Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 05

tiltrods for at Følelsen kan være høit stemt. Jeg kunde ikke finde
mig i de theatralske Fagter, det ikke naturlige Talesæt, de slæbende
effectfulde Skridt i de sirlige Ridderstøvler, al den Mangel paa
frisk Liv og virkelig Høihed, og saa de legetøisagtige Decorationer.
Nu, Fru Heiberg har jo holdt lange skjønne Taler over den skjønne
Plastik i theatralske Stillinger, og sand Kunst i Bournonvilles
Arrangementer; jeg har altid ønsket, at de Mennesker vilde lade alt
det Væsen fare, tage Tingen mere ligefrem, spille saa lidt som
muligt, men være som naturlige Mennesker er og tale af fuld Følelse
som man taler, naar saadanne Ting skeer, og endelig indskrænke sig
til at betegne Scenen med et skjønt Bagtæppe. Som Hellenerne gjorde,
det er jo det disse høie Muser lære, naar Tæppet gaaer op. »Det
kommer af, at De for sjælden besøger Theatret. Man lever sig ind
deri --« bemærkede engang Hartmann, da jeg beklagede mig for ham
over disse Ting. Han kan have Ret, men jeg ønsker ikke at leve mig
ind deri. Dengang havde jeg ganske vist ikke tænkt saaledes over alt
dette, ligefuldt stødte dog det samme mig.
Saa var det den 10. Mai 1834, at et høit Flyttelæs agede ud af
Vesterport med Broder Christian, mig og en skikkelig Tjenestepige
siddende foran paa en Sæk. Pigen var vor Veninde, hun havde af
Kjærlighed til Moder fulgt os fra Kolding. Moder havde altid Lykke
med saadan Kjærlighed. Hun fik ogsaa nogle Aar efter Pigen godt gift
med en flittig og trofast Skræder, og lønnede hende dermed for hendes
Hengivenhed.
Vi kjørte den lange Sommerdag, til vi ved Solbjergstid fik at see den
røde Aftenhimmel bag Domkirkens Taarne, og den vide Udsigt over den
blanke Fjord og dens skovklædte Næsser.
Da vi holdt udenfor det røde Hus paa Hjørnet af Graabrødrestræde og
vi stormede ind gjennem de smaa Stuer og ud i den ikke saa lille
Have, og saae alle Træer saa hvide og rosenrøde af Frugtblomster som
en eneste duftende Blomsterbuket, var alle Dagens Besværligheder
glemte. Det nye Hjem var et Paradis, og vi sov trygt paa de
Madradser, den gode Pige bredte ud for os paa Gulvet. Næste Dag
skulde Moder og Søster følge efter med Dagvognen.
Den Nat brændte Frederiksborg, det vil sige Byen Hillerød, thi
Slottets Brand indtraf 25 Aar efter -- og at Morbroders Hidsighed ved
denne Leilighed kostede ham hans Embede som Skolens Rector, blev for
vor Familie den sørgelige Følge deraf. Det var saa nærved, at det var
blevet dertil og ikke til Roskilde vi var komne den Aften, at der
allerede var udseet en Bolig til os, og den brændte.
Det var upaatvivlelig i alle Maader rigtigt, at det ikke var
denne Broder, hun var tyet til. En anden Broder havde hun derimod
megen Støtte af i denne Periode. Det var Frederik Tauber, som var
Stiftspræst ved Vallø Kloster. Hos ham tilbragte vi i de Aar vi var
i Roskilde vore Sommerferier, og da han var Enkemand og i høi Grad
elskede Moder, havde hun frit Raaderum i hans Hus. For os Drenge var
dette skjønne og eiendommelige Sted med sit imponerende Slot, sine
rige Haver og sine herlige Skove en stor Ting.
Men tilbage til Roskilde, min Slægts minderige Hjem.
Strax opgik Byens Herligheder ikke for mig. Jeg var altfor opfyldt af
jydsk Naturskjønhed, Roskilde syntes mig i alle Maader mere kjedelig,
det vil sige, mindre stemmende med mine romantiske Griller, end
Kolding.
I Skolen blev jeg og min Broder henviste til næstøverste Klasse, og
det lykkedes mig virkelig uden stor Uleilighed siden at holde min
Plads som den tredie i dette Hold.
