Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 18

Total number of words is 4912
Total number of unique words is 1497
44.2 of words are in the 2000 most common words
60.3 of words are in the 5000 most common words
68.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
blev der ikke gjort meget Væsen af, det var en given Sag, at vi alle
vare troende, det kom kun an paa, at vi kunde have Frelsens Glæde af
den i et flammende Hjærte og et saligt Haab. Uden Kjærlighed ingen
Tro og heller intet Haab. Derom kom jeg vanskelig til Rette med mine
Foresatte. Jeg blev kaldt en Schleiermachersk Følelsestheolog, eller
blev endog befunden at have i det Stykke et Stænk af Katholicismen.
Dog var jeg saalangt som muligt fra et Par af mine Venner, der
virkelig blev Katholiker.


TREDIE KAPITEL.
OMGANGSKREDS OG STUDIER.

Da vi er ved det kirkelige, begynder jeg med disse to eiendommelige
kirkelige Skikkelser.
Den ene var Jørgen Laurits Hansen, Præst i Fjelstrup ved Haderslev.
Han var en afgjort Grundtvigianer, en Svoger til J. Chr. Lindberg,
og havde ligesom Lindberg mest Sind til med juridisk Skarpsindighed
at forsvare en stærk Autoritetstro. Han polemiserede stadig mod
Protestantismen, lod os høre dens Holdningsløshed og at vi ikke
tilstrækkelig kjendte den gamle Kirke, saa vi i Spøg kaldte ham
Papisten. Han havde nemlig været Kateket i Fredericia og der levet i
Omgang med den katholske Præst, der havde indviet ham i sin Kirkes
Mysterier og lært ham, hvad han ofte kom tilbage til som en mærkelig
Ting, den Kunst at læse en virkelig Messe. Dette grublede han
bestandig over, studerede Kirkefædrene og fandt, at de var Katholiker
og ikke Protestanter, hvori han forsaavidt havde Ret. Endelig fik
den Trang, der paa saa mange Maader har Magt over trofaste Sjæle,
at faae fuld Sikkerhed i sin Salighedssag, Overhaand, og han kunde
ikke længer udholde sin Stilling i vor Kirke. Vi havde ikke tiltroet
ham saamegen Kraft, da han vel var en brav og ærlig Sjæl, men ikke
nogen betydelig Mand, og syntes dengang nok at sætte Pris paa et godt
Embede og de Velstands Nydelser, det medfører. Men med Eet opgav han
det, drog til Kjøbenhavn, blev tilligemed sin Familie Katholik og
Medarbeider ved den katholske Tidende, hvormed han næppe har tjent
sig mere end til det tarveligste Underhold. Det skete først, efter
at jeg selv var flyttet til Kjøbenhavn, og der saae jeg ham stadig
paa min Morgenvandring, naar han med lange Skridt ilede ned ad
Bredgaden til sin Messe. Engang jeg med ham og Kofoed-Hansen gik paa
Volden, tog han nidkjær til at prædike for mig saa vedholdende, at
jeg endelig maatte standse ham med det Udbrud: Men, kjære Hansen, De
kan da nok vide, at De ikke kan gjøre mig til Katholik. Det blev det
sidste Ord, jeg kom til at skifte med ham.
Kofoed Hansen, som stod hos, sagde intet, men han har muligvis taget
sig den Prædiken til Indtægt, thi han var den anden, der skulde gaae
den Vei. Dog tog det meget lang Tid, inden han blev modnet dertil.
Han var og er en høist eiendommelig Mand og hørte i al min slesvigske
Tid til mine nærmeste Venner.
Fra den æsthetiske Side var han sværmerisk Romantiker og levede
deri i nøieste Forstaaelse med Lembcke. Fra den religiøse var
han Kierkegaards trofaste Fælle, og opgav sin Embedsstilling, da
Kierkegaard havde eftervist, at den var en Forbrydelse, men tog den
atter tilbage efter et halvt Aars Betænkningstid, da Regjeringen ikke
vilde opgive en saadan Mand. Men han var besværlig at omgaaes, da
hans Meninger stred imod alle almindelige Begreber, dog fandt vi os
villige og i Grunden beundrende deri. Han var saa reactionær, at han
ligesom Pave Pius vilde have Dagblade, Jærnbaner, Telegrafer og alle
Nutidens stolte Opfindelser afskaffede, og alle Rigsdage jagede fra
hinanden med Stokkeprygl. Dog var han en mild, elskværdig Mand, som
vi alle holdt meget af, og som det gjorde os inderlig ondt for, naar
han ikke kunde komme igjennem med sine Grublerier. Som Prædikant var
han vidtløftig og uklar paa Grund af altfor mange Omsvøb, men han
gjorde et eget dybt Indtryk ved en Alvor i det Usigelige, der lod ane
mer end der var.
