Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 25

Total number of words is 4990
Total number of unique words is 1623
43.1 of words are in the 2000 most common words
60.3 of words are in the 5000 most common words
68.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Nydelse at see ham i hans Familiekreds, naar han sad med sine Børn
og Søskenebørn i sine Arme, og hvor de elskede ham. Det er ogsaa
tydeligt nok at see i hans Breve fra disse Aar[31].
[31] Trykt i Raffenbergs Samling.
Der gik fire Aar, og hans Helbred blev efterhaanden svagere,
medens hans Aand dog endnu holdt sig i sin Styrke. Det er de Aar,
hvorfra Mesterværkerne, den store Nadvere og det store Billede i
Universitetets Festsal stamme.
Han havde oftere lidt af Svækkelse i Ryg eller Underliv, men hans
muskelstærke Legeme havde kunnet bære det. Han var saa stærk, at
naar han, for at prøve den Kur, gik hen i et Gymnastiklokale, sagde
han leende: Det kan kun lidt hjælpe der at trækkes med en Karl. Naar
jeg tager fat, trækker jeg ham strax overende. Nu skete det for ham
ligesom for hans Fætter, min Broder Caspar, at hans Svækkelse viste
sig at være Sukkersyge, og hans Kræfter tog stærkt af. Han holdt
sig endnu til Efteraaret 1871, skjønt han gik svagt; da sank han
pludselig uden Smerte ned af sin Malerstol, og hans venstre Side
var lammet. Da jeg kom til ham, laa han i sin Seng, og beskrev mig
Tilfældet, men haabede endnu at kunne reise sig. Det saae mig dog
betænkeligt ud, da det var at vente, at Slaget vilde komme igjen.
Jeg talte da til ham om Døden paa samme Maade, som vi tidt nok havde
talt derom. Men han kunde ikke forsone sig med Døden. Jeg er saa
rastløs, sagde han, jeg higer altid efter de store Opgaver, der
foreligge. For at mildne Tanken havde jeg ogsaa oftere udtalt den
Tanke, at i Evigheden vilde der vistnok blive endnu mere Skjønhed
for en Kunstnersjæl at nyde end her; men derom vilde han intet høre,
kun Sjæleangst og uopnaaelig Hellighed brød ind paa ham. Ogsaa havde
han, som de fleste da have, sine lønlige Tvivl om det evige Livs
Virkelighed.
Saa var det den 15. Marts 1873, at vi stod om hans Seng og stirrede
paa de kjære afsjælede Træk. Et Lig er en ubegribelig Ting. Man see
kun noget paa det, saa synes man at Aasynet bevæger sig, og man
ryster desmere, for man atter seer, det er Blendværk, kun en minderig
Bygning, men Beboeren er borte. Hvor ofte har jeg ikke seet det? Det
er baade til at gaae fra Forstanden af, og at miste sin Tro ved.
Sørgefesten var glimrende, men ikke kirkelig. Det var i Akademiets
Festsal, omringet af alle de stille antike Kjæmper, at jeg kom til
at holde min Tale over ham, og en egen Sag for mig der at staae paa
Høyens Plads. Dog er det endnu en Trøst, at det lykkedes mig at
faae sagt saameget, at jeg ikke har mere at tilføie. Om hans Kunst
fandt jeg mig ikke beføiet til at tale, kun om det Sind, hvoraf den
fremkom, i det jeg skildrede hans Charakter og Væsen paa samme Maade
som jeg har gjort det i denne Bog[32].
[32] Talen findes i den omtalte Bog af Raffenberg.
Endnu efter 20 Aar er det mig en stadig Sorg, at han er borte. Naar
jeg sidder her i min Ensomhed og tænker paa, hvordan de nu alle er
borte, er der ingen, jeg mere ønsker, vilde træde ind igjen, end den
kjære Vilhelm. Ja, naar jeg i mystiske Timer drømmer om, hvad jeg
kunde faae at vide, om en af de elskede Afdøde kom til mig, er der
ingen, jeg hellere gad udspørge om Evighedens Hemmelighed end ham.
Dog skal man ikke vente at faa Livets og Dødens Gaader løste paa den
Maade. Man maa betænke, at om man kom til Tale med de Afdøde, vilde
man erfare, at heller ikke de ere i Besiddelse af den Visdom, vi
drømme om. De have ikke seet mere og forstaaet mere end de er istand
til at fatte, og enhver fatter kun, hvad Gud giver. Enhver fatter
sit, og jeg mit.


SJETTE KAPITEL.
