Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 24

vilde ikke kaste Perler for Svin eller det Hellige for Hunde, han
var mere tilsinds at jage alt det Pak fra hinanden med en Kjep. Jeg
maatte prædike for ham. Det var nu ingen ringe Ting at forlange, da
denne Høitidelighed falder den første Mandag i October, altsaa i
Reglen Morgenen efter Confirmationsdagen, og jeg havde at confirmere
henved 100 Confirmander og vidste, hvor træt jeg efter min daværende
Helbredstilstand vilde være. Jeg sagde derfor Nei, men Ipsen var
ikke til at stille tilfreds. »De kan afsætte mig, men jeg gjør det
ikke!« Han foer til Stiftsprovsten og opførte samme Scene, men havde
der bedre Lykke. Jeg modtog skriftlig Tilhold om, at da jeg var den
næste paa Listen, maatte jeg i Ipsens Forfald overtage Tjenesten. Nu,
Øvrighedens Bud maa lydes, tænkte jeg, og satte mig i en temmelig
daarlig Stemning Søndag Aften til at forfatte denne vanskelige
Prædiken.
Jeg havde valgt en Text, som gjerne kunde kaldes dristig, men jeg
anseer nu aldrig Guds Ord for at være for dristige: »Jeg beder til
Gud, at I intet Ondt maa gjøre. Ikke at vi skulle synes dygtige, men
at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde være som udygtige. Thi
vi formaae intet mod Sandhed men for Sandhed.« 2. Kor. 13, 7. Jeg
havde taget dette Ord, fordi der det Aar var en almindelig Frygt
for, at Venstrepartiet, der første Gang var kommen i Flertal i
Folkethinget, vilde bruge sin Magt til at tvinge sit Program igjennem
og helst styrte Ministeriet. Min Mening var ikke just at kalde dette
ligefrem ondt, jeg vilde i det Hele ikke gjøre nogen egen Mening
gjældende, men kun minde om, uden at sige det, at det selv i en god
Mening muligvis kunde blive Folk til Skade, man kunde komme til at
fortryde det.
Lige foran den lave Prædikestol sad Partiets Førere med den dengang
almægtige J. A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at
allerede Texten, som jeg læste med Eftertryk, begyndte at vække Uro.
Anføreren fixerede mig med sine skarpe Øine, og hele Talen igjennem
kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere ophidset. Min Tale var
dog ikke til det. Tiltrods for min Ærgrelse over at være bleven
paabyrdet denne ubehagelige Forretning var den holdt i min sædvanlige
Stil. Vel med nogen kraftig Skildring af hvad alt Partivæsen fører
til, men uden at paabyrde noget af Partierne det mere end dets
Modstandere. Hovedindholdet var Opfordring til Fordragelighed og Fred
i den christne Kjærligheds Navn. Men det hjalp ikke.
J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prædikanten,
forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede
han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte
tillades Prædikanten selv at vælge sin Text. Det var vel ogsaa
den, der blev anseet for det egentlig fornærmelige, ligesom i
Haderslev Hospital, hvor den fornærmede klagede over ikke just
hvad de andre havde sagt, men at de »havde slaaet de skrappeste
Psalmer op imod hende.« Holt var Cultusminister, og han holdt ikke
af stærke Rivninger. Han vilde helst stille de mægtige Modstandere
noget tilfreds og havde intet imod, om jeg fik en liden Rivaf for
min Vigtighed. Ogsaa de øvrige Regjeringsherrer var ilde ved Sagen,
man holder allermindst af at foruleiliges af Præsterne. Venstre var
rasende og raabte paa, at jeg med mine Ord om det menige Folk havde
angrebet Grundloven. Forsaavidt sandt, jeg havde ikke anseet _vox
populi_ for _vox Dei_.
Ogsaa Kirkens fine Mænd var betænkelige. Fog tog den Prædiken frem,
han selv havde holdt for Rigsdagen, og læste den for mig som
en Anvisning om, hvorledes sligt skulde gjøres. Den handlede om
Alverden og dens Historie og om Fædrelandskjærlighed i Særdeleshed.
