Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 02

Total number of words is 4796
Total number of unique words is 1653
42.9 of words are in the 2000 most common words
59.5 of words are in the 5000 most common words
67.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Prismedaille, men han gjorde dog ikke det Indtryk, han haabede.
Fortjent synes jeg ikke, det er. Hans Hovedværk, Oversættelsen af
Sophokles Tragedier, overgaaer dog Dorphs nu almindelig brugte, i at
træffe Originalens mægtige Klang og heroiske Værdighed, ikke at tale
om, i Troskab. Hans sex Sange af Iliaden har Wilster spottet over.
Seer man paa antik Tone og Styrke i Sproget ere de dog fuldt saa gode
som Wilsters. Hvad min Fader egentlig mente med antik Skjønhed seer
man bedst af hans egne græske Oder, et Kunststykke, som jeg ikke
veed, nogen anden her i Landet har vovet sig til. Saavidt mit Øre
kan bedømme det gamle Sprog, ere de af fuldendt Ynde. Saadanne Ting
pleiede han at udgive i sine aarlige Skoleprogrammer, ledsagede af en
dansk Text, ligesaa kunstret. Et smukt Stykke af den Art er hans Digt
til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.
Som man ofte kan finde det hos tungsindige Mennesker havde han endnu
en anden Egenskab, en høi Grad af Sands for det Komiske. Det er som
de mere end det lettere Sind trængte til at ryste Byrden af i en
forsvarlig Latter; og som al Komik beroer paa en barok Modsætning,
gribes de, der kun altfor godt kjende Livets svære Modsætninger,
desto lettere deraf, naar de i ny Belysning stilles saa pudsigt til
Skue. Selvfølgeligt gribes de ligesaa meget deraf, naar Modsætningen
møder dem i tragisk Klædebon.
Først 1810 fik han Ansættelse som Adjunkt i Roskilde, hvor den
gamle Tauber, der havde taget sin Afsked 1808, endnu boede i
Rectorboligen. Han havde besværlige Forhold der, da Skolen var i
Uorden, og den brave Rector Schultz havde vanskeligt nok ved at faa
den gennemgribende Reform af 1810 indført. Han blev der til 1817, da
han blev kaldet til Overlærer i Nykjøbing. Samme Aar blev ogsaa i en
anden Henseende en lykkelig Overgang i hans Liv.
~Jakobine Katrine~, født 8. Januar 1789, var Taubers næstældste
Datter. Da der var ni Aar mellem hende og den ældste, Christina
Augusta, havde den inderlige Kjærlighed, der alle Dage omslyngede
dem, en egen Charakter. Den ældste vedligeholdt altid en moderlig
Myndighed over den yngre. Denne Afstand i Søstrenes Alder kom til
ligesom i Tal at udmaale Aarsagen til min Faders lange Strid. Han var
fire Aar yngre end den ene, og fem ældre end den anden, og medens
hans Hjærte haabløst hang ved den ældre, betragtede han den yngre som
et Barn.
Men Barnet sprang tidlig ud og var glimrende begavet, ikke saa smuk
som Søsteren, men udrettede med sine intelligente Træk, sin raske
Tunge og sine stærke Øine i en Hast, hvad der i hendes Alder skulde
udrettes, at vinde Hjærter. Hun opholdt sig meget i Kjøbenhavn i sin
Søsters gjæstfri og stærkt besøgte Hus, og fik først lige fyldt sine
19 Aar, da hun havde sig en ret anselig Brudgom, en smuk, hæderlig og
velstaaende Mand med et fint, høist tiltalende Væsen, Procurator ved
Hof- og Stadsretten ~Caspar Vilhelm Smith~.
Han var vel omtrent ligesaa meget ældre end hun som P. Møller var
ældre end hendes Søster, men hun var ikke den, der lod sig nøie med
faderligt Venskab, hun holdt sin Brudefakkel høit, og nød sin korte
Lykke af sit fulde flammende Hjærte. Ak, kun to Aar varede hendes
Ægteskab, hendes første Barn levede fem Uger, næste Aar, i April
1811, bortrev en hidsig Sygdom hendes Mand, og to Maaneder derefter
fødte den een og tyveaarige Enke den Søn, som hun gav Faderens Navn,
og som nu var hendes eneste Trøst.
