Livserindringer - 22

hertugelige Holsten et ikke ganske ringe Antal Mennesker, der ikke
vare fødte som Undersaatter af Kongen af Danmark, omend indfødte
Holstenere. Hermed hænger det andet Forhold, hvortil jeg sigter,
sammen. Den russiske Regjering har i 1848 og de paafølgende Aar vist
Danmark vigtige og paaskjønnelsesværdige Tjenester; men man tager
feil, naar man troer, at denne Hjælp ydedes det egentlige Danmark
imod Schleswigholsteinismen i og for sig og i Almindelighed; den
ydedes den efter russisk Opfattelse legitime Regent og den ved
Traktater med Rusland, navnlig Mageskiftetraktaten, opbyggede og
ordnede danske Helstat imod Oprøret. Indenfor denne Helstats Ramme
bevarede den russiske Regjering, forsaavidt den overhovedet indlod
sig nærmere paa Forholdene, i det Hele den gottorpske Opfattelse af
Slesvigs Stilling. Enhver af de gjennemgribende Foranstaltninger, der
i den saakaldte Helstat ved dens Nydannelse maatte træffes for at
give Slesvig den tilsigtede ligelige Mellemstilling imellem
Kongeriget og Holsten, saasom om Sproggrændsen, om Sprogenes
Ligeberettigelse i Stænderforsamlingen og Bestyrelsen, om
danskdannede og tydskdannede Kandidaters lige Adgang til Ansættelse i
Slesvig i Forhold til hvert Sprogs Udstrækning, vakte paa engang i
Holsten voldsomme Udbrud af Harme og bleve i Petersborg betragtede
som uberettigede Daniseringsforsøg. Et Fingerpeg gaves i denne
Retning, da det i 1851 fra russisk Side udtaltes, at det dog ikke
kunde være den danske Regjerings Mening at røre ved Bestemmelsen om
to Aars Studium i Kiel som Betingelse for Ansættelse i et slesvigsk
Embede. -- Endnu vil jeg tilføie én Bemærkning: Opstillingen af
Nationalitetsprincipet som Grundlag ogsaa for en sand og holdbar
Løsning af Forviklingerne i det danske Monarki var saa langt fra at
fremgaae af eller føre til Had og Forbitrelse mod den anden
Nationalitet, at den naturligen forbandt sig med en billig og
skaansom Betragtning og Bedømmelse af Stemninger og Handlinger fra
vore Modstanderes Side. Jeg for min Del har saa stærkt som Nogen
fordømt de Mænd, der glemte deres særlige Stillings Ed og Pligt, jeg
har saa ivrig som Nogen hævdet Danskhedens Ret i Slesvig, og jeg har
med saa dyb Vrede og Forbitrelse som Nogen tilbagevist tydsk Overmod
og Haan imod vort Folk, -- men jeg har baade forstaaet, hvorledes den
holstenske Befolkning og især de dannede Stænder dér maatte føle sig
hendragne til Sammenslutning med Tydskland, og hvorledes den Enkelte,
navnlig de Unge, under Bevægelsens Tummel lod sig henrive til at
følge med langt udover det Forsvarlige og Undskyldelige. Dette
Sindelag har jeg lagt for Dagen ligeoverfor kielske Studenter, der
fra Fangeskibet Dronning Marie henvendte sig til mig i 1848, og som
Præsident i Rigsraadet uden at bortgive det Mindste af min
Retsoverbevisning eller af Kravet paa Agtelse for mit Land og Folk.
Jeg ansaae og anser det fremdeles for en grundig politisk
Misforstaaelse, at man vilde tvinge til frugtbar og kraftig Samvirken
under samme Tag dem, der mødte til Sammenkomsten med Sangen "Danmark
deiligst Vang og Vænge", og dem, der istemte "Was ist des Deutschen
Vaterland" og "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Bedre end denne i
en uklar Tradition hvilende Forestilling og Tankegang kan jeg saa
endda forstaae den, der, mistvivlende om de smaae Folks Udsigt til
varig, sund og kraftig Bestaaen imellem de Formynderskabet over
Europa førende Stormagter, forlanger, at disse Folk med fuld
Bevidsthed skulle opgive deres Selvstændighed og gaae op i den
nærmeste Stormagt, hvor stærkt jeg end selv forkaster og afskyer en
saadan Selvmordstanke.


