Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 11

enhver Journal.
Dette gav Stødet til, at jeg vovede mig videre. Jeg forelskede mig
saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde lade være at copiere
Landskaber af Waterloo og Swanwelt. Og da jeg fandt, at det ikke
anstrengte mig synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens
fine Streger, end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette
mig en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en Række
Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen Tilfredshed, gik jeg
til Naturen. Jeg kunde ikke sidde ude, men fra vore Vinduer oversaae
vi Kirkepladsen og en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter,
først Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad ved
Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af Domkirken og Pladsen, og
var netop kommen ned til Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen
Umage med et stort Asketræ, som hang ud over Domprovstens Havemur;
da blev Døren slaaet høit op, og Vilhelm Marstrand traadte ind. Jeg
havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop kommen tilbage fra sin
første italienske Reise. Mens han paa sin lette naturlige Maade
gav Moder Haanden og ruskede i mig, havde han allerede kastet sit
Blik paa mit Billede og udbrød: Nei see, kan du gjøre saadan noget!
Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tænkende paa Asketræet,
men meget forlegen over at være bleven overrasket af et saadant
Kunstnerøie; og Samtalen gik videre, som om han aldrig havde været
borte.
Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig dog den bedste
Glæde. Professor Blochs Familie ønskede, at vi skulde tilbringe den
hos dem, og Rectorboligen var os altid et kjært Sted at komme. For
mig var det ikke at tænke paa, det var i min allersvageste Tid. Men
skjønt jeg vidste, hvad det vilde koste mig at være ene, skjulte jeg
dog min Angst saa godt jeg formaaede, for at faa Moder og Søster til
at gaae. Saa sad jeg ene. Storm og Snesjap buldrede mod Ruderne,
og Stuen saae trist ud, men jeg fik ikke Tid til at tænke paa
Omgivelserne. Blodet buldrede i mig, som jeg skulde sprænges, og det
hjalp intet, at jeg gjennemgik hele Skalaen af de tidtnok indøvede
Beroligelsesmidler, at jeg forklarede mig selv paa det forstandigste,
at det hele var Indbildning, jeg blev mere og mere syg. Jeg søgte at
bevæge mig paa Gulvet, jeg stod og pressede Panden mod Ruden, jeg
kastede mig paa Sofaen, men det forfærdelige lod sig ikke afvende,
jeg maatte igjennem de ensomme Timer, om det saa skulde koste mit
Liv. Saa holdt jeg det ud, som jeg har holdt saamangen lang Nat ud,
ogsaa de værste Timer liste sig til Ende, og endelig kom Moder. Hun
havde forladt Selskabet tidligere for at see til mig, og blot at
see hende var allerede Hjælp. Hun sad noget hos mig og talte mig
tilrette, og da jeg var bleven lidt roligere, krøb jeg i Seng.
Som jeg endnu laa og kjæmpede med mig selv, hørte jeg glade Stemmer
under Vinduet, Smaalatter, Hvisken og afbrudte Udraab, det tog ingen
Ende. Nu har han da fulgt hende hjem, tænkte jeg, men dette er dog
for galt. Endelig blev der da Ende paa den Sigen Godnat, og Moder,
som stod øverst paa Trappen, modtog sin blussende Datter i sine Arme.
Hendes forlængst erklærede Elsker havde benyttet den korte Vei over
Kirkepladsen til at faa hendes Ja.
At den søde Søster sad længe hos Moder, inden de kom til Ro, var
naturligt nok, men for mig Stakkel var det usigelig tungt, at ligge
og vælte mig paa mit Leie uden at kunne deltage i deres Glæde. Jeg
maatte dog see min Søster, men min Tilstand var fortvivlet, saa
meget mere, som jeg maatte skjule den. Ak, kun altformeget af mit
Ungdomsliv er paa den Maade blevet mig forspildt.
Jeg fik mig altsaa en Svoger i Søren Thrige, men Overgangen var ikke
stor. Han havde siden Skoletiden været saa hjemme hos os, at han for
Moder var bleven som en Søn. Det har han og i Sandhed altid været,
ingen kunde gjøre mere for sin Svigermoder, end han har gjort.
Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde
tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i
Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra denne Maaned see meget godt
ud, men jeg kan ikke tro andet, end de har været til mere Bekymring
end Trøst for Moder. Hun saae kun deraf, at jeg havde styrtet mig ind
i mit forrige anstrengte Liv; det vilde næppe ende godt. Jeg taler
meget om, at gjøre alt aandelig, deri indbefattet Biblen saavelsom
den hedenske Oldtid, Kirkehistorien saavelsom Digternes Fantasmer.
