Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 19

overgaaer Poesien ved at den engang gives i en Kvindes Haand?
Det har gjort mig forunderlig ondt, saaledes bestandig at blive
skjævt opfattet, jeg selv personlig. Du skriver, at jeg har sagt,
at jeg »føler mig rolig ved en fortiende og underforstaaende Natur
i Modsætning til at give Ordet, hvad Følelsens er.« -- Ja dette er
vistnok en meget hovmodig Yttring, en Sammenstilling af mig selv i
Modsætning til andre. Men bær over med mig, Johannes? Jeg vil betroe
dig, hvad jeg vilde sagt. Jeg har eengang følt mig meget trykket,
meget, vel, skræmmet af de Skriftsteder du anfører, og kan skee
flere andre, at troe det en Pligt, en Betingelse at skulle udtale sig
i Sligt. Seer du, i den seneste Tid har jeg stødt paa en Forfatter,
som gjør opmærksom paa den Forskjel, der var paa den mundlige
Bekjendelse, da den var livsfarlig, og saa nu, da den er ligesom ved
at hæve sig selv frem over andre. Det slog mig saa forunderligt,
maaskee fordi det stemmer med min Natur. Jeg blev lykkeligere end den
lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dømme om
dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin. Jeg søgte at udtrykke
mig som jeg kunde, og jeg troede, jeg havde sagt, ikke at jeg
følte mig rolig ved, men at jeg ~nu rolig fulgte~ min fortiende og
underforstaaende Natur. Jeg troede, jeg havde sat det i Modsætning,
ikke til andre, ikke til overhovedet at give »Ordet, hvad Følelsens
er,« men til ~min egen Tilstand~ i den Tid, jeg selv troede at maatte
gjøre dette. Kjære Johannes! Tro ikke andet, end at jeg selv dybt
føler den Naturforskjel, der er mellem disse to Yttringer.«
»Naar jeg betænker dette, og veed, hvor sikker jeg var paa at have
brugt omtrent de af mig anførte Ord, som vistnok kun maadelig
udtrykte, hvad jeg vilde sige, men som dog intet indeholdt af det
Arrogante, ja som udgik fra en ganske modsat Følelse -- naar jeg
betænker dette, og tillige hvor utallige Gange det kan være gaaet
mig paa samme Maade, kan jeg længes efter den Tid, da jeg skal
ansees som sindssvag og utilregnelig. Thi dertil maa det komme, skal
Sagen udvikle sig consequent i den eengang tagne Retning. Du troer
maaskee jeg siger dette med Bedrøvelse. O nei, jeg føler mig formelig
hyggelig ved Tanken. Mener du det er Spøg? Ja, forsaavidt Spøg og
Alvor er ganske eet og det samme. Naar jeg, som nu, har skrevet
meget, og har skrevet mig lidt træt og ganske rolig -- underligt nok,
man begynder rolig og ender rolig, og dog er der en stor Forskjel paa
Begyndelsens og Endens Ro -- men den endelige Ro er denne: enten er
jeg en sindssvag Stakkel eller den ualmindelig Begavede, da kommer
det i Grunden ikke mig ved. Ja, idetmindste i dette Øieblik kan jeg
med fuld Oprigtighed sige, at jeg vil begge Dele lige gjerne.
Jeg er saa glad nu, og Veiret er saa yndigt. Her er altid saadan en
underlig stille Fuglekvidder udenfor mine Vinduer. Af alt, hvad jeg
skal reise fra i Flensborg, vil jeg vist savne den mest. -- --
Farvel, kjæreste Johannes! og vær saa rimelig eller rettere saa
ædelmodig som du kan mod din hengivne
Ilia.«
Det rører mig inderligt at gjennemgaa disse Udtalelser igjen. De er
saa søsterlig fortrolige, at jeg for min Del ikke kan beklage mig
over, at hun i nogen særdeles Grad har taget mig med blandt dem, der
ikke kunde forstaae, og som der derfor intet er at forklare for. Jeg
vilde ønske, at jeg havde havt mine Svar, jeg gad seet, om jeg har
været saa ædelmodig, som hun bad om. Jeg er bange for, at jeg ikke
har været det, for jeg var, saavidt jeg husker, meget misfornøiet med
denne urokkelige Tro paa sin Ret overfor alt, hvad der ellers ansees
for fornuftigt og rigtigt. Men naar jeg tænker paa hendes vemodige
Skikkelse, taber jeg Lysten til at forsvare min eller nogen andens
Ret. Hun var virkelig »en Undtagelse,« og maatte friste den Skjebne,
der ligger for dem, der maa leve for det, der ikke kan udrettes i
Forstaaelse med denne Verden.
