Livserindringer - 18

Naturen tilbudne bløde og for Tilfældigheden mangesidig tilgængelige
Stof og de deri liggende fint udspundne Slægtskabsmærker, men jeg
negter ikke, at jeg tillægger en Phonetik, der forsøger at opstille
et regelmæssigt System af faste Love og ensidig fordyber sig i denne
rent ydre Side af Sproget, næsten ligesaa ringe Værd som de
overvundne Forestillinger enten om Sprogets usvigelige Logik eller om
dets Liv som en i sig selv udenfor Menneskene voxende og skabende
Organisme.
Denne almindelige Betragtning af Sproget i dets Stræben efter
Konsekvens og i dets Konsekvensen dog brydende Bøielighed og usikre
Griben gjorde sig da ogsaa heltigjennem gjældende i min Opfattelse af
de to klassiske Sprog og i Forklaringen og Bedømmelsen af de deri
forekommende Phænomener og af de historiske Tvivl om Sprogbrug og
Betydning og traadte herigjennem i nær Forbindelse med min kritiske
Behandling af de gamle Skribenters Text. Den sidstnævnte Side af mine
Studier fik efter min Tilbagekomst til Universitetet en enkelt
omfattende Opgave i Behandlingen af den romerske Historiker Livius's
Text. Under min gjentagne opmærksomme Læsning af denne for den
romerske Oldtidskundskab saa overordentlig vigtige Forfatter havde
jeg efterhaanden, foruden at fremdrage en Mængde oversete og med Uret
tilsidesatte haandskriftlige Læsemaader eller Textrettelser af ældre
Philologer, selv med Benyttelse af de bedste Haandskrifters Spor
gjort et stort Antal for Meningen og for det rigtige Udtryk mere
eller mindre vigtige Rettelser, af hvilke ikke faa dels vare meddelte
i mine philologiske Skrifter, især Opuscula Academica, dels komne i
Omløb blandt mine Tilhørere og yngre Venner. Efterat min jævnaldrende
Ven: Rektor Ingerslev i en af ham foranstaltet Skoleudgave med
Anmærkninger af tre Bøger af Livius (21de-23de) efter særlig
Tilladelse havde offentliggjort og benyttet mine Rettelser til en
Række Steder i disse tre Bøger, lededes jeg baade ved Andres
Opfordring og ved den Interesse, som Syslingen med og den skarpere
Begrundelse af de Rektor Ingerslev meddelte Rettelser havde havt for
mig selv, til at foretage en sammenhængende Bearbeidelse af det hele
Bidrag, som jeg saae mig istand til at yde til Berigtigelsen af
Livius's Text, og saaledes fremkom mine i Aaret 1860 trykte
"Emendationes Livianæ", der paany bleve udgivne i 1877. Skriftet
knytter de enkelte Textrettelser og Bemærkninger til en forudskikket
methodisk Prøvelse af Overleveringskildernes Beskaffenhed og
Sammenhæng for hvert af de opbevarede Afsnit af Livius's Værk og
indeholder tillige en stor Mængde mere eller mindre omfattende
Bemærkninger om latinsk og speciel liviansk Sprogbrug. Her som
tidligere ved Bearbeidelsen af Cicero de finibus var det nødvendigt
stundom temmelig skarpt at rydde op i en vis philologisk Slendrian og
at paavise Manglerne ved nogle samtidige Arbeider af tydske
Philologer paa samme Omraade, og derved fremkaldtes naturligvis en
vis Modstræben og Uvillie mod den siden 1848 ogsaa af andre Grunde
ikke velsete Forfatter, men som ikke hindrede Bogen fra snart at
gjøre sig gjældende som Udgangspunktet og Grundvolden for en ny og
sikrere Fastsættelse af Livius's Text, en Indflydelse, der ogsaa
viste sig ved at fremkalde en temmelig talrig Række Bidrag til
Bearbeidelsen af Livius, som i det Hele søgte at slutte sig til min
Methode, vistnok med meget forskjelligt Held. Den Tanke laae nu nær
til den i disse Emendationes givne Behandling af en Række enkelte
Steder, i hvilke jeg havde egne nye Resultater at meddele, at føie en
hel Udgave af Livius, hvori Texten var fastsat efter de samme
Grundsætninger i Valget imellem Haandskrifternes Læsemaader og
Benyttelsen af Andres gode og sikre Rettelser, og denne Tanke
udførtes efter Opfordring fra forskjellige Sider med Understøttelse
af min Ven og Kollega Ussing i 1861 og de følgende Aar. Denne Udgave,
hvis enkelte Dele efterhaanden ere optrykte flere Gange, gav
naturligvis ved den fortsatte Prøvelse Anledning til ikke faa nye
Textrettelser, navnlig i stort Omfang i de sidste fem Bøger, idet jeg
dels selv i Sommeren 1863, dels min Discipel og Ven, nuværende Rektor
Forchhammer nøiagtig i Wien sammenlignede det eneste Haandskrift,
hvori disse Bøger ere opbevarede.
