Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 10

han ved Siden af sit Fag bestandig drev grundige filosofiske Studier,
ikke som vi andre, men saaledes at han blev en virkelig lærd Kjender
af denne Videnskab, var der Grund nok til, at han ikke let kunde naae
til nogen Afslutning paa sin Forberedelse til den filologiske Examen.
Endelig besluttede han sig dog dertil.
Han havde en betydelig Lærdom, men denne Examen var dengang indrettet
paa det umulige Maal at ville omfatte alle videnskabelige Fag, ogsaa
Verdenshistorie, Theologie, Mathematik osv., i den Mening, at en
Storfilolog maatte være en Lærd i enhver forefaldende Disciplin.
Disse Bifag havde han ikke havt Lyst og Leilighed til at sætte sig
ind i. Jeg maatte skyndsomst muligt læse Theologie og Hebraisk
med ham, og hans Ven, Karl Berg, satte ham ind i Mathematiken.
Endelig hører der som bekjendt til at tage Examen den Evne til et
givet Øieblik at lade sit Lys skinne, en vis Fripostighed i at
gjøre det mest mulige ud af hvad man veed, og Færdighed i at dække
over hvad man ikke veed. Saadanne Egenskaber havde han efter sit
samvittighedsfulde og beskedne Væsen mindst af alt, og det endte med,
at han fik kun anden Charakter.
Han tog sig det meget nær, og han tyede igjen til Moder forat finde
Trøst; og hun gjorde, hvad den kjære Moder altid gjerne gjorde,
hun udøste sin Bekymring for mig. Jeg fik Brev paa Brev om, at jeg
maatte »gjøre noget for Caspar,« hvilket ikke vilde sige mindre,
end at, da hans Fremtidsbane, hvad Udsigten til at komme i god
Embedsvei, nu saae mindre heldig ud, han selv ogsaa var ubestemt paa,
hvorhen han skulde vende sig, skulde jeg gjøre Mit til at rydde hans
Betænkeligheder tilside og bane Vei for ham.
Da jeg under mine filosofiske Samstudier med ham, var kommen
efter, at hans Hovedinteresse var at udvide sine Sprogstudier til
Undersøgelsen af Sprogenes fælles Rødder, sammenlignende Gramatik som
det kaldtes, holdt jeg paa den Mening, at ingen maatte forurolige
ham i at forfølge sin Vei. Moder holdt derimod paa, at det frem
for alt var godt for ham at faae ham ud af de gamle Forhold, at han
ikke skulde blive en ren Særling af en Bogorm; og vi blev enige om
at begge Dele kunde forenes i, at han saae sig om i Udlandet paa en
længere Reise. Men allerede at faae ham bestemt dertil, var svært
nok, og jeg satte al min Veltalenhed paa at forestille ham det i det
skjønneste Lys. Heldigvis var der ikke pecuniære Vanskeligheder, da
han endnu havde den lille Capital, med hvis Rente han hidtil havde
hjulpet sig. Jeg følte mig noget ved saaledes at skulle være min
Broders Hovmester, min Iver og Vigtighed kan sees af et saadant Brev
til Moder:
»Det gjælder om at give ham de for hans Charakter og dens Mangler
fordelagtigste Begreber om en Reise. Thi endnu taler han om,
at han ikke har nogen Lyst til eller engang ønsker at træde i
nærmere Forbindelse med bekjendte Mænd eller at føres ind i deres
Selskabskredse, han vil kun flittig høre Forelæsninger og studere,
dertil trænger han for Øieblikket mest. Men da det nu er et Tryk
for ham, at han i sit Forhold til Verden ingen Holdning har, skulde
denne Reise være ham en lettere Vei til at opnaa dette, end han
kunde finde hjemme, Overgangen maa skee gjennem selve Studierne, paa
anden Maade er det ikke muligt, saadan er han nu eengang. Men dette
kan ogsaa let og sikkert skee ved de berlinske Professorer. Thi i
deres Selskabskredse, der let staae aabne for fremmede Studerende,
finder han det mest dannede Selskabsliv forbundet med den stærkeste
videnskabelige Interesse o. s. v. Med første Dampskib kjører han
altsaa rystende og bævende herfra, men er han først hjemme ved det
ene Universitet, flyttes han næsten uden at han veed af det efter
den tydske Methode til det næste, -- og vi see ham igjen som en
fuldkommen Jean de France.«
Efter saadan gammelklog Tankegang mente jeg i min Visdom at tjene
min Broder. At det Hele var hen i Veiret, og at han meget bedre end
jeg vidste, hvad han gik imøde, behøver næppe at siges. Han kom til
Berlin, hvor han forefandt en større Coloni af danske Studerende,
som levede et fornøieligt Liv med hinanden. Under den sammenlignende
Sprogforskning fandt han snart, at det var ham nødvendigt først
at bemægtige sig den store slaviske Sprogstamme, som den Tid var
ganske ubekjendt hos os, og efter sin grundige Maade fordybede
han sig saa ganske i denne, at den siden blev hans egentlige Fag.
