Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 14

Total number of words is 5022
Total number of unique words is 1470
48.9 of words are in the 2000 most common words
65.4 of words are in the 5000 most common words
73.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
At Moder øieblikkelig satte Pen til Papiret og med sit Moderhjærte
overstrømmende af Henrykkelse over at see sine Længslers Maal
opfyldt, lod sin altid hurtige Pen løbe med flommende Væde, og at min
Søster gjorde omtrent det samme, behøver næppe at siges. Ogsaa den
kjære Tante Christine Møller bør nævnes i Ihukommelse af, at da hun
saae os træde ind ad Døren, mindedes hun Göthes Ord:
»Es schien die Thüre zu klein, die hohen Gestalten einzulassen, die
nun zusammen betraten die Schwelle!« Og siden med sværmerisk Blik
oftere gjentog: »Ja, »die hohen Gestalten«.«


ANDET KAPITEL.
DEN SOMMER FOR ALLE SOMRE.

Efterat Amalie Morgenen efter Begivenheden havde været hos Suhrs
og Charlotte Falck og hos Aagesens for at faae Absolution for sit
Forræderi imod Familien, og til Visittid havde fremstillet mig med
ny Hat og Handsker, for at hendes Valg om muligt kunde vinde Bifald,
hvilket da ogsaa blev hende tilstaaet, saasom man nu eengang var nødt
til at finde sig i at skjænke hende Bifald, naar man saae hendes
Ansigt, blev vi efter Pintsen indbudt til et fint Middagsselskab paa
Sølyst, og vor Skaal udbragt af Onkel Theodor, det vil sige Hr. Agent
Suhr med al Værdighed. Jeg haaber, at jeg har svaret anstændig, men
husker det rigtignok ikke. Forsommeren randt ubegribelig hurtig, dels
med lignende Udflugter, dels med henrivende Aftenvandringer ved Byen,
uden dog derfor at forsømme andre Tider paa Dagen. Da Sommerferien
kom, havde Suhrs som sædvanlig indbudt Amalie og hendes Søskene til
deres Landsted, og dertil været saa venlige at føie en Indbydelse,
om at den Uundgaaelige vilde glæde hende med to Gange om Ugen at
tilbringe Dagen hos hende.
For bekvemt at kunne efterkomme denne Pligt, satte jeg mig derfor en
skjøn Aftenstund i en Omnibus forat indkvartere mig i Torbæk Kro.
Naar jeg om Aftenen kom fra Sølyst, havde jeg min store Fornøielse af
inde fra min Stue at høre paa Fiskernes støiende Sammenkomster ude
i Skjænkestuen. Jeg blev i Studenterhumør derved, og i et Brev til
Moder beskrev jeg kaadt nok Livet i Torbæk saaledes:
»Byen er, saavidt jeg mærker, beboet af tre Slags Folk, Mennesker,
Kjøbenhavnere og Svin. De første staae paa det høieste Trin saavel
i legemlig som hjærtelig Dannelse. De er store og stærke, hvide
Buxer, islandsk Uldtrøie og lange Transtøvler, drikke Brændevin
og Øl, Lørdag Aften ogsaa Punsch, leve christeligt og nære sig af
Kjøbenhavnere og Fisk. Til Punschen skyde de de blanke Hatte i
Nakken, trumfe i Bordet og synge gammeldags Drikkeviser, sværmeriske
Kjærlighedssange og moderne skandinaviske ... Paa Sølyst lever man
ganske herligt, idetmindste saalænge Fru Heiberg endnu ikke er
ankommen. Jeg troer heller ikke, at Amalie og jeg, hvis Protectrice
hun ellers er, ville tage os Komedien nær. En yndig Havesal med to
Kabinetter er indrettet til dem, med Fortepiano, bløde Sofaer og
Lænestole og et meget stort Toiletspeil. Amalie har betroet mig det,
men jeg maa ingen sige det til osv.«.
Hermed havde det en egen Sammenhæng, som ikke var glædelig. Gamle
Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand
med, og havde hver Sommer det berømte Kunstnerpar hos sig. Han var
en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte,
det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante
Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok ligemeget ved sit fine Væsen
og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet
kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som
foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en
fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans
gode Sider frem.