LANDSBYLIV.

Jeg havde længe følt, at jeg som Præst i Kjøbenhavn ikke var paa min
rette Hylle, og ikke udrettede, hvad jeg burde; dog blev jeg holdt
fast der af saa mange Baand. Nu brast det ene efter det andet, og i
disse Dødens Aar tænkte jeg flittigt nok paa at forlade Byen. Men
Tiderne vare vanskelige. Theologiens Glorie fra min Ungdom hvilede
endnu som en Nemesis over den geistlige Verden i Skikkelse af en
saadan Frodighed af Ansøgere, at da jeg efter adskillige Skuffelser,
søgte Vallensved ved Næstved, havde jeg 73 Medbeilere at overvinde,
og dog var dette Kald ikke større, end at Ministeren, min Regensven
Worsaae, selv raadede mig fra at tage imod det.
Det var i November 1874, at jeg drog ind i min Præstegaard, forat
tilbringe Vintren hos Enken, Madame Buchholtz. Der saae tarveligt
ud, Stuehuset var godt og grundmuret, opført af min Formand, men
de øvrige Længer kun altfor maleriske, og jeg saa uerfaren, at jeg
fandt, det skjønneste ved dem var de grønne Tage. Det blev en haard
Vinter, og jeg kom forfrossen til Kjøbenhavn, naar jeg vilde see til
det skjønne Hjem i Frederiksgaden, mens jeg dog allerede var saa vant
til Kulden, at jeg ikke kunde udholde Heden i de kjøbenhavnske Stuer.
Men da Vaaren kom, og Amalie med Søstrene, paa hendes Fødselsdag
den 6. April, rullede ind i Gaarden i den nye Landauer, som min
kjøbenhavnske Menighed havde skjænket mig, havde vi da aldrig seet
saa deiligt et Foraarsveir.
Nu faldt der ny Glands over Gaarden, de tarvelige Stuer kom ved Hjælp
af vore Kunstskatte til at see ud efter noget, og den lille begroede
Have blev taget under kunstmæssig Behandling af en Gartner, der om
han end ikke vidste andet af sin Kunst, dog vidste, hvad æsthetisk
Fantasi er. Jeg tog et nyt Stykke Jord ind, jeg tegnede lange flotte
Sving paa Gangene og stampede dem af med mine Vinterstøvler, jeg
tegnede Lysthuse og Bænke i klassisk Stil til Beundring for min nye
Ven Tømmermanden, og Figen og Vinstok paa Solsiden, og Klematis og
vild Vin paa Skyggesiden, og nyplantede Frugttræer og Jordbærland
trivedes deiligt i den nye Jord under Himlens Velsignelse. Naar vi
saa i en rød Aftenstund sad paa vor Havetrappe, beviste jeg klarlig
for mine Tilhørerinder, at de beboede den skjønneste Plet paa Jorden,
og da Sommergjæsterne kom, sandede de, at Beviserne var uomstødelige.
Men jeg havde havt en streng Vinter at stride mig igjennem. Jorden
frøs og Sneen føg, mens Slaget stod mellem mig og min nye Menighed.
Min ulykkelige Rigsdagsprædiken havde forfulgt mig ud paa Landet.
Hvermand vidste, at denne Præst var det Uhyre af en Høiremand, der
ligefor den glorværdige Rigsdags Øine havde angrebet Kong Frederiks
Kongegave paa Livet. Man skrev mig bekymret til fra Kjøbenhavn om,
hvorledes det gik mig, Bønderne havde jo svoret sig sammen om ikke
at taale mig. Jeg vidste intet derom, og forandrede heller intet i
min Slagplan.
Jeg gik først til Sognefogden, det var at tage Tyren ved Hornene.
Skulde jeg smides ud, var det ham, der skulde besørge Forretningen.
Store Jens Pedersen -- for der var endnu to Jens Pedersener -- var
Egnens Fører, og vidste al Politiken udenad, han behøvede ikke at
læse sig til den, hvad han ogsaa daarligt nok kunde, han tog den
store J. A. Hansen under Armen paa ethvert Møde. Jeg traf ham ikke
hjemme, men hans forstandige og fromme Kone tog imod mig med Glæde
over at see den nye Præst. Næste Morgen, som jeg stod i min Dør, seer
jeg den høie knoklede Sognefoged med lange Skridt, Hatten i Nakken og
svingende sin Stok komme ind ad Porten. -- »Naa, det var kjønt, at
De kommer, jeg traf Dem ikke igaar. Kom nu ind til en fornuftig Pibe
Tobak og en varm Kop Kaffe, for det er koldt.« Og det kan hænde, det
blev en ordentlig Samtale, for stortalende var han, men heldigvis,
og det skal siges til hans Ros, ogsaa meget varmhjærtet: Da han fik
at vide, at Præsten var en Frihedsmand, hvis høitflyvende Ideer om
nyt Folkeliv og alt det andet, han ikke engang selv kunde over, og
Præsten desuden var saa rask i Vendingen, at der ingen Tid blev til
at komme til Frihedens praktiske Paragrafer, glødede hans Ansigt af
Glæde, saa han formelig omfavnede mig, inden han kom afsted, og det
uagtet der ingen Brændevin blev hældt i Kaffen.
