Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 26

sig det saa yndigt. Men i Nat raste Storm og Regn, saa min Hustru
forfærdedes. Alt dette maa forlades, alt dette maa komme til Ro.
Det er en trist Psalme den: »Gaa nu hen og grav min Grav,« mit
Sind kan ikke stemme med den. Jeg kan ikke sige: »Ak, i Verden er
der koldt, alt dens Lys er kun en Skygge.« Dog kalder jeg det en
Høitidsdag, den da der skal siges: »Far da vel, det er fuldbragt,
Dagens Sol og Nattens Stjerne!« Det er saa festligt at tænke paa at
skulle see den Sol, som aldrig gaaer ned, og de Stjerner, som ere
Englenes milde Øine. Jeg længes efter at skue Evighedens Dybder, og
efter alle de Sjæle og alle de Helligdomme, jeg længes efter at falde
ned for min Frelser og bekjende alle mine Synder.


NOTE.
~Udtalelser af Forfatteren om de slesvigske Forhold~.
(Jfr. Anmærkning Pg. 346).

I Tilslutning til den Bemærkning hvormed tredie Bog ender, minder
Forfatteren i Kapitlet »Krigen« om sin Misfornøielse med de politiske
og administrative Tilstande i Slesvig og den dertil hørende Tænke-
og Udtryksmaade -- »en den Gang temmelig enestaaende Mening« -- og
udtaler sig nærmere om den daværende Stemning, at »al vor Fortræd var
tydsk, Danmark Guds Have, vort Folk hans Kjæledægge, Hjertefolket,
den syvende Menighed, alle yndige Dyders Hjem og alt fromt Barnesinds
Vugge.«
Under dette Tryk gik det mig nu saaledes, at jeg ikke kunde finde,
det sømmede sig for os at mene, at Tydskerne ere en saa usel
Menneskerace, at de næppe har Lov til at være til, end sige at gaae
i Spidsen; al den Stund, min historiske Kundskab gik ud paa, at vor
Plads i Verden saa temmelig er at være deres aandelige Vasaller. Men
at blot den Ting at være en Tydsker, at tale det store Sprog, og at
have det kjært, skulde kaldes en Ulykke og en Nedværdigelse for et
Menneske, og forsaavidt han selv vilde vælge det, maatte forbydes
ham, kan man vel smile ad som en Dumhed, men det er dog tungt, naar
alt Folket hildes i Dumheden.
Sit politiske Udslag fik nu dette Væsen i Sprogrescriptet, den
skjønneste Blomst af vor Statsmandsvisdom, Danskhedens beundrede
Storværk, hvis Retfærdighed var saa klar, at den var ligefrem til
at tilbede. I Virkeligheden dog den Forholdsregel, der selv om den
ikke hovedsagelig kan have forvoldt vor Ulykke, dog fra sin Side har
gjort, hvad der for det første kunde gjøres for at skyde til det
hældende Læs. Men ingen turde tvivle om den gode retfærdige Sag. Nei,
ingen uden tilfældigvis de to Mænd, som allermest havde Myndighed til
at tale om den. Det var Grundtvig, for han vidste, hvad Frihed er,
man kan og maa dog ikke binde Munden paa Mennesker. Og Martensen, paa
eengang en af dem, der mest i Virkeligheden elskede sit Fædreland og
har vovet sig meget vidt for at forsvare dets Sag, og tillige som
født Flensborger bedst kjendte det omstridte Land. Men der var ingen
Ende paa det Skrig, der reiste sig imod ham, og ikke er forstummet
lige til nu.
Ogsaa jævne Folk indsaae det, naar de vilde, og naar de saae den
Elendighed, der fulgte deraf. Min redelige og fromme Ven Vilhelm
Holm havde været i Angeln paa en Sommerreise, og beskrev mig i et
Brev det sørgelige ved at see Præsterne prædike for tomme Bænke,
og at være nødte til at gjennemføre Dansk i Skoler, hvor det ikke
blev forstaaet, og ingen havde Lyst til at lære det; ikke at tale
om alt det øvrige Spioneri, som hørte til for den, der baade af
Pligt og Lyst var sin Regjerings Mand i Sognet. »Nei, at være mere
Politibetjent end Præst, skal jeg virkelig ikke have noget af,«
sluttede Vilhelm. Men Fædrelandets Sag, svarede man. At slaae de
Slyngler ned, og at gjenindsætte Dansken i dens ældgamle Rettigheder
osv. Ak ja, ældgamle, men desværre ikke nulevende. Jeg hørte en Præst
forsvare det danske Kirke- og Skolesprog i hans Sogn med at han
virkelig havde fundet en gammel Kone, der endnu talte dansk, og han
var ganske rørt derover.
Sin kjære Familie, som man elsker for Liv og Død kan man dog, om man
er et ærligt og christeligt Menneske, ogsaa see Feil hos og bedrøves
over. Men at tale om Feil hos det mageløse danske Folk -- naar det
da ikke var den Feil, ikke at være haardt nok og hade nok -- var
saa forbudet som en Overtrædelse af Guds store Bud, og undergivet
en temmelig streng Straf, den at udelukkes af menneskeligt Selskab.
