Livserindringer - 12

omend ikke i alle Enkeltheder fastslaaet og uforanderligt
Læregrundlag bygget Kirke, og jeg derfor var en ligesaa bestemt
Modstander af den Grundtvigske Præstefrihed, der lod Kirkesamfundet
forsvinde, som af Retninger, der frygtede alt Kirkeligt og
Præsteligt, kunde jeg ikke være blind for den Vanskelighed, der laae
deri, at den hidtil i sine Anliggenders Styrelse aldeles
uselvstændige Kirke skulde modtage sin Forfatning ved en borgerlig
Lov. Der maatte altsaa efter min Mening arbeides hen til, at denne
Forfatningslovs Indhold saavidt muligt fremgik af Kirkens egen Trang
og Overbevisning og kun fik sin ved Tilsagnet om Understøttelse
betingede Sanktion af Statslovgivningen. Jeg maatte derfor
uden Hensyn til, at den ved Forhandlingen og Vedtagelsen af
Grundlovsparagrafen i Forslag bragte udtrykkelige Bestemmelse om et
forberedende Kirkemøde var udgaaet, fastholde den af min Formand i
Ministeriet, Monrad, opstillede Tanke om et saadant Kirkemøde som
nødvendigt til Forberedelsen af en Kirkeforfatning og forlangte i det
første Udkast til en Finantslov, der forelagdes (i den første
Rigsdagssession 1850), en Sum af 10,000 Rdl. til Afholdelse af et
saadant Møde. Efterat jeg baade ved første og anden Behandling havde
udtalt mig i den her antydede Retning, især ligeoverfor Grundtvig og
Tscherning, mod hvilken sidste jeg gjorde gjældende, at den danske
Kirke hidtil i sin Styrelse slet ikke var, hvad han kaldte den, en
Menighedskirke, bevilgedes der 5000 Rdl. Jeg modtog denne Bevilling
med en dyb Tvivl om, hvorvidt jeg enten i det Aar eller i det næste
vilde være istand til at benytte den og til alvorlig at fremme Sagen,
og derfor med stor Bekymring. Jeg saae ikke blot, hvilke stærke og
skærende Modsætninger der i det Øieblik fandt Sted imellem de
fremragende Ordførere i den danske protestantiske Kirke, saasom J. P.
Mynster, Clausen og Grundtvig, men jeg nærede derhos Tvivl om, at der
da overhovedet var et saadant Menighedsliv og en saadan hengiven
Tilslutning til Kirken tilstede hos Folket, at Bygningen lod sig
opføre paa denne Grundvold, og, hvad der for mig personlig var det
Tungeste og maaske bestyrkede og skærpede hin Tvivl om Andre: jeg
følte, at jeg selv, skjøndt paa min Maade inderlig religiøs stemt,
dog ikke stod saaledes paa hele Aabenbaringstroens Standpunkt, at jeg
tillidsfuld, med Fasthed og uskrømtet Alvor kunde deltage i, endsige
lede Forhandlingen om en Forfatning for den evangelisk-lutherske
Kirke i Danmark; jeg vilde ikke nedrive eller svække, men skyldte at
befæste og opbygge; jeg frygtede for at vakle eller at hykle; jeg led
derved stærkt og lod derfor Sagen, som heller ingen Anden dengang
ytrede ret Mod eller Lyst til at tage fat paa, hvile. -- Men udenfor
Hovedspørgsmaalet om Folkekirkens egen Forfatning paatrængte der sig
efter Grundlovens Vedtagelse forskjellige særlige Spørgsmaal, der
angik Berøringen imellem Folkekirken og Personer, der befandt sig
udenfor den, og den disse Personer nu tilkommende Uafhængighed af
Folkekirkens Forskrifter og Former. Efterat jeg allerede i Rigsdagens
første Session 1850 i Anledning af et Andragende fra den mosaiske
Menighed i Kjøbenhavn og en derved fremkaldt Forespørgsel i
