Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 20

Total number of words is 4921
Total number of unique words is 1541
43.7 of words are in the 2000 most common words
60.1 of words are in the 5000 most common words
69.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Jeg fremstillede Profeten som det levende Billede af denne tunge
Betingelse, som den der vel er mindre end den mindste i Guds Rige,
men ligefuldt er den Cherub, der vogter Indgangen; Forsagelsen staaer
først i vor Bekjendelse, den kommer vi ikke udenom. Mig syntes, det
var god kirkelig Orden, men det gik ikke.
Øverst i Kirken sad Grundtvigianernes Førere, og efter dem den Skare
af Præster, som var vante til med Bæven see mod Grundtvigs Opdagelse.
Nu at byde denne Kreds, at Loven skal et christent Menneske igjennem,
dens Bud skal holdes, Loven, den man havde saa lidt Brug for, at
Grundtvig sagde, Budene skulde ud af Katechismen, dette var jo
ligefrem Oprør, og jeg fik visselig ingen Tak for den Dags Tjeneste.
Men for mig havde den desto mere Betydning. Det var første Gang, jeg
fik Ordet om denne hellige Skikkelse og hans store Sag, den, der
i det Aar mest af alt laa mig paa Hjærte. Jeg var begyndt paa min
Johannes den Døber, og fik inden Aarets Udgang skrevet de tre første
Handlinger. Dermed havde det endnu en anden Sammenhæng. Det var ikke
fra Grundtvigs Leir, men ganske andetsteds fra, at den Aand kom, som
for mig igjen løftede paa de Kunstens Vinger, der havde været saa
yderlig modfalden siden mit Nederlag med min Jeremias.
Jeg havde i al den Tid, ~Søren Kierkegaard~ skrev, søgt min Aands
bedste og frommeste Føde hos ham, uden at lade mig anfegte af
hans underlig beregnende Fremgangsmaade. Nu var det det Aar, da
hans sidste voldsomme Angreb paa alt Kirkevæsen faldt i den Grad
forskrækkende over Landet, og først og fremmest over Præstestanden,
at Fr. Boisen vel kunde have Ret, naar han kaldte ham den store
Præstepiner. Bevægelsen i Haderslev blev saa stærk, at det kunde
kaldes en aandelig Revolutionstid. Byens Redaktør forkyndte stadig
i sit Blad, at Kirkens sidste Tider var komne; vor Provst pakkede
ind for at gaae ud af Kirken, og en ung Skolelærer samlede hveranden
Aften en vrimlende Mængde i et meget stort Lokale, og udmyntede for
Almuen med profetisk Talestrøm Kierkegaards groveste Varer. De
Troende saae forfærdede paa hinanden, de havde dog ment, at de var
Christne, og de Vantroe gik i Klubben og gjorde Vittigheder om de
Præster, hvis Præk man nu skulde nyde fuld Frihed for, al den Stund
det var en Forbrydelse at gaae i Kirke, en Forbrydelse, man iøvrigt
vidste sig godt nok fri for.
Redaktøren var Peder Christian Koch, en eiendommelig Datidens
Figur; en falleret Kjøbmand, men en Mand med mange Slags Talenter.
Han malede, han opfandt et nyt musikalsk System, og fremfor alt
redigerede han som politisk Koryfæ og en af Stammerne for den
nationale Bevægelse sit Blad Dannevirke saa aandrigt som ingen
anden i den ganske Verden, seende ned paa Kjøbenhavnerne, som ikke
forstode, hvad Land vi var komne til, nu ogsaa os Præster, som endnu
mindre forstode den hellige Sag, som han tilligemed sine øvrige
Fortrin, fremfor alle sad inde med. Han var Manden for den ægte gamle
Christendom -- den sønderjydske Pietisme, som i mange Maader faldt
sammen med det Kierkegaardske Oprør -- han havde levet med dens
folkelige Profeter, og vidste, hvad Kamp mod den officielle Kirke var.
Da han nu en Dag i April 1855 var gaaet noget videre end sædvanligt
i sine Angreb, idet han i sit Blad havde sagt, at Præsterne ~hverken
kunde eller vilde~ røgte den Tjeneste, Herren har sat dem til, fandt
jeg, at en Mand, der intet andet gjorde end at bruge store Ord, ikke
burde gjøre det uimodsagt. Og da jeg just næste Dag prædikede i
Provstens Kirke, og saae Koch sidde lige for mig, sluttede jeg min
Tale med en ganske kraftig Udtalelse om at et Dagblad ikke burde
belære Folket om, hvad det ingen Forstand har paa, og hvad der kunde
skade Folket at faae at løbe med. Der var dog de Præster, der baade
gjorde, hvad de kunde, og gjerne vilde gjøre mere, om Gud gav dem
Naade dertil.