Tillæg II.
FORSKJELLIGE BREVE.

Min Fader efterlod sig et stort Antal Breve og andre Aktstykker fra
mange forskjellige Personer, hvoraf en betydelig Del vare ham
tilskrevne, medens han var Kultusminister og Undervisningsinspektør,
og væsentlig omhandlede dermed i Forbindelse staaende Forhold.[129]
Derimod fandtes der mellem Brevene kun faa af egentlig politisk
Indhold, deriblandt egenhændige Gjenparter af nogle Breve, som min
Fader havde tilskrevet Andre, men aabenbart havde ønsket at opbevare,
for at hans egen Optræden ved disse Leiligheder kunde godtgjøres.
Medens nu nogle af disse politiske Breve overhovedet ikke egne sig
til Offentliggjørelse som altfor ubetydelige og andre enten ikke egne
sig dertil ialtfald for Tiden som hidrørende fra endnu levende
Personer eller dog ikke naturlig høre hjemme hér, har jeg, som
allerede i en Anmærkning Side 193-194 berørt, ment nedenfor at
burde meddele 7 Breve fra 1850-1851, nemlig 4 til min Fader fra
afdøde Generalauditør A. W. Scheel under dennes Ophold ved
Fredsunderhandlingerne i Berlin og 2 fra min Fader til ham i samme
Tidsrum samt 1 fra min Fader til Grev Sponneck, idet disse alle
væsentlig tjene til at supplere, hvad der dels ovenfor i min Faders
egne Livserindringer og i hans deri gjentagende nævnte Afhandling i
historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for 1883, dels i H. N.
Clausens Levnedsoptegnelser, udgivne i 1877, dels endelig i Thorsøes
Skrift om Kong Frederik VII's Regjering (I S. 722 ff.) og andetsteds
indeholdes om min Faders Stilling i Novemberministeriet og til
Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, medens der formentlig ikke i Brevene
forekommer Noget, som endnu ikke bør fremdrages, navnlig naar henses
til, hvad der allerede andetsteds er fremkommet.
{[129] Disse Breve ville efter fornødent Gjennemsyn blive afgivne
til en af vore offentlige Samlinger.}
Endvidere har jeg ment ligeledes at burde lade trykke et af min Fader
i Gjenpart opbevaret Brev fra ham til afdøde Overkammerherre Oxholm
af 23de Decb. 1863, der kun tjener til yderligere at konstatere hans
egen allerede i Livserindringerne og den ovennævnte Afhandling
omtalte Stilling og Opfattelse paa det Tidspunkt (om Originalen er
bevaret, har jeg ikke kunnet faae oplyst).
Efter min Fader fandtes iøvrigt ogsaa hans originale, mærkelig nok
ikke i hans Erindringer nævnte Ansøgning om Afsked som Minister af
2den Septb. 1849, der blev indgiven samtidig med en lignende fra
H. N. Clausen. Om dette Skridt henvises til H. N. Clausens
Levnedsoptegnelser Side 365-367, jfr. Side 354-365, hvor det findes
nærmere refereret. Det fremgaaer deraf, at Skridtet ligeledes stod i
den nøieste Forbindelse med Spørgsmaalet om Delingstankens
Opstillelse som ialtfald subsidiær Fredsbasis, og at Ansøgningerne
kun bleve tilbagetagne (tilbagesendte 14de Septb. 1849), fordi det
øvrige Ministerium og Kongen gik ind paa, #at#, hvis de danske
Fredspræliminarier forkastedes, da yderligere afgjørende
Underhandlinger ikke kunde finde Sted inden den danske Rigsdags
Sammentræden, samt paa, #at# A. W. Scheel blev sendt som 3die
Fredsunderhandler til Berlin ved Siden af Reedtz og Pechlin. --
Af et andet forefundet Aktstykke ses det derhos, at min Fader,
da Ministeriet af 13de Juli 1851 blev dannet med Grev Carl
Moltke-Nütschau som Minister uden Portefeuille, udtrykkelig gjorde
det til en Betingelse for sin Indtrædelse i dette Ministerium, at
Grev C. Moltke, naar han, saavidt muligt, overtog den ham egentlig
tiltænkte Stilling for Holsten, skulde træde ud af det specielt
danske Statsraad og staae i det Forhold til dette, der, saalænge
Monarkiets Deles indbyrdes Stilling ikke definitiv var ordnet i
Notabelprojektets Aand, var betegnet ved Grev Reventlow-Criminils
Exempel, og at denne Betingelse udtrykkelig blev accepteret fra
Konseilpræsidentens: Grev A. V. Moltkes Side. -- De omtalte tvende,
iøvrigt kortfattede officielle Aktstykker har jeg dog ment ikke at
burde aftrykke her løsrevne fra de øvrige Akter, hvortil de egentlig
høre.