Paa den Maade kan man unegtelig komme passende, og naar man er en
stor Taler, meget smukt fra enhver Ting. De mere ængstelige gik
videre. Stiftsprovst Rothe kom med sin vanlige Hast farende op til
mig, og fortalte, hvad der var hændet ham. Han havde selv været i
Løvens Hule, uforvarende havde han forvildet sig derind. Han havde
confirmeret en Dreng, som Kirkebogen viste, var Jens Andersen Hansens
Søn, men der var ved dette Navn ikke faldet ham noget mistænkeligt
ind, før han paa sin Visitrunde stod udenfor en Dør ude paa
Vesterbro, hvorpaa var at læse: J. A. Hansen, Rigsdagsmand. Da løb
det ham koldt ned ad Ryggen, men i Guds Navn, en Christen maa frem,
om Foden end skal brænde. Det var en haard Dyst, Uhyret var farligt,
det forkyndte ham snerrende, at det ikke lod sig afspise med mindre,
end at Ministeren ufortøvet gjorde sin Pligt og Synderen fik sin
Tugt. Det var nu den gode Provsts Ærinde til mig, at jeg dog endelig
maatte ydmygeligst gjøre den farlige Afbigt, vi gik mørke Tider imøde.
Det fandt jeg nu ingen Grund til, men, føielig som jeg er, skrev jeg
dog et Brev til Fjenden, om at der var ingen Grund til at tage saadan
paa Veie, det havde ikke været min Mening at fornærme nogen, hvad der
var sagt om Folket og dets Førere, var sagt for alle Tider og alle
Sager, ligemeget til Høire som til Venstre, hvorfor jeg paa min Maade
forklarede ham ganske venligt og christeligt, at han fik at tage sig
til Hjærte, at vi alle ere Syndere, end ogsaa han. Men dermed kom jeg
ikke videre. Som jeg ikke gjerne sender noget Brev bort uden at have
forelagt det for min kjære Hustru, saa søgte jeg ogsaa hendes Bifald
for dette. Men hun sagde: Nei, det maa du ikke; det vil dog blive
opfattet, som du er bleven bange og gjør Afbigt. Heller ikke er det
helt sandt, du har dog tænkt paa Venstre ved hvad du sagde, og dette
er en Udflugt bag efter. Den ærlige Kvinde havde Ret, og Brevet kom
ikke videre. Da saa Prædikenen skulde trykkes, vilde jeg igjen i et
ganske kort Forord gjøre opmærksom paa, at min Tale lige saavel kunde
gjælde Høire som Venstre, men heller ikke dette tillod min Censor, og
reddede saaledes den Ære, som jeg selv sætter for lidt Pris paa.
Dette kom mig i saa høi Grad tilgode, at det forskaffede mig den
eneste Ære, der nogensinde er bleven gjort af mig. Da Prædikenen
udkom, jublede Høirepressen for de Skrub, Venstre formentlig havde
faaet. Poeten og Godsforvalteren F. L. Mynster skrev endog et helt
Skrift om den Sag, hædrede mig som en Kjæmpe for den gode Sag,
lignede mig ved Mester Ole Vind, og hvad veed jeg? og lod Piecen
colportere over hele Landet til Agitation. Og der sad jeg, som ikke
havde ment noget med det.
Det morsomste var, at heller ikke min ærede Modstander havde ment
noget med det. Aaret efter holdt Johannes Kok den Prædiken, som Ipsen
havde været for rasende til at holde, og jeg ikke havde forstaaet
at gjøre skrap nok. Han forstod det bedre. Han gik ligefrem løs paa
Venstres Synder, og inddelte sin Tale efter de forskjellige Sager,
de vilde sætte igjennem, belæggende enhver af Delene med de behørige
Grovheder, smukt ordnede. Det var engang en Forargelse, men der blev
intet talt derom. Det Hele havde været en Komedie, der skulde ærgre
Ministeriet, og da den nu engang var opført, var der ingen Grund til
at give den igjen.
Min Sag havde imidlertid faaet det Endeligt, at den var bleven sendt
Biskoppen til Erklæring, og det var ret noget for Martensen. Den
brave Hyrde tog fast om Værget, naar Kirkens Ret skulde hævdes, og
hans lange Udtalelse træffer nøiagtig min egen Mening ved hvad jeg
havde sagt, uden at jeg i nogen Maade havde gjort ham opmærksom
derpaa.