Vilde man gjøre det offentligt gjældende, kunde der vederfares En
noget værre.
At give en virkelig fri Forfatning som i Kongeriget kunde ikke
ladet sig gjøre, Forsøget med Rigsraadet førte til intet. Men en
haard Absolutisme af den gamle Enevældes Skole kunde dog heller
ikke gjøre godt, som nu Tidsaanden var rykket frem. Dog fik vi hvad
endnu værre var, en Absolutisme kun til Værn for den ene Synsmaade;
og et Tvangsregimente, der føles dybt ned i det daglige Liv kunde
ikke andet end opirre. Dansk Væsen skulde herske, og vilde desværre
undertrykke. Ingen Tale om nogen Slags Forhandlingsfrihed. Intet
tydsksindet Blad kunde udkomme, og hvad der indførtes fra Tydskland,
blev confiskeret paa Grændsen; undertiden ogsaa hvad der kom fra
Danmark, naar den skarpe Censur ikke fandtes tilstrækkelig. Al tydsk
Undervisning i hvad af Land, der laa nordenfor Sprogrescriptets
Grændse, var forbudt. En ellers meget spagfærdig Candidat, som
underviste en Snes Drenge fra de tydske Familier i Haderslev, fik
Ordre til at lukke, og to gamle Søstre, som i al Loyalitet nærede sig
med en lille Pigeskole, holdt sig kun ved personlig Velvillie.
Det værste var dog det Overmod, hvormed tydsk Sprog og Dannelse blev
behandlet i det daglige Liv. Det var Synd at sige at Tydskerne vare
opsætsige. Hvor de traf sammen med os, hørtes der aldrig et tydsk
Ord af dem, de talte dansk, saa godt de kunde; og idet mindste for
mig, som saae med deltagende Øine, saae det ud, som de ængstelig nok
listede sig langs Murene i deres hjemlige By, og deres Kvinder og
Børn tav stille, naar de kunde frygte, en Dansk kunde høre, hvad de
sladrede indbyrdes. Der var en almindelig Følelse af, at Tydsk og
Tydskere havde egentlig ikke Lov at være i Landet. Kom de saa for en
Embedsmand, fik de det at mærke.
Vor Amtmand, ellers en fin og forekommende Mand, fortalte os til en
Cigar efter Bordet, hvorledes han bar sig ad, hvorledes vi altsaa
alle burde bære os ad:
»Naar nogen kommer og taler Tydsk i mit Contor, lader jeg ham vide,
at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke
er istand til at forstaa mig, da han er en Fremmed, siger jeg ham
paa Tydsk, at jeg ikke taler hans Sprog. Forklarer han da meget
ydmygt, for sledske nok er de alle, at han som Reisende ikke har
havt Leilighed til at lære Dansk, siger jeg ham paa Tydsk, at da
har han at medbringe en Tolk; en dansk Embedsmand taler ikke Tydsk.
Læg Mærke til, mine Herrer, at det siges ham paa Tydsk, saadan skal
de Karle have det.« Dog troer jeg, at denne Mand hørte til dem af
Embedsstanden, der behandlede Fjenden billigst. Han havde været ansat
i Rendsborg og var fuldkommen hjemme i det Tydske.
Dertil ville nu saagodt som alle mine Landsmænd svare mig, at
Tydskerne have gjort os saa usigelig megen Uret, at der nok kunde
behøves at tage til Gjenmæle; og lige fra Lovgivning til det daglige
Samliv bære de sig nu ligesaadan ad og endnu værre. Kan være, men
det er da ikke deres Feil, man skal lære af sine Modstandere. Heller
ikke havde vi dengang lidt anden Overlast af dem, end den vi selv
vare gaaet ind paa. I det internationale Retsspørgsmaal havde vi
saa temmelig vundet Processen. Og hvad det nuværende angaaer, have
jo de danske Slesvigere ikke Absolutismens Tryk over dem, de have
Pressefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed efter tydsk Lov og
Ret, og de bruger den djærvt nok. Kun Sproget stræber man at udrydde,
og deri er en Forskjel. Vi kunde ikke haabe paa at udrydde det tydske
Sprog, saa gjerne vi end ellers vilde det.