Der var kun een Mening om, at han var os andre langt overlegen. Det
er nu Provster altid, men det var ikke derfor. Nei, hans Gjerning
ansaaes altid for saa betydningsfuld, at der ikke kunde overkommes
meget af den. Vi andre kunde ogsaa studere og til sine Tider komme
igjennem mange og svære Bøger, men naar det hed, nu læser Provsten
Tertullian, følte vi det som noget overordentligt. At det gik ligedan
med hans Forretninger, blev et Kors for mig. En Prædiken som hans
kunde ikke holdes hver Søndag, og alle de Begravelser kunde han ikke
finde sig i. Han forlangte derfor ofte min Hjælp, og jeg følte mig
æret ved at blive benyttet som Capellan. Men meget besværligt blev
det mig dog, medens han det omtalte Halvaar forsvandt i Ørken, det
vil sige en sjællandsk Herregaard, og jeg maatte hjemme besørge al
hans Præstegjerning. Hans Sjælesorg maatte jeg nu altid paatage mig i
hans Sogn, Gammel Haderslev, hvor jeg blev Smaafolks Husven. Endelig
ogsaa i det Aar, Søren Kierkegaard førte sit afgjørende Stormløb mod
Kirken, optage den Kamp, der egentlig tilkom ham. Hvorledes jeg med
megen Anstrengelse udførte det, kommer jeg siden til.
Han gjorde i Grunden en Del af mig, men egentlig Tak fik jeg ikke, da
han ikke lod det komme til Orde. Min Hustru var fornærmet paa mine
Vegne. En Gang kom jeg endog galt fra det. Da jeg vilde gjøre en
Feriereise, bad jeg ham en Gang at prædike for mig, da jeg saa mange
Gange havde gjort det for ham. Men han svarede temmelig vrantent, at
hans Prædiken passede ikke for min Kreds, Almueskredsen. Da følte jeg
mig meget lille.
Jeg vilde gjerne have støttet mig til ham, da mit Sind ogsaa gik i
Kierkegaards Retning, men det lod sig ikke gjøre. Han vilde være
ene paa sin aandelige Høide, og han blev alene, der var ingen der
vidste, hvad han vilde. Han havde ogsaa i en sørgelig Grad ondt
ved at komme igjennem. Han var luxuriøs i sin Levevis og yndede
at give sin Præstegaard noget af Herregaardens Glands. Derved kom
han ikke blot til at leve over Evne og blev forgjældet, men maatte
ogsaa lide af Samvittighedspine, fordi hans Christenpligt paabød ham
Askesen. Naturen elskede han og tilbragte megen Tid i den, især med
Planteverdenen, som han særlig studerede. Jeg flakkede meget om med
ham i den smukke Baad, han holdt paa Søen, og der blev talt om, at
Naturen oplod Mysterier for ham, som ingen kunde fatte, hvori han
kunde have Ret, da Naturens Aand er det ufatteligste af alt. Det var
altid kun faa Ord, man fik at høre af ham, men jeg satte sammen og
gjemte derpaa, havde ogsaa, naar han ikke talte, mine Mærker paa hans
Væsen. Jeg var i alle Maader som den mystiske Doctors Famulus.
Med mine øvrige geistlige Brødre stod jeg mig ligesaagodt som
med denne min Foresatte. Jeg kom meget ud paa Landet og havde
Fornemmelsen af, at hvor jeg kom, var det hos gode Venner. Ogsaa
i Byen havde vi fortræffelig Omgang. Vi indrettede os ugentlige
Sammenkomster, vexelvis hos Thriges, hos Lembckes, hos Kofoed Hansen,
hos Helwegs og hos Apothekeren Aggersborgs, hvor der var et fint Hus,
overdaadig Beværtning, og høist hjærtelige Mennesker. Fru Pauline
Aggersborg, var og er en mærkelig Dame, skjøn, aandrig og sværmerisk,
høit patriotisk, var hun af de ægteste »slesvigske Piger«, som hun
ogsaa var opdragen paa en Gaard der i Egnen og havde, længe før
hun blev gift med sin kjøbenhavnske Mand, spillet en fremragende
Rolle ved Skamlingsbankens Fester. Hun var ogsaa betydelig nok til
at have sin bedste Glæde af at samle det lærde Selskab i sit Hus.