Biskoppen skrev saaledes:
Efter at Pastor Fibiger har talet om dem, der paa Thinge eller i
Folkemøder føre deres egen eller deres Meningsfællers Sag, siger han:
»Selv den der kløgtigst og kunstigst beregner sine Midler, slaaer
dog som Grundfarven ind i sin kløgtige Væv den Tro, at hans Sag dog
tilsidst er Sandhedens Sag; det er kun Midlerne, der kunne falde
noget kunstige; og det menige Folk, som kun lidet er istand til at
see, hvad Vaaben der bruges, kun at de føre til Seir, troer ligefrem
paa, at Sagen der strides for, er intet andet end Sandhed og Ret.« Og
paa et andet Sted siger han: »Hvad ere Mennesker, naar Gud fanger de
Kloge i deres egen Kløgt, og de maa selv see, at det var Blendværk;
naar han lader det menige Folk fare hen paa meningsløse Veie, og de
maa selv erfare, det var Daarskab?« Af disse Steder har Hr. J. A.
Hansen taget en Forargelse, der er blottet for enhver objectiv og
almengyldig Grund, og kun kan betragtes som en Følelsessag for ham
selv.
Thi ingenlunde har Pastor Fibiger, som det forekommer Hr. J. A.
Hansen, udtalt noget politisk Partistandpunkt. Han har udelukkende
holdt sig til religiøse og moralske Synspunkter, har helt igjennem
talt om det sandhedskjærlige Sindelag og den moralske Selvstændighed,
der er Betingelsen for den politiske Virksomhed, naar denne skal
blive til Gavn, uden at indlade sig paa selve det politiske Stof som
saadant, eller paa nogen Maade at ville give politiske Raad, hvad der
ikke hører til det kirkelige Embede, der bør begrændse sig til det
Religiøse og Ethiske som Grundlag for det Politiske. Det vil ikke
være muligt for nogen af denne Tale at kunne kjende, til hvilket
politisk Parti Pastor Fibiger selv hører, eller om han overhovedet
hører til noget politisk Parti.


FEMTE KAPITEL.
AFSKED MED DEN GAMLE KREDS[29].
[29] I den udladte første Del af dette Kapitel fortælles om
Broderen Christians Død og om Besøget i Kolding ved hans
Begravelse (1873).

Jeg havde levet den længste Tid af mit Liv i Kjøbenhavn, 13 Aar som
Student og Candidat, og 15 Aar som Præst, og Staden var bleven mit
egentlige Hjem. Udenfra seet var der intet Hus, der var mig fremmedt,
og især i den nordlige Del, hvor jeg mest havde min præstelige
Virksomhed, kunde jeg ogsaa ved de fleste af Husene tænke paa, hvilke
kjære Mennesker der boede bag Vinduerne. Alle de, hvis Sorger og
Ulykker jeg havde delt, og hvis Festdage jeg havde været med til,
vare mig kjære. Jeg gik i Gaderne som i en Selskabssal, hvor jeg vel
ikke kjendte alle, men jeg kunde dog ikke komme gjennem nogen Gade
uden at møde Venner, og de pjaltede kunde ligesaa vel opholde mig
med en Samtale som de fine. Dog som det gaaer i en god Omgangskreds,
at i Aarenes Løb, falder snart den ene, snart den anden fra, og før
man faaer seet sig om, bliver der tomt i Rækkerne. Præsten føler det
mest, han maa begrave dem, han maa ligesom offre det ene Liv efter
det andet, og gaae ene hjem. Saaledes gik det ogsaa i vor nærmeste
Kreds. Hvert Aar maatte jeg ved Graven udgyde mit Hjærtes Klage over
de kjære Slægtninge og Venner, og var der end altid nok af Bekjendte,
var dog de Gamle, de egentlige borte.
Den første, vi mistede, mens vi boede i Kjøbenhavn, var ogsaa den
bedste, Familiens Sol, Farbroder Scavenius. Han var med sine 70 Aar
endnu ganske vel tilpas, ved vanligt Humør og saae sund og rødmusset
ud. Faa Dage før havde han besøgt os, og gjort Løier med, at han
kunde stjæle, hvad vi havde, for vore Døre stode aabne, da han kom.