Hun vendte saa tilbage til Roskilde og sad i Stilhed med sin lille
Dreng hos de gamle Forældre. Men ogsaa her lod Dødens kolde Haand
hende ingen Ro. Der var endnu to Døttre hjemme. Den ældste af disse,
Louise, en blomstrende livfuld Pige, 20 Aar, som stod hende nærmest
i Alder, blev pludselig bortreven fra hende.
Saa sneg Aarene sig bedrøvelig hen til 1816. Hendes Gjerning var
at pleie den livstrætte og i sin Skrøbelighed vanskelige Fader,
og at styrke sin tungsindige Moder. Naar hun fortalte os Børn om
denne hendes Prøvetid, sagde hun: Moder talte kun lidt, hun sang
sine Psalmer, og Fader talte kun om Evigheden. Han havde faaet et
Dødsbudskab. En Aften, da han traadte ind i sit Værelse, havde han
seet sig selv sidde ved Skrivebordet. Han havde ikke talt om det, men
da de undrede dem over, at han mod sin Sædvane ikke havde Lyst at
være i sin Stue, men sad i Dagligstuen, kom det ud af ham.
Hendes yngste Søster, Marie Elisabeth, dengang 16 Aar, var hende ikke
til Hjælp. Hun var et skrøbeligt Væsen, og hendes Sind blev senere
omtaaget. Saa sov den gamle Fader hen 26. Januar 1816 og det kjære
Familiehjem maatte nu opløses.
I denne Smertens Tid var det, at min Fader og Moder fandt hinanden.
Hvorledes, veed jeg intet nærmere om. Om saadanne Ting talte Moder
ikke. I det Udvortes var det ligefrem. Han boede i Byen, det Hus,
hvor han havde havt sit Barndomshjem laa kun faae Skridt fra Skolen;
og i de faa Timer, han havde tilovers, maa han dér have søgt sit
Selskab. Det Indvortes fremgaar af deres Liv.
Han trængte til Fred for sit lidende Hjærte og kunde ikke finde den
uden i Kjærlighed, og hun var den, som kjendte ham saa ganske, at hun
tilfulde forstod hans Indre. Hun havde baaret sex Aars smertelige
Byrde, Aar, som vel kunde gjøre hende til et andet Menneske end den
lykkelige unge Pige havde været. Begge var de erfarne nok til at
vide, at Livet har andre Opgaver end Ungdommens søde Sværmerier, og
at dybe Sjæle endnu er istand til at elske redeligt og opoffrende,
om ogsaa det første Ideal er skrinlagt, og det første høje Mod paa
Lykken er stækket.
Imidlertid stode de begge i det Forhold til den kjære Søster
Christine, at det kunde siges, at der var ingen af hendes Tanker og
Følelser, som ikke ogsaa gik over paa dem. Og deri havde Fader sin
sværeste Opgave. Havde han end hver Dag i sin Ungdom maatte sige sig
selv, at Kjærlighed aldrig skulde falde i hans Lod, saa havde han
nu fast formeget af denne glødende Ingrediens. Den ene Søster tog
ham med fast Haand, og havde visselig ikke Sind til at slippe nogen
Del af hans Liv. Den anden vilde dog ikke sættes tilside i den Del
af hans Kjærlighed, som hun mente at have Hævd paa. Hun kunde ikke
afsee de Timer, hvori hun »talte til ham med søsterlig Fortrolighed«,
eller de Breve, »som intet menneskeligt Øie havde seet, og som laa
forseglede i hendes Gjemme med Udskrift til ham. Hendes Mand havde
lovet at sende ham dem efter hendes Død«.