Ogsaa hendes gode redelige og meget dannede Mand sluttede sig nær
til os, saameget mere som han var en Fætter til Maleren Skovgaard og
var kjendt med vor kjøbenhavnske Kreds. Endelig søgte ogsaa ugifte
Adjuncter og andre Løsgjængere til, og Præster kom ind fra Landet,
især min kjære Ven, C. D. Møller i Vonsbæk.
Det var et høist tiltalende Selskab, vore Hustruer var udmærkede
Husmødre, saa vi levede godt i det Kjødelige, og det Aandelige bragte
vi selv med baade ved Vinterens Lampeskin og Sommerens Solskin, i de
skjønne Haver, paa Baadene i Søen og paa de skovklædte Bredder.
Som jeg var den yngste, var vort Hus fra først af det mindste, men
dog ogsaa istand til at rumme Selskabet. Aaret efter flyttede vi hen
i en smuk Kjøbmandsgaard paa »store Pappegøie«, hvis Have gik ned til
Søen, hvor ogsaa jeg holdt en Jolle til at roe ud med Sommeraftener.
Søen var »Haderslev Dam«, som strækker sig en Mils Vei ind i Landet,
og især i sin Vestende er omgivet af smukke Skove, som give venlige
og maleriske Udsigter. Om Vinteren løb jeg paa Skøiter der. Vi kom
nu bedre med, vi havde nogle af de anseligste Stuer i Byen, og mine
Indtægter bleve efterhaanden gode. Jeg blev Collaborator og fik en
Overlærers Løn, og Præsteembedets Indtægt og nogle Pensionærer hjalp
efter. Det var en lykkelig Tid, vi havde Fornemmelsen af at høre til
den bedste Kreds i Byen som i Egnen. Egnen er skjøn, og vi forstod at
nyde den.
Slesvig var et interessant Land, en ny Opdagelse for alle Danske. I
den skjønne Aarstid skulde Erobringen besees, Reisende og deriblandt
mangen god Ven hjemmefra kom og gik. Vi selv skulde ogsaa besee
det, og langs de yndige Kyster fra Kolding til Aabenraa laa jo
Præstegaardene ikke længer borte end Dagsreiser, og overalt venlige
Ansigter. Saa kom Ferierne, som Skolelivet, saa strengt det end kan
være til daglig, dog har forud for andre Bestillinger, da førtes
Reiserne længere ud, til Flensborg, Slesvig og Rendsborg, hvor vi
havde kjære Slægtninge og Ungdomsvenner, mine og Amalies Cousiner med
deres Mænd. Heller ikke var der let noget Aar, hvor en Sjællands-
eller Jyllandsreise blev forsømt.
Det var skjønne Dage, den lykkeligste Periode i mit Liv. Men i andre
Maader ogsaa den strengeste. Aldrig har jeg faaet mere og sværere
Arbeide gjort. Det var den Tid, da jeg foruden mit Skolearbeide
først og fremmest skulde uddanne mig til Præst. Ikke saameget for
min Menigheds Skyld, den kunde have hjulpet sig med mindre, som for
min egen, udarbeidede jeg mine Prædikener paa det omhyggeligste og
kunde bruge flere Dage om Ugen dertil. Det gjaldt jo om at faae
hele den hellige Lære omsat i den Form, som er brugelig i Livet,
at faae Færdighed i at tale om enhver Trossætning med Lethed og
Kraft i et Sprog, som kan gaae til Hjærtet, og at kunne behandle
ethvert Livstilfælde, stort eller dagligdags, med den Inderlighed,
som kan hjælpe til Frelse, det gjaldt om hele en begyndende Præsts
Udvikling. Min Prædiken maatte jeg saa om Søndagen holde to Gange, og
derefter gaae omkring i Hospitalets og Sygehusets Stuer, og alt som
jeg fik flere christelige Venner i Byen, endnu dertil udstrække min
Sjælesorg saavidt, at jeg ikke godt nogen Dag kunde gaae fra Skolen,
uden at jeg maatte om i de smaae Gader, for at see til dem, der syge
og sorrigfulde ere. Foruden alt dette havde jeg saa ydermere mine
private Aandsfornødenheder at tilfredsstille.
Jeg har aldrig kunnet være uden et større videnskabeligt Arbeide,
helst et saa omfattende, at det gaaer fra Aar til Aar, og jeg bliver
saa optaget deraf, at jeg længes efter at opspare enhver ledig time
dertil. Det laa mig derfor, nu jeg var kommen til Ro efter mine
Hjærteanliggender, paa Sinde, at kun altfor lang Tid var gaaet hen
for mig, uden at jeg var trængt ind i det, der syntes mig at maatte
ligge nærmest for mig.