Jeg kunde see paa ham, at det gik ham nær, og gik derfor til ham om
Eftermiddagen, og fandt ham ganske rigtig yderst opbragt. Bleg af
Harme foer han op og ned ad Gulvet og raabte paa det uforsvarlige
i at byde ham Sligt paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Jeg
forklarede ham ret sagtmodig, at i den Henseende var han dog ikke
forfordelt, at han i sit Blad havde et langt kraftigere Vaaben
end jeg i min Prædikestol. Men forøvrigt var jeg kommen for i al
Venlighed at bede ham ikke at gjøre det. Det gjorde mig inderlig
Ondt, at han var vred paa mig, hans Fjende vilde jeg for ingen Pris
være.
Han var imidlertid ikke let at stille tilfreds, en hidsig og stolt
Mand, som han var. Han blev ved sit, at det var skammeligt at angribe
ham paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. »Nu, saa kan De jo lade
mig sige min Mening i Bladet,« sagde jeg, »der har De god Leilighed
til at svare.« Da han havde sundet sig noget derpaa, klarede det op
for ham. Det var ikke blot det bekvemmeste, men det var ham altid
det vigtigste at gjøre sit Blad saa betydningsfuldt som muligt. At
faae et saadant Ordskifte ind i det, var altid noget, han havde ogsaa
allerede aabnet sine Spalter for Indsigelser fra Grundtvigiansk
Side. Boisen og Hagen havde ført deres Sag i hans Blad, og flere den
Kierkegaardske.
At føre en Strid med ham, som der intet var kommet ud af, var derimod
ikke min Mening. Da fik jeg en Tanke, som jeg har været taknemlig
for som en Aandens Indskydelse, Gud gav mig. »Vi er mere enige, end
De troer!« sagde jeg, »De seer i mig en af de Præster, der skal føle
Svøben, ganske vist kan jeg ogsaa godt behøve den. Men forresten har
jeg altid været af dem, der med Bæven sidde ved Kierkegaards Fod.«
-- Han begyndte at ville omfavne mig. -- »Lad mig nu faae Lov til at
lægge Folket denne vældige Kjæmpes Sag paa Hjærtet, saaledes som jeg
forstaaer den, uden at De slaaer mig ned eller stopper Munden paa
mig. Jeg kan jo fra Tid til anden skrive et Stykke og søge at lægge
disse svære Dommedags Slag tilrette, saaledes at christne Mennesker
kunne faae besindige Tanker om hvad det er, der skeer med os, at det
dog ikke skal forstyrre dem saaledes, at de faae fortvivlede Tanker
om sig selv og onde om deres Medmennesker.« Nu omfavnede han mig
virkelig, og paa denne Grundvold enedes vi strax i denne Samtale om,
at jeg, saavidt muligt skulde hver Uge sende ham et Stykke, der kunde
læses som Indgang til Helligdagen.
Imidlertid var det heller ikke min Hensigt at indlade mig paa en saa
mislig og af selve den vrede Profet saa forbudt Sag som at være hans
Vaabendrager og Udlægger. Jeg har aldrig hverken havt Lyst til eller
gjort mig Uleilighed for at efterspore hans mange hemmelighedsfulde
Veie og kløgtig anlagte Løbegrave; dette hans Væsen ansaae jeg for
at høre til hans verdslige, ikke til hans hellige Menneske. Heller
ikke lagde jeg Vægt paa hans Trang til i Stormløb at omstyrte Kirken,
og at tage enhver stakkels Sjæl ind i det Kammer, hvor Døren skulde
holdes saa vel lukt, at ingen skulde kunne opdage, hvad man der har
for med sin Gud. De Ting havde jeg saa tidt udfegtet med Ilia, at
jeg vidste, man ingen Vei kommer med denne Slags Finheder. Hvad jeg
vilde, var intet andet, end nu, da Sjælene var i Angst, med fornyet
Alvor, men ganske ligefrem at fremlægge den gamle Sag, hvad der hører
og hvad der ikke hører til et Menneskes Frelse. Om Kirken skulde staa
eller falde, indlod jeg mig ikke paa, bestandig forvisset om, at den
kan bygges paa mange Maader, men bliver dog ligefuldt aldrig andet
end den, der nok staaer, om end Taarnene falde.