De ovennævnte 8 Breve ere aftrykte efter Tidsfølgen.
#Udgiveren.#
* * * * *

Berlin den 21de Januar 1850.
Høitagtede Hr. Minister!
Allerede har jeg opholdt mig i Berlin over en Maaned og endnu har jeg
ikke afgivet nogen Beretning angaaende den Sag, hvorfor jeg er her.
Herover vil man maaske undre sig i Udenrigsministeriet, hvor hver
Postdag derimod indkomme Beretninger fra den ene eller den anden af
mine Medkommissarier eller fra dem begge. Men disse betragte det som
mere henhørende til deres end til min Funktion at tale med de
herværende diplomatiske Personer og føle paa den snart stigende,
snart faldende politiske Puls, og herimod har jeg Intet at indvende,
da jeg virkeligen troer, at de udføre slige Forretninger langt bedre,
end jeg vilde være i Stand til, og det er meget kjendeligt, at de
diplomatiske Væsener langt heller indlade sig med en Excellence eller
med en her allerede bekjendt og i Selskabslivet behagelig Kammerherre
end med den tørre Generalauditør, der i den diplomatiske Verden er en
ganske ubekjendt Størrelse, som derfor ogsaa af den ses over Hovedet.
At den, som har ageret politisk Doktor, ogsaa maa skrive
Sygejournalen, forstaaer sig af sig selv. Imidlertid har jeg ikke
været ledig. Der var for mig, da jeg kom her, Meget tilbage at læse,
og dertil maatte jeg anvende den første Tid. Efter at have
gjennemgaaet det mest nødvendige Materiale og gjennemtænkt Sagen, gik
jeg til vore Instruktioner, som jeg modtog om Aftenen Kl. over 10
Dagen før min Afreise. Da jeg havde studeret dem, klarede jeg mine
Ideer om, hvad vi efter Præliminarierne nødvendigvis maatte drage
frem under Underhandlingerne, og hvad vi burde søge at holde ude
derfra. For at give mine Tanker et bestemt Udtryk ansaae jeg det
gavnligst at nedskrive dem, og til eventuelt Brug valgte jeg Formen
af et Brev. Da dette var færdigt, meddelte jeg mine Kolleger samme
for at erfare, om de maatte være enige i samme, og om de ikke
maatte anse det passende at indsende et saadant Brev til
Udenrigsministeriet, for at dette kunde se, paa hvad Maade jeg --
eventuelt vi -- opfattede Præliminarierne og Instruktionerne, og for
at dets nærmere Bestemmelse kunde faaes, navnligen med Hensyn til
Punkter, hvorom Tvivl vare opstaaede. Mine Kolleger tiltraadte
Skrivelsen, af hvilken dog et enkelt Punkt udgik, iøvrigt i det Hele
og foranledigede kun, at en Bemærkning tilføiedes og et Par
Redaktionsforandringer foretoges. Det Punkt, som paa Reedtz's Forslag
udgik, angik et Spørgsmaal om et eget Flag for Slesvig. Jeg
erkjendte, at der ikke for Tiden var tilstrækkelig Anledning til at
sætte Ministeriet i Forlegenhed med et saadant Spørgsmaal. Resultatet
er blevet en baade af Pechlin, Reedtz og mig undertegnet Skrivelse,
som under 10de d. M. er indgaaet til Udenrigsministeriet. Paa Grund
af dens Indhold anser jeg det for sandsynligt, at den bliver forelagt
Statsraadet. Pechlin havde imidlertid været beskæftiget med at
opsætte en Note, som efter hans Mening skulde overleveres den
preussiske Kommissær ved Fredsunderhandlingernes Aabning. Den
modificeredes noget i Overensstemmelse med fornævnte Skrivelse, men
indeholdt dog foruden de egentlige Forslag, der vare tagne af
Instruktionerne, en Del Sætninger, som, om de end vare sande, vare af