For at forstaae Christendommens Væsen og Stilling i Aandshistorien,
maa de andre Religioner kjendes, og til at lære en Religion at
kjende, er det ikke nok at læse en Beretning om den, man maa leve med
den. I min kjøbenhavnske Tid baade som Student og Candidat havde jeg
læst meget til Religionshistorien henhørende, og havde deri fundet
meget, der kunde gaae mig til Hjærte som Folkeslagenes virkelige
religiøse Liv; men det var dog kun Oversigtsskrifter, jeg havde holdt
mig til, og denne anden Haands Kundskab var langtfra nok til at
tilfredsstille mig.
Jeg var fra min Bibels gamle Pagt vant til at gaa lige til Kilden,
og havde Erfaring nok i, at de Lærdes Gjengivelser, hvad Oplysninger
der end kan faaes af dem, dog ingenlunde gjør samme Indtryk som det
gamle Folks egen Tale. Det var den oprindelige Duft af Oldtidens
Livstræer, jeg vilde indaande og ikke kunde undvære, fordi Oldtiden
nu eengang er min Elskede, Nutidens Skjønheder ufortalte.
Og medens jeg sad Aar efter Aar og med Lexikon og Grammatik stred med
enhver Stavelse i det uopdyrkede Zendsprogs forskjellige Dialekter,
til jeg fik ethvert Textord til Livs, og ligesaa mange Aar vendte og
dreiede paa Hieroglyfernes vanskelige Figurer og endnu vanskeligere
Constructioner, blev der Tid nok til at forsøge paa at leve med de
gamle Folk, at følge deres Aands og Hjærtes Flugt ligesaa nøie som
deres Bogstavers Sving, og i Fantasien at kunne gaae ind og ud med
dem i deres Templer og Palladser og fattige Huse, og med Lovbogen
i Hænde og Hovedet fuldt af Legendernes Vrimmel og Begivenhedernes
Fortælling at sætte sig ind i deres Føreres Forestillinger og
Følelsesliv. Der skal Tid til det, men man skal ikke fortryde
det. Det er værdt at faae sit eget Indre saa stærkt udvidet, som
nødvendigt er for at kunne være med i saa overordentlig fjerne
Forhold, og Mennesker er altid værd at kjende. De være, som de vil,
saa ender det dog med, at man faaer dem kjære, og det er for mig den
egentlige Sag. Jeg har tilsidst ogsaa føiet Talmud til, og jeg siger
om den som om det Øvrige. Man læse Folianterne paa Hebraisk og de
almindelige Anmærkninger med, og oversætte dem Ord for Ord paa godt
Dansk, og spørge alle Synederiets kloge Herrer til Raads, man vil
ikke blot komme til at forstaae sit Evangelium bedre end før, men --
det er idetmindste gaaet mig saaledes -- endog tiltrods for deres
rædsomme Lovtrækkeri, faae Hjærte for Jesu Fjender. Man faaer altid
Hjærte for Mennesker, naar man forstaaer dem.
Jeg begyndte med vor nordiske Oldtid, naturligvis, fordi Fædrelandet
altid ligger nærmest, men det havde ogsaa en ydre Foranledning.
Medens der i Haderslev blev samlet til et dansk Skolebibliothek,
fik vi som det nødvendigste, som den rigtige nationale Helligdom,
en fuldstændig Samling af den oldnordiske Litteratur i gode
Arnemagnæanske Udgaver. De lokkede mig, det var jo endogsaa min Pligt
at tage dem til Indtægt, jeg var jo Lærer i dansk, og hvad var vel
dansk? nei i nordisk Litteratur.
Fra først af gik jeg til Studiet af det Oldnordiske blot i litterær
Hensigt, med den Bitanke derfra at fremme min Poesi. Jeg skrev ogsaa
største Delen af en Knud den hellige, og det tegnede til at blive
en forsvarlig Tragedie. Jeg tænkte endvidere som Hovedsagen paa en
Brynhild -- nu har min Pleiesøn gjort det. Men altsom jeg trængte
dybere ind i de gamle Skatte, greb Helligdommen mig. Det opgik for
mig, at hvad der er gjort for den af Mænd som Finn Magnussen og N.