En Modsætning til denne omfattende Beskæftigelse med en enkelt
Oldtidsskribent dannede mit næste større Skrift, mine i 1871 og 1873
i to Bind udgivne "Adversaria Critica", hvortil i 1884 kom et mindre
tredie Bind. Min Bestræbelse for paa alle Hovedpunkter at vinde en
selvstændig Beskuelse af den græske og romerske Oldtid igjennem den
opbevarede Litteratur havde, som allerede anført, ført mig til en
gjennem hele min Professorvirksomhed uafbrudt fortsat og navnlig i
den anden Periode af min akademiske Virksomhed udvidet Læsning af
Oldtidsforfatterne, saavel de græske som romerske, der, med
Udelukkelse af enkelte afsides liggende Skrifter, efterhaanden i
Sammenhæng var naaet omtrent ned til det andet og tredie Aarhundrede
efter Christus, medens jeg naturligvis sporadisk i stor Udstrækning
havde syslet med langt sildigere Skrifter og Levninger. Under denne
ogsaa i sproglig og textkritisk Henseende, skjøndt naturligvis i
forskjellig Grad, omhyggelige Læsning var der nu opstaaet en Række
Textrettelser, som samlede nedlagdes og udgaves under den anførte,
ogsaa ved tidligere Philologers Arbeider benyttede Titel
("Adversaria" betegner egentlig: en Kladebog, Optegnelsesbog),
indledede med en almindelig, ved talrige Exempler oplyst Fremstilling
af Konjekturalkritikens Opgave og Methode. Det saare adspredte Stof,
som Værket i det Enkelte indeholder, kunde naturligvis kun
efterhaanden komme til Benyttelse og Anvendelse ved nye Udgaver af de
mange enkelte behandlede Oldtidsskrifter. Det voldte nogen
Overraskelse, at jeg, efterat jeg hidtil væsentlig havde indskrænket
mig til den romerske Litteratur, her ogsaa gjorde Krav paa ikke
ganske ringe Medvirkning ved de græske Forfatteres Bearbeidelse,
skjøndt min græske Syntax kunde have forberedt noget herpaa, og at
jeg, hvis tidligere kritiske Arbeider væsentlig havde beskæftiget sig
med to Prosaforfattere, Cicero og Livius, ogsaa berørte Digterne,
baade de græske og latinske, og denne Udvidelse af min textkritiske
Virksomhed saaes ikke overalt med velvillige Øine, saameget mere som
jeg paa ikke faa Steder i Arbeidet havde tilføiet almindelige, ikke
altid behagelige Bemærkninger om de enkelte Oldtidsforfatteres nyere
og nyeste philologiske Behandling. Hos mig selv var denne omfattende
textkritiske og særlig konjekturalkritiske Virksomhed fremkaldt ved
en logisk og æsthetisk Trang til skarp og klar Opfattelse af de gamle
Skribenters Forestillinger i Forhold til den gyldige Sprogform og de
historiske Forudsætninger under Hensyn til de sandsynlige Afvigelser
fra det Korrekte og Almindelige, og denne Trang næredes og
understøttedes ved den efterhaanden opstaaende Følelse af en vis
Sikkerhed og Virtuositet og ved den vundne Erkjendelse af en
videnskabelig Methode for Bedømmelsen af den Paalidelighed, hvormed
vi overhovedet besidde de gamle Skribenters Text og i det Enkelte
kunne prøve og eventuelt berigtige Overleveringen. Den tankeløse
Syslen med Læsemaader og Varianter, den grundløse Tvivl og de
famlende og letfærdige Indfald, de ofte aabenbare Forvanskninger af
Sprog, Tanke og Indhold, der tumle sig paa dette philologiske
Omraade, have altid været mig modbydelige, og som første Hovedregel
gjaldt det mig at søge fast Grund og Udgangspunkt og ledende
Begrændsning for den omskuende Søgen. Men, hvorvel jeg stundom maaske
under Læsningen af de gamle Forfattere kan have ladet mig fastholde
og hendrage for meget af denne Interesse for Textens Rigtighed, tabte
jeg dog aldrig Hovedformaalet: alsidig Beskuelse af Oldtiden og
dybere Indtrængen i enkelte Hovedsider af dens Udvikling af Syne.