Jeg klager stærkt over, at jeg ingen havde, der kunde dele mine
Tanker, og at Ensomheden var det, der tyngede mig. Alt dette er
udenoms Tale, jeg var syg, meget syg, og allerede i næste Maaned gik
de Afbrydelser i mit Arbeide, som jeg kun løseligt havde berørt, over
til fuldstændig og vedvarende Afmagt.
Saa kommer der sidst i Mai et helt trøstesløst Brev til Moder. Det er
den gamle Historie: jeg sad ensom ubeskjæftiget i min Stue, hvor jeg
hverken kunde udholde at være stille eller lindre mig ved at vakle ud
i Gaarden og faae mig en Samtale: jeg kunde end ikke i den letteste
Bog læse en Side til Ende; mine Hænder rystede, mit Blod hamrede, saa
Ribbenet og Kjødet paa venstre Side var ømme deraf, jeg forfærdedes
ved at see i Speilet, hvor indfalden og huløiet jeg saae ud; og under
alt dette min Bekymring for, hvorledes jeg skulde kunne bringe det
saavidt, at jeg kunde aabne mig en Levevei.
Moder var dog mindst den, der tabte Modet. Hun havde strax en god
Udvei for den nærmeste Fremtid. Hun havde lovet sin Broder, Frederik
Tauber, tidligere Præst paa Vallø, nu Præst i Eiby og Dalby ved
Kjøge, at tilbringe Sommeren hos ham, og han havde selv bedet hende
at tage mig med, og hun udkaster et tillokkende Billede af, hvor godt
jeg skulde have det der, blandet med en Del opmuntrende Spøg.
Efter min Hjemkomst fra Landet, forsøgte jeg mig igjen paa Regentsen,
men det gik endnu værre end før. Det var mig umuligt at blive der, og
da Moder foreslog mig at søge en Huslærerplads paa Landet, var det
mig ligesaa umuligt at vove mig dertil. Hun vidste ikke, hvor svag
jeg var. Da der nu kun var et halvt Aar tilbage, fik jeg Tilladelse
til først at nyde dette, naar mit Helbred var blevet bedre, og søgte
saa atter for denne Vinter tilbage til min moderlige Rede i Roskilde.
Der var i denne Sommer foregaaet noget i Roskilde, som jeg ikke kunde
holde mig uden for, og som voldte mig megen Sorg. Det er ogsaa mere
værd at fortælle end de andre Smaating, jeg oplevede, da det angaaer
en udmærket Mand.
Vilhelm Marstrand var, som jeg alt har omtalt, kommen hjem fra
sin første femaarige Sydlandsreise. Jeg havde kjendt ham fra min
Skoletid; han var min Halvbroders Fætter -- hans Moder var en Søster
til Broder Caspars Fader -- og han blev snart min Ven, skjønt der i
Alderen var ti Aars Forskjel paa os. »Jeg mener da, Venskabet behøver
ikke at være saa halvt som Fætterskabet,« sagde han. En Ære, jeg
skjønnede meget paa.
Vi havde i Kjøbenhavn havt et sluttet Selskab, som en Aften om Ugen
kom sammen hos hans Moster, Thea Smith, en gammel venlig Dame,
som vi alle kaldte Tante Thea, og som havde sin Bolig i Petersens
Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Det var hendes Glæde at see Ungdommen
omkring sig, hun dækkede et rigeligt Bord, og var stolt af at
kunne see hvor stor en Flok, der tog Sæde om det. Vi kaldte det
Fætterklubben, fordi de fleste af hendes Gjæster stod i dette Forhold
til hinanden. Der var Brødrene Marstrand, særdeles Vilhelm og den
smukke Søofficeer Osvald, der var Brødrene Smith fra Møen, særdeles
den poetiske Theolog Troels, der var min Broder, Caspar Smith og
min Fætter Adolf Fibiger, og flere Fættere og flere Venner, som
Malerne Købke og Constantin Hansen og Architekten Bindesbøll, og
yngre Medlemmer holdt sig til, ogsaa Cousiner. Af dem, der beskedent
lyttede til den faste Stok var jeg. Stemningen var udmærket, naturlig
og hjærtelig, og tumlede sig i overstadig aandrig Lystighed. Det var
i mine første Studenteraar, jeg begyndte at komme der, medens Vilhelm
var borte, men ogsaa senere, mens han boede i en underlig gammel
Leilighed i Børsgaden, hvor han bedækkede de skumle Vægge med en
mægtig Samling af sine hjembragte Studier.