I Grunden var der vel egentlig ikke noget ondt deri, men den
forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes
Skikkelse kunde dog ikke andet end at give Anledning til en Del
Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end at gjøre
Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før
havde været. Dog veed jeg, at hun, tiltrods for, hvad der var kommen
dem paatværs, dog altid holdt af ham, og satte ham høit og virkelig
var ham en trofast Hustru. Fru Heiberg var ogsaa forstandig nok til
at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi
mod hende var Fru Suhr stram nok.
Nu var hun til Aars, men var dog endnu en meget statelig Dame, med
fornemt Udseende og kraftig Holdning. Man mærkede ikke paa hende, at
noget trykkede hende, ikke engang det, at hun var bleven saa tunghør,
at det var besværligt at føre en Samtale med hende. I Selskabet
repræsenterede hun med stor Værdighed, men hun trængte til noget mere
hjærteligt, og da hendes Mands Broderdatter, som hun mest havde om
sig, mindre tilfredsstillede hende, udøste hun gjerne sit Hjerte for
Amalie.
Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem. Suhr var
meget omhyggelig for at gjøre dem Livet i hans Hus saa behageligt som
muligt. Til Heibergs astronomiske Studier anskaffede han endogsaa et
stort Teleskop med alt Tilbehør, og den lærde Digter syntes at finde
god Behag i et saa vel udstyret og mageligt Landliv. Han var i det
bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig
selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag,
hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende
rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber. Os
viste hun megen Velvillie. Et Par Elskende, som ikke havde Øie for
andet end hinanden, syntes at være noget, hun kunde have Lyst til at
studere. Amalie fandt hendes Væsen naturligt og hjærteligt og holdt
af hende; jeg kunde ikke ganske samstemme med hende deri. Mindst
behagede det mig, at hun forsøgte at give Amalie et lille Cursus i,
hvad hun kaldte et smukt Væsen, men som i Virkeligheden var et efter
hendes Mening klædeligt Koketteri.
Af de mange fremragende Mænd, jeg saae paa Sølyst, morede os mest
de tre meget forskjellige Personligheder: Tscherning, Peder Bang
og Kammerherre Scavenius. De var alle tre Suhrs nærmeste Venner.
Tscherning, som han omgikkes mest, morede ham med sin friske
Veltalenhed og sin uudtømmelige Strøm af nye Ideer og mærkelige
Projecter, dem vi andre ogsaa havde godt af, naar de foredroges over
Borde. Bang var hans Consulent i Pengesager og tiltalte ham ved sit
aldeles ligefremme Forretningsvæsen. For os andre var han kun morsom
ved sin fuldstændige Formløshed. Scavenius var af Familien, men
lod ogsaa ved sit kluntede Hovmod tilstrækkelig føle, at han ikke
behøvede at genere sig. Naar han saae et kostbart Stykke følte han
paa det og spurgte, hvad det havde kostet; og Suhr drillede ham da
med paa den mest ligegyldige Maade at nævne en overdreven Pris, vel
vidende, at det ikke smagte ham, at nogen kunde eie dyrere Ting end
han.
* * * * *
I saadant Selskab var jeg selvfølgelig ganske tilovers, holdt mig
derfor mest taus og til Væggen, troligt efterkommende den Anvisning,
som Moder tidtnok havde fundet det fornødent at give mig i min
Barndom, at lade som jeg ikke var til. Desmere brugte jeg mine Øine
og Øren og havde Fornøielse deraf. Var derfor glad over, at man i det
rige Hus var saa kjærlig mod Amalie, at man altid tog mig fattige Fyr
med. Den Aandrighed, som jeg ifølge den Selvfølelse, ingen Alders-,
Stands- eller Formuesoverlegenhed kunde betage mig, følte mig i
Besiddelse af, forbeholdt jeg min Elskede og gjorde ikke noget Forsøg
paa at gjøre den gjældende i Selskabet. Jeg fandt det heldigere for
mig at blive anseet for en ubetydelig end for en paatrængende Person;
var derfor kun saa venlig og høflig, som jeg formaaede. Dette var mig
nu heller ikke saa vanskeligt, da jeg i Virkeligheden var saa optagen
af een, at jeg ikke kunde overkomme mere.