Nu skete der noget i deres Forlovelses Dage, i Sommeren 1817, der
bragte det til Orde, som Læberne ikke havde turdet hviske om,
Hjærterne næppe vide. Brødrene Tauber havde fra Drengetiden været
vante til at opholde sig en Del over min Faders Væsen. Rimeligvis
have de heller ikke været blinde for hans Hjærtes Hemmelighed, han
var for saa skarpe Øine let at gjennemskue. Om de have yttret noget
saarende, er ikke let at see; der havde kun været en Uenighed mellem
dem og Fader angaaende et Vers, der skulde sættes under deres Faders
Portræt. Nu havde Christine »i sin søsterlige Fortrolighed« talt
meget med ham om det Forhold, der burde opretholdes imellem dem,
som og mellem ham og hendes Brødre, og maaske ikke været fri for at
blande nogen Bitterhed ind ved Tanken om, hvad Fare der var for at
miste denne Hjærtensskat. Det er ikke tydeligt, hun selv forsikrer,
at der aldeles intet fornærmeligt er sagt. Han har imidlertid følt
det saa, og paa sin Hjemreise til Nykjøbing, hvortil han var bleven
kaldet i Mai Maaned, havde han i Roskilde, hvor han havde taget
Afsked med sin Forlovede, beklaget sig derover for hende, om end i en
Tone, hvoraf det fremgik, at han ikke tog sig det nær.
Men hun tog sig det overmaade nær. Oprørt over den bestandige
Fortrolighed, som Søsteren vilde vedligeholde med hendes Elskede, og
vred over, at der skulde siges noget paa ham, lod hun, heftig som
hun var og slagfærdig i sin Tale, Søsteren vide, at hun godt forstod
begge Sider af Sagen, og endte med, at hun sagtens selv havde digtet
hele Historien for at sætte ondt mellem ham og hendes Brødre. Dette
virkede saameget stærkere paa Søsteren, som hun selv maatte føle,
at hun var gaaet for vidt i sit Venskab, og maatte nu føle, at »han
havde svigtet den Tillid, hun havde havt til hans Charakter«. I et
meget bevæget Brev anklagede hun ham strengt, sendte ham den omtalte
forseglede Pakke tilbage, og forlangte sine Breve igjen, »da en
Forlovet er lidt letsindig med sligt.« Først efter flere Maaneder
svarer han:
»Kjæreste Veninde! Jeg modtog en Pakke og et Brev fra Dem, som jeg
maa tilstaae, jeg aldrig havde ventet.
At jeg ikke med et Ord har talt til Jakobine derom, vil De kunne
forstaae. Heller ikke behøver jeg at forsikkre Dem, hvor smerteligt
det er mig at være Aarsag til en Misforstaaelse mellem Dem og hende.
Men -- hvorledes kan Deres Brev tale til mig i en Tone, som om De
havde glemt, at De engang var Aarsag til min største Lykke og --
jeg vil ikke tilføie -- Ulykke, thi denne, jeg forsikkrer Dem det
helligt, har jeg aldrig tilskrevet Dem, men ene mig selv? Hvorledes
er det muligt, at De kan troe de Baand sønderrevne, som -- for
første Gang nødes jeg til at tilstaae Dem det med Ord -- min Ungdoms
første, inderligste og aldrig ganske udslukkede Kjærlighed knyttede?
Kun i den faste Tillid til Deres Venskab og Redelighed, at De strax
tilintetgjør dette Brev, kan jeg tale oprigtig til Dem. Hvor kan
De have glemt den inderlige lidenskabelige Heftighed, hvormed Jak
fra Barn af allerede rev os saa at sige til sig, og ikke nu tilgive
en Misforstaaelse fra hendes Side, som jeg rigtignok er Skyld i,
men, tro mig som en ærlig Mand paa mit Ord, ganske uskyldigt. Thi
jeg fortalte hende blot, som man fortæller om løst og fast, naar
man kommer fra en Reise, hvad De havde fortalt mig, at Deres Brødre
havde sagt om mig. Men for Alvor kan De da vel ikke tænke, at jeg
skulde have været saa ondskabsfuld at tilføie, De havde gjort det for
at sætte Splid mellem Deres Brødre og mig. Det er dog en aabenbar
Urimelighed; det maa jo tvertimod være Dem magtpaaliggende, at
jeg som Deres tilkommende Svoger er Deres Brødres Broder, som jeg
ogsaa er det, og det ret af Hjærtet. En ubetydelig Trætte kan jo
opstaae mellem de bedste Venner, og jeg vil aldeles ikke fragaae,
at det Brev, jeg i Anledning af Deres Faders Portrait fik Bloch til
at skrive til Emanuel, var en dum Streg af mig, som kun en Smule
Forfængelighed kan undskylde, men fra Hjærtet kom det ikke.