Men en Morgen, da han vilde staae op, blev han pludselig ramt af et
saa forfærdeligt Slag, at han ikke mere kunde give noget Livstegn fra
sig. Kun naar hans Hustru lagde sin Haand i hans, rørte han svagt sin
for at kjærtegne hende, som den gamle Elsker, han var. Saaledes laa
han ubevægelig og med lukkede Øine en Uges Tid, da sov han stille
hen, den 11. October 1861.
Ved Begravelsen gjorde jeg min første Erfaring i at stede en Hærens
Øverste tiljorde, en Tjeneste jeg fik Øvelse nok i under den kommende
Krig. Hele Krigsstanden var samlet, Garnisonspladsen fyldt med
Soldater og Kanonerne opkjørte, Kongen tilstede, i alle Maader fuld
Generalshonnør. Han havde jo ogsaa været Minister, og Kongen havde
ham kjær fra den Tid, han havde været hans Discipel. Men i min Tale
fandt jeg mig ikke forpligtet til at tage særdeles Hensyn til den
glimrende Forsamling. Jeg skildrede ham i jævn Stil, som han var
imellem os og jeg bedst kjendte ham, fortalte om hans Liv i Hjemmet,
tog endog de pudsige Træk med, og lod saa de høie Herrer om det, de
vidste bedre end jeg.
Det var yndigt at se den søde Tante i hendes Sorg. Hun græd
bitterlig, og der var intet Haab om, at hendes Savn kunde lindres i
denne Verden. Det var jo hendes Livs eneste og altid lige inderlig
Elskede, der var borte; og i sin Kjærlighed var den gamle Moder
med de mange Børn ganske som en nygift. Men overvældes af Sorgen
kunde hun dog ikke, dertil var hun for gudhengiven. Hun sad syv Aar
Enke med sine ugifte Døttre, de to Tvillinger, og kunde endnu gjøre
Sommerreiser til sine Børn i Fyen og paa Langeland, saa overvældede
en Hjærtesygdom hende, og hun sov hen den 28. Januar 1868. Det var
streng Vinter og jeg laa i min Seng af Feber. Jeg var fortvivlet, men
jeg sagde til Lægen: Jeg bryder mig ikke om hvad De siger, jeg skal
og vil i Kirken. Jeg stod op, naaede derhen, og det gik, som jeg
oftere har erfaret, at naar jeg først er indenfor Kirkens Døre, er
Sygdommen udenfor. Jeg fik af mit fulde Hjærte og under mange Taarer
talt over den, der i Sandhed har været mig en anden Moder.
Endnu en tredie Moder havde jeg, for de kjære Kvinder har altid
været mig gode. Det var gamle Tante Christine Møller. Hun havde nu
siddet Enke i 26 Aar, men ført det samme gjæstfrie Hus, altid med
sine ældre og yngre Venner omkring sig, og altid den samme statelige
Dame, som ønskede at gjøre et godt Indtryk. Ogsaa lykkedes det hende
ganske godt at bevare sin Aands og sit Hjærtes Evner til sine 87
Aar, den sværmeriske Følelse, den romantiske Tankegang forenet med
blid rolig Holdning. Ligesom Moder saae hun mig ogsaa gjerne som sin
Sjælesørger. Hendes Religion var en naturlig ren Kjærlighed, hun
troede paa Evigheden, men hun vilde gjerne leve, hun fandt endnu
dette Liv skjønt. Den sidste Dag, da jeg sad hos hende og talte mildt
christeligt, mens hun laa afmægtig hen, slog hun sine Øine op imod
mig og sagde sukkende: Ja, det er sandt, men du kan troe, det er
tungt at døe. En Times Tid efter, sov hun hen, den 12. Februar 1867.
Saaledes var der nu af den ældre Slægt ingen andre end Moder alene
tilbage.
Hun var nu over 80 Aar og sad med Fred hos min Søster i Thriges
Skolebygning. Hendes Helbred var som i alle de sidste tyve Aar
hun levede, meget svagt, men hun holdt sin Aandsfriskhed oppe.