M. Petersen, af Grundtvig og Øhlenschlæger er kun Poesi og mythisk
Naturallegori hver efter sin Opfattelse; hvad der staaer tilbage, er
at vise, hvad vore Forfædres virkelige Religion har været. Deri saae
jeg mit Hverv.
Jeg havde i Kjøbenhavn kun læst meget lidt Islandsk; det var, mens
jeg hørte Petersens Forelæsninger. Nu gjennemgranskede jeg Eddaerne
og alt, hvad vi havde af Sagaer, samlede alt, hvad der oplyste min
Gjenstand ligetil det mindste Vink, og oversatte alle Versene ligetil
det mest sammenknudrede Skaldemaal. Ogsaa Saxo og alt, hvad der hos
ham kan findes af Levninger af den gamle Tro tog jeg med. Skrev saa
Aar efter Aar et Værk, som blev meget udførligt, da jeg deri indførte
alle mine Texter, baade Vers og ubunden Stil, og behandlede dem
med største Omhu, idet jeg skildrede Aandeskikkelsernes Charakter,
deres moralske og dogmatiske Værd, og hvad Indflydelse de kunde have
havt paa deres Folks Tænkemaade og Liv. Jeg fulgte min egen Vei og
brød mig ikke om, hvad filosofiske og poetiske Syner, der har været
uddraget deraf, jeg vilde kun have den historiske Virkelighed frem.
Jeg fik vel ikke deraf ud, hvad mit senere Studium har forvisset
mig om, at Asatroen er en ufuldkommen overleveret og uudviklet raa
Forgrening af den ariske (indisk-persiske) Stamme, hvilket navnlig
viser sig i moralsk Henseende. Men jeg fik dog klart frem, at den
ligesom den helleniske, er en heroisk Religion, en Trosform, der
lægger Hovedvægten paa Skikkelsernes menneskelige Charakterer, deres
forskjellige Evner i Visdom og Styrke som ogsaa i Mangler og Udyder.
Der er ikke som i Zend-Avesta, hvor den samme Kamp skildres, gjort
Regnskab for, om Guderne eller deres Fjender have Ret; meget mere
have ingen af dem Ret; de maa alle falde, Tiderne maa skifte og Nyt
maa komme, som i Prometheus' Haab.
Det vil sees, hvor forfærdeligt jeg med saadanne Tanker maatte
forsynde mig mod den herskende Stemning, den, det var en ren
Trossag for, snart fastere end Christendommen, at Asatroen er det
allerypperste under Solen, saa ypperlig, at den ene er nok til at
slaa alle Tydskere.
Et enkelt Kapitel af dette større Arbeide, Fjølsvinsmaal eller Sangen
om Svigdag og Menglød fik jeg frem i det Program, hvormed vi 1854
indviede den nye Skolebygning. Det blev det eneste, som jeg fik
bekjendtgjort af mine lange og besværlige Studier i den Retning, og
det er da ikke gaaet bedre med de senere, dem jeg i et andet Afsnit
af mit Liv kommer tilbage til.


FJERDE KAPITEL.
ILIA OG MATHILDE.

Det var det Pestens Aar 1853. Den der fik det største Navn i Kampen
mod den blodløse Fjende, var min Veninde Ilia. Hun blev hele Landets
Beundring men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.
Hun havde sidst boet hos sin Broder Otto i Flensborg, hvor han
samtidig med mig var bleven Collaborator. Da han vilde gifte sig i
Forsommeren det Aar, maatte hun forlade ham, men sendte mig forinden
Frugten af sine rolige Timer. Jeg havde ikke før vidst, hvormed hun
fyldte sit ensomme og tilsyneladende uvirksomme Liv. Hun havde saa
lidt talt derom, at medens hun boede hos min Moder, pleiede hun at
sige noget saadant som: »Hvorfor skal man foretage sig noget. Naar
Kakkelovnen brænder og Spurvene synge under Taget, saa har de jo
overtaget Arbeidet. Der er saamange, der har travlt, jeg er en, der
er tilovers.«
Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt
jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at
sige min Dom, nei, kun til at ~opfatte~ dem. Men det oversteg mine
Kræfter. Jeg prøvede med et Par, men hvad jeg saa skrev derom, viste
kun, at jeg var kommen aldeles galt fra det. Jeg blev underrettet om,
at »der er to Maader at forstaae paa, enten ved uendelig Overlegenhed
eller ved Kjærlighed.« Jeg kunde bruge hvilken Methode jeg vilde,
naar jeg kun kunde »magte den, saa jeg skabende kunde sammenfatte og
saa opfatte. Fik jeg ved første Blik det rette Syn paa Sagen, var
det uendelig Overlegenhed. Men ikke at slaae sig til Ro i den Tanke
at have forstaaet, saalænge der er mindste Uklarhed tilbage, er
Charakterens Redelighed.« Jeg gjorde mig rigelig Flid, men jeg maa
indrømme, at jeg bukkede under for Fristelsen til at slaae mig til
Ro ligeoverfor, hvad der i mine Øine saae ud som et helt Bjerg af
Uklarhed. Jeg manglede da vistnok »den uendelige Overlegenhed«, og
jeg forsøgte det med den Ingrediens, jeg ikke troede at mangle, med
Kjærlighed.