Da hendes Broder samme Aar var død i Neapel, skriver hun: »Det er
mig næsten en Beroligelse, siden vi har faaet den sidste Tidende om
Vilhelm. Jeg staaer nu paa en god Fod med Døden. Det er for mig som
en fast Ansættelse, han har faaet, saa man kan være tryg for hans
Fremtid. Saaledes lader man dem reise -- ak, det er alt meget, naar
der er Een i Verden, man af al Magt vilde holde tilbage eller klynge
sig til, og følge til det fremmede Land.«
Der var to Typer i hende: en Ophelia, der med rørende Ro kunde sige:
»Jeg var ude at plukke Blomster, og I troer, jeg var ene -- nei, med
mine Arme om min Elskedes Hals, dér hviler jeg i al Evighed.« Og en
Jeanne d'Arc, der naar Hæren er splittet, griber Fanen og raaber:
»Mig følger I, jeg er den eneste i al Verden, der kan føre Kongen til
Rheims.«
Nu greb hun Fanen.
Da hun i Kjøbenhavn havde indrettet sig i Professorgaarden i
Kannikestræde hos gamle Werlauffs, hvor hendes Venner, Louis Ussings
Familie boede, udbrød Cholera, og tog snart det Omfang, at Mennesker
laa og døde i Hobevis uden at kunne finde Pleie. I Hospitalerne
flygtede det kvindelige Personale, eller maatte skrabes sammen af
det upaalideligste Udskud, og Lægerne var hjælpeløse. Da gik hun i
al Stilhed ind paa almindeligt Hospital, den værste af alle Stadens
Pesthuler, og meldte sig i Porten som den, der vilde være Gangkone.
Den tilkaldte Læge saae forbauset paa hendes fine Skikkelse, hvis
Præg af en Dame mindst af alt passede til den Tjeneste, og raadede
hende paa det indstændigste derfra. Men hun blev ved sit, og fik Lov
til at prøve derpaa.
Hun gjorde sin Tjeneste som den »der stod paa en god Fod med Døden,«
og, som hun siden fortalte, Døden med dens værste Gruligheder, og det
afskrækkende ved at være over og ved Nat og Dag at betjene Offrene
for denne ogsaa for Sandserne saa rystende Pest, var for hende
endnu ikke det værste. Nei, disse Fruentimmer, hun maatte færdes
imellem, med Haanden paa al deres Gjerning, og stadig Vidne til deres
Opførsel, og uden at kunne lukke Ørerne for deres Snak, det var som
at være bleven Medlem af en Forbryderbande, som at være kommen til
Huse i et Pøbel-Bordel. Hun maatte stikke Hovedet ud af Vinduet for
ikke at høre deres værste Talemaader, og da nogle af dem blev jagne
bort, fordi de ingen Ting bestilte, beskyldte de hende til Afsked for
at have stjaalet deres Sager.
Forinden hun gik til denne Post, havde hun opgjort sit Bo. Det var i
Juli Maaned, at hun skrev:
»Kjæreste gode Johannes! Jeg skulde i Seng, men jeg synes, jeg maa
skrive et Par Ord til dig først. Du regner mig det jo ikke til det
Onde, at jeg har tøvet saa længe med at besvare dit sidste Brev. Du
maa troe, det er ikke nogen Mangel af Paaskjønnelse. Jeg takker dig
af Hjærtet derfor, og for al din Venlighed fra Moders Tid og indtil
nu. Du maa ikke lee, men jeg har i Aften beskjæftiget mig med at
bringe mine Sager i Orden. Jeg har ikke mindste Smule Dødsanelse, men
vi er jo alle Mennesker, især i Choleratiden. Imorgen vil jeg see at
lægge mine Papirer tilrette, som det i en Hast lader sig gjøre, og,
ikke sandt! skulde jeg gaae bort, saa tager du dig jo nok af Sagen,
som om det var din egen, men med det samme Hensyn til hvorledes
jeg i Enkelthederne ønsker det, som om det var mig selv, der endnu
var derved. Jeg skal lægge en Optegnelse paa hvad der for mig er
vigtigt at see iagttaget ved de øvrige Papirer. Desværre er der
noget ufuldendt og noget kun paabegyndt, som jeg saa inderlig gjerne
vilde havt færdigt. Men jeg har aldrig været Herre over at gjøre
og ikke gjøre, jeg maa lade det staae hen, som det kan falde sig.