Mine Prædikener, som hun i mine første Præsteaar havde havt noget
vanskeligt ved at finde sig i, havde hun dog, da jeg forlod
Haderslev, i den Grad savnet, at jeg regelmæssigt maatte sende hende
dem, og hun fik dem saa kjære, at hun med egen Haand afskrev hele
Bunker af dem, inden hun sendte mig dem tilbage.
Da jeg i 1874 blev Landsbypræst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke
længer tjene hende med mine Prædikener, da jeg ingen længer skrev.
Men jeg sørgede dog for, at min Søster hver Søndag Morgen kunde lægge
et godt langt Brev foran hende paa hendes Seng; og saa læse det for
hende hver Dag, til det næste kom.
I Januar 1879 fyldte hun sit 90. Aar, men spandt dog endnu den Vinter
paa sin Rok. Det duer rigtignok ikke til noget, hvad Moder spinder,
sagde min Søster, men hun har dog alle de gode Tanker derved, som
hun altid har rost Rokken for at sætte i Gang. Vintren gik hen som
sædvanligt, men efter Paaske var hendes Kræfter udtømte, hun vilde
mod hendes Sædvane i de sidste Dage i Paaskeugen ikke op af sin
Seng. Søster Christine der vidste, at jeg skulde holde Confirmation
om Søndagen, vilde ikke sende Bud efter mig. Saaledes skete det, at
jeg ikke var tilstede, da Moder Søndag Morgen umærkeligt ikke mere
aabnede sine Øine. Gud være takket for rolig Hengang hun fik. Hun
havde i Sorg og Smerte lukket saamange af sine Elskedes Øine, nu blev
det hende forundt ikke selv at føle Dødens Smerte.
Hendes Forældre saavelsom hele hendes Slægt hviler paa Roskilde gamle
Graabrødre Kirkegaard. Derhen førte vi hendes Legem og samledes til
Sørgefest i Kapellet. Jeg talte som jeg efter mit Hjerte maatte tale
over min Moder, men jeg maa ikke have været heldig med at udtrykke
min Stemning. Caspar bebreidede mig temmelig stærkt, at det var for
ringe, hvad jeg havde sagt. Du har dog kunnet tale over andre sagde
han, skulde du da ikke kunne vise os et bedre Billede af en saadan
Moder, som vi har havt? -- Ja, det er netop Sagen. Andre kan man
løfte saa høit som Kjærligheden og Beundringen er til, men jeg idet
mindste kan det ikke ved hvad der i den Grad er mit eget.
Caspar kom selv ikke længe til at savne den Moder, han satte høiest
af alt. Hans forskjellige Svageligheder samlede sig efterhaanden til
Sukkersyge, og hans før saa bevægelige Skikkelse blev stiv og bøiet.
Han arbeidede med sin vanlige Flid, følte vel, det gik mod Enden,
men haabede dog, han skulde naae det Maal, han havde sat sig, at faae
sit sidste Arbeide, den russiske Litteraturs Historie færdig. Det
lykkedes ogsaa saa vidt, at en afsluttet temmelig stor Del af den,
til Begyndelsen af dette Aarhundrede, kunde udgives efter hans Død.
Men da kunde han ikke mere. Hans Læge skikkede ham til Carlsbad, men
denne Kur viste sig saa forfeilet, at den tog hans sidste Kræfter
fra ham. Dog skaffede den ham den Glæde, at han fik Leilighed til at
gjensee sit kjære Prag, og hvorledes han der blev modtaget, har jeg
allerede fortalt[30]. Efter sin Hjemkomst forsøgte han at ligge paa
Landet i Torbæk, men blev bragt døende hjem og sov hen med Fred den
4. September 1881.
[30] Pag. 135.
Saa maatte jeg nu ogsaa begrave ham, og nu sparede jeg i Sandhed
ikke paa den Ros, som han havde fundet, jeg havde holdt igjen paa
ved Moders Jordefærd. Jeg gjennemgik grundigt alt hans Væsen, og
skildrede udførligt det samme som hans bøhmiske Ven, Kheil har
sammenfattet i Slutningen af sit allerede omtalte Mindeskrift over
ham.
Amalies Familie har jeg altid regnet for min egen, men jeg kan
dog ikke negte, nu da jeg er ved at overveie den Sag, at Blodets
Baand dog gjør en betydelig Forskjel. Naturgrunden er en anden. I
Kjøbenhavn findes den nu i Huset Holm, som dengang endnu sad i sit
smukke Hjem, Vesterbro 125. Men deri foregik ogsaa en Forandring.
