Livserindringer - 24

uden den fuldstændige Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade
overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin Artikel og
Faren for en større Krig og fremfor Alt, at Sagen ikke er endt,
hverken naar vor Armee staaer Norden for Eideren eller, om Gud saa
vil, ved Elben, men at Spørgsmaalet atter vender tilbage om den
Ordning, hvorved det da kan blive os muligt at trække vor Armee
tilbage igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu -- uagtet jeg
gjerne indrømmer, at det i alle Tilfælde kan blive nødvendigt at
rykke frem med Armeen og da i Guds Navn vil stemme for at gjøre det
med al mulig Kraft --, at det #iforveien# bør forsøges og overveies,
om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst imellem det
Mulige, kan opnaaes paa den #eventuelle# Basis, hvad enten nu en Fred
udtrykkelig sluttes derpaa eller i Henhold til en derpaa aftalt og
indledet Overenskomst eller endog blot saaledes, at det ved Siden af
en Separatfred med Preussen udtales og søges billiget, navnlig af
Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er paa denne
Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar Ordningen overlades ham.
Naturligvis er der kun Tale om en Deling og Forbindelsen af et Stykke
af Slesvig med Holsten under Forudsætning af Successionens Ordning
(fælles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten) og Holstens
Forbliven udenfor den preussiske Union. Det er klart, at Forslaget
til en Deling, baade for at blive fordelagtigt og for at finde
Indgang hos Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte
fremkomme fra Slesvigholstenernes Side; det Næste var, at det,
ligesom i Misfornøielse med Standsningen af de fuldførte
Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af Rusland eller
England og bødes begge Partier; direkt fra os kan det ikke uden
stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at jeg i gjentagne Samtaler
med Heinzelmann, der oftere opsøgte mig, tildels ogsaa med
Reventlow-Farve har lagt dem Tanken saa nær, som det var mig muligt
uden selv at gjøre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at det
var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte Forslag var
aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde en anden Vei,
hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske Interesse fandt sin Ret,
og overveie, om de efter den her iagttagne Stemning troede derved at
kunne udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet, i
Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen Reservation,
stillet Andragende bevirket, at det Spørgsmaal skulde forelægges vore
Underhandlere, som de idag modtage fra Udenrigsministeriet. Ogsaa
Clausen og Sponneck (vel og Rosenørn) ønskede det forelagt; de helde
til Deling, men saa subsidiært, at jeg frygter, at de først da
alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det er for
sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Spørgsmaalets Forelæggelse
i den Formening, at det vilde blive besvaret med et simpelt Nei. Jeg
beder indstændig om, at et Nei i det Ringeste maa være tydelig udtalt
med Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt
angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et Ja, og at en mulig
Dissens ikke skjules. Vi staae paa et Punkt, hvor man ikke for at
komme ud af det med hinanden tør skjule eller tilbagetrænge sin
Overbevisning.
{[133] Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i
Clausens Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.}
Naar jeg betænker, under hvilke Forhold og Indtryk De har tilbragt nu
snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg først ret, hvilket Offer der
forlangtes af Dem, dengang vi bade Dem gaae derhen, og, idet jeg
føler, hvad De har gjort for os, glæder det mig destomere, at De ved
legemlig at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har befriet
os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg, ellers havde
maattet gjøre os.
Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke først og fremmest til vore
Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!
Med den oprigtigste Høiagtelse
Deres ærbødigste og hengivne
#J. N. Madvig#.
P. S. Statsraadet har ikke villet indrømme mig at opsætte et Møde
under Kongens Forsæde, hvori skal delibereres om Separatfred eller
Forlangendet at rykke ind efter den hemmelige Artikel, til den Tid,
da Deres og Kollegers Svar kan være her. Imidlertid ligger det i
Sagens Natur, at i hint Møde Intet kan vedtages, der præjudicerer
Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa jeg for min Del
maatte træde ud. Vi ere sædvanlig skikkelig langsomme; kommer det saa
engang med Hast, ile vi stærkt.
Høivelbaarne
Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., Dm. pp.
* * * * *

Berlin den 15de Juni 1850.
Høitærede Hr. Minister!
