Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 16

sig sikker i Hotellet, saa man maatte føre dem til Alfred Hages Hus,
og give dem Vagt af Studentercorpset, laa Faren vistnok for største
Delen i deres egen Indbildning. Hvad vildt Folkeopløb vilde sige, maa
de have kjendt bedre fra deres eget Hjem end fra vort. Skræmmede vare
de i alt Fald; det var alle, der kom fra Revolutionslandet.
Den ypperste af de Fordrevne var Regjeringspræsidenten Scheele.
Han var en Ven af min Overpræsident, og søgte til hans Hus, da han
kom til Kjøbenhavn. Naar jeg kom ned om Aftenen, sad han hyppig i
Dagligstuen. Det havde da sin store Interesse for mig at lytte til
hans Fortællinger om Scenerne derovrefra. Hvorledes han havde maattet
løbe ud af Byen Slesvig, havde faaet fat i en Vogn udenfor Byen, og
havde hele Veien siddet med spændte Pistoler, beredt til at sælge
sit Liv saa dyrt som muligt; var i Flensborg kommen i Selskab med en
Flok Dragonofficerer, der førte Regimentets Fane med sig, men ikke
en Mand af Regimentet; og hvor forsigtig han havde maattet snige
sig gjennem de slesvigske Byer, og hvor han priste sig ikke mindre
lykkelig, for han ikke var bleven kjendt i de danske, alt med mange
charakteristiske Omstændigheder. Naar der saa, mens han fortalte,
hørtes nogen Larm paa Gaden, en Hob drog syngende forbi, et Hurra
hørtes fra en Kjelder eller sligt, Byen var jo yderst livlig i alle
de Aftener, foer han sammen og saae sig vildt om, med et Blik som om
han greb til Pistolerne.
Jeg smilte ad det ved det fredelige Thebord, men hos ham var det at
undskylde. Han havde seet det rasende Folk, og mens han løb, havde de
strakt en anden fin Embedsmand til Jorden med et Hug af en Spade.
Scheele gik ydermere i den Tid aldrig ud uden at bære et tyk Stok,
hvis Greb var en skarp Øxe. Han var vist ogsaa Manden for i fornødent
Fald at bruge den. Men som han tog feil i at mene, at det fornødne
Fald kunde indtræde i Kjøbenhavn, saa havde han ogsaa ondt med at
faae sig sikkret for den Fare at kjendes paa Sproget. Han talte altid
meget forsigtig Dansk, daarligt nok, men saa godt han kunde. Men
det gik ikke i den Langeske Familie, de svarede ham stadig væk paa
det fineste Tydsk, indtil han overvældet af de mange tydske Stemmer
endelig som i Distraction selv faldt over i sit Modersmaal. Han var
en klog Karl, og blev siden som bekjendt Frederik den syvendes Mand.
Ogsaa Anders Sandøe Ørsted kom i den Tid en Del til Langes, og det
var morsomt at høre, hvilke forfærdelige Vittigheder han og hans Ven
Kollerup Rosenvinge kunde ryste af sig over det liberale Parti. De
Herrer talte om Martsministrene, at sige de demokratiske, ganske i
samme Tone som Royalister nu tale om Berg og andre Venstreførere, og
lo dertil saa de rystede.
Imidlertid begyndte Krigsbuldret, og alle vi Yngre, en Del Ældre
med, samledes hver Morgen paa Rosenborg Plads, for det første for at
exercere paa Livet. Det var herlige Dage, man aandede bogstavelig
en bedre Luft end man var vant til. Skjønnere Foraar mindes jeg
ikke at have seet, det skulde da være 1834, da jeg holdt mit Indtog
i Sjælland. Det var som Naturen holdt Glædesfest for den unge
Frihedsaand. Det meste af April var det varm og sommerklar Luft, og
Træerne strakte deres udfoldede Knupper med Længsel ud efter den.
Kommandoordene skraldede, Vaabengrebene raslede, men under alt det
kunde jeg ikke lade være at fryde mit Øie med Slottets varme Glød mod
den blaa Luft, og de kaglende Alliker og de klare, brede Skygger,
som Kastanietræernes Rækker lod falde hen over den bajonetglimtende
Vaabenplads.