Efter to Aars Ophold i Berlin, gik han i 1843, efter at have moret
sig fortræffelig ved at gjennemvandre Riesengebirge, til Krakau,
hvor han i polske Selskabskredse lærte med Færdighed at tale dette
velklingende Sprog, derfra til Wien, derfra til Pest og Prag, hvor
navnlig Lingvisten Kheil blev hans Ven. Kom saa i Efteraaret 1845
hjem til os, ganske vist ikke som en Jean de France, men som en
Videnskabsmand, der overalt hvor han kom frem, var bleven modtagen
med Ære og med Gjæstfrihed og personligt Venskab, og alle sine Dage
kunde vedligeholde en fortrolig Brevvexling med de betydeligste
Notabiliteter af sit Fag.
Paa den Reise han, samme Aar han døde, for sit Helbreds Skyld gjorde
til Carlsbad, besøgte han ogsaa Prag, men forefandt ikke længer sin
gamle Ven Kheil ilive. Hans Søn modtog ham paa det venligste, og har
gjort mere end dette. Efter hans Død sendte denne lærde Czecker os en
Skildring af den »danske Slavophil,« som han til Ære for sin Faders
Ven havde ladet trykke. Deri fremhæver han foruden hans litterære
Fortjenester navnlig to Træk af hans Charakter; hans velvillige
Opfattelser af Modstandere, idet han aftrykker et Brev om en russisk
Sprogmand, der havde forfulgt ham med et næsten latterligt Had,
og hans fuldkomne Mangel paa Ærgjerrighed, idet han med en pudsig
Motivering af Tomheden og det i Grunden Fordærvelige i saadanne
Æresbevisninger, nødig vilde modtage et Diplom, som Æresmedlem af
Pragernes Akademi. Ingen af os selv kunde have givet en sandere og
skjønnere Skildring af den kjære Broder. Jeg kan tilføie, at da han
herhjemme fik Titel af Professor, tilbagesendte han ogsaa denne
Titel, og da han blev Ridder, bar han aldrig sit Ordenstegn.
Hvem der altsaa i sin selvkloge Iver for hans Vel kom galt fra det,
var sikkert nok mig. Jeg havde overseet, at han i sin Person besad
en ganske anden Anbefaling end den nogen praktisk Verdensmand kunde
give ham. Imidlertid mærkede jeg næppe selv min Feiltagelse. Det var
en Egenhed ved vor Kreds, at vi satte vor Grundighed i at analysere
Mennesker, for, naar deres nærværende Trin var nøiagtig bestemt,
deraf at udlede den Fremgangsmaade, der maatte følges for at lede dem
ind paa det næste. Jeg var deri en Discipel af E. Mynster, som var
vor Mester i Kunsten. Hans og mine og Ludvigs Breve fra de Dage ere
opfyldte af saadanne Kunststykker. Dog maa jeg sige til Emils Ære,
at han selv kunde føle Faren derved, og naar han saae, han var gaaet
forvidt, tog han udførlig til at udvikle os, hvorledes han til sin
egen Bedrøvelse, sad fast i sine Knuder.
Endelig havde jeg ogsaa nogen Vanskelighed med min Broder Christian,
skjønt dette ikke vilde have havt stort at betyde, havde jeg ikke
været syg. Moder formanede mig idelig til at støtte ham, hvormed
hun egentlig vel mente, at nu, da han var kommen hende selv noget
fjernere, skulde jeg desmere pleie broderlig Omgang med ham. Jeg
savnede visselig heller ikke Hjærtelag dertil, men det var ikke let.
Da han var aldeles opgaaet i sine medicinske og naturvidenskabelige
Studier, og ikke delte nogen af mine religiøse og æsthetiske
Sværmerier, var vi kommen temmelig langt fra hinanden, boede heller
ikke mere sammen. Med sit eiendommelige Væsen, vexlende mellem
støiende Overgivenhed og ubehjælpelig Forlegenhed passede han heller
ikke i min temmelig forfinede Kreds. Vi mødtes kun, naar jeg søgte
ham, og i hans Omgang var jeg atter en fremmed Fugl.
Da jeg i Begyndelsen af September vendte tilbage fra Lolland, hvor
jeg foreløbig var bleven hjulpet noget op, fandt jeg Byen som ganske
forandret. Det var som alt var sunket sammen for mig. Adolf var død,
og hans Moders Hus, som var blevet mit egentlige Hjem, var opløst
i Sorg. E. Mynster laa paa sit Yderste, og jeg blev syg, naar jeg
saae til ham. Lunddahl tænkte kun paa sin Forlovelse og var ifærd
med at afgaae til Frederiksborg, hvor han var bleven Adjunkt. Ludvig
Mynster var svag og tilbageholdende; han besøgte ikke mig, og naar
jeg kom til ham, hørte han kun paa min Tale, uden at give mig noget
igjen. Moder var ogsaa syg, og havde ikke Leilighed til at see mig i
Roskilde, og Caspar var forsvunden uden at lade høre synderlig fra
sig. Endelig var gamle Onkel sovet hen det Efteraar efter sin lange
apoplektiske Svaghed, og skjønt min Tante altid viste mig samme
Godhed, var hun dog nødt til at indrette sig et mere indskrænket Hjem.
Saa kom mine Paroxysmer igjen og medtog mig forfærdeligt. Jeg kunde
intet foretage mig, kun ligge paa min Sofa og lade mit Hjærte banke
ud, saalænge det vilde, med en Fornemmelse, som naar det var færdigt,
var Livet det ogsaa. Det var det dog ikke. Naar et Par Døgn var
gaaet, rettede Legemet sig igjen, og jeg vandrede, først vaklende,
siden ret livlig om i det gamle Kjøbenhavns maleriske Yderkanter, som
jeg havde saa kjær. Een Ting hjalp mig fremfor alt, Sygdommen havde
den Charakter, at mens Blodet gik som en Vandmølles Klappren, og ikke
lod til at ville andet end sprænge den opslidte Maskine, gik Tankerne
ligefuldt saa høit som lysende Skyer og trækkende Svaner. Midt i mine
Ynkeligheder tilbragte jeg de festligste Timer.
Krøb jeg saa op, saa skrev og skrev jeg, kun ikke om Sygdommen, men
ud af de høie Tanker, at de hjemme ikke skulde vide for meget om,
hvad jeg led. Blev det mig for skummelt i min fattige Regentsstue,
listede jeg hen i Familien, og Farbroder Scavenius's gamle Gaard
i Studiestræde var mig nu det kjæreste Sted, der var Fred og
Kjærlighed. Jeg har et langt Brev til min Søster fra 4. October.
Efter en udførlig Udgydelse over Familiekjærlighed i den analyserende
Stil, som jeg yndede saameget, fortæller jeg om mine Beskjæftigelser
adskilligt, der levende sætter mig tilbage i Livet den Tid:
»Jeg hører, hvor behageligt Grethe og du har faaet det indrettet
sammen. Søren er vist ikke lidt glad over, naar I kunne faae nogen
Beskjæftigelse, hvori I alle kunne deltage[6]. Jeg sendte min Bog[7]
med Professor Poulsen, da Ludvig Mynster sagde, at I ønskede at bruge
den. Det er et smukt Foretagende at læse den sammen, men det er ogsaa
meget vanskeligt, gid det maa lykkes Eder. Paa Lolland prøvede vi
paa at indrette en saadan Conversation, men det endte med, at jeg
selv maatte læse det alt, hvormed de andre ogsaa paastode, at de var
bedst tjente. Saa anordnede jeg Scenen saa smukt som muligt; under en
stor Eg i Skoven sad jeg paa en Bjelke med Kredsen af de andre lidt
under mig, og foredrog meget ivrig hele Tasso. I Roskilde veed jeg
ikke, hvordan det er, jeg har mindre Dristighed til sligt, jeg aner
bestandig Mangel paa Deltagelse. Især naar Talen er om Goethe, veed
du jo, hvor jeg maa ryge sammen med Moder. Bryd du dig ikke om hendes
Meninger om ham -- hun maa gjærne vide, at jeg omgaaer hende -- kjend
du ham selv af hans Frugter. Dersom du ret vilde vove dig ind i hans
yndige Tankevæv, tvivler jeg ikke om, at du jo der i mangfoldig
Henseende vilde finde Correspondenter til indre Stemmer i dig selv.
Tænk blot paa Prindsessen i Tasso, ikke et Ord maa du lade gaae forbi
i hendes Replikker; om du kan følge dem, vil du finde hele Verdener,
der vel er værd at besøge. Vor Tid vilde ikke være saa bange for sin
egentlige Stifter, den usædelige Goethe, dersom den ret kjendte sine
egne dybeste Tanker. -- Jeg er Reconvalescent og er taget herhen til
Tante Amalies hyggelige Stue, hvor jeg morer mig med Tegning. Vi
snakke meget, mens jeg lader Blyantet gaae ..... Heller ikke har jeg
Grund til at klage, da min Phantasie staar mig meget godt bi, naar
jeg mangler Selskab. Skriv mig saa snart til, kjære Søsterlil!
[6] S. Thrige var endnu ikke forlovet med min Søster, men en
flittig Tilbeder.
[7] Et Bind af Goethe.
Din Johannes.«
Ja, min Fantasi stod mig kun altfor godt bi, jeg levede et høit
Liv. Men det kunde ikke undgaaes, at Hjærnens stærke Arbeide
virkede paa Blodløbet. Jeg vilde ikke troe det, før de svære Anfald
af Congestioner til Hjærtet igjen slog mig ned, men det var dog
Overanstrengelse.
Moder læste det ud af mine Breve. Saa godt en saadan Skrivelse som
den anførte end saae ud, vakte den dog hendes Mistanke, og hun sendte
mig en lang Formaning til at tage Livet anderledes. -- »Giv blot for
en Tid slip paa dine kjære Digtere, paa Kunstnere og Malerisamlinger.
Sværm hverken for Kusiner eller Fættere, og skriv for Himlens Skyld
ingen Vers. Tro ikke, at en forfinet og, som du mener, forædlet
Nydelse af Livets Skjønheder er det eneste, der har Værd. Man kan
ikke hverdag drikke Vin og spise Sukkerbrød. Den sande Lykke, Fred,
Munterhed kan naaes ved simplere Midler.«
Jeg følte Sandheden heraf, men jeg var kommen saa vidt paa min
forjagede Vei, at jeg ikke kunde andet end at værge mig med
alle Midler mod den, der vilde spærre mig Veien. Det var mig en
Trossag, at jeg selv havde forskyldt min Elendighed, men jeg satte
Skylden i det gamle Menneskes Slethed, vilde ikke see, at det nye
handlede endnu værre med mig. Jeg vidste, jeg maatte holde igjen
paa Sindsbevægelserne, men jeg kunde, selv under Kampen derfor,
dog ikke undvære dem. Blot jeg nogle Dage, blot jeg en eneste Nat
igjennem kunde styre mit Hjærtes vilde Bølgegang, vilde det blive
godt, sagde jeg til mig selv. I denne Stemning fik den Modstandsaand,
der desværre altid har været mit naturlige Menneske, Magt med mig.
Jeg lod hele tre Uger gaae uden at svare, og først efter gjentagne
Mindelser, holdte i ligesaa rørende moderlig Tone, som hendes første
Brev, sendte jeg Moder et Svar, som jeg endnu skammer mig over som en
begaaet Forbrydelse.
Efter nogle Undskyldninger om Helbredet, det jeg nødigst vilde tale
om, skriver jeg: »Dit Brev har jeg ikke synderlig Lyst til at svare
paa, da det næsten intet indeholder, som passer paa mig, men en Del
Fordringer, som let kunde give mig Lyst til at svare noget haardt,
dersom jeg ikke vidste, at saadanne Anskuelser tilhøre en Charakter,
der nu eengang ikke lader sig forandre. Jeg vedbliver derfor at svare
med de smukke Ord, du omtaler.« -- Moder havde skrevet: »Jeg veed jo
ikke, om du er bedrøvet, fordi du synes, jeg nu ogsaa er slem ved
dig, eller du som sædvanlig har nogen søde venlige Ord tilrede til
lille Moder.« -- Saa vedbliver jeg med hvad der mindst er smukke Ord:
»Skjønt dine Ord fra Sandhedens Side er meget slemme, kan jeg dog
med Føie intet bebreide dig, da du efter dine Forhold har gjort dit
Bedste. Dine Anskuelser om et Menneskeliv og din Maade at behandle
det paa, er omtrent som om en Maler, der aldrig havde seet et nøgent
Menneske, vilde afbilde Leddene paa Lemmerne som Jærnhængsler, fordi
han seer, at andre Ting dreie sig om saadanne Led. Saaledes som du
foreslaaer, kunne vel mange andre Ting bevæge sig, men Aandens indre
Veie gjøre det nu eengang ikke. Lad os derfor ikke tale mere om den
Sag.«
Derefter fortæller jeg vidtløftig, hvorledes jeg havde indrettet min
Dag, saa tæt som muligt besat med theologiske og æsthetiske Studier,
kun afbrudt af den lange altfor svære Vandring ud paa Strandveien,
hvor jeg spiste til Middag, og selv paa denne Vei havde jeg en Bog
med, som jeg læste gaaende. Paa Tilbageveien saae jeg ind til den
syge E. Mynster, som ikke kunde tale. Dertil paastaaer jeg, at jeg
er i udmærket Stemning, skjønt jeg i Virkeligheden var meget syg
og fortvivlet nok. Sluttelig kommer jeg igjen tilbage til det, jeg
mindst skulde sige:
»Hvad der smerter mig mest i Eders Breve, er Savnet af oprigtig
Deltagelse i mine Interesser. Derom kan der naturligvis ikke være
Tale, saalænge du endog med Heftighed sætter dig imod dem. Du kan
troe, kjære Moder, at det vilde vederkvæge mig langt mere end
Medicin og Sundhedsregler, om jeg kunde føle, at jeg havde et Hjem,
der ikke var mig fremmedt, der med nogen Tillid kunde følge mig,
og beundre, hvad jeg maa hengive mig til. Dog ogsaa heri vilde det
være altfor haardt at bebreide Eder noget, da I dog paa Eders Maade
holde meget af mig. Hvad du ikke kan forstaae, kan jeg ikke fordre,
at du skal dele; og at du ikke kan det, er vistnok ikke din Skyld.
Verden indeholder flere Ulykker, end man tør lægge paa eet Menneskes
Skulder«.
Jeg skrev altid dengang i en overlegen Tone, men dette er det
haardeste, jeg nogensinde har udladt mig med til den mest velsignede
af alle Mødre. Ak saa dybt var jeg falden fra mit uendelige
Kjærlighedssværmeri. Jeg indbildte mig noget af den hellige Aand, og
mødte saa min Moder med det sædvanlige Vaas, at man skal kaste alle
Kjærlighedsbaand af sig for det Helliges Skyld. Som om min Moder
ikke var lige saa god en Christen som jeg. Dette maatte mest af alt
bedrøve hende.
Forvirre hende kunde det dog ikke. Hun vidste bedre end jeg,
hvorledes det stod sig med den Sag. Det havde intet paa sig med min
stadige Paastand om, hvad jeg formaaede i min høie Stemning. Fem
Dage efter bad jeg hende, om jeg maatte komme ud til hende. Jeg giver
Skingrunde og skriver endnu en Del om de sædvanlige høie Interesser,
og mener, jeg skulde kun blive der en Ugestid, men i Virkeligheden
kunde jeg ikke mere. Hun svarer saa kjærligt som muligt, at hun
glædede sig usigeligt til at have mig hos sig, men havde ikke turdet
bede mig derom. -- »Vi skal nok være gode ved dig, naar du selv vil
være skikkelig. Tag nogle Bøger med dig, og du skal have Lov til at
fordærve din lille Søster.« -- Det vil sige, læse Göthe med hende.