Dette er en meget vidtrækkende Forskjel; vi er det lille Folk og
vort Sprog ukjendt og uanseligt. En Stormagt der har Midler til at
sætte sin Villie igjennem, kan gjøre, hvad den vil -- Karl Gustav
udryddede ubarmhjærtigt det danske Sprog i sine nye Provindser --,
men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad vi kunde
faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens første Aarsag, det
at tvinge en Del af det store aandsmægtige Folk, til at blive under
vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk Statsret
forsvares, men ikke vække Medfølelse. Vore nordiske Stamfæller følte
med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjøre Gjengjæld angaaer,
men heller ikke synderlig videre. Især i Norge var Misfornøielsen
med vort Tvangsherredømme temmelig stærk, de kjendte det fra dem
selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag, den er et Væv af
Klogskabshensyn. Men det var netop det eiendommelige ved hele vor
Politik i den Periode, at alle tog den som en fantastisk ophøiet Kamp
for Sandhed og Ret, ingen vilde høre noget om at komme forsigtigt
og klogt igjennem. Lad saa vor Fremgangsmaade end være det Ideal af
Retfærdighed, som vi have villet gjøre den til, ligefuldt var den i
den Grad uklog, at det er vanskeligt at fatte for enhver, der ikke
har været med i den lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret,
mener jeg. Det eneste der havde været at gjøre, var at faa Slesvig
delt medens dette var muligt. Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund
af deres Provindsfølelse, og vore Magthavere ikke paa Grund af deres
»utvivlsomme Ret«. Ak ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de
historiske Forhold ere gaaede ud over dem.
Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi havde
ved andre Stormagters Hjælp faaet Hertugdømmerne i Hænde, men
Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i Ordningen
længere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De vaagede
over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrædelse af dem. Saa kom
det aabenbare Brud paa dem, Novemberforfatningen, og samtidig døde
Kongen, saa Arvespørgsmaalet kunde reises. Paa Grund heraf har
det altid været forfegtet af vore Nationale, at det var aldeles
ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdømmerne, og i hvad
Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland vilde
i alle Tilfælde have frarøvet os dem, saasnart Tiden var gunstig
dertil, uden at føre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund.
Det er muligt. Men vil man høre den Statsmands Ord, som begyndte
sine Storværker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at
bemærke derved.
Bismarck har flere Gange stærkt fremhævet, og der er ingen Grund
til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae mod
Danmark; Aar for Aar havde det i den første slesvigske Krig viist
sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland
tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store
Ligevægtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa anden
Maade at bestikke den uvederhæftige Napoleon, var han maaskee dog
ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa anden Maade
i høi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os selv for. Vi
havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie til at støtte,
hvad der var deres egen Fordel at støtte, men vi havde mistet deres
Stemnings Medfølelse.
Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer, gik
selvfølgelig i en uhyre forstørret Maalestok, baaret i det Skjulte af
Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer
udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og
vakte en national Harme, som blev lige dybt følt hos Fyrsten som hos
Almuesmanden; og vi skulde faae at føle, at Tydskland var os lige saa
overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger Indgang i den
store Verden, som det var det i Hærmagt. Der kom til at gaae hen over
Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde opført sig baade uklogt
og usømmeligt ved ikke at tage noget Hensyn til det store høitstemte
tydske Folks nationale Følelser. Ved de store Hoffer kunde man med
nogen Ret tale om, at vi var et Folk af utopiske Chauvinister, og i
Rusland føie til, en Rede for farlige Lidenskaber. Dermed havde vi
givet vore Modstandere et af de farligste Vaaben i Hænde. Selv de,
der endnu vilde støtte os af Retsgrunde, var blevne yderlig kjede af
en Sag, der i andre Maader var kommen i Vanry.
Saa døde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men det var da
heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af Betragtning, med
det skrækkelig uordentlige Liv han førte. Og vi var uberedte og ikke
rustede til Krig -- i sin Blindhed for hvad der forestod, havde man
end ikke i Folkets mest velhavende Periode tænkt paa, at den nærmest
liggende Opgave var at reise sin Forsvarsevne til den størst mulige
Styrke. Medens vi end ikke efter Kjøbenhavnernes Mening havde nogen
Konge, vi kunde stole paa, og medens Hæren var paa sit ringeste Trin,
vilde vi saa komme paatværs med Novemberforfatningen, det værste, man
kunde byde Tydskerne, i sædvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde
indsee dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han
indsaae meget mere, at nu var Øieblikket der, da det store Slag kunde
slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjøres. Han
har rimeligvis takket os i sit Hjærte for at vi havde hjulpet ham til
den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for svært at
faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa Østerrig med, at han
tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke længer kunde styre
sine rasende Landsmænd. Tingen var gjort ham lettere end han selv
havde turdet haabe.
Og vor Regjering -- Madvig har sagt, at man i vort Statsraad kunde
lære, hvor lidt Forstand der hører til at sidde i en Regjering --
og ingen tør modsige ham. Til Krigsminister havde vi Lundbye, min
fordums Omgangsven, en indtil Sygelighed mistrøstig Pessimist, som
ingen anden Udsigt havde end den, at al Ting gaaer naturligvis
i Vadsken. Krigsførelsen blev saa derefter tiltrods for Hærens
beundringsværdige opoffrende Kamp. Det viste sig, hvad der altid er
et Mærke paa et Folks Ulykkestime, at ingen turde overtage Ansvaret.
Monrad forsøgte det, men havde ikke Styrke dertil, og blev en
fortvivlet Mand.