Vidnesbyrd herom vare nogle mindre, til Philologiens reale og
historiske, baade græske og romerske Side hørende Afhandlinger,
som jeg efterhaanden i dette Tidsrum udgav, nemlig: "Om Granius
Licinianus" (i 1857 i Oversigten over Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger), "om den dramatiske Poesis Frugtbarhed og de
ydre Betingelser derfor hos Athenæerne" (i 1863 i Tidsskrift
for Philologi og Pædagogik), "en Bemærkning om Forholdet mellem
Folkets og Domstolenes Kompetence hos Athenæerne, den saakaldte
Γραφὴ παρανόμων" (i 1864 i Videnskabernes Selskabs Oversigt), "om
Befalingsmændene og Forfremmelsesvilkaarene i den romerske Hær,
betragtede i deres Sammenhæng med Standsforholdene hos Romerne i det
Hele" (Universitetsprogram af mig som Rektor for 1864), "Bemærkninger
over T. Livius' Fremstilling af den romerske Historie med Henblik
paa den antike Historieskrivning i det Hele" (1876 i Videnskabernes
Selskabs Oversigt) og endelig: "Bemærkninger om enkelte Punkter af
den romerske Strafferetspleie i Republikens Tid" (Universitetsprogram
i mit Rektorat for 1879). Disse Afhandlinger bleve, med Undtagelse af
den sidste, derefter optagne i mine fornævnte "kleine philologische
Schriften" i 1875. -- I 1867 udgav jeg derhos, ligeledes som
Universitetsprogram, det allerede under Afsnitet for 1826 til 1848
omtalte[107], første Stykke af "Kortfattet græsk Metrik eller
Fremstilling af de græske Digteres Versbygning", hvis 2det Stykke
jeg desværre ikke senere har fundet Leilighed til at udarbeide. I
1873 lod jeg i Tidsskrift for Philologi og Pædagogik efter Opfordring
trykke nogle af mig i philologisk Samfund forinden fremsatte
Bemærkninger om "En nylig funden græsk Indskrift" (i Thisbæ), ligesom
jeg i samme Tidsskrift senere fremsatte forskjellige mindre sproglige
Bemærkninger.