Den gamle Frue døde i Januar 1865, og da Edvard boede i Husets
Kvistetage, maatte Frederikke overtage Husholdningen for begge
Familier.
Conferentsraad Holm havde i sin lange Virksomhed tiltrods for
sin Beskedenhed efterhaanden erhvervet sig en stor Anseelse.
Som en alvorlig, from og mild Christen var han høit agtet i
kirkelige Kredse, og Medlem af Kirkecommissionen. Og som Mæsenas
i Kunstens Verden var han Stifter af Musikforeningen og dens
bestandige Direktør, og i Kunstakademiet var han Æresmedlem og sad
i Commissionen for dets Reform; da nogle Kunstnere stiftede en
Radereforening, toge de ham til Formand og fandt sig vel derved,
og, som jeg alt har fortalt, naar vi vilde have Kunstsager til
Provindsen, havde vi kun at henvende os til ham. Han selv havde en
smuk Samling i sit Hus, og havde han faaet noget nyt, var det hans
Glæde at samle de Kyndige med Høyen i Spidsen for at nyde det med
dem. Musikere havde han regelmæssig hos sig i gode Aftenselskaber, og
de maatte yde deres Bedste. Weyse og Hartmann vare hans Venner, Gade
strøg sin Violin ved Kvartetten, Heyse var Familiens Troubadur, ved
Indvielsen af Villaen paa Vesterbro satte han en henrivende Musik til
den skjønne fantastiske Cantate, Molbech havde skrevet.
Fader Holm blev gammel og var meget lykkelig i sin Familie. Han døde
samme Foraar som min Moder i en Alder af 85 Aar. Det var haardt for
hans Børn, men da han var hensovet den 28. Mai 1879, samledes vi til
en meget opbyggelig Sørgefest. Olaf Waage holdt en fortræffelig Tale.
~Høyen~ var tidligere gaaet bort (April 1870) og havde efterladt et
smerteligt Skaar i vor Kreds. Hans Endeligt er saa smukt og sandt
beskrevet af L. Ussing, at jeg intet har at tilføie. Hans Enke talte
fortrolig med mig, om hvorledes Begravelsen kunde ordnes, og det
havde sine Vanskeligheder. Han selv havde udtalt det Ønske, at der
ingen offentlig Ære skulde vises ham, ingen Tale holdes over ham,
som det hed. Jeg forestillede hende, at det ikke lod sig gjøre.
Det kunde ikke hindres, at en betydelig Forsamling af Byens bedste
Folk vilde indfinde sig, og jeg vidste af Erfaring, hvilket fattigt
ja pinligt Indtryk det gjør, at lade et saadant Møde hengaae i
Taushed, man fortryder det, hvilket jeg navnlig fik Bekræftelse paa
ved Tschernings Begravelse, som jeg i 1874 fik den Ære at forrette
Tjeneste ved. Jeg omstemte hende og hun besluttede sig til Begravelse
fra Frue Kirke i sædvanlig Form.
Høyen havde ingen Familie. Men baade han og hans Hustru vare
saaledes, at deres Venners Børn var som deres egne. Jeg har allerede
fortalt Exempler derpaa i den Skildring, jeg har givet af ham i
2. Bog. H. E. Freund, død 1840, havde vel været hans nærmeste og
kjæreste Ven, og han værnede trolig om hans Familie, den stille
fromme Frue og hendes Børn, Victor og Olympia, hele Vennekredsen
dyrkede dem. Det var yderst svagelige Mennesker, men af en høi Aand
og høist elskværdige. Moderen og Datteren døde 1869, medens jeg var
deres Sjælesørger. Victor saae ud som en Kjæmpe og tog Mad til sig
derefter, men han var saa skrøbelig, at han ikke kunde komme en
Gade til Ende, og ikke tale uden hvert Øieblik at puste for at faa
Veiret. Han kom jævnlig til os, og jeg fik ham meget kjær for hans
Liv og Munterhed og store Lærdom navnlig i Kunsthistorie, hvorom hans
udmærkede Bog om hans Fader vidner. Efter hans Bortreise fik jeg
jævnlig lange Breve fra ham, fulde af de skjønneste Betragtninger i
en egen rhetorisk Stil. Han døde i Sabinerbjergene i September 1881.