Æsthetiken skulde altid smelte sammen med Theologien i en høiere
Enhed, men Enheden var, sørgelig at mindes, bleven til et temmelig
uforskammet Aandsaristokrati.
Om jeg kom til Roskilde dengang, husker jeg ikke. Det har næppe været
mig muligt. Det var i Begyndelsen af November, og den Maaned kom jeg
mest til at ligge i min Seng.
Det er en trist Historie, jeg har kun lidt Lyst at fortsætte den. Det
er muligt, at et Menneskes Evner maa udvikles ved, at det kommer til
Klarhed, hvor yderlig, hvor skarp og hensynsløs enhver Stemning kan
blive i sin Egenraadighed, og hvorledes ogsaa den ædleste Følelse
ved at kjæle for den som et Klenodie, man har kjøbt for al sin
Eie, kan slaae om i sit Vrængebillede. Det er muligt, at man for
at lære Templets Tinde at kjende, maa ud paa den svimlende Sten,
hvorfra Djævelen frister til at styrte sig ned. Der er Toner i de
hellige Ord, som ikke forstaaes, før man har været i den Ørk, hvor
Anfegtelserne sees som Spøgelser, og Eneboeren øiner dem, om han
end ikke magter dem. Men hvad der end kan høre til at lære Høiden
og Dybden og Bredden og Længden at kjende, vilde jeg dog ønske, at
jeg havde holdt min Mund med mine indre Erfaringer. De evig lange
Betragtninger, jeg opvartede med, ere visselig ikke behagelige at
læse. Min verdensomfattende Kjærlighed var bleven til Hensynsløshed
mod dem, der vare mig kjærest, min Ætherflugt med Profeter og Poeter
var bleven til en hovmodig Indbildning om at jeg alene forstod at
flyve. Jeg var en selvbehagelig og uærlig Populærfilosof, en syg
Stakkel paa mit Legeme og ikke mindre i mit Sind.
Hvad der foregik i den ynkelige Maaned November 1841, veed jeg knap
mer. Jeg laa paa min Sofa og kunde intet andet foretage mig end at
lytte efter mit Blods Hamren. Jeg krøb i min Seng, naar jeg fornam,
jeg ikke kunde støtte paa Benene; jeg listede ud, naar de igjen vilde
gjøre en Smule Tjeneste, men maatte sætte mig paa enhver Bænk, enhver
Trappesten, der tilbød sig. Og jeg følte kun lidt Ro, naar jeg kunde
naa hen til dem af mine Slægtninge, der forstyrrede mig mindst, fordi
jeg, mens de gjorde mest for mig i deres Kjærlighed, ansaae dem for
i deres Aandløshed mindst at kunne forstaae mig.
Da jeg ikke mere formaaede at læse og skrive, og dog ikke kunde
undvære nogen Hjælp til at komme igjennem den meningsløse Tid, tog
jeg, som den mindst foruroligende Bog, jeg vidste, til Peer Paars, en
skrækkelig Parodi paa min Tilstand. Men kom ikke en halv Side ned,
før jeg maatte skyde den fra mig; end ikke at see paa Bogstaverne
kunde jeg taale. Jeg led mest ved, at jeg ikke kunde udholde at
være ene, og dog endnu mindre kunde underholde mig med nogen. Min
kjærlige Broder Christian og min godmodige Fætter Vilhelm, begge
Læger, skiftedes til at sidde hos mig, mens jeg laa hen i fortvivlet
Taushed. Takket være de, for det gode, de gjorde mig. Men en underlig
Tak fik de. De var det mest beroligende for mig, fordi jeg kunde
antage, at de mindst vidste, hvad der var Grunden til min Elendighed.