Amalie har betegnet mit Væsen med et mindeværdigt Ord. Da jeg kom
tilbage som Præst til Kjøbenhavn, var de gamle Suhrs døde, og Amalie
fandt ikke, der var Anledning nok til at søge Omgang med Ole Suhrs
Hus. I et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi ikke
mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nært Forhold til
Familien. Hun forklarede, at den yngre Slægt havde hun aldrig stemmet
synderligt med, nu var det Selskab, der samledes der, fremmed for
hende, og noget Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men
der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg har nu altid
syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede saa lidt i den Kreds, at
da han først begyndte at komme der, var det mig ligesom jeg ~maatte
oversætte for dem, hvad han sagde~, før de kunde begribe ham. Det kan
jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin grundige Mine.
Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa Sølyst, men de
øvrige savnedes der heller sjelden Leilighed til at besøge min Kjære.
Vi fordybede os da i Haven og Skoven og talte selvfølgelig idelig
om al Naturens Herlighed, som den speilede sig i vore Hjærters
Herlighed. Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere,
som ikke er Elskere, maatte indrømme, at den viste sin skjønneste
Side frem i den Sommer. Men Talen kunde der vel med Grund siges
det paa, som Kjendere pleie at lade den høre, at Elskovstale kan
vanskelig komme ud af at være rigtig sand.
Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende -- at sige i min
Ledsagerindes Øren -- jeg end kunde tale om Luftens Toner, om Havets
vexlende Stemninger, om Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og
hvad Nattergalen sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som
jeg saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brød jeg mig i
Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde være, dem gjentog
jeg altid for mig selv, men om ellers alle de Ting speilede sig i
Hjærtet eller ikke fik jeg ikke efterseet, jeg saae mere efter, hvad
der var i Dybet, end hvad der speilede sig i Overfladen.
Tiltrods for at jeg gjerne vilde være poetisk, er jeg dog bange for,
at jeg kun altfor snart faldt ud af Rollen, og mere underholdt min
Elskede med besværlige psychologiske Undersøgelser, der forurolige
baade Tanken og Hjærtet, end med skjønne Syner, der lette Sindet. Jeg
frygter for, at hun snart begyndte at føle, at det var en vanskelig
Mand, hun havde faaet sig, hvori hun ikke havde Uret. Det har været
mit Livs Plage, at jeg har en ustyrlig Trang til at sige for meget,
og i enhver Sag, stor eller liden, at ville have en anden Mening end
andre Mennesker, og ikke at ville lade mig selv eller andre have
Fred. Hun skulde nu til at sætte sig ind deri, til »at oversætte min
Tale«, og det gik ikke uden from Forsagelse fra hendes Side.
Hvad hører der dog ikke til, at to Mennesker kunne voxe sammen, om
de end er nok saa kjærlige Sjæle? Fortvivlet, jo kjærligere de er,
desto vanskeligere bliver det. Kjølige Hjærter komme let over det.
De gjør ikke store Fordringer, de indrette sig paa at have Terrænet
delt imellem sig og hver sin Plads at røre sig paa, saa nikke de af
og til til hinanden over Hegnet. Men vil man først intet vide af
Hegn, hverken Tjørn eller Rosenhæk, vil man have Hjærte lagt lige paa
Hjærte og lytte til, om Slagene stemme, og have alle Tankens Fostre
frem i Lyset, at see, om de ogsaa rigtig er Søstre, saa bliver det en
mer end menneskelig Opgave. Elskende Sjæle ville Salighed, men den
hører kun hjemme i Paradis.
Sølyst var nu just ikke noget Paradis, hvad saa end Fortidens Digtere
har villet gjøre det til. Imidlertid havde det skjønne Sted for os
to dog saameget af Luftningen fra Guds Have i de Sommerdage, at det
idetmindste bragte os til at føle Opgaven. Kjærlighedsbreve er en dyb
Hemmelighed, det forstaaer sig. Men da jeg skriver, hvad der vel
ikke bliver læst, før vi alle ere døde, kan jeg vel nok tillade mig
selv den Nydelse at afskrive nogle Prøver paa, hvordan vi dengang
søgte at løse Opgaven.