Vær ikke længere vred paa mig og Jak! De veed dog, at De har ikke
bedre Venner end os to. Aldrig, aldrig forsvinder de Følelser, som
den første Ungdoms lykkelige salige Dage nedlagde i vor Barm. Jeg
var eengang lykkelig. Jeg haaber ~forvist~ at blive det igjen. Men
aldrig, aldrig briste de Baand, med hvilke de helligste i Naturen,
fælles Opdragelse, Venskab, Fortrolighed og den varmeste Kjærlighed
forenede os[1]. Jak vil aldrig ophøre at være Deres Søster, og jeg
aldrig at være Deres trofasteste Ven.
[1] _Sic._ En Feil i Texten eller Brev-Skjødesløshed. Udg.
Uden den strengeste Befaling af Dem tilbagesender jeg ikke det
dyrebareste Pant paa svundne Dages Glæder.«
Svaret fulgte strax:
»Kjære Fibiger! Med hvor inderlig Følelse jeg modtog og læste
Deres sidste Brev, kan De ikke forestille Dem, uden De fuldkommen
har kunnet forstaae, hvor smertelig det har været mig at tvivle,
undskylde og igjen tvivle om Deres Character i mer end to Maaneder,
da jeg i mer end tyve Aar har regnet Dem for min bedste Ven, og nu
end mere ansaae os for forbundne ved Jak. Tak fordi De saa venlig
oplyste mig. Jeg kan ikke et Øieblik tvivle om Deres Brevs Sandhed.
Og jeg skammer mig ved, at jeg ikke var mere overbærende med en
Overilelse af Jak. Jeg maa blot sige til min Undskyldning, at da
det skete, kom jeg til Roskilde een Dag efter at hun havde fulgt
Dem paa Reisen. Jeg savnede dem begge der, var bekymret for deres
Adskillelse, længtes efter en Hilsen fra Dem, og kunde da ikke bære
et Svar, hvori der laa en saa bitter Bebreidelse, som jeg, tilgiv
mig, tilskrev Dem. Jeg lovede i min Vrede aldrig at tale om Dem
til hende eller om hende til Dem. Vi har nu reist sammen, og jeg
har aldrig nævnt Deres Navn i hendes Nærværelse. Jeg troede, hun
kunde ikke lide, at jeg holdt af Dem, og hun frygtede, at De skulde
gjengjælde det mere, end hun vidste. Det var ikke unaturligt, og maa
være Dem kjært. Jeg vidste ikke, hvor skyldig jeg var, før Deres Brev
nu siger mig det. -- Hjælp mig at gjøre det godt igjen, og brænd
dette Brev, som jeg vil gjøre det ved Deres. Det Bedste vil vi bevare
som en hellig Skat. De har meget, overmaade meget af min Tilfredshed
i Hænder, min Søsters Ro og det kjæreste Barns Fremtids Lykke. Ham
kan De beskytte og betrygge endog mod hans Moders og min Daarlighed,
om det behøves, og i ham kan De engang give os hans uforglemmelige
Fader igjen. Og paa denne Mands Godhed har jeg maattet tvivle! Vogt
Dem, De ~synes~ ikke altid saa god, som De er. Kan De forandre noget
heri, saa gjør det, ikke mere for min Skyld, men De vil derved undgaa
mange ubehagelige Optrin .... Tak endnu engang Tak for Deres kjære
sande Brev, og tilgiv mig alt, hvad De har at tilgive mig, og vær min
Ven i Ord og Gjerning, ligesom jeg vist aldrig skal ophøre at være
Deres Veninde. Og som saadan beder jeg Dem laane mig mine Breve til
Dem til Gjennemlæsning. Det er Deres Eiendom, og jeg vil ikke berøve
Dem dem, men ombytte dem igjen med dem, som er mine. Send mig dem
snart, og lad os ikke tale mere om Fortiden, men trygt gaae frem paa
den rene faste Bane, den har lagt for os. Deres C. A. Møller.«
Da min Fader i Mai 1817 drog til Falster, var det hans Bruds første
Beslutning, allerede i Sommerens Løb at følge ham derhen som hans
Hustru. Men Søster Christine var af en anden Mening, af hvad Grund er
ikke klart. Hun udøvede nu eengang en blid Myndighed over dem begge,
og hendes Mening gik igjennem.