Det var en god Begyndelse, jeg maatte nu sørge for en god
Fortsættelse. Jeg gik hver Dag ud at afsøge Sognet, og det var ikke
større, end at jeg paa min Fod kunde naae til dets Grændse. Jeg
gik ind i hvert Hus, spurgte hvem der boede, opskrev Navnene i min
Lommebog, og satte mig saa til i fornøielig Samtale at undersøge
Navnenes Betydning i Skikkelse af Levnedsbeskrivelse af dem alle,
store og smaa.
Og idetmindste en Gang om Aaret, maatte hele Registret gjennemgaaes,
for at eftersee, om alle disse Bogstaver af Kjød og Blod var i Orden.
Denne Fremgangsmaade anbefaler jeg begyndende Landsbypræster. Man maa
være sit Folks Ven, før man kan blive dets Præst.
I Sognet er der ingen Skov, men tæt om dets nordre Side breder sig
herlige Skove. De tilhører Herremanden paa Gunderslev Holm, og han
elsker sine Træer og lader dem staae, til de blive til brede Kjæmper.
De nærmeste Skove gik vi ud i, naar Dagen hældede, og satte os og
hørte paa alle de smaa Fugle som tale. De fjernere forbeholdtes
Søndagen. Da kjørte vi en Mils Vei eller to ud, forrest Landaueren,
derefter Fjælevognen, fra den lød der stadig Latter og Sang.
Man kommer til en Skovplet, hvor Solen faaer Plads til at falde ned
paa en Stensætning vel de 100 Alen lang, og er man behændig, kan man
klattre op paa Overliggeren i Midten og føle sig saa stolt i Sædet,
som den Konge der ligger derunder. Skyggerne glide sagtelig hen
over alle de mossede Stene, og man bliver længe siddende. Endelig
vandrer man Arm i Arm hen langs Bavelse Sø, gjennem den Dyrehave,
hvor alle Træerne ere af dem, der skal staae, og man kommer til et
Herberge, som Herremanden har ladet bygge paa Bakken. Søen er bleven
blank, og de røde Skyer graane, men man vil nødig hjemad, før Maanen
stiger. Saa kommer man endelig igjen i Vognene, de vugge gjennem
Skovene, og man ager atter forbi den store tæt indesluttede Eng,
hvor Taagen har lagt over alt, hvad der dandser derinde af Usynligt,
eller sover derinde af svære Køer. De unge Piger synge, og ved det
sidste Led siger den Kone, hvis Sorger og Glæder, man ogsaa kjender,
venskabeligt Godnat.
Det er sjællandske Glæder, og de blev nydt Aar efter Aar, uden andre
Begivenheder, end at Pigebørnene blev ældre, skiftede ogsaa med andre
lignende, baade Familiens og andre, vor Dreng bragte sine Venner med,
og han selv begyndte at blive en Forfatter, som beskrev os alle,
og vakte Oprør i Egnen, naar den gjenkjendte sine egne Figurer i de
Bøger, han ved Juletid bragte os i Guldsnit.
Livet omkring mig kunde nu være en saa skjøn Idyl, som ønskes kunde,
men naar jeg i Skumringen atter og atter gik min Have rundt især i
mørke Efteraarsaftener, filosoferede jeg meget over, at det ikke var
det. Det gik mig som i Kjøbenhavn, vi vilde for enhver Pris være
lykkelige Mennesker, og Næringssorgen kom over os. Embedet var kun
jævnt, og som det gaaer de fleste Folk paa Landet, havde jeg ved
at see paa Indtægterne, glemt at gjøre ordentlig Afregning med de
Fradrag, som Skat, Skyld og alskens Udgift til landlige Fornødenheder
medførte. Jeg fik intet af Tienden og havde kun Marken at leve af,
men min Forpagter med sin Familie skulde ogsaa leve af den. Marken
var god og stor, men Priserne paa Guds Gaver sank i Menneskenes Øine.