Endog medens jeg var i Torbæk, skrev vi omtrent daglig. Der skulde
jo meddeles, hvad der var oplevet efterat vi -- ogsaa daglig --
havde forladt hinanden. Hendes endte sædvanlig med den bedste af
alle Sætninger: Saa venter jeg min Elskede ved Laagen Kl. -- Mine
indeholdt mest lyriske Skildringer, som 6. August:
»Du er et godt Menneske imod mig -- det bedste Menneske under Solen,
maa jeg sige idag: iaftes vilde jeg have sagt; det mest henrivende
Menneske under Maanen. Jeg sad oppe ved Concertsalen og hørte en
smeltende Ouverture af Mozart, Maanen stod over Stranden, saaledes,
at Sølyst Havepynt ragede ud i et glimtende Straalehav. Det var mig
ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke længer havde dig i min Arm,
og jeg tænkte i mit Sværmeri: see, saaledes lægger min Sjæl sig som
et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den
yndige Høi, hun pleier at staae paa. Sjelden har noget Billede saa
levende speilet sig i min Stemning. Da Musiken taug, og jeg reiste
mig for at vandre hjem, var det med den Tanke: Ja, er Kjærligheden
ikke evig, saa er den ingen Ting, men er den det, saa er den først en
Perle, man giver al sin Eie for, dernæst en uhyre Perle, hvori som
i Himmeldybet al Verden indesluttes. I hvad Forbindelse jeg kom til
saadanne Tanker, maa du selv udfinde. -- --«
Vi havde, som det saa tidt skete, siddet i Skoven, og jeg havde udøst
alt mit Hjærte for hende, om min egen Uværdighed, mine skiftende
Stemninger, min Frygt for at plage hende med mit Væsen, og hvorledes
alt dette maatte forklares. Til disse besværlige Undersøgelser svarer
hun mig næste Morgen, 18. August:
»Ja, du min egen Kjære! Jeg troer nok, jeg tør sige, kunde du end i
alle andre Henseender have faaet den, der stod høit over mig, saa
troer jeg ikke, du kunde finde nogen, der fuldkomnere kunde hengive
sig til dig. Ja, det gaaer saa vidt, at naar der kan være et og andet
hos mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre bebreide
mig, saa sørger jeg ikke saameget derover for min egen Skyld, som
for at du skal have En, der har de Feil og Mangler, saa jeg gjerne
kan sige, at hele mit Væsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den
høieste Lykke. Den Følelse var ret saa inderlig hos mig igaar Aftes,
da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og fordybede mig i dit
Væsen. Jeg ønskede kun at kunne hengive mig, leve og opoffre mig for
dig, og det kan slet ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel,
at du føler ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du
sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig, om du
ene kunde leve for mig; og det var heller slet ikke sandt, naar jeg
svarede, at det forlangte jeg heller ikke. Det var dog med en lidt
resigneret og smertelig Følelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot
det, at om du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de
høie Interesser, der beskjæftiger dig, saa hører dog dit egentlige
Liv mig til, og med det lever du dog fuldkommen for mig, ikke sandt?
Andet ønsker jeg jo heller ikke. Du kan da nok tænke, at jeg ikke
kunde ønske, at du altid skulde gaae og sværme og kun tænke paa mig,
det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og Forfængelighed.