Den første var den altid i sit Arbeide som i sit Væsen fuldfærdige
Carl Liebe, den anden min Broder, og jeg havde saameget lettere ved
at være den tredie, da de øvrige var nogen Stympere. Jeg var tilfreds
og gjorde ikke Fordring paa mere, jeg havde altid beklædt samme jævne
Stilling. En anden Sag er, at jeg ligefuldt ifølge det Forbehold,
hvorved min Selvfølelse altid i det Usynlige gjorde en ganske anden
Person af mig, end jeg var i det Aabenbare, intet Øieblik tvivlede
om, at mit indre Menneske stod høit over enhver Formands, hvorlidt
jeg end vidste, hvori dette indre Menneskes Værd egentlig bestod.
I Kolding var der en af Kammeraderne, med hvem jeg havde indgaaet
et af det Slags Drengevenskaber som kan nærme sig til det Sværmeri,
hvormed unge Piger tidt elske hinanden. Carl Liebe blev nu den anden,
hvem jeg kom i et saadant Forhold til. Da nu Alderen var skreden
noget frem, hvorvel man endnu var i Trøien, bestod vor Fortrolighed
i det, hans Hu mest stod til, at vi betroede hinanden, hvilke Damer
vi sværmede for. Jeg havde ganske vist intet virkeligt at betroe, men
han bar paa et flammende Hjærte, og jeg maatte for ikke rent at staae
tilbage, see til, hvad jeg kunde opdrive.
Min anden Ven, men ingenlunde saaledes »erklæret«, kun i et ligefrem
naturligt kammeradligt Forhold, var min nuværende kjære Svoger, Søren
Thrige, i alle Maader en Modsætning til Carl Liebe. I Skolen var han
et Aar forud for mig. Men i Hjemmet kom han til at staae mig desto
nærmere.
Allerede efter et halvt Aar blev vi flyttede op i den øverste Klasse,
der ligesom i Kolding var treaarig. Jeg kom derved til at gaae i
Klasse ogsaa med dem, der var to Aar forud for mig. Blandt dem var
der adskillige, der vandt mit Hjærte og som jeg følte mig æret ved at
kunne knytte mig til.
Der var Emil Mynster, en Neveu af Biskoppen. Han fik siden en saa
afgjørende Indflydelse paa min Charakter, at jeg noksom kommer
tilbage til ham.
Der var Christoffer Hage, siden Chef for et Handelshus i Nakskov, og
Fader til den Politiker af samme Navn, som nu er et saa fremragende
Medlem af Folkethinget. Han udmærkede sig ikke i Skolen, men hans
venlige og trofaste Væsen gjorde mig ham overmaade kjær.
Der var endelig Rudolf Puggaard, hans Fætter, hvis praktiske Evner,
maaskee ogsaa Rigdom, sikkrede ham en Del Overlegenhed over os andre.
Han havde en smuk Baad paa Fjorden, og jeg blev hans Seilkammerad,
en Idræt der ganske passede for mit Sind. Jeg erhvervede mig nogen
Sømandsdygtighed og blev hjemme mellem de forblæste Skrænter og
yndige Skovvige, Fjorden er saa rig paa, fyldte min Sjæl med alskens
frisk Veir, og var stolt af at kunne tage det op med Fiskerne i at
bestemme Kursen efter enhver Landkjending.
I Skoletimerne havde min Lærer ingen Glæde af mig. Min Efterladenhed
og urolige Natur var og blev i al min Skoletid uforbederlig. Jeg
forberedte mig meget lidt paa mine Lectier, vidste knap hvad vi havde
for; fandt derfor ogsaa paa alle de Kneb og Optøier, som den Slags
Drenge faae Timen til at gaae med. Dog gjorde jeg god Fremgang,
da jeg arbeidede desto flittigere paa, hvad jeg havde Lyst til;
læste enhver Bog der faldt mig i Hænderne, dannede mig adskillige
selvstændige Studier, og fremfor alt selvstændige Meninger, som jeg
ikke forsømte at forfægte som videnskabelige Resultater. Der var
ganske vist ingen Grundighed deri, men nok af Iver og Begeistring, og
ved Examen kom det mig tilgode. Jeg vidste ufuldkomment nok, hvad der
skulde vides, men vidste paa den anden Side noget mere. Jeg forstod
fortræffelig at benytte Øieblikkets Indskydelser, og kjendte ikke til
Ængstelse.