Saa mildt og imødekommende som muligt gjorde jeg opmærksom paa,
at det ikke kunde ventes, at Læsere vilde føle det saa stort og
inderligt, som Forfatterinden upaatvivlelig havde følt det, dertil
var Stilen hverken klar eller stærk nok, heller ikke den dramatiske
Bygning virkningsfuld nok.
Derved begik jeg for det første den Feil at sige »Forfatterinden«.
Det gik mig dermed, som det siden er gaaet mig med hendes Søster
Mathilde, der tog det Ord som en Fornærmelse. Det gjorde Ilia dog
ikke, hun tog al Ting fromt og dybsindig forklarende. -- »Det Ord maa
du endelig aldrig bruge mere, thi er jeg overhovedet noget, saa er
jeg det i sin oprindelige Skikkelse uden nogen unaturlig kvindelig
Bøining. Hvad jeg har gaaet igjennem, er det at være en Undtagelse.
Hvad dette vil sige, kan du, som staaer paa din naturlige Plads,
næppe gjøre dig nogen Idee om. At være Kvinde, at vide, at jeg som
Kvinde staaer over al offentlig Anerkjendelse, at det, der ellers
er Lønnen, for mig snarere er en Nedværdigelse -- thi den simpleste
naturlige Kvinde, der har Hus og Hjem og passer det, er mere end jeg,
der i bedste Tilfælde kun bliver en Undtagelse -- at være Kvinde og
dog skrive! Efter hele sin Natur, efter sit Hjærtes inderlige Attraa
bestemt til at være, og saa nøies med -- at frembringe, at digte!« --
Deri maa hun have storlig Ret.
Om hendes Digterkald i det Hele vedbliver hun saa: »Hvorledes du
vilde svare mig, var mig af større Vigtighed i Henseende til mit
Forhold til dig« -- hun havde takket mig, fordi jeg havde svaret
hende venligt -- »end til Sagen selv, thi den har jeg nu engang
paa Naade og Unaade overgivet i Skjebnens Haand. Selv Dagen før
jeg begyndte -- skjønt færdig med Verden, som jeg da var, var den
Udvei aldrig falden mig ind. Aar i Forveien -- jeg vaagnede op af
en forunderlig Drøm og tænkte: Skulde man ikke sværge paa, naar man
hørte det fortælle, at den, der drømte saaledes, var født til Digter?
Men aldrig kom det i mine Tanker at betragte det anderledes end som
en aparte Tilfældighed. Og heri seer jeg min Retfærdiggjørelse. Hvad
jeg er eller ikke er, jeg har ikke selv valgt. Jeg føler mig ikke
beskæmmet, ligesaa lidt som jeg føler mig stolt, thi jeg troer kun
at have gjort, hvad der blev mig budet. Hvorledes jeg har gjort det,
er min Sag. Hvad det er værdt, hvad Plads der anvises det i Verden,
angaaer ikke mig. I verdslig Henseende veed jeg kun, at jeg er ganske
retsløs. Det har jeg lært, det har jeg følt, og jeg nøies villig
dermed. Thi megen Løn har jeg faaet forud. Arbeidet selv er Løn, og
den Fred og den Klarhed, der følger med slig stille Beskjæftigelse.
Noget Maal har det aldrig været mig; det vigtigste i Verden har det
aldrig været mig, thi under Arbeidet var alt andet glemt, og altsaa
al Sammenligning borte; efter Arbeidet var der altid noget, som laa
mig nærmere paa Hjærtet.«
Visselig en skjøn Bekjendelse, og sand for en saadan Charakter. Ogsaa
for mig er den som talt ud af mit Hjærte. Men tilbage er der dog den
Hovedsag: »Om den, der drømte saaledes, var født til Digter.« Derom
siger hun videre:
»Det eneste, der ikke foruroliger mig, er Tvivl om Arbeidets Værd.
