Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 12

kom hjem til os; Professor Paulsen var tilstede som sin Stedsøns
Forlover. Alt gik til Moders Tilfredshed, skjønt og livligt, paa
det nær, at da Talen efter Bordet faldt paa slesvigsk Politik,
kunde Tryde og Paulsen i høi Grad ikke forliges, da Tryde holdt med
Slesvigholstenerne. Næste Dag fortsatte vi Festen i Roskilde.
Moder skulde nu tilbringe Sommeren hos de Nygifte, og glædede sig
selvfølgelig usigelig dertil, men hun kunde ikke forlade mig, før jeg
havde faaet Examen. Men hvilken Tilstand var jeg ikke i, da jeg en
hed Aften i Begyndelsen af Juni Maaned sad i mit lille Kammer, og med
skjøn Skrift paa et stort Ark opsatte mit Petitum, som det kaldes,
efter den Tids Skik i de fineste latinske Fraser, og efter min egen
Skik meget længere end det behøvedes.
Lykkeligvis er det min Natur, at mit Mod stiger med Faren, og naar
der er gjort, hvad der kan, naaer det til god Ro. Da Examensdagene
kom, var det mig en Morskab ved de skriftlige Arbeider at lade
min Pen løbe med alle mine Aandrigheder og Spidsfindigheder; og
den Morgen jeg skulde indstille mig til Examination, foer jeg hen
over Torvet med lettere Skridt end dem jeg kunde opdrive paa andre
Morgenture. Nu var jeg jo færdig, og det faldt mig ikke ind at
frygte for Slagets Udfald; skjønt jeg ligesaa let kunde have lidt et
Nederlag, da jeg i Virkeligheden ikke var ordentlig forberedt.
Ikke engang Tiden mellem den skriftlige og mundlige Examen, som
ellers er saa kostbar for Candidater, havde jeg kunnet benytte. Jeg
maatte som sædvanlig ud paa Landet at samle Kræfter.
Heller ikke laa Theologien mig i overvættes Grad paa Sinde. Jeg havde
dyrket den for at bemægtige mig, hvad der var Aandsføde for mig efter
mit Sind, og for nogenlunde at blive hjemme i en Videnskab, som
altid har den Betydning, at Kundskab til den umuligt kan undværes i
geistlig Stand. Den linguistiske og historiske Del af den havde jeg
ogsaa bragt det temmelig vidt i, og den systematiske Del var der
heller ikke just andet i Veien med, end at jeg ingen synderlig Tillid
havde til Systemet. Da jeg havde fundet det, jeg kunde bruge, havde
det heller ikke stor Interesse for mig længer. Ogsaa er det gaaet
mig saaledes, at jeg lige til min Alderdom ikke har turdet kalde
mig nogen egentlig Theolog, snarest kun Religionshistoriker, hvad
Videnskab angaaer. Dengang var det mig dog ikke ganske klart. Det er
først i Aarenes Løb, at jeg har lært, hvor nødvendigt det var mig,
ifølge den Førelse Gud havde forundt mig, ganske paa egen Haand ud af
min levende Christendom at finde mig tilrette i den ikke synderlig
levende Theologie.


SJETTE KAPITEL.
STØRRE VENNEKREDS.

Hvad der mest glædede mig ved at være kommen saavidt, var den
Beroligelse, jeg kunde forskaffe den kjære Moder ved at komme hjem
som en velmeriteret Candidat. Denne Glæde kom endog til at overstige
min Forventning, den blev en mærkelig Scene i hendes lille Stue. At
hun selv var i den høieste Henrykkelse, og overøste mig saaledes med
Kjærtegn og Ros, at jeg knap turde tage derimod, jeg havde langtfra
selv tænkt mig saameget derved, kunde vel være i sin Orden efter
al den Bekymring Moder havde gjennemgaaet for mig, men det morsomme
var, at der med udbredte Arme og taarefyldte Øine stod en Veninde ved
hendes Side, som saa snart hun kunde komme til, foer løs paa mig med
ligesaa overvældende Omfavnelser og Kjærtegn og Kys. Det var svært at
komme til Ro. Hvem der har været saa lykkelig at kjende Fru Louise
Lunding vil dog ikke undre sig over saa heftige Udbrud.