Først næste Sommer samledes saa Familien forat feire deres Bryllup,
5. August 1818, og det maatte nødvendig staae i Sæby Præstegaard.
Ære være vore gamle Præstegaarde! Upaatvivleligt kan der siges
meget paa Præster, men meget mindre paa deres Hjem. Der er faa
af Latinskolens priviligerede Stand, der ikke er i Familie eller
Gjæstevenskab med Præstefamilier; og de skulle ikke glemme,
at Beneficiarius med Frue -- nei, Madame hed det -- altid har
baade Husrum og Hjærterum for dem, til de Tider, de trænge til
Stikkelsbærbuske, Nøddehække og svale Havestuer. Og Sæby Præstegaard
var een af dem, der end ikke i Drømme kan tænkes bedre i god gammel
Stil. Rummelig høi Bindingsværks Bygning, bred Egetræs Trappe ned
til Gaarden, stor Dagligstue med Vinduer baade til Gaard og Have,
mægtig Storstue med gamle Familieportræter, Gjæsteværelser bag den
og forresten i hver mulig Krog i Huset, og stortræet Have, der fører
lige ud i Herregaardsskoven langs Tiis Søens brede klare Flade. Ikke
at tale om den store og skjønne Kirke, et Vidnesbyrd om Esbern Snares
fromme Gavmildhed. I den blev altsaa mine Forældre viede.
Præstekonen var min Moders Moster. Ogsaa Mormoder, Taubers gamle
fromme Enke, boede nu der hos sin Søster. Præsten Lassen var en
gammel Nathue, men af den bløde behagelige Slags. Forresten kom han
ikke til at vie mine Forældre. Der var en Lovbestemmelse, som forbød
at vie den, der ikke kunde fremvise Koppeattest, og min Fader havde
haft naturlige Kopper og var meget koparret, havde altsaa intet
Papir for Vaccine. Men, kongelig Forordning! Man tænke sig! Moders
næstældste Broder, Jens Worm Tauber, Præst i Nordrup, maatte da
paatage sig Vovestykket, og udførte det forsvarligt nok, som hans
lange hjærtelige Tale i Tidens Stil endnu viser mig.
Saa drog Ægteparret til Falster, ikke til nogen glimrende Stilling.
Kaarene var knappe, en Overlærers Løn var kun 800 Rdl. Jeg havde dog
i samme Stilling 1600. Men ved Hjælp af min Moders Husholdningstalent
og nogle Pensionærer, dem de elskede som deres Børn og som elskede
dem igjen, havde de dog forholdsvis et smukt Hjem.
Heller ikke for min Fader var det nogen let Opgave, der forelaa. En
overmaade forfalden Skole skulde bringes paa Fode, og han var ikke
just skabt til at gribe praktisk ind. Hans Ven og Rector i Roskilde,
Bloch, havde selv været Rector i Nykjøbing til 1815, og i de Breve,
han skrev til ham, udøser han ret sit Hjærte om det Uføre, han havde
at kjæmpe med under hans Eftermand.
