Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 15

jeg malede den til Døden viede Jeftas Datter. Aldrig har vel nogen
stridt med et mere smerteligt Æmne, og min Opgave var fuldkommen
ubarmhjærtig at drive Fortvivlelsen til den yderste Hjælpeløshed --
Himlen lukt, og paa Jorden en Offerkniv. Var det da dette, der gjorde
min Stemning saa trykket? Mindst af alt. Det tragiske har som Livets
Høihed altid gjort et opløftende Indtryk paa mig, og Opløftelse, selv
om det er Korsdød, der løftes til, havde jeg i mit Livs Korsgang
vænnet mig til at føle som noget festligt. At falde ud af den løftede
Stemning, var min eneste Plage, og Hverdagens Trivialitet min
egentlige Fjende.
Saa kræsen var jeg, at ikke engang det kjedsommelige Slid med min
tungnemme Elev var mig det sværeste; det kunde jeg komme igjennem
som jævnt Arbeide, man knap behøver at have sine Tanker ved. Men
hvad jeg kaldte min pligtmæssige Conversation med Damerne, løb
jeg mig fast i. Hvad jeg i Øieblikket havde en virkelig Glæde af,
kritiserede jeg i næste Øieblik afveien som dum Tidsspilde, og var i
min Forvænthed nærved at ansee som Ulykke.
Sagen var ogsaa, at mit Helbred endnu var meget svagt, jeg led stærkt
af min gamle Sygdom, og min Levevis gjorde den ikke bedre. Naar jeg
var færdig med Læsetimerne, og det var kun et Par Formiddagstimer,
løb jeg mig en Tur, men paa Veien bruste de høie Fantasier i mit
Hoved, og naar jeg ør i Hovedet og med rystende Ben kom hjem, satte
jeg mig strax til at forme paa de forfærdelige Scener, jeg havde
udkastet. Trængte jeg til Hvile, tændte jeg mig hellere en Pibe
Tobak, hvad jeg heller ikke havde godt af.
Det var, saavidt jeg mindes, den første Vinter, jeg var i Langes
Hus, at de en Formiddag, da de vilde kalde mig op til Frokost, fandt
mig besvimet paa Gulvet, og at jeg, medens Bevidstheden stred for
at komme igjen, saae et overordentligt grimt, men yderst velvilligt
Ansigt virre frem og tilbage for mine Øine. Det var en hæderlig
Tante, Overpræsidentens Søster, der stænkede mig med Vand, men det
kan ikke nægtes, at hun ogsaa med Ro beseet, lignede en Del efter
en skikkelig Grib. Da jeg kjendte min Svaghed og før havde havt det
Tilfælde, trøstede jeg den ængstelige Gruppe omkring mig med at tage
Sagen fra den komiske Side, og takkede den gode Tante Lotte, fordi
hun dog endelig engang holdt sit Hoved ordentlig paa sine Skuldre.
Dette gav Anledning til meget dybsindige psychologiske physiologiske
Undersøgelser ved Kaffebordet, uden at vi dog kom nærmere til de
rette Bestemmelser om Forholdet mellem Sjæl og Legeme.
Mit tragiske Digt fik jeg færdigt til Jul 1856, og skulde da til at
tænke paa at gjøre min Elskede delagtig i min Hemmelighed. Lade det
trykke, faldt mig ikke ind. Jeg skrev det altsaa af saa pænt som
muligt, og fik en Bogbinder, som jeg haabede ikke vilde læse det, til
at sætte et Bind om det. Men det hjalp ikke stort paa Modet. Ganske
vist pleiede jeg at betro Amalie alle mine Tanker, og hun havde
rimeligvis allerede, mig selv uafvidende, faaet saamange ogsaa af de
vildeste, at hun kunde tænke sig, jeg kunde finde paa det værste; men
jeg haabede dog endnu at kunne gjælde for en anstændig theologisk
Candidat. Lagde jeg nu dette for hende, kunde hun see mig med eet
omskiftet til et vanvittigt Geni, og hvilket Slag vilde det ikke være
for hende? Vinteren gik hen, jeg vendte og dreiede min lille Bog
mellem Hænderne, og det blev ikke til andet end det, jeg saa tidt har
tænkt ved, hvad jeg har skrevet: der behøver jo intet Menneske at see
det, hvad er det saa andet end en Fantasi!