Det maa jo netop være min høieste Glæde, at du ret skulde blive til
noget. -- --«
Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit sædvanlige
Mellemværende mellem de høiere og lavere Følelser, endnu i den Sommer
en ganske naturlig og meget forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik
os begge, den hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive
til i den, som nok kunde ængste mig, skjønt jeg rigtignok ikke tog
mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sorø var bleven ledig, og
jeg tænkte paa at søge den, men saa vidt jeg husker, gjorde jeg
ikke noget virkeligt derved; maaskee har jeg indgivet en Ansøgning,
men vist ikke fremstillet mig for nogen af de Styrende. Heller ikke
Amalie yndede den Plan. Med disse Tanker skrev jeg d. 25. August:
»Du, hvis Psychevinger jeg trænger til forat løfte mig over Jorden,
du vil jo nok have Taalmodighed med mig paa de kummerlige Veie, jeg
har at gaae paa. Jeg er igjen iaften af de Tanker, du nok kjender
hos mig, at jeg føler mig saa uendelig ringe. Ikke just afmægtig,
men endnu kun ved Begyndelsen af Evighedens Bane. Andre vilde, om
jeg sagde dem det, ikke betænke sig paa at kalde det et affectert
Hængehovederi, jeg selv vilde ogsaa kalde det saa, om jeg ikke
allerede var vant til, at det saa ideligt vender tilbage, at jeg ikke
kan fornegte det. Men dig kan jeg gjerne sige det, du vil ikke spotte
mig, du troer mig, naar jeg siger, det er sandt, om du end kan have
Grund til at skamme mig ud.
Jeg traf i Eftermiddag paa Universitetet Carl Thomsen, som meget
venlig kom hen og hilste paa mig. Jeg fortalte ham min Sorøske Plan;
vi gik op i Lunddahls Værelse, som ikke var hjemme, og vi sad længe
og talte sammen. Han fortalte mig meget om Sorø, især om Wegener, og
i alt, hvad han sagde, var der en saadan Forstand og smuk Tænkemaade,
dertil Lærdom og klar Dom, at jeg ganske indtagen i ham tænkte:
See der igjen et Menneske, som er mig langt overlegen, skjøndt jeg
maaskee af Naturen er ligesaa godt udrustet som han, bestemt til
ligesaameget og burde have opnaaet ligesaameget. Og hvormeget mere er
det ikke Tilfældet med de Mænd, han talte om? Den Tanke har jeg ikke
kunnet slippe den hele Aften, og nu gaaer det som sædvanligt ud over
dig, du min tro Ledsagerinde paa min Tankes forvildede Veie.
Hvor det er underligt at boe midt inde i et Kvarter af den travle By.
Den silde arbeidende Snedker høvler og saver, Moderen synger sit
Barn i Søvn, de større løbe og lege og skrige i Gaardene; paa den ene
Side stiger en Violin til de høieste Toner, paa den anden gjør en
Fløite sig forgjæves Flid med at faae en Vals i Takt. Mine pjaltede
Gjenboere afvexlende klamres og synge rørende Kjærlighedsviser i
stort Chor, og de arme Djævle lade formodentlig Flasken gaae rundt
dertil. Kattene miaue Serenader, og altsom det bliver mere stille,
hører jeg den evige Pladsken af Springvandet nede i Gaarden, hvortil
Bagerens Faarekyllinger svare som Pibe til Tromme. Saa Klangen af
Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man
gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags
Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i
Vinduet og lader mine Øine søge de evige Stjerner, der gaae deres
Baner, som da Kong Pharaos Vismænd udmaalte dem. Det var det med min
egen Ringhed -- du maa ikke mistænke mig for, at jeg ikke vel nok og
hjærteligt nok føler mit Broderskab med mit fattige Naboskab. Gud
glæde dig med den grønne uskyldige Susen.«
Jeg boede i Kronprindsessegaden i et Baghus, hvis Ende vendte ud til
Adelgadens Baghuse. Dertil svarede min forstandige Brud udaf sit
redelige Hjærte:
»Jeg kan saa tydelig sætte mig ind i din hele Stemning og de
Følelser, du omtaler, er mig ogsaa kun altfor vel bekjendte fra mig
selv. Du har visselig Ret i, at jeg ikke vil spotte dig, tværtimod
vil jeg optage enhver af dine Følelser i mit Indre, tænke over dem og
forstaae dem, som det var mine egne. Da jeg læste dine Yttringer om
dig selv og din egen Ringhed, kom jeg til at tænke paa, hvad Mynster
saa smukt siger i en af sine Betragtninger, og som greb mig meget, da
jeg læste det. Han omtaler den besynderlige Ustadighed hos Mennesket,
at man undertiden kan føle sig hævet, lykkelig og tilfreds med sig
selv, ja endogsaa næsten overmodig, og til andre Tider igjen saa
ringe, saa ussel og ubetydelig, og begge Dele, siger han, er lige
langt fra den sande Ydmyghed, som sætter al sin Lid til Gud, trofast
strider til det Maal, og kun vil være noget ved ham og i ham. Dette
udvikler han nu langt smukkere end jeg for Øieblikket kan huske det,
men der har altid forekommet mig at være en stor Sandhed deri. Det er
vist langt fra altid Beskedenhed, men der blander sig vist tidt en
Del Forfængelighed i de Følelser, der bringe os til at føle os saa
ringe overfor andre, ligesaa meget maaskee som i dem, der bringer os
til at oversee andre. Men jeg veed i Grunden ikke, hvorfor jeg siger
dig alt dette, som du dog veed og kan forklare langt bedre end jeg.