Lee kun af mig, kjære Johannes, men jeg har nu saadan en Idee. Jeg
har altid tænkt mig som en Slags Sandsynlighed -- nei, som det, jeg
egentlig troede, vilde skee, at medens jeg levede, vilde det saadan
trække hen, og intet af mit videre blive agtet, fordi jeg dog ikke
rigtig kunde taale nogen Slags Udmærkelse, men efter min Død vilde
det blive anderledes. Du seer, at jeg forstaaer at indrette det godt
for mig selv. Jeg har endogsaa tænkt, at det vilde indbringe en Del
Penge, og efterhaanden blive en lille Arv for mine Søstre. Og i Aften
forekommer dette mig sandsynligere, end nogensinde. Ogsaa i denne
Henseende har jeg mine egne Ønsker, som du jo nok vil sørge for,
bliver fulgte. Dog vil jeg ikke nærmere omtale det her, men lægge det
ved mine øvrige Papirer i mit Messingskrin. Dersom jeg skulde døe,
vil det blive sendt til dig. Indholdet tager du jo nok i Forvaring
eller besørger det efter Adressen, og Skrinet beder jeg dig beholde
som en Erindring.
Saa veed jeg virkelig ikke mere, uden at jeg beder dig at hilse
Amalie og Edle saa meget, og bede dig selv bære lidt over med mig.
Du skal have al din mulige Frihed til at gjøre dig lystig over mig,
dersom jeg ikke døer, al den fuldkomneste Ret til med stille Stemme
at tale om sære Forudanelser, dersom jeg virkelig gaaer bort --
Skade, du ikke er Mystiker. Men Sagen er, at Du i begge Tilfælde
vilde irre lidt i din Opfatning eller Fremstilling, thi jeg er
hverken latterlig, det jeg veed, eller høitidelig, men et reelt
fornuftigt Menneske, som gjerne vil have Redelighed paa sine Sager.
Gamle Anes Logerende, som er Naalemagersvend, har gjort det samme
angaaende sit Værktøi. Idag var det protocolleret, og om sex Uger
skal det thinglæses. Seer du det, slet saamange Ophævelser gjør jeg
ikke.
Lev nu ret vel, kjæreste Johannes! Dersom jeg døer, da tænk
undertiden paa gamle Dage, da jeg erhvervede meget af hvad jeg siden
gjorde Brug af, og hils Andreas Lunddahl paa det hjærteligste.
Din hengivne Veninde Ilia Fibiger.«
Hun siger intet om hvad hun havde for, men ad anden Vei erfoer vi det
snart.
Da Pesten havde udraset, og hendes Hjælp ikke længer var fornøden,
forlod hun Hospitalet og vendte tilbage igjen til sine Venner i
Kannikestræde. Men som »en lyssky Fugl« -- som hun iøvrigt ikke var
uden i Indbildningen -- befandt hun sig ikke vel i det daglige Liv.