den Beskaffenhed, at Fjenden uden Tvivl vilde have rettet sit Angreb
mod dem. Et heldigt Vink om at udelukke al Motivering gik P. ind paa,
og han begyndte derpaa at forfatte et nyt Udkast den 11te d. M.,
paa hvilken Dag Kammerherre Usedom meldte sig hos ham med sin
Fuldmagt, tilkjendegivende at han nu var beredt til at begynde
Underhandlingerne, hvad Dag det skulde være. Et lidet formelt
Spørgsmaal, nemlig angaaende Fuldmagt for Preussen fra Frankfurt, gav
os Udsættelse i nogle faa Dage, men, da det dog hastede meget med at
faae færdigt, hvad der skulde forelægges, og jeg frygtede for, at det
nye Udkast ikke ganske vilde tilfredsstille mig, skjøndt jeg efter
vore Forhandlinger maatte antage, at jeg maatte blive enig i
Hovedsagen, tilbød jeg mig at ville forsøge paa et Udkast. Dette
forfattede jeg om Aftenen den 12te og Natten til den 13de. Den
følgende Morgen leverede jeg det til Reedtz, som ubetinget tiltraadte
det og tilbød sig at oversætte det paa Fransk. Pechlin erklærede sig
ligeledes enig i samme. Da det var oversat, diskuterede vi
Redaktionen og fornemmeligen de franske Udtryk. Ogsaa blev vedtaget
en Omsætning af Artiklerne. De Artikler, som angik Unionen
mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig, vare nemlig
overensstemmende med P.'s ældre Udkast satte foran Bestemmelserne om
Slesvigs indre Selvstændighed, men det fandtes rigtigst at følge en
omvendt Orden. Den 16de om Eftermiddagen havde P. og jeg en endelig
Konference om den franske Redaktion af et Par Artikler, og
den nu vedtagne Redaktion kunde endeligen den 17de om Morgenen
gives til Renskrivning, paa hvilken Dag om Middagen Kl. 1
Fredsunderhandlingerne skulde begynde. Der var saaledes ikke megen
Tid at give bort, og den Maaned, som er hengaaet, og for hvilken
Preussen maa høre ilde, er kommen os ret godt tilpas. Tidligere vilde
vi vel have kunnet begynde paa mundtlige Forhandlinger, men vi vilde
have staaet med tomme Hænder, og det vilde neppe have været os
aldeles klart angaaende alle Enkeltheder, hvad vi maatte bringe under
Forhandlingerne, og hvad vi skulde søge at holde udenfor samme. Den
omhandlede Opsats bestaaer af 14 Artikler, der ere fremlagte som
Grundlag for Underhandlingerne, men ikke som endelige Artikler for
Fredstraktaten. De vil let gjenkjende Overensstemmelsen mellem disse
14 Artikler og Skrivelsen af 10de d. M. At enkelte for Slesvig
fordelagtige Vilkaar, som vi ere bemyndigede til at indrømme -- med
Hensyn til Kolonialanliggender, Sundtold, forstærket Repræsentation
paa den fælles Rigsdag --, ere udeladte, er sket af Politik, for at
der endnu kan være Noget at byde. Artiklerne, hvoraf en Gjenpart er
sendt til Udenrigsministeriet, bleve i vor første Samling hos Grev
Westmoreland med Usedom den 17de ds. oplæste og af Sidstnævnte tagne
ad referendum. Fredsunderhandlingerne ere saaledes aabnede 6
Maanedersdagen efter Præliminariernes og Vaabenstilstandens
Ratifikation. Gid de maatte føre til en lykkelig Ende og det
nogenlunde snart! Alt gik meget venskabelig og forekommende til i den
første Samling. Paa Usedom kunde aldeles ikke mærkes, om noget af
Forslagene overraskede ham. At han lader sig manuducere af Samwer,
lover ingen venskabelig Stemning, og derpaa tyder heller ikke hen,