Du maa da endelig ikke troe, jeg vil belære dig eller bebreide dig
noget, men det er Ting, jeg tidt har sagt mig selv, og ved at læse
dit Brev, kom de igjen frem for mig. Du veed jo forresten nok, at
jeg slet ikke vil tillade dig at rive ned paa en vis Person ved Navn
Johannes. For ham holder jeg af, og der er ingen, der bedre end jeg
veed, hvor elskværdig og fortræffelig han er, og han staaer slet ikke
tilbage for nogen af de andre. Du kan saa sige om dem, hvad du vil,
fordi de er ældre og maaskee lidt mere lærde, det er ogsaa alt. Vil
du nu bare see, du er artig, ellers skal jeg nok correxe dig, naar
jeg faaer fat paa dig, kan du troe, din lille uartige Dreng! Men du
er dog deilig alligevel, og jeg holder uhyre meget af dig.
Det er ellers forunderligt nok, at den Beskrivelse, du gjør over
din Ensomhed midt i Byens Støi, netop svarer til de Tanker, der
beskjæftigede mig, da jeg iaftes sad paa Bænken udenfor Gaarden paa
den Tid i Tusmørket, som jeg holder saameget af, da der endnu er et
Skjær af Aftenrøden i Luften, og Stjernerne begynde at komme frem.
Jeg saae ud over Kjøbenhavn og tænkte paa, hvor du nu var. Det syntes
mig saa underligt, at du sad alene derinde, og jeg ikke var hos dig.
Det maa dog have været en egen sympathetisk Følelse, der har sagt mig
det i det Øieblik. Troer du ikke det? -- --«
Ja, saameget har vi levet sammen, at vi tidtnok har moret os med at
opdage, at vi tænke samtidig de samme Tanker. Hendes Alvorsprædiken
til mig var da heller ikke andet end mine egne Tanker. Alligevel
trænger jeg desværre til den endnu, faaer den ogsaa endnu.
Hun var i September i Hørsholm hos hendes Forældres gamle Venner,
Birkedommer Neergaards Familie. De forstode at gjøre det godt for
Mennesker, de indrettede en god gammeldags Tur til Dyrehaven, hvor
Vilhelm Holm og jeg maatte mødes med dem og tilbringe en lang skjøn
Dag i Skoven i det gladeste Selskab, og de fik siden mig ud til
Hørsholm, at jeg i to Dage kunde nyde denne Sværmeriets klassiske
Egn. Desuden gik Brevene hverdag frem og tilbage, et af dem anslaaer
min høieste Tone:
»Min egen inderlig elskede Amalie! Tak for igaar, og mit Hjærtes
daglige uudtømmelige Tak for det, du altid nærværende og fraværende
er for mig. Du skulde have hørt den Prædiken, Fog holdt igaar, og
som vel var saa overstrømmende frisk, fordi han om Morgenen havde
holdt den for sin Hustru -- saa vilde du forstaae, hvad jeg mener ved
det, den ene er for den anden. Han talte om, hvad Christus er for
os, men herved er jeg desværre kommen til min sædvanlige Fantasi,
at gjøre min Elskede til min Frelser. Dog, du vil tilgive mig, men
du maa ikke gjøre det paa den Betingelse, at du anseer mine Ord
for Spøg; derfor vil jeg aldrig have Ord om dig ansete, saa maa du
hellere lade være at tilgive mig. Maaskee er det dig en forargelig
Tale, eller i alt Fald en Hemmelighed, og en underlig Hemmelighed er
det ogsaa, men derfor ikke mindre antastelig og hellig, da det er
en Guds Hemmelighed. Jeg veed meget vel, at Frelsen er kommen til
mig fra den længst Henfarne, der viste sig for fjerne Slægter, og er
ikke at finde i et eller andet Menneske, men alligevel kan jeg ikke
