Livserindringer - 21

havt Mod eller Kraft til at begynde og gjennemføre? Og hvormeget
udrettede ikke Folket selv ved den frigjorte Kraft uden Regjeringens
Hjælp? Han gjennemlevede en Regjering, fuld af Møisommeligheder og
Vanskeligheder, men som efterlod hans Folk stærkere, end han modtog
det. Og derfor siger Folket, naar det vender sit Øie mod de
Uveirsskyer, som nu optaarne sig, mod de Farer, som nu reise sig fra
alle Sider: Dette var ikke kommet, hvis vi havde beholdt vor gamle
Konge. Men vi tør ikke uden Indskrænkning følge Folket i den
Slutning, det i sin Taknemmelighed for det Forbigangne drager deraf.
Det var jo ikke først ved Kongens Død, at Truslerne reiste sig; de
vare jo tilstede før, og, havde de end da en anden Form, syntes de
ikke at rettes saa langt, som nu, hvo af os tør dog sige, at de, hvis
de vare komne til Udførelse, vilde have holdt sig indenfor den
snevrere Grændse? Vi se, at nu Et besluttes, et Andet udføres, og det
kunde vel være sket ogsaa imod ham. Men fremfor Alt maae vi erkjende,
at, naar det hedder: "Dette vilde ikke være hændet, hvis Frederik VII
havde levet", saa indbefatter dette #hvis# efter menneskelige Vilkaar
et "saalænge", og i dette #saalænge# ligger da tillige, at det dog
engang maatte komme. Lader os takke Frederik VII for det Værn, han
var os, saalænge han kunde; men lader os søge det Værn, vi nu behøve,
hos os selv og hos den, der sætter sig i Spidsen for os med fornyet
Adkomst. Den Grundvold, paa hvilken Frederik VII stod i Forsvaret for
sit Monarki og sit Folk, er ikke i alle Maader uforandret; en ny
Fyrsterække, ved Blodets Baand nær knyttet til den forrige
Kongeslægt, er kaldet til Thronen; men den er tillige støttet paa en
Grundvold hentet fra Monarkiets Begreb og dets nedarvede historiske
Ret. Vi ville samle os om denne Slægt og om dens Ret. Vi skulle give
vore Fjender den Roes, at de ikke forsøge at drage vor Konge fra os;
de trænge og trykke ham ind imellem os. Lader os da slaae Kreds om
ham; lader os forsvare ham og ham forsvare os. Det er ikke ved ham,
at Truslerne og Farerne komme; de komme mod ham og mod os samtidig.
Retfærdige Gud! Lad vor nye Konge og Herre, hvis det er muligt,
begynde sin og sin Slægts Regjering i Fred! Bøi de Mægtige til
Retfærdighed og til at støtte vor retfærdige Sag; men, hvis Krig ikke
kan undgaaes -- vi trodse ikke paa vor Magt, vi udæske Ingen --,
skænk os da Styrke i den nødvendige Kamp og giv os gjennem en
hæderlig Krig en god Fred! Giv os Maadeholdets og Billighedens Aand,
at vi ikke udstrække vore Krav længere, end vor Ret gjør det
nødvendigt; men giv os ogsaa Fasthedens og Kraftens Aand, at vi staae
imod, hvor der skal staaes imod; giv os Besindighedens og
Bestemthedens Aand, at vi ikke overile os, men heller ikke vakle og
famle i Usikkerhed; giv os fremfor Alt Endrægtighedens Aand!
Algode Gud! Vi skilles ikke ad i disse vor Høiskoles Forsamlinger
uden ogsaa at rette en Bøn til Dig for os selv. Vi ere Fredens Mænd;
vor Gjerning er den, om hvilken det allerede er sagt i fjerne Tider,
at den ikke kan trives under Vaabenlarm. Vi bede ogsaa for os selv om
Fred, men om den Fred, der baader vort Land. Beskyt os og vor
Gjerning, men beskyt fremfor Alt vort Folk, beskyt vort Land, beskyt
vor Konge!

Bemærkninger om Kong Frederik VII.
Den 7de Januar 1864 tilfaldt det mig som daværende Rektor ved
Universitetet efter en ved dette nedarvet Skik, der ikke kunde eller
burde tilsidesættes, at holde en Mindetale over Kong Frederik VII ved
en Sørgefest, der paa Grund af Forhindringer for Benyttelsen af
Universitetets egen Festsal havde maattet opsættes og fandt Sted i
Folkethingssalen paa Kristiansborg. Alles Sind var i det Øieblik,
næsten to Maaneder efter Kongens Død og længe efter hans Begravelse i
Roskilde med sædvanlig kirkelig Høitidelighed, betaget af Tanken paa
den yderst farlige politiske Stilling og den nærforestaaende Krig;
men ved Siden af det Utilfredsstillende i under saadanne Forhold
overhovedet at holde en ny Sørgetale gjordes Opgaven mig endnu
vanskeligere, ikke blot ved Andres stridende Stemninger ligeoverfor
Frederik VII, men især ved min egen Dom og Følelse. Jeg skulde yde
Pietet og Sømmelighed, hvad der skyldtes dem, uden at hykle en
Mening, jeg ikke havde, eller aflægge et Vidnesbyrd, for hvilket jeg
ikke vilde bære det historiske Ansvar. Det er rimeligt, at dette
Forhold svækkede Talens Virkning, der under de givne Omstændigheder
aldrig kunde blive stor; men jeg er ved nu atter paa Tryk at
gjennemlæse, hvad jeg dengang sagde, ikke utilfreds med den Form, jeg
valgte, og det Forbehold, som jeg i Indledningen til Talen tog til
Fordel for den sande og strenge historiske Doms Ret, som det da ikke
var Tiden og Stedet til at gjøre gjældende, ligeoverfor de Stemninger
og Betragtninger, som særlig Øiebliket gav naturlig Berettigelse og
Betydning[124]. Jeg antydede, at blandt de da Tilstedeværende var der
mere end én, der kunde have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien om
den bortgangne Konge. Af disse ere de fleste gaaede bort