Jeg gik derfor udenom de forskjellige Partiers Sikkerhedsbreve paa
deres Salighed, og fastholdt i Lighed med Kierkegaard, at der ingen
Sikkerhed gives uden den inderste Menings Alvor med at gaae indad den
Port, der er snever for Kjød og Blod, men aaben og let for den, der
har Guds Aand at glæde sig over. Og kom saaledes igjennem uden anden
Modstand end strax efter min første Artikel en hidsig Irettesættelse
for at bruge for stærke Ord fra en Præst af den gamle Skole -- Johan
Buntsen Koch -- som jeg i Fred lod være det, det var, og adskillig
Larm, som P. Chr. Zahle af og til i forresten meget veltalende
Artikler gjorde, om at alt Præsteskab skulde absolut »feies ud som
Spindelvæv.« Grundtvigianerne talte dertil uden Hensyn til mig
deres egen Sag om deres Daabspagt, og en nidkjær Lægmand, som kom
Statskirken for nær, havde Ubehagelighed med Øvrigheden.
Jeg var begyndt med dette Arbeide den 11. April (1855) og fortsatte
det til Advent. Mit første Stykke, det jeg blev saa haardt angreben
for af en Embedsbroder, lød saaledes:
»Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en
Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prøves, om vi ere
sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vistnok paa, at vi gjennem
Prøvelserne skulle renses til nye Mennesker, men ligesaa vist anseer
jeg det dog for, at vi ikke blive det, om vi ikke gjøre dobbelt Alvor
af at bekjende vor Tro for hverandre. Jeg har derfor tænkt under
ovenstaaende Titel[17] hver Uge at byde Dannevirkes Læsere et Par
christelige Ord som Indgang til Helligdagen.
[17] Løverdags Læsning.
»Vor Tro »er en fast Overbevisning om det, som ikke sees;« det
Usynlige, som er evigt, skulde have meget mere Magt over os end det
Synlige, som er timeligt. Men enhver af os veed ret vel, at vi agte
langt mere paa vore daglige Forretninger og Fornøielser end paa vor
Synd og Frelse, og det bliver til vor Fordærvelse. Var blot Straffen
for vore Synder en borgerlig Straf, skulde vi nok ræddes for den.
»Tænke vi os for Ex., at en af os var greben paa fersk Gjerning, og
blev nu hentet af Retstjeneren og ført langs ad Gaden, ligbleg af
Angst og skjælvende som et Espeløv baade af Angst og Skam, dertil
hulkende som et Barn, fordi vi ikke engang havde den Opreisning, at
vi led uskyldig; og Gangen nu gik til Raadstuen, hvor Vand og Brød,
Pidsk eller andet deslige ventede os, medens vor Ære, og med den vor
borgerlige Næring eller Embedsstilling for bestandig gik i Løbet.
-- Ja, det er et meget stygt Billede, men ikke styggere, langt fra
saa stygt, som naar en Sjæl i den evige Verden bliver slæbt bort af
onde Aander. Dog vil ogsaa dette skee, som Herren siger det i Matth.
5, 25-26 og 18, 34-35. Tænke vi os altsaa, at dette skete, og skete
med rette for det onde og bedrageriske Sind, der er i vore Tanker,
og alle de onde og løgnagtige Ord, der er i vor Mund, og alt det
Syndeskarn, enhver af os daglig vælter sig i, og vi nu bleve førte
langs ad Gaden, medens Vinduerne vare fyldte af medlidende eller
spottende Ansigter, da skulde vi vel ræddes for vor Synd og for hvad
den fører til, mener jeg. Men tænke vi os dernæst, at en medlidende
Sjæl traadte frem, og sagde: Nei, stands! tag mig istedetfor dette
stakkels Menneske. Han har vistnok fortjent den Straf, men jeg kan
ikke udholde at see det, jeg vil lide for ham. Og nu tog Rettens
Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slæbt
afsted til samme Straf, og fik næppe Tid til at raabe tilbage til
mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjør for dig!
Da vilde dog vel mit stridige Hjærte blive rørt for Alvor engang,
mener jeg. Men dette er jo dog ganske det samme, som vor Frelser har
gjort for os, nøiagtig det samme; blot paa det nær, at han endnu har
gjort langt mere, som han selv siger i Matth. 20, 28.
»Dette er vor Tro; men nu vore Gjerninger? Kunne vi, fordi vi ere
frelste af Troen, tage os det let med dem? Vi behøve blot at tænke
os, at om vi ved den opoffrende Mands Hjælp vare blevne frigivne paa
Veien til Raadstuen, gik hen og begik den samme Forbrydelse igjen.