Folkethinget havde forelagt et Udkast til Lov om den religiøse
Opdragelse af Børn, der vare fødte i Ægteskab mellem Personer af
forskjellig Trosbekjendelse, og, da Udkastet paa Grund af dets
Fremkomst mod Sessionens Slutning ikke var kommet til Behandling,
havde forelagt det paany i anden Session samme Aar, fremkom der i
denne fra et Medlem af Folkethinget: Overretsassessor Spandet et
Forslag til "Lov om Trosfrihed", der meget mindre handlede om, hvad
Titlen angav, end om alle de Forhold, i hvilke hidtil kirkelige
Handlinger og Former vare satte i Forbindelse med borgerlige
Rettigheder, og som gik ud paa overalt at ophæve denne Forbindelse
paa en Maade, der baade unødvendig og forstyrrende greb ind i
Folkekirkens Opfattelse og Vedtægt og lidet tilfredsstillede den
borgerlige Ordens og Retssikkerheds Krav. Idet jeg nu under første
Behandling af dette Lovforslag paaviste og bekæmpede denne dobbelte
Mangel ligeoverfor den selv meget alvorlig religiøse Forslagsstiller
og hans to fra høist forskjellige Standpunkter udgaaende Kampfæller:
Grundtvig og Tscherning, erkjendte og udtalte jeg ligefremt og
aabent, at der var Punkter og Tilfælde, for hvilke der nødvendig
maatte skaffes nyere og friere Former og Bestemmelser, navnlig med
Hensyn til Ægteskabs Indgaaelse imellem Medlemmer af forskjellige
Trossamfund eller Personer udenfor ethvert anerkjendt Trossamfund og
med Hensyn til Opdragelsen af Børn fødte i slige Ægteskaber, og, da
et Udvalg var nedsat efter første Behandling, meddelte jeg dette et
Udkast til Lov om den saaledes begrændsede Gjenstand, hvori da
ogsaa Indholdet af det af mig forinden forelagte Forslag om
Børneopdragelsen indgik, hvorfor dette bortfaldt som særskilt. Det
nævnte Udkast tiltraadtes i alt Væsentligt af Udvalget og førtes
derpaa til endelig Vedtagelse gjennem en Forhandling, som jeg
saameget mere maatte lede baade med Kraft og Forsigtighed, som den i
Udkastet ligefrem foreskrevne Form af rent borgerligt Ægteskab fandt
ringe Sympathi hos Justitsministeren og aabenbart bekæmpedes af min
Kollega Clausen, idet han sluttede sig til et Forslag, der søgte at
bevare et tomt Skin af præstelig Medvirkning. Medens jeg i
Folkethinget havde maattet kæmpe for Lovens Indskrænkning til det
Nødvendige og for Skaansel af det Bestaaende, hvor ingen Forandring
var fuldt nødvendig, maatte jeg omvendt i Landsthinget føre en meget
skarp Kamp imod Ørsted og Blechingberg, der stædigen afviste enhver
Reform. Erfaringen har vist, at den aabnede Udvei, som jeg siden
administrativt maatte supplere ved en af mig selv affattet Formular
for den borgerlige Vielse, da var aldeles tilstrækkelig for Formaalet
og ikke har beredet nogensomhelst Vanskelighed eller Uorden. Den
heftige Bevægelse, som det Spandetske Lovforslag havde fremkaldt i og
udenfor Geistligheden, lagde sig ogsaa snart[66]. Et af Pastor
(senere Biskop) Kirkegaard i Landsthinget i første Session 1850
indbragt Forslag om Menighedernes Ret til Indførelse af nye
Psalmebøger bortfaldt ved anden Behandling i Henhold til en af
mig afgiven Erklæring om, hvilken Myndighed jeg troede, at
Administrationen i denne Retning havde, og om hvorledes jeg for min
Del vilde benytte denne Ret. Hele Forhandlingen var ført i velvillige
Former[67].
