Livserindringer - 05

konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet,
ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog
var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af
hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste
Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende
og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og
Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen
med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte
til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede
jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem
Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe
speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs
Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl
oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige
økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel,
en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi
holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i
de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede
i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens
Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke
samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og
Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde
og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.
{[21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.}
{[22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid
holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord,
fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med
Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen
er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en
villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige
Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og
Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet,
fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."}
Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse
overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro
paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min
hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen
Haand Plautus's #Aulularia# ved Hjælp af Schmieders meget
overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter
F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det
sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget
utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et
forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to
Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog;
derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af
Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig
deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt
Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis
paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min
Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par
hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt
kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de
gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til
Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver
studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis
Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et
stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's
Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et
andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af
Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i
Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste
Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte
Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og
læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og
Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi
forsynedes fra samme Sted.
Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste
af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet
mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret
Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt
udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene
Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den
anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet
glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig
Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling
deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser
og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling
og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer
med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige
Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der
engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede
Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var
kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og
Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og
Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende
Grundtvigske Opdagelse, der sætter _Symbolum apostolicum_ som et
gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke
gjort.
{[23] Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have
opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og
som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A.
Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind
i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg
endnu var i næstnederste Klasse.}
Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater hvilede der over
mit Forhold og Væsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk.
Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde
snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold,
at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af
Læremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt
Præg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krævede Udgift, f.
Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at
jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til vor kjære
Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra
Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nøden
blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min
Moder, der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende,
alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og
Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid
forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog
Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig
jevnaldrende Sønner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den
talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede
Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og
sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig
Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak
mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød en
vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en
adskillige Aar ældre Datter af Huset ved det store Fællesbord i nogen
Tid havde drillet mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et
komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De
Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn, Jomfru", og
derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader
iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende
Udbrud ligeoverfor en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men som
havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet at krænke
mig[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bød mig i de tre
Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Særdeleshed
Indelukket og Præstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore
Græsbænke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis
Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hørtes vidt om i
Skovene og vakte Minder og Drømme, ligesom Aftenvandringerne under
Taarne og Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab.
-- Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor
Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg (kun engang
medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto
naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive
Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i
Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og
bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg,
den Kreds af smukke eller dog tækkelige og tiltrækkende unge Piger af
bedre Familier, der i hine Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede
dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske
naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske Historie og
den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen hentedes, kan
udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til
Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse
Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af
hvilke den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og maaske
en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn
tillod, glædet mig ved Beskuelsen og været inddraget i den
eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphære af
Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk
erindrer jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener vandrende
igjennem Staldbygningerne foran Slottet at høre to unge Piger, som
jeg neppe nogensinde ellers mødte, synge indenfor det aabne Vindue i
Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til
Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor
Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund af mine Arbeider ved
Indtrædelsen i øverste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i
tredie Klasse) fritoges for hvert andet Møde hos Præsten, deltog to
Døtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nær ved
Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et
Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen.
De traadte som andre Døtre af Honoratiores altid i Følge med Præsten
ind i Konfirmandværelset, hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som
den eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har
altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter
Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg glædede mig
aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser
og deres Skønhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af
det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glæde,
og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres
Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade være at sige hende, hvilken
stille Hengivenhed jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har
talt.[25]
{[24] Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig
Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over
min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de
fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds
Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som
Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med
Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det
danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise
fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at
deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus
Duntzfelt.}
{[25] Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et
Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at
jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M.,
bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig
Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et
Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand
efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til
et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om
Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem
Tyrannerne.}
Den 24de September 1820 tog jeg paa den sædvanlige Maade, men med dyb
Bevægelse Afsked med min Rektor og med Skolen. Det var Skik, at
Dimittenderne paa en bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i
den Skoleklasse, hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog sit
Skoletestimonium under en fortrolig og kjærlig Tiltale og Formaning.
Denne bar for mit Vedkommende det stærkeste Præg af hans Godhed og
besvaredes, omend ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et
besynderligt Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen
uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i øverste Klasse i 3die Person
med Ordet "man" (f. Ex. "man er en Æsel, Nielsen"), efter
Overrækkelsen af Testimoniet ligesaa uforanderlig anvendte Pronomenet
"De"; det var Emancipationstegnet. Og dog har jeg i min Skoletid
aldrig betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som var mig
saa god, og som jeg elskede saa høit; saa streng var Afsondringen
imellem hans vistnok saare tarvelige Husliv og Skolen. -- Særegne
Forhold bevirkede, at jeg i mine akademiske Aar yderst faa Gange og
yderst kort gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte
bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjæld for den
kjærlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lærlings Fremskridt paa den
akademiske Bane som Lærer i hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa,
at han satte Pris paa, at hans tredie Søn -- den for nogle Aar siden,
efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole,
afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat og Ven af mig, -- som
philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828
disputerede for Doktorgraden. -- Den 25de September 1820 kjørte jeg
med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed
stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig
til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved
Universitetet.


III.
STUDENTERAARENE, EMBEDSEXAMEN OG MAGISTERGRAD.
1820-1826.

Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig
ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved
fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig
Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder,
saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde
gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald -- jeg opnaaede Udmærkelse --
tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg
fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af
hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held,
og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven
hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto
større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev
udmærket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i
Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender
fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en
Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (-- jeg troer dog,
at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som
Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse --), hvad der var
fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at
Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men
hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse,
idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og
opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V.
Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds
studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en
overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af
ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg
ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg
modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ
eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen
Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres
Bekostning[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket
mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af
en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit
Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at
hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og
ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte
mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg
i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst
Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.
{[26] Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i
Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og
besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede
samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte
akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem
indeholdtes.}
{[27] Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit
første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden
at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen
af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved
Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han
efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne
Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg
skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med
Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede
naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa
denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig,
at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to
forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa
herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende
Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.}
Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen om nær
forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede over Landet og i
Hovedstaden stærkt paatrængte sig igjennem Ruiner, derimellem
Universitetsbygningens, eller gjennem ufuldendte Nybygninger, og med
denne Erindring forbandt sig den endnu tilstedeværende, paa alle
Sider sig aabenbarende økonomiske Nød og Fattigdom. Heller ikke
Landets høieste Undervisningsanstalt: Universitetet befandt sig i
nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand. Naar et isoleret
og fra livlig Udvexling af Kræfter og ansporende Væddekamp afskaaret
Universitet altid kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde
sig paa det tilbørlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed særlig
gjøre sig gjældende, naar som dengang de materielle Betingelser
i en længere Aarrække svigtede ikke blot ved det ydre Apparat
af Bygninger, Samlinger og deslige, men ogsaa ligeoverfor
Lærerpersonalet, idet ikke faa Medlemmer af dette levede i meget
trange Vilkaar, medens baade Landets økonomiske Forhold og nedarvet
Vedtægt hindrede Udsondringen af de ikke længer brugbare Kræfter og
disses Erstatning med nye. Dertil kom, at de i Slutningen af forrige
og Begyndelsen af dette Aarhundrede tildels under Hertugen af
Augustenborgs ikke altid sikre og selvstændige Ledelse antydede og
paabegyndte Reformer og Indretninger under den efter 1807 følgende
Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes, gik istaa, hvorpaa
i den Retning, i hvilken mine Studier førte mig, det i den spædeste
Alder henvisnede pædagogiske Seminarium frembød et Exempel. Gammelt
og Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade, der for mig
afprægede sig i et lille Træk. Hver Student skulde efter
Immatrikulationen vælge sig et Medlem af Konsistorium til saakaldet
Privatpræceptor. Denne skulde efter de ældre Bestemmelser have et
særligt Tilsyn med de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og
støtte dem; men af en saadan nærmere Forbindelse var end ikke det
allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage efter Immatrikulationen
havde Studenten ofte glemt, hvem der var hans Privatpræceptor, og
Præceptoren, hvilke Studenter der havde valgt ham. Men, naar
Studenten efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansættelse i et
Embede løste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt af
Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatpræceptoren. Jeg valgte til
Privatpræceptor Historikeren Abraham Kall, tidligere ogsaa Professor
i Græsk, dels af Respekt for Mandens Ry for udbredt Lærdom, dels
fordi andre mig maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren
kom til mig at vælge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles imellem
samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige og akademiske
Virksomhed var imidlertid ophørt længe iforveien, og jeg har aldrig
set ham, da han ikke længer gik ud. Medens i flere Retninger
hæderlige Navne indgød Agtelse og enkelte kastede en særlig Glands
over Universitetet (-- Ørsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse af
Elektromagnetismen --), fremtraadte paa andre Punkter Svaghederne
stærkt, vistnok fornemmelig, men dog ikke udelukkende, i det
philosophiske Fakultet (der dengang tillige omfattede det
mathematisk-naturvidenskabelige); selv raa Mangel paa al sømmelig
Holdning og Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet
Repræsentant. -- I det almindelige, navnlig æsthetiske Litteraturliv
stod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige Veteraner som
Repræsentant for eller Minde om Tiden før Øhlenschlæger, og, uagtet
det sagdes at høre til de Formaninger, som min Privatpræceptor A.