Hans Fætter, den brave og dygtige Billedhugger, Christian Freund, var
derimod kjernesund og er det endnu. En glad Sjæl og god Ægtemand, jeg
har selv viet ham.
Den mærkelige Bolig, som Freund havde faaet malet af Hilker i den
fineste pompeianske Stil og som i sig selv var en meget anselig
Leilighed, gik over til H. V. ~Bissen~. Han var jævnaldrende med
Høyen og saae ud til at være en meget kraftig Mand, men under det
stærkt formede og skjæggede Hoved var der en spinkel nervesvag Krop.
Han brugte altid Koldvandskur, og gik uden Hat og Halstørklæde,
helst i Bluse, og levede strengt tarveligt. Naar han beskrev, hvilke
Mirakler det gjorde, naar han skjældte paa Theevandsfolk og uldne
Klæder og slog kraftig ud dertil, fornam man en Sundhedsaande udgaae
fra ham, men det var kun Blendværk. Da han modellerede mig i 1863,
kunde han kun arbeide en Timestid ad Gangen, hans Arme var for matte
til at løftes længere Tid. Aaben og hjærtelig som han var, uegenyttig
og uden Forfængelighed var det en Glæde at omgaaes ham. Han var et
af de fortræffelige Mennesker, der har Hjærte for alt hvad der duer,
og alt hvad der fører et naturligt Liv saa smaat det end kan være.
Han havde sine Værksteder fulde af Træer og Dyr, Katte, Kaniner,
Skildpadder og Firben, Slanger i Træernes Grene og Fugle i Toppen og
han kjælede for dem alle. Og fik hans Barnebarn fat i ham, kunde han
gaae timevis med det paa Armen og lade det nappe ham i Skjægget. Man
sagde, han forkjælede og fordærvede Barnet, det gjorde han dog ikke,
hans egne Børn blev særdeles dygtige Mennesker. Den ældste, Vilhelm
er nu ligesom Faderen.
Kun Christendom kunde han ikke med. Udviklet i en vantro Tid og paa
Kant med den Tids smægtende Romantik, havde han faaet et skarpt Syn
paa Religionen. Han levede og døde uden Kirke eller Præst, hvorfor
skal da en saadan Mand begraves fra Kirken, hvor kun Præsten kan
tale til hans Ære, og hvor det ikke er sømmeligt at tale uden paa
christelig Viis? Men deri er nu vi Danske uforbederlige. Tankeløs
Skik er det eneste, vi kunne tænke os, og at dybere Spørgsmaal
reises, have vi Skræk for. Jeg holdt altsaa min Tale over ham i
Frue Kirke (17. Marts 1868) og mit Sind staaer mindst af alt til at
udelukke nogen af Synagogen. Der var jo nok at sige til den store
Mands Ære, og det Christelige havde jeg frit Lov til at forbeholde
mine tause Betragtninger. Om Høyens Tale over ham ved Festen paa
Akademiet har jeg allerede talt paa sit Sted.
En anden Sag var det med ~Vilh. Marstrand~, som Aaret i Forveien
havde mistet sin Hustru (26. Januar 1867). Han var ikke den,
der med Forstands-Ræsonnement og bar Naturtilbedelse vilde sætte
Christendommen Stolen for Døren, han havde intet høiere Ønske, end
at faae Guds Rige klart udfoldet for Øine og Hjærte. Kunde han det
ikke, anklagede han ingen anden sig selv, sin flygtige Natur og sin
Syndeskyld. Ogsaa i hans Kunst fordybede han sig med Alvor i de
hellige Emner, og naar han fremstillede dem, havde han dybe Tanker
derved og vidste at afvinde de noksom behandlede bibelske Scener ny
Interesse. Den gribende Fremstilling af Thomas, som han vilde have
skjænket til Nørrebros Kirke, for, som han sagde: Jeg maa dog ogsaa
give mit Bidrag til Kirken, fik han desværre ikke malet, men den
legemstore Carton, som er bleven ødelagt, synes mig det skjønneste,
han nogensinde har gjort. Derved gjorde han sig mange Betragtninger
over, hvorfor Thomas maatte sees staaende, ikke knælende foran Jesus.