Det var Torsdag, den Aften Vilhelm Marstrand havde sit ugentlige
Selskab, jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse at gaae derhen. Han
boede dengang i Stueetagen af Prindsens Palais ved Frederiksholms
Kanal, og havde indrettet sig en ugentlig Sammenkomst af omtrent de
samme Venner som i den ovennævnte Fætterklub, paa de kvindelige nær,
og til Gjengjæld nogle flere. Vi samledes i Mørkningen og sad om et
tarveligt Aftensbord med Smørrebrød og Øl, og en Themaskine paa et
Sidebord.
Da jeg kom, var der allerede nogen af de vanlige Gjæster, men Vilhelm
var endnu ikke kommen hjem. Vi sad lidt og samtalede, saa kom
han, og Aftenen gik som den pleiede, lystig leende eller alvorlig
forhandlende og disputerende. Jeg reiste mig noget tidligere end de
andre forat tage Afsked, da jeg var overmaade træt. »Hvad,« raabte
Vilhelm, »du vil da ikke hjem og læse nu. Tag en Styrkning, og
see til, du snart kommer til Bunden af Videnskabens Krus,« og han
skjænkede mig et Glas Øl. »Ja,« svarede jeg, »idag har jeg foreløbig
faaet Examen.« »Hvad!« raabte han. »Og det siger han først nu, som
det var ingen Ting. Nei, hvor du er affectert!« Høyen var imidlertid
kommen til og stod ved Siden af min Stol. Han rakte Armene ganske
rørt mod mig, og sagde i sin hjærteligste Tone: »Nei, Marstrand,
Fibiger er ikke affectert.«
Det var mit første Møde med denne mærkelige Mand. Ikke at jeg just
saae ham første Gang; han havde oftere besøgt vore Sammenkomster,
men da han efter sin Natur altid indtog et aandeligt Præsidium, og
med sin overvældende Veltalenhed let kom til ene at føre Ordet, havde
jeg som den, der mindst kvalificerede mig til at være andet end en
Tilhører i en saadan Kunstnerkreds, sømmelig holdt mig tilbage.
Det var første Gang, han saa at sige tog mig med, og selvfølgelig
glædede han mig ikke lidt, ved saa venlig at vise, at han forstod min
Stemning.
Han gjorde mere. Den Aften indbød han mig til at komme i hans eget
Hus, thi ogsaa han havde en ugentlig Aften, hvor han samlede en Kreds
af Kunstnere og med dem aandsbeslægtede Folk omkring sig. Dette
betragtede jeg som en ikke ringe Ære, da han var temmelig nøieseende
med hvem han indbød.
Jeg var ikke seen med at holde mig til. Ikke uden jeg var haardt
nødt dertil, forsømte jeg den glædelige Fredag Aften, og har den i
Løbet af hele min kjøbenhavnske Tid, baade før og efter min Embedstid
i Slesvig at takke for Bekjendtskab med mangen en betydelig Mand,
endelig da ogsaa elskværdige Kvinder. Idet jeg mindes denne lange
Række af Aar, tager jeg dem alle under Eet.
Af Høyens ældste Venner, J. Fr. Schouw og Hermann Freund, var
Freund allerede død i 1840, men hans Enke, den fine Skikkelse som
Skovgaard saa smukt har malet, hørte til Selskabet ligesom Sønnen,
Kunsthistorikeren Victor Freund, og Brodersønnen, Billedhuggeren
Christian Freund. Høyen havde selv ingen Børn, men deres Venners
betragtede de altid som deres Pleiebørn. Schouw har jeg ikke seet
der i Huset, men hans Datter Georgia var af de kjæreste Gjæster. Saa
var der Bissens Svoger Maleren Sonne og hans Broder Kobberstikkeren,
og særdeles H. V. Bissen selv, hvis djærve paalidelige Væsen gjorde
sig god Plads, som ogsaa hans Anskuelser om Kunst var fuldstændig
stemmende med Høyens. Af andre Billedhuggere var der Peters og
Herzog. Den mest talende var den morsomme frimodige Bindesbøll,
og saa Meldahl og L. P. Fenger var der. Og af Malere, Marstrand,
Constantin Hansen, Købke, Eddelien, Roed, Vermehren, Hilcker, Rump,
H. Hammer, Exner, Heinrich Hansen og særdeles Skovgaard og Lundby,
som ogsaa til andre Tider vare Familiens fortrolige Husvenner. Af
ikke Kunstnere saaes hyppigst Monrad, der som en Pleiesøn af Fru
Høyens Broder regnedes til Familien, ligesom senere hans Børn. Saa
Allen, Louis Ussing, Professor Keyser og Englænderen Stephens; og
Karl Ploug med sin livfulde Hustru og til Tider, men sjeldnere Orla
Lehmann og hans aandrige Frue, Puggaards Datter. Til og fra kom ogsaa
udenlandske Gjæster, den hyppigste var vel Welhaven[8].