Jeg var, naar jeg selv skal sige det, rask til Vaabenhaandværket. Jeg
var heller ikke ukjendt med det. I mine første Studenteraar havde
jeg været et saa fremragende Medlem af Studentercorpset, og min
sorte hvidkantede Uniformskjole med det røde Bryst, de hvide Buxer
og den colossale Chacot havde klædt mig saa net, at jeg endog var
bleven valgt til Underofficier, og havde min store Møie med at slippe
fra denne kjedsommelige Værdighed. Vor største Ærgjerrighed var
Bajonetfægtningen. Ved den mente vi utvivlsomt at sikkre os Seiren,
da Underofficiererne fortalte os, at den Kunst forstod Tydskerne
aldeles ikke.
En Morgen kom Vermehren løbende og raabte: Nu skal I høre en
splinterny Vise, og han som var en god Sanger og en Virtuos i
alskens Udtale, foredrog paa bredt sjællandsk Bondemaal den tappre
Landsoldat. Det gjorde nu umaadelig Virkning. Aldrig har den
epochegjørende Sang behaget mig saameget som i den Stil, hvori
jeg saaledes førstegang hørte den. Hvoraf blev Følgen, at jeg med
sædvanligt Paradoxmageri ved Langes Frokostbord opstillede den
Sætning, at vor nye Krigssang langt overgik Marseillaisen.
Vaabenøvelserne, der ogsaa udstrakte sig til Marsher til Dyrehaven
og fingerede Træfninger, havde Charakteren af ungdommelig Leg, men
Meningen var dyb Alvor nok. Fra Dag til Dag kom der Anmodninger til
Corpset, om nogen vilde melde sig til frivilligt at afgaae til Hæren,
og hver Gang traadte en Flok rask frem, flere end der forlangtes.
Vilde da ogsaa jeg møde paa den blodige Valplads? Ja til Tider. Jeg
var høirøstet nok med, da vor 1100 Mand stærke Bataillon omringede
vor Chef, Oberst la Cour, og forlangte, at han skulde føre os samlede
over til Hæren.
Men virkelig Krig var mig nu eengang en svær Sag. Jeg kunde ikke
tænke mig at skulle sætte min Kugle eller min Bajonet i et levende
Menneskes Bryst, saameget mere som en Tydsker efter mine Anskuelser
ikke i den Grad var en Forbryder som efter andres. Jeg slog derfor
mine Tvivl ned med at lægge Afgjørelsen over paa mit Fædreland.
Kaldte det mig, var jeg beredt til at lyde.
Hæren var begyndt at samles, og intet har rørt mig saameget som Synet
af den første Udrykning.
Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget
Afsked med de kjøbenhavnske Batailloner. Næste Morgen tidlig, da jeg
endnu laa i Sengen hørte jeg klingende Spil og Hurraraab. Jeg foer
op og til Vinduet, og saae Torvet tæt fyldt med Mennesker, og som en
blinkende Aa af i Takt rokkende Bajonetter med de røde Compagnifaner
over dem trække sig gjennem Mængden fra Nørregade skraas over Torvet
og forsvinde i Frederiksberggade. Da fik jeg klarlig for Øie, hvad
det vil sige: »Min Pige vilde med.« Paa Siden af Geledderne, ja midt
inde i dem havde Bønderpiger, røde Liv, grønne Skjorter, guldstykkes
Huer, jo i fuld Uniform, faaet hver sin Ven under Armen, og halede ud
med lange Skridt for at holde Tridt, og andre trængte sig frem fra
Siderne, ogsaa Mødre, og vinkede hver af sin, og tog fat og rakte
Smaating, som Karlene stak til sig, alt mens det rungende Hurra lød
over Pladsen. Det Syn i den milde Morgensol er ikke til at glemme, og
det underligt vemodige at see denne svinde i den mørkskyggede Gade,
og at vide, hvor de drog hen. Taarerne løb mig ned over Kinderne,
mens jeg klædte mig paa og løb ud til Jærnbanen for endnu at være
Vidne til: »Der kan du se, min Ven!« Jo, jeg havde nok Ret, Sangen er
mere greben ud, idetmindste af vort Folkeliv, end Marseillaisen.
Hver Dag havde jeg Breve fra Moder, som beskrev de samme Scener i
Roskilde. »Her er en uhyre Tummel i Byen i disse Dage. Bestandig
strømmer der Tropper til baade med Jærnbanen og til Fods og til Hest.