Han er jo gaaet hen for at røre ved ham, og nu tør han ikke, sagde
han. Naar vi talte om saadanne Ting, og jeg baade villig gik ind paa
hans Tanker og søgte at føre dem videre, havde han sin Glæde deraf.
Ogsaa Bloch har jeg talt med om hans hellige Billeder, men ham kunde
jeg mindre stemme med. Han tog det ogsaa fromt christeligt, men
han havde ikke Marstrands sunde Sands for det naturlige, og dermed
bibelske. At Djævelen for Ex. svæver om Bjerget, og ikke tør komme
derop, er ikke bibelsk.
Endnu mere kom dette frem ved hans Hovedværk, den store Nadvere, som
han arbeidede længe paa, og ikke forgjæves. Det er vel omtrent det
ypperste, der er malet her i Landet. Endelig hans sidste Arbeide, de
betroede Pengesummer, som var bestemt til Bankbygningen, men til hans
store Bedrøvelse blev afbrudt ved hans Sygdom, heldigvis dog ikke
førend han havde faaet malet flere forskjellige Billeder af Scenen. I
Anledning af dette Emne, som han selv havde valgt, havde han en Strid
med Bankbestyrelsen. Han holdt stivt paa sit, og gjorde Paastand
paa, at hvad man end vilde lægge deri, saa skulde Pengemændene finde
sig i at ogsaa deres Institut paa sin Hovedvæg fik en staaende
Paamindelse om at tone christeligt Flag.
Ja, han var vistnok ingen skoleret Christen, det er i det Hele ikke
let nogen selvstændig Lægmand, men han var en alvorlig og tænksom
Bibellæser, og saae op til Helligdommen som det Høieste. Nu døde
hans gode Hustru, det var et forfærdeligt Slag for ham. Det kom ham
uforberedt, hun havde et kraftigt Helbred, men en pludselig tyføs
Feber rev hende bort. Og som han altid havde været plaget af Tvivl
om sit Livs og sin Kunsts Værd, var Ægteskabet blevet ham en Støtte.
Hjemmet var blevet hans Livs Lysside, og al dets Befolkning en altid
glædelig Gjenstand for hans Kunst.
Da jeg saa Morgenen efter hendes Død fandt ham siddende i hans
Malerstue sammenkrympet, rystet og grædende, blev jeg virkelig
forfærdet, jeg havde ikke ventet det. Men det gaaer jo i
Almindelighed gode Mennesker saaledes, at naar man maa skilles,
hører det med til Smerten, at man ikke har været nok for hinanden.
Hvorledes skulde vel ogsaa et saa kjæmpende, grublende og af Naturen
omskifteligt Menneske kunne dele alt med sin Hustru. Ogsaa hun var
heller ikke meget meddelsom. Men dyb Trang havde han dog dertil som
til alt godt.
Alt dette betroede han mig med sin sædvanlige Oprigtighed, men som
alle oprigtig Sørgende trykkede ham Tanken om at skulle udholde alt
hvad der følger med en høitidelig Jordefærd. Jeg troede derimod, at
det vilde gjøre ham godt og sagde ham det. Det viste sig ogsaa, at
jeg ikke tog feil deri. Vi havde i vor Kirke et Chor af gode klare
Drengestemmer, og den uskyldige Maade hvorpaa de foredrog Psalmen
rørte ham dybt. Og da efter den Skik, som ellers for de Sørgende er
den sværeste, hele Forsamlingen gik forbi ham for at trykke hans
Haand, rørte de ham saa stærkt, at han gjentagne Gange udtalte sig
om, hvor det havde været ham kjært at trykke alle de deltagende
Venners Hænder, og Kirken var dog overfyldt. Han var som forvandlet,
han henfaldt i længere Tid i et formeligt Sværmeri for alle de gode
Mennesker, han var omgiven af, og han skjulte det saa lidt, at mange
undrede sig over hans stærke Stemning. For mig var det en Glæde at
være Vidne dertil. Det blev et virkeligt og blivende Fremskridt
i hans Charakter, og siden den Tid var det en dobbelt Hjærtens