lade være at gjentage for mig de Ord: Lyksalige de Øien, der saae
dig, de Øren, som hørte dig. For mig er altid det Nærmeste det først
ret kraftige. Kan det da undre dig, at jeg søger mig min Frelsers
Afbillede i hans mest benaadede Tjenerinde. Jeg kan ikke undvære ham,
og priser da Gud, fordi han ikke er død, men opstanden for at leve i
os og tage Bolig i dig. O, bliv for hans Skyld ikke vred og ikke kjed
af mine underlige Paastande. Jeg vilde ikke sige det, om mit Hjærte
ikke idelig strømmede over, og i dette Øieblik er saa fyldt af denne
Følelse, at jeg ikke kan holde den tilbage. Og tro mig, jeg har dog
stærkt gjort Vold paa mig selv for ikke at sige mere. Du kjære, kjære
Pige, hvad var jeg dog bleven til, om jeg ikke havde mødt dig, eller
om jeg ikke havde været værdig til din Tro, din Kjærlighed og dit
Haab, da jeg mødte dig?«
Hun svarede:
»Min kjære, kjære Johannes! Du skal ikke vente paa Svar, jeg griber
strax Pennen. Dit Brev glædede mig som sædvanligt. Du veed ikke, hvad
det er for en Salighed for mig at høre dig tale saa varmt, jeg kan
gjerne sige glødende, om din Kjærlighed til mig. Jeg føler mig saa
ubeskrivelig lykkelig, men tillige saa ydmyg derved. Du maa dog love
mig, at du ikke vil tale derom paa den Maade som i dette Brev. Du har
Ret i, at det for mig næsten er en Hemmelighed, hvad du mener dermed,
og uagtet jeg vil tilstaae, at jeg var svag nok til at ønske, at du
havde skrevet alt, hvad du tænkte, da du siger, du har gjort Vold
paa dig, for ikke at sige mere, saa føler jeg mig dog saa ængstelig
tilmode derved; og jeg maa tænke ved mig selv, hvad er jeg dog,
at han taler saaledes til mig? Hvor er det dog muligt, at jeg kan
have den Indflydelse paa ham, som staaer saa høit over mig i enhver
Henseende? Ak, jeg føler desværre, hvor meget jeg selv trænger til en
Frelser, jeg er langtfra saa god og gudfrygtig, som jeg burde være.
Jeg veed ikke selv, hvorledes det er, men jeg synes næsten, at jeg
ikke mere saa levende trænger til at udøse mit Hjærte for Gud som
før; jeg føler mig nu altid saa lykkelig, saa fuld af glade, ogsaa
gode Tanker, og min Bøn bliver som oftest kun en Bøn for dig. Men
det er dog ikke ret, og det maa ogsaa blive anderledes, føler jeg
godt. Nu skulde vi hjælpe hinanden, ikke sandt? og gjensidig være
hinanden en frelsende Ven. Saaledes synes jeg, det er smukt og godt,
og vistnok den gode Gud behageligt, ham til hvem alle vore Tanker og
Følelser maa stunde, og uden hvem vi dog intet ere. --«
Sommeren gik til Ende, og som fra een Side dens Begyndelse havde
aabnet en ny Periode i mit Liv, gjorde dens Slutning det fra en anden.
Udbyttet af mine Undervisningstimer var for ringe, jeg trængte til en
bedre Stilling. Jeg fik og modtog gjerne Tilbud om at blive Hovmester
for den umyndige Lensgreve Christian Petersdorff, som, endnu kun
14 Aar, blev opdragen hos Overpræsident Lange i Kjøbenhavn. Første
November 1846 begyndte jeg denne Virksomhed og tilbragte nu de fire
næste Aar i Langes ligesaa elskværdige som høitdannede Familie. De
beboede første Sal i den store Gaard paa Gammeltorv mellem Nygade og
Klædeboderne, hvis Frontespice Abildgaard har decoreret, og jeg og
min Elev havde to store smukke Værelser i Messaninen.
