Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 17

hende. En Pige maa dog have Tid til at nyde sin Ungdom, og skal
ikke lænkebindes til en gammel Mand. Synes du vel?« -- Nei, det
syntes jeg ikke, og tænkte paa vor søde Frede, mens jeg holdt en
kraftig Tale om, at Lykken i det Kapitel er bedre end Forstanden:
Skyd Hjærtet op i Livet, og drag ud blandt Kvindefolket, saa flyer
Lykken dig nok den Himmelsendte, som hverken er for gammel eller
ung. Han vred sig ærgerlig, og malte i nogen Tid taus løs paa sit
Lærred. Saa begyndte han igjen: »Hvor skal jeg finde dem? Hvor er der
Kvinder, der henriver En? Jeg kjender ingen.« -- Jeg blev bange for
at han skulde forlange min Hjælp, og udtalte mig, synes mig, meget
net om, at i det Stykke duer Anvisning ikke, skal man tage med sit
eget Hjærte, maa man ogsaa see med sine egne Øine. Men altid kom
hans sædvanlige Grubleri igjen. Han reiste sig, gik noget omkring,
fik saa fat paa et Papir og et Blyant og begyndte at tegne: »Det
er netop Ulykken,« forklarede han, »at jeg allerede er kommen til
den Alder, da Følelsen ikke har den Friskhed længer. Hvergang jeg
seer en Pige, som jeg tænker, kunde blive en god Kone for mig, er
Følelsen dog ikke stærkere, end at jeg ligesaa godt kunde lade det
Forhold falde igjen, som jeg kunde pleie og frede det, og saa maaskee
faae noget ud af det, naar jeg vilde. Og det er utaaleligt, der maa
være en Nødvendighed, som binder og tvinger, ellers vil Forstandens
Betænkeligheder strax ødelægge mig.« -- Meget vel, mente jeg, det
skader heller ikke, at Forstanden er en stadig Følgesvend, derfor kan
Følelsen dog blive lige stærk og ærlig. Jeg sagde det just ikke, men
jeg kjender hans svage Side, et eller andet selvlavet Ideal løber saa
let af med ham, og jeg er ikke ganske uden Frygt for, at han en af
Dagene kunde komme med noget han ikke er tjent med. Under alt dette
sad han og tegnede den ene kostelige Frierscene efter den anden,
Ting der, om han gad opbevare dem, gjerne kunde komme til at smykke
Samlingerne. Der var ogsaa Tid dertil, for jeg har naturligviis kun
angivet Samtalens vigtigste Led, men med al Udførlighed varede den
vel et Par Timer, og havde mange morsomme Episoder, som nok kunde
fortjene at gjengives.
Saa ringede det, og med det Udraab: »Nei, det er ikke til at udholde
at leve alene!«, foer han op og løb mod Døren, med saa vidt udstrakte
Arme, som om han vilde fange sig en rigtig Hjærtenskjær. Døren gaaer
op, og hvem træder ind? -- Onkel Theodor (Suhr) med sin stive Ryg og
imponerende Knirkestøvler, men skinnende af Galanteri og Behagelighed
-- »Om han maatte have den Ære og Glæde at see Hr. Professoren paa
Sølyst, hans Vogn stod til hans Raadighed, den skulde hente ham,
han vilde træffe Professor Heiberg og Frue osv.« -- Overgangen var
saa brat, at jeg formelig maatte sunde mig paa, hvem han mente, om
Akademiets høithædrede Professor virkelig var den samme som min
morsomme Elskovsjæger. Men hvem kan vide, hvad Tegnet betyder? Skulde
Sølyst være Stedet? Tag Jer iagt, for min Ven er nok istand til at
tage, hvem han vil.
Jeg har havt mange Samtaler af dette Slags med ham baade i hans
tidligere Kjærlighedsperiode og senere, men de er gangne mig af
Minde; man kommer jo ikke let til at optegne sligt. Men det Brev,
hvoraf dette er et Stykke, er skrevet samme Dag. Det kan da nok
fortjene at tages med som et frisk og paalideligt Vidnesbyrd om den
geniale Mands fast utrolige Oprigtighed og elskværdige Naivitet.