hvad der fortælles, at han uddeler blandt de herværende Diplomater et
af Lasiauve, forhen Huslærer paa Augustenborg, forfattet fransk
Skrift om den danske Sag, hvilket Skrift aander det bitreste Had mod
Danmark. Vore Forslag skulle nu naturligvis behandles paa preussisk
Side, og det lader sig saaledes ikke sige, naar næste Samling kan
blive holdt. Af det Ovenanførte vil De kunne slutte Dem til min
hidtilværende Virksomhed her, forsaavidt der gives et skriftligt
Vidnesbyrd om samme. Iøvrigt har jeg naturligvis i Konferencerne med
P. og R. efter Evne søgt at bidrage til et rigtigt Resultat, naar en
Beslutning har været at tage i et eller andet Tilfælde, selv
saadanne, forsaavidt de ere blevne mig bekjendte, som kunne antages
at ligge udenfor den mig særligen anviste Virkekreds. Jeg begynder at
troe, at jeg muligen dog kan gjøre lidt Nytte her, hvilket være sagt,
uden at jeg miskjender mine Kollegers gode Egenskaber. Pechlin er
aktiv og paapassende; han taler vor Sag med Varme og Værdighed, og,
da han forud allerede nyder megen Anseelse, gjøre hans Forestillinger
Indtryk. Reedtz er uden Tvivl en ret fin Diplomat. Han forstaaer godt
at holde P. tilbage, naar denne bliver for ivrig, og at holde de
fremmede Diplomater, deriblandt ogsaa Westmoreland, som nok er noget
vanskelig at behandle, i godt Lune. Han véd godt at pumpe
Efterretninger og Meninger -- de sidste vel ikke altid ganske
oprigtige -- ud af Folk og har altid en Vittighed paa rede Haand for
at blive fri for at svare paa et ubekvemt Spørgsmaal. Begge komme de
meget ud i Selskab og have derved Leilighed til at høre Udtryk af de
politiske Stemninger, hvorom nogle af deres Beretninger ogsaa afgive
Vidnesbyrd. At jeg behandles med langt mindre Opmærksomhed -- hvilket
Tryk jeg forresten haaber at kunne bære --, viser sig blandt Andet
ogsaa deri, at Adgangen til Selskaber ikke paa lige Maade staaer mig
aaben, og at man er mere tilbageholden mod mig, hvortil dog Skylden
for en Del kan ligge i min Personlighed. Mine politiske Kombinationer
maa jeg saaledes i det Væsentlige danne af de Beretninger, som jeg
finder i Bladene, og derfor synes mig ikke, at der er Anledning for
mig til at meddele dem, da man i Kjøbenhavn besidder samme Materiale,
som jeg har, til at bygge Slutninger paa. Med de for vor Sag
vigtigste to Diplomater, Westmoreland og Meyendorff, har jeg
naturligvis talt. Den Første anser det for en Naade, naar han engang
imellem byder mig Haanden, hvilket noksom viser, at han ikke er stemt
for at være fortrolig med mig. Jeg troer forresten med Sikkerhed at
kunne antage, at han er lunken. England vil nok, at Freden skal komme
i Stand, men det vil ikke støde Preussen. Meyendorff er en
kundskabsrig og elskværdig Mand, der er fuldkomment inde i vore
Forhold og uden Tvivl mener det oprigtigen godt med os, men, om han,
hvis det skulde behøves, vil optræde med alvorlig Kraft til Fordel
for vor Sag, maa dog staae derhen og vil sandsynligvis bero paa de
større politiske Kombinationers Beskaffenhed. Om sin -- og Pechlins
-- eventuelle Basis har han ikke indladt sig videre med mig, da jeg
aldeles bestemt har udtalt mig for, at vi maatte holde fast paa
Præliminariernes Basis, og at vi ikke kunde have nogen Tvivl om, at
der jo paa samme vilde og maatte indrømmes en gunstig Fred.