Vi høre ikke andet end Musik, Sange og Hurraraab hele Dagen. Byens
Folk trakterer Tropperne ved Jærnbanen, og holder Taler og følger dem
med Dannebrogsfaner ud af Byen. I Morgen kommer her ligesaa mange.
Casper sværmer for at faae en Kuglebøsse og lære at skyde, men vi er
bange for at han skal falde baglæns, naar den gaaer af.«
Roskilde var dengang Endepunktet for Jærnbanen fra Kjøbenhavn. Og
hvad Dannebrogsfanen angaaer kan gjøres den historiske Bemærkning, at
fra de Dage skrev sig den Skik, at den kom i privat Brug, hver Mand
vilde have sin. Roskilde var ogsaa en i høieste Maade patriotisk By.
Der drog en hel Flok af dens Ungersvende med i Krigen som Frivillige.
Deriblandt Blochs to Sønner, hvad der da alene var nok til at sætte
Familiens Stemning i den stærkeste Bølgegang.
Broder Christian drog ud med de første som Læge ved tiende Bataillon;
og jeg havde da som sædvanligt efter Moders Ordre travlt med at faae
ham ekviperet. Han var ogsaa en Timestid hos Moder, og hun fulgte ham
ud gjennem de lange Gader for først at tage Afsked med ham ude paa
Ringstedveien. Gamle Moder var ogsaa en Illustration til: Min Pige
vilde med.
En bittrere Sorg ramte de Familier, hvis Medlemmer stode mod hinanden
i hver sin Leir. Efter det nære Forhold, hvori de tydske Landsdele
havde staaet til de danske var dette temmelig almindeligt og gik i
Særdeleshed ud over Kvinderne. Den mest bekjendte af de Familier
der maatte friste den Sorg var Danneskjolds. Ogsaa i vor nærmeste
Kreds oplevede vi en Del af den Slags. Margrete Thrige var gift med
den holstenske Præst Steffensen, og hendes Halvsøster Sofie Paulsen
forlovet med min kielske Ven Nitzch, endnu en anden Roskilde Veninde,
Elna Hansen med sin tydske Ingeniør Nørmchen. Og Amalies to Cousiner
Frederikke og Edle Stenstrup havde hver sin hidsige Slesvigholstener,
Jes Tygesen og Harald Neergaard. De ulykkelige Elskerinder maatte tie
med deres Sorger, men da de paa begge Sider var trofaste Mennesker,
lagde det sig efterhaanden tilrette i lykkelige Ægteskaber. Det var
i disse Aar mærkeligt at see, hvad en saadan sextenaarig Pige som
Edle Stenstrup kunde vise for en utrolig Styrke og Selvbeherskelse i
saadanne Hjærtesager. I et af sine Breve taler Moder rørt om Amtmand
Johansen fra Haderslev, som hun saae i Roskilde. Han havde to Sønner
mellem Fjenderne, og to Døttre gifte med fordrevne Embedsmænd, men
netop derfor havde ingen Medlidenhed med den gamle nedbøiede Mand
uden Moder, efter hvem jeg har det.
Som alle andre var ogsaa jeg stærkt beskjæftiget ikke blot med at
følge Begivenhedernes Gang, svært nok, da jeg maatte exercere og
manøvrere mine 6 Timer om Dagen, til liden Baade for min Elev, det
var nu saa Krigens Gang, som alle maatte finde sig i, men ogsaa, hvad
der endnu var det sværeste, med at opsamle alle de Efterretninger
om de mange Faldne, Saarede og Fangne, som vare at opspore baade i
tydske og danske Aviser og bringe dem til de bekymrede Familier baade
mundtlig og skriftlig. Det gjaldt især om nøiagtig at gjennemgaae
alle Listerne, ogsaa til mine forlovede Veninders Bedste de tydske.
Fandtes de Savnede ikke paa dem, var det allerede en Trøst, og for
mig selv en Trøst, at der i den Henseende ikke lykkedes saa lidt
for mig. Da imidlertid mine Bemærkninger om de Smaating jeg selv
oplevede, ikke have megen Interesse og jeg ikke skriver Danmarks
Historie, men kun min egen, vender jeg heller tilbage til mine egne
Hjærtesager.