Jeg har følt dem -- dog tænkte jeg selv dengang ikke videre end: naa
ja, Herregud! Skjønt det vistnok var gaaet mig til Hjærte, om jeg
havde faaet dem bekræftede, og saa havde kunnet modtage Bekræftelsen.
Men nu er jeg rolig. Jeg veed vel, der er Feil og meget betydelige
Mangler, men jeg veed ogsaa, at der ikke med et eneste falsk Ord,
en eneste forloren Talemaade er bødet paa Manglerne. Jeg har gjort,
hvad jeg kunde og ikke forlangt at gjøre mere. Det gjælder kun om
jeg overhovedet har havt Ret til at skrive eller ikke, men i den
Henseende føler jeg mig sikker i mig selv. Det er en Sag mellem mig
og en høiere Magt, ikke mellem mig og de Læsere, som aldrig er komne
i mine Tanker, før Alt var færdigt, og knap da. Seer du, derfor
spørger jeg ikke om nogen Dom, thi det er jo ikke mig der dømmes.
Man kunde ligesaa godt skjænde paa Postbudet, naar man fik onde
Breve.«
Alt sammen smukt og godt, naar man er født til Digter. Men om de Feil
og Mangler, som hun siger, hun veed der er, og som der ikke maa bødes
paa med forlorne Talemaader, har jeg mine Tvivl. Den Selverkjendelse
naaede ikke længer end til at en Synder som jeg vovede at sætte
Fingren paa dem.
Jeg maa have talt noget om, at det ikke er ganske nok selv at have
følt det; Poesi er en Kunst, og Kunst er den Ting at give egne
Følelser det Udtryk, at de kan staae som et Værk for sig. Hvorved jeg
formodentlig har henvist til en Udtalelse af Poul Møller om objectiv
Poesi. Derpaa svarer hun, og det er endog efter den svære Krise paa
Cholerahospitalet, da jeg endelig havde maattet melde hende, at jeg
ikke havde kunnet finde nogen Forlægger til hendes Arbeider:
»Gud velsigne Poul Møller, den ærlige Mand, som selv siger, at han
ikke veed nogen Besked. Han veed det virkelig ikke heller, naar han
bliver staaende ved den almindelige Benævnelse at kalde Dramaet
den objective Poesi. Subjectivitetens voldsomme Overstrømmen, der
gestalter sig som objectiv Poesi i den opløste og dog som Stykkets
almindelige Sjæl samlede Digter, voxer frem i nye Subjectiviteter.
Denne Gjensidighed, denne paa eengang til det yderste drevne
Væren og Ikkeværen, det er Sagen. Den objective Poesi fordrer den
subjectiveste Digter. O Øhlenschlæger! O du herlige Unschuld! Men
hans Geni var overordentligt, det beviser det bedst i sin Forvildelse.
»Men det var ved min Tro, jeg slap. Jeg troer, at det jeg har
skrevet, har Værdi, at det har det Fortrin, at have saa at sige
suget det dramatisk Væsentlige ud og fremstillet det paa det mindre
Væsentliges Bekostning. Og navnlig i den dramatiske Poesi er i en
vidunderlig Grad det mindre Væsentlige groet frem i en Yppighed, saa
det for almindelige Øine ganske dækker det Væsentlige -- nei, det
Væsentliges Savn. -- Altsaa, jeg troer det, jeg troer, om Stykkerne
selv, og jeg ~troer~, at de engang vil komme ud, naar Tiden kommer.
Jeg troer, at de baade have Betydning og ville indtage deres Plads,
troer, at det vil gaae mig her som allevegne, at jeg vil faae langt
mere Ære end mig tilkommer.«
Saadanne Udtalelser -- og de komme bestandig igjen vendte paa mange
Maader -- røre mig nu mere end de, saavidt jeg mindes, gjorde
dengang. Jeg føler mig beslægtet med hendes Sind, og har havt
Leilighed nok til at øve mig i de samme Betragtninger. Jeg har jo
ogsaa hele Hyller fulde af Skrifter, hvis Tid til at see Lyset aldrig
kommer, og som jeg maa sige om, at jeg er taknemlig nok blot for den
Glæde, jeg har havt af Arbeidet, og dog kan tænke med Sorg paa, at de
skal tilintetgjøres, thi de har min Kjærlighed.
Om hendes Poesis Værd vil jeg nødig tale. Dengang syntes jeg meget
lidt om den, men det er muligt, at jeg var for optaget af mit eget
til at kunne vurdere andres, og nu staaer det kun dunkelt for mig.