Hun trængte til en Valplads, hvor hun kunde sætte Livet paa at blive
tro mod det Høieste. I November (1853) skriver hun:
»Jeg er saa lidt, saa lidt skikket til at have noget med denne
Verden at gjøre anderledes end ganske stille inden lukkede Døre. Al
Ting skræmmer mig. Bare Fru Fog (hendes Broder Axels Svigermoder)
idag begyndte en Tale om, at jeg havde sagt, at der var fugtigt hos
Mathilde -- jeg forsikkrer dig, det var som min sidste Time var
slaaet. Et Hav af Snak, nei af veltalende Ord væltede sig frem for
mig, det var som jeg ufeilbarlig maatte gaae til Bunds og finde min
Død i de brusende Bølger. Jeg var fortabt, jeg gav strax complet
tabt med den Undskyldning, at jeg havde forvexlet Fugtighed og
Kakkelovnsos, at der var meget deiligt, og at de endelig maatte lade
mig være. Saaledes ogsaa hos Minona (Fru Ussing). Hun overfusede mig
aldrig med Ord og Taler, men jeg kunde dog gaae i den forunderligste
Angst for at gjøre noget galt eller ikke tilpas. Ja, jeg slog da
ogsaa en Flaske Vin itu og en lille Lyseplade -- nei, saa troer jeg
dog ikke, der var mere.«
Dette var nu en Særhed eller, om man vil, en Svaghed hos hende, at
hun renommerede en Del med sin Udygtighed til huslig Gjerning, og
unegtelig var den saaledes, at man kunde frygte for at give hende
noget i Hænderne, det gik galt. Hun behagede sig noget deri som
Genialitet. Naar hun dog ligefuldt paatog sig Ting, hvortil der hørte
den høieste Grad af praktisk Forstand og husmoderlig Dygtighed,
antager jeg, at hun forligede det med sin sædvanlige Sætning, at
den Overlegne, den Dygtigste og den Enfoldige, den Udygtige havde
ligemeget hendes Agtelse. Er man den Udygtige, gjør man i dybeste
Ydmyghed, hvad der skal gjøres. Ganske vist sandt, naar man er nødt
til at gjøre det, men at paatage sig det for at udrette et Storværk,
er dog noget andet. Denne Dristighed i Ydmyghed fik desværre
meget tragisk Betydning for hendes Liv, den gjorde hendes sidste
Anstrengelser frugtesløse og hendes Livs Afslutning sørgelig.
Nu blev hun altsaa Vaagekone, som hun kalder det, det vil sige, at da
hun havde ønsket at fortsætte sin Hospitalstjeneste, og man fandt,
der vel kunde være Brug for en dannet og samvittighedsfuld Kvinde til
at have Opsigt med den hidtil ukontrollerede Nattetjeneste, havde man
oprettet en saadan Post for hende. Hun fik en god Bolig paa Frederiks
Hospital og indrettede sig hyggelig nok, vidste ogsaa at skaffe sig
Tid til sine med vanlig Iver drevne aandelige Sysler, kun Skade,
at hun nødvendigvis skulde gaae til denne i sig selv fornuftige og
hæderlige Virksomhed med sin sædvanlige Egenskab, den »ikke at vide,
om hun var sindssvag.« Derom skriver hun:
»Jeg har faaet min Instrux for Hospitalet, og det eneste jeg kan
sige, er at de kanskee kunde lede hele Landet rundt og ikke finde En,
der passede mindre til den Post end jeg -- blandt skikkelige Folk
da. Jeg skal see efter alle mulige Ting lige indtil Vaagekonernes
Strømper, paasee »at de omgaaes forsigtig med Ild og Lys, handle
sparsommelig med Tørv og Trækul, at Kjedler og andet behandles med
Skaansomhed, at Patienternes The og Sukker ikke formindskes,« og Gud
veed, hvad andet. Alt dette var dog muligt -- det vil sige, ikke
for mig. Men den sidste Passus er næsten uudgrundelig. Jeg skal
nemlig udtrykkelig være der »hele Natten« fra halvti til Morgen, og
desforuden »komme der« flere Gange ogsaa om Natten. Jeg forsikkrer
dig, da jeg læste det, havde jeg en Følelse, som om jeg hellere vilde
være en af de Sindssvage, jeg skal passe paa, at Vaagekonen ikke
»slaaer eller paa anden Maade molesterer,« end jeg vil være saadan
en Politibetjent af Overvaagekone. Med Medicinen skal jeg ogsaa
paasee alt det, som jeg slet ikke kan vide og ikke forstaaer. Regn nu
dertil, at Mathilde baade aandelig og legemlig er næsten ødelagt af
Hede, at jeg er overlæsset af Arbeide, og saa uskikket til at ordne
mine egne Sager at jeg næsten ikke veed anden Udvei end at sætte mig
paa min Skammel med Hænderne i Skjødet og lade fem være lige, til
Fremmede forbarme sig over mig -- eller til Flyttekarlene kommer og
læsse mit Tøi og mig selv hulter til bulter paa Børen og bære os hen
paa Hospitalet -- regn det sammen, om du ellers kan regne i den Slags
benævnte Tal, saa kan du tænke, at jeg er just ikke saameget lystig.