Saa saae jeg ham ikke igjen, før han i Vinteren 1841-42 slog ned i
Roskilde. Han havde der en stor Flok Cousiner. Hans Moster Rikke,
en svær og imponerende Frue, der med sin groteske Lystighed, sin
ustyrlige Lunefuldhed og sin uordentlige Paaklædning mest af alt
lignede en flot Italienerinde af Middelstanden, var gift med Byens
Borgemester og Byfoged, Justitsraad Foss, en snu Bonvivant, der
vendte og dreiede med Borgerstanden som han vilde, ved vexelvis at
bruge Magten i gammel Stil, og tage dem under Armen i ny.
De havde syv Døttre, alle smukke, men meget uopdragne, Huset var
stort, og Stillingen anselig, der kom mange, men alle forbausedes
over Familiens underlige Væsen. Altid Skrig og Skraal af Børnene,
der sloges i Krogene, Hvisken og Tisken af de unge Piger om deres
Kjærlighedshistorier, Forfærdelse over Besøg, naar man ikke var
paaklædt, og Moderen foer da altid om i Nattrøie, og forgik af Latter
eller rev sig i Haaret af Fortvivlelse. Faderen listede gjennem Stuen
med en Vinflaske under Armen for at faae sig en lun Time i sit
Contor med en Gjæst, som skulde vindes i et for Byens Vel vigtigt
Øiemed.
Da Vilhelm M. kom hjem, var han 31 Aar, var kjed af sit omvankende
Kunstnerliv, havde Lyst til at skabe sig et Hjem, og saae sig om
efter en Livsledsagerinde. Det var hans Natur ikke at gjøre mange
Omstændigheder, og Cousinerne var dog værd at see paa. Fra deres
Side var de spændte af Forventning om det skulde lykkes en af dem at
vinde den berømte Fætter; ikke at fortænke dem i, han var dengang en
meget smuk Mand, og de var ikke af de Tilbageholdne. Situationen var
dog ikke uden Fare, de havde Rivaler. Der var de fire Cousiner paa
Møen af et lignende varmt Temperament, dem stod han fra tidligere Tid
i nærmere Forhold til. Men hvad dem angik kunde man stole paa sin
Overlegenhed i Skjønhed. Farligere var det, at der fandtes endnu to
Cousiner i Ringsted, som i den blonde Art vel kunde tage det op med
de mørke Roskilde Damer. Det gjaldt at benytte Tiden, Huset straalede
i sin bedste Glands, Toiletterne kom virkelig i Orden, Øinene
løftedes mod Himlen og saae ængstelig til hinanden, og Fætteren kom.
Det lykkedes virkelig. Der kunde kun være Tale om de ældste, de
andre var for unge. »Naa, Vilhelm! hvem skal det saa være? Anna
eller Thekla?«, sagde Moderen med sydlandsk Frimodighed. Den
ældste var ikke saa lidt af en Kokette, som øvede sine Kunster paa
Skoleballerne. Den anden var en god og paa sin Maade forstandig Pige,
der opretholdt Dyden mellem en Flok, der idetmindste til Tider fandt
den mindre behagelig. Han valgte den sidste, og det varede meget
kort, inden de var forlovede.
Vilhelm M. leiede sig et Attelier paa Roskilde Hovedgade, og sad
der Sommeren igjennem, og malte smukke Ting. Særdeles en Mindeskive
til Byens Skytteselskabs Festsal, hvorpaa han portræterede alle de
hæderlige Borgermænd, grupperede om Fuglestangen, med sin kjære
tilkommende Svigerfader mellem den uniformerede Brandmajor, Værten
i Prindsen, og en bekjendt Husarritmester, der førte Byens Garnison.
I Baggrunden saaes Skibsbroen med Jagternes hængende Seil og
festlige Flag paa glødende Aftenhimmel. Ved dette halvsatiriske og
halvpatriotiske Billede gjorde han sig mangen Spas.
Jeg tilbragte en Del Formiddagstimer hos ham, medens jeg efter
min Hjemkomst fra Eiby var i Roskilde, og han gjorde en god
Blyantstegning af mig, som jeg har endnu. At slutte af den saae
jeg dog ikke slet saa sygelig ud, som man kunde vente af det
jeg havde gjennemgaaet. Ti eller endog tyve Aar efter var mit
Udseende betydelig værre; den vedvarende Sygdom udtærede mig først
efterhaanden.