Det er ikke hendes Poesi, det er hendes Charakter, der har været
tiltrækkende for mig, skjønt den Egenhed, at hun altid paa det
fineste selv undersøgte den, var mig vanskelig at finde mig i.
»Om mig selv vilde jeg tale, om mig selv, som langtfra at kunne
stille Fordringer, bestandig, naar jeg tænker paa det, hvori jeg
er forskjellig fra andre, er tilmode, som om jeg ikke noksom kunde
undskylde mig, og undskyldende forklare, hvordan det dog gik til, at
jeg blev en saadan. Dog mere og mere fatter jeg det Urigtige deri.
See, jeg veed det, at jeg har ingen Ret i Verden, men netop derved
taber Verden sin Ret overfor mig. For den der kunde forstaae mig,
vilde jeg have som en Slags Ret. Men den, der ikke kan forstaae mig
som jeg er, hvorfor undskylde og forklare sig for dem? Dog har jeg
gjort det. Jo mere jeg selv følte det forunderlige i mit Standpunkt,
des nødigere vilde jeg ansees for et andet Væsen end jeg er, thi
kun i mig selv og min medskabte Natur har jeg min Undskyldning. Saa
prøvede jeg da paa at forklare mig. Men det var vanskeligt, thi for
hvem forklarede jeg mig? Siig mig, for hvem? For den som ikke kunde
forstaae? Ja, det er noget misligt, thi see! det tager Ligevægten
bort. Skulde jeg tænke mig at være den Overlegne -- min Illusion er
næsten altid bevidst, jeg vælger den, saadan eller saadan. Det er en
fattig Bekjendelse, men jeg vedgaaer min Fattigdom. Skulde jeg som
den Overlegne -- Ligemand kunde jeg ikke være uden at troe derpaa --
saa i Spøg narre det, jeg vil sige, i dem, og indbilde dem, at jeg
ansaae Spillet for saa ganske lige -- skulde jeg vende tilbage til
det Gamle: at gavne (mig) og fornøie (dem)? Jeg haaber, at jeg aldrig
vilde havt Evne dertil, jeg veed, at jeg aldrig har prøvet derpaa. --
Skulde jeg være den Underlegne? Skulde jeg gribe den Illusion? -- der
jo gjerne i sig selv kan være Sandhed, men af mig dog kun antaget som
Illusion -- at jeg intet forstod af det, jeg har givet mig af med, at
jeg i god Tro havde gjort mit Arbeide, og nu i god Tro viste det frem
for den Indsigtsfulde, ventende hans Dom. O, I lidet Troende! Enten
gjælder det Hele kun mig, kun mig personlig, er den Vei, hvorved jeg
skal føres til Erkjendelse -- eller -- Seer I da ikke den Dom, der
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 19
  • Parts
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 01
    Total number of words is 4544
    Total number of unique words is 1628
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 02
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1653
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 03
    Total number of words is 4833
    Total number of unique words is 1610
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 04
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1662
    42.4 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 05
    Total number of words is 4878
    Total number of unique words is 1550
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    69.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 06
    Total number of words is 4713
    Total number of unique words is 1620
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 07
    Total number of words is 4845
    Total number of unique words is 1562
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 08
    Total number of words is 5061
    Total number of unique words is 1418
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    65.7 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 09
    Total number of words is 4929
    Total number of unique words is 1480
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 10
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1527
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 11
    Total number of words is 4868
    Total number of unique words is 1608
    45.6 of words are in the 2000 most common words
    61.7 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 12
    Total number of words is 4808
    Total number of unique words is 1479
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 13
    Total number of words is 5004
    Total number of unique words is 1467
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    67.8 of words are in the 5000 most common words
    76.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 14
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1470
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 15
    Total number of words is 4834
    Total number of unique words is 1600
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 16
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1716
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 17
    Total number of words is 4862
    Total number of unique words is 1600
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 18
    Total number of words is 4912
    Total number of unique words is 1497
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 19
    Total number of words is 4872
    Total number of unique words is 1548
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    62.2 of words are in the 5000 most common words
    71.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 20
    Total number of words is 4921
    Total number of unique words is 1541
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 21
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1554
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 22
    Total number of words is 4904
    Total number of unique words is 1517
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 23
    Total number of words is 4767
    Total number of unique words is 1576
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 24
    Total number of words is 4910
    Total number of unique words is 1529
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 25
    Total number of words is 4990
    Total number of unique words is 1623
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 26
    Total number of words is 2446
    Total number of unique words is 890
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.