[8] Desuden mindes jeg en underlig Skikkelse, en bleg, duvnakket
Mand, tyndt glat Haar, Øine der ikke lod sig see, sad han og krøb
sammen og sagde ikke noget. Det var Sverrigs frugtbareste Digter
Almqvist, Filolog, Præst, og tilsidst flygtet som Morder til
Amerika. Han blev hæderligt modtagen hos Høyens, og jeg læste i
den Anledning hans Tørnrosens bok.
Da jeg begyndte at komme der i Huset, boede de i et Baghus i
Gothersgaden, senere flyttede de til en tredie Sal i Løngangstræde.
Begge Steder var Leiligheden tarvelig, og Aftensbordet som i en
jævn Familie, thi Høyen havde kun smaa Indtægter. Da det ikke kunde
vides, hvormange Gjæster der vilde indfinde sig, havde det sine
Vanskeligheder altid at skaffe Plads ved Bordet; men Fru Høyen havde
en mærkelig Evne til at faae Stole og Borde og Madvarer til at holde
Skridt med Hjærtet og udvide og mangfoldiggjøre sig tilligemed
dette. Jeg blev snart hendes Fortrolige og blev i Krogene indviet i
hendes husmoderlige Bekymringer, men ogsaa i, hvorledes hendes Glæde
over hendes beundrede Mands Venner maatte og skulde overvinde alle
Vanskeligheder.
Høyen var overordentlig nøisom med Hensyn til sine personlige
Fornødenheder, han havde ogsaa været nødt dertil, da hans Stilling,
som af de Styrende blev anseet for temmelig overflødig, var slet
lønnet, og hans fuldkommen uegenyttige Charakter i Forening med den
for ham uundværlige Uafhængighed ikke egnede sig til at forbedre
Stillingen. Men saa lidt han havde at give af, gav han dog hellere
end han tog, og var i Sandhed en glad Giver.
Da han laa paa Frederiksborg for at ordne den derværende betydelige
Malerisamling, hændtes det hyppigt, at Bekjendte af ham kom derud,
og det var for dem og ham en ligestor Glæde, naar han personlig
viste dem om paa Slottet. Men derved gik den Betjent, som ellers
var Omviser, glip af sit Honorar. Dette oversaae Høyen ikke, men
gav hvergang Betjenten af sin egen Lomme de ham tilkommende Dalere,
hvilket selvfølgelig den Besøgende intet fik at vide om, og uagtet
Slotsbestyrelsen ogsaa lod som den ikke forstod, at han selv kunde
trænge til et anstændigt Honorar for sit store Arbeide. Saaledes var
han i alle Forhold.
Naar Talen kom paa hans lange Ophold i Italien, dvælede han helst ved
de elskværdige Træk, han havde fundet hos Landets Almuesfolk, endog
hos Droschkekudske og Dragere. Og da han paa en Reise i Slesvig kom
til os i Haderslev, kunde han ikke høre op med at tale om, hvilken
Glæde han havde havt af sin Kudsk paa den lange Vei fra Lygomkloster,
det var dog en almindelig Bondekarl, som for andre saae træven ud.
Men Høyen havde det menneskekjærligste og mest demokratiske Hjærte,
jeg nogensinde har truffet, han kunde faae ud af Mennesker, hvad
ingen anden kunde see.