{[107] Se ovenfor Side 107.}
Afhandlingen om Befalingsmændene i den romerske Hær, i hvilken en
vigtig og med den hele aristokratisk-timokratiske Karakter af den
romerske Statsordning paa det Nøieste forbunden Særegenhed i
Hærindretningen første Gang opklaredes paa en Maade, der ikke tillod
eller har fundet Indsigelse i Hovedsagen, betegner i Forbindelse med
de tidligere latinske Afhandlinger om de romerske Kolonier og om
tribuni aerarii samt de to sidstnævnte Afhandlinger fra 1876 og 1879
den under hele min philologiske Virksomhed fastholdte Stræben efter
en klar og omfattende Erkjendelse af det romerske Statsliv i dets
hele indre Sammenhæng og historiske Udvikling indtil Overgangen til
det byzantinske Rige, og de vare saaledes Forløbere for det
omfattende Arbeide, hvormed jeg i Hovedsagen afsluttede min
historisk-philologiske Forfattervirksomhed: "Den romerske Stats
Forfatning og Forvaltning" i to Dele, 1881-82, paa Tydsk i de samme
Aar[108]. Skjøndt først endelig redigeret og udgivet efter min Afgang
fra Universitetet, hænger dette Værk dog paa det Nøieste sammen med
min Professorvirksomhed som fremkaldt af denne og i alle Retninger
forberedet under den. Dets karakteristiske Eiendommelighed vil jeg
selv nærmest sætte i den alsidige, efter et harmonisk Totalbillede
stræbende Opfattelse af de til enhver Tid jævnsides i Sammenhæng sig
udfoldende Instituter og deres historiske Fremskriden og Omændring og
i den besindige Ro, hvormed under Betragtningen af det mægtige
historiske Phænomen den for de forskjellige Tidsaldre og tildels for
de forskjellige Sider af Indholdet i Fylde og Paalidelighed saa
yderst ulige historiske Overlevering er prøvet og sammenholdt med
den indre Udviklings naturlige Konsekvens og frie Tilfældighed, med
fast Adskillelse imellem fuld og sikker Vished, ubestemte Omrids og
udfyldende Formodning og med Fjernelse af al vilkaarlig Konstruktion.
Men ved denne Bestræbelse kom mit Værk nødvendigvis i Modstrid med
Retninger, der, fremtraadte og udviklede i Tydskland, ogsaa havde
vundet Indgang i England og Frankrig: baade den Niebuhrske, der
benytter den ogsaa af mig fuldkomment erkjendte Usikkerhed i den
ældre romerske Overlevering til ved phantasirig Gisning at udmale den
ældste og ældre Tids Forfatning endog i Enkeltheder og giver disse
Hypotheser Indflydelse paa Opfattelsen og Skildringen af den senere
Romerstat, medens for mig den senere, hos samtidige eller næsten
samtidige Vidner i brede Træk fremtrædende Skikkelse af de romerske
Statsindretninger danner Udgangspunktet, hvormed Overleveringen om
det Ældre og Oprindelige ved naturlig Forklaring af virkelige
Forandringer og Traditionens Misforstaaelser skal bringes i
Sammenhæng, -- og den Mommsenske, der lader de romerske Instituter
udvikle sig efter visse theoretiske Grundbegreber, der underlægges
den ældste Folkebevidsthed. Da min Fremstilling i sammentrængt og
overskueligt Omfang skulde sammenfatte den romerske Stats Forfatning
og Forvaltning ligefra den ældste Tid ned til Overgangen i den
byzantinske Form, tilstedede den aldeles ikke den detaillerede
Bevisførelse, som jeg ved et Par enkelte Afsnits monographiske
Behandling tidligere havde givet. Den var derhos lige langt fra at
anbefale sig ved Foredragets rhetoriske Pragt og ved en til Skue
baaren Originalitet i Synsmaade; det var, som jeg sagde i Fortalen,
Originalitet nok paa dette Omraade ikke at jage efter Originalitet.
At nu en saadan Fremstilling let og hurtig skulde trænge igjennem og
i sin Helhed gjøre sig gjældende, derpaa regnede jeg ved Udgivelsen
ikke, men at den efterhaanden vil skaffe sig Indgang og holde sig
opreist, derom nærer jeg en rolig Forventning.