Jeg havde levet den lykkeligste Vinter inden Døre med min Elskede.
Til Julen havde jeg forsynet hendes Dagligstue med et smukt Bogskab,
hvori vi gjemte vore Yndlingsforfattere; ovenover satte jeg det
skjønne Dionysos-Hoved, Ariaden kaldet, og paa Kakkelovnen den
ungdommelige Herakles Hoved. Saadanne Ting trængte til Forklaring,
hvisaarsag der med hver Foræring fulgte et Digt, som vi begge fandt
meget fint, og ikke mindre hvad der med eller uden Breve kunde
indfinde sig af den Slags.
I Mai var jeg med min Præsidents Familie flyttet til et Landsted,
ved Ordrup, hvorfra der er en rig Udsigt over Ordrups Krat og
Dyrehaven og de smukke Skovhuse, den puggaardske Familie har opført
som Appendix til dens Hovedhjem Skovgaard. I det ene boede min Ven
Rudolf Puggaard, i det andet hans Svoger Orla Lehmann. Desuden havde
jeg kun en kort Vei til Sølyst og kunde mødes med Amalie paa de vante
Steder. Det kunde ogsaa hænde, at Overpræsidenten bragte hende med
ud i sin lille Vogn. Paa Ordrupsdal boede H. Chr. Ørsteds Svigersøn
Dahlstrøm og paa Ordrupshøi Kollerup Rosenvinge, som begge var Langes
daglige Omgang, saa jeg fik nok af reactionær Conversation. Til
Amalie klagede jeg, at der ikke faldt anden Politik, end den, hvis
Omkvæd var: Danmark har ingen Regjering, og der kan hverdag ventes en
Revolution som i Paris.
Sidst i Juni drog Amalie med sine Søstre og Cousiner til Broksø, sex
unge Piger i Flok, usigelig lykkelige over igjen at skulle sværme i
de Lunde, hvor de havde nydt deres glade Barndomsdage. I Juli fulgte
jeg efter, og gjorde nu Bekjendtskab med dette idylliske Sted.
I Slutningen af Juli reiste jeg som sædvanligt med min Elev til
Fyen, og kort derefter begav Amalie sig med sine Søskene til Sølyst.
Jeg forkjølede mig paa Reisen, og var nogle Dage febersyg, som i
det temmelig kolde Veir med daglige Regnskyl gjorde mig nedtrykt og
dobbelt lod mig føle Kjedsomheden over den uhyggelige Familie, jeg
sad hos paa Kjærup.
Enhver veed, hvorledes Stemningen var i det Aar. Der var ingen
Familie, som ikke havde nogen af sine Kjæreste paa Valpladsen, og
intet Menneske, der ikke følte at man ikke kunde vide, hvorlænge
man beholdt sin fædrene Jord under sig. Man reves om Aviserne,
man kom løbende med Skillingsbladene, og var man paa Landet,
sendte man ridende Bud til Byen eller anfaldt enhver Vogn. Man
græd over vore dog altid besmykkede Nederlag og jublede over vore
problematiske Seire. Endelig fandt man af Fortvivlelse over Slesvigs
Skjebne Vaabenstilstanden værre end Krig, og derom var der hidsige
Partikampe, og vilde Rygter om de Reactionæres Intriger. De gode
Roskilde Folk var særdeles oprørte, og Moder søgte altid til mig om
de paalideligst mulige Efterretninger.