Ja, hver har sit, den ene Sorg og den anden Bedrøvelse. Men et Par
hundrede Aars Søvn kan gjøre godt for begge Dele.«
Imidlertid gik det altsammen, hun holdt ret godt tilfreds ud i denne
ganske vist besværlige Stilling i hele sex Aar, og hendes Virksomhed
har upaatvivlelig været til Velsignelse. Naar hun med sine lydløse
Skridt og i sin Yndlingsdragt, hvid Kjole og et fint Kniplingsklæde
over Hovedet svævede gjennem Sygestuerne i stille Nattetimer, og
snart satte sig hos en, snart hos en anden Patient, og lagde sin
Haand paa den Febersyges Pande og talte kjærlige Ord til den, der laa
i Pine, har jeg hørt yttre af Folk, der selv havde nydt godt deraf,
at det var dem, som om Gud havde sendt dem sin Trøstens Engel i de
lange Nætter. Hun gjorde i Almindelighed to eller tre Runder hver
Nat, og naar hun de samme lange Nætter igjennem sad i sin enlige
Stue, mættede hun sin Sjæl med Kierkegaards klosterlige Visdom,
og lod sin Pen løbe i Tragediens selvfølgelig uendelig subjective
Repliker. Saa sov hun til om Eftermiddagen, og gik saa undertiden ud
i Byen, naar Dagen hældede.
Saaledes maa jeg nu lade hende gaae til den næste Periode i hendes
Liv, den endnu besværligere, der begyndte efterat jeg var forflyttet
til Kjøbenhavn. Men siden jeg er ved Familien, vil jeg fortsætte med
mine Tanker om hendes yngste Søster ~Mathilde~.
Ikke saa smuk hverken af Ansigt eller Bygning som Ilia, heller ikke
saa betydelig en Personlighed havde hun dog den Lighed med hende, at
hun vaklende mellem Ubehjælpsomhed i Livet og uimodstaaelig Trang
til aandeligt Storværk, gav Stød til mere end hun selv magtede, og
kunde ligesom Søsteren, naar den geniale Virksomhed slog hende feil,
finde sig i et fattigt Liv og jævn Syssel. Men iøvrigt var der stor
Forskjel paa dem. For Ilia var det Hovedsagen at være noget, som har
evig Betydning for Gud og Mennesker. Poesiens Væsen var for hende
ærlig Følelse, Kunstens Fordringer kom først i anden Række. Hos
Mathilde var Formen Hovedsagen; hvad hun opnaaede skyldtes hendes
glimrende Stil. Deri havde hun en mærkværdig Styrke, ethvert lille
Brev var at læse som et Kunstværk ikke blot for Sprogets Skyld, men
for det Væld af skjønne Følelser hun kunde udøse deri. Men større
Indhold var der ikke just i hende, hverken af Ideer eller af Sands
for Livets Begivenheder og raadende Personligheder. Da hun havde
afleveret sine nærmeste Omgivelser og sine kritiske ikke meget
omfangsrige Tanker, var hun i Virkeligheden færdig.
Mod havde hun nok af, og den dristige Optræden af en saa ung Pige
er aabenbart det, der mest har moret Heiberg, da han blev hendes
Impressario. Ogsaa havde hun et ganske godt Greb paa at ledsage
sine spillende, dristige og, om det behøvedes, naivt tilslørede
Repliker med Øiekast, der indeholdt, eller i alt Fald kunde tydes
som de indeholdt en noget mere personlig Ild end den litterære
Begeistrings. Og som æsthetisk Autoritet savnede Heiberg ingenlunde
Smag for den Slags Kunstnydelse. Da saa hendes første Bog blev baaren
frem af hans Fortale og af den overlegne Virkning Dommen i hans
Kreds endnu havde, naaede hun strax, som min Ven Vilhelm Holm skrev:
»en aldeles herostratisk Berømmelse, alle Mennesker tale om hende.
Ministerkriser, Executionstropper, Regjeringscommisærer formaae intet
mod hende. Du skulde høre Conversationen i en Kreds af kjøbenhavnske
Damer -- stakkels Pige, og dog vil hun hæve dem til Ideen og et
ideelt platonisk Ægteskab. Hun er alt udsolgt og udkommer i andet
Oplag.« Det var i Vintren 1850 til 51.