Saa let det var gaaet for ham med at blive forlovet, saa besværligt
blev det ham at fortsætte Forbindelsen. Da han først havde faaet
gjort et kjønt Portræt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved
i halv Størrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede
nærved for sit Vedkommende at have udtømt hende. Han gjorde sig
vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae
stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage,
hun havde sat hele sit Hjærte til paa ham, og hun var en opoffrende
Sjæl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at
tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig,
men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt
paa at være en ulastelig Pige, og hun var utrættelig i at imødekomme
ethvert af hendes Elskedes Ønsker, men hun havde den uheldigste
af alle Egenskaber at møde en Mand som ham med, hun var kjedelig.
Efterhaanden havde han ogsaa faaet Øinene bedre op for, hvad der
efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stødt ham fra først af,
hendes Hjems Uhyggelighed og den øvrige Families temmelig raa Væsen.
Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle,
at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt,
han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu være,
ogsaa mindre end Elskov kan gjøre lykkelig, men hvad værre var, han
havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig
kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans
tungsindige Moder førte som Enke et høist uhyggeligt Hus. Om det var
dette eller det var et medfødt Sind er ikke let at sige, men vist var
det, at baade han og hans Brødre med al deres store Begavelse, ogsaa
for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters
Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bøde
en Del derfor, og lærte først sent, at det er tungt at tage feil i
Livets bedste Forhold.
Dog holdt han længere ud i dette Forhold end man skulde have troet
det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjærtes Skyld.
Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede
rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om
Aftenen i hendes støiende Familie med et Par snavsede og uartige
Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjøbenhavn, og viste hende
alt, hvad han sværmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin
herlige Støtte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham
uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig nødt til at
tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende
Afsked.
Vintren gik, og der maatte tænkes paa mod Foraaret at faae mig
Stakkel anbragt i Kjøbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig
borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlægge
sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i
Smallegaden i et høit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt
over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som Øiet
kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa
den skjønne Roskilde Kirkeplads.
Men førend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anføre en Skildring
af mit Hovedæmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne
Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts
1843:
-- -- Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller
for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene
at tære paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg?
Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Fornødenheder. Du kan troe, det
overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en
søvnløs Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjæmpet det, at jeg næsten i
Forveien kan sige, hvorlænge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig
maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig
Prøvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv,
fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et
endnu større Skrækkebillede af de behagelige Udørkener og romantiske
Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke
til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet
før mig, og ville gjøre det efter mig. -- -- Du seer, jeg vil gjerne
gjøre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over
mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie,
den er rent borte. Jeg har i Vinter glædet mig ved at læse Historie.
Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske
at hengive sig til den Videnskab. Mig har det været en sand Lise at
studere Menneskene, som de have været og som de ere. Historien er
det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Sværmeri ... Ogsaa
i Evangeliet læser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med
mine kjære Ideer derom ... Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse
bliver mig klarere og nærmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa.
Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet
jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nærmere, maa man ogsaa blive
hans Discipel. Der behøves vistnok nu som før intet andet end et
Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at
hele min Aandsudvikling -- skjønt Sligt jo er fast umuligt at blive
sig bevidst -- er afhængig af hans Charakter, idet jeg ikke søger
nogen Sandheds Bekræftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der
naturligvis gjør mig baade vel tilmode og meget betænkelig. Thi
hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne
Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: »Bed
for mig, thi jeg bliver daglig værre.«
Efter en stor Del Fortælling om Familien og vort daglige Liv -- thi
Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt --
tager jeg saa igjen til at filosofere:
»Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin
Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har
Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent
samvittighedsfuldt med at indgaae Ægteskaber, men tænkte, at om end
et Tyranni fra Mandens Side eller Tøffelregimente fra Konens, eller
alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Følgen, saa var
derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa
anden Maade, da var denne egenkjærlige Magt upaatvivlelig snarere
den dominerende; den brød sig end ikke om sin Modstander. Naar den
nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man føler bedre,
hvor Grændsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil
fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative
Ret paa begge Sider.« -- Det var før den Tid, da det Spandetske
Forslag om borgerligt Ægteskab havde vækket saamegen Røre, men vi
havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde
maattet bøde for den Sædernes Løshed, den overvættes æsthetiske
Tid medførte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en Æsthetiker et
rystende Phænomen.
»Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det
private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain,
man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget.
I Theologien er der jo rigtignok Fare paafærde, men jeg troer, at
der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed
kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode
ødelægge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel være god Grund
til at være bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad
til at nære Flammen med fra den stærkere og stærkere opvaagnende
Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver værre end
bedre. Du læste vel Artiklen i »Fædrelandet« om den »moderne
Absolutisme«. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende
Samfundsformer som modne til Ødelæggelse. Men lad os alligevel ikke
hænge os i saadanne Phænomener, der dog aldrig kunne have mere
Værd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den
grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig
underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa,
vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger
ikke forfeile sin Virkning.« --
Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine første
Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem
Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa
forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen
videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere
glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man
lærer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.