Naar der da i Juli Maaned var megen Tale om »det Suhrske Komplot,«
om at Ussing og David delte Penge ud, at Arbeiderhobe trak Sammen,
og Kanoner var opkjørte om Slottet, og Lærerne i Roskilde midt
under Examens Travlhed foer ind til Kjøbenhavn for at spørge Nyt;
beroligede jeg Moder med en Betragtning over, at Krigen rimeligvis
nok vilde bryde ud igjen, da Tydskerne fra deres Synspunkt ikke
kunde tage mod de Betingelser, der hidtil var budt dem. Men »naar
man kommer løbende med Rygter om Uroligheder, pleier jeg at svare:
Aa Sludder! Der er to Omstændigheder, der gjør, at Kanonerne
forblive rolige i deres Baas paa Tøihuset, den ene at Onkel
Scavenius raader for Kanonerne, og han gjør ikke en Kat fortræd,
den anden, at der ikke findes nogen Kat at gjøre Fortræd. Hvad Suhr
angaaer, kan jeg svare for, at Fru Heiberg betyder mere i det Hus
end revolutionslystne Politikere. Og hvad Arbeiderne angaaer, saa
er der vel visse Haandværkslaug, som Snedkere og Vævere, der ere i
Nød, og som jævnlig komme til Overpræsidenten og klage sig, men det
vedkommer ikke den Sag, det er en gammel Skade, som har sin Grund i
Møbelmagaziner og Fabriker, og som de nu, da alle har Medlidenhed med
dem der klage sig, benytte Leiligheden til at komme frem med.«
Hvorpaa Moder med sit sædvanlige Humør svarer: Tante Rikke[12] havde
lovet os, at hendes Mand skulde bringe et Par Hoveder hjem med,
men Caspar havde den Vittighed, at der var ingen andre at faae end
»Fædrelandets,« som havde tabt sit, og det var ikke fundet endnu.
Hvori jeg var enig med min satiriske Broder.
[12] Fru Foss, Borgermesterens Frue.
Den politiske Side af mit Sind var altsaa i tilstrækkelig Virksomhed,
men i mine ligesaa talrige som lange Breve til min Elskede er der
ikke Spor deraf. En reisende Litterat fører altid Bøger med sig.
Da jeg om Sommeren forlod Kjøbenhavn, mens hun ikke var der, havde
jeg lagt paa hendes Bord et Bind af Søren Kierkegaard og en Roman,
selv førte jeg samme Slags Læsning med mig foruden min bestandige
Bibel. S. Kierkegaards Skrifter af opbyggelig Retning udkom i de Aar,
og vi var begge lige opfyldte af dem. Amalie stjal Herregaardens
Toilettetimer forat fordybe sig i et Bind Taler, og jeg laa i de
søvnløse Nætter i min Feber og læste Kjærlighedens Gjerninger.
Saa kom Vinteren, og den blev for mig en betydningsfuld Tid. Mit
ihærdige Bibelstudium bar endelig en ordentlig Frugt, løftet af
Sommerens Krigsaand, samlede jeg mig til Israels Hovedtragedie,
og som jeg levede midt mellem det gamle og nye Parti her hjemme,
havde jeg søgt min forbilledlige Heros i Profeten Jeremias. Hans
voldsomme Kamp mod det nationale Partis vanvittige Overmod, hans
ulykkevarslende Forkyndelse af den Guds Straf, det vilde føre til, og
hans rørende Klager over hans Fædrelands Undergang, var Toner ud af
mit Hjærte. Jo mere Kanonerne lød i mit Øre, desto mere opildnedes
min Fantasi. At Lykken siden blev os bedre end det saae ud Paasketid,
gjorde mig intet Afbræk, de Tanker jeg eengang havde grebet, var mig
nok til at sætte mig ind i Forholdene hos det gamle Israel. Endog
min Kierkegaardske Stilling til Kirken hjalp mig til at være med i
Profetens forfærdelige Angreb paa Præsteskabet.
Jeg arbeidede derfor med Held, hvad Handlingen og Forstaaelsen af
Personlighederne angaaer, og arbeidede saa hurtigt, at jeg allerede i
Februar havde den første og væsentlige Del renskreven og det øvrige
lagt tilrette. Bogen blev ogsaa fuldt færdig, inden vi flyttede paa
Landet, og min styrkede Selvfølelse ved at være kommen saa vidt,
havde til Følge, at jeg endelig fik Mod til at bringe Jeftas Datter
til en Boghandler.