Var dette da hans Mening? Var det derfor, han havde skaffet os
løsgivne? Derom taler han for Ex. i Matth. 18, 32 fl.
»Maaskee nu En og Anden kunde finde, at dette er en haard Tale, der
ikke stemmer med Evangeliets kjærlige Aand. Jeg mener dog, at det
netop er Evangeliets ligefremme Mening. Derfor gjør vi bedst i at
tage det alvorligt med vor Synd og Frelse.«
Jeg har anført dette Stykke som en Prøve paa, i hvad Stil jeg mente
helst at kunne virke i den Retning, jeg havde foresat mig. Da nu S.
Kierkegaard døde den 11. November 1855, fandt jeg det var nok, og
sluttede med en Oversigt og Forklaring af hvad jeg havde ment, og med
et Fred over den døde Profet. (24. November).
Det er nu saa, at Evangeliets dybestgaaende Ord er det ikke let at
tage imod selv for de frommeste Christne, selvfølgelig ogsaa for mig
selv. Mine hellige Venner af jævne Lægfolk vare i det Hele bedst
tilfredse med mig, skjønt ogsaa de kunde yttre deres Misfornøielse
over, at jeg ikke talte i deres Tone. Men de stærke Ord var dem
dog til Behag. I det Hele lod man mig med Fred gjøre min lille
Gjerning. De der var forfærdede over Kierkegaard, læste sig til bedre
Klarhed, og det var jo dem, jeg nærmest skrev for; og de der lige
til Kirkens Omvæltning fulgte ham, lod mig være den lille Mand, der
ikke mægtede mere end han gjorde. Jeg fik mange af de mest modsatte
Yttringer om Stemningen, baade mundtlige og skriftlige -- en af dem
sluttede med: »Luk De Deres Kirkedør og skriv udenpaa: Her vrøvles
ikke mere af J. Fibiger, Sjælemyrder.« -- men jeg havde foresat mig
intet Hensyn at tage dertil. Embedsbrødrene af den gamle Skole vare
vistnok meget misfornøiede, da de ikke kunde see det anderledes end
en Fordømmelse af deres Færd. Endogsaa en af mine kjæreste Venner,
Præsten i Moltrup, Hertel, den fromme redelige og kjærlige Sjæl,
varm Fædrelandsven og slesvigsk Fører, gik saa vidt, at han sagde,
hvad jeg skrev, var ikke af Gud, men af Djævelen og gjorde Mennesker
fortvivlede. Men det var heldigvis til Redactøren, han havde sagt
det, ikke til mig, saa jeg behøvede ikke at høre det.
Hvad der derimod var mig det sværeste, var hvorledes det ville blive
optaget af dem, jeg mindst af alle vilde fjernes fra, de Elskede
derhjemme. Min tro Hustru behøvede jeg nu ikke at frygte for. Med sin
rige Aand og sit store Hjærte har hun altid fulgt mig, naar det kunde
lykkes mig at gjøre noget, der duer. Er hun ikke med, maa jeg sande,
at det ikke duer. Saaledes ogsaa med dette. Ogsaa Søster Edle var
altid hjemme i alt, hvad christeligt er; og de andre gjemte helst paa
deres Følelser. Men der var endnu een, hende det allermest kom mig an
paa, min Moder. Hun vilde altid det inderligste og høieste med mig,
men nu fik hun en svær Strid i sin Sjæl. Hun tilhørte en anden Tid,
og havde havt sit Livs Støtte i andre christelige Toner, dem hun da
endelig ogsaa kunde finde i Evangeliet, det er rigt nok dertil. Nu
skete det, hvad hun tidtnok havde frygtet, at jeg fjernede mig fra
hende, dette kunde hun ikke udholde.
»Ak, Johannes! skriver hun: Du har kastet et Bjerg imellem os, men
vi maa see at nærme os hinanden. Vore Veie maa ikke være adskilte.