Imidlertid brugte han virkelig baade Øine og Hjærte og Forstanden
med, han kunde nok have Ret i, vel ogsaa Erfaring i, at Hensigter var
det, han mest maatte være bange for. Saa kunde jeg endelig under 19.
Februar 1850, melde min Moder en Begivenhed, som det efter mit Syn
paa Sagen ikke var let at tale alvorligt om:
»Kjæreste bedste Moder! Iaften faaer du den glædeligste Nyhed. Vor
Ven Malermesteren har fæstet sig en Hjærtenskjær, som skal være en
overmaade elskelig, forstandig og kunstfærdig Kvinde, og hedder Grete
Weidemann, af Hjemstavn Vesterbro og af en Familie, som ikke er
ukjendt i det Verdenshjørne.
Jeg har endnu ikke seet ham, han er ikke til at fange. Jeg forsøgte
det Kl. 8 imorges, men ogsaa da var han allerede ude, jeg kan
tænke for strax at leie Værelser og bestille Bryllup. Skade, for
han maa være meget fornøielig at betragte. Om Aftenen er han
naturligvis endnu mindre at faae at see, for hun spiller og synger
saa uforligneligt deiligt, at hans musikalske Øre nødvendigvis maa
lytte til det langt ud paa Natten. Imidlertid gjør jeg for ham, hvad
jeg kan. Jeg har netop idag maattet forsøge mig i de udførligste
Skildringer af denne mærkelige Mester, da man her hos Langes er
meget nysgjerrig efter at erfare, hvorledes det Vidunder af en
Mand seer ud, som med Storm har kunnet indtage et i deres Øine saa
høitstaaende og af alle i deres Kreds saa beundret Væsen, som denne
kunstforstandige Dame skal være. -- --«
Man maa ingenlunde tage min lystige Tone for Satire. Med tilbørligt
Hensyn til min daværende Maade at udtrykke mig paa, maa jeg netop
ansee det for det bedste Bevis paa, hvor glad jeg var ved denne
»lykkelige Begivenhed.«[13]
[13] I Manuscriptet følger her en vidtløftig Beskrivelse (120
Sider) af en Norges-Reise, som Fibiger i dette Aar foretog sammen
med L. Ussing.


FJERDE BOG.
ÆGTESTAND.


FØRSTE KAPITEL.
BRYLLUP.

De første tredive Aar af mit Liv nærmede sig deres Ende, det var sent
nok at begynde paa at tjene sit Folk og skaffe sig en Arne. Men jeg
har altid været noget sent paafærde, det var da ogsaa tidlig nok,
forat naae det Maal, jeg har naaet.
Da jeg kom tilbage fra Norge, var jeg uden Erhverv, og det var i
Sandhed en fattig Kjæreste, min trofaste Brud tog under Armen, da
hun den Morgen i al sin Glorie mødte mig i Grønningen. Fattigdommen
trykkede mig dog ikke, den var jeg vant nok til; jeg havde jo hende,
og hun forlod mig forvist ikke, om jeg saa aldrig blev til noget. Jeg
maa dog formodentlig have tænkt paa at blive til noget. Idetmindste
tænkte jeg paa at gifte mig.
For det første havde jeg dog nok med at udkramme alt, hvad jeg
hjembragte fra det nordiske Land. Vi reiste til Roskilde, men der
fandt jeg ikke megen Indgang for min Tale, alt var i feberagtig
Bevægelse over Aarets voldsomme Begivenheder, og hvad der skulde
komme. Seiren ved Isted havde mere med Skræk end med Svøbe fordrevet
den største Del af den tyske Embedsstand fra Slesvig, og den
Stilling, som Søren Thrige havde været udseet til allerede før
Krigen, havde igjen aabnet sig for ham. Han var allerede udvalgt til
Rector i Haderslev, og Talen var kun om at besætte de øvrige Pladser
ved den nye danske Skole. Jeg talte med derom som om enhver anden
Sag, men, da han sagde til mig: »Har du Lyst til at være med?« veed
jeg med Sikkerhed, at jeg ikke før havde tænkt derpaa. Men jeg pleier
heller ikke at bruge Tid til at tænke over en Beslutning og svarede
øieblikkelig: »Hvorfor ikke!« Og Sagen var afgjort.