Denne Drift til at vide mere tiltalte adskillige af mine Lærere. En
Adjunkt Hansen, som skulde lære os Christendom og Mathematik, var
ikke synderlig heldig i nogen af Delene, men han var en god Mand
og havde flere Interesser. Han lærte mig Botanik, der saa lidt som
nogen anden Naturvidenskab hørte til Skolens Fag. Sommereftermiddagen
at strøife Egnen rundt med ham, og i hans Hjem at granske i Flora
Danica, var efter mit Sind. Endnu mere alene med sin Blikkasse paa
Ryggen at blive borte i Moser og Grøfter, følge Bækken gjennem tykt
og tyndt og glemme Tiden for at finde hvad der skulde voxe netop i
den Skov, og blive liggende ude paa Skrænterne med de vide Udsigter.
Saa blev der ingen Tid til at tænke paa Lectier og Stile for den
der altid kom for sildig hjem. Skolearbeidet maatte gjøres i
Mellemtimerne, som det kaldtes, de Tider der tilbragtes med at vente
paa Lærerne, der ogsaa kom for sildig.
En anden Adjunkt, Agerup, en høist elskværdig og aandfuld Mand, der
døde i sin beskedne Stilling, tog sig ogsaa af mig. Om Vinteraftener
tog han mig hjem til sig, og vi sad da til efter Midnat og studerede
Hebraisk. Davids Psalmer og Profeternes Taler begyndte at høine sig
over mine andre Idealer; baade Sprog og Indhold var mig for svært,
men netop at jeg ikke kunde magte det, gjorde at jeg ikke kunde
modstaae det. Ved saadanne Ting husker jeg ikke, at min Broder
var med; vistnok fordi han var tilstrækkelig beskjæftiget med sit
Skolearbeide, som han besørgede ganske anderledes samvittighedsfuldt
end jeg.
Mit Forhold til ham har altid bedrøvet mig, gjør det ogsaa nu, da
han er i Evigheden, endog langt mere end før. Jeg har ikke været ham
saa god en Broder, som jeg burde, og som han fortjente. Hvergang
jeg tænkte paa ham, elskede jeg ham, men jeg tænkte for lidt paa
ham. Jeg var altfor optagen af mine egne Lyster, til at kunne lægge
Mærke til, at han trængte til et fortroligere Forhold. Bedre gik det
heller ikke, da vi kom fra hinanden; Moder maatte stadig minde mig
om, at jeg skulde skrive til ham. Naar jeg saa gjorde det, vaagnede
Kjærligheden, og jeg skrev i min kjærligste Tone.
Han følte sig tilsidesat, og da han havde god Gave til at see sig
selv i mørk Belysning, blev de stærke og tidt pudsige Udtryk, som han
brugte derom, til noget mere end Spøg. Han var den af os, der mest
lignede vor Fader baade i Sind og Udseende.
Moder skiftede altid Vind og Sol fuldkommen ligelig mellem sine Børn.
Hvad hun i sit Hjærte tænkte om mig, er jeg ikke istand til at sige,
end ikke i den Tid, da vi kom i et ganske anderledes fortroligt
Forhold til hinanden. Jeg skulde troe, at hun endog i min Manddoms
Dage har næret en Del Ængstelse for mine farlige Veie, sagtens da
endnu mere dengang. Hun gjorde da, hvad der var rigtigt, hun nedsatte
mig i sine Ord, fordi jeg selv satte mig saa høit. Christian trængte
derimod til at støttes, og naar han sad med sit krøllede Hoved paa
hendes Skulder, og sagde: »Jeg vil være hos Moder, for hun holder
mest af mig,« var det ikke uden Grund, at hun kaldte ham sin bedste
Søn. Vi andre gjorde det ogsaa, og mens vi gjorde vor Ret gjældende
til ogsaa at have vor Del i ham, blev det vor familiære Talemaade at
kalde ham »vor fælles.«
Veninder havde vi ogsaa, men jeg havde ikke den Fornemmelse, at jeg
havde nogen Fremgang hos dem. Jeg var paa Kothurnen, og fandt ikke de
unge Piger værdige til at beundre dette Fodsmykke. Saa veltalende jeg
var i den lærde Kreds, saa kjedsommelig var jeg i en Selskabsleg. Kun
een af dem var jeg en virkelig Beundrer af, og nærmede mig til hende
kun med Ærbødighed. Hun fortjente det ogsaa, det er Margrete Thrige,
Søster til min Svoger Søren.