Kjærlighedens Gud vil bære over med os begge, hvor vi ere faret vild.«
Det var iøvrig, som Moder sagde, at de rigtige Hellige var ikke
meget at stole paa, de var og blev aandløse. De kunde ikke paa nogen
Maade finde sig i, at jeg ikke fordømte Dands, Skuespil osv., og
ikke mere indskjærpede Sabbathen. Og jeg kunde ikke finde mig i den
usande Lovtjeneste. Jeg vidste saa klart som noget, at jeg tilhørte
den modsatte Leir. Det vilde være ligesaa dumt for mig at forsøge
paa at blive Pietist, som det nu vilde være at give mig til at være
Venstre-Bonde. --
Ogsaa med Kirkens synlige Smykke havde jeg i disse Aaringer en Del at
skaffe. Det var den Side af mit Væsen, som efter mine hellige Venners
Mening var af den syndige Verden, og efter Kierkegaards Mening hørte
til Forbrydelserne, mit æsthetiske Selv, som skaffede mig den Ære og
det Besvær at blive benyttet dertil.
Paa Kunstvenners Anmodning havde jeg allerede ved den altid over al
Maade velvillige Conferentsraad Holms Hjælp skaffet Byen en smuk
Udstilling af en vigtig Samling Gibsafstøbninger fra Thorvaldsens
Musæum i fuld Størrelse og ellers meget vanskelige at faae.
Min anden Deltagelse i disse Sager var at skaffe Alterbilleder til
de nye Kirker. Det blev en lang Historie. Jeg havde imidlertid i min
Ven Roed baade en paalidelig Kunstner, en praktisk og en kirkelig
Mand at henvende mig til, hvorfor Sagen mærkværdig nok virkelig kom
til en god Ende, idet jeg allerede 1855 fik Lov til at bestille
tre store Alterbilleder hos Roed til god anstændig Pris, som han
endog paa sin sindige Maade efterhaanden fik betydelig forhøiet.
Kunstneren var tilfreds, han fik lang Tids Arbeide, og jeg havde
den Glæde i den Anledning at see den kjære Ven flere Gange hos os,
naar han skulde tage Pladsen til sine Billeder i Øiesyn. Saaledes
blev efterhaanden Øddis, Thyrstrup og Stenderup Kirker forsynede med
virkelig betydelige Kunstværker, og da det af dem, der gjorde mest
Lykke, Ecce homo, blev malet to Gange, tillige Sommersted Kirke.
For mig var det skjønne Aar, jeg fik saa meget udrettet. Men ogsaa
overordentlig svære. Foruden mit Skolearbeide og mine stærke
Anstrengelser til Bedste for min Døber, som jeg ikke gjerne forsømte
nogen Dag, havde jeg et mangengang overvældende Besvær med Sjælesorg.
Jeg var saa anstrengt, at jeg virkelig var meget nær ved at segne
under Byrden. Mit Helbred var yderst svækket, ofte ligesaa meget som
før jeg blev gift; og ingen maatte vide det. Det klæder en Præst ilde
at tale om selv at være syg, det er jo de andre, der er det. Jeg fik
da heller ikke Lov til at være det. Engang jeg meldte mig syg ved et
Convent, fik jeg mange Skjænd, og man vedtog i den Anledning, at den
der udeblev blev mulkteret.
Mine Embedsbrødre forlangte bestandig min Hjælp i deres Kirker, og
det var mig en christelig Æressag aldrig at sige Nei. I Vintren
til 1855 maatte jeg under Vacancen i Gammel Haderslev besørge
Confirmandundervisningen med tilhørende Confirmation. En Del af
Sommeren 1856 og hele 1858 maatte jeg alene bestyre dette Embede,
medens Kofoed-Hansen sad i Sjælland og betænkte sig paa, om han
under sine Kierkegaardske Anfegtelser turde vende tilbage til sit
Præstedømme. Saa var der Forfald paa Landet. Tre Præster, Ludvig
Møller i Starup, og efter hans Død hans Efterfølger Tolderlund og
Egede Glahn i Sommersted havde efter hinanden længere Sygdomme,
og hvem skulde gjøre deres Arbeide uden jeg? Eller der var intet
Forfald, blot de ønskede en Fridag eller en Høitidsdag, jeg var ogsaa
deres Skriftefader.
Ogsaa i Byen var der kun altfor meget at gjøre. Den Sommerske[18]
Bevægelse vilde ikke lette sig, og alle de stakkels Almuesfolk,
som han havde skræmmet fra Kirken, men dog ikke kunde undvære den,
søgte til mig. I langsommelige Samtaler maatte jeg Dag ud og Dag
ind gjennemgaa deres sværmeriske og dybt rystede Tanker med dem,
og jeg behøvede i Sandhed al den Sagtmodighed og Besindighed,
jeg kunde opdrive, for ikke at skaie ud hverken af Utaalmodighed
eller Fortvivlelse over den daarlige Hjælp vore kolde Kirker i
Virkeligheden bød dem, hvorover jeg da selv var mismodig nok. Man
kunde let nok sige: hold en rigtig bevæget Gudstjeneste! Men naar der
ingen kom i Kirke?