Endelig, da det var hendes Fødselsdag den sjette April, fik jeg
Mod til at bringe min Elskede mit første forfærdelige dramatiske
Arbeide -- »i det gamle Testamentes Stil«. Ak ja, den ulykkelige
Stil, hvad har den ikke forvoldt mig! Imidlertid gjorde den mere
Lykke, end jeg havde turdet haabe. Hun udfandt ganske rigtigt med sit
dybe Sind, hvad jeg for at formilde mine Spøgelser havde sagt i det
Tilegnelsesdigt, jeg nødvendigvis maatte lade følge med:
Forfærdes ei, min gode fromme Pige,
for denne Bog, der lukt med Dødens Spænder,
i Skrig begyndt, med kvalte Klager ender
uden at unde os en Himmelstige.
Det er en Ørk, hvor Skjebnens Aander krige,
og Mænd med Klingen mellem hvide Tænder
vildt Buen spænde med de brune Hænder
og ingen vil fra Hevn og Bytte vige.
Dog var din Aand der, og hvor den er, breder
den Fredens Telt, saa blodbestænkte Heder
maae ogsaa mildt i Aftengløden smile.
Men peger ogsaa kjækt paa Gryets Lue --
Du selv, endnu et Barn, jo maatte skue
al Dødens Gru, og fandt dog Sjælens Hvile.
Hun bar Bogen med sig som sin Skat og nød den i Stilhed, til hun blev
saa fortrolig med alle dens vilde Fagter, at hun endog kunde finde
dem skjønne, snart mere end jeg selv. Saaledes havde jeg da gjort al
den Lykke, jeg dengang eftertragtede. I sit Hjærtes Uskyldighed tog
hun den endog med til Sølyst, og læste den -- man tænke sig -- for
Fru Heiberg; fik da ogsaa med Fruens fineste Smil den Bemærkning,
man kunde vente: »Han skulde hellere skrive noget i en lettere Stil,
saadan for Theatret.«


TREDIE KAPITEL.
MIN FAMILIE.

Min Moder var i samme Efteraar 1847 flyttet til Roskilde. Der havde
hun nu begge sine Børn, Christine og Caspar, og havde Grund nok til
at være træt af Kjøbenhavn, da hun, siden hun især for min Skyld drog
dertil, havde ført et besværligt og uroligt Liv. Hun havde maattet
støtte sine knappe Kaar ved at fylde sit Hus med Pensionærer, og
hvorvel hun forsaavidt var heldig, som det var Familiens Børn, var
det dog en mærkværdig Samling, hun havde at trækkes med.
Der var Johannes Tauber, den nu noksom bekjendte Demokrat og
Rigsdagsmand. Han var den Tid theologisk Student, og jeg, som skulde
sætte ham ind i de Mysterier, han havde en naturlig Sky for, har
ved mit høitstigende Foredrag af Martensens Dogmatik vist bidraget
min Del til at skræmme ham derfra. Han havde ondt ved at holde sit
grinevorne Ansigt til Alvor, og naar Theologien tav, skyndte han sig
at nyde sine i hans Øine over al Maade komiske Husfæller.
Disse vare de to Søskene Ilia og Otto Fibiger. Filologen Otto
var i sin selvlavede Flegma vittig og skarp nok, men naar han i
sin temmelig opskruede Pessimisme, som han af lignende Grunde
havde tilfælles med sin afdøde Broder Adolf, men hos ham saae
helt anderledes ud, gik tilveirs i en barsk Skildring af Livets
modbydelige Jammer, var Johannes færdig at revne af Latter. Man
kunde da ogsaa fristes dertil, naar man maatte høre en lang vranten
Udvikling af, at naar man havde glemt, om man havde kommet Sukker i
sin Kaffe, havde man en dobbelt Ulykke over sig, enten maatte man
smage paa Kaffe uden Sukker eller paa noget med dobbelt Portion
Sukker i, begge Dele nok til at tage Livet af sig. Forøvrigt
lignede han Ilia meget, var udmærket begavet, og som hun havde han
ganske forskjellige Sider. Trods hans forfløine Meninger var han et
elskværdigt Menneske.