De hørte hjemme i Rectorboligen, og den var dengang et velsignet
Hjem. Den hvidhaarede, men endnu fuldkommen kraftige Fader var god
at komme til og hans Hustru var ret en Typus paa den Art Mødre, hvis
kjærlige Omhu og forstandige Raad enhver veed, man frit kan tage til
saameget man behøver.
Den ældste Datter -- ikke dog hendes, thi Bloch var anden Gang gift
-- var Sørens og Margretes Moder, Enken Margrete Thrige, et fint og
elskeligt Væsen. Det var hende vi med ærbødig Forundring hørte om,
at hun havde været den »Blonde Rene,« som Poul Møller besang for
»sit smalle Liv og sin Jomfrugang,« og som vi nu saae som den, »der
dulgte et Lig af sit yndige Bryst bag en sort Modest.« Men hun dulgte
visselig ikke sit af mild Kjærlighed spillende Ansigt, det var i høi
Grad værdt at see.
I hendes Bolig i Rectorgaardens øverste Etage med den store Udsigt
over Fjordens Skove og Bugter og den uendelige Solnedgangshimmel,
havde vi vore gladeste Sammenkomster. Indtil hun, til vor Sorg, anden
Gang giftede sig med den høist eiendommelige og i vor slesvigske
Politik saa hæderlig bekjendte Christian Paulsen, og fulgte ham til
Kiel, hvor han var Professor.
I Skolen var Bloch en mærkelig Patriarch. Hans Sind var saa mildt, at
han ikke mellem alle sine uarticulerede Mellemlyde kunde faae nogen
af de skruppende Ord frem, som vi saa godt kunde trænge til; kun i
en Vindueskrog kunde han hviske en faderlig Formaning til en Synder.
Han havde intet af min Faders Vid, dog kan jeg ikke sige andet end
at hans ubehjælpsomme Ord gjorde lige saa stor Virkning paa mig som
Faders morsomme. Vi nænnede ikke at bedrøve ham, men benyttede os
dog af hans Distraction, naar han henrykt gik op og ned i Klassen
og foredrog Horats, som han kunde udenad, eller naar han glemte os
over Beundring for Ciceros Rhetorik. Stor Lærdom havde han, men at
han egnede sig til at give sine Disciple Kjærlighed til den skjønne
Oldtid, synes mig ikke. Jeg kunde ikke godt andet end at finde, at
en Mand der alle sine Dage havde fortolket Verdens aandfuldeste og
mest veltalende Skrifter, gjerne deraf selv kunde have faaet noget
mere Aand, og være bleven idetmindste saa veltalende, at han kunde
udtrykke sig ordentlig. Men det lykkedes i Reglen ikke for den Slags
Filologer, dertil stode de det bevægede Liv og naturlig Tale for
fjernt. Hvilket ogsaa viste sig i, at de langt mere sværmede for
latinske Snirkler end for Homer og Herodot.
En ganske modsat Mand var Overlæreren Johannes Hage. Jeg saae
ham i en ulykkelig Periode, da han sønderknust ved Tabet af en
høitelsket og efter Sigende yndig Hustru ikke var sig selv mere.
Som et Kummerens Billede saae vi den rødhaarede, magre Mand i den
tarvelige graa Dragt hverdag liste hen paa Kirkegaarden og staae
og vride sine Hænder ved hendes Grav. Og paa Skolen kom han, sent
nok, slentrende som det fæleste Billede paa Vranteri, jeg nogensinde
har seet; skjældte os ud for snavsede og ækle Drenge, vi var, hug
os Stilebøgerne i Hovedet, og satte sig med Haanden under Kinden,
stønnende at han ikke kunde udholde at tale til saadanne Lømler.
Men naar han tilstrækkelig havde faaet os indskjærpet den for os
ganske morsomme Sandhed, at han vilde være fri for at høre os, hvad
vi havde at sige, var Vaas, saa tog han dog sig selv til at tale.