Alle de Breve jeg fik var fulde af hende. Fru Roed, som ogsaa var et
æsthetisk Centrum, skrev: »Vi drøfte to modsatte Vidundre: Sibberns
venlige Bog (anden Del af Gabrieles Breve), og den berømte Amazone
Clara Raphael, som har erobret den høie Fortjeneste at aabne Slusen
for den Strøm, der suser os om Ørerne, Kvindernes Opdragelse.«
Larmen forøgedes ved at den traf sammen med den over Spandets
Forslag om borgerlig Vielse, en Sag, der i den Grad opbragte alle
gode Christne, at de mindre gode, som maa opfinde det Slagord, der
altid hører til en Hovedstad, tog sig for at sige Spandet gale mig
istedetfor Fanden gale mig.
En af dem, der stemte haardest mod Slusernes Aabning, var min altid
conservative Ven B. J. Fog. Han udøste bestandig sit Hjærte for mig i
lange Breve, og om min nysudsprungne Cousine finder jeg den for ham
eiendommelige Udtalelse:
»Hun mangler ikke Familiens begavede Aand, men jeg troer ikke, hun
er i Familie med dit Hjærte. Stakkels Clara Raphael! Det maa være
forskrækkeligt at være forelsket i Ideen. Ja, i vor Ungdom talte man
meget om de Ting, og jeg veed ogsaa af Erfaring, hvad det er for en
ulykkelig Kjærlighed. Det er en ny Tantalus, Vandet staaer klart
og læskende og kvægende op til Læberne, Frugterne hænger smilende
og søde foran Øinene, og Vandet er til at drikke, Frugterne til at
spise, de trække sig ikke tilbage, men Tantalus's Læber ere for
stolte til at bøie sig mod Vandspeilet, Haanden for fornem til at
række efter Frugterne, fordi man eengang har faaet det Indfald,
at der først er Vand paa Bunden af Vandet, og Frugter der, hvor
Livstræets Frugter høre op. Ak, jeg maa laane af mine Hedninger:
Quod petis, hic est. Stakkels Pige! Det er en grusom Skjæbne, jeg
kan have Medlidenhed med hende, jeg der forlængst har tilgivet vor
Herre, ikke blot at han har skabt Ænderne i Gadekjæret, men endog,
at han har skabt Mennesker i Verden.« -- Dette er forsaavidt ganske
sandt, men det gaaer dermed som med mange af Fogs Betragtninger, at
det kan bruges om alt hvad Nyt, Mennesker vil have frem i Verden. Man
kan blive ved det Gamle og beundre og elske det, men man maa ikke
fortænke Mennesker i, at det undertiden kan falde dem ind, at der kan
gjøres et Skridt fremad.
Endelig ogsaa en Udtalelse fra »den af Publicum mindre fine Portion.«
Den tager Sagen hverken æsthetisk eller filosofisk, men ømmer sig
under de Hug, den faaer, og det er menneskeligt. Vor Farbroder
Christian, Forpagteren paa Lolland skriver:
»Mathilde tilbragte et Aar eller lidt længere en halv Mil herfra os
hos en meget agtværdig Skovriderfamilie. Hun blev optaget med al
mulig Godhed og Velvillie i enhver Familie hvor Leilighed tilbød
hende Adgang. At det samme var Tilfældet her i Huset, behøver jeg
ikke at sige dig. Kort efter hendes Afreise her fra udkom Clara
Raphael, hvori ikke alene vi, men de fleste, i hvis Hus hun havde
været, faaer sit Testimonium paa graat Papir. Vi der kjendte
Forholdene, kunde strax gjenkjende de Historier, hvoraf de fleste
ere fortalte eller givne forud til Bedste her i Huset. Hun vil næppe
blive vel modtaget her i Egnen mere.«
Ogsaa han havde Ret. Ganske vist maa man lade unge Forfattere have
Lov til og det kan da hænde ældre med, at tage deres Modeller
fra deres nærmeste Omgivelser. Karl Gjellerup beskrev ogsaa vor
Præstegaard i sin første Novelle og det morede mig at finde mig
selv kommende ind i Dagligstuen, naar Lysene blev tændte, med en
buddistisk Foliant under Armen, og sætte min Pibe i Krogen, for først
at ryge den, naar Damerne var gaaede i Seng. Men det kommer an paa,
med hvad Hjærtelag Modellerne sees. Forpagtergaarden paa Lolland
havde været Mathildes og hendes Sødskendes andet Hjem fra deres
Barndom, og deres Farbroder og Moster der havde gjort nok saa meget
for dem som deres egne Forældre. Der hører da mere end almindelig
Hensynsløshed til at offre dem paa sin skarpe Satires Alter. Men
det var nu disse Søskenes Egenhed, at det var dem i Kjødet baaret
at see dybt ned paa deres landlige Slægtninge. Og saa var det den
heibergske Periodes Program, at alle, hvem det ikke var lykkedes at
bestige Aandrighedens høie Hest, hørte kun hen under Dyrehavsbakkens
Publikum. Men Perioden var allerede saa temmelig vunden til Ende,
derfor lod Recensenterne hende ogsaa haardt nok vide, at siden hun
raabte saa høit paa Ideen, burde hun ikke seet feil ad, at en dygtig
Landmand, som dertil er en kjærlig og from Sjæl, lever ogsaa for
Ideen.