Næste Vinter (1843-44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.
Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret før (1842) havde en Ven
af Søren Thrige, Vilhelm Nitzch, besøgt os, en kielsk Professorsøn
og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Kønigsberg og gift
med Sørens Halvsøster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de
styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en høi Aand og en
ædel Sjæl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt
jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bøger. Nu saae jeg
tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var
en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste
Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden,
og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lærde og æsthetiske
Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjønneste
Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en
Nydelse af skjøn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spøg.
Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at føre
en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desværre ogsaa
erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og
dog var de Uger, jeg nød i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den
Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjønneste Tid.
Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Døgn ikke fik
Søvn i mine Øine. Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede
saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven.
Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage
bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch
saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han
forlængst død (1880).
Næste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjære Veninde Margrete
Thrige var Aaret før bleven forlovet med en holstensk Præst
Steffensen, og som nygifte besøgte de nu den sjællandske Familie.
Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i
Kjøbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa.
Steffensen var en fin, høitdannet og begavet Mand, og vi fik atter
en Prøve paa tydsk Veltalenhed, men mere himmelhoch aufschwebend,
mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lærer først en Nation at
kjende, naar man seer den i Kjød og Blod, man forstaaer først dens
Tankegang, naar man hører Tonefaldet og seer Minespillet dertil.
Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen
næste Aar i Kjøbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han
var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under Ørsted. Atter det
samme fuldtfærdige veltalende Væsen, dannet nok, men ikke med den
fine Følelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mærkede,
man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig
vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres
høie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrøstning til deres gode Sag,
og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt
beskjæftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik
dog et nyt Indtryk af den ved at høre den foredrage af en begeistret
Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan
Figur var dog værd at see i Nærheden, og da jeg havde det tydske
Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjær, og var vel oplagt
til at sætte mig ind i enhver menneskelig Sag, stødte hans Tale mig
ikke saa meget, som den vilde have stødt de fleste. Jeg blev vel ved
min og alle Danskes Mening, men hørte dog taalmodig paa ham, naar vi
i Vintertiden (1844-45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.
Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad
ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu
kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen
Forsigtighed at fortsætte mine Examensstudier.
Dog trængte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde
styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg
mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa
Dagen kun havde 5° Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder
arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Søren
Thrige.
Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fædreland
med høitidelig Forventning saaes at trække op som Tordenskyer
der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg
Præstegaard, hvor vi var i Besøg, fik Søren og jeg os en Bondevogn,
og kjørte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg
Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endeløse
søvndyssende Sandspor, til vi en skjøn opklarende Aften endelig
naaede langs de blanke Søer til Ry Mølle.
Næste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen
samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra Øerne med. Deroppe
fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned
over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene,
langsomt skride frem langs Søbrederne, og endelig stige op ad Bjerget
fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig
holdt Hovedtalen, mægtig men paa Grund af hans underlige Stemme
ikke synderlig hørlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa
sædvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde
sædvanligt. Jyden hørte til med vanlig Ro, og tænkte sit, mest vel
endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i
Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom
Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op
over Fødderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade
Fædreland og den skyllende Frihed levede høiere og høiere, og Dagens
Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.
Det mørknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for
Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjøretøi var ikke at faae og paa
Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve
Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Søle,
og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi
saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en
Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle
Bevægelsesmænd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Høieste, og
ustandselig talende, satte han med dæmonisk Glæde os unge uskyldige
Mennesker ind i Agitationens gruopvækkende Hemmelighed, som han
paastod selv at have opfundet.
Saadanne Ting kunde jeg fortræffelig taale. Men ligefuldt ventede mig
i Hjemmet mine Plageaander med sædvanlig Ihærdethed. Jeg indsaae,
at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg
sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i
forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i
flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere,
maatte jeg vælge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig
derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt
som intet gjort af det Arbeide, der er nødvendig for paa en bestemt
Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.
Jeg var ligefuldt færdig i Forsommeren. Jeg har altid bestræbt mig
for, at ikke andre kjære Mennesker for min Skyld skulde blive nødte
til at opgive hvad de havde for. Min Søsters Bryllup var blevet
feiret i vor daværende lille Bolig i Løngangsstræde ligeoverfor
Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto større Glæde.
Søren Thrige var bleven ansat som Overlærer ved Slagelse Skole, efter
et Aars Tid at have været Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders
Medhjælper. Festen, den 9. Mai 1845, havde været meget rørende i
sin hellige Del. Stiftsprovst Tryde havde viet dem i Frue Kirke, og