Da han ikke kunde længer, satte jeg, hellere end at lade ham gaa
fattig bort, hans Afgift ned med en Trediedel; og nu kunde han nok,
men ikke jeg komme igjennem Terminerne.
Saa indsaae jeg, at jeg maatte gjøre en Forandring, og igjen, saa
nødig jeg vilde, tiltræde Ansøgerens tunge Bane. Jeg søgte flere
sjællandske Embeder, og da jeg var velseet i Ministeriet, gjorde
Herrerne der deres bedste for mig, men det gik ikke, min stakkels
Rigsdagsprædiken var endnu efter mig. Ministeren, Fischer, vilde
intet høre om mig, han ansaae mig for en af sin Fjendes, Biskop
Martensens, vigtigste Drabanter. Der gik derfor nogle Aar, da
blev Fischer fjernet, og mine Velyndere i Ministeriet, Linde og
Joncquieres fik let hans Efterfølger stemt for mig. Jeg blev i
Sommeren 1881 kaldet til Ønslev og Eskilstrup her paa Falster, med
retsgyldigt Løfte om at faae dobbelt saa meget at bestille, men ogsaa
dobbelt store Indtægter.
Da jeg kom tilbage til min Fødeø, havde jeg vel ingen Minder om
den fra min Barndom, men det rørte mig dog at tænke paa, hvad mine
Forældre havde oplevet der. Da jeg saae det Hus i Nykjøbing, hvor
jeg er født, kunde jeg ikke lade være at gaa ind og kjøbe mig en Hat
hos den Hattemager, der boer i Stuen, for at gjøre hans Bekjendtskab
og høre hans Fortælling om, hvad han vidste om forrige Tider. Meget
velvillig viste han mig ogsaa den solide Decoration af marmorpoleret
farvet Stuk, som mine Forældre havde berømmet, og som er der endnu
ligesaa frisk som dengang.
Min Fader havde sagt, at hele Falster er som en Have. Det er den vel
ikke ganske, men naar jeg her fra mit Skrivebord seer ud over min
aabne Gaard og over Landsbyens Tage over til Skoven, og seer den
skifte sin Dragt mellem blaalig sort, lysegrønt, mørkegrønt og brunt,
Aar efter Aar, sander jeg dog Faders Ord. Gaarden har jeg lagt med
pæne Græspletter og gruset Kjørebane, og sat en klassisk Søile i
Midten efter egen Tegning, og udført af Hjulmanden, ham med de mange
Børn, dem jeg døber og confirmerer og vier hvert Aar. De Træer, jeg
har sat i den, Birke og amerikanske Aske, voxe godt til, ligesom den
klippede Hæk ind til Haven, hvor den mod Syd skraaner ned mod en stor
Dam, omringet af gamle Træer og ældre Graasten. Den Del af Haven har
jeg selv anlagt med meget romantiske Gange, at de Unge kunne see
Maanen og sig selv i det blanke Vand, og vi fra det smukke Lysthus
ogsaa see paa dem.
Ønslev Sogn strækker sig langs Guldborgsund til ind imod Nykjøbing,
og er skovrigt i Sydenden, men meget lavtliggende, desto mere
frugtbart. Naar man hvor Landeveien høiner sig, seer ud over det, er
det velgjørende for Øiet at see, hvor alt bugner af Træplantning og
farverige Agre, og Sundets Blink og Lollands Skove længst ude. Ved
Udkanterne boe nogle Herremænd, men jeg har ikke duet synderligt i
deres Selskab, dertil er jeg altfor stiv en Aristokrat.
Eskilstrup Sogn er mere bakket og ligeledes omgivet af Skove. Det
tiltaler mig i høi Grad, at et Stykke af den store Statsskov tilhører
mig selv, og da Skovrideren bestyrer hvad Præsten ikke forstaaer,
maatte jeg strax opsøge ham i hans Hule, og fandt baade Hulen og ham
meget tiltrækkende. En lang tynd Mand af min Alder med spillende Træk
og heftige Lader, et af de bedste og hjærteligste Mennesker, jeg har
kjendt, Kjendemærket derpaa er, at han ikke blot aldrig har eiet en
Bøsse -- at skyde paa de uskyldige Raadyr, der hoppe i hans Skov,
vilde han ansee for en Forbrydelse som at skyde paa Mennesker -- men
ogsaa Smaakrybet elsker han saaledes, at han nøie seer sig for, og
griber en i Armen, at man ikke skal komme til at træde paa Myrernes
Sti. Da han fortalte, hvorledes han havde seet en Rotte forsvare
sin Unge mod Katten, sluttede han: Jeg tager min Hat dybt af for
Rotten. Og med stor Alvor gjorde han denne chavalereske Bevægelse.