Han var ogsaa det mest frisindede Menneske, jeg har kjendt, ja en af
de yderst faae, der virkelig vide, hvad Frihed er. Han bekjæmpede
vistnok enhver efter hans Syn feil Retning, og da han var meget
heftig, kunde han bekjæmpe den voldsomt, men naar han saa fik tænkt
sig om, kunde han blive formelig fortvivlet ved den Tanke, at han
kunde have forsyndet sig mod den Overbevisning, en anden efter sine
Kaar maatte have, og endnu mere over at have saaret en Følelse hos
ham, som maatte være ham hellig.
Saa nøieseende var han med at lade enhver have sin Frihed, at han
nødigst af alt vilde lede nogen, endog i den Kunst, hvori han var sin
Tids største Autoritet. Naar Kunstnerne hentede ham hjem til sig,
forat faae hans Dom over deres Arbeider, var der ingen Tvivl om, at
han ved første Øiekast saae Manglerne i enhver Henseende, men det var
langtfra saa let at faae ham til at udtale sig, og de maatte ofte nok
finde sig i, ikke at faae noget Raad af ham, næppe engang en Dom.
Lad dem selv, lad dem endelig selv! sagde han. Han var bange for at
bibringe dem noget, som ikke udsprang af dem selv.
Man beskyldte ham altid for at være partisk. Dette kunde ikke
undgaaes, da man offentlig hørte hans overlegne Domme, og de, der
følte sig trufne af dem, ømmede sig, og de der ikke hørte til hans
Omgangskreds havde en Mistanke om, at der blev talt noget meget slemt
i den. Men det havde dog en egen Sammenhæng med hans Partiskhed.
Overfor mangelfuldt og feilfuldt Arbeide var han ubøielig,
idetmindste med at tie stille med sin Ros. Skovgaard var en af dem,
han mest sigtedes for at begunstige, til Mishag for dem, der mente
sig at være større Landskabsmalere, for Ex. Gurlitt. Dog var det
saa langtfra, at han smigrede denne samvittighedsfulde Kunstner, at
først, da han havde malet det stille Dyrehavestykke med den sovende
Hjort i Forgrunden, og det var dog langt henne i hans Virksomhed,
da han allerede havde faaet flere Præmier, og hans Billeder klædte
Nationalgalleriets vægge, hørte jeg Høyen udbryde: »Nu er Skovgaard
bleven en Kunstner! Dette er dog endelig Kunst!«
At han skulde være partisk for nogen særegen Retning, kunde kun siges
af Uvidenhed. Med større Sandhed kunde man sige, at fra Kunstens
første Daggry til den Dag han levede, og fra China til Island kunde
der intet af Værd fremdrages, som han ikke havde lige kjær.
Paa samme omfangsrige Maade bedømte han den enkelte Kunstner. V.
Gertner, dengang den mest roste Portrætmaler, var han en bestemt
Modstander af, som heller ikke denne forfængelige Mand sparede ham.
En Aften Høyen var hos os, havde min Hustru talt om et Portræt af
ham, hun fandt fortræffeligt. Høyen hørte opmærksom paa hende, lænede
sig saa tilbage i den gode Lænestol, jeg pleiede at skyde hen for
ham, og begyndte: Ja, det er interessant, hvad han tidt formaaer. Og
nu holdt han et helt langt Foredrag over Gertners Kunst, hvori han
ligefra hans Begyndelse gjennemgik ethvert af hans Arbeider, endog
de mindst bekjendte, og fremhævede paa den mest anerkjendende Maade
ethvert af hans Fortrin, men rigtignok ogsaa hans Svagheder. Men et
Stemningsmenneske var han. Man maatte tage noget varsomt paa ham.
Havde nogen paastaaeligt rost denne Kunstner, især paa en andens
Bekostning, var han paa det heftigste bleven viist tilbage. Høyen
havde maaskee raabt! Det er noget Snavs tilhobe! Dog næppe, hvis det
havde været en Dame. Mod dem var han altid meget hensynsfuld, og
havde snarest svaret vittigt og leende.
Det er bleven en gjængse Tale hos dem, der ikke have kjendt ham, og
er formelig blevet slaaet fast som hans Eftermæle, at han paa en
bornert Maade fremelskede en national Kunst, alt skulde være saa
nordisk. Ja, da han havde seet, hvor usundt det mer og mer blev for
vore Kunstnere at hente alt deres Stof fra Italien, henviste han
til det Hjemlige og sagde: See paa det, som Hollænderne have seet
paa deres. Han fandt ogsaa, som Samtiden i det Hele fandt det i det
nationale Opsvings Tid, at den nordiske Oldtid, der havde affødt saa
rig en Poesi, ogsaa kunde med Fordel behandles af Billedkunsten, og
han glædede sig over, hvad hans Venner Freund og Bissen frembragte af
Mesterværker i den Retning.