»Her har man ikke den mindste Anelse om, hvad Filologi er, eller om
den Ærbødighed, man skylder de Udødeliges Manes. Jeg har aldrig hørt
Mage til Examination af Latin i øverste Klasse. Men det faaer ikke at
hjælpe. Siden jeg har faaet den, vil jeg absolut ikke tale et dansk
Ord i den, hvormeget end min Rector protesterer derimod.«
Rectoratet i Kolding havde han allerede dengang Haab om, da hans
Svoger, Erik Tauber, som beklædte det, havde havt Tilbud om et
theologisk Professorat ved Universitetet, hvilket han dog afslog --
»af ubegribelige Grunde,« siger min Fader.
Mine Forældre vare dog langtfra at beklage, at de endnu i tre Aar
vare bundne til Falster, da de havde dette Hjem inderlig kjært.
De havde ogsaa et landligt Tilhold i Sommertiden, som glædede dem
meget. Min Farbroder Christian Fibiger var den Tid Forpagter paa
Bramslykke paa Hardenberg Gods, en eiendommelig Mand, som jeg i min
Studentertid kom til at staae i et meget nært Forhold til. Mellem ham
og Fader var der et sandt Kjærlighedsbaand, snart mer end broderligt.
Deres Dannelse og Livsgjerning var saa forskjellig som mulig. Den
ene havde i al sin Ungdom vugget paa Havet mellem Europa og Asien
som simpel Matros og sled nu i sit Ansigts Sved med den Jord, som i
daarlige Tider bar ham Torne og Tidsler; den anden havde kun dyrket
Phantasiens Have og havde intet havt at bruge sine Arme til, men
ligefuldt var deres Sind og Hjærtelag saa ens, at deres Længsler fra
hver sin Side sloge sammen.
Min Moder havde endeløst meget at fortælle om disse Smaareiser til
den store Forpagtergaard, med Udsigt til de mægtige lollandske
Herresæder, deres Adelsslægter og Fortid, lige til den mystiske Side
af forfaldne og forladte Borgbygninger med de Beboere, der ikke
forlode dem, Gjengangerne. Paa Bramslykke blev den salig Grevinde
jævnlig seet. Sagtens maatte da Mørknings- og Reise-Æventyrene voxe
saaledes sammen med min gryende Forestillingsverden, at jeg tilsidst
troede at have spillet en ganske anden Rolle derved end den at skrige
paa en Barnepiges Arm.
Imidlertid gik Aarene og Kaarene bedrede sig. Prisen for
Pensionærerne steg, der kom Tillæg til Embedslønnen og Honorar for
Skrifter, og samtidig forøgedes Familien. Den ældste Søn, Christian,
blev født i det skjønne Foraar 1819, 31. Mai. Jeg fulgte efter paa
en barsk Vinterdag, 27. Januar 1821, og vor eneste, derfor dobbelt
kjære, Søster Christine d. 4. September 1822. Flere Helsøskene var vi
ikke. Den fjerde var Moders Søn af første Ægteskab, ham vi allerede
kjende som den veltalende Caspar. Født 16. Juni 1811 var han altsaa
allerede nu en lærd Skoledreng.
Tiden kom, at det første Hjem, som de havde faaet saa kjært, maatte
forlades. I et Brev til sin yngste Broder, Jakob Scavenius Fibiger,
dengang Lieutenant i Artilleriet og paa en flereaarig Reise i
Selskab med den senere adlede Peder Scavenius, efter hvis Fader
han var opkaldt, skriver min Fader, efter at have fortalt om sine
Fremtidsplaner.
»Jeg vilde dog nødig forlade dette yndige Sted. Fra mit
Studereværelse seer jeg over mod Lollands tæt med Skov bevoxede Kyst,
til Færgegaarden med sine Baade og Smaaskibe og Landeveien slyngende
sig op gjennem Skoven. Falsters Bredder ere ligesaa skovrige, og
overalt er Øen saa frugtbar og venlig, at den kun er at betragte
som en stor Have. Forfærdelig Hede har ellers hjemsøgt os i Sommer,
Torden hver Nat osv. -- -- -- Du seer, hvilken Spidsborger jeg er
bleven, at jeg snakker om Veir og Vind ligesom Maribo Avis. Men
sligt er Mærkværdigheder for os, som ikke har vandret over Alper og
Apenniner og kiget ned i Vesuvs Krater. Medens du har spadseret om
i Titus' Theater, har jeg kun paa Kathedret beskrevet det for mine
Disciple, har kun i Kobberstik seet Pantheon, Herculanum og Pompeji,
og kjender Genfersøen kun af Mathisons Vers.«
Min Morbroders hellige Professorat var altsaa blevet til Vind,
men det varede dog ikke længer end tre Aar, før han af ligesaa
»ubegribelige Grunde« modtog en Kaldelse til Direktør for det dengang
nyoprettede Sorø Akademi; og Fader blev hans Eftermand i Kolding
(1822).
Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det
Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsættelsen deraf
blev efter Datidens Befordringsmaade et otte Dages Zigeunerliv i et
barskt Klima. Jeg var i ubevidst Stand, men veed ligefuldt snart
bedre Besked om Reisen, end jeg vilde have vidst, hvis jeg havde
gjort den en Snes Aar senere.
Faldende over mine egne Ben paa Gaabense Skibsbro, blev jeg paa
Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den første Skyllesø
bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget
uformeligt ved Hjælp af et Sjal, og ved næste Sø stuvet ned under
Dækket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu værre
Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde
tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en
Umulighed at nægte sine Børn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette
Æventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med
Bytte. Den øvrige Vei blæste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder
Christian rørte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.
Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad
Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end høiere end jeg, fordi
hun saameget mere end jeg var istand til at gjøre den Betragtning,
at hendes Liv havde Ende. Vognen var væltet. Man væltede dengang
hyppigere end nu, men mellem de høie Hækker i de dybe Spor væltede
man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men værst var det for
Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og
baxes med den kullerske Hest.
En forbikjørende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu
engang at have svaiet paa Lillebelts Bølger, men dennegang under
Færgemanden, Farbroder Karls, egen Varetægt, en mørk Aften skumplende
opad Kolding Gade.


ANDET KAPITEL.
KOLDING.

Man pleier paa Psychologiens Vegne at lægge Mærke til, hvorlangt et
Barns Minder gaae tilbage.
Jeg troer nu at kunne huske, at da Vognen den mørke Aften holdt paa
Kolding Torv udenfor Rectorens Bolig, kom de ned ad Stentrappen med
Lys. Det var dette, at jeg saae Dør, Trappe og Ansigter skinne i
Lyset, mens der rundt om var Mørke, ikke andet. Den Kjendsgjerning,
at vi holdt vort Indtog gjennem alle Stuer til festlig Klang af
Tromme og Trompet, vil jeg derimod ikke indestaae for skriver sig
fra min egen Erindring. Den hører upaatvivlelig til Børnekamrets
tidt opfriskede Fortællinger. Men det med Lyset kunde ikke saaledes
fortælles. Jeg var dengang 1 Aar og 10 Maaneder.
Lad da Indtoget i Kolding være Udgangspunktet for mine Erindringers
Kjæde. Hvor stærkt denne Omverden af det første Hjem med alle dets
Rum lige til de mindste Kanter og Kroge har bevæget min Hjærnes Væv,
og øvet den i at have sine Syner paa denne Scene, derom vidner, at
endnu 60 Aar efter har jeg næppe nogen natlig Drøm, uden at den
foregaaer i disse gamle Stuer.
Kolding var dengang en saa mærkelig By, at om man nu kunde tage den
hel og holden og sætte den i et Musæum, vilde den være en værdifuld
Oplysning om svundne Tilstande.
Krogede snævre Gader med Bindingsværks Huse, hvis Stokværk paa
Bjælkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i
hvis Midte løb en Række brede, over alenbrede, men runde utilhugne
Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme
frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet,
en Gabestok paa Raadstuehjørnet; bagud brøstfaldne Plankeværker,
forrevne Hækker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt
den store triste Slotsruin seende fra sin høie Voldbakke ned paa
denne underlige af Fortidens sære Mennesker beboede Rede, det var
Yderverdenen, og vort Hjemlige var et værdigt Led deraf.
Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side.
Op til den førte en høi Stentrappe med Jærnrækværk og Bænke paa
den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne.
Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Værelser
med Bjælkeloft, høitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede
af en Række Lindetræer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt
Kjøkken med Klinkedør ud til Gaarden førte Trappen op til andet
Stokværk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en
Vinduesrækkes smaa Blyruder. Først i de sidste Aar havde Formanden,
Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Værelser til Rectoren og
Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene
voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Værelse
til Lærerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum
tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en
mægtig Tværbjelke, vort første Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken
i Kolding; skjønt omtrent alle Huse havde to Stokværk foruden det
steile Tag, blev det øverste først taget i Brug, altsom Kulturen steg.
Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overflødige
Kroge. Ikke mindre i Udenværkerne. Gaarden skraanede opefter mod
en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den førte en Dør ud til
Slotsbakken, som høinede sig steilt lige fra Døren, og endnu mere
fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen høi Graastensmur
støttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjælp af Æbletræernes
Grene at komme over det høie Plankeværk, der reiste sig ovenpaa den,
hørte til Storværker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjøres. At
hoppe gjennem Ladedøren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken
maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjældergluggerne, eller
entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.
Den Ruin med dens mægtige mørke Kældre, dens nedfaldne Taarntrapper,
dens Bjerge af Murbrokker, sønderslaaede Ornamenter og sære
fantastiske Sandstensansigter, dens høie Sale med grøntbegroede
Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem
Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg
kjedede mig, og Børn kjede sig forfærdelig tidt, maatte op og afsøge
den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrække, den Gru, den da
vakte, var uimodstaaelig.
Naar saa i Morgenstunden alt var saa høitidsfuldt, Allikerne
kaglede deroppe omkring Kjæmpetaarnet, som det kaldtes efter de to
Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjørnerne af det paa langs
spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen -- hvor var da Udsigten
henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen
med sine høie kuplede Bakker, den blanke Slotssø og Skovene langs
Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.
Kun elleve Aar, og naar man trækker de første tre--fire altfor
barnlige fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men
det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er
bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde
siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring
og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke
udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling
under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for
bedre at kunne betragte dem hver for sig.
Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem
vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet
til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa
Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske
Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker
til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til
dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet
slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i
deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig
selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller
ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 03
  • Parts
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 01
    Total number of words is 4544
    Total number of unique words is 1628
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 02
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1653
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 03
    Total number of words is 4833
    Total number of unique words is 1610
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 04
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1662
    42.4 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 05
    Total number of words is 4878
    Total number of unique words is 1550
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    69.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 06
    Total number of words is 4713
    Total number of unique words is 1620
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 07
    Total number of words is 4845
    Total number of unique words is 1562
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 08
    Total number of words is 5061
    Total number of unique words is 1418
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    65.7 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 09
    Total number of words is 4929
    Total number of unique words is 1480
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 10
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1527
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 11
    Total number of words is 4868
    Total number of unique words is 1608
    45.6 of words are in the 2000 most common words
    61.7 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 12
    Total number of words is 4808
    Total number of unique words is 1479
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 13
    Total number of words is 5004
    Total number of unique words is 1467
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    67.8 of words are in the 5000 most common words
    76.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 14
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1470
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 15
    Total number of words is 4834
    Total number of unique words is 1600
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 16
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1716
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 17
    Total number of words is 4862
    Total number of unique words is 1600
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 18
    Total number of words is 4912
    Total number of unique words is 1497
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 19
    Total number of words is 4872
    Total number of unique words is 1548
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    62.2 of words are in the 5000 most common words
    71.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 20
    Total number of words is 4921
    Total number of unique words is 1541
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 21
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1554
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 22
    Total number of words is 4904
    Total number of unique words is 1517
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 23
    Total number of words is 4767
    Total number of unique words is 1576
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 24
    Total number of words is 4910
    Total number of unique words is 1529
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 25
    Total number of words is 4990
    Total number of unique words is 1623
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 26
    Total number of words is 2446
    Total number of unique words is 890
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.