Lange var ingen almindelig Typus paa en Bureaukrat. En energisk
Arbeider med et kjæmpestærkt Legeme havde han tidlig tjent sig op til
Deputeret i Cancelliet, og var nu i samme Aar bleven Overpræsident.
Han var let at tjene. Aldeles optagen som jeg var baade af min
Kjærlighed og mine høitflyvende aandelige Udsigter, kunde jeg mangen
Gang være altfor forsømmelig i min Hovmestergjerning. Han kunde da i
Forbigaaende give mig en Paamindelse, men han gjorde det altid med
en fin Følelse for, at ogsaa den letteste Berøring var mig tung at
bære, og et velvilligt Blik for, at det kun daarligt stod i min Magt
at forandre mig. I saa Henseende har jeg meget at takke ham for.
Hans Døttre var kjærlige og aandfulde Sjæle, der havde en betydelig
litterær Dannelse. De to ældste var allerede gifte, den yngste, der
ogsaa var noget ældre end jeg, var hjemme, og gav Huset Glands med
sin glimrende Conversation og ligesaa glimrende Fortepianospil. Hun
var ikke smuk, men meget behagelig i Omgang, og er ikke bleven gift.
Jeg havde alle meget kjær, særdeles den brave Moder, der saa venligt
tog sig af mig.
Der var ikke Spor af fornem Fjernhed, vi omgikkes med al den
Frimodighed, som godt Venskab, der er tryg til alle Sider, medfører,
og da aandfulde Damers Selskab altid har behaget mig meget, kunde de
Timer, jeg tilbragte i deres Stue, kun været til Glæde, men de var
det ikke altid. Mine Lidenskaber gjorde mig ufornuftig, og om jeg
end gjorde mig Umage for at bevare et net Væsen, heller ikke just
veed, nogensinde at have ført mig upassende op, var min Stemning dog
for min egen Fornemmelse jevnlig ikke til at raade med. Selv saa god
Omgang var mig en Lænke, jeg sad mest som paa Naale af Længsel efter
to Ting, enten at komme vel nedad Trappen forat kaste mig over Bog og
Pen, eller at fare hen til min Elskede.
Min Bog var det gamle Testamente, og min Pen den Pensel, hvormed
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 15
  • Parts
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 01
    Total number of words is 4544
    Total number of unique words is 1628
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 02
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1653
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 03
    Total number of words is 4833
    Total number of unique words is 1610
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 04
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1662
    42.4 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 05
    Total number of words is 4878
    Total number of unique words is 1550
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    69.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 06
    Total number of words is 4713
    Total number of unique words is 1620
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 07
    Total number of words is 4845
    Total number of unique words is 1562
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 08
    Total number of words is 5061
    Total number of unique words is 1418
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    65.7 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 09
    Total number of words is 4929
    Total number of unique words is 1480
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 10
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1527
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 11
    Total number of words is 4868
    Total number of unique words is 1608
    45.6 of words are in the 2000 most common words
    61.7 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 12
    Total number of words is 4808
    Total number of unique words is 1479
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 13
    Total number of words is 5004
    Total number of unique words is 1467
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    67.8 of words are in the 5000 most common words
    76.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 14
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1470
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 15
    Total number of words is 4834
    Total number of unique words is 1600
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 16
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1716
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 17
    Total number of words is 4862
    Total number of unique words is 1600
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 18
    Total number of words is 4912
    Total number of unique words is 1497
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 19
    Total number of words is 4872
    Total number of unique words is 1548
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    62.2 of words are in the 5000 most common words
    71.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 20
    Total number of words is 4921
    Total number of unique words is 1541
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 21
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1554
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 22
    Total number of words is 4904
    Total number of unique words is 1517
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 23
    Total number of words is 4767
    Total number of unique words is 1576
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 24
    Total number of words is 4910
    Total number of unique words is 1529
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 25
    Total number of words is 4990
    Total number of unique words is 1623
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 26
    Total number of words is 2446
    Total number of unique words is 890
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.