{[108] Ved den tyske Bearbeidelse havde jeg det Uheld, at den
forresten samvittighedsfulde holstenske Skolemand, der skulde staae
mig bi ved Oversættelsen og Korrekturen (tidligere en kort Tid min
Tilhører), var betagen af en Forkjærlighed for gammeldags Udtryk og
Vendinger (f. Ex. "Mund" for "Vormundschaft", "sintemal" o. s. v.),
der beredede mig ikke ringe Besvær med Fjernelsen og hist og her
efterlod Spor, der ikke gjorde min sammentrængte og noget tunge
Stil lettere.}
Min philologiske Virksomhed som Lærer og Forfatter har været baaren
af en dyb Overbevisning om Betydningen af, hvad jeg ofte har kaldt
den autoptiske Beskuelse af de primitive, til fuld Udvikling og
Bevidsthed bragte og i Ordets klare Form bevarede Kulturskikkelser
som Grundlag for den moderne Dannelse og for den denne Dannelse
forberedende og styrkende Undervisning. Men ved Siden af den af denne
Overtydning udspringende Glæde ved mit philologiske Arbeide gik, som
jeg ovenfor har sagt, en tidlig vaagnet og omend tilbagetrængt, dog
aldrig udslukt Trang til Syslen med andre og mere almindelige
Erkjendelsesproblemer. Denne Trang forstærkedes med Aarene og ved
Livets Kampe og Erfaringer, og den gjorde sig endmere gjældende, da
med mit Syns Svækkelse og, hvad Læsning og Skrift angaaer, Udslukning
fra 1876 af Beskæftigelsen med Oldtidens Skrifter og Monumenter i den
hidtidige indtrængende Form blev mig mere og mere vanskelig. Efterat
derfor Værket om den romerske Statsforfatning, der for en Tid havde
fremkaldt den ældre Interesse i fuld Energi, var tilendebragt, har
mit philologiske Arbeide, foruden den fornyede Textrevision af Dele
af Livius og Cicero med de derved fremkaldte Overveielser, væsentlig
indskrænket sig til at forfølge, hvad der af nye Mindesmærker og
Vidnesbyrd fremkom om det romerske offentlige Liv[109], og til
fornyet Læsning af enkelte Oldtidsskrifter (særlig Homer) til
Gjenoplivelse af det almindelige Indtryk[110]. Muligvis har en vis
Forstemning over den smaalige og adspredte Travlhed, der ofte har
gjort sig gjældende i den philologiske Litteratur, idet, med ringe
Indblik i det Centrale af Oldtiden og dens Litteratur, afsides
Bipunkter uforholdsmæssig fremhæves eller ofte behandlede Spørgsmaal,
tildels af ringe Vigtighed og uden Stof til nogenlunde sikker
Besvarelse, gjennempløies med nye Gjætninger, bidraget noget til
denne Indskrænkning. Det ligger i den klassiske Philologis Natur, at
den af sine Dyrkere mere kræver klar og indtrængende Tilegnelse og
Beskuelse i Forhold til den moderne Bevidstheds skiftende
Standpunkter end omfattende nye Resultater, og man ledes derfor ofte
til det Ønske, at Forfatterfrugtbarheden paa dette Omraade var
mindre, end den nu fremtræder, navnlig i Programmer, Disputatser,
Kommentarer over visse Forfattere og Afhandlinger i Tidsskrifter.
Men Hovedgrunden til den forandrede Retning i min aandelige
Sysselsættelse laae dog andetsteds.
{[109] I denne Sammenhæng skal jeg endnu kun anføre, at jeg den
21de Marts 1884 i Videnskabernes Selskab fremsatte nogle
"Bemærkninger om Forskjellen mellem de hos Grækerne og Romerne
gjældende Bestemmelser og Vedtægter om Slavers Frigivelse og de
Frigivnes Stilling" (trykte i Oversigten over Selskabets
Forhandlinger), og at jeg den 23de April 1885 i philologisk Samfund
leverede et Par Bemærkninger til Livius (om Centumviralretten m.
m., se Udsigten over dets Virksomhed for 1884-1885).}
{[110] Udgiverens Anmærkning: Til den til Erindring om den afdøde
unge, dygtige franske Philolog Charles Graux, med hvem min Fader
var kommen i venskabelig Forbindelse, udgivne Samling: "mélanges
Graux" leverede han endelig en lille Artikel om Fragmenter af
græske Digtere hos Athenæus.}
Jeg har allerede gjentagende havt Leilighed til at nævne min
Forbindelse med philologisk historisk Samfund, der blev stiftet i
1854, og i hvis Møder jeg gjerne og jævnlig deltog for derigjennem at
vedligeholde og udvide min Forbindelse med de yngre philologiske
Studerende og det ikke udelukkende af den klassiske Retning. -- Men
ogsaa til Studenterne som Helhed traadte jeg paany i nærmere
Forbindelse, da Studenterforeningen den 13de April 1878 efter H. N.
Clausens Død valgte mig til Æresmedlem, og da man ved mit
Professorjubilæum i 1879 opstillede min Buste dernede og Studenterne
bragte mig et Fakkeltog. Ved begge Leiligheder afholdtes der
Festligheder med smukke Sange af Ploug, E. Lembcke o. s. v. Min høie
Alder og mit Syn tillod mig naturligvis kun i ringe Grad at deltage i
de Unges Samliv, men jeg fandt dog Leilighed til at vise min
Taknemmelighed ved der at holde tvende Foredrag: i 1879 "Om Begrebet
og Betydningen af Folkeeiendommeligheden (Nationalkarakteren)" og i
1880 "Om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige
Aandsliv og Kulturbevægelsen", begge kort efter trykte efter
Hukommelsen i det da stiftede Letterstedtske Tidsskrift, af hvis
Bestyrelse for Danmark jeg var bleven Medlem i April 1875. -- Ved min
mangeaarige Deltagelse som gammel Examinator og Æresgjæst i de gamle
Studenters Jubelfester skal jeg ikke her dvæle, skjøndt den har
beredet mig megen Glæde ved den ogsaa derigjennem vundne Bekræftelse
paa det gode Forhold, hvori jeg altid har staaet til de Studerende.
Jeg kan selvfølgelig ikke slutte Oversigten over dette Afsnit af mit
Liv og min Virksomhed uden endnu særlig at berøre mit Forhold til det
danske Videnskabernes Selskab, i hvis Arbeider jeg ikke blot deltog
som Medlem -- jeg har, som allerede omtalt, leveret flere Bidrag
dertil ogsaa efter min Tilbagetræden fra Universitetet --, men for
hvilket jeg derhos fra 14de Mai 1852 i en Aarrække fungerede som
Arkivar eller, som Stillingen nu rigtigere betegnes, som Redaktør,
idet det paahviler den nævnte Funktionær at besørge Udgivelsen af
Selskabets Skrifter. Efter at have nedlagt denne lønnede Post,
fungerede jeg derhos efter A. S. Ørsteds Død først en kort Tid som
Vicepræsident for Selskabet og blev derpaa fra 1867 valgt og senere
gjenvalgt til dets Præsident. Hovedledelsen af Selskabets Virksomhed
har iøvrigt efter Selskabets Vedtægter og hele Indretning altid
ligget hos Sekretæren, medens Præsidenten -- hvilken Post fra den
første Præsidents: Grev Holsteins Tid stadig havde været beklædt af
Statsembedsmænd i de høieste Stillinger og først ved Ørsted og
endmere ved mig gik over til et af Selskabets ordentlige Medlemmer --
egentlig kun har at repræsentere Selskabet udad og at lede
Forhandlingerne i Møderne. I denne sidste Henseende er det lykkedes
mig at vinde og vedligeholde mine Kollegers Velvillie og maaske at
bidrage til at afværge et og andet Sammenstød. Men jeg blev unegtelig
overrasket, om end paa en glædelig Maade, da mine Kolleger i
Selskabet, i Anledning af 50 Aarsdagen for min Indtræden i samme, den
27de December 1883, til Minde om min Virksomhed i og for Selskabet
toge den Beslutning, at der hvert 5te Aar skulde kunne tildeles en
dansk Forfatter en Guldmedaille under Navn af den Madvigske
Æresmedaille som Belønning for et Skrift over Emner af sproglige
eller historiske Videnskaber, hvilken Medaille derhos samtidig
overraktes mig i Anledning af mit Skrift om den romerske
Statsforfatning og Statsforvaltning[111].