Vi have her en vedvarende streng Kulde. ÷ 5 à 6° anses for mildt
Veir. Flere Dage have vi om Morgenen havt ÷ 16° og midt paa Dagen ÷
12° R. Desuagtet har jeg hidtil befundet mig vel, ligesom jeg ogsaa
godt overstod Reisen hertil uden engang at paadrage mig en
Forkjølelse.
Idet jeg til Slutning venskabeligst siger Dem, Hr. Minister, Levvel!
beder jeg at bringe Minister Clausen en lige venskabelig Hilsen fra
Deres med sand Høiagtelse
ærbødigste og hengivne
#A. W. Scheel#.
Høivelbaarne
Hr. Minister, Dr. Madvig, R. af D.
_________________
Hermed et Bilag.
Bilaget:
Allerede var jeg færdig med mit Brev, da Baron Pechlin lod mig læse
en Skrivelse til ham fra Kammerherre Bille, hvori denne taler om en
Kongres af Stormagterne til Afgjørelsen af det danske Spørgsmaal og
om Ansættelsen af en fælles Statholder for Hertugdømmerne Slesvig og
Holsten. Skjøndt Baron Pechlin og formodentlig ogsaa Kammerherre
Reedtz ville udtale sig over disse Spørgsmaal, vil jeg dog tillade
mig i denne Skrivelse til Dem med et Par Ord at berøre dem.
En Kongres i anførte Øiemed, hvorom der nok allerede tidligere har
været Tale, kan maaske blive ønskelig og Successionsspørgsmaalet vil
muligen kunne benyttes som Anledning til at bringe en saadan i Stand,
men for Øiebliket vilde jeg dog ikke finde Omstændighederne gunstige
for en slig Kongres. Det forekommer mig nemlig, at altfor mange Data
tyde hen paa, at baade England og Frankrig kokettere med Preussen.
Medens dette sker, udsætte vi os for ikke blandt de 5 store
europæiske Magter at faae mere end i det høieste 2 Stemmer for os,
men med denne Udsigt for os er det neppe tilraadeligt at slippe vor
Ret ganske ud af vor egen Haand. Saalænge vi forblive paa
Underhandlingernes Vei, have vi Fredsbasis af 10de Juli f. A. for os,
og dette giver os efter min Mening en stor Fordel, da Preussen
vistnok gjerne vilde bort fra denne Basis, og vi kunne forsvare vor
Ret med de Midler, som maatte staae til vor Raadighed. Overgives
Sagen til en europæisk Kongres, maae vi uden Tvivl ubetinget
underkaste os dens Bene-placitum, der efter Omstændighederne snarest
vilde komme til at gaae ud paa en konstitutionel Forening af
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, uden at Slesvig dog kom til at
høre til det tydske Forbund. Naar dette Sidste vedtoges og den
unionelle Forbindelse med Danmark sikredes ved en fælles Arvefølge,
vilde Stormagterne eller Flertallet af dem sandsynligvis vise sig
blinde for den Fare, som for den nordiske Stat Danmark opstaaer af
hin Forening mellem Hertugdømmerne. Først naar det virkeligen viser
sig, at intet billigt Resultat er at opnaae paa Underhandlingernes
Vei, er det Tid at slaae ind paa en anden Vei. Vi maae saaledes i alt
Fald afvente Preussens Modforslag eller Svar paa vore Fredsforslag.
Hvad dernæst Spørgsmaalet om en Statholders Ansættelse for begge
Hertugdømmer angaaer, da vilde jeg gjerne, for at danne mig en Mening
om Hensigten med Forslaget derom, vide, fra hvilken Kant det kommer.
Har det ingen anden Rod end en Udtalelse af Radowitz, kan det gjerne
være ærlig ment, da man let kan tænke sig, at en Mand, der staaer
udenfor Forholdene, kan anse Ansættelsen af en fælles Statholder som
et tjenligt Middel til Forsoning og til at bringe Regjeringerne i
begge Hertugdømmer i en regelmæssig Gang, uden at han aner enten
Vanskeligheden ved at give denne Statholder en uafhængig og kraftig
Stilling eller for Danmark Faren ved at fornye et administrativt
Tilknytningsmiddel mellem Hertugdømmerne. Har Forslaget sin
Oprindelse fra Slesvig-Holstenerne, er Hensigten uden Tvivl at faae
en Statholder i deres Magt, der skulde være bunden ved deres Grundlov
af 15de Septb. 1848 og saaledes ved sin Underskrift kom til ligesom
at legalisere alle deres lovstridige Handlinger.
Skjøndt det vistnok er farligt for Følgernes Skyld at gaae ind paa
det omhandlede Tilknytningsmiddel mellem Slesvig og Holsten, vilde
jeg dog ikke være imod det som en provisorisk Foranstaltning indtil
Freden, saafremt man derved kunde faae nogen Magt over Forholdene i
begge Hertugdømmer. Men, for at opnaae dette, maatte man være
forsigtig i #Valget#, sikre sig hans #Stilling# og være vis paa en
Regjering i Slesvig, der vilde handle i den lovlige Tilstands Aand. I
alle Henseender opstaae Vanskeligheder. Da vi have saa yderst
vanskeligt ved at finde en passende Personlighed til Statholder
hjemme, falder Tanken snart paa at søge en Fremmed. En Tydsker kunne
vi naturligvis ikke tage, og der vilde, naar Statholderen skulde være
en Fremmed, neppe blive Andet tilovers end at tage en Englænder. Et
saadant Valg forekommer mig meget betænkeligt; thi, om man end kunde
sikre sig en fornuftig og veltænkende Mand, vilde det ikke alene være
kompromitterende for Danmark, at en Fremmed skulde staae i Spidsen
for Regjeringen i en saa betydelig Del af Monarkiet, men, da han
vilde være ubekjendt med Forholdene, lader det sig ikke beregne, til
hvilke skadelige Foranstaltninger han muligen i vigtige Tilfælde
vilde lade sig forlede, og heller ikke lader [det] sig forudse,
hvilke Instruktioner eller Vink han kunde faae fra England. Til dem
vilde han vel ikke være egentligen bunden, naar han ei skulde
forestaae Regjeringen i Englands Navn, men han vilde dog ikke
letteligen undlade at følge dem. Jeg vilde derfor være tilbøielig til
at foretrække at tage tiltakke med fattig Leilighed hjemme. Nogen
dansk Privatmand vilde ikke blive modtagen i Holsten, og blandt
Prindserne kan der neppe blive Tale om andre end Arveprindsen og
Landgreve W. Den Førstnævntes Stilling som nærmeste Agnat giver ham
et Fortrin, men formedelst hans Mangel paa Karakter og Mislighederne
af hans Pengeforhold skulde jeg dog troe, at man heller maatte tye
til Landgreven. Han er vel intet stort Lys, men han har dog nogen
Karakter, og jeg forudsætter, at der kan stoles paa hans danske
Sindelag. Af stor Vigtighed vilde det være, at der medgaves en saadan
Statholder baade en dygtig militær Stabschef, som Krigsministeren nok
vil vide at finde, og en dygtig, med Hertugdømmernes Lovgivning
bekjendt og dansksindet civil Embedsmand, der kunde forestaae
Statholderskabets civile Forretninger (Plessen?)