Hele Dagen er medgaaet til en Konference med Hr. Usedom,
Deliberationer og andre uopsættelige Forretninger og den yderst
knappe Tid, som er mig levnet, tillader mig kun i allerstørste Hast
at nedskrive nogle Strøtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres
ærede Brev af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklære os
bestemt imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem under
Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt og vil bringe os ind
i en uoverskuelig Række af nye Forviklinger. Selv Preussen, som nok
vilde gaae ind paa samme, naar det selv kunde faae Fordel af den,
vilde komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne Basis. England
og Rusland vil den være imod, og de ville ikke kunne bringes til at
foreslaae den uden i alt Fald efter megen Overveielse, Raadslagning
og Brevvexling. Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige
derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den mindste
Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant. Efter flere
Overveielser blev det mellem os vedtaget, at vi i vort officielle
Svar skulde indskrænke os til det officielle Spørgsmaal. Kun vil
Pechlin i sit Navn vedlægge nogle yderligere Bemærkninger, da Ideen
tidligere er forsvaret af ham. Skulde der nu tænkes paa Ideen, maatte
det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling med
Hertugdømmerne. Jeg vilde foretrække Delingen for det af Modpartiet
paatænkte Slesvig-Holsten, d. e. disse Hertugdømmer forbundne
indbyrdes i administrativ og legislativ Henseende og med Kongeriget
kun ved Personalunion, da, naar Monarkiet skal opløses i to
ligeberettigede Stater, den danske Del helst maatte blive saa stor
som muligt, men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sættes
igjennem, med mindre Danmark forsømmer en klog og retfærdig Politik.
Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække Delingen for et aldeles
selvstændigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod,
kan der neppe længere være Tale, efter at vi ere komne bort fra
Præliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et
Medusahoved end som et hjælpende Nødanker. Hvad staaer da tilbage,
naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten at tilkæmpe sig fri
Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen. Jeg har indtil den sidste
Tid troet, at det Første var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom
i saa Henseende efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de
Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau. Herfra
hørte vi stærke Toner, medens Preussen endnu var noget moderat, men
de ere blevne svagere og svagere, eftersom Preussen har vist sig mere
og mere perfid. Ved egen Vaabenmagt -- om man end kunde tænke paa i
Tidens Længde at støtte sig derpaa -- kunne vi neppe sætte en saadan
Adskillelse af Slesvig og Holsten igjennem, som de kongelige
Tilkjendegivelser af 24de og 27de Marts 1848 forudsætte. Tydskland,
som er enigt i at holde paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846,
vil ikke tillade det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed
Hjælp. Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar vi
først kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke ville tillade,
at disse komme derind igjen. Vi trænges saaledes hen paa
Helstatsideen, som jeg havde troet begraven, idet Oprøret opstod.
Helstaten anses af de venskabelige Magter som den eneste #kloge# og
#retfærdige# Politik, da Danmark ved organiske Baand bør søge at
knytte sine Dele sammen og bør anerkjende, at den gjennem Sekler
bestaaende, skjøndt i Tidernes Løb paa forskjellig Maade
modificerede, men siden 1831 ved flere kongelige Tilsagn garanterede
Forbindelse mellem Slesvig og Holsten giver en Ret til fremtidig
Bestaaen. Ikke blind for de Misligheder, som Helstaten fører med sig,
maa jeg dog for min Person foretrække den for Delingen, og jeg troer
ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdømmerne vil møde saa stærk
Modstand som i Aaret 1848. Det har vist sig, at det Ønskelige ikke
altid er opnaaeligt.
Det er paatrængende nødvendigt, at Statsraadet fatter skarpt i Øie,
hvad Danmark #kan# og #bør# gjøre med Hensyn til Hertugdømmerne, og
hurtig handler derefter. Det gjør mig ondt, at de fremkomne
Fredsforslag ere saa slette, og at vi paa Grund af den stærke
Rustning ere komne næsten i den Nødvendighed at maatte benytte den
1ste hemmelige Artikel. Følgerne af den fornyede Konflikt ere
uoverskuelige.
I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet gaaer i
Kjøbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de danske Underhandlere og
Reventlow-Preetz Forslag om en fælles Statholder for begge
Hertugdømmer. I den Anledning vil jeg, især da jeg i mit sidste Brev
til Minister Clausen ikke skrev noget om den fælles Statholder,
bemærke, at det, førend vi modtoge Underretning derom fra Kjøbenhavn,
har været mig aldeles ubekjendt, at M.[134a] i sine Samtaler med R.