Han studerede Naturfilosofi og foredrog den begeistret. Berregaard
hed han og var en Søn af Frederik den Syvendes gamle Ven, Generalen,
men ham meget ulig.
Jeg fandt i hans Bogskabe hele Rækker af de til det Overnaturliges
Videnskab henhørende Værker, og da jeg altid er meget begjerlig efter
at faae aabnet mig nye Synsvidter, studerede jeg dem flittigt og
anskaffede mig selv de nyttigste af dem.
Først det omfattende Værk af Perty, Professor i Medicin i Bern, en
Samling af alle den saakaldte Overtros Huler og Veie, nøiagtig belyst
med alle de Historier, der derom ere fortalte, og med Forfatterens
egen rationalistiske Filosofi. Ved at gjennemgaae det dannede jeg
mig strax en Forestilling om den indre Sammenhæng mellem hele denne
Mørkets Verden, og fandt, at skjønt disse overordentlig talrige
Fortællinger fra alle Lande og alle Tider selvfølgelig ikke saaledes
kunne factisk begrundes, at de kunne bestaae for en modvillig Kritik,
gives der dog indre Mærker paa, om de ere opspundne eller virkelig
oplevede. Det virkelige Spøgeri har en egen Maade at komme frem
paa, meget forskjellig fra romantisk Fantasi. Da Mennesker nu ikke
kjender den, og den ikke passer til sædvanlige Forestillinger, er der
ingen Rimelighed for, at naar saadanne Mærker bestandig komme igjen
paa de forskjelligste Steder, i Paris eller i Assens, at de skyldes
Indbildning. Al den Stund de ikke tiltale denne.
Jeg havde allerede selv dannet mig denne Theori, da jeg siden til min
Tilfredsstillelse fandt at den langt tidligere var fundet og anseet
for paalidelig hos de betydeligste af dem, der have vovet sig ind paa
dette Omraad. Hypnosen, eller som den tidligere kaldtes, Magnetismen,
er jo nu anerkjendt af Videnskaben. Spiritismen staaer tilbage, den
er ogsaa noget for sig og savner i høi Grad endnu sin Theori. Der er
meget Selvbedrag eller vitterligt Bedrag i den, dog er den allerede
nu saa grundigt undersøgt, navnlig af Physikeren Crookes i London, at
dens Hovedphænomener maa ansees for fastslaaede.
I 1888 havde vi beredt os paa en god Reise, men den blev forhindret
ved Amalies tunge Sygdom. Det var St. Hansdag, at hun følte sig ilde,
da vi kjørte hjem fra Hanenau Skovridergaard, hvor vi havde taget
Afsked med vor Ven Berregaard. Hun maatte gaae til Sengs da vi kom
hjem. Saa blev Reisen først udført næste Aar, gik opad Rhinen til
Schweitz, hvor vi laa en rolig Tid i Brunnen i den smukke Pension Auf
der Mauer, og havde stor Glæde af det ikke Overnaturlige.
Denne Sommer 88 var en grusom rystende Tid, ikke ulig den i 1857, men
min Elskede forvandt dog ganske godt dette Angreb. Døden havde kun
banket paa. Ikke som da den tidligere havde seet ind til os, da fik
den Overmagt, og det kunde ikke forvindes. Det var Søster Edle, den
da tog fra os.
Sidst i Juli 1882 maatte hun underkaste sig en Operation, men
derefter var hendes Kræfter udtømte. Hun laa i otte Dage uden klar
Bevidsthed, da sov hun hen, den 5. August 1882.
Jeg gik hjemme i min Have, sorrigfuld i min Ensomhed. I en skyggefuld
Gang kom der mig da et Syn forbi, et Tankesyn, med de legemlige Øine
saae jeg intet, men saa levende var det dog, at jeg aldrig kan glemme
det. Jeg saae Edle vandre roligt hen forbi mig med sit blide fromme
Aasyn. Hun var helt klædt i Hvidt og gjorde et Indtryk paa mig ganske
som jeg saae en Engel. Ved hendes Side gik Amalie og bøiede sig
bekymret ind mod hende. Det var i de Dage hun laa paa sit Dødsleie,
og hendes Søster sad over hende.