{[66] Imellem dem, hvem det Spandetske Lovforslag i høi Grad havde
ængstet, var ogsaa den fromme Enkedronning Marie Sophie Frederikke,
der i den Anledning kaldte mig til en Audients, ved hvilken jeg
første Gang havde den Ære at tale med hende. Fornemmelig paa Grund
af Hendes Majestæts Tunghørighed havde hun ved Audientsens Slutning
Forestillingen om en ikke lidet større Enighed imellem hende og
mig, end der virkelig fandt Sted; men jeg troer ikke, at hun
vrededes over det endelige Udfald.}
{[67] Ved kongelig Resolution af 13de April (Raadstueplakat af 24de
April) 1851 gjennemførtes en for Kjøbenhavn ikke uvigtig, men
vistnok Kirken selv saare lidet berørende Foranstaltning, nemlig
Forbudet mod al fremtidig Begravelse paa Kirkegaardene inde i den
gamle By.}
Under Kultusministeriet henhører som bekjendt dels den egentlige
Bestyrelse, dels Tilsynet med Brugen og Benyttelsen af store
Indtægter og Eiendomme, der ere henlagte til Kirkens og
Geistlighedens og til de høiere Undervisningsanstalters Underhold. At
jeg med Hensyn til den store Kapital- og Godsformue, som tilhørte
Universitetet, Kommunitetet, Sorø Akademi og den almindelige
Skolefond, strax og fuldstændig anerkjendte den samme Ret til Kontrol
og Bevilling hos Rigsdagen, som denne udøvede med Hensyn til den
almindelige Statsformue, finder vel nu Enhver naturligt og
nødvendigt; i 1849 og 1850 fandtes der ikke ganske faa eller
ubetydelige Mænd, der troede, at jeg deri gik for vidt. Desto
bestemtere hævdede jeg navnlig under den første Finantslovs
Behandling og kunde jeg hævde Berettigelsen og Hensigtsmæssigheden af
at respektere og beholde Fortidens Overlevering i denne Henseende og
forsvare de enkelte Stiftelsers Ret og Krav. Jeg henviser herom til
Folkethingstidenden for 1ste Session 1850 Sp. 636 om Universitetet,
Sp. 539 om polyteknisk Institut, Sp. 4088 om Sorø, navnlig om Skolen
ligeoverfor Akademiet, og om den lærde Skoledannelse, jvf. Sp.
4097[68]. Den samme Betragtning førte mig da ogsaa til den
Overtydning, at den Lov, der for Statsdomænernes Vedkommende vedtoges
om Fæstegodsets Overdragelse til Brugerne som Eiendom i Henhold til
tidligere Antydninger og Tilsagn, ogsaa maatte finde Anvendelse paa
det Fæstegods, der tilhørte de under Kultusministeriet henlagte
Stiftelser, navnlig Sorø Akademi, og jeg forelagde henimod Slutningen
af den anden Rigsdagssession i 1850 det hertil sigtende Lovudkast og
gjentog det, da det dengang ikke kunde komme til Forhandling, i 1851,
hvor det dog først blev endelig vedtaget efter min Udtrædelse af
Ministeriet efter en temmelig udførlig Forhandling om en særskilt
Afdeling af det soranske Fæstegods, det saakaldte Kalkreutzske Gods.
At jeg som Udøver af Godseierretten gjorde mig den største Umage for
at forbinde Billighed og Humanitet med Agtelse for en Eiendomsret,
der ikke var min egen, er jeg mig bevidst, og den eneste Klage, der i
Folkethinget fremdroges over et ganske enkelt Tilfælde, var det mig
let fuldkommen at afvise. Den Vanskelighed i Kreditforholdene, som
Begivenhederne i 1848 og den fortsatte Krig medførte, gav mig
Anledning til i Forvaltningen af Stiftelsernes, navnlig Sorøs,
Kapitaler at bevilge Lempelser, der uden Skade for Stiftelserne
lettede Privates Forlegenhed. -- Hvad angaaer de til de geistlige
Embeder henlagte Eiendomme, gjorde der sig i Tilslutning til den
almindelige Opfattelse af Landboforholdene en noget større
Tilbøielighed end tidligere gjældende til at afhænde til Selveiendom
eller Arvefæste Annex- og Mensalgods eller overflødige eller
ubekvemme Præstegaardsjorder, men med streng Omhu for Kaldenes
Interesse. Paa et gjentaget og indstændigt Andragende fra Grev Knuth
til Knuthenborg om at afhænde ham Tienderne til Kirkerne paa hans
Grevskab, forat han kunde bortsælge Bøndergaardene frie for
Kirketiende, ansaae jeg mig slet ikke berettiget til at gaae ind uden
Lovhjemmel og fandt heller ikke Afhændelsen økonomisk forsvarlig,
uagtet Greven tilbød en efter de daværende Sædpriser tilsyneladende
uforkastelig Kjøbesum. Erfaringen har vist, at min Betænkelighed var
vel grundet.