I Begyndelsen søvnig og snærrende, men alt som han glemte os over
sit Æmne, steg Foredraget til saa glimrende Skildringer, at jeg
ingen Lærer har lyttet til med mere Velbehag eller lært mere af. Han
var en ny Tids Mand, og enhver Ting han berørte, faldt alt gammel
Skoleskimmel af.
Domkirken -- ak ja! Forhaabentlig gjemme dens Hvælvinger ikke blot
Mindet om døde Konger, men ogsaa om levende Christendom, men det
sidste var den Tid rigtignok kun et Minde, og snart lige saa dødt som
Kongerne. Dens to Præster var ligesom Præsten ved Fruekirke af den
sørgelige Race, som unegtelig gjorde sig fortjent til at affærdiges
med det fæle Udtryk: Døden paa Prædkestolen. Det eneste, jeg veed
at sige til deres Undskyldning, er, at saaledes og ikke anderledes
var Præster dengang. Mynster roser sine første Prædkener, dog er jeg
bange for, at den Tid han læste dem op, er det ikke lykkedes hans
Tilhørere at opdage deres Værd.
I Roskilde blev der harpet Fjerdingprædkener af, og snøvlende sunget
vandede Psalmer som andre Steder, medens en enkelt agtbar Smaamand
eller gammel døv Kone saaes i Krogen af de tomme Stole. Kun den
øverste Stol var fuld af en af Skolens Klasser, som morede sig med at
skjære deres Navne i Pultbrættet, eller tankeløst at gloe paa de sære
Epitafier og Prædkestolens malede Uglebilleder.
Jeg maa kunne forskaffe en Attest paa, at jeg i April 1835 -- for
at følge min Broder, altsaa atter for tidlig -- har paa Kirkens
kolde Gulv givet min Haand paa den gamle Trosbekjendelse, men huske
det kan jeg ikke. Det eneste jeg mindes af alt hvad der angik min
Confirmation, er foruden at min Tante forærede mig en Brystnaal i
Form af en Nøgle, at der bag Domprovstens Sofa hjemme i hans Stue,
hvor han særskilt læste med os latinske Drenge, hang et Europas
Kort med en mørk fidtet Stribe henover Middelhavet, frembragt af
hans Nakke; og at han til den høitidelige Dag forud havde sagt os,
hvad Stykke vi skulde høres i paa Kirkegulvet, og den Lectie blev
upaaklagelig læst.
Hvad Kirken angaaer, saa var det først Architekturen der slog mig.
Den gjorde et stærkt Indtryk, skjønt jeg allerede dengang undrede mig
over, hvor skjæve og uregelmæssige Hvælvingerne ere. Dernæst var det
Musiken. Ikke Menighedssangen, den var der intet af, men Choret og
Orgelet.
Det første blev ledet af, eller rettere var skabt af Cantor Hartmann,
en egen gammel Bjørn, hvis Elefanttrin dundrede i alle Hvælvinger og
som indgjød Angst blot man saae ham; men han forstod, hvad kun faae
gjør, at faae det skrigende bort af Drengestemmer, og bringe de klare
Soprantoner frem med den uskyldige Klang, som gjør et saadant Chor
saa henrivende. Skade, at den Slags Chorsang er bleven afskaffet i
Kjøbenhavns Kirker, den hørtes dog endnu, da jeg var Præst der.
Og Orgelet, det fik at føle, hvem der slog det, det mærkeligste af
alle Mennesker, Mathison Hansen. Han var dengang ung, og Kjendere
mente, at ikke al hans Musik var god; men vidunderligt var det
dog for os at høre, naar han hele Timer igjennem fortabte sig i
Fantasier, mangen Gang vilde, endog burleske nok, men dog igjen saa
usigelig henrykte, og saa majestætiske, at det lød som gav selve
Kirkens Sjæl sig Luft i dem. Noget af den havde han i sig, dog ikke
meget, men som Kunstner en Divination af hvad den maa være. Han kom
en Del hjem til os, baade for Selskabs Skyld, og fordi han skulde
lære min Søster og mig Musik. Hun lærte adskilligt, men med mig gik
det som i Kolding. Musiken slap mig altid af Hænde som en Aand, jeg
dog helst af alt vilde fange.