Hans Lærdom var overordentlig, og støttet paa hans ligesaa
overordentlige Hukommelse var den ham altid nærværende. Naar han
vilde skildre en Kunstperiode, begyndte han med Tidens og Landets
Historie, og det ikke med abstracte Data, men med en saa levende
Skildring af Tidens Eiendommeligheder og Folkets Kaar, at Tilhørerne
fik en Fornemmelse af selv at have vandret paa de Steder og levet med
de Mennesker. Og tog han enkelte Kunstnere for, fik man deres Liv og
Charakter, og deres Beskyttere og Modstandere, Fyrster og Stormænd og
Publicum, saaledes fremlagt, at der hørte en Digter af stor Styrke
i Charakterskildring til at gjøre ham det efter. Dette opnaaede han
ikke saameget ved Udførlighed, som ved det personlige Indtryk han
vidste at stemple alt med.
Han var den ypperste Taler, jeg har hørt, men ingenlunde i den Stil,
store Talere ellers pleie at berømmes for, ikke det ringeste af det,
der har sit Forbillede i Cicero. Han talte hurtig og let, som En der
i daglig Tale er ivrig for at faae sagt, hvad han vil. Men alt som
hans Stemning steg, som de skjønne og ophøiede Syner begyndte at
udfolde sig for hans Øine og henrive hans Hjærte, steg Udtryksmaaden
i Værdighed og Glands, og Foredraget blev en mægtig Flugt baaren af
flammende Følelse.
Men hans Veltalenhed behagede ikke dem, der havde en anden
Forestilling om denne Kunst. Da han i Akademiets Sal holdt sin
glimrende Mindetale over Bissen, og Kongefamilien og alt hvad stort
var i Staden var tilstede, deriblandt ogsaa Fru Heiberg, gjorde denne
kunstforstandige Scenens Dronning den Bemærkning, at der i hans
Foredrag var gode Elementer til en Tale, men en Tale var det ikke.
Heri gav Biskop Martensen, som har fortalt mig det, hende fuldkommen
Ret. Nei, som den akademiske Prædikant talte han vistnok ikke, men
han talte saaledes, at selv de, der ikke forstode Bissens Kunst,
blev henrevne af Kjærlighed til en saadan Mand, og blev rystede over
hans Bortgang.
Mest henrev mig hans Skildring af den antike Kunst, den havde ogsaa
fortrinsvis hans Hjærte. Hellenerne elskede han over alle Folk. I
Grunden elskede han alle Folkeslag, det var en af hans Egenskaber,
og den var ikke »partisk«. Hos ethvert Folk satte han sig ind deres
Liv og Charakter, fremhævede deres bedste Egenskaber, og kunde have
sin Glæde af dem, han besøgte. Men af de nyere følte han sig mest
tiltrukken af Hollænderne, og saae i dem et Slægtskab med Hellenerne,
som han satte høiest paa denne Jord.
Om saadanne Ting talte jeg helst med ham, om Kunst talte vi mindre.
Jeg undgik helst det Æmne, da jeg ikke overfor ham havde Lyst til
at yttre mine Meninger derom. Jeg havde nok i andet, thi hans Dom
var ligesaa kyndig over Poesie og al Slags Litteratur, kun ikke over
Filosofi, den indlod han sig ikke gjerne med. Han mente ikke, at man
ved Filosofiens Hjælp faaer Syn paa, hvad der styrer Verden. Hans Syn
var grundet paa naturlig Betragtning og følelsesfuld Opfattelse, og
gik ud paa optimistisk, næsten barnlig Glæde over Livet.