P.[134b] har gaaet ind paa Ideen om en fælles Statholder. Det
forundrer mig saa meget mere, som saavel jeg som mine Kolleger have
flere Gange sagt ham, at Danmark, i det mindste saalænge det holdt
paa Præliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst Fællesskab
i Hertugdømmernes Bestyrelse. Specielt har der ogsaa for flere
Maaneder siden været talt om Umuligheden af en fælles Statholder.
{[134a][134b] Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.}
Jeg nødes til at slutte og vil ønske, at der maa være Sammenhæng i
disse neppe læselige Linier, som Tiden ei tillader at gjennemse.
Med sand Høiagtelse
Deres
ærbødigste og hengivneste
A. W. #Scheel#.
Hr. Minister Madvig, R. af D.
* * * * *

Berlin den 18de Juni 1850.
Høistærede Hr. Minister!
Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring over det
Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven bragt, og under det ubehagelige
Indtryk, som var blevet efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr.
v. Usedom. Naar jeg hertil lægger, at jeg maatte skrive i største
Hast og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der er
meget at udsætte paa Indhold og Form af Brevet.
Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee skal vedblive at
holde et af de danske Lande besat. Denne Bestemmelse gav Anledning
til følgende Samtale mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er
Øiemedet? U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han rettende
til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu efter Freden
betragte os som Fjender? U. Nei, men lignende Exempler har man havt i
Frankrig 1815, og, da Freden lader mange Spørgsmaal aabne, kan
Tydskland ikke trække sine Tropper ganske tilbage. Heraf følger
altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger sig en
fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de uafgjorte
Spørgsmaal løste til sin Fordel. At en slig Fred er uantagelig,
forekommer mig klart, og det havde heller ikke stor Vanskelighed at
overbevise Baron Meyendorff derom, uagtet han raader os at gaae ind
paa enhver Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen
vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal være i Holsten, kom
dets Tropper uden Tvivl til at tjene den slesvig-holstenske Armee som
Repli og besatte vel, saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg
og Eidergrændsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske, dersom vi
benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de Juli 1849. Vel skal
Preussen efter denne trække sine Tropper ud af begge Hertugdømmer,
men, da det tillige skal opfordre Tydskland til at opfylde den
Forbundspligt at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke
usandsynligt, at det under Tydsklands nuværende Forhold vil paa sin
Vei selv overtage denne Forbundspligt. At trække sig ud af Sagen har
Preussen enten ikke Lyst eller ikke Mod til.
Kan Danmark gjennemføre, hvad det har kæmpet for? Forsaavidt derunder
indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, har jeg ikke troet
det letteligen muligt uden paa Grund af Præliminarierne. Derfor har
jeg holdt fast ved dem og søgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem
det skulde være den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede den
forrige Forbindelse imellem Hertugdømmerne, og gjøre det indlysende,
at dette i høieste Grad vilde udsætte Danmarks Vel og Europas Fred
for ny Fare. Af de fremmede Diplomater er det især paa Baron
Meyendorff, at man har maattet søge at virke. Han er gaaet
fuldkomment ind paa de fremførte Grunde, men har ikke tillagt dem
den Vægt, som vi gjøre. For ham er det Hovedsagen, at det danske
Monarkis Integritet sikres, og, naar dette er opnaaet, mener han, at
det er af underordnet Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem
Hertugdømmerne bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader til
at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele. Lignende Ytringer
gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu derhos Baron Meyendorff ikke
arbeider saa meget for nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt
imellem Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for sig
naturligt, at Rusland søger at undgaae en slig Konflikt, troer jeg
ikke, at vi fra sidstnævnte Magt kunne vente tilstrækkelig Hjælp til
at opnaae en Fred endog paa Præliminariernes Grundlag, i det mindste
ikke, hvis Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder
antagelig. Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab, som Meyendorff
bragte fra Varschau. Vel faae Præliminarierne ifølge dette Budskab en
fornyet Styrke, naar Preussen ikke gjør andre antagelige Forslag, og
endmere, dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet,
bliver underskreven, men efter det Foranførte og de Betragtninger,
som jeg i mit Brev til Minister Clausen af 8de d. M. har opstillet
angaaende Preussen, maa jeg dog anse det i høieste Maade tvivlsomt,
om Preussen nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred
paa Præliminarierne, som vi kunne være tjente med. Da Preussen
fremkom med sit Fredsforslag af 17de April, fandt Alle det i den Grad
urimeligt, at man troede, at vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt
fremad ved det Indtryk, som det vilde gjøre ved de fremmede Hoffer.
Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode infamt. Men
nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag, i alt Fald med en
Forandring i Artikel 3, naar det kun kan blive til Sandhed og faae en
virkelig Freds Virkning, navnligen derved, at Preussen trækker sig ud
af begge Hertugdømmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har vist sig,
-- fra sidste Halvdel af Mai -- har jeg maattet forelægge mig selv og
omhandle med mine Kolleger det Spørgsmaal, hvorhen vi føres ved at
antage en saakaldet simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at
dette snarest er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende
Forhandlingers lange Tid har betragtet som en Umulighed. I den simple
Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands og Danmarks
gjensidige Rettigheder for derved at holde Spørgsmaalet om
Hertugdømmernes Ret til Forbindelse aabent. Dette Spørgsmaal skal
altsaa senere omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at
Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan ren
administrativ Natur, at Regjeringen har været beføiet til at hæve
den, er rigtig, saa maa det dog anses for temmelig afgjort, at
Tydskland ikke vil anerkjende Rigtigheden deraf, og jeg frygter for,
at vi, hvis fremmede Magter lægge sig derimellem for at forhindre en
ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse. De
ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed helst holde sig til den
længe bestaaende status quo. Under Samtalerne med Baron Meyendorff,
der ikke kan holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke
kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrømme, at det
kan være #tvivlsomt#, om Hertugdømmerne have nogen egentlig Ret til
fortsat administrativ Forbindelse. I sit Hjerte anerkjender han
maaske saadan Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at
indrømme Forbindelsen, som Hertugdømmerne sætte saa stor Pris paa, og
at Danmark overvurderer den Fare, som deraf kan befrygtes. Under
slige Omstændigheder vil det være #ved Hjælp af Helstaten, at man maa
beskytte sig mod det selvstændige Slesvig-Holsten#. Den franske
Gesandt Persigny antager vel, at Frankrig, England og Rusland, naar
Fred først er afsluttet og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande,
ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark eller
navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for den gamle Strids
Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden bliver Danmark
overladt uden fremmed Indblanding at ordne Slesvigs Forhold. Men,
foruden at jeg ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa
vil det dog have den største Vanskelighed at indføre og opretholde
ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste Indvaanere i Hertugdømmerne
og hele Tydskland anse for Uret, især da vi fra fremmede Magter end
ikke kunne vente nogen moralsk Understøttelse, eftersom de ville være
tilbøielige til at antage, at Foranstaltningen er baade uklog og
ubillig. Forholdet vilde være et andet, hvis vi fik en Fred efter
Præliminarierne; thi Retsspørgsmaalet vilde i saa Fald være afgjort
til Danmarks Fordel.
Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa Helstaten antager
jeg, at De er tilbøielig til Deling (den eventuelle Basis). Delingen
vil tilfredsstille Nationalitetshensynene, give Ro i vort
konstitutionelle Liv og gjøre Statsmaskinen simplere, end naar der
skulle være baade Rigsstænder og Landsstænder og man begge Steder
skal forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjøndt jeg derfor
maaske vilde berolige mig ved en udført Deling, vilde jeg ikke have
Dristighed nok til at gribe saa voldsomt ind i den historiske
Udvikling. Jeg ængstes ikke ved den oftere fremførte Paastand, at
Tydskerne, naar de først havde faaet et Stykke af Slesvig, senere
vilde fordre Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde
holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde blive saa svagt,
at det enten snart ved Tydsklands Tiltrækningskraft vilde briste,
eller ialtfald ikke kunde forhindre, at de to Dele i Sager angaaende
baade den indenlandske og udenlandske Politik gik hver i sin Retning.
Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge; thi disse
Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere Omstændigheder
henviste til at følge samme Politik, navnligen med Hensyn til
Udlandet. Heller ikke troer jeg, at man kan henvise dertil, at vi
efter Præliminarierne søge at sætte Holsten i en isoleret Stilling;
thi, ei at tale om, at vi ikke derved rive et Land over, som i
umindelige Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald
vilde være mindre, end om et stort Stykke af Slesvig fulgte med, saa
antager jeg, at Hertugdømmerne ved de mange Baand, som sammenknytte
dem og skulde vedblive, om den fælles Forvaltning end hævedes, og ved
en ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter Delingen
den nordlige og sydlige Del af det danske Monarki, da disse
sandsynligvis vilde blive udviklede i forskjellig Retning. Skjøndt
jeg ikke anser det for en Lykke, at vi have Tydskere Nord for
Eideren, kunne de dog, da vi nu engang have dem, gjøre Nytte ved at
holde fast paa deres Brødre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse mod
Nord hindres de derhos fra at følge bemeldte Brødre. Angaaende
Delingen kunde vel endnu nogle Betragtninger være at tilføie, men, da
Papiret er fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.
Med uskrømtet Høiagtelse
Deres ærbødigste og hengivneste
#A. W. Scheel#.
Høivelbaarne
Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet,
Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.
* * * * *

Kjøbenhavn den 10de Januar 1851.
Høistærede Hr. Kollega!
Ved Deres forestaaende Reise[135] ere det danske Monarkis fremtidige
Udviklings-Udsigter fra deres Side, som hidtil have holdt paa
Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen eller den denne
optagende gamle Helstat, lagte saaledes i Deres Hænder, at det i det
Ringeste er klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De,
omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, foreløbig indrømmer og
anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre, hvad der
ikke nu for visse Eventualiteter reserveres. De vil da tilgive, at
jeg i Erkjendelse af Øieblikets afgjørende Vigtighed med faa Ord
privatim og med den af denne Meddelelsesform følgende Uforbeholdenhed
udtaler for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg end derved
for den allerstørste Del kun henviser til Punkter, der af Dem ere
overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning kan tages eller Forskrift
gives. De véd, at for mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det
i mine Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt,
som De i Grundtræk medtager, har en stor Vægt trods den Dygtighed og
Kløgt, hvormed det er udkastet og motiveret. Men, afset herfra, kan
jeg ikke tænke mig, at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst
Schwarzenberg selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en
nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemførelse, naar Preussen og det
øvrige Tydskland gjorde Modstand -- som de visselig ville --, eller
at bevæge Baron Meyendorff til bestemt Virken derfor enten nu hos
Schwarzenberg og Østerrig eller siden mod Østerrig og Tydskland, især
da det Sidste vilde være betinget for en Del af Englands Anskuelse og
Optræden. Det Høieste, De i denne Retning vil kunne opnaae, er i mine
Tanker en mindre Paatrængen paa, at vi øieblikkelig og før "de
agtbare Mænds" Sammentræden skulle erklære os for en Helstat bygget
paa den ugunstige Fortolkning af status quo ante. Der bliver da
tilbage at undersøge, hvorvidt man kan aabne en Indgang for saadanne
Forslag og Ideer, der, naar det principale Forslag maa frafaldes, dog
yde Danmark nogen Løn for Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden.
Det gjælder at vinde, hvad der kan vindes, for den danske
Nationalitet baade i og for sig og som eneste solide Bærer af et
politisk Legeme med Sammenhængskraft og af en selvstændig politisk
Eiendom for Kongehuset, naar dette skal betragtes som Statens Eier
efter autokratiske Synsmaader; men naturligvis maa Nationaliteten
saalidet som muligt fremtræde som Noget, hvorfor der gjøres
Fordringer for dens egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende)
betegnes som politisk Moment og #Middel#, tildels (hos Schwarzenberg)
som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles ikke
beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde høre Dem baade hos M. og
Schw. spotte lidet, trække med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over
de bornerte nationale Bestræbelser osv., naar kun Formaalet i
Realiteten fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde sig hos
Englændere; der kunde Nationalitetshensynet med tilbørlig
Forsigtighed -- især befriet fra al Bismag af professorship -- mere
direkt gjøres gjældende. Særdeles magtpaaliggende maa det i mine
Tanker være, forsaavidt man kommer ind paa dette Thema, at adskille
Nationalitet og Skandinavisme og fremhæve, hvorledes Savnet af
Tilfredsstillelse og Tillid hjemme, af en tryg Overvægt i den egne
Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de skandinaviske Ideer
og Stræben for deres praktiske Realisation. Det forekommer mig
dernæst, at, ligesom Successionssagen i og for sig er af største
Vigtighed, saaledes vil ogsaa et stærkt fremtrædende Ønske om dens
Ordning som det, der skulde give det i Spidsen trædende dynastiske og
hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed, være egnet til at
skaffe andre beskedent bagefter fremtrædende Synspunkter en
velvilligere Betragtning. Den Tanke, som jeg nu for min Del ønsker
under denne Form forberedet, sat i fornyet Bevægelse, prøvet med
Hensyn til dens mulige Antagelse -- thi videre kan der jo #nu# ikke
gaaes --, kjender De altfor vel, til at jeg her udførlig skal komme
ind paa dens Fremstilling; hvorledes den bedst forskjønnes i den
Retning, der kan regne paa Bifald, vil De udentvivl selv bedst
udfinde. Naar det Søgte betegnes som en indre, Lovgivning og
Administration lettende, det materielle Samkvem mindst mulig
afficerende og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie,
der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besværlige Forhandlinger
og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter, afviges
der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet maa jo undgaaes saameget [som]
muligt og det Hele fremtræde som en Koncession til Holsten og navnlig
til det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der, naar
Dänischwold og Schwansen administreres med Holsten, næsten bliver
uberørt af Demarkationslinien, en Omstændighed, der ogsaa i
Virkeligheden skaffer Tanken Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil
der vel ikke være nogen særlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken
paa en saadan Løsning aldeles og endelig er opgiven og bortkastet af
Lord Palmerston, men, træffer De Lord Westmoreland, vilde det vel
endda ikke være saa vanskeligt at føle sig frem. Men, hvad det især
ligger mig paa Hjertet at udtale, er Følgende. Jeg tør ikke lukke
Øinene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen spærret for
en til Delingen sig nærmende Tanke[136], til hvilken De jo heller
ikke har den Tillid som jeg, som for en Løsning i Retningen af det
udkastede Projekt, og at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at
udskyde Fastsættelsen af Grundformen for den endelige Ordning endog
blot til de "erfarne Mænds" Sammenkomst; jeg haaber og ønsker af
Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa være saa; men jeg vil og
tør ikke undlade at tænke mig, at De kunde bringes til at anse en
anden og virkeligere Helstat end den, De forleden kaldte saaledes,
for en uundgaaelig Nødvendighed og da med Deres deciderede og paa det
Praktiske rettede Karakter besluttede selv at gaae ind paa Tanken og
at træde i Spidsen for dens Gjennemførelse til mindst mulig Skade for
Danmark. For dette yderste Tilfælde anraaber jeg Dem da ret inderlig
om at redde det eneste Værn for Nationaliteternes ligeberettigede
Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder denne kan blive til en
Virkelighed, derved, at det nordlige Slesvig i det, der mest
umiddelbart berører og bestemmer Folkedannelsen, i Kirke- og
Undervisningsvæsen underlægges en med Kongeriget fælles Bestyrelse,
saaledes som hidtil Als og Ærø (skjøndt paa Als med mindre Virkning
formedelst Hertugens Indflydelse) og det Tørninglehnske, hvilke Deles
hidtilværende Stilling afgiver det bedste Udgangspunkt for at skaffe
denne, den beskedneste og sidste, Fordring Indgang som præfigureret i
status quo ante. Hvad derved vil være reddet, er, skjøndt lidet af
Udseende, endda et værdifuldt Resultat, især i Forbindelse med
Toldgrændsens Ophævelse; nu derimod at opgive ogsaa her, hvad der ved
Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet og forberedet, vilde
være at slaae Danmarks Sag det sidste og dybeste Saar. Naturligvis
hører med hertil Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse,
vunden ligegyldig om i Kjøbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa særdeles
at lægge Vægt paa denne Sag som det Sidste og Yderste, der maa søges
reddet, ikke just ledes af Stræben efter at udvide min Virkekreds og
Indflydelse, behøver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes
Vending vilde der ikke være Spørgsmaal for mig om nogen Deltagelse i