Mine gode Onkler og Tanter kom jævnlig til mig, og sendte mig alt,
hvad de kunde tænke, maatte kvæge mig. Men min Bolig paa Regentsen
var mindst indrettet paa at huse en saadan Patient, og efter at der
var talt om at sende mig paa Hospitalet, fandt de det raadeligst at
gjøre langt mere for mig. Sidst i Maaneden, i de samme Dage, Emil
Mynster lukkede sine uforglemmelige Øine, flyttedes saa min Seng hen
i Farbroder Scavenius F.s Hus. Jeg troer endogsaa, han indrømmede
mig sit eget Værelse, idetmindste kunde det ganske ligne ham og hans
Hustru, den Tante Amalie, som havde al den Kjærlighed, jeg havde
indbildt mig at have.
Der laa jeg nogle Uger. De bedste Læger saae til mig og mente, jeg
havde en Hjærtesygdom. De gav mig meget Digitalis, men deraf blev
jeg endnu mere svækket. Saa rystede de paa Hovedet og mente, at den
Sygdom snart vilde gjøre Ende paa mit Liv. Det samme mente jeg selv,
hvergang Anfaldene kom over mig, og det gjorde de hver Dag. Det er
umuligt at være de kjære, nu hedengangne Sjæle taknemlig nok for,
hvad de gjorde for mig, men den Gang er jeg bange for, at jeg ikke
tænkte nok derpaa. Jeg havde nok i mit evige Mellemværende, og lærte
i de Dage og Nætter at lade Legeme være Legeme, og befale min Sjæl i
Guds Haand.
Moder kom til Byen forat hente mig hjem til sig, og jeg kom dog
saavidt paa Benene, at jeg turde forsøge derpaa. Jeg blev sat i en
lukket Vogn ved hendes Side med en Flaske kjølende Mixtur i Haanden.
Jeg tømte hele Flasken paa Veien, men jeg troer dog, at jeg mere end
den røde Drik skyldte Følelsen af Moders Haand i min, at jeg med
nogenlunde Fred naaede det kjære lille Hjem i Roskilde. Skulde jeg
nogetsteds kunde rette mig, saa maatte det være der, bestandig med
mit vildt fantastiske Hoved støttet til Moders utrættelige Skulder.


FEMTE KAPITEL.
UVIRKSOMME AAR.

At skifte Opholdssted er et anerkjendt Middel mod nervøse
Skrøbeligheder, at skifte Læge kan ogsaa undertiden være godt.
Moders Huslæge var ogsaa hendes Husven, og hans Børn vore Venner. Han
var en egen Mand, som skjønt han af Tænkemaade var en Nutidsmand, dog
i sit Væsen mindede om forrige Aarhundredes Cavallerer. Hans Nydelse
var at conversere Damer, og som en yndet Læge vidste han naturligvis
alle Byens og Egnens Krøniker og Hemmeligheder.
Han rystede paa Hovedet ad de kjøbenhavnske Læger, og forklarede
mig med sin behagelige Veltalenhed, at Dr. Mansas Digitalis og Ole
Bangs Piller endmere havde ødelagt mit Nervesystem. Jeg skulde kun
nyde Naturens primitive Gaver saa rigeligt som muligt, lade fem
være lige, glæde min Moder med en Latter, og mig selv med en Pibe
Tobak, og vilde jeg endelig have Medicin, kunde jeg tage mig en Snaps
saltet Brændevin, førend jeg gik min Morgentur. I nogle Uger tog jeg
Snapsen, men tog mig saa den Frihed at lægge den af, da jeg gjorde
den samme Erfaring, som jeg i Kjøbenhavn havde gjort med et mig til
Frokost ordineret Glas Portvin, at min Natur har Antipathi mod stærk
Drik. Ganske vist smager den ogsaa modbydelig, bemærkede han leende.
Men Tobakspiben vænte jeg mig efterhaanden til, og fik dermed den
Uvane. Den gjorde mig godt som en tankeløs Underholdning.