Religionen var ham en vanskelig Sag, men i intet viste hans
Frihedssind i et renere og mere rørende Lys. Det fine Hensyn, han
altid tog til enhvers eiendommelige Udvikling, og den Frygt, han
havde for at forstyrre nogen i deres Følelser og Tanker om det
Høieste, en Eiendommelighed, der som alt omtalt, ogsaa gjorde sig
gjældende i hans Behandling af Kunstnere, viste sig ogsaa i det
Religiøse derved, at der var intet, som han var mere ængstelig for at
gribe forstyrrende ind i end i andres christne Tro.
Han havde arbeidet stærkt og ærligt for at komme ind i det religiøse
Liv, og læste altid, hvad han mente, der kunde tjene ham i denne
Sjælesag, i Særdeleshed Biblen, som der var faae, der kjendte saa
godt som han. Men han var en overordentlig kritisk Natur, og
hans store Kundskab til Oldtidens Aandsbevægelser virkede til,
at han maatte ansee dens Forkyndelse af det Overnaturlige for
Selvskuffelse, for smuk, men naturlig Dannelse af Legender. Jesus
og hans Disciple vare ham de største af alle Mennesker, men Kirkens
systematiske Udvikling vendte han sig med Misnøie fra, og sagde, at
da Christendommen var bleven Statsreligion, havde den gjort Mennesker
grummere end Hedenskabet. »See, hvor nænsomt Athenæerne tog paa
Sokrates,« sagde han, »og hvorledes behandlede man siden en Kjætter?«
Det var i det Hele ikke synderlig bekjendt for hans Venner, hvorledes
det stod sig med hans Tro. Kunstnere pleie ikke at være videre
opmærksomme paa den Sag. Ikke engang Skovgaard, som blandt de yngre
stod ham nærmest, og selv var en fast troende Christen, vidste det.
Bissen, der selv var en Fritænker og ikke skjulte det, vidste det
bedre, og rystede smilende paa Hovedet ad Høyen. Til mig talte han
ofte derom, altid i en bekymret Tone, og fortalte mig selv, hvorledes
han mente, han maatte komme igjennem for ikke at vække Forargelse:
»Jeg vilde ikke for nogen Pris forstyrre Skovgaard med mine Tvivl,«
sagde han, »eller Georgia« -- Skovgaards Hustru, Datter af J. Fr.
Schouw.
Engang jeg gik med ham i Mariekirken i Haderslev, paa hvis Alter der
stod et stort smukt Crucifix, blev han staaende foran dette, saae
længe paa det, og sagde saa i en dybt bedrøvet Tone: »Det er Døden.
Videre kan jeg ikke komme.« »Vi kan dog ikke undvære Opstandelsen,«
bemærkede jeg, men dertil svarede han intet. En Gang fandt jeg ham
liggende paa sin Sofa, læsende i Platons Phædon. Naar han befandt
sig ilde, læste han helst Ting, der kunde lede hans Tanker til
Evigheden. Da jeg kom, udbrød han: »O herlige Mennesker, Sokrates og
hans Disciple! Men jeg forsikkrer Dem, at engang jeg havde læst den
Bog, og efter den kom til at gjennemgaae Apostlenes Breve, det var i
Kundby Præstegaard« -- hans Hustrus Hjem -- »sagde jeg til mig selv,
hvorlangt dybere og langt høiere!« En anden Gang, det var da han var
en gammel Mand, ogsaa en trist Dag, da han var syg, fandt jeg ham
læsende i Poul Møllers Afhandling om Udødeligheden. Da sagde han:
»Jeg har læst den flere Gange, og jeg troede, jeg endnu kunde finde
noget i den, men jeg finder desværre intet for mig.« Jeg troer, han
kjæmpede lige til sin Død med sin Tvivl.
Vi stod alle i et Discipelforhold til Høyen; jeg troer endogsaa de
ældre betydelige Mænd, jeg har nævnet, da de i hans Sfære ikke var
meget videre end vi andre. Og da han saa godt som ene virkede ved
det mundtlige Ord og sin levende Personlighed, medens hans Skrifter
dels ikke dengang var os bekjendte, og kun de af dem, der ogsaa ere
levende Ord, nemlig de stenograferede Foredrag, ere ret betegnende
for ham, kunde jeg i min Beundring for ham ikke lade være at
sammenligne ham med Sokrates. Endog hans Udseende og det at han altid
var ung mellem de Unge gav Anledning dertil; ogsaa hans Stilling i
det dannede Samfund, idet ogsaa hans Opgave var at vise alle dem,
der vidste saa meget, at de i Virkeligheden vidste saa lidt. Han var
da endelig ogsaa -- at sige efter vore fredelige Forhold -- omtrent
ligesaa miskjendt og bagtalt som den store Hellener.