Amalie og jeg kunde da strax gaa over til vor egen Side af Sagen
og dens nærmere Omstændigheder. Kanonerne tordnede jo endnu paa
Dannevirke, og ingen kunde sige med Sikkerhed, om de tydske eller
danske Aviser havde Ret i, hvem der skulde blive Herrer i Slesvig.
Det var Galskab ikke at afvente de europæiske Tilstandes Opklarelse.
Vinteren maatte idetmindste gaa hen, før vi kunde tænke paa at sætte
Bo under kvindeligt Regimente. Holm fandt dertil, at de 700 Rdl., jeg
kunde faae i Løn, selv om alt gik godt, ikke var nok til en Families
Fornødenheder, og Suhr, for hvem al Livet var Vinter, indsaae ikke,
at een Vinter fortjente en Tanke, saameget mere som alle Elskere,
undtagen han selv, for ham var nogle Narre.
Disse Betragtninger havde nu aldeles ingen Plads fundet paa vor
Fantasis righoldige Blade. Min Brud fandt Embedsgagen stor nok,
og det var hende, der forstod den Sag, ikke jeg; den Mad, hun
vilde sætte for mig, kunde jeg sagtens spise. Kanonerne var høist
tillokkende, det var interessant at faae dem at høre. En ren
Umulighed var det at være Vintren over alene, idetmindste for mig.
Enden blev altsaa, at da jeg den 17. September havde faaet at vide,
at Madvig, der forestod den tilkommende slesvigske Lærdom saavelsom
al anden Lærdom, havde indstillet mig, og han log mig vide, at jeg
kun skulde holde mig færdig til Afreise, saa tog Fader Holm mig
under Armen, og førte mig i Egenskab af snarlig Brudgom til Suhr,
hvis Velsignelse efter alt, hvad han havde gjort for Amalie, var
nødvendig. Den stive Kjøbmand og Skeptiker i alle Kjærlighedssager
viste sig overvunden, og da han havde ladet os berøre de kolde Ender
af sine Fingre, havde han endogsaa i sin anden Haand et Papir,
hvorpaa var optegnet under Livsforsikkringsanstaltens Haand og Segl,
hvorledes han rigelig vilde forsørge Amalie som Enke. I Sandhed en
uhyre Tanke, men det var nu hans Maade at være fornuftig paa, og alt
ordentlig betænkt, kunde jeg da heller ikke blive gift uden det. Han
fortrak ikke en Mine derved, men jeg har ingen Tvivl om, at hans
Hjærte var stærkt i Bevægelse i Retning af den egenvillige Dame.
Med idel Solskinsforhaabninger forlod jeg saa Kjøbenhavn den 23.
September efter den Tids Maade om Aftenen. Der var kun Jærnbane til
Roskilde, og i Selskab med min Rector reiste jeg Natten igjennem med
Deligencen, naaede næste Middag Odense, og fik der ~Edvard Lembcke~
ind til os i Vognen, saasom han var den nye Skoles Conrector. Det
var den bedste Medgift, det var muligt at faae til det lidet lovende
Omgangsliv i en lille By, og til den Skolegjerning, der endnu laa
indhyllet i Jævndøgnsveirets Regnskyer. Vi tog øieblikkelig til paa
fødte Aandrigheders Maader at behandle alt, hvad der ligger mellem
Himmel og Jord. Saaledes er vi da ogsaa omtrent bleven ved alle de
Dage og Nætter, jeg har havt den Lykke at kunne skifte Ord med den
elskelige Mand. Der var kun en Sag, hvori jeg blev nødt til at gjøre
nogen Indskrænkning i vor Fortrolighed. Han hadede Tydskerne af hele
sit glødende Hjærte, alle som een lige til Barnet i Vuggen -- det
vilde han dog ikke spidde, kun tage det og opdrage det paa Dansk, saa
det ikke skulde lære en Stavelse af sit Modersmaal. Men i alt andet
smeltede vore Meninger sympathetisk sammen lige fra det Øieblik vi
kom paa Siden af hinanden.