Weyse kom i den Tid meget til Roskilde, han havde en Ven i Hertz,
Præsten for Frue Kirke af Bjerget, som var musikalsk begavet, havde
en rummelig Præstegaard ved Domkirkepladsen, stor skyggefuld Have,
god Velstand og et godt Bord, Ting Kunstnere ikke pleie at forsmaa.
Det var en Fest at sidde i en Krog af Kirken og lytte til den store
Kunstners Orgeltoner, naar han paa Sommer-Eftermiddage havde ensomt
trukket sig tilbage til Kirken. Det var for mig, hvad Musik altid
har været, den fuldkommen rene ophøiede aandelige Skjønhed, som
hensætter mig i en anden Verden. Om den i ethvert Tilfælde virkelig
er det, kan jeg ikke bedømme, der gives jo ogsaa ringere Musik, men
er dens Indhold kun af ideal Natur, er den altid for mig et himmelsk
Trylleri. Jeg forstaaer det som Orpheu's Tilhørere, Træerne og
Stenene.
Jeg havde Domkirkepladsen og den store Udsigt mod Nordvest daglig
for Øie. Vi var fra Hjørnet af Graabrødrestræde flyttet til det
gamle Bindingsværkshus som støttet til den lille gothiske Bygning,
der dengang var Gymnastikhus, nu er Bibliothek, gaaer hen mod
Provstegaarden. Der beboede vi først den ene, siden den anden af
Leilighederne ovenpaa, venlige smaa Værelser med de herligste
Solnedgange.
Der foregik meget der, baade indre og ydre Liv, og endnu mere af hvad
jeg kommer til i næste Afsnit. Saa tarveligt end Moders Hus var,
blev det dog ikke saa lidt søgt, baade af Ældre og Yngre. I en lille
By, hvor man mere frit kan følge sin egen Lyst, er i Almindelighed
Mennesker mindre skaaren over een Kam end i Hovedstæder, og om
Roskilde end deri maatte staae tilbage for det gamle Kolding, var
der dog nok af mærkelige Skikkelser, som mine Tanker møde, naar de
søge tilbage til det gamle Hjem, men de har havt for lidt Indflydelse
paa mit Liv til at det kan lønne sig at omtale dem.
Aarene gik, og om jeg end ikke blev ordentligere i Skolen, blev jeg
dog mere arbeidsom hjemme. I Mangel af bedre Oplysninger er jeg
nødt til at betragte det som et Vidnesbyrd om at Skolelærdommen og
dens Frugt ikke havde interesseret mig saameget som den burde, at
jeg ikke er istand til at huske noget af hvad der vedrører Afgangen
fra Skolen og Adgangsexamen ved Universitetet. Havde jeg ikke havt
endnu opbevaret det selvfølgelig i den skjønneste Latin affattede
Testimonium, som Bloch medgav mig, og af dettes Datum, 27. September
1837, kunnet see, naar Skolelivet fik Ende, og af Datidens Skik
kunnet slutte, at jeg maa have taget Examen artium i de første
Dage af October; og endelig af den Charakterliste, som heldigvis
ogsaa findes, kunnet overbevise mig om, at jeg dog udmærkede mig i
adskillige Fag, endog i Latin, og kun i latinsk Stil stod tilbage,
vilde jeg ikke engang have kunnet gjøre saameget Regnskab for denne
Overgang i mit Liv.
Medens altsaa de lærde Præstationer for største Delen er slupne
bort gjennem et Hul i min Hukommelse, mindes jeg bedre Kjørslen til
Kjøbenhavn i Selskab med de fire Commilitones, thi vi »optimæ spei
adolescentes« var kun fem i Flok. Afskeden fra Hjemmet var let, vi
kunde jo saa snart vende tilbage; Veien gik naturligvis saa lystig
som muligt, den visiterende Toldbetjent ved Vesterport blev hilst med
et »omnia mea mecum porto«, og et Latterchor; vi gjorde det bekjendte
snevre Sving gjennem Gaasegaden, og holdt udenfor den anselige
Gaard paa Vandkunstens Solside, hvor Tante Christine Møller med sin
sædvanlige moderlige Forsorg havde det Kvistværelse istand til os,
som blev min Broders og min første Bolig i Kjøbenhavn.


ANDEN BOG.
UNGDOM.