Kunde det end ikke bevirkes, at Grundlov af 15de Septb. 1848 faktisk
sattes ud af Kraft for Holsten, maatte Statholderen dog have en
aldeles uafhængig Stilling uden at være bunden ved de i denne Lov om
Statholderen indeholdte Bestemmelser, da han ellers blev en
Spillebolt for de slesvig-holstenske Ministre. Han maatte være den
høieste Befalingsmand for Krigsmagten i begge Hertugdømmerne, dog med
en vis Modifikation med Hensyn til de fremmede Tropper, og alle [de]
Sager maatte gaae til hans Afgjørelse, som tidligere udfordrede
Bestemmelse af de høieste Kollegier eller endog kongelig Resolution,
dog muligen med en vis Lempning ogsaa heri, til hvis nærmere
Fastsættelse der ikke mangler Kræfter i Kjøbenhavn.[130] --
Forsaavidt jeg har forstaaet det, er Meningen, at der, naar en
Statholder udnævntes, skulde indsættes nye Regjeringer i begge
Hertugdømmer. For Holsten kunde dette ikke lede in pejus, men for
Slesvig er Experimentet farligt. Al den Vanmagt uagtet, som paanødes
Landsforvaltningen, handler den dog i dansk Aand, og, hvor slet end
Tilstanden er i Slesvig, er den dog uden Tvivl gunstigere for
Danskheden end for Slesvig-Holsteinismen. Da man nu har havt saa stor
Vanskelighed ved at bringe denne Regjering i Stand, maa man vel
betænke sig, inden man samtykker i, at den opløses, og være vis paa
at faae Mænd, til hvem man kan have samme Tillid som til dem, der nu
udgjøre Regjeringen. Men er dette muligt? Dersom Forslaget om en
Statholder er ærlig ment som indeholdende i og for sig et Gode for
Landene, synes Øiemedet ogsaa at maatte kunne opnaaes, uden at den
nuværende Regjering i Slesvig i det Hele fratræder. Det vil neppe
blive indrømmet, at Kongen af Danmark udnævner en hel ny Regjering,
men, hvis der skal være en Preusser i den, vil det være bedst at
bevare i samme baade Eulenburg og Tillisch. Derimod kan den engelske
Opmands Stilling neppe forenes med Statholderens.
{[130] For at [hans] Stilling kunde forblive uafhængig, maatte han
ikke være Medlem af de særlige Regjeringer i Slesvig og Holsten,
men staae over dem begge.}
Ser jeg tilbage paa de Vanskeligheder, som opstaae ved Ansættelsen af
en Statholder, som skulde indtage en passende Stilling, anser jeg det
ikke sandsynligt, at man vil komme til nogen Enighed om samme. Skulde
dette desuagtet ske, vilde jeg ikke tilraade, at denne Statholder --
hvilket ligeledes er antydet -- tillige ansattes for Lauenburg; thi
man vilde snart paaberaabe sig og benytte den Enhed, som derved de 3
#tydske# (saa vilde man udtrykke sig) Hertugdømmer i en vis Henseende
kom til at danne i Modsætning til Kongeriget.
De ovenstaaende Bemærkninger have spundet sig længere ud, end jeg
havde ventet. De ere nedskrevne i Hast og jeg har ikke havt synderlig
Tid til at overveie Sagen, naar jeg vilde udtale mig over samme med
denne Post.
Ganske som ovenfor
#A. W. Scheel#.
* * * * *

Kjøbenhavn, den 1ste Februar 1850.
Høistærede Hr. Generalauditør!
Deres Skrivelse af 21de Januar modtog jeg den 29de og benytter et Par
korte Øieblike, som kunne unddrages al den med Rigsdagens Aabning
iforgaars følgende usædvanlige Travlhed og Forstyrrelse, til ret
hjertelig at takke Dem for den og besvare den. Idet jeg meget vel,
trods Deres milde og rolige Skildring, føler det mindre Behagelige i
Deres Stilling som tredie Underhandler uden et længe baaret og
anerkjendt diplomatisk Stempel, glæder jeg mig dog først og fremmest
ved, at Deres Helbred har modstaaet Reisens og Vinterens
Besværligheder og vor Samvittighed saaledes synes at lettes for et
stort Ansvar, [og] dernæst ved, at De har vundet den Overbevisning,
at De kan gjøre vor Sag Nytte, og at De finder saadanne Egenskaber
hos Deres Kolleger, at De ikke ugjerne arbeider sammen med dem. Jeg
nærer det Haab, at det maa lykkes Dem at bevare den rolige og
uforsagte Stemning under de fremdeles efterhaanden sig udfoldende
mangehaande Vanskeligheder og Bekymringer ved Underhandlingerne. De
kan i det Ringeste være forvisset om, at vi herhjemme ikke ere
tilbøielige til at undervurdere Vanskeligheden ved Opgaven eller til
at gjøre os sangvinske Forhaabninger om snarlig, nogenlunde