Der blev ogsaa Leilighed til at gjøre en grundig Begyndelse. Vi var
nødt til at være sammen fra Morgen til Aften i en Uges Tid eller
mere, da ingen af os havde Hus og Hjem eller noget at bestille,
Skolen kunde ikke begynde endnu. Vi var en mørk Regnveirsaften bleven
sat af i en skummel gammel Gjæstgivergaard med klippede Lindetræer
udenom, forsaavidt godt nok, det mindede om gamle Kolding. Men jeg
har altid været en Hader af Værtshusliv, og min sædvanlige Udvei at
forvandle Værtshuset til et Hjem ved at slutte Venskab med Værtens
Familie, lod sig for det første ikke udføre, saasom Værten i sin
Egenskab af Fører for Byens Hjemmetydskere, maalte os, som om det
havde været hans Hverv at arrestere os. Ligefuldt blev dog denne
frastødende Vært siden min Ven. Han var Forstander for det Hospital,
hvorved jeg strax efter blev Præst, og naar han bragte mig min
maanedlige Løn, forsømte jeg ikke at holde ham fast til en Samtale,
og han viste sig da som en forstandig og brav Mand. Vi var heller
ikke uden familiære Berøringspunkter, det er man da ikke let i vort
Land, selv om man tager Hertugdømmerne med. Han var Morbroder til de
Søskene Thygesen, som var Amalies Venner, og det behagede i høi Grad
min Collega »Agenten« at tale om denne sin lærde og aandrige Familie.
Hans Svoger, Bonden, var forresten dansk, og naar den politiske Strid
kom paa Tale, yttrede han med et stramt Smil: Ja, der er forskjellige
»Ansigter« i vor Familie.
Mit Venskab med ham maatte nu helst blive en Hemmelighed, da han
var en af dem, vor strenge Øvrighed helst vilde strax have jaget
over Grændsen. Men jeg fik andre Venner med ildesete »Ansigter«. En
Snedker, hos hvem jeg efter i Selskab med Lembcke at have afsøgt
adskillige borgerlige Huse, endelig fik leiet den fortryllende Ting,
som de Nygiftes Rede er, var ogsaa af den hjemmetydske Art, og
derfor ikke til at tale om, men desto mere til at føle for, saasom
han var en »Christen«, det vilde der i Egnen sige en Christiansfelder
Ven, en hernhutisk Pietist, i Virkeligheden en høist rørende
Sværmer, der med et Suk over Verdens Forfængelighed gjorde mig det
fortryllende Sted i Orden, men gjorde det med samvittighedsfuld
Forsynlighed og til redelig billig Pris.
Det var Snedker Holgersens gode Tid -- efter Verdens Tankegang.
Efterat jeg var flyttet fra ham, gik det stærkt tilbage for ham.
Han blev mer og mer forfalden til mystiske Grublerier og tabte
sin Arbeidskraft. Da jeg lærte ham at kjende, havde han endnu et
Møbelmagasin i Salen ovenpaa, men efterhaanden forsvandt det, han
leiede hele Forhuset ud og trak sig tilbage til Baghuset. Da jeg
sidste Gang besøgte ham i 1859 for at tage Afsked med ham, fandt
jeg en udmagret krumbøiet Skikkelse i en stribet Nattrøie i et
lille daarligt Værksted siddende over en gammel Postil. Han vendte
aandsfraværende glasagtige Øine mod mig, rakte mig saa med Salvelse
sin knoklede Haand, og begyndte en underlig Tale om at være eet
med Gudfader og i Forløserens Blod at bære Korset for alle hans
Skabninger, og ønskede mig Velsignelse til den Gjerning som noget,
der skulde gjøres, men som han ikke lod til at tiltroe mig Naadegave
nok til. Han sukkede ikke længer, men med et Suk skiltes jeg fra
dette levende Billede paa gammel tydsk Haandværkermystik. Dette var
mit første Indblik i Borgerstandens aandelige Liv i den slesvigske
By, og det viste mig strax, at her var adskilligt andet at gjøre end
at drive national Storpolitik.
Jeg leiede altsaa Mystikerens Værelser ovenpaa, paa Salen nær, som
han formedelst Verdens Forfængelighed endnu ikke kunde undvære, og
nu begyndte et uendeligt Skriveri til den Dame, som havde lovet mig
at tage de tre pæne Stuer med Kjøkken, Pigekammer og andre udvortes
Bekvemmeligheder under sin Varetægt. Rigtignok ikke som i tidligere
Dage hver Dage et Breve, for Brevene var dengang endnu dyre, men man
kunde jo gjøre dem desto længere, og det blev fra begge Sider ikke
forsømt.