Ilia havde ogsaa sine Storhedstanker, men hun var ikke paa den
Maade forfængelig. Jeg troer, det var ærligt ment, naar hun skrev
om sin Æventyrbog: »Denne lille Bog sender jeg dig i sin simple
Hverdagskjole, da den kun er til at gjemme hen. Jeg beder dig at tage
venlig imod den, og see den med lidt bedre Øine end jeg, som virkelig
ikke ret kan taale at see den trykt. Det er underligt, det gaaer
mig i eet og alt stik modsat Mathilde, som altid har Clara Raphael
liggende paa Bordet.«
Efter at hun havde forladt almindelig Hospital flyttede hun sammen
med sin Søster. »Jeg er lidt beklemt derved, skriver hun, men det
gaaer vel nok. Mathilde er til daglig Brug det nøisomste Menneske af
Verden.« Det var hun ogsaa, men begge Søstre havde den Egenskab, at
de ikke kunde udholde at boe sammen med andre. Det skulde da heller
ikke holde ud mere end den Vinter.
Mathildes andre Bøger skal jeg ikke have nogen Mening om, da jeg
ikke erindrer at have læst dem. »Et Besøg« var Ussing ret tilfreds
med, men »Minona« kaldte han noget ynkeligt Vrøvl. Hun havde ingen
Glæde mere af Forfatterskabet. Ved sin første Bog havde hun kunnet
bære, hvad Satire der faldt af, da den gjorde saa stor Opsigt. Men
da Heiberg, som ingen Sands havde for Kvindens Emancipation, havde
opgivet hende, og hun under Corsarkritikens Behandling var bleven
en parodisk Figur, som med vanlig Grovhed maatte paa Bræderne i
Studenterkomedien, sank hendes Mod sammen, hvad Poesien angaaer. Som
hun dog virkelig har givet det første og stærkeste Stød til hvad der
nu kaldes Kvindesagen, samlede alle begeistrede Kvinder sig om hende,
og foruden hendes virkelig glimrende Brevvexling[15], har hun af og
til siden ladet »Ideen« komme til Orde i deres Blade.
[15] Nu udgiven af hendes Broderdatter Margrete.
Siden har hun havt en tung Skjebne. Hun maatte tage til sin første
Gjerning for at underholde sig, og var flere Steder Lærerinde. Men
det var vanskeligt, hun var bleven en altfor offentlig og pikant
Person. Hvor hun kom frem, blev hun farlig for Mændene og ubehagelig
for Husmødrene, hvad hun selv ikke havde noget imod, det gav Livet
mere Indhold. Da der af den Grund var opstaaet noget Misforhold i
jydske Præstefamilier, leiede hun sig en Bondestue i en øde Egn, og
da hun ikke kunde holde længer ud der, drog hun til Kjøbenhavn forat
uddanne sig til en lærdere Lærerinde. Der faldt hun i 1857 i en
ondartet Feber, og medens hun gjennemgik denne paa Frederiks Hospital
under sin Søsters Pleie, fattede hun en sværmerisk Kjærlighed til
Overlægen, siden Ministeren Fenger, som ogsaa var Ilias Ven. Han
viste hende en særdeles Godhed og var siden altid hendes Patron.