[18] En antikirkelig hellig Bevægelse (Karikatur af den
Kierkegaardske) reist af den føromtalte Skolelærer Mogens Sommer,
hvis Personlighed Manuscriptet helliger en halv Snes Sider, som
desværre maatte gaa ud. U. Anm.
Da der saaledes var rigelig Anledning til at erfare, at det
oversteg mine Kræfter paa eengang at være Præst og Overlærer i den
høie Lærdom, henrykt Digter og flittig Videnskabsmand, aandrig
Selskabsmand og kjærlig Ægtemand, og at det navnlig truede stærkt
med at gaae ud over det sidste, som dog var den første Pligt,
gav jeg efter for Hustrus og Families Raad, og søgte af og til
Præsteembeder baade i Slesvig og Kongeriget. Men jeg var kommen frem
i en Tid, da der var stort Overflod paa geistlige Ansøgere, og da
mine Indtægter allerede var ganske gode, henved 2000 Rdl., var en
rigeligere Stilling endnu ikke at opnaae, og en ringere vilde jeg
ikke have, ihukommende, hvad Kierkegaard saa smukt havde indskjærpet,
da han kaldte Præsterne de jævnt avancerende. Hvilket jeg udlagde
derhen, at en Præst skylder sin Hustru og sin Familie at have et
smukt og gjæstfrit Hjem, og naar han tillige er benaadet med at være
Æsthetiker, skal han ikke kaste Skylden paa sin Hustru; han skylder,
efter selve Kierkegaards Exempel, ogsaa sig selv det. Alt naturligvis
efter at »Indrømmelsen« er gjort. Eller om man vil have en bedre
christelig Grund: jeg har en ganske god Erfaring i, hvor kvalfuldt
det er, ikke at have noget at tage til, naar Næsten trænger. Jeg selv
har været fattig nok i mine Dage, men jeg duer ikke til at forlange
det af andre. Jeg seer af Breve, at jeg i den Tid maatte forstrække
Broder Caspar med 600 Rdl. -- Vi blev altsaa endnu nogle Aar, hvor vi
var, indtil jeg blev sat ind i en Stilling, jeg mindst duede til, en
Guds Prøvelse, som jeg ikke bestod.


SJETTE KAPITEL.
SLUTNING AF LIVET I HADERSLEV.

Under alle disse aandelige Brydninger glædede jeg mig dobbelt over
at have Freden inden Døre. Som jeg havde vidst fra den første Dag
jeg kom ind i deres Kreds, havde jeg foruden min mærkelige Hustru
faaet en rig Medgift i hendes Søskene. Søstrene var nu hos os, og
udfyldte saa skjønt som dette kan gjøres den Tomhed, et barnløst Hjem
ellers maa friste. De gjorde det som gode Engle efter det kjærlige
og trofaste Sind, som er dem eget. Aldrig mindes jeg at have hørt
et haardt Ord af dem, aldrig seet saameget som en uvenlig Mine, saa
meget end mit ustyrlige Væsen kunde opfordre dertil. Jeg begriber
ikke, hvorledes det er muligt at forene en saa uafbrudt Venlighed
med en saa fuldkommen Troskab mod Sandheden. Af Brødrene har Vilhelm
samme fredelige Væsen, men Olaf ligner mere Amalie.
Edle havde sin indre Historie. Men hvor stærk en Lidenskab hun end
havde at brydes med, naar hun sad taus, og hvor bittre Taarer hun end
kan have fældet, naar hun var ene, har jeg dog aldrig seet den Styrke
svigte hende, hvormed hun i Stilhed bar sin egen Byrde, og i det
aabenbare bar andres; og det aabenbare var den Fred, som Kjærlighed
i Gud breder over et Ansigt.
Frederikke var under Lykkens Blomsterregn. Var hun i Kjøbenhavn,
blev hun forkjælet af sin Svigerfader (Conferentsraad Holm). Var hun
hjemme, hvilket mest kun var om Sommeren, var der sørget efor, at
Elskeren saameget som muligt kunde være tilstede, og ved sit friske,
veltalende og aandfulde Væsen var han Glandsen i vor Kreds.