Brylluppet blev feiret med fuld Glands den 29. November 1850 i
Suhrs gamle Gaard paa det kjære Gammeltorv. Skjønt min Familie, som
gjæstfrit nok blev tagen med, var aldeles fremmed der, havde vi dog
ikke kunnet negte Amalies gamle Venner, i Særdeleshed den trofaste
Tante Caroline den Glæde at gjøre en glimrende Fest for os. Tryde
holdt sin kjærligste og skjønneste Tale ved Frue Kirkes Alter,
Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med
Værdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Møller skinnede blidelig
ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste,
jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det
rige Hus, og en skjøn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne
begyndte at blinke, de længe nok slidte Gader Ryggen.


ANDET KAPITEL.
SKOLELIV OG PRÆSTESTAND.

Skolen blev aabnet den 7. October. Det laa ganske i Thriges Væsen,
hurtig og uden mange Ord som han er, heller ingen høitidelige Ord at
spilde paa denne store nationale Sag. En Regnveirs Mandagmorgen gik
vi hen i den sorte skumle Bygning, som ligger paa Kirkepladsen, og
efterat en Svamp havde fuldbragt Nationalitetsforvandlingen ved at
afviske, hvad der med store Kridtbogstaver stod paa Kathedertavlen:
Tod allen Dänen! tog vi uden Indledning 24 danske Drenge under
Behandling, for det første fordelte i fire Rum.
Min Bestilling blev det først og fremmest at lære dem Christendom,
og altsom vi fik en øverste Klasse, hvilket vi det første Aar ikke
havde, som Kronen paa Værket at foredrage Kirkens Historie; saa og
at danne mulige Theologer ved at læse Evangeliet paa Græsk og første
Mose Bog paa Hebraisk. Dernæst at lære dem at skrive ordentlig Dansk
og give dem Begreb om dansk Litteratur. Men da dermed endnu ikke
Timernes Antal var fyldte, og ingen anden Lærer fandtes, blev jeg
ogsaa Tegnelærer, endog en Tid Skrivelærer. Tegningen beholdt jeg
altid, dels af Lyst og dels fordi det var mig en Hvile efter de andre
noget anstrengende Fag.
Hvorvidt jeg nu kan have vakt noget dybere religiøst Liv hos mine
Disciple, har jeg ingen bestemte Beviser paa. Jeg søgte ikke at
fremavle christeligt Væsen, det har jeg aldrig ønsket. Det var
dengang som nu min Mening, at skal Troen have Magt med Mennesker,
maa den være inderlig forenet med hele deres Livsbetragtning, og
hos litterært dannede Folk med deres videnskabelige Overbevisning.
Jeg bredte derfor mine hellige Tanker udover den øvrige Lærdom, og
fremhævede navnlig i Litteraturhistorien Psalmedigtningen langt
stærkere end vore Litterater pleie at gjøre.
En Skole er en behagelig Republik, naar den tages med Velvillie, og
det gjorde vi alle under vor yderst forekommende Rectors Anførsel.
Der var ikke Tale om nogen anden Stemning, heller ikke mellem Lærerne
indbyrdes. Vi var ikke ganske efter Nutidens Tugt, vi var kun paa
Overgangen. Vi vilde noget ordentligt og intet Sløseri, men vi vilde
det dog efter gammel gemytlig Skik.
At blive Præst havde jeg, da jeg drog til Slesvig, ikke gjort mig
andre Tanker om, end at det maatte gaae, som Gud vilde. Det kom ogsaa
som en Guds Gave, uden at jeg søgte det. Et Hospital for halvhundrede
gamle Kvinder havde sin egen lille Kirke, og Tjenesten ved den
havde været forbunden med Diakonatet ved Byens Hovedkirke. Men
Frederik Helweg, som var Diakonus, havde ikke Lyst til dette Annex,
saameget mere som dermed ogsaa var forbunden Sjælesorg og Prædiken
i Byens Arbeids- og Sygehus. Han foreslog derfor mig at overtage
disse Bestillinger, og jeg pleier ikke at gjøre mig Betænkeligheder
ved Arbeide, der bydes mig, skjønt Gud veed, der kunde være
Betænkeligheder nok ved at faae to Kirker foruden Skolearbeidet, jeg
fik det da ogsaa at føle.