Kall, medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags Strenghed
pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med Rahbek, fandt jeg mig
selv hædret ved i mit 17de Aar at indtræde i Dusbroderskab med den
elskværdige gamle Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang
lukket for nye Gæster, endsige saa unge. Efter den heftige Kamp
imellem Øhlenschlæger og Baggesen og den Sidstes Bortdragen var der
indtraadt en Art mat Stilstand, og, skjøndt Værket: Nordens Guder var
udkommet i det nærmest forudgaaende Aar, mærkedes dog Pieteten imod
Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet, da der i 1820
skete et raat Angreb paa ham i Anledning af et af ham affattet
Universitetsprogram[28]. Det var Skade, at man ikke havde fundet
noget andet Middel til at sikre Digterens Existens end et
Professorembede, hvortil han hverken ved Aandsretning eller
Uddannelse egnede sig. Grundtvigs første Kampperiode var afsluttet,
og den anden skulde først aabnes med Angrebet paa Clausens
Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed var
ikke trængt videre igjennem, I. L. Heiberg havde som Lektor i Kiel
foreløbig standset sin digteriske Produktion, Poul Møller var paa sin
Kinareise, og Henrik Hertz, Christian Winther og Christian Wilster
fandt saaledes en temmelig fri Plads ved deres da begyndende
Optræden, der knyttede sig nær til Studenterverdenen. -- I
Studenterlivet var der kommet en mærkelig og følgerig Bevægelse ved
Dannelsen af Studenterforeningen, Formen for et før ukjendt friere og
alsidigere Samliv, i Sommeren 1820. I denne indtraadte jeg i Løbet af
den første Vinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele
min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nærmere Bekjendtskabs-
og Venskabsforhold til en hel Række ansete og dygtige Studenter
udenfor mit eget Specialfag, der vare adskillige Aar ældre end jeg,
derimellem f. Ex. Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (død som
Etatsraad og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk dannede
Æsthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden er død som
afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole, og Digteren Henrik
Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger begavede og elskværdige,
men ved en tidlig begyndt Tunghørighed i sine Livsforhold endel
tilbagetrængte Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt
fjernere, -- Forbindelser, der virkede vækkende paa mig i flere
Retninger. Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens
litterære Forhandlinger (-- jeg erindrer, at jeg i mit andet
eller tredie Studenteraar i Foreningen oplæste en Afhandling
af mig om Hertug Henrik Løve og opponerede stærkt imod en af
Historikeren, siden Kunstlæreren L. N. Høyen da opstillet Thesis
om Kardinal Fleurys udmærkede politiske Dygtighed --), i dens smaae
parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornøielser,
iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar havde nogle smaae
Sommerværelser med Have paa Vesterbro, navnlig som Keglespiller.
Ogsaa med Mange af dem, der kom til Universitetet samme Aar som jeg
uden at vælge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det første
Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes til Juristen F.
U. Timm, først noget senere derimod til den baade videnskabelig og
kunstnerisk (i Musik) saare begavede Ernst Bojesen, begge mine
trofaste Venner indtil deres Død; fra den sidste var jeg i det første
Par Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge imellem
de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere Litteratur mere udviklede
Studenter fra Kjøbenhavn paa den ene Side og paa den anden
Provindsskolernes Dimittender, hvis stiltiende Repræsentant jeg var
bleven ved den akademiske Anseelse, som den første Examens Udfald
havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig
Individualitet. -- Min Aandsretning og de tidligere modtagne
Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium kun Valget
imellem Retsvidenskaben og Philologien, der, efterat den
ved Universitetsfundatsen af 1788 indrettede philologiske
Skoleembedsexamen i en lang Række af Aar var gaaet i Forglemmelse,
atter havde faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved
Anordningen af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget broget
Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk og Historie
examineredes der saaledes dengang, for at omfatte alle eller dog de
fleste og vigtigste Skolefag, ogsaa i Philosophi, Theologi og
Mathematik, naturligvis dog saare elementært og overfladisk, saaat
Philologien med Historie ikke blot gav Examen det almindelig vedtagne
Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens væsentlige Indhold. Den i
Frederiksborg vakte og til Anelse om Videnskab og Lærdom hos mig
udviklede Interesse overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den
fra Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementære og Praktiske
henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien, et Studium, hvorom
allerede, ogsaa ved en vis Nyhedens Tiltrækning, en omend ikke
talrig, saa dog virkelig ivrig og alvorlig stræbende Kreds havde
begyndt at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere theologiske
Kandidater Flemmer, død som Rektor i Frederiksborg, og J. Hage, siden
Overlærer i Roskilde, død som Journalist, samt B. Borgen, død som
afskediget fra Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i
Alder temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske
Forelæsninger og Øvelser, hvorimod Henrichsen (Student fra 1818),
Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der døde som Rektorer eller
afskedigede fra Rektoraterne i Odense, Viborg og Roskilde, samt
Rasmussen, der blev Student med mig, men var nogle Aar ældre (død
ung), og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende
inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i Spøg paa Latin benævnt
_baculus fixus_), der imidlertid først fuldstændig knyttedes 1821,
efterat jeg og Rasmussen havde tilendebragt "anden Examen". -- Paa
denne philologisk-philosophiske Examen -- som den officielt kaldtes