuld på ham;
han gjorde en bemærkning om husene, de gik forbi, og med det samme
var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en
brønd; han måtte la det gå, som det vilde.
Lidt efter mødte de den mand, han før havde set hende sammen med; han
så på hende længe i forvejen og hilste dybt.
Hvem er den mand? spurte Hans Råskov.
Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den
tid, jeg har boet her. Skal jeg fortælle Dem noget mere om ham?
Ja, siden det er en god ven af Dem.
Nå ja -- han har friet til mig.
Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel
hendes mening at sige farvel til ham på denne måde, og det vilde
også være det bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes
sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende
ord udgik fra hende. Han så langt hen for sig, overskuede i et blik
fremtiden og mente, at den var til at bære; dette var den sidste
prøvelse, også den skulde han bestå, og så -- -- --
Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte hun på ny, skuffet
over hans tavshed, og jeg har måske ikke så meget at beklage mig
over, jeg er ikke den, der er kommet værst fra det.
Beklager De mig? spurte han.
Hun gik nogle skridt uden at svare. -- Det hele lignede til sidst et
skibbrud eller en anden katastrofe; alle søgte at redde sig, så godt
de kunde, rendte som afsindige hver til sin side.
Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var
der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af,
at De ikke tænkte på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det,
siden jeg har set Dem igen.
Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind,
at De trængte til en veninde, og håbede, at det skulde blive mig; jeg
var atten år den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var et
øjeblik, da De var glad ved mig.
De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu.
Men så var De pludselig borte, De måtte være rejst med det samme;
da var det først, at jeg forstod, hvor forfærdeligt det hele havde
været. Fru Hansted -- --
Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at vide.
Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg hørte, at
De ikke var der, så begyndte jeg at forstå; hun blev sindssyg, var
det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.
Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende;
jeg undgik hende; der kunde jo ikke være tale om andet, det var
forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og
til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg gøre? Hvem tør
påstå, at jeg har skylden?
Der var en, der nævnte Deres navn for hende; hun så sig om og ventede
vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel
i et menneskes ansigt.
Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst
blik, som så han ind i sin egen sjæl. Han så sit eget tavse afsind
fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske
stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han
hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet,
og som havde haft det værre end han.
Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, fordi der ikke er
andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brød sig noget alvorligt
om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i
hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot har _set på hende_ --
-- jeg kan forestille mig --
Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev bleg.
Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak
sig, som kæmpede han med en indre latter. -- Jeg var selv lige ved at
le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde
overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt.
Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat,
sae hun åndeløst og skælvende.
Nu ved De snart alting om mig.
De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem -- taknæmlig, fordi De har
sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget
på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt,
ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har
alligevel aldrig kunnet tro, at -- -- De var død.
Frøken Årbo, De er den første, som -- --
Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.
Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke
lyve for mig.
Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok.
Hvad var det da?
Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har
talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen
anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg
sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre
viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme
fremtid. -- Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.
Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge
Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet
lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så
selv gøre et eneste skridt for at få det?
Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det
vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi
skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu
er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden.
Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.
Deres ven fra før, som De selv talte om.
Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre
end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min
mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget
om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De
aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med
det usagt, og så blev det for sent.
Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom
til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for.
Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.
Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang
havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham;
der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og
kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort
ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.
Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset
hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på
en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne.
To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den,
der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og
beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og
giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp
af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en
gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig
morgenrøden.
Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.
Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det
første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha
lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år
siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu -- --
Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.
Ja, sae han. -- Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for
sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv
som i dette øjeblik.
Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg
opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men
næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at
møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden
som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold,
og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu
siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel,
og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag,
jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for
hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med
bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet
så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt
jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«.
Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er
ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller
ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at
noget er for sent.
De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med
den.
Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op.
Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik.
Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels
forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv.
Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men
idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke
opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden
at tale.
Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes
ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse.


Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, stormende oktoberdag;
Hans Råskov og Anna Årbo er på vej til deres nye hjem.
Venlige hænder har sat alting i orden; men den kolde blæst går tværs
igennem huset, derfor er der tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre
hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.
Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den
stikker en lang, søgende finger op gennem brændet og koksen, der
knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind
til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer
der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt,
og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde
blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af
de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det
blusser ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer op og
ned ad væggene.
Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs
og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på
en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en
ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når
vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire
med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille
sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er,
sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den
begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der
er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere;
den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i
betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste
vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej.
Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer
sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber
den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer
et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over
lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på
den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et
bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til
værs og blir til ingenting.
Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og
så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav,
mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i
guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte
livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til
kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop
udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder
et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer
til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast
et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der
er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen
slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen
i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende
som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug,
og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder
ned på mange steder, fulde af ilende gnister.
Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som
protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet,
knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber
sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens
ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer
skramlende om kap ned fra væggen.
Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om
bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab
er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud
på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder
stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet
dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb
blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som
om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker
og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om;
små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med
tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i
portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i
sig ligesom nys udklækkede brilleslanger.
Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust,
lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved
næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river
med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft,
flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat
ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står
uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i
søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne,
solide arbejdsklæer -- altsammen tilhørende husets fremtidige frue.
Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder,
men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og
sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig
og ikke til at ta fejl af.
Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens
strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser
som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne
med.
I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på
gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres
kammerater inden for risten.
Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg
ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu
går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse
gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner
ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump,
så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule
hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der
tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen,
begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem
på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke
røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen;
men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt
ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper
efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen
og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir
der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter
ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op
på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på
loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og
hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være
med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem
huset.
Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med
sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det
og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det
erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med
primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning
med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den
forrygende storm.
* * * * *
Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det
brænder i nærheden af vort hus.
Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. -- Men i det
samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde
ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem
hans sind som gnister i storm.
Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er
hos os, det brænder!
Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af
luerne i hendes øjne. -- Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage
igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det
får fat.
Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans
arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må
skynde os, om vi kan redde noget.
Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede
foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det
uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå
overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de
mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op
i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp
imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom,
men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet
af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han
havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke
gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet
ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke
kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig
sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende
igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne;
og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og
kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi,
han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod
uudsletteligt på hans hjærne.
Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han
ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin
egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så
snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med
ham selv.
* * * * *
Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender
den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes
i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge
sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de
fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og
træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og
mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme
vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden,
der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre;
det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres
blotte pegen.
Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter
løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med
genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river
til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres
rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem,
og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme
af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter
sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en
indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet
ejer.
Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den
brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med.
Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på
gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står
folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men
de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang
vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få;
æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen
til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til
sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og
bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned
ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og
spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen
mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften
og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir
ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir
kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil.
Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under
tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt
sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens
vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og
gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper
flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af
taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at
det blir hedt under dem.
Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården,
og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den
brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to