Ilia var ikke fri for paa lignende Maade at lave sit Væsen og med
Behag at bære dette til Skue. Men det var hendes »uendelige Mangel
paa alt det, de kalde praktisk«, hun mest agerede med. »Naar nogen
blot vilde lægge i hendes Kakkelovn, skulde hun nok selv besørge det
Arbeide at sidde hele Dagen med Hænderne i Skjødet og stirre ind
i Ilden. Hvad skulde hun ellers, hun kunde jo ikke læse andet end
Dansk, og det havde hun læst altsammen. Naar nogen vilde hjælpe hende
med det, de kalde Abc, vilde hun dog prøve paa, om hun kunde finde et
Ord i et fransk Lexicon.«
Paa Bunden af det pudsige Væsen, hvormed hun holdt os andre hen,
laa der en sørgelig Tragedie. Hun var nedsunken i sit Tungsind, men
talte man muntert til hende, dukkede hun let som en Fugl op deraf,
og hendes hurtige Tale kunde da svirre som Lærkevinger med de raske
Bemærkninger, hun ikke mente stort med. Kom hun en sjelden Gang i
Selskab, som vel kun var hos Familien, viste hun sig som den fine
aandfulde Dame, hun i Virkeligheden var og som lyste ud af hendes
distingverede Skikkelse. Saaledes saae Amalie hende og beundrede
hende.
Efterat det bevægede og i en underlig Knude af religiøst, æsthetisk
og lidenskabeligt Væv sammenviklede Liv, som vi havde ført indtil
1841 i hendes Moders Hus, var endt med Elskeren Lunddahls Forlovelse,
Skriftefaderen Emil Mynsters Død og min Sygdom og fleraarige
Fraværelse, var hendes Moder mer og mer sunket sammen under sine
Sorger og tæredes hen. Hendes ældste Søns sørgelige Skjebne, de
Fortvivlelsens Aander, der sledes om ham paa hans Sygeleie og tog ham
med i Døden, Sammenstyrtningen af alle de glimrende Forhaabninger,
der havde fulgt hans raske Spor, kunde Moderen ikke bære, og de
pinlige Tanker om Forholdet til den fraskilte Mand, som skulde, men
daarligt kunde, underholde hende og Børnene, var vel istand til at
gjøre Ende paa stærkere Kræfter end dem, hendes svage Væsen kunde
byde over. Ilia var hendes Støtte og var i Sandhed Manden i Huset, de
andre Døttre vare ikke til stort, og Sønnerne havde nok i at vare sig
selv.
Under disse Forhold kom tilsyne, hvad der boede i min mærkelige
Cousine, og enhver maatte indrømme, at det var sandt, hvad hun altid
gjorde Fordring paa, at være ene i sit Slags -- en ren Undtagelse,
som hun selv ikke vidste Reglen for, kaldte hun det. Hun besad en
Styrke, som intet i Verden kunde bøie, heller ikke de Sorger, hendes
Liv var saa rigt paa. Medens hun pleiede sin Moder Dag og Nat, og ved
enhver Leilighed førte Kampen for hende overfor Faderen, havde hun
dog nok af Munterhed til ikke at behøve at vise sig som den nedkuede.
Hun havde sig selv saameget i sin Magt, at hun øieblikkelig kunde
kaste sig ind i enhver Slags Stemning, ogsaa den lattermilde og
vittig converserende lige indtil Kaadhed. Kun kunde hun vanskeligst
holde Maade og have et Væsen som de andre, dertil var hun for opreven.
Ved Siden af den Kampstilling til Værn for den Ret, hun mente at
have, og i alt Fald efter sin Natur ogsaa havde, gjemte hun paa et
Dyb af Kjærlighed, selvforglemmende, opoffrende og fuldbevidst om, at
det ikke var formeget at sætte Livet til derfor, som gjorde, at man
altid maatte beundre hende, helst elske hende. Det var den skjønne
Side af hendes Væsen, og blev siden hendes Storhed, Kilden til det
Værk, som har sat hende et varigt Minde. Men den Tid flød dette
Hjærteliv endnu i Familiekjærlighedens snævrere Kanal, og det er et
Spørgsmaal, om det nogensinde i Virkeligheden kom synderlig udover
den.