Hun havde elsket vor Karl ligesaa høit som vi selv, og testamenteret
ham en Del af sin lille Formue. Dette satte ham istand til at gjøre
den Reise, han har beskrevet i sit »Vandreaar«, og som i mange Maader
skaffede ham et betydeligt Udbytte som Forfatter og Verdensmand.
Imidlertid levede vi vort sædvanlige idylliske Liv. I den stille
Vinter rykke vi nærmere sammen om vor Lampe, læse sammen og bearbeide
det Læste fortrolig med hinanden. I Sommertiden lukke vi Naturens Bog
vidt op, og det er Umagen værd her paa vor Ø.
Næstefter at kunne see henover Menneskers Boliger, og kunne sige, i
dem alle boer mine Venner, er da ogsaa det at see ud over et Land,
man har kjært som sit Hjem, det der gjør Sjælen mest godt. Veien
til Eskilstrup er for Folk uden Sjæl kun en kjedelig Landevei,
men mig fryder den, hvergang jeg kommer der; og naar jeg seer det
rigtbebyggede Land og over det det røde Taarn hæve sig -- for vi boer
ikke i et Land som Tydskland, hvor man ikke seer en Menneskebolig før
man kommer til Byen -- siger jeg: hvilket Land i Verden har saadanne
Kirketaarne, og saa ordentlig opstillede, at man overalt kan see fra
det ene til det andet og til flere endnu? Ikke saadanne Træspidser,
der see ud som de i Legetøisæsker, nei, svære Fæstningstaarne paa
Guds Borg, der sige: Lad see, om I kan flytte os.
Jo, Ære være vore Landsbykirker! I Storstæder kan man gjerne see ned
paa dem som paa alt andet, men paa Landet er det dem, der bærer det
Hele. Og saa er de fra de Tider, da vort Folk dog vandt nogen Seire,
siden har vi ikke forstaaet andet end at dukke os for Nederlag. I
Eskilstrup Kirke havde jeg opdaget, at der under Kalken i Choret
sporedes en Del punkterede Ringe, der maatte være Glorier, og jeg
fandt, at deres Glorier ikke burde fordunkles af Tidernes Daarlighed.
Jeg talte til Musæumsdirektøren derom, og han sendte Professor
Kornerup fra Roskilde hertil. Det var noget for ham. Den ligesaa
livlige som lærde Mand klattrede med sine 68 Aar til min Forfærdelse
rask opad de høie Stiger og bankede løs. Først paa den lange Række
af 13 Glorier, der sidde over Chorbuen ud imod Kirken, upaatvivlelig
Herren midt i sin Apostelrække. Jeg havde ventet mig meget af den.
Men ak, Farven var aldeles forsvunden, som det synes, afskrabet
med Flid. Men inde i Choret var vi heldigere. Midt i Alterapsissen
kom en stor Regnbueglorie frem, og i den Marias Kroning. Derom
Evangelisternes Emblemer, og under neden atter tolv Apostelmænd. Paa
den søndre Sidevæg en stor Forestilling, Flugten til Ægypten. Josef
holder Grimen paa det kjære fromme Asen, og foran gaaer en Række
store Engle.
Mest fornøier mig de fire Apostle, der staae ved venstre Side af
Altret, kun et Par Skridt fra mig. De er godt og ganske naturalistisk
tegnede, og ligne mest gode fromme Landsbypræster, der ikke agte
at skrue sig op til at see ud som Apostle, kun at være kjære
Embedsbrødre. Og saa er de fra Valdemar Seirs Dage. Snart 700 Aar har
de siddet under Kalken uden at forsage, fordi ingen vidste, at de
var til. Men nu steg de frem, og Professoren, som kan alt kirkeligt
Billedværk paa sine Fingre, vidste strax at datere dem. Mig er det
en Bestyrkelse at vide, at naar Biskop Absalon visiterede, kunde han
finde samme Slags Præster i vore Kirker som vor nuværende Biskop.
Det var nu iaar. Men heller ikke de øvrige tolv Aar, jeg nu har
været her, har jeg savnet lærd Bistand. Den ypperste Mand her var
Biskop Monrad. Han var ikke altid let at omgaaes, men jeg skal dog
ikke klage paa ham, da det snarest var min egen Skyld, naar det ikke
ganske gik som det skulde. Han saae mig gjerne hos sig, og læste med
Interesse mine Bøger, kunde ogsaa betroe mig sine sjælelige Sorger.
Den Egenskab, jeg af alle hans mærkelige Egenskaber satte mest Pris
paa, men som var mindst bekjendt af dem, der kun saae ham paa den
politiske Kampplads, var den, at han ikke blot var mild i sin Dom,
og kunde ikke lide, at der taltes ilde om nogen, men saa streng mod
sig selv, at naar han havde noget ubehageligt Sammenstød med nogen,
kunde man være vis paa næste Gang at finde ham saa meget mere venlig.
Grunden var, at han i Dybet var en virkelig from og derfor kjærlig
Sjæl. Den klare og skarpe Jurist som han var, var der inderst i ham
en dyb Tro til Mennesker. I Politik troede han, at kunde faae dem
til, hvad der for ham stod som det Rette, og blev skuffet deri. I
Theologien fandt han sig mest fortrolig med sine Kirkefædre, dem han
altid sad fordybet i; men var desuagtet streng confessionel. Han var
et rigtig Pligtmenneske. Da jeg sidste Gang var hos ham, sagde han:
De kan troe, det er en Prøvelse saaledes at føle, at dette gamle
Menneske ligesom trinvis synker sammen, det er som at mærke, at det
Jordiske smulrer bort. Dog sad han endnu og arbeidede og hurtigere
end andre. Kort efter faldt det sammen. Hans Hustru reiste bort paa
et Par Dage for at see til sin døende Fader. Ved Afskeden sagde han
til hende: Du seer mig sandsynligvis ikke mere. Og det skete. Mens
han sad ved sit Arbeidsbord, sank hans Hoved ned over Bogen, og hans
Liv var ude. 1887.
En anden ganske forskjellig Ven har jeg nydt meget godt af i den
sidste Periode. Det er Filosofen Harald Høffding, Karls Fætter. En
rolig, mild, høist omgjængelig Mand. Han kommer her gjerne engang om
Aaret og tilbringer en Uges Tid her, roser vort Hjem og er selv et
lysende Exempel paa godt gammeldags Præstegaardsliv. Han er en god
Theolog og kjender alt, hvad der fra den Side kan siges, men han har
opgivet at bruge det, for at tage Livet ene fra den ethiske Side.
Om der er et andet Liv end dette, hvad man kalder et evigt, lader
han staae hen. Det vil vise sig, om der er, siger han. De mystiske
Tildragelser, jeg har talt om, gaaer han ind paa, naar man blot ikke
deraf vil bevise et Rige bagved Døden, men blive ved det, der er
fundet, at Sjælelivet har i visse Tilstande et større Omfang end i de
normale. Underligt nok ville de fleste Præster ikke engang indrømme
det, de kalde det altsammen Djævelskab. Endog Monrad var af saadan
Mening. Man skulde dog synes, at denne »Occultisme« maatte ligge en
Christen nær. Men derom vilde Monrad intet høre. Da jeg engang talte
til ham derom, sagde han strengt afvisende: »Dette er jeg aldeles
udenfor.« Saa fik jeg da at tale om andre Ting.
Men hvad saa end Theologerne sige, saa gaaer Tiden, og Verden
forandrer sig, og Theologerne med. Siden Oldtidens Undergang har
den vel i ingen Tidsalder saaledes skiftet Udseende, som siden
Tændstikkerne og Galoskerne blev opfundne. Der bliver nu i hvert Sogn
bygget idetmindste en Snes nye Steder om Aaret, og Bønderne begynde
at bygge Villaer med Architectur.
Ogsaa Oplysningen er naaet til sit Høidepunkt, eller vel allerede
ud derover og ifærd med at liste den kummerlige Vei nedad mod raa
Smagløshed. I Oldtiden fik den sin Fuldendelse i to Skikkelser,
i Verdens Konge Augustus og Guds Riges Konge Christus. Efter dem
blev den ført ud i det Brede ad alle Verdens Landeveie. Videnskaben
samlede til Dynge, beskrev og ordnede, de Guds Mænd prædikede
og fortolkede, sloges ned, men sloges dog endnu mere om Magten,
men intet virkeligt Fremskridt kunde mere gjøres; Aandens herlige
Kræfter gik hurtigere tilbage, end Samtidens Tanker selv var istand
til at fatte. Verdensaanden har kun det Indhold den har. Naar det
er forbrugt, kan Livstræet ikke brede sig videre og ikke bære bedre
Frugt. Det kan lægge sin Sæd for kommende Slægter, men det tager de
tusinde Aar, inden de kunne begynde at hæve den, og atter tusinde
Aar, inden de forstaae, at de ikke er komne videre end det de
forefandt.
Paa en Maade ligner Slægten det enkelte Menneske, men det er kun
tilsyneladende. Slægten er et Naturvæsen med denne Verdens Kaar, og
det er rigtigt at kalde den et Træ, forsaavidt dette staaer sin Tid,
saa ældes det og giver Plads for andre Træer, der igjen ikke komme
videre. Men det enkelte Menneske har i sit Indre en anden Verden.
Hvad vi have af Slægten, udfolde vi i vor jordiske Levetid og naae
vort Høidepunkt i godt eller ondt, men da indtræder Forskjellen.
Forsaavidt vi er aandelige Mennesker, gaae vi ikke tilbage, tvertimod
hvad vi have vundet, bliver altid klarere, stærkere og mere
livsfriskt. Vi lægge ikke blot Sæden for andre, for selv at døe,
men vi staae, naar det udvortes Menneske gaaer til Grunde, i det
indvortes som endnu unge, og yngre end nogensinde, beredte til selv
at være det nye Liv -- ogsaa i det Onde.
Og medens jeg er ifærd med at see mit jordiske Liv til Ende, skulde
jeg endnu overtænke, hvad jeg har faaet ud af dette, og hvad jeg har
af Indhold til at gaae et nyt Liv imøde. Saa er dette da det Udbytte,
jeg har af mit Liv, at det er blevet mig forundt at elske, elske alt
det Gud elsker, alt det, som han i sin første Velsignelse har givet
Mennesket at herske over, og i sin anden at beherske med Kjærlighed
-- Fisken i Havet, Fuglen under Himlen og Kvæget og al Jorden og
alt det Kryb, der kryber paa Jorden, endelig ogsaa det der groer op
af Jorden til vor Beundring, vor Aands og vort Legems Føde, den
moderlige Jord, og Luften, der vifter over den, og Vandene, der kvæge
den, og Sol og Maane og Stjerner, som han lader opgaae over baade
Onde og Gode, henrykkes over alt det vidunderlige Farvespil, Lyset
lader det sees i.
»Men Menneskenes Børn har han allermest kjær, Gud aander paa Øiet,
naar det græder.« Saa har jeg da mest elsket Mennesker, jeg har ikke
kunnet andet, de har mit Hjærte, blot jeg seer dem. Mit Livs sande
Udbytte er mine Venners Kjærlighed, og deraf er den rigeste Skat
atter den, jeg har hjemme ved min Side.
»Nu hælder Aaret i sin Gang, snart ødes Eng og Lund. Farvel med al
din Lyst og Sang, du korte Sommerstund!« Jeg sidder her og seer
Birkens Løv hænge gyldent og den kobberbrune Skov bagved, og Naboens
Mark, hvor den unge Sæd spirer saa saftig grøn, saaledes er Livet.
Saa usigelig skjønt, at ingen kan male det saa fint, og ingen tænke
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 26
  • Parts
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 01
    Total number of words is 4544
    Total number of unique words is 1628
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 02
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1653
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 03
    Total number of words is 4833
    Total number of unique words is 1610
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 04
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1662
    42.4 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 05
    Total number of words is 4878
    Total number of unique words is 1550
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    69.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 06
    Total number of words is 4713
    Total number of unique words is 1620
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 07
    Total number of words is 4845
    Total number of unique words is 1562
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 08
    Total number of words is 5061
    Total number of unique words is 1418
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    65.7 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 09
    Total number of words is 4929
    Total number of unique words is 1480
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 10
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1527
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 11
    Total number of words is 4868
    Total number of unique words is 1608
    45.6 of words are in the 2000 most common words
    61.7 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 12
    Total number of words is 4808
    Total number of unique words is 1479
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 13
    Total number of words is 5004
    Total number of unique words is 1467
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    67.8 of words are in the 5000 most common words
    76.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 14
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1470
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 15
    Total number of words is 4834
    Total number of unique words is 1600
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 16
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1716
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 17
    Total number of words is 4862
    Total number of unique words is 1600
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 18
    Total number of words is 4912
    Total number of unique words is 1497
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 19
    Total number of words is 4872
    Total number of unique words is 1548
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    62.2 of words are in the 5000 most common words
    71.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 20
    Total number of words is 4921
    Total number of unique words is 1541
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 21
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1554
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 22
    Total number of words is 4904
    Total number of unique words is 1517
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 23
    Total number of words is 4767
    Total number of unique words is 1576
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 24
    Total number of words is 4910
    Total number of unique words is 1529
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 25
    Total number of words is 4990
    Total number of unique words is 1623
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 26
    Total number of words is 2446
    Total number of unique words is 890
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.