{[111] Udgiverens Anmærkning: Det bør maaske rettest her nævnes, at
min Fader i 1868 var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab i
Upsala, i 1869 af Videnskabernes Akademi i München, i 1871 af de
tilsvarende Selskaber i Gøttingen og St. Petersborg, i 1876 af det
tilsvarende Selskab i Kristiania og af det franske Instituts
"academie des inscriptions et belles lettres" (hvis "Correspondant"
han havde været i flere Aar), i 1877 af "academia dei Lincei" i
Rom, i 1878 af "the royal society" i Edinburg og i 1885 af det
helleniske philologiske Selskab i Konstantinopel.}
Da Eieren af Bryggeriet Carlsberg J. C. Jacobsen i 1876 med storartet
Gavmildhed stiftede "Carlsbergfonden" til Fremme af videnskabelige
Formaal og stillede denne Stiftelse med dens rige Midler under en
lønnet Bestyrelse af 5 Medlemmer, som vælges paa 5 Aar af
Videnskabernes Selskab, valgtes jeg til at indtræde i denne
Bestyrelse og gjenvalgtes senere dertil, idet jeg tillige af mine
Kolleger i Direktionen kaaredes til dens Formand. Den derved mig
tilfaldne Indflydelse paa videnskabelige Arbeiders og Foretagenders
Understøttelse og Fremme har jeg i Forening med mine Medbestyrere
bestræbt mig for at anvende samvittighedsfuldt. -- En lignende
Indflydelse paa et ganske specielt Omraade og med meget ringere
Midler betroedes mig ved den mig den 30te Mai 1879 efter A. W.
Scheels Død givne kongelige Udnævnelse til 2det Medlem af Bestyrelsen
for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse, der i sin Virksomhed
iøvrigt væsentlig forfølger philantropiske og patriotiske Formaal.
At jeg efterhaanden gjennemgik en Række Trin af Rang, Titler (den 6te
Oktober 1852 udnævnt til Etatsraad, den 1ste Januar 1856 til
Konferentsraad) og Ordensdekorationer er der kun forsaavidt Grund til
at omtale, som jeg ønsker at fremhæve, at det ingenlunde er undgaaet
min Opmærksomhed, at den efter min virkelige Embedsstilling og
Virksomhed usædvanlige og uforholdsmæssige Mængde og Grad af deslige
Udnævnelser, der er falden i min Lod, for en stor Del er fremkaldt
ved tilfældige Omstændigheder. Jeg ønsker i denne Henseende her at
lette mit Hjerte ved en Forklaring og Forsikring. Da i Efteraaret
1859 daværende Finantsminister Fenger henvendte sig til mig om for
den forestaaende Samling af Rigsraadet paany at overtage Pladsen som
Præsident, udtalte jeg for ham, at denne Stilling, foruden dens
iøvrigt paa den Tid lidet tiltrækkende Beskaffenhed, ogsaa derved
blev mindre behagelig, at Regjeringen selv i sit Mismod over
Protesterne mod Raadet og Slesvigholstenernes Udtræden deraf syntes
at behandle dette mindre hensynsfuldt, og kom derved til at nævne de
nylig samtidigen Landsthingets og Folkethingets Formænd tildelte
Dekorationer som Dannebrogsmænd med Forbigaaelse af Rigsraadets
Formand. Denne tilfældige Ytring havde til Følge, at jeg faa
Dage efter (den 2den Oktober) overraskedes i høi Grad ved at
benaades med Storkorset af Dannebrog, en Æresbevisning, der af
Universitetsprofessorer kun var bleven H. C. Ørsted tildel henimod
Slutningen af hans lange Bane (-- den 18de Novb. 1871 blev jeg først
Dannebrogsmand). Men, kan det her bebreides mig ved en ubetænksom
Ytring at have foranlediget mig tildelt en overdreven og aldeles
udenfor mine Tanker liggende Udmærkelse, vil jeg paa den anden Side
ikke fortie, at jeg ikke blot med Overraskelse, men med Undseelse og
Sorg modtog Elephantordenen ved Universitetets Jubelfest. Meddelelsen
herom gjordes mig Pintsedag 1879, tre Dage før Festen. Jeg følte mig
aldeles overvældet ved mod Slutningen af mit Professorliv at skulle
modtage en Æresbevisning, som ikke blot ingen Universitetslærer
nogensinde havde opnaaet eller kunnet tænke paa at opnaae (-- og jeg
havde dog havt H. C. Ørsted og A. Øhlenschlæger til Kolleger --), men
som bestandig havde været betragtet som Lønnen for udmærkede
Tjenester i Statens høieste og vigtigste Stillinger; jeg betragtede