Kun 1856 var en Fastetid. Ensomhed i Hjemmet, Edvard Holm var paa sin
store Udenlandsfærd, og Brevene udsatte for Skjæbnens Luner, hvad
punktlig Ankomsttid angaaer. Det var ogsaa en kold og mørk Sommer,
hvor Hjærtevarmen nok kunde behøves. Høyen besøgte os i Juni Maaned,
og da vi vilde vise ham den skjønne Egn ved Thorning Mølle, sneede
det. I den Sommer giftede min Broder Christian sig. Han havde efter
Krigen flakket om i forskjellige militære Stillinger, medens hans
Hjærte altid var bundet til vor Tante Møllers Adoptivdatter, en
livlig blond jydsk Pige, vi var voxede op med som vor Cousine. Det
var et haardt Slag for ham, da hun forsmaaede hans redelige Hjærte
og tog den cavallermæssige Officier. Ogsaa den kjære Tante bedrøvede
det, da hun i ham mindedes sin Ungdoms Elsker, vor Fader. Sorgen
blev endnu større, da hendes Datter døde Aaret efter i Barselseng.
Christian var dengang i Aarhus som Læge ved Dragonregimentet, og kjed
af Mangel paa hjemligt Tilhold, søgte han sig noget hidsig en Brud.
Den han fandt, var den nu som Forfatterinde bekjendte Fru Elfride.
Vi drog da til Aarhus for at feire hans Bryllup, og forefandt hos
Elfrides Forældre, Justitsraad Møller, et lidet hyggeligt Hus,
men blev ellers modtagne venligt og festligt nok. Jeg viede dem i
Domkirken, og Gildet stod med behørig Pomp, forhøiet ved, at jeg fik
min gamle Ven og i høi Grad samstemmende Aandsfælle, Troels Smith,
ved min Side.
Vi fulgte de Nygifte til Silkeborg, hvor Christian var bleven
Districtslæge. Veiret var hundsk, saa Naturnydelse var der ikke
stort af. Jeg fornyede Bekjendtskabet med Hostrup, vi var jo
Studenter fra samme Aar, og havde ligget paa Regentsen sammen. Men
han var tilbageholdende og ordknap. Jeg syntes dog, jeg var aaben og
hjærtelig nok. Chr. Richardt, som jeg forefandt hos ham, var ligedan.
Jeg maa ikke have været efter deres Smag, og det er da deres Maade
intet at sige, hvad vel ogsaa kan være det rigtigste, men morsomt er
det ikke. Jeg synes dog, jeg forstaaer mig paa alle Retninger, men
jeg har maattet gjøre den Erfaring, at andre Retninger ikke synes om
mig.
Det var et byrdefuldt Aar ogsaa i det huslige. Vor smukke Bolig i
Gammel Haderslev med Have ned til Søen var bleven os opsagt, og da
den nye, jeg havde leiet ved Siden af Skolen, endnu ikke var færdig,
maatte vi for Vinterhalvaaret foreløbig flytte til et iøvrigt ogsaa
kjønt Hus paa Naffet. Det var dobbelt Flytning, Vintren blev som de
to foregaaende meget streng, jeg var vexelvis ophidset af Hede og
knuget af Kulde, og Legemet havde ondt ved at holde ud. Dog foer jeg
afsted i en tynd Mandarin, og jeg husker, hvor glad jeg saae mig om,
da alt var stillet tilrette i den nye Bolig.
Langt værre var det, at Amalies Helbred ogsaa var meget svagt, og
medførte til Tider Tungsind, det var svært for os begge at arbeide os
igjennem. Jeg finder fra det Aar adskilligt i mine Optegnelser, som
levende minder mig om vort dybeste Samliv. Saaledes:
»Netop som jeg havde skrevet den sidste Linie af fjerde Handling i
min Døber, kom Amalie ind, og som hun desværre oftere gjør, udtalte
hun sin dybe Melankoli over som barnløs intet at have at leve for,
og som en aandsfraværende Mands Hustru heller ikke meget at støtte
sig til. Da hun ikke følte Lindring ved min sædvanlige Trøst, blev
jeg desværre heftig og skjærpede den til en Tale om afgjort at leve
for Evigheden. Hun svarede mig, som Hiob kunde svare, med at afdække
Sorgens umaadelige Dyb og at gaae i Rette med Gud, som var saa
streng mod hende. Jeg maatte betvinge mit utidige Døber-Mod, og med
Kjærlighed drage hende til det christelige Haab. Og saa velsignet en
gudhengiven Kjærlighed hun har, at jeg aldrig har havt større Glæde
end af den Inderlighed, hvormed hun tolkede sin Bedrøvelse over
sig selv, og sin Længsel efter Frelsen. Vor Aftenbøn fik meget at
betyde.«
Det sidste angaaer den Skik, jeg fra vort Ægteskabs Begyndelse
havde indført, at hver Aften, naar vi var komne i Seng, bad jeg med
hende foruden Fadervor en Bøn for os selv, vore Kjæreste, Menighed,
Fædreland og Hus og Hjem. Ogsaa ved Middagsbordet havde jeg indført
Bøn.