Underholdning var det, jeg trængte til, da min Ulykke kom indenfra;
men det var en vanskelig Vare at faa fat i den lange ledige Vinter
igjennem. Læse kunde jeg aldeles ikke, jeg kom ikke en Side til
Ende, om det saa kun var i en Avis, før Blodet bruste i mig. Ogsaa
Samtale maatte jeg være meget varsom med, og at være ene var mig
rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden over mig. Nætterne
var min Ulykke, det er ikke til at beskrive, hvad jeg oplevede, naar
jeg vaagen paa min mørke Vagt lurede paa de Hærskarer af Spøgelser,
hele Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset i Søvn
saae dem i tindrende Klarhed og hørte dem buldrende trampe opad
Trappen og bryde ind ad Døren, saa jeg foer op med et Skrig. Jeg har
aldrig taget noget søvndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium
i nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser
kan gjøre sig en Forestilling om saadanne Aandescener. Ikke at mine
Tanker noget Øieblik svigtede mig, med ganske nøgtern Besindighed
satte jeg mig ind i Sagen, og gjorde mine Iagttagelser baade
psychologiske og æsthetiske om Drømmeverdenens Natur. Men det hjalp
mig ikke; at den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var
det visse af Sagen.
Det eneste, der blev tilbage at støtte mig til, var da det stille
Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle Fæller, Moder og
Søster. Men hvad skulde jeg foretage mig? At underholde dem med
mine Trængsler var baade Synd mod dem og for mig selv den største
Fare. Da maa jeg takke mit paa Hjælpekilder temmelig righoldige
Sind for, at jeg tvungen af Nøden udfandt den Kunst at fylde Tiden
med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande, der omgav mig. Nu
da jeg desværre havde Tid nok, lod jeg mine Øine -- eller mit Øie,
for jeg har det efter min Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile
paa enhver Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen,
en Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefællers Klæder, deres
Bevægelser, min Moder ved Rokken og min Søster ved Vinduet med Bog
eller Sytøi, hele Stuens stille Belysning og alle Omridsene eller
rettere, hvor den ene Farve hørte op og den anden begyndte, hvilket
skjønt Forhold de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de
antog i Skyggen, indtil Farven næsten, dog aldrig ganske forsvandt
i det dybeste Mørke. Hvorledes saa dette vexlede med forskjellig
Belysning, hvor fint det maatte bestemmes ved roligt Lys, hvor stærke
Modsætningerne kunde blive, naar Sollyset faldt ind, og hvor sikkre
de modsatte Farver kunde staae mod hinanden i Vinduesstokkenes
Skygger paa de hvide Gardiner, især naar der blev rullet ned for
Eftermiddagssolen.
Min værste Angst var at skulle være ene, og den tyngede mig desmere,
fordi jeg skammede mig ved at bekjende den, naar de andre tilfældig
gik ud. Saasnart jeg blev alene i Stuen, gik jeg strax fra Sands og
Samling, Blodet begyndte at bruse, og jeg blev syg. Jeg foreholdt mig
bestandig med alle tænkelige Grunde, hvor urimelig min Uro var, men
den grusomme Angst overfaldt mig dog, mod den hjalp intet Middel,
netop fordi den var ganske uforstaaelig. Den var mig i flere Aar en
grulig Plage, og er til Tider kommen igjen, saa jeg en stor Del af
mit Liv ikke har været sikker for den.
I de Aar jeg omgikkes ham, viste han mig det inderligste Venskab.
Desværre kunde jeg ikke gjøre ham Gjengjæld med at beundre hans
Kunst, men ringeagtede ham dog ikke derfor. Tvertimod ansaa jeg og
anseer endnu en Kunstner, om han end er maadelig for at staa saa høit
som det Trin, han i sin Kunst indtager, over andre Mennesker, der
Intet formaaer.
Jeg samlede hvad Billeder jeg kunde faae. I Bibliotheket fandt jeg
ikke andet end Thorvaldsens Værker. Men snart kom jeg i Besiddelse
af flere Billeder, der førte mig videre. Jeg havde i det Aar faaet
mig en Ven i Maleren Thorald Læssøe. Jeg husker ikke, hvor jeg
havde truffet ham. I de Dage behøvedes der ikke meget til at slutte
Venskab. Et Møde i et Atelier eller paa et Galleri, hvor man kom til
at gjøre nogle Bemærkninger, var nok til at fatte Interesse. Han
saae hyppig til mig i den Tid, jeg laa syg paa Regentsen, bragte
mig Druer og andre behagelige Sager og talte hjærtelig opmuntrende
til mig. Da jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor
Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Træsnit og sligt,
den Tid en endnu større Skat end nu, da man kan see ypperlige Ting i