En Digters egen Dom er som bekjendt upaalidelig, men naar der ligger
mere end en Menneskealder imellem, og hans Sind er af den Natur,
at han er mere tilbøielig til at give Modstanderne end sig selv
Ret, faaer den dog noget mere Værd. Jeg har nu saa aldeles glemt
Bogens Indhold, at da jeg nylig saae den igjennem, maatte jeg ikke
blot see efter i Personlisten forat faae at vide, hvem de talende
Personer er, men endog undersøge Titelbladet, forat underrette mig
om, naar den er udkommen. Der manglede blot, at jeg ogsaa skulde have
glemt Forfatterens Navn. Jeg kan altsaa nu see paa den som paa en
andens Arbeide, og min derpaa byggede Dom er da, at det vidtløftige
og i sit Indhold saa mægtige Drama er i det Hele godt componeret;
Forfatteren har forstaaet, hvad der foregik, han har ogsaa rigtig
tegnet de Skikkelser, der er saa fremmede for andre Folk og andre
Tider. Men Stilen -- alle dens underlige Omsvøb og Formaliteter har
for det første gjort hver Scene og hele Bogen altfor lang, og dens
fremmedagtige Udtryksmaade har helt igjennem tilsløret Replikernes
Følelsesstyrke. Dertil kommer endnu min usalige Hang til at udvikle
til det yderste alt hvad jeg kunde udtænke, uden at agte paa, at ene
Udførligheden var nok til at bringe Læseren til Fortvivlelse. Intet
Under, at det læsende Folk ikke lagde Bogen hen, men sletikke tog
den i Haanden. Og den ulykkelige Forlægger -- ja, han sagde mig, at
en af hans Venner havde leende bemærket: Det bliver nok en ordentlig
Jeremiade for dig.
Underligt nok blev det dog ikke en Jeremiade for mig. Jeg havde nydt
mine aandelige Glæder, og da jeg dengang ikke videre trængte til
Penge, brød jeg mig ikke stort om, hvad Fremgang Bogen fik. Det er
maaske min Feil, at det altid har ligget mig altfor lidt paa Hjærte,
om jeg ved mit Arbejde ogsaa udrettede noget for andre. Jeg tager
min egen Høst hjem og er dermed tilfreds. Imidlertid havde jeg dog
den Glæde, at de faae af mine Nærmeste, som læste Bogen, ydede mig
fuld Anerkjendelse.
Min Ven Fog, som jeg havde sendt Haandskriftet, svarede i sin
eiendommelige Stil: »Jeg har læst og gjenlæst og atter læst Digtet,
og har havt mange smukke Planer om at tilskrive dig ret omstændelig
derom. Ja, væmiseris! jeg har sporet min Pegasus og begyndt et langt
ræsonnerende Epos, der var beregnet paa dine Øren alene, da jeg netop
i dette Øieblik gjorde den Opdagelse, at min Pegasus er et Æsel,
hvorfor jeg viselig holdt ham over mit Tællelys for idetmindste paa
den Vis at forhjælpe ham til en Flugt til Skyregionen. Saa faaer du
da kun den Erklæring: Skynd dig at bringe det Digt til Trykken! Thi
det eneste Resultat, jeg er kommen til, er det, at jeg siden jeg
begyndte at læse det vaagende og sovende har drømt om Jerusalem, om
dens Sønner og Døttre, om springende Profeter og forladte Kvinder i
Kongens Haver, om Mænd hvis Hals er som Davids Taarn, der skuer ud
mod Damaskus, og om Sønner der forbandes af deres Fædre. Og denne
Drøm er af den Natur, at jeg ønsker at mange maatte drømme den med
mig. Iøvrigt frabeder jeg mig alle mulige Spydigheder til »min meget
udviklede æsthetiske Forstand,« som ikke har en eneste Kategori,
hvori den kan indeslutte min Tanke; men hvis du selv eller nogen
anden vil spørge mig om min høiere Mening, meget ydmyg tyer til
Digterens egne Ord, idet jeg med slet fordulgt Stolthed svarer: »Ja
hans Læber er som Palmens Frugt -- finde I en saadan, saa see min
Ven, thi som andres Venner er han ikke.« Her har du, kjære Johannes,
hvad jeg i kort Begreb kan sige om dit Digt og dets Forfatter.« -- --
--
Videre skrev han i Anledning af den nu udkomne Jeftas Datter: »Tak
for din Fantasis Førstefødte, pyntelig som den kom til mig i
Silke og Guld, og for disse Meddelelser om dens gode og glædelige
Modtagelse i denne syndige Verden, hvilke have frydet min Sjæl,
som om det var dens eget Foster, der var hilset med Kjærlighed og
Bifald. At du har glædet dig ved Høyens saa grundige Dom, begriber
jeg, og indseer, at naar saadanne Autoriteter have talt, gjør Folk
af Grovbrødsdeig som jeg og mine Lige bedst i at stikke Piben ind og
tie som en Mur. Tilmed kunde Høyen gjerne forandre sit Bifald til den
bittreste Dadel, naar det skulde komme ham for Øre, at en sjællandsk
Landsbypræst havde den Dristighed at dele hans Mening. Derfor tager
jeg det Parti hellere at tilbageholde min Berømmelse over det
Nærværende forat profetere om dit Tilkommende, idet jeg lover og
tilsiger Jeremja en endnu hæderligere Modtagelse. Jeftas Datter synes
mig at henhøre under det, man kalder Studier, og ved sin rent lyriske
Charakter i samme Sindsretning stundom at kræve for stor Anstrengelse
for Læseren, hvorved den friske Nydelse for meget hæmmes.«
Deri havde han upaatvivlelig Ret. Jeg havde selv fra først af tænkt
mig min første lille Bog som en Øvelse, hvormed jeg vilde prøve mine
Kræfter, og som en Indledning til et betydeligere Arbeide.