det paa engang endog som et politisk Misgreb at forringe den
Anseelse, hvori Elephantordenen traditionelt stod ogsaa ligeoverfor
Fremmede, ved en Anvendelse udenfor den almindelig forudsatte snevre
Kreds og som en Byrde for mig under mine øvrige beskedne Livsvilkaar
at betegnes som henhørende til "de høie Herrer" (grands seigneurs);
jeg forestillede Ministeren dette og bad ham indstændigen foranledige
Udnævnelsen tagen tilbage, og, da han erklærede, at dette var
ham umuligt, henvendte jeg mig, hvor optagen jeg end var af
Festforberedelserne, i samme Øiemed til Justitsministeren og til
Geheimekabinetssekretæren, men, da ogsaa disse betegnede Sagen som
endelig afgjort, maatte jeg lade det blive derved. Naturligvis var
det iøvrigt nærmest Universitetet i det Hele, som man ved denne
Udnævnelse vilde vise en Opmærksomhed i dets Rektors Person, da der
ikke kunde tillægges ham som endnu fungerende Embedsmand en
Rangtitel. Det var da ogsaa nærmest paa Universitetets Vegne, at jeg
modtog de Dekorationer som Ridder af den hvide Ørns Orden[112] og
som Storofficer af Æreslegionen, ved hvilke samtidig den russiske og
franske Regjering[113] vilde vise deres velvillige Deltagelse i vort
Universitetsjubilæum[114][115], ligesom det ogsaa skyldtes dette
Jubilæum, at jeg af vort juridiske Fakultet da kreeredes til "doctor
juris", hvad jeg unegtelig efter mine Interesser satte Pris paa[116],
og at jeg kort efter valgtes til Æresprofessor ved Universiteterne i
Odessa og Kiew. -- Ved Andet af denne Art (Udnævnelse til
Geheimekonferentsraad 28de December 1881 osv.) er der ingen Anledning
til at dvæle.
{[112] Udgiverens Anmærkning: Det bør dog maaske bemærkes, at i
Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister,
Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéré à iuste titre
comme doyen des latinistes du monde entier".}
{[113] Frankrig har jeg dog besøgt, men med Rusland er jeg aldrig
traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874-75 for de fire danske
Philologer, som da modtog Ansættelse i Rusland, førte Forhandlinger
derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg med det
russiske Undervisningsministerium.}
{[114] Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske
Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat
jeg i flere Aar havde været dets "correspondant", skyldtes maaske
noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.}
{[115] Paa en noget lignende Maade var jeg nærmest som Følge af min
Nærværelse som en af vort Universitets Repræsentanter ved
Universitetsjubilæerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven udnævnt
til Ridder af den nederlandske Løveorden (i 1875) og til Storkors
af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen (i 1871). -- Da
jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder af den preussiske
Orden "pour le mérite" (dens Fredsklasse), var det derimod
unegtelig en Ære, der vistes Philologen, uden at jeg her skal komme
ind paa de Betænkeligheder, som jeg under Hensyn til Tydsklands
Forhold overfor Danmark nærede ved at modtage samme, men som jeg --
paa forud underhaanden sket Forespørgsel -- troede at burde
tilsidesætte.}
{[116] Som Følge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved
Universitetsjubilæet i Edinburg tilbudne Valg til "Doctor of
laws".}
Mit Familieliv hengled i Aarrækken fra 1851 til 1879 uforstyrret i
den stille Skikkelse og de beskedne Vilkaar, hvori det tidligere var
ført. I 1852 (den 3die August) døde min Moder, 75 Aar gammel,
efterat jeg kort forinden havde havt Leilighed til at besøge hende
for sidste Gang i min Fødeby, der i 1873 hædrede mig ved at vælge mig
til Æresborger, ligesom Bornholmere paa min 70aarige Fødselsdag i
1874 lode min Buste opstille ved Indkjørslen til Byen Nord fra. -- En
rig Nydelse og Glæde fandt jeg og alle Mine saagodtsom hver Sommer
ved et forfriskende Landophold paa forskjellige Steder. Saaledes