Der var ingen Formaliteter, som der i det Hele ikke var i Slesvig
i de Dage. Jeg begyndte min Kirketjeneste midt i December, og lod
Øvrigheden sørge for saadanne Ting som Kaldelse, Ordination og
høitidsfuld Indsættelse. Det blev ogsaa besørget derefter. Jeg var
allerede bleven en kjær Præst og Ven for mine alderstegne Søstre, da
jeg først den 26. Januar 1851 blev ordineret, derefter kaldet til
Præst den 31. Januar, og endelig, efter tre Maaneder den 16. Marts
indsat af Provsten.
Min Ordination var en mærkelig Høitidelighed. Superintendent i
Nord-Slesvig var, førend Bispedømmet for hele Slesvig blev oprettet,
en gammel Landsbypræst i Jordkjær ved Aabenraa, hed Jens Hansen, en
stor svær Mand med et knoldet Hoved. Da han den Vintermorgen, jeg
var ankommen til Præstegaarden, viste sig i sin Dagligstuedør med
de gule Uldstrømper op over Buxerne, de store Lædertøfler og hvid
Nathue, saae han mindst ud som en Biskop, mest som Landsbyens Møller.
Han satte sig strax ved sin Morgenpibe til at underholde mig med,
hvad der vel er den fornemmeste Kunst. Det er Regnekunsten, men den
rigtige Regnekunst er ikke saadanne Barnagtigheder, som de har for
henne i Skolen, nei, det er ordentlige Knuder, som ikke kan løses
efter Regnebogen, men som der skal et grov stærkt Hoved til, og dem
knækker man lige med eet -- han slog begeistret ud med Haanden --
ved en Indskydelse! »Kan De for Ex. sige mig, naar man siger: I tyve
Gjæs! Og de svarer: Vi er ikke tyve, men var vi en hel Gange saa
mange og en halv Gang saa mange, og en hel Gaas og en halv Gaas og
en Gase, saa var vi tyve. Hvormange var der da? Kan De see, De kan
ikke!« Nei, jeg kunde ikke, jeg stirrede forbauset paa hans knudrede
Hovedknub, hvor Nathuen var skubbet tilbage over de strittende Haar.
»Saadanne Nødder skal der Geni til at knække«, -- og han opgav mig
Nød paa Nød. Men jeg befandtes aldeles intet Geni at være, jeg følte
mig lille, da han reiste sig i sin imponerende Høide og sjokkede ind
at stoppe sig en ny Pibe.
Den mindre fornemme Kunst, hans Theologi, viste sig dog ikke at være
nær saa farlig. Hans Bispeexamen bestod i, at han flyede mig et Par
Opgaver, som jeg om Eftermiddagen skrev adskilligt om i Gjæstekamret,
mens jeg inde i Storstuen hørte ham med en underlig syngende
Gravrøst, der forekom mig at vare ligesaa længe som jeg skrev, vie et
Par Folk. Mine Papirer lagde han i sin Skuffe med den Bemærkning, at
dem vilde han læse en anden Gang, for næste Morgen skulde vi holde
Ordination. Og hvad mundtlig Examen angaaer, saa fik den at være:
»De Herrer Kjøbenhavnere kommer altid med noget nyt, det kan vi ikke
indlade os paa.«
Ordinationen forekom mig, Gud forlade mig det, som en Slags
Spøgelsesscene. Det var en kold mørk Vintermorgen, og medens jeg stod
i den lille skumle Kirkes Chor første Gang iført min nye Præstekjole,
saae jeg lydløst skride op ad Gangen en tre fire underlige
Bjørneskikkelser. Det var Nabopræster, som over deres Samar[14], som
de kaldte Præstekjolen, havde svære Pelse og Sivsko paa Fødderne. I
Stolestaderne sad der et Par Rækker Bønderfolk, der udaf Pontoppidans
gamle Psalmebog sang med saa kraftig Røst, at hvergang der kom et R
lød det, som rullede en Vogn gjennem Kirkens Mure. Har nogen hørt
den rette Udtale af Affenr-r-rô (Aabenraa), vil han forstaae det.
Ordinationstalen var ikke ilde; thi Superintendenten var en alvorlig
Christen, men jeg kunde ikke faae mig selv fra at sammenblande den
med den mystiske Brudevielse fra Aftenen før, ligesom jeg havde
sammenblandet denne med mine theologiske Reminiscenser. Og da
jeg holdt min Prædiken, var det mig fast, som jeg havde en Flok
Gjengangere fra forrige Aarhundrede for mig.
[14] Jeg gad vidst, om denne underlige Benævnelse skriver sig fra
Spansk, hvor Zamarro betyder en Faarepels.
Da jeg allerede i et Par Maaneder forinden havde gjort præstelig
Gjerning, og ikke engang blev rigtig Præst derefter, forsaavidt det
endnu varede sex Uger, inden jeg blev indsat, er det ikke at undres
over, at min Ordination ikke fik nogen afgjørende Betydning for mig.
Det første, jeg havde at gjøre, eller rettere allerede fra først af
havde gjort, var da at gaae ned til ~Hospitalet~ -- man gaaer ned ad
en temmelig høi Bakke i Byens Søndergade og over Broen, saa ligger
det strax sønden for Aaen -- og fra Stue til Stue underholde mig med
min fattige alderstegne Menighed, saa broderligt som muligt om alle
deres Skrøbeligheder.
Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle
hendes Lemmer var som en oppustet Blære, og dertil led hun Nat og Dag
den ulideligste Pine i sit Ansigt, især sin Næse, og kunde ikke ligge
i sin Seng, men fik alle de lange Nætter kun Nattesøvn i sin Stol.
Aa, mi Neis, mi Neis! kunde jeg høre hende stønne, allerede naar jeg
kom i Forstuegangen.
Da jeg nu ikke kunde blive Natten over, saa var der En, der kunde
det. Det var hende med det firkantede og rynkede Ansigt, den
skarptskaarne Opnæse, og de smaa vandfulde Øine. Ved Nat og ved Dag
kunde Marie Winfeld det, i Jesu Navn, som en af de tjenende Aander,
udsendte til Hjælp for dem, der skulde arve Saliggjørelsen; ingen
Engel som dem, der sidde paa Skyerne, nei, en forsvarlig jordisk
en, i godt hjemmegjort Hvergarn, pæn altid skinnende hvid Hue og
tærnet Lærreds Forklæde helt om paa den brede kantede Ryg. Hun kunde
lægge Puderne til Rette i Sædet, og brede Vattet behændigt udover
alle stakkels Hedevigs Lemmer, og hun kunde synge og bede paa godt
Sønderjydsk og slaae de yndigste Psalmer op i den gamle Spændebog og
fremfor alt see den Syge ind i Ansigtet med en Kjærlighed som en Guds
Aabenbaring. Altid sukkede Staklen: Du maa ikke forlade mig! Men naar
Marie med Glædestaarer sagde: Forlade dig! Nei, vi to Søstre skal
være sammen i Paradis, i Jesu velsignede Navn! saa hjalp der ingen
Modstand, man var nødt til at see Paradiset staae vidtaabent der i
den fattige Stue med de fire mørke Alkovesenge. Og vist var det, at
saaledes blev Korset baaret i de ni Aar, jeg saae det. Korset, sagde
Marie, skal vi ikke ogsaa takke Gud for det? Vor Herre bærer den
tykke Ende. Har han baaret saa meget for os, skal vi saa ikke ogsaa
bære noget for ham? Og hendes Ansigt straalede som de Kvinders, der
saae Herren i hans jordiske Dage. Jeg troer heller ikke, de har seet
synderlig anderledes ud, hvad saa end Kunstnerne gjøre dem til. I
alt Fald var min Maries Lægedomsflaske ligesaa fyldt med Kjærligheds
Parfume som den evangeliske Maries Alabasterkrukke.
Desværre var der i en anden Seng En, som brugte en anden Slags
Flaske, en tre Pægles Flaske, som hun i Mørkningen fik snildelig
gjemt i Sengen, naar Marie ikke mærkede det, og om Morgenen var ikke
en Draabe af Høkerens Fuselfri gaaet til Spilde, desmere af Lisbets
Forstand. Det var Maries største Sorg, og det varede længe, inden jeg
fik det at vide, jeg maatte selv opdage Lisbets Tilstand, for »man
skal skjule Syndernes Mangfoldighed«; paa den anden Side dog ogsaa
tage en Søster i Enrum inden man henter to eller tre af Menigheden.