{[68] Ved samme Finantslovsbehandling havde jeg Leilighed til at
afvise adskillige Misforstaaelser og uvillige Ytringer om de
geistlige Embeders Indtægter; kun med stor Møie lykkedes det mig af
Fyens Bispestols besparede Indtægter at faae 2000 Rd. bevilgede til
Understøttelse for aldeles utilstrækkelig lønnede Præsteembeder.}
En saare vigtig Gjenstand for Kultusministeriets Omhu er den
tilbørlige Besættelse af de derunder henhørende Embeder, især de
saare talrige geistlige. Jeg gjorde mig med Hensyn til de sidste al
Umage for -- med Benyttelse af Biskoppernes Erklæringer, forsaavidt
jeg fandt disse bestemte og paalidelige, -- at forene Hensynet til
Dygtighed og til visse Embeders særlige Krav med Aldershensynet;
medens jeg rigtignok troer, at det var uberettiget, naar en Præst
ytrede, at han vilde være bleven befordret hurtigere og bedre, hvis
han ikke havde været en personlig Ven af Madvig, er jeg dog temmelig
vis paa, at Ingen er bleven befordret, #fordi# han var en Ven af mig.
Et Misgreb vedkjender jeg mig at have begaaet ved i Begyndelsen for
strengt at opstille og gjennemføre den Regel ikke at befordre Præster
til nye Embeder udover det tresindstyvende Aldersaar, skjøndt en
rigtig Tanke laae til Grund, nemlig at den Præst, hos hvem Alderen
begynder at gjøre sin Indflydelse gjældende, helst bør blive der,
hvor han før har virket med fuld Kraft. -- En særlig og ikke let
Opgave stilledes mig ved i sidste Del af 1850 og i 1851 at skulle
understøtte den slesvigske Bestyrelse i Valget af de bedste Kræfter
til at reorganisere den geistlige Embedsstand og Lærerpersonalet ved
de høiere Skoler i Hertugdømmet; jeg troer, at der i saa Henseende
udrettedes omtrent Alt, hvad der under de givne Forhold kunde
udrettes, og at den hele Række af geistlige og Skoleembedsmænd i
Slesvig har givet et godt Vidnesbyrd om Tillisch's, Regensburgs og
min samvittighedsfulde Omhu. -- Det tilfaldt mig i tre Aar at
foreslaae Kongen Udnævnelsen af fire Biskopper, nemlig i
Lolland-Falsters, Fyens, Aalborgs og Als og Ærøs Stifter. Besættelsen
af Lolland-Falsters Bispestol med Monrad skete dog ikke efter
ganske frit Valg, da han før sin Udtrædelse af Ministeriet af
Konseilpræsidenten, Grev Moltke, havde ladet sig give et Tilsagn om
dette Embede, som jeg, da han fastholdt det, troede at maatte
respektere; for min egen Del havde jeg ønsket, at den begavede Mand
havde oppebiet en anden Leilighed. At ved Indstillingen af Engelstoft
og Bindesbøll til Bispeembederne i Odense og Aalborg mit eget Valg
fuldkommen faldt sammen med Biskop J. P. Mynsters, da jeg
hensynsfuldt overlagde Sagen med ham, bemærker jeg blot, fordi
Mynster, da begge Biskopper indviedes efter min Udtrædelse af
Ministeriet, paa en noget paafaldende Maade tilsidesatte Hensynet til
mig ved ikke at lade mig indbyde til at være tilstede derved. Denne
høitbegavede, men myndige Mand havde ondt ved at forsone sig med den
nye Forfatning og med den Stilling, hvori denne satte ham til en
Minister, som før havde været hans Underordnede ved Universitetet, --
og den hele Forhandling om Grundloven og siden Loven om borgerligt
Ægteskab havde ikke virket formildende[69].
{[69] At jeg ikke blot selv viste Mynster den Opmærksomhed, som
skyldtes ham, men ogsaa forlangte den vist af Andre, derom har jeg
bevaret en ret karakteristisk Erindring. Grundtvig overraskede mig
i 1850 eller 1851 med et Besøg for at udbede sig Tilladelse til en
kort Reise til Sverrig. Da jeg ytrede, at en saadan Reisetilladelse
for Geistlige altid forlangtes hos og gaves af vedkommende Biskop,
sagde han, at jeg nok vidste, at han ikke stod sig godt med
Mynster, og at det derfor var ham ubehageligt at henvende sig til
denne. Jeg svarede da, at personlige Misstemninger slet Intet havde
at gjøre med den regelmæssige Forretningsgang i Embedssager, og
henviste ham til at følge denne. Paa hans yderligere Spørgsmaal om,
hvad der vilde skee, hvis han reiste uden Tilladelse, svarede jeg,
at jeg under andre Omstændigheder neppe vilde have lagt Vægt paa en
ringe Uregelmæssighed, men at jeg nu, da jeg forud var underrettet
om, at han med Forsæt vilde forbigaae sin foresatte Biskop, ikke
vilde kunne undlade, hvis han udførte Forsættet, at give ham en
streng Irettesættelse. Alt ordnedes derefter i tilbørlig Form.}
Det er mig kjært endnu at tilføie et Par Ord om den af mig
gjennemførte Ordning af det kongelige Theaters Bestyrelse, fordi jeg
kan udtale, at Overhofmarskalk Levetzau med en Ro og Anstand, der
siden gik over til virkelig Velvillie imod mig, fandt sig i
Ophævelsen af Theaterdirektionen, hvis første Medlem han var, og at
Geheimeraad Collin, hvem jeg ikke blot agtede høit, men hvem jeg
skyldte Taknemmelighed fra tidligere Dage, baade erkjendte
Forandringens Nødvendighed og fuldstændig billigede det Valg, jeg
havde truffet ved at indstille Digteren I. L. Heiberg til at udnævnes
til Theaterdirektør. Theatret har ikke havt og vil, hvad den
paafølgende Tid noksom har vist, ikke let faae nogen Direktør, der
staaer ved Siden af Heiberg, og det ingenlunde blot i æsthetisk
Henseende, men ogsaa fra Karakterens Side; jeg siger dette saameget
heller, som underordnede Intriguer senere forenede sig med politisk
Misgunst til en ubillig Forfølgelse og et usømmeligt Drilleri imod
Heiberg. -- De Forhandlinger, hvortil Theatrets Budget, saaledes som
det var forelagt i de to første Finantslovudkast, havde givet
Anledning, og en ligefrem Beslutning af Folkethinget foranledigede
mig til at nedsætte en Kommission til Overveielse af hele Theatrets
Stilling til Staten og af dets Økonomi og til Udarbeidelse
af et Lovudkast derom. I denne Kommission, der bestod af
Theaterdirektøren, Finantsbogholder Schiern, Departementschef Weis
og Professor, Folkethingsmand Fenger, delte Meningerne sig imidlertid
saaledes (Heiberg og Schiern mod Weis og Fenger), at jeg selv, efter
først mod Slutningen af September 1851 at have modtaget Betænkningen,
maatte formulere et nyt Lovudkast, som jeg forelagde faa Dage før min
Udtrædelse af Ministeriet. Men, efterat atter det efter første
Behandling nedsatte Udvalg, hvori David og Fenger havde Plads, havde
foreslaaet indgribende Forandringer i Udkastet, viste det sig strax
ved Begyndelsen af anden Behandling langt hen i Februar 1852, at der,
selv uden Hensyn til Rigsdagens ikke fjerne Slutning, kun var ringe
Tro paa idetmindste for Øieblikket at kunne ved Lov hensigtsmæssigen
ordne Theatrets Anliggender i det Enkelte og liden Interesse for det
hele Anliggende baade hos Folkethinget og den nye Kultusminister;
anden Behandling var derfor slæbende og mat, og, skjøndt Overgangen
til tredie Behandling vedtoges med et temmelig stort Flertal, naaede
Udkastet dog ikke til denne Behandling.
For Statens Kunstsamlinger kunde der i de trange Krigsaar ikke let
tænkes paa at udrette Mere end at bringe Bevillingerne til dem i en
fastere og regelmæssigere Form, end de havde havt tidligere, og at
afvende Indskrænkninger paa svævende Punkter, hvilket i det Hele
lykkedes. Da Kongen i 1851 ønskede et extraordinært Tilskud til
Civillisten og der fra Førerne for Bondevennepartiet underhaanden
gjordes ham Tilbud i denne Retning, besluttedes det i Statsraadet
efter Samraad imellem Finantsministeren og mig at afkjøbe Kongen de
af Christian den VIII efterladte naturhistoriske (conchyliologiske)
og archæologiske Samlinger for 200,000 Rd., idet tillige nogle ved
Overdragelsen foranledigede Udgifter, især Pensioner, overtoges af
Statskassen ifølge et af mig derom forelagt Lovudkast.
Det sidste Lovforslag, jeg som Minister indbragte meget faa Dage før
min Udtrædelse, gik ud paa ved en maadeholden Forhøielse af Pensionen
for den kort forud afdøde H. C. Ørsteds Enke at yde den udmærkede
Videnskabsmands Fortjenester en Anerkjendelse. Kun et enkelt Medlem
af Folkethinget reiste en Indvending, som jeg, da som Medlem, let
gjendrev. Det havde været mig en Glæde Aaret iforveien at udvirke
Ørsteds Udnævnelse til Geheimeraad ved hans Afsked fra det
Lærerembede, i hvilket det var lykkedes ham at kaste en saa stor
Glands over vort Land. Et Aar tidligere (i 1849) var det faldet i min
Lod ved Øhlenschlægers 70aarige Fødselsdag at bringe ham Udnævnelsen
til Storkors af Dannebrog. Ved Finantsloven for 1851-52 var det
endelig lykkedes mig at skaffe Digterne H. Hertz og Paludan-Müller
(for H. C. Andersen var der sørget) et livsvarigt Honorar af 1000 Rd.
for hver. At der ved Siden deraf kun tildeltes Chr. Winther 500 Rd.
aarlig, havde sin Grund i den Forudsætning, at der af Civillisten var
sikret ham 500 Rd. aarlig for at have undervist Frederik VII's anden
Gemalinde, en Forudsætning, der destoværre viste sig urigtig, idet
dette Honorar ophørte; for Forfatteren St. Aubain (Carl Bernhard)
blev der sørget gjennem Anvendelsen af de almindelige Midler under
Kultusministeriet.
Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit eget
Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session 1850 en temmelig
betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier.
B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af
ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der
gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og Øerne,
med næsten fuldstændig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen
Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i
Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret til en Mængde
Embeder, hvorved Kongemagten og Centralregjeringen aldeles lammedes
og den betænkeligste Forvirring maatte indtræde. Det var af den
største Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette
Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem,
vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels vistnok
Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist,
saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae
udenfor den daværende Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han
tabte sig under den første Behandling (den 1ste November) i en Række
lidetsigende Detailbemærkninger, billigende, misbilligende og
tvivlende, og det saae næsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en
vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med
ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i
sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at belyse
Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte,
skarpt fremtrædende Hovedpunkter; Følelsen af Sagens Vigtighed gav
mig Kraft, og ved den umiddelbart paafølgende Afstemning ved
Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der
baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med
mere end almindeligt Bifald[70]. Mindre iøinefaldende, men af mere
positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da
den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af
24de Marts 1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen af
1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar,
havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den første
Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om
Pressens Brug, der med ikke uvæsentlige Ændringer gik over til
Folkethinget, men dér, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet
yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom
til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde
Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men
derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier,
Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og
Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette
Forslag stillede Justitsministeren sig under første Behandling
temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe.
Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart
Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side af
Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget uheldigt,
navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af første Behandling
Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling
syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke
at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget
heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik
Beskyttelsen af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod Krænkelser
i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte
tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling
lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling
i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen
og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte,
overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige
mindre Indrømmelser og Lempelser, og, idet de deraf følgende
Ændringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjøndt Clausen
endnu var misfornøiet med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget
med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved
første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte
ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og Blechingbergs heftige
Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres
Meningsfæller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge
Behandlinger og bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige
Gjenstand.