Af hans Kreds var P. Chr. Skovgaard den jeg nærmest sluttede mig
til. Hans rolige og i høieste Grad paalidelige Væsen, som dækkede
en dybttænkende og dybtbevæget Aand, tiltalte mig særdeles; og da
han dengang endnu ikke havde nogen større litterær Dannelse, hørte
han ogsaa gjerne min Tale. Han tegnede den Vinter (1846-47) hele
Selskabets Portræter hver for sig, ogsaa mit. Desværre indtraf det
Uheld, at han tabte sin Tegnemappe paa en Reise, hvorved alle disse
fortrinlige Billeder gik ud af Tilværelsen. Lundbyes maa dog være
bleven reddet, da jeg finder det i Tidsskriftet Ude og Hjemme mærket
med Aarstallet 1845. Han maa have udført det tidligere og ikke have
havt det med i Mappen, thi allerede den 3. Juni 1845 havde vi holdt
Afskedsfest for Lundbye, da han drog til Italien, som jeg seer af en
Sang, Svend Grundtvig havde skrevet til dette lille muntre Gilde.
J. Th. Lundbye havde jeg meget kjær, skjønt jeg ikke veed, om han
ganske gjengjældte min Kjærlighed. Dog talte han gjerne med mig om
sin Kunst og havde godmodig sine Løier af mine Bemærkninger om den
Retning, han var Fader til. Han var en fintdannet Mand med et mildt
stilfærdigt Væsen, der i Omgang mere bar Præget af end han udtalte
hvad der boede i hans Indre. Hos ham følte man mere end hos Skovgaard
med det aldeles fordringsløse Væsen, at man stod overfor en betydelig
Mand. Han var stærkt grebet af Tidens Bevægelser, og havde sluttet
sig til Grundtvig, hvis Sønner vare hans Venner. Da Krigen kom, var
det ham umuligt at blive hjemme. At saa et Vaadeskud skulde ramme
hans skjønne uopveielige Hoved, saae vistnok ud som noget af det
Rædsomste, Tilfældighedens grulige Lov kan byde, men det var dog
muligt, at Tilfældet dog ikke var saa dumt brutalt, som det den Gang
forekom os alle. Jeg kunde tænke mig, at om han selv kunde have taget
Ordet iblandt os i de Sorgens Dage, vilde han have sagt: »Hvad klage
I? Er det ikke endnu skjønnere at falde for sit Fædreland uden at
have behøvet at vende det blodige Vaaben mod noget Menneske? Og kunde
jeg ønske mig noget yndigere Liv end her paa Slesvigs aabne Mark, med
de hvislende Græsstraa omkring mig, og en Hare hoppende hen over min
Grav? Ganske stille vil jeg ligge, og ikke skræmme hverken den eller
Faarene, naar de vil lægge sig tæt op til mig.«
Hans vemodige Grundstemning var vistnok bleven forstærket ved en
dyb Smerte, han havde gjennemlevet i sin første Ungdom. Jeg har
vel hørt derom, men det er mig ikke saa bekjendt, at jeg tør tale
derom. Han havde knyttet sig meget nær ikke blot til Høyen, men
ogsaa til hans Familie. Hans særdeles Veninde var Fru Høyens Søster,
Hanne Westergaard, og dette Forhold var meget betegnende for ham.
Hun var af Udseende en meget fed og ubehjælpsom Skikkelse, talte
langsomt og utydeligt, og gjorde paa Forstandsmennesker Indtrykket
af at være temmelig enfoldig, men hun var overstrømmende hjærtensgod
og sværmerisk Grundtvigianer. Hun fortalte mig, at engang havde
der hjemme i hendes Faders Præstegaard, i Kundby, været En -- jeg
husker ikke hvem -- som havde talt til hende og en Veninde om, at
det var taabelig Overtro med denne Djævel. »Det gjorde os saa ondt,
saa ondt. Vi laa om Natten og græd i hinandens Arme, for vi skulde
miste den kjære Djævel.« Høyen havde for Skik at afbryde hende med et
utaalmodigt Raab, naar hun vilde arbeide sig op til at indblande en
confus Bemærkning i hans Tale; men han holdt inderlig af hende som en
Ungdomsveninde og kjær Husfælle. Ogsaa viste hele hans Kreds hende
megen Opmærksomhed, baade for hendes kjærlige Hjærte, og fordi dette
var en rig Beholdning for alle deres personlige Forhold. Man kunde
heller ikke andet, naar man saae hende rokke med sit store Hoved i
Henrykkelse over saadanne elskelige Mennesker.