Naar jeg nu dertil føier, at Høyen paa sin ekstatiske Vis havde
udbrudt: »Ingen af vore Digtere har gjort det for Norden, som her
er gjort for det gamle Testamente;« og at Frederik Helveg, som jeg
har anseet for den grundigste Kjender af den israelitiske Oldtid,
vi her i Landet har, og foruden sin Theologi er en vidt belæst og
tænksom Æsthetiker, siden han sagde mig, at han anseer min Jeremias
for den bedste Bog, jeg har skrevet, saa kan jeg virkelig ikke klage
over, at dette Digt ikke blev forstaaet. Det blev, fordi disse Mænds
Fordring til Poesi gik i samme Retning som min daværende, snarere
overvurderet. De var alle tre Mænd, jeg saae op til som mig langt
overlegne, saa dette kunde sagtens være mig nok.
Bogen udkom næste Aar 1850, saavidt jeg husker i Foraaret. Jeg maa
altsaa vende tilbage til 1849.
Den store litterære Begivenhed i Vinteren 1848-49 var Adam Homo, et
Bevis paa, at det ingenlunde var hos mig alene, at Folkets store Kamp
ikke optog alle andre Interesser. Mine Yttringer derom i et Brev
til min Moder (Januar 1849) tilbagekalder mig det første Indtryk af
Realismens Indtog i den høiere Poesi:
Vi arbeide med agtværdig Flid i Adam Homo, thi man kan ikke føre sig
som dannet Cavaller i Hovedstaden, naar man ikke kan tale med om den.
Det er en sur Suppe at faae ned, men mit Haab staaer til, at vi blive
frygtelig kloge paa, hvorledes Verden aller virkeligst er, naar vi
faaer den fuldelig indtaget. Fru Heiberg har læst den tre Gange, og
siger sukkende: Hvad skal man læse efter saadan en Bog? Ussing mener,
at den er ligesvis som Biblen, en Bog for alle Bøger og ufeilbar. Jeg
haaber, at I er dannede Mennesker, og kan den udenad.
Krigen brød ud igjen, medens jeg med min Profet sad midt i min egen
Krig. Den 21. Marts tog jeg Afsked med det ulykkelige Linieskib,
Christian den ottende. Det var en kold, klar Dag jeg med Vilhelm
Marstrand gik ud paa Nyholm og ombord i Skibet. Det var saa hurtigt
blevet rustet, at Møblementet endnu laa spredt paa Dækket, og den
nye Maling ikke var tør, saa jeg ved at gaa ned ad en Trappe fik en
Smøre paa min blaa Kappe, den jeg siden, da det skjønne Skib var
forsvundet, ikke lod tage af, men beholdt som et historisk Minde.
Osvald Marstrand var tredie Officier i Skibet, commanderede underste
Batteri og forestod de nautiske Instrumenter. Han havde paa Dækket
faaet opsat en ny Construction af et Compas; hvori Nyheden bestod,
veed jeg ikke, men den maa ikke have været efter den gode gamle
Marines Hoved, for medens Osvald viste os den, gik Næstcommanderende,
Capitain Krieger forbi, trak spottende paa Skuldren og sagde: Naa,
det skal vel stort hjælpe!