Aar og Dag stod hun paa sin Vare som Habakuk og prædikede som han,
endelig fik Præsten det at vide. Men hvad skulde man sige, »i Mørket
driver den Onde sit Spil, og en anden kan ogsaa være en Synder« -- og
Marie vendte sig om mod Vinduet og tørte sine Øine med Fligen af sit
Forklæde.
I den tredie Seng var der ogsaa En, som gjorde Marie Sorg. Den med
Flasken bekjendte altid grædende sin Synd, men denne var forhærdet,
hun kunde ikke med Bekjendelsen. »Der var nok dem, der kunde vide
noget med sig selv, men hun vidste ingen Ting, nei, Gud skee Lov!« Og
hun skjævede til Hedevig.
Sagen var, at stakkels Hedevig, som altid blev holdt til at takke Gud
for de Dage, der var gaaede, vel vidste, at de ikke altid var gaaede,
som de skulde. I bedre Dage var hun engang falden i Vandet, og var
bleven trukken halvdød op. Man var enig om, at dette var Grunden
til hendes Vattersot. Om dog Vandet fra Haderslev Dam saaledes kan
blive siddende under Huden ved Guds Tilskikkelse, maa jeg overlade
Videnskaben at afgjøre. Værre var det, at der ogsaa var dem, der
som Hjobs Venner ansaae det for en Guds Straf. Marie vidste ingen
Ting, og »hvad man it veed, skal man it sej«. Men der var mange, der
vidste, at Hedevig havde drevet det temmelig vidt med og havt en
lille Næringsvei med at signe og spaae.
Der var fjorten Stuer, og alle havde de deres Mysterier, men det
maa være nok med denne ene, første Stue til venstre i den øverste
Bygning, velsignet Ihukommelse! Nu er de alle døde, de kjære Sjæle,
og Hedevig er sikkert nok i Paradis. Marie har ikke sluppet hendes
Haand, og St. Peter maatte ingen Christen være, om han ikke var vegen
for hendes Grunde.
Denne gamle Gaard, stiftet og af nyt opbygget og med Fundats forsynet
af gamle Hertug Hans Aar 1569, maa jeg vel takke Gud for, det er den,
der har lært mig at være Præst. Det er hos de Fattige, man skal lære
det, de have Lægen mest behov, og hos de Gamle og Skrøbelige, der
er Korset tungest, og Opstandelsen nærmest. Der var vistnok hverken
Daab, Confirmation eller Brudevielser, saa jeg havde ikke meget med
Kirkebøger at gjøre, men desmere med Begravelser. En efter anden
bleve mine Søstre i Gud baarne ind i Kirken og der med fuld Pomp
omflyttede i Evigheden. Det var Høitid og bidrog meget til at gjøre
dem til mine Venner. Jeg gjorde det mest mulige ud af Ligtaler,
opdrev al den Ros for den Døde og al den Formaning for de Levende,
som jeg kunde, og har, hvad end strengere Præster ville sige, aldrig
fortrudt, at saa begyndte jeg og saaledes er jeg vedbleven. Det var
Kjærlighedens Evangelium, jeg forkyndte, og ved Afskeden skal det
høres, at vi have elsket hinanden.
Der kom mange udenfra, især i Begyndelsen. En ny og ung Præst bliver
sædvanlig søgt, og om det end siden blev ringere med Besøget, da
Folk havde faaet hørt, hvad jeg havde at sige, og der var bedre
Prædikanter i Byen end jeg, havde jeg dog altid den Tilfredsstillelse
at have min Kreds. Den bestod mest af de Stille i Menigheden, de
gammeldags Pietister, der havde en Fornemmelse af, at jeg hørte til
de Opvakte.
Min største Glæde havde jeg af Sjælesorgen, den gik af sig selv. Jeg
kom strax i et fortroligt Forhold til dem, jeg saae ind til, og jeg
havde nok af det fromme Livs Erfaringer til at støtte den til. Troen