Lundbye var nu ret hendes Hjærtensbarn. Han betroede hende alle sine
Sorger og Glæder, og han henvendte helst sine Breve til hende. Og
det var Breve, der i rige Skildringer af hans Kunstnerøies Syner og
i aandfuld Udgydelse af sine sværmeriske Følelser ikke stort mindre
kunde kaldes Kunstværker end de Tegninger, som han ledsagede dem med;
og som nu er Samlingernes Skatte. Det var det Mysterium han havde
opdaget, at denne enfoldige Sjæl med sit moderlige Hjærte forstod ham
bedre end den kritiske Verden, og det var rørende at see, hvor rig
hun, i sit lange ensformige Liv efter hans Død, følte sig ved at
have saadanne Klenodier, for hende ogsaa Hjærtensklenodier, i sine
Gjemmer.
Da han drog bort som Soldat, var vi af den Mening, at han havde en
dybere Følelse for den Dame, som siden ægtede Skovgaard, Georgia
Schouw. Vist var det, at han efterlod sin bedste Tegnebog med den
Paaskrift, at hvis han faldt, skulde den overgives til Frøken Schouw,
hvis hun vilde være saa god at modtage den. Hun ikke blot modtog den,
men viste den aldrig til nogen. Heller ikke gjorde Skovgaard det, da
han havde mistet sin fortræffelige Hustru; og efter hans Død fandtes
den med hans Paaskrift, hvori han anmodede Fru Høyen om at opbevare
den uaabnet for hans Børn.
Bergitte Høyen var et mærkeligt Menneske. Tiltrods for hendes djærve
Slagfærdighed, kunde man dog ikke lade være at elske hende for
hendes trofaste Hjærte. Høyen talte aldrig om, hvad Miskjendelse
og Krænkelse, han havde lidt, men hun havde gjemt dem med alle
Biomstændigheder, og naar hun havde En i en Krog, strømmede det ud
af hende med stærke Fagter og lysende Øine. Manget smukt Træk af
hans Liv har jeg paa den Maade faaet at vide. Hun var en udmærket
Husmoder, den skjønneste Renlighed og Orden, og rigelig Gjæstfrihed
vidste hun at forene med forstandig Sparsommelighed. En Formiddag,
jeg var kommen ind fra Landet og var gaaet op til dem, faldt det
hende ind, at jeg kunde trænge til Frokost, og hun ilede ud. Høyen,
som stod med mig i Døren ind til hans Værelse, saa efter hende med
rørt Mine, og sagde med sin blødeste Stemme: »Du skulde have seet
hende hjemme i hendes Faders Præstegaard. Hvor hun var glad og
kjærlig i sin Gjæstfrihed. Ja, hvor hun var skjøn.«
De havde været forlovet i 14 Aar. Grunden dertil og deres indbyrdes
Forhold er saa smukt beskrevet af L. Ussing, at jeg ikke vil gjentage
det. Blot nogle Smaatræk. Deres Ungdomskjærlighed var bestandig den
samme, og kunde i sin fuldkomne Naturlighed vise sig i meget pudsige
Skikkelser. Alle hans righoldige Breve fra hans Reiser stilede han
til hende; hun skulde have alle Betragtninger saa høit de end gik, og
hun forstod at skjønne paa dem. Til det Yderste var hans Sag altid
hendes. Brevene er nu trykte, men ikke alle de morsomme Kjælenavne,
han deri gav hende; og hun og hendes Søster var ikke mindre stærke i
at give ham dem igjen. De talte helst om ham som om et elsket Barn.
Det sværeste var, naar de en Tid maatte skilles. I 1835 skulde han