Det havde ogsaa sin Tragedie. Hun bar paa den altid lige stærke
Lidenskab for den Mand, der havde forsmaaet hendes Ungdoms
Kjærlighed, hun bar paa den til sit sidste Suk, og jeg troer, at
dette Saar smertede hende endnu mere end alle Familiesorgerne. Det
var i alt Fald det og ikke Forældrenes Forhold, der som en strid,
ofte uhyggelig og altid ligesom af Hjærteblod rødnet Understrøm, gik
gjennem den poetiske Production, der i disse Aaringer begyndte at
dynge sig op under hendes Hænder. Thi hun sad ikke med Hænderne i
Skjødet i de grublende Nætter, og det var en anden Ild end Ovnens,
hun stirrede ind i.
Hendes ulykkelige Moder havde endt sine Lidelser i Foraaret 1844, og
det staaer endnu tydeligt for mig den Morgen, jeg efter Dødsbudskabet
kom til dem. Det var paa Frederiksberg i en lav Stueetage og et
skummelt Veir. Saa at see Ilia klædt i rent Hvidt som en Dødens
Engel sidde ved Sengen, og paa den udstrakt en Skikkelse mere lig en
Benrad end en nylig Hensovet, og sidde uden Taarer i den vanlige
grublende Stilling med Hænderne i Skjødet; og saa fare op med sin
hurtig henkastede Tale at optælle alle de praktiske Vanskeligheder,
som hun var nødt til at overlade til mig, for hun selv kunde intet,
det var saa eiendommeligt, at ogsaa jeg glemte Sorgen for at betragte
min mærkelige Veninde.
Hun drog til Randers til sin Broder Axel, der stod ved
Dragonregimentet der, men blev der ikke længe; hun kunde i det Hele
vanskeligt finde sig i at leve i en Familie. Hun prøvede paa at føre
sin egen Husholdning i Kjøbenhavn med sin yngste Søster Mathilde hos
sig og søgte at faae en lille Skole i Gang for at hjælpe sig, men
heller ikke det gik. Om hun ogsaa gjorde andre Forsøg, husker jeg
ikke, men da jeg forlod min Moders Hus i November 1846, flyttede hun
hen til hende tilligemed Broderen Otto. Der syntes hun at befinde sig
bedre. Jeg troer, det behagede hende, at da Moder var saa forskjellig
fra hende, at de ligesom tilhørte to forskjellige Verdensdele,
behøvede hun ikke at dele sit indre Liv med hende, og da Moder gjerne
vilde opmuntre hende, kunde hun frit vende sin burleske Side frem, og
gjemme, hvad der var bagved, hvilket var hendes Lidenskab.
Ogsaa dette varede dog kun et Aar. Broder Caspar var efter sin
Hjemkomst fra Kønigsberg, bleven ansat som Adjunct i Roskilde, og
hjemførte i Foraaret 1847 sin Brud, en Mecklenburgerinde, som han
havde boet hos, da hun som Enke sad i Berlin og leiede nogle Værelser
ud.
Til samme Tid var Svoger Søren Thrige fra Slagelse bleven forflyttet
til Roskilde, og som Overlærer dragen ind i sine Forældres gamle
Hjem, den øverste Etage i Rectorboligen, hvor han boede allerede som
Adjunct, da han blev gift med min Søster. Da Moder saaledes havde
to Børn i Roskilde, og tillige endelig ogsaa havde mig fra Haanden,
kunde hun ikke modstaae Fristelsen til atter at søge til sin gamle
By. Efter alt, hvad hun havde arbeidet og stridt for, fandt hun
ogsaa her en rolig Havn i en lille Leilighed, hvor hun levede alene
med sin Tjenestepige.
Ilia blev da igjen hjemløs. Hos sin Fader var det hende umuligt at
være, hun tog da en Huslærerindeplads paa Morsø, og levede der til
Krigen kom.
Hendes Søstre havde dog faaet sig et Hjem, men daarligt nok var det.
Efter deres Moders Død mente deres Fader igjen at kunne samle sine
Børn om sig, og hans Hjærte trængte upaatvivlelig dertil, da han
virkelig var en meget kjærlig Fader. Desværre havde han ogsaa sine
daarlige Sider, og de vare blevne værre under Skilsmissen. Kjed som
han var af sin aandløse Sessionstjeneste tog han sin Afsked og kom
til Kjøbenhavn; og med en Pessimists Syn paa Ægteskabet gav han sig
for at forbedre sine fortvivlede Pengesager til at søge sig en anden
Hustru, som kunde bringe ham Formue, og med Tillid til, hvad en
Verdensmand formaaede, mente han, at dette i en Alder af 52 Aar endnu
kunde lade sig gjøre. Han var saa uheldig som muligt. Han giftede sig
med en ældre Dame, som eiede mindre end han havde troet, var grim og
dum, og hvis ulidelige Luner efterhaanden udartede til Sindssyge,
dog kun periodevis. Hun plagede ham i den Grad, at han fik at føle,
at Ægtestanden var værre end Skilsmissen. For i det mindste at have
Ro om Natten for hendes evindelige Vrøvl og Plagerier, begyndte han
at tage Sovedrik af altfor stærke Varer, hvorover hun paa sin Side
beklagede sig overfor mig. Maaskee overdrev hun, drikfældig blev han
ialtfald ikke, skjønt det syntes mig, at hans Udseende tog af. Naar
jeg saae til ham, var han endnu altid den livfulde og aandsoverlegne
Mand.
Det var det Hjem, han skaffede sine Pigebørn, Sønnerne var Studenter.
Stedmoderen kunde ikke fordrage dem, de da heller ikke hende. I sin
Sindssyge drev hun det til at klappe deres Klæder og lagde Ild i
deres Kammer, og da det begyndte at brænde og Politiet kom, beskyldte
hun dem for at have sat Ild paa Huset. De maatte da snarest muligt
see at komme bort og finde sig en Plads som tjenende Kvinder.
Mathilde kom til Lolland i Nærheden af sin Farbroder, hvor hun efter
nogle Aar begyndte at lade høre fra sig som Forfatterinde.
* * * * *
Naar jeg siger, Moder havde faaet sine Børn i Havn, var dog Christian
tilbage, og ham var hun i disse Aaringer meget bekymret for. Som
Candidat paa almindeligt Hospital levede han det sædvanlige lystige
Liv med sine Kammerader, og dette kan, seet fra Hjemmet, see raat
nok ud. Medens han derefter et Aars Tid gjorde Tjeneste ved Bistrup
Hospital, blev han under Betragtningen af baade Sindssyges og ikke
Sindssyges Extravagancer paa den anden Side tungsindig, og det
trykkede ham end mere, at han bar paa en ulykkelig Kjærlighed til
Tante Møllers Adoptivdatter, som vi betragtede som vor Cousine.
Han tog imod et Tilbud at reise udenlands som Læge og Bevogter af
en sindssyg Mand. Han fik Leilighed til at besøge de berømteste
Lægeanstalter i Tydskland og Frankrig, og som han var flittig og
fuldt optagen af sin Videnskab, var det store Ting for ham. Men trods
alt, hvad der kunde tiltale hans svage Lune eller hans videnskabelige
Trang, havde han et yderst besværligt Hverv, og kom temmelig mismodig
hjem i Efteraaret 1847. Det er jo som bekjendt ikke saa ganske let
at vende tilbage fra de rigere Lande til sin tarvelige Hjemstavn, og
for ham gjorde Omstændighederne det endnu tungere. Hans Elskede havde
vendt sit Sind andetsteds hen, han var uden Erhverv og i alle Maader
fortrykt af en Overgangstid Mørke.
I den Vinter strømmede da Moders Breve over af det sædvanlige Emne,
at jeg maatte gjøre noget forat styrke den kjære Broder. Jeg var
villig nok, men jeg seilede selv paa høi Sø, og havde idetmindste
aandeligt ingen Tid til at see mig om. Jeg gjorde da, hvad der laa
mig lige for, jeg førte ham til min Amalies Hus, og jeg troer, det
for det første var ham en ganske god Trøst. Saa kom Krigen, og hans
som alt Folkets Skjebne tog en anden Gjænge.


FJERDE KAPITEL.
KRIGSTIDEN.

Saa kom Krigen. Vistnok var den længe nok forberedt; de politiske
Forviklinger var kommen saadan i Haardknude, at de tilsidst maatte
løses paa Alexanders Maade, men ligefuldt kom den som et Tordenveir,
ingen havde seet trække op. Da jeg sidst i Februar en Morgen mødte
min Farbroder Adolf i Vimmelskaftet, og jeg standsede ham med de
Ord: »Har du hørt, at Louis Philippe er jaget ud af Frankrig?« foer
han forfærdet tilbage og vilde ikke tro mig. Han var dog en dreven
Politiker og kyndigere i de Forhold end jeg.
Hele Striden med Tydskerne havde ikke gjort et saa stærkt Indtryk
paa mig som paa det rette nationale Parti. Jeg bevægede mig jo vel
i dets Midte, navnlig i den Høyenske Kreds, men at »al vor Fortræd
er tydsk«, troede jeg ikke paa. Det var, som hele den hundredaarige
Periode, hvoraf vi havde for en stor Del levet af Tydskland, hvor
vore Digtere havde skrevet paa Tydsk, vore Videnskabsmænd været
tydske Filosofer, og vore ypperste Statsmænd været tydsktalende var
glemt og skulde fornægtes. Det oprørte min Retfærdighedsfølelse.
Det gik mig ligesaa med Frihedsbevægelsen. Jeg var mere betragtende
Kritiker end Enthusiast.
Allerede 1839, da Orla Lehmann og Karl Ploug vilde formaae
Studenterne til at gaae til Kongen med en Frihedsadresse, stemte
jeg imod og holdt mig til det større Parti, der samlede sig om
Madvig og Peder Kierkegaard. Ikke fordi jeg savnede Hjærte for
Friheden, jeg er meget mere en født Frihedsmand og kan ikke aande
i anden Luft. Men da jeg tillige indsaa, at dertil hører, at man
gjennemgaaende maa være retfærdige Folk, der ville leve velvilligt
og christeligt med hinanden og lade Modstandere deres Frihed, og
dette ikke er at opnaae, mente jeg, at praktisk taget, burde man
finde sig i Forholdene og holde tilbage med alt revolutionært Skrig.
Naar Høyen raabte: »Alle Cancelliherrerne paa Løgtepælene langs ad
Slotspladsen,« for paa den Høide kunde han komme, oprørte det mig
ikke blot som hjærteløs, men som tom Tale, da han mindst af alt var
Manden til at indfrie sit Ord ved Handling. Alt dette smagte saa
forskrækkeligt af lært fransk Væsen.
Den 20. Januar døde Christian den ottende, og har nogensinde
Kongedømmet viist sig i en lurvet Skikkelse, saa var det, da hans
Ligvogn humpede ud af Byen. Det gamle Stillads skumplede saa uhøvisk
afsted og Følget tog sig saa daarligt ud og Stemningen var saa
uvillig og raa, at man kunde faae ondt af at være Vidne dertil. Jeg
stod i Vimmelskaftet og saae det. Det var hos Oberst Stenstrups,
som hverken var af de Liberale eller Nationale, men som en militær
Familie henviist til at være Royalister, og jeg kan indestaae for
Stemningen. Der var ingen der gad tage sin Hat af for den døde
Konge, Folket var mere oplagt til at pibe i Fingrene. Og det ikke
fordi Kjøbenhavns Borgerskab var særdeles frisindet, det er ikke
Laugsfolkets Væsen, men fordi alle havde som en Fornemmelse af, at
det var et raadent Lig, der laa i Vognen. Visselig var Dommen baade
uretfærdig og hjærteløs, men den var der, selv i Samfundets fineste
Lag. Saavidt var det kommet med Enevoldskongen.
Af den mystisk-politiske Treenighed: Gud, Kongen og Fædrelandet, var
Kongen foreløbig borte. At Christian den ottende var død og Frederik
den syvende levede var foreløbig ingen Trøst, man ventede sig endnu
mindre af ham, kun en forvirret Misstemning saae Fremtiden an.
Kong Christian fortjente det ikke personlig, han var dog baade en
Fædrelandsven og en Kirkemand, og man var ikke uvidende derom, hvad
man saa end forøvrigt vidste om hans Synder.
Han havde seet i Naade til Grundtvigianismen, og hjulpet den til at
faae Ordet, og den brugte det. Dens Maade at besynge Fædrelandet
paa blev den nye Tids Løsen. Alle Talere og Digtere, ligegyldigt om
de hørte derhen eller ikke, stemmede i med. Disse Toner: Danmark er
Vorherres Øiesten, Dannerfolket er Hjærtefolket, og dets Modstandere
er Thurser og Trolde; enten vi forstaae os paa Politik eller ikke,
det veed vi, at vort Folks Sag er Guds egen Sag, de stødte i den Grad
baade min Smag og min Retsfølelse, at jeg ikke kunde give Kielerne
ganske Uret deri, naar de yndede at fremhæve Forfængeligheden som
de Danskes Hovedegenskab. At vi fra begge Sider kjæmpede for en og
samme Ting, for Frihed og Nationalitet, mens Kampen stod om, hvor den
nationale Grændse laa, ved Eideren eller Kongeaaen, var utvivlsomt;
og at hver fra sin Side og fra sit Synspunkt forsvarede sit Omraade
baade Land og aandelige Eiendele saa godt man formaaede, var mig,
politisk taget, en ligefrem Sag, men Skryderiet var mig ogsaa fra
begge Sider lige ubehageligt.
At denne Stemning, som under min Virksomhed i Slesvig skulde blive
mig endnu tydeligere, allerede dengang var mig bevidst nok, har jeg
tilfældigvis endnu et bestemt Vidnesbyrd om.
Jeg behøver ikke at minde om, hvorledes den dristige Reisning af
Oprørsfanen virkede som et Stød i Kjøbenhavn og alt Landet. Fulde af
Forventning og høi Stemning strømmede vi alle sammen til de Møder,
de politiske Førere gjorde Opraab til, og der var Nyt at høre. Ikke
just Politik, den ansaae jeg ikke for særdeles ny, hverken hvad
Frihedens eller den slesvigholstenske Sag angaaer, men Krigen, det
var virkelig Nyt. Da jeg paa det store Casino-Møde den 20. Marts
efter forskjellige andre Taler, hørte Tscherning gaae den Sag, som
endnu ingen havde turdet nævne, lige paa Livet, og med mægtig Røst
udraabe: »Fordre de Slesvig, saa svare vi med Krig!« negter jeg ikke,
at der gik en Gysen igjennem mig. Jeg saae øieblikkelig hele den
forfærdelige Udsigt, og jeg er nu eengang ingen Ynder af Krig.
Den følgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden
fyldes saa tæt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved
Hoved. Jeg foer ned at føie mit af den nye Tids Frihedsaand
høit løftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi
rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred
Borgerrepræsentanterne med Magistraten, som ikke vilde indlade sig
paa at være med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham
om et Systemskifte, som Aftalen havde været paa Mødet Aftenen før.
Da hørtes ovre fra en Gruppe nærmest Raadhuset Sang løfte sig --
»Danmark deiligst Vang og Vænge,« og hele den vrimlende Folkemængde
istemte den gamle høitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende
Hav, ikke som en Oprørssang, snarere som en Psalme i den fyldte
Kirke, gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at
fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det været bedre
forstaaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne løb ned ad
Kinderne paa.
Endelig kom saa Folkets Førere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og
det overraskende saaes, Overpræsidenten gik virkelig i Spidsen. Han
var bleven overmandet af Borgerrepræsentanternes og Casinomødernes
Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De
ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Præsident med
det hvide Ordensbaand over sit brede Bryst som Anfører for hele det
liberale Væsen, det han fra Cancelliets Pallads i en Menneskealder
havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg
kjendte jo Manden saa vel, og jeg fik endnu mer at more mig over.
Saasnart han kom hjem efter den vældige Bedrift, strøg han al den
Ære, han havde indhøstet for den, af sig ligesaa rask som han
kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. Ørsted, som boede
skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. »Som
de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste
Overbevisning ikke gjøre andet.« -- »Ja ja, kjære Ven, jeg forstaaer
det,« svarede Ørsted, og klappede ham paa Skuldren. Jeg fik det
altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede
Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling, og den
blev beroliget ved at høre, at den Minister, han havde været med til
at styrte, ikke tog sig det mere nær. Ørsted forstod ham saa godt,
og vidste vistnok bedre end han, at den gode Lange ikke var den
eneste, der tabte Hovedet. Men har vel ogsaa tænkt, det gjør jeg da
idetmindste ikke.
Imidlertid sluttede vi alle til, Arm i Arm, sex Mand høi, i den
lange Colonne, som endnu ikke havde tømt Torvet, da Spidsen naaede
Slottet: Jeg gik med Høyen, som nu var saa glad, at han ganske
glemte at faae Cancelliherrerne paa Lygtepælene. Vi vare naaede
til Høibroplads, da det med Jubel lød hen over Mængden: Kongen har
afskediget Ministeriet! Vi saae som blændede paa hinanden: kan en
Statsomvæltning gaae saaledes til? Jo, det kunde den. Ikke saameget
som en opplantet Kanon eller en svingende Garderhest. Lad saa hele
Europa ryste paa Hovedet og tvivle. Ene hos os kunde den det.
Saa gik vi alle glade hjem og gned os i Hænderne og priste vor
Konge. Nu var han Folkets Afgud og levede siden deraf. Man kan
ikke undre sig derover. Lad ham saa i et lystigt Lag have sagt:
»En Constitution, de kan faae ti for een, om de vil,« saa kunde
han dog i betydningsfulde Øieblikke ogsaa være Konge og var da en
høist tiltalende Konge. Det er saadanne Øieblikke, der mindes og
blive historiske. Selv har jeg kun eengang været Vidne dertil. Det
var da han tog imod et skandinavisk Studentertog paa Fredensborg og
beværtede os fint i Haven. Da vi drog gjennem Slottets Kuppelsal,
sad han oppe paa Galleriet i daglig Dragt med en Fez paa Hovedet, og
holdt en Tale til os saa værdig, hjærtelig og gjæstfri patriarchalsk,
at han henrev Broderfolkenes Studenter og Videnskabsmænd. Jeg gik med
Welhaven og Munch, de var enige om, at ingen kunde have gjort det
bedre.
Det var en Tid, da hver Dag havde historisk Betydning. Næste Dag,
22. Marts, ankom den slesvigske Deputation i den underlige Hensigt
at faae Kongens Sanction paa en Stat, som de havde taget fra ham og
allerede var ifærd med at forsvare med Vaabenmagt. Slotspladsen og
Høibroplads var igjen saa tætpakket med Mennesker som vel muligt, da
de kjørte op til Slottet forat stedes for Kongen, og saa forbittret
man end var paa dem, insulterede blev de dog ikke. De fik endog en
begeistret Hilsen fra en, der stod ved min Side. Det var vor Ven fra
det Stenstrupske Hus, Harald Neergaard[11]. Han pegede med udrakt Arm
paa dem og raabte: See paa dem, det er dog engang Mænd! Folk gloede
arrigt paa ham, men gjorde ham dog intet. Saa kom Monrad, som nu var
Minister, med ilsomme Skridt trængende sig gjennem Mængden for at
naae til Slottet og bivaane Tydskernes Audiens. Han havde en temmelig
daarlig Overfrakke paa, og havde ikke faaet den børstet, den var
fuld af Dun og Haar. Heller ikke han blev hilset. Folket var vel paa
Høiden, men havde ingen Øvelse i at give det tilkjende.
[11] See S. 136.
Naar de fem slesvigholstenske Herrer ansaae det for en stor Bedrift
at vove sig ind mellem det kjøbenhavnske Folk og heller ikke følte