* * * * *
Det var atter et Dødsens Aar, dette 1857, Pest og Elendighed, og for
os mærket ved, at vi begge kom i Livsfare. Med mig dog for intet at
regne, kun en Smule Forskrækkelse[19], men Amalie maatte lide blandt
Aarets Offre.
[19] En Snestorm paa Storebelt, paa Reise til København. Skibet
var lige ved at forlise. Udg. Anm.
Den stærke og tørre Hede havde gjort sin Gjerning. Blodgangssoten
var udbrudt med en Styrke, som endnu overgik Jammeren i 1853. Jeg
fik i Sandhed baade Hjærte og Hænder fulde af bedrøvelig Gjerning,
alle de samme Scener foregik som i det tidligere Aar, og det var
forsaavidt sværere som Folks Mod var meget sunket. Sygdommen var i
hvert Hus, ogsaa i vort, underneden hos Værtens, og min Søsters Børn
i Skolebygningen ved Siden af kom meget nær til Døden. Men jeg selv
holdt mig ligesaa godt som forrige Gang, mit eget Besvær var for
intet at regne. Nei, det Forfærdelige, som hang mig over Hovedet, var
at Amalie, som allerede havde lidt af Overanstrængelse paa Reisen,
blev svagere og svagere, og maatte sidst i October gaae til Sengs,
dog ikke af Blodgangen, men af den endnu værre Tyfus, som fulgte i
dens Spor.
Vor Bolig laa paa Solsiden med høie Vinduer, men snævre Stuer.
Der var hedt og trangt, og eftersom Sygdommen skred frem og blev
farlig, blev det os tungt at skaffe den rette Pleie. Jeg havde kun
Frederikke til Hjælp, Edle var i Kjøbenhavn. Vi delte Arbeidet,
saagodt vi kunde, jeg vaagede den halve Nat, og hun den halve, men
ingen af os var rigtig kyndige i Sygepleie. Der var svære Tanker at
bære, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne
Dør og lyttede til den Syges Aandedræt. Som jeg altid er forud med
mine Tanker, udmalede jeg mig til den mindste Omstændighed, hvad der
vilde blive af mig, om jeg mistede min Elskede, og den Fremtid, jeg
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 21
  • Parts
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 01
    Total number of words is 4544
    Total number of unique words is 1628
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 02
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1653
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 03
    Total number of words is 4833
    Total number of unique words is 1610
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    67.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 04
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1662
    42.4 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 05
    Total number of words is 4878
    Total number of unique words is 1550
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    69.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 06
    Total number of words is 4713
    Total number of unique words is 1620
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 07
    Total number of words is 4845
    Total number of unique words is 1562
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 08
    Total number of words is 5061
    Total number of unique words is 1418
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    65.7 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 09
    Total number of words is 4929
    Total number of unique words is 1480
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 10
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1527
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 11
    Total number of words is 4868
    Total number of unique words is 1608
    45.6 of words are in the 2000 most common words
    61.7 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 12
    Total number of words is 4808
    Total number of unique words is 1479
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 13
    Total number of words is 5004
    Total number of unique words is 1467
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    67.8 of words are in the 5000 most common words
    76.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 14
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1470
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 15
    Total number of words is 4834
    Total number of unique words is 1600
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 16
    Total number of words is 4838
    Total number of unique words is 1716
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 17
    Total number of words is 4862
    Total number of unique words is 1600
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 18
    Total number of words is 4912
    Total number of unique words is 1497
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 19
    Total number of words is 4872
    Total number of unique words is 1548
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    62.2 of words are in the 5000 most common words
    71.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 20
    Total number of words is 4921
    Total number of unique words is 1541
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 21
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1554
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 22
    Total number of words is 4904
    Total number of unique words is 1517
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 23
    Total number of words is 4767
    Total number of unique words is 1576
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 24
    Total number of words is 4910
    Total number of unique words is 1529
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 25
    Total number of words is 4990
    Total number of unique words is 1623
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 26
    Total number of words is 2446
    Total number of unique words is 890
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.