Osvald havde altid været seet noget skjævt til af den gamle Stok,
som En der vilde gjøre sig vigtig med ufornøden Lærdom, skjønt
intet var fjernere fra hans beskedne Væsen. Alene det, at han var
den eneste Søofficier, der gjennemgik den militære Høiskole, blev
anseet som Mangel paa god Corpsaand, som om man ikke lærte nok paa
Søcadetakademiet og ombord. Nu, det varede ikke mer end fjorten Dage,
før han og Krieger viste, at de elskede deres Flag lige høit. De var
begge blandt de sidste i Skibet og endte deres Dage med det.
Det var da sidste Gang jeg saae Osvalds skjønne vemodige
Skikkelse. Han var ligesom hans Hjærtensven Adolf Fibiger af dem,
hvis Ungdomsliv, trykket af Tidens Brydning mellem Frisind og
Militærstramhed, mellem Romantik og Hverdagslivets smaa Forhold,
fortæredes i Mismod over ikke at kunne finde det, der er værdt at
offre sit varme Hjærte. Adolf var vildere i sine Lidenskaber og begik
Daarskaber. Osvald var tilsyneladende rolig, og faldt aldrig ud af
sin fine ridderlige Holdning, men led ikke mindre, snarere mere af
sit vanskelige Hjærte. Han var tilbedt af Damerne, men trak sig med
Anstand ud af ethvert Forhold, der truede med at binde, og vænte sig
til den bittre Filosofi, at man ligesaa godt kunde tage den ene som
den anden. Det var sørgeligt i vore Sammenkomster hos Vilhelm, at
høre ham med rolig Veltalenhed stadig vende og dreie dette hjærteløse
Thema. Ingen var mere fortvivlet derover end hans Broder, der baade
elskede ham saa høit, og bedst vidste, paa hvilke Veie han havde
samlet al den Bitterhed. Dette i Følge med det meget Bryderi han
havde havt i sin Stand, gjorde, at han sidste Gang gik ombord som en
Mand, der helst søgte en Leilighed til at offre sit Liv med Ære. Vi
havde en Følelse deraf. Da det var skeet, behøvede vi næppe at nævne
det, førend vi forstode hinanden.
Af Vilhelm Marstrand havde jeg iøvrig i det Aar megen Morskab; for
han var mærkelig i Retning af Hjærteanliggender. I et Brev, fra
Juli 1849, fortæller jeg Amalie, som var paa Broksø, derom: Vilhelm
M. havde lovet at komme og følge mig udaf Porten, men han udeblev
da, som jeg nok havde ventet, saasom han er utilregnelig paa Grund
af visse Sorger. Jeg har siddet længe hos ham i Formiddag, og vi fik
som sædvanligt mangfoldige Materier afhandlede. Men alle slap de ud
til, at Skjebnen har udseet sig ham til det Offer, hvori den vil
fremstille det sørgelige Ideal for alle Pebersvende. Tragedien synes
virkelig at nærme sig sit Høidepunkt. Han kan ikke male, han gider
ikke at reise, han driver fortvivlet om som en Fugl uden Mage. Først
troede jeg, det var den almindelige Sommerkjedsommelighed i Byen,
og foreslog ham, at reise over til Armeen, hvor der upaatvivlelig
for Tiden maa være godt Selskab for Malerøine. Men da han ved
Ordet Armeen slængte Cigaren, og begyndte at lade sit Lune gaae
ud over Selskab af lutter Mandfolk, blev jeg virkelig ængstelig
for Tilfældet, og forsøgte at studere Patientens Tilstand ved at
fremføre for hans Blikke nogle af de mange kvindelige Modeller, jeg
har Hovedet fuldt af, idet jeg dog viselig gik udenom Dronningen
for dem alle, at han ikke skulde blive mig farligere, end han
allerede er. Men ak, jeg fandt, at Sygen er værre end jeg havde
troet, den er allerede reflecteret. Han begyndte at filosofere og
han inddelte: »See, af dem, der er i en Alder, som passer sig for
mig, er de ypperste naturligvis allerede tagne« -- jo, min er det,
det kan du lide paa, tænkte jeg -- »og de, der er tilbage, har let
Hensigter« -- jeg frydede mig i Stilhed over dem, jeg veed, ingen
Hensigter har -- »Saa de ganske unge, saadan paa en 17-18 Aar, en
af dem kunde man dog ikke forsvare at tage, om man ogsaa kunde faae