Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 03

mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for
Livet.
Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der
blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var
altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale,
en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa
løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa
sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig
tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det
flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne.
Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.
Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at
see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar
jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste
Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad
Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud
i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store
Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en
meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven
blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov,
hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden
vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug, end sige at føle den,
var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og
ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han
ragede mig i Haaret.
Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog
en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde
læse, maatte sættes til et Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen,
ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie Trappe i
Søndergade, og hvis Værksted med alle dets stramt lugtende Apparater,
belyst af den æventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers
vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der
var noget, der hed en Spandrem -- jo, jeg kjendte den og vidste,
hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa Skomagerens Knæ --
men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad
blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke
om, at han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han
dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en
Skomagerdreng, der kom fløitende og dandsende henad de brede Stene
opad Østergade med den ene af Rectorens Støvler under Armen og en
Tøffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste.
Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie
udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet
og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme
fløitende længst ude fra, til Spøgelset mere og mere nærmede sig --
jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en
usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.
Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det været
beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget
kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg
ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik
jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svøbe skulde
drive mig til.
Ganske vist lærte jeg tidlig nok at læse, takket være Moders Energi;
men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunde prale for
Tjenestepigerne med, at jeg kunde læse ligesaa godt som de. Min
Fremgang var som et Føls, der er bundet bagved en Vogn. Den beroede
paa, at jeg maatte følge med min Broder, der var syv Fjerdingaar
ældre. Ethvert Skridt blev taget et Par Aar for tidlig, og blev
ikke taget helt ud, Benene var for korte. Formelt kunde jeg læse og
skrive, da jeg var fire Aar, i Virkeligheden lærte jeg ikke disse
ædle Kunster, før jeg var en fem, sex Gange saa gammel.
Min Fader underviste os ikke, hans Umage med vor Opdragelse var af
den Natur, jeg har talt om. Han beboede et Par afsondrede Stuer
ovenpaa, en fjern og høitidelig Helligdom, og kom kun ned, naar han
søgte Hvile og Opmuntring. Men Moder var ofte oppe hos ham, og tog
hun os med, var det en festlig Gang. Hans Liv var delt mellem det
stille Arbeide i hans Bibliothek og hans Gang paa Skolen.
Men Moder var ogsaa nok istand til at gjøre Fyldest for begge
Forældre og for mere end det. Foruden at bære Byrden af vor
Opdragelse og primitive Undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe
de mærkværdigste huslige Bedrifter.
Om Foraaret og Sommeren igjennem syslede hun med Haveurter og
Blomster, og hun havde to Haver under sin Varetægt, en ved vor Bolig,
og en større ved Skolen. Det var det Arbeide, jeg var mest oplagt til
at hjælpe hende med. Om Efteraaret blev der slagtet i det Store til
Aarets Forsyning, og Hovedsagen var Grisen, vor fælles Ven, som vi i
dens korte Liv daglig besøgte i et Familietog med Fader i Spidsen.
Saa blev der lavet Kartoffelmel, en meget vidtløftig Proces, som jeg
ved anstrengt Betragtning af de mange Rivejærn, de store Vandkar,
som Hakkerne arbeidede Bundfaldet op af, og alle de blændende Kager,
der slikkede Solskin paa Sengelad i Gaarden, endnu har bevaret saa
tydelig i min Erindring, at jeg troer, jeg selv var istand til at øve
den Kunst. Produktet er skjønt nok at see til, men jeg vilde ogsaa
dengang nødig andet, og er mangen Gang bleven skraalende sat ud i
Kjøkkenet for der at spise mine Melboller op.
Saa blev der kjøbt Hør og Uld, og i det store Loftsrum sad Koner og
Piger paa Rad og lod Hørren gaae gjennem Heglens Tænder, skrabede
frem og tilbage med Karterne, og lagde de smukke Uldtøirer tilside
paa Kurven, mens vi Børn stode med Hænderne paa Ryggen og gloede og
hørte paa Snakken. Hørren spandt Moder selv Vintren igjennem, et
Arbeide, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken
i at høre os læse eller selv at lade Munden løbe med Fortællinger.
Naar Væveren saa fik det Spundne slaaet op, skulde vi hen at betragte
hans skjønne Kunst, og naar Blegen var spændt ud, skulde vi ned til
Aaen og see, hvor deilig de lange Lærreder skinnede paa Græsset.
Saa blev der støbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den
smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevæge sig om sin Axe,
medens de fra dets Rand nedhængende Væger en for en blev dyppet i
det dampende Talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede
Helligtrekongerslys, med et Kræmmerhus Krudt ved Grunden af Grenene.
Naar de blev tændte paa den hellige Aften, maatte altid Fader være
med at staae og stirre paa dem i spændt Forventning, til Lyset naaede
Krudtet og Explosionen foregik.
Det var tarvelige Tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte
Talglys, kun naar der kom Fremmede, tændtes de fine Christiansfelder
Lys, ogsaa af Talg, men formede; begge Slags dog i Messingplader.
Under alt dette fik dog Moder Tid nok til det, der egentlig var
Sagen. Da de elementære Kunster vare overstaaede, kom vi til de rette
Aandens Skatte. Alskens Litteratur blev indøvet. Først naturligvis
Børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og Billedbøgerne. Dem var der
mange af, skjønt langt fra saa glimrende som nu. Hvor de kom fra,
vidste vi ikke, men jeg troer, de mest skyldtes vor elskværdige
Tante Christines uudtømmelige Velgjørenhed. Vi havde aldrig seet
hende, men hun stod i en mystisk Baggrund som en Juleaftens- og
Fødseldags-Engel, og naar Ageposten kom, kom den fra hende. Mine
Yndlingsbøger var dog ikke de moralske Børnevenner, ikke engang
Robinson; nei, den naturhistoriske Billedbog i 3 tykke Bind, den var
mit Rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i Mængde
meget fuldstændige, og at gjennemgaae atter og atter og indprente sig
Dyrenes mangfoldige Arter, gav mig den første Forsmag paa, hvad man
kunde kalde et Studium, og i et saadant har jeg altid været flittig.
I Dagligstuen var det Poesi, der blev læst, den ene Digter efter den
anden. Først var det Moder, der læste, siden i Almindelighed Broder
Christian, der var den skjønne Aand i den lille Kreds; naar vi da
ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som
en hel Kunstner, og gav ovenikjøbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var
dog Moders Forklaring, der stadig løb med som den æsthetiske Theori.
Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra
Børnekammeret med Bogen, og sagde: »Moder, skal vi saa have en
Mundfuld Schiller,« og jeg i Hælene paa ham, fornam jeg, at nu gik
Tæppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.
Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jævnlig
omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grændseby mod
»Holsten«, og Nabobyen allerede var fuldstændig tydsk, kunde det
ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse
blev aldrig forsømt; og jeg seer endnu for mine Øine Fjællebodens
tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og
Damer, medens til Sufflørens hvæsende Accompagnement Kotzebues
rørende Stykker gik over Scenen.
Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjøres hjemme.
Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og
indøvet Roller, indtil »Fridolins Gang nach dem Eisenhammer«, dog
paa Dansk, endelig hædret med alle Familiens Venners Besøg og med
Fader paa Hæderspladsen kom til festlig Opførelse. Broder Christian
gav Titelrollen med Bravur, Overlærer Plougs Datter Gerhardine med
de lyse Krøller var Elskerinde, og hun vedblev at være det, saalænge
vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jærnstøberkarls Rolle blev
betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig
for høit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden været
paa Brædderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt
gjorde jeg fuldkommen Fiasco.
Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og
tydsk Litteratur, andre Sprog læste hun ikke. Til engelske Forfattere
benyttede hun Oversættelser, og de franske yndede hun ikke. Hun læste
med hele sin Sjæl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de
Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab
med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til
Læsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden,
rejste hun sig ikke let, førend Bogen var ude; imens kunde vi støie
saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke,
thi foruden de større huslige Arbeider syede og strikkede hun de
fleste af vore Klæder saavelsom sine egne, og spandt selv Tøiet
dertil. Men alt gik hurtig for hende.
Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne
meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter
den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik
tidlig andre Lærere. Efterat en og anden Seminarist havde øvet os i
Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lærerinde.
Den første var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker
jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun klædte mig paa,
for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var
en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel
Taubers Stedsøn. Hvad hun lærte mig, veed jeg ikke, men det var min
Fornøielse at læse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjærestes Navn
med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede
indprægede sig uforglemmelig i min Erindring.
Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder
boede i dens Enkehus, og hendes Søster var udsendt som Lærerinde
til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brødremenigheden af
Misfornøielse med dens formelle Væsen, og havde aldeles intet
pietistisk Præg. Hun var overordentlig smuk med regelmæssige
imponerende Træk, store bestemte blaa Øine, prægtig Farve, stærkt
lyst Haar, og en baade blød og fast Figur. Hun satte alt Byens
Mandkjøn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjølig Ro overfor
saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det
med en usædvanlig lidt kjøn og lidt charakterfast, men fra Hjærtets
Side elskværdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage,
tilsidst hjælpeløse Mands Livs Støtte, kraftig, overlegen og trofast,
som hun var i alle Livets Forhold.
Hun var ret Moders kjære Veninde, og hvad hun ikke var for Moder,
var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget
udførligere, fordi hun var den første Anledning til at mine barnlige
Øine blev aabnede for legemlig Skjønhed. Hendes Charakter har jeg
først senere lært at forstaae, men at hænge om hendes Hals og see
hende ind i de mærkværdige Øine og nævne hende med de kjærligste
Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.
Ikke at det just fremmede Værket; jeg mindes ikke, hvad jeg lærte af
hende, det skulde da være at forstaae tydsk Tale; men dette lærtes
bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mørkningen.
Fik jeg derimod oppe i Læsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe,
gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig
og skjændte paa Tydsk, satte jeg dog et Æsels passive Modstand mod
hendes velmente Anstrengelser.
Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader
var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes,
holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er
vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen,
ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.
Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var
ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes
dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min
tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for
at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive
Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde
findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham
den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed
den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille
Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester,
hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har
jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae
mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end
har anstrengt mig for at faae den frem.
Om Musiken samledes ogsaa større Selskab, og vort Hus var meget søgt.
Min Fader gjorde et høist elskværdigt Indtryk paa enhver, der kom ham
nær, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med
hjærtelig Veneration; det hørte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes
jævnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme
nær. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og
passede daarlig i Provindsembedsmænds kun lidet dannede Kreds. Kun
naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glæde Midtpunktet, ved
andre Besøg blev han paa sit Værelse.
Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa
overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte
Pris paa en Samtale ført med det Liv, den Kundskabsfylde og den
Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jævnlig,
og især Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid
var Besøgstiden, gik hen dermed.
Imidlertid nærmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige
Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi
to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder
Caspar, der var ti Aar ældre end jeg, afgik vel allerede i mit
ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at
føre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Høitidsdag
overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre
Herligheder havde den kjære Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke
og sikkre Smag opladt for os.
Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun
meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for
skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det
hos ham, som han ikke saae det; han tildækkede det med den venligste
Dom. Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske, Holberg var
hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en
Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med
sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han heller ikke fri
for til Tider selv at være lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var
han en streng Charakter, af dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed, ingen
fik ham fra, hvad han vidste var Ret.
Hans stærke Stemninger kunde gaa over til Nervøsitet, og da han i den
Tid, han blev voxen, havde et svagt Helbred, kunde han i sygelige
Øieblikke have Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i
Skolen, epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid
vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse saavel
af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele Livet igjennem
havt stor Indflydelse paa mig, og den begyndte saa tidlig jeg kan
mindes. Jeg lærte gjennem ham at skjønne paa, hvad man i stort som
i smaat kalder det Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae
stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller en
seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og Fuglenes Liv, og i
Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den
mørke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig,
naar jeg fornam, hvad han følte derved. Endnu mere, naar han med sin
dybt bevægede Stemme og stærke Mimik foredrog et rørende Digt for os,
altid var det min Betragtning, hvad Caspar følte derved. Ifølge min
betragtende Natur kunde det vel ogsaa være, at jeg over ham glemte,
hvad jeg selv skulde have følt derved.
Vi kom altsaa i Skole, det vil sige, da Broder Christian skulde i
Skole, maatte jeg følge med, som ved al Ting et Par Aar for tidlig.
Jeg sad ogsaa altid nederst i Klassen. Vistnok kunde der i Flokken
findes Drenge, der var endnu mere efterladende end jeg, skjønt der
hørte noget til; i alt Fald var der dem, der havde meget tungere ved
at lære; men det var min Faders Grundsætning, at hans Sønner ikke
maatte see ned paa de andre, og jeg mindst, jeg sad altsaa nedenfor
min Broder. Det var først efter min Faders Død, da den nye Rector
havde indført Omflytning efter Characterer, at jeg ved den sidste
Examen, jeg var til i Kolding, til min store Forbauselse blev den
øverste i Klassen, og dermed i hele Skolen, da jeg -- ogsaa for
tidlig -- var kommen op i den øverste Klasse, som var treaarig. Jeg
var da 13 Aar.
Det faldt mig dog ikke ind, at jeg virkelig fortjente den Plads,
saameget mindre som jeg følte Misforholdet derved, da jeg som den
yngste ogsaa var den mindste, og var vant til at see op til de
store Kammerater. Jeg vidste, at jeg i den Vinter ikke havde været
synderlig flittigere eller ordentligere end jeg pleiede. Det vidste
min Fader ogsaa, saalænge han levede.
Engang ved en Examenshøitidelighed, da han for Forsamlingen af
Byens Honoratiores oplæste Examens Udfald, og hver Discipel, naar
han blev nævnt, maatte træde frem og modtage sin Charakterbog i
Følge med nogle opmuntrende eller formanende Ord, sagde Fader, da
Raden endelig kom til mig, ikke andet end: Jo større Gris, desto
bedre Lykke. Forsamlingen lo, og jeg listede skamfuld af uden nogen
Glæde over mine udmærkede Godter. Jeg vidste, Fader havde Ret. Jeg
havde som sædvanlig rapset nogle flygtige Kundskaber sammen i det
sidste Øieblik, var mødt med den Fripostighed, hvormed jeg altid
har forstaaet at give halv Underretning Skin af fuld Vished, og
havde havt en ren Lotteri-Lykke. At jeg ligefuldt gjorde mig til
for Kammeraterne, og at min flittige Broder gjorde sig nogen tunge
Betragtninger over Skjebnens Uretfærdighed, følger af sig selv.
Jeg selv gjorde mig ogsaa Betragtninger. Jeg var mig ret godt
bevidst, hvormeget jeg stod tilbage i solide Egenskaber. Jeg havde
en ustyrlig Hang til at unddrage mig enhver Pligt, der kom i Lovens
Form. Jeg maatte forsømme Tid og Time, jeg maatte fare omkring paa
Steder, hvor jeg ikke maatte komme, jeg maatte udøve Bedrifter, som
kunde drage Straf eller Ulykker efter sig, jeg maatte som en Følge
deraf finde paa Udflugter og Løgn, naar jeg blev dragen til Ansvar.
Jeg vidste det meget godt, og fandt det derfor i sin Orden, hvad jeg
ogsaa tidtnok af min bekymrede Moder fik at høre, at jeg baade i
Kundskaber og god Opførsel stod tilbage for den Broder, jeg gik Side
om Side med.
Om Eftermiddagen og mod Aften var der altid lystigt Samkvem med
Naboernes Drenge, alt efter Aarstiden, Boltspil, Skøiteløb, Røverlege
og alt hvad vilde Streger vi i Have, Gaard, Ladebygninger, i Ruinen
eller ved Søen kunde finde paa. Der kunde mellem disse plebejiske
Kammerater være nok, der var større og stærkere end jeg, og naar
en saadan Flokkens Fører -- som Dreierens Anders, der gjerne var i
Spidsen -- med brutal Myndighed anviste mig min Plads i Slagordenen,
som i Reglen var den ringeste, føler jeg endnu den Stemning, hvormed
jeg indtog den. Den var ganske vist Ærgrelse over den bestandige
Tilsidesættelse, men der var ikke deri synderlig Tvivl om, at det
maatte være saa, jeg kunde ikke bruges til andet.
Hvad jeg derimod ikke saa tydelig vidste, men som ganske vist
ogsaa, og rimeligvis i ethvert Øieblik jeg levede, var tilstede,
var en urokkelig Selvfølelse, som holdt mig oppe under enhver
Tilsidesættelse. Det er denne bevidste eller ubevidste Fornemmelse af
Personlighedens høie Værd, som bærer baade Barnets Sorger og Mandens
Kors. Og det, der bærer, er ikke blot Haabet om, at det kan blive
bedre, det er ogsaa Troen paa, at det er bedre, end det seer ud til.
De andre kan nu gjerne sætte Foden paa min Nakke, om de magte det,
ligefuldt er jeg noget andet end alle de andre, og muligvis er jeg
noget bedre.
Det var en aabenbar Sag, at de raa Drenge, der kunde over mig i
en Leg eller ved et vildt Æventyr, ikke kunde maale sig med mig i
Begavelse og Livets indre Rigdom, og at heller ikke de, der i Skolen
sad over mig, derfor er kommet videre i Livet, har Tiden viist,
men jeg havde endnu ikke faaet Tid til at gjøre mig den Ting klar.
Ligefuldt var Selvfølelsen der, og den sagde mig, om ikke andet, saa
dog det, at naar jeg gik min Vei, var jeg mig selv.
Og jeg gik meget min Vei. Jeg udførte paa egen Haand, hvad der
ikke gaves mig Plads til i Flokken. Saa var jeg selv Fører og tog
rigelig for mig med ubunden Lidenskab baade af forbudne Frugter og
mere uskyldige Krumspring, af vilde og sære Fantasier, af hungrig
ustillet og uklaret Længsel, men da ogsaa, i uafladelig og anstrengt
Betragtning, af alt hvad der faldt for i Naturen, mellem Mennesker og
i Bøger, samlende og stablende op og rodende i Skatte, som jeg endnu
lever af. Ak, hvor har jeg ikke maattet føre disse i Barnet spirende
Følelser baade af Ydmyghed og Stolthed med mig Livet igjennem, og
hvor maa jeg ikke takke Gud for den Støtte i mit Inderste, hvormed
han har holdt mig oppe. Hvorledes den blev til mit Livs guddommelige
Klenodie og hellige Naadegave, komme vi paa sit Sted til.
* * * * *
Kolding Skole var lille, men ikke daarligere end andre Skoler. En
Rødstensbygning med tre Stuer ved Jorden til de tre Klasser, og en
Kvistleilighed ovenpaa til Brug for Inspectøren, var hele Apparatet,
men ogsaa tilstrækkeligt, da den kun besøgtes af nogle og tredive
Disciple. Den laa paa samme Sted som den nuværende Bygning, og
ligesom i Roskilde var Kirkepladsen vor Legeplads. Umiddelbart op til
Bagsiden af Skolehuset stødte en god Frugthave, hvad der gav en meget
venlig Udsigt fra Vinduerne. Man kunde altsaa befinde sig vel der, og
det gjorde vi forsaavidt ogsaa, som de ydre Betingelser var der.
Sten Blicher har i sin »Juleferie« skildret et Collegium af Lærere
saa latterligt, at man fristes til at ansee det for Overdrivelse.
Det er det dog ikke, især naar man betænker, at det snart er et
Aarhundrede siden disse Typer gik igjennem vore Skoler. Kolding
Skoles Lærere kunde med deres Rector i Spidsen gjerne vises frem som
en lignende Samling af Originaler, naar man i en glad Ferie havde
Humør til at tage dem fra deres komiske Side. Dette skal heller ikke
være sagt til deres Forringelse. Tvertimod.
Enhver aandelig Stand, som lever sit egentlige Liv udenfor Verden,
vil efter sit Væsen være prydet med mærkværdige Personligheder.
Præste- og Degnestanden er bekjendt derfor, men ogsaa Videnskab og
Kunst fremavler snurrige Skikkelser, og gjør det desto mere, jo
alvorligere, jo mere fordybet i sin Dont den er. Det er Livet i den
bevægede Verden, der afsliber og afrunder og giver selv fremragende
Mennesker mere Snittet af Dusinmennesker efter Tidens Skik og Mode.
Skolemænd have dertil endnu en anden Egenskab behov. Er de, hvad
de helst maa være, og hvad de ypperste af dem altid have været,
Børnevenner, der forstaae og tage Del i de Smaaes ubundne Naturliv,
vil de selv faae noget af dets Præg. Børnevenner blive barnlige
Sjæle, og lade sig lettelig kjøre om og udlee af det kløgtige
Verdensfolk.
Min Fader har jeg beskrevet, og man vil forstaae, at han ikke kunde
frikjendes for at være et Stykke af en Original, endog født og baaren
dertil. Min Broder Caspar, som ogsaa blev Skolemand, var det ikke
mindre, og vilde rimeligvis være bleven det endnu mere, om han var
bleven ved Skolen.
Overlæreren ved Kolding Skole, Carl Plougs Fader, var det ogsaa i
nogen Maade, skjønt ikke i en saa fremtrædende Grad. En spinkel,
glatkæmmet, graahaaret Mand, der mest gik i lysegraa Klæder, med
det reneste og fineste Linned og de blankeste Støvler, hvis Knirken
forkyndte os hans Komme, var han af en ældre Skole end min Fader
og mindede om den bedste Side af de gamle Høreres Væsen. En høist
agtværdig Mand, strengt pligtopfyldende, et Mønster paa Orden, var
det upaatvivlelig i høi Grad til Skolens Bedste, at han boede paa
Skolen og var dens Inspectør. Men hans Undervisning var os mindre
til Behag. Hans Methode var stiv og gammeldags, og han var streng
mod vore Udskeielser. Men vor Grammatik lærte vi, og det vanlige
Skolegriseri blev vi vænte af med.
En over al Maade mærkelig Fremtoning var den ældste Adjunkt Borgen,
en gammel sværtbygget duvnakket Knub med sort Kalot dybt ned over de
buskede Øienbryn, med voldsomme Bevægelser og et Ansigt som en Dværg,
der kommer ud af en Sten. Men i hans Bryst sad et blødt barnligt
Hjærte, og han var i høi Grad en Børneven, mere sine Disciples
Kammerat end Lærer. Han botaniserede med os, han kigede Stjerner med
os, han tog os hjem til sig, og i en Bolig, hvor han levede i det
skrækkeligste Roderi med en Hustru underlig som han selv, viste han
os alle sine Snurrepiberier, for han var en Samler af hvadsomhelst.
Han havde mærkelige Maader at gjøre os Videnskaben anskuelig paa,
dem han vel ikke altid anvendte, men naar vi bade ham derom, var
han altid villig dertil til vor store Morskab. Saa lærte han os
Grammatik med Fingrene; de blev da skubbede ind eller trukne frem for
at betegne Casus. Og lærte os Geometri med Paavisning; han taug da
bomstille, viste mimisk Figurerne og sluttede Beviser ved theathralsk
at slaae ud med Armene, saa vi havde meget ondt ved at skjule vor
Latter. Men vor bedste Fornøielse var at formaae ham til at give
os, hvad der kaldtes en Forklaringstime. Da maatte vi spørge ham om,
hvad det skulde være, og vi satte selvfølgelig vor Vittighed i med
stor Alvor at friste ham til at variere latterlige Themaer. Om han
i sin Godmodighed fandt sig i, hvad han ansaae for gavnlig Frihed,
eller han i sin egen Rørelse ikke mærkede vore Narrestreger, er ikke
let at sige. Jeg skulde næsten troe det sidste; som naar vi fik en
Kat listet paa Armen af ham og han holdt et rørende Foredrag over
den kjære Mis, da løb aabenbart hans Følelse af med ham; thi han var
i høi Grad en Dyreven. Imidlertid lærte han os ikke saa lidt, baade
fordi vi elskede ham og fordi han virkelig havde en tjenlig Methode,
saa mærkelig den end var. Af ham lærte jeg mit første Hebraisk, og
Grundlaget for Botaniken, som siden har skaffet mig megen Glæde. Da