Livserindringer - 02

Kjøbstadboerne -- min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" d. e.,
saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige
udenfor Byleddet --, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden en noget
større Anseelse. Handelsforbindelsen indskrænkede sig næsten ganske
til Kjøbenhavn, hvorfra de gængse Artikler hentedes, og hvortil
Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var
simpel, men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om
Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskæftigede sig
med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn, der udvidedes til
Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes
til Handelen paa Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra
flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske
Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier. Et tremastet Skib
hørte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel
senere, da man fra Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet
Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere,
især paa Øst- og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de
kaldte "at seile til Skibe", d. e. Kadreiehandel, hvorved neppe Told-
og Karantainelovene meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede
Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget
stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og derpaa videre; de
bornholmske Sømænd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for
Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de
have den Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til
gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være godt at have
flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man
fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtræder
særlig i Erindringen dels om den Glæde og Stolthed, som min
Familie følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra
Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten
Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understøttet
den fra Vraget ilandsvømmende tappre Chef, dels fra en anden Side om
den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste en
af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og
ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis
Tjeneste og de derunder udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte
bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu fore til Søs,
eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en
dengang mere end nu mærkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre
af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur
Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven
korresponderede med min Fader og især i 1814 meddelte ham Nyheder og
Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der
nærmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos
Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen til Bornholmere, der
havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som
Bryggere eller Grosserere da dannede, især naar de gavmildt
understøttede nære Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved
Siden af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min
Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt bemærket i Kjøbenhavn,
nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den første Tid
efter deres Ankomst hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem
kjendelige; nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og
mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts Forsvinden.
At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste
sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af
den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at
rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i
Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En
Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige
Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og
Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling
dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten
enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som
Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og
livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig,
skjøndt Rønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i
min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent
ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd
Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere
Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa
Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af
hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par,
erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet;
men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser
udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig
talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især
Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at
organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den
faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle
og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse
tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke
meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret
karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig
tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke
Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i
Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans
Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa
yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om
en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig
bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne.
Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros-
og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats
Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig
Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde
af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os
særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have
samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede
Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af
"Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring,
f. Ex. baade om "Tokken" d. e. Kokken eller Hanen, der laae død i
Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede
op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om
Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget
Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa
historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af
Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede
sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet
mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de
Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere
Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse
under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med
straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde
indtages (-- en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark
--), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise
sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne
indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en
paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest
for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at
have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig
talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over
denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et
ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole
Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel
Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige
behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede.
Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være
fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han
dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang,
selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han
kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at
være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de
forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor
min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter
Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand,
efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et
lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af
et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie
Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede,
Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa
skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine
Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i
Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper,
hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem,
og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare
blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem
sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at
Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding,
som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse
for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg
en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en
Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række
selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i
Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst,
da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi
passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke
mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster
fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet
Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", d. e. Stefans Kone,
der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i
Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede
Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske
Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til
Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa
hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en
tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og
Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da
Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen
Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke
med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]
{[8] I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der
iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget
om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres
Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget
tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke
vilde være det bekjendt som lærd Mand.}
De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende
Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til
Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig
fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning
under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer,
først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst,
efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i
Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa
Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte
Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten
man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere
Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et
Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som
Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en
muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var
talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4
Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu
betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte
Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt
paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst
egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5
Borgerkompagnier (-- Rønne havde nemlig 2 --), der heller ikke vare
indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis
Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved
Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille
Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere,
det sværeste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre
med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede
Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller
gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes
Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de
enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste
Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld
Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes
Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for
Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af
de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis
Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa
en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved
Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse
Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle
mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i
Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at
fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig,
hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa
stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende
tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og
opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store
Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam
udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar
efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808
eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved
min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved
Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel
Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller
længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par
Krigsfartøier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest
fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende
Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til
de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun
engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at
have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne
at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning.
Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede
Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre
Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til
Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse
Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og
Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid
Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig
bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder,
som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af
vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved,
at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved
Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og
Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig
og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under
Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af
Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden
og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i
Kirkernes Klokketaarne (-- de fleste Kirker have paa Bornholm et
særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" --).
Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt,
ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at
ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af
denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at
være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange
havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden
at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og
med Freden forsvandt Foranstaltningen.
Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig
Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin
Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men
langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten
ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved
Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler
af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle
Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig
det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af
Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For
begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget
Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede
med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en
med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod
hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en
privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af
Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med
nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller
sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte
talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb
i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge
pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig
Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador
tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon
Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige
Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte
den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have
set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været
Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i
Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.
Under Bornholms Gouvernement henhørte som et fremskudt Fort
Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid blot "Øen" i Modsætning
til "Landet" d. e. Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes
Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to
Klippeøer, og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I
Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte Søstyrke:
fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved
noget stærkere Søgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange
besøgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under
en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage
Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget over to Mile nord for
Svanike liggende lille Fæstning var det faste og Blikket altid
tiltrækkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med
min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir
henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde
Stilhed, der hvilede over "Fæstningen", afbrødes i en vis Tid hyppig
af Minesprængninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene
betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der
aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til Tjeneste der,
ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden nødig vilde slippe; men kun
i den allerførste Tid troede man at turde forsøge at indvirke paa
Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.
Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm,
maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv dog ikke bevægede sig over
hele denne Skueplads. Jeg saae, førend jeg vendte tilbage til
Bornholm som Student, aldrig Vest- eller Nordvestlandet, hverken
Rønne, Hammershus eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærte kun
at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen og Almindingen og
kastede kun et stjaalent Sideblik til Røsogns østligste Klippevægge.
Af Østlandets to Kjøbstæder havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som
jeg under min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes en
nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde og Huse dannet Gade
med i det ringeste et toetages Huus; dér boede den konstituerede
(efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dér var en
grundmuret hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede den
Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage
af Klæde og Tøi hentedes til mine Forældres Huus som til andre Huse i
Svanike for at fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes
endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og ugentlig sendte
en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde
gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men
eet Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre Kjøbstæder:
den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der,
hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse af Landet pludselig skarpt
bøier om imod Syd, i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter
gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den
ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining, der følger med
Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et
Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den høieste
betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og
Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget hæver sig
Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og
Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man
ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt ud imod
Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstæder, den
ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Væjen) omkring og imellem høie
Klipper ved en lille Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den
endnu høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til Byen paa
denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en særskilt Kløft, hvorfra
man kom ud til en Udmarkslette: "Frændemark", for en Del besat med
talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste
høie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne.
Havet udenfor denne dannede "Frænderhed", den sædvanlige Ankerplads
for de østfra kommende Seilskibe (-- i min Barndom havde man jo kun
saadanne --), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile
Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange og lave
Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under
visse Vinde vanskelig tilgængelige Havn. Engang hvert Efteraar
bedækkedes disse Skær og den nærmest liggende Kyst gjerne henimod
Aften af en utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om
Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende
Klipper laae aabne mod de fra Nord og Øst indbrydende Storme og de af
dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med
voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen,
uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilfælde, en
Nordost. -- Paa regelmæssige Gader maa der ved Svanike ikke tænkes;
et svagt Tilløb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet
snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrændset snart
af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og
endelig, efter at være trængt ned igjennem en smal Klippekløft (-- nu
er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet --), standsende
ved en Gaardport uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til
hvilken en Omvei maatte benyttes. -- Iøvrigt laae Huse og Gaarde
adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og smallere
Stræder i alle Retninger. Af Brolægning fandtes et Par Fortouge
udenfor større Gaarde. Den aldeles overveiende Del af Byen var
straatækket, og selv, da fra 1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms
Kjøbstæder dømtes til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en
fortvivlet og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende
Høideryg fremvældede den rigelige "Bykilde", og i Nærheden af den
laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning paa det over Klippen
udbredte Jordlag vidnede enkelte yppigbærende Morbærtræer og endmere
i en enkelt Have en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet
Vinranke, der næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens
Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af
Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden ved Ibs Kirke,
omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to
Borgerkaptainer, et Par Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene
af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det første
Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur for en af de fire
Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den
fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt
hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem
Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en Mand, der for Fortjenester
af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnævnt til
Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid
var den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste paa
Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores var at kunne
spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem
fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at være optagen
imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller
Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige
Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og Korsklæde anlagde enten
en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning, der kaldtes "Hat og Hue", eller
endog den saakaldte "Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet
opstaaende Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paa det
tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis væsentligste
Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig
opfæstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller
af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og
disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i Svanike.
Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar
Korsklæde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i høflig
Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jævnere Folk
og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige
Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare
indfødte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et
aldeles rent bornholmsk Præg.
I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og
lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de
sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre
Blik.