{[70] Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig
nye Benævnelser) viste sig over alt i det Udkast til en
Kommunallov, som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister
selv udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Løbet af
Vinteren 1850-1851. Naar i Statsraadsmøderne, der den Vinter
sædvanlig holdtes om Aftenen i et Værelse paa Kristiansborg, de til
Afgjørelse nærmest foreliggende Sager vare behandlede og Theen
indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation at sige:
"Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et langt, roligt
Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til afbrudt ved en
høist mistænkelig Lyd fra Marineministerens Lænestol. I
Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenørn som Medlem af
Folkethinget sit Forslag til liden Glæde for Thinget og for sig
selv.}
* * * * *
Allerede længe inden Grundlovsforhandlingen var bragt tilende og
Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet deltage i Ansvaret for en
Fornyelse af Krigen, da Tilstandene i Slesvig vare utaalelige og
Underhandlingerne hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken
Retning de end førtes, at ville give et for det egentlige Danmark
endog blot taaleligt Resultat, saalænge de maatte føres paa Grundlag
af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens Forvanskning
tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele Slesvig var i Fjendens
Magt. I Krigsførelsen selv havde naturligvis jeg som de øvrige civile
Ministre kun den Andel, der kunde ligge i at støtte Krigsbestyrelsens
Bestræbelser ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende Rolle
tilfaldt og med stor Dygtighed udførtes af Finantsministeren, og
maaske raadgivende at indvirke paa visse almindelige Planer for
Kampens Ledelse. I sidstnævnte Henseende indtraadte strax en vigtig
Overveielse, idet Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til
den i den danske Hær selv tilstedeværende høiere Krigserfaring og
strategiske Indsigt -- en Mistillid, der specielt rettedes mod
Læssøe, -- forlangte og, ikke med min gode Villie, fik Samtykke til
at indkalde en fremmed, hvilket, da man var udelukket fra Tydskland,
vilde sige en fransk, General til at overtage Overanførselen eller i
det Ringeste udkaste Felttogsplanen. Efter nogen Søgen henvendte
Hansen sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General Fabvier,
der tidligere havde været Stabschef hos Marechal Marmont, og med hvem
Hansen havde gjort Bekjendtskab i Grækenland, hvor Fabvier
organiserede og kommanderede græske Tropper paa samme Tid, som Hansen
i Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere Chef for
Ingeniørkorpset, og Tscherning) var nedsendt til det franske
Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea. Fabvier gjorde ved
Ankomsten til Kjøbenhavn intet gunstigt Indtryk, og den Plan, han her
fremsatte for Felttogets Aabning, maatte ved nogen Eftertanke
forekomme Enhver som et høist besynderligt Indfald. Den gik ud paa,
at en Del af den danske Armee, der forudsattes i sin Helhed ikke at
være istand til ligefrem at møde den fra Holsten over Slesvig
nordefter mod Flensborg og videre fremrykkende fjendtlige Styrke og
optage Kampen med den, skulde landsættes i Svandsen og der indtage en
Stilling, hvor den truede Fjendens høire Flanke og derved hindrede
hans Fremtrængen[71]. Det faldt ikke Fabvier ind, at Fjenden, der
antoges stærkere end vor Hær, naturligvis strax vilde vende sig imod
denne, som, hvis Kampen gik den imod, vilde trænges ned til Kysten og
dér, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe, ialtfald
efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte. Medens i
Kjøbenhavn baade Andre og jeg studsede over denne Plan, for hvilken
Forbilledet syntes at have været Udkastet til en Landgang og et lille
Streiftog af græske Palikarer, udtalte Læssøe, der endnu da var
Stabschef hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i Sundeved
førende General Krogh, da Krigsministeren med Fabvier reiste derover,
en streng og skaanselløs Kritik over Fabviers Planer og Ytringer, ved
hvilken Kritik Hansen, der havde indkaldt ham, ikke berørtes
behagelig og hans Stemning ligeoverfor Læssøe ikke blev bedre. Han
lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i Danmark at
efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i Statskalenderen af det
Storkors, han selv medtog, og de to Ridderkors, hvormed to saakaldte