Trængte hun til noget, bragte han hende det, en Paraply, et Uhr eller
ogsaa blot Smaating til behagelig Erindring. Det morede da os andre
at see hende altid bære disse Gjenstande hos sig, kysse dem og med et
Suk: Det er Fengers! vendte Øinene mod Himlen. Hun havde allerede nu
en gammel Jomfrus Manerer.
Samtidig med hendes Sygdom laa ogsaa Amalie dødssyg til ud paa
Vinteren. Hun kjendte endnu ikke Mathilde personlig, men i sin
lidende Tilstand tænkte hun meget paa, hvor hjemløs hun var, havde
endog en drømmeagtig Indskydelse om, at hun skulde gjøre noget for
hende. Hun bad hende derfor om, at komme over til os. Saa tilbragte
hun Sommeren (1858) i Haderslev, kom sig godt, og syntes at befinde
sig vel hos os, men forlod os dog i Efteraaret, nedsatte sig igjen i
Kjøbenhavn og nærede sig meget smaat af noget Oversætterarbeide. Saa
blev hun efter Fengers Raad og ved hans Hjælp Telegrafist, og var den
første Kvinde, der fik en saadan Embedsstilling (1863). Hun var ansat
ved flere Stationer, Haderslev, Nysted, Helsingør og tilsidst Aarhus,
hvor hun i Juni 1872 døde af en Brystbetændelse, 42 Aar gammel.
Heller ikke der havde hun dog kunnet undgaa at komme i sværmerisk
Forhold til en Telegrafist af Amalies Fætterskab, vistnok et ganske
uskyldigt Forhold, men hun var nu eengang af romantisk Tilbøielighed,
og Jakob Stenstrups Hjærte var som hans Søskenes af noget vulkansk
Natur. Han døde og hun lod sig lukke ind i Gravkapellet, hvor
man fandt hende knælende ved hans Kiste. Jeg har derom to meget
lidenskabelige Breve fra hende. Men naar hun udbryder: »Jeg kan ikke
udholde det længere, naar min Vei skal gaae over Lig!« bliver man dog
ikke klogere paa Forholdet mellem dem. Aaret efter fulgte hun ham i
Døden.
Ualmindelig var hun som hele Slægten, og blev en Stridens Gjenstand,
men der var ikke Ondt i hende, meget mere baade alvorlig Sandhed og
dybt Hjærtelag. Af sin inderste Sjæl stræbte hun altid mod Ideen, som
hun kaldte det, hvorved hun vel nærmest forstod et betydningsfuldt
Liv, ophøiede Tanker og sværmeriske Følelser, men tog dog ogsaa
Alvor og Redelighed i ethvert Forhold med. Derfor var hun ogsaa
meget samvittighedsfuld i sin tarvelige praktiske Syssel, og tjente
agtværdig sit Brød, da hun ikke længer kunde straale som Geni. Mig
og min Hustru var hun en trofast Veninde, og tog meget smukt og
selvfornegtende imod det, naar Amalie gav hende en Mindelse om ikke
at lade sine smaa erotiske Anliggender gaae for vidt.


FEMTE KAPITEL.
KIRKELIGT.

Paa et Præstemøde i Aabenraa, St. Hansdag 1855, hvor vor Psalmebog
med al ønskelig Nidkjærhed blev forhandlet[16], havde Leth anmodet
mig om at prædike ved Gudstjenesten. Da jeg den Tid ikke godt kunde
gjøre noget uden at strække mig adskilligt videre, end der behøvedes,
skrev jeg tillige en Psalme, som jeg lod omdele i Kirken, for at
hædre Festens Herre.
[16] I den udeladte Begyndelse af dette Kapitel, fortaltes om de
nordslesvigske Præsters forgjæves Forsøg paa at faa et Tillæg til
Psalmebogen indført.
Saa prædikede jeg om Døberen. Dog ikke om Daaben som Indgangen til
Guds Rige, men om Forsagelsen som Betingelsen for at være derinde,
som den omtalte Psalme sluttede:
Nei, ned i Tvætningsvandet,
der Satans Væsen døer,
~Forsagelse~, ei Andet,
er Rigets snevre Dør.