FØRSTE KAPITEL.
THEOLOGI OG ÆSTHETIK.

En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket
forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller
Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers Øine, men ogsaa
i Ens egne ud som var det en mægtig Forskjellighed, dog maa man
tage sig iagt for begge Slags Øine. De er meget ungdommelige. Jeg
troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan
forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.
Heller ikke var jeg endnu færdig med det Præliminære, paa Dansk,
Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det første Aar endnu
tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hørte
Historie, Hebraisk og noget høiere Mathematik, og en filosofisk
næste Sommer, hvortil hørte noget Fysik og Astronomi. Kunde man til
Filologien saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen
Haand, kunde det føre til Udmærkelse.
Jeg tænkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang,
som man ikke turde forsømme, at da det var morsomt at komme sammen
med saamange nye Ansigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine
Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lærdommen dog havde
faaet Charakteren af et friere Studium, behagede den mig mere.
I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed
Persius's Satirer og Sofokles's Antigone. Og da Filosofiens Tid kom,
fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige
Bøger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag --
en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende
Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev
saa overfyldt baade af ældre Studenter og ikke Studenter, at vi, som
var de mindste, blev presset ind mod Væggen eller maatte krybe op i
Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med
Udmærkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.
Det sidste Efterslæt af Skolelærdommen var altsaa bragt i Lade, og
jeg stod overfor Livets store Spørgsmaal: Hvad skal du blive til?
Nu maatte min Sjæls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde
vise sig, om der var nogen Sandhed i den Røst, der altid havde
hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog
noget selv! Hvad vilde jeg da?
Ungdomsdrømme er Anelser om et høit Maal, men hvilken Skikkelse
Maalet har, hvilke Veie der føre til det, og hvor Foden skal sættes
Skridt for Skridt, forstaaes først naar Maalet forlængst er valgt.
Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vælge? Hvor
ligge dine Evner? Hvad vil du være og blive til?
Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv
vidste ingen Ting. Mine Idealer havde været Drømme, der nu svandt for
Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive
Kirkens Mand.
Men hvorledes bliver en saadan afgjørende Sag kundbar for et famlende
Menneske? Jeg tænker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som
spæde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom
i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog
kan det have vidtrækkende Følger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da
han saae den Dreng, hun havde født ham, udbrød: Han har et Par gode
Næver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prædikestol.
Tilfældige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjælen er Sangbund for
dem. Dette maa der have været hos mig, thi skjønt jeg ikke kan
indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den
Forestilling, at jeg skulde være Præst, saa var den dog, tiltrods for
Mangel paa Christendom, allerede fæstnet hos mig i min Skoletid.
Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller
forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig
paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i
Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet
derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu
mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om
dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig
for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig,
dog har faaet det.
Ligefuldt kom der Betænkeligheder, da Afgjørelsen skulde træffes. Man
har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky
for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betænkelighederne
bestod ikke just i Ængstelse for det hellige Kald, det forstod jeg
mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde være saa meget
andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir
ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og læste i min
hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men
jeg vidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.
Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg
søgte Raad hos, var en Jøde uden Religion, og en Mand, som andre
mindst vilde have søgt til. Men han havde vundet mit Hjærte, jeg
troede paa ham.
Der var i Studenterverdenen en i flere Slægtled velkjendt Litterat,
Israel Levin, en lille sværtbygget, langarmet, platfodet Person
med et stort Hoved og intelligente Træk, en Typus paa sin forkuede
Race. Som bestandige Studenter ofte gjør, søgte han gjerne de
Yngstes Selskab, og var med sin utrættelige Veltalenhed og sin kun
altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring,
underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin særdeles Ven og
pleiede at gjøre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og
den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belærende.
Da jeg saa ved hans Undersøgelse af mit Væsen let kom til at yttre,
hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed,
talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Præst maa være, hvad
Trosliv, Prædikant og Sjælesørger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg
kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori
saadan Sjælekamp blev gjennemført, det vilde klare mine Tanker, og
som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg følte strax,
at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at
denne aandrige Udvei laa ham selv nærmest. Saa fulgte da ogsaa det
andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til.
Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en
virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser
forstod han.
Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter
et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selv at bringe ham. Men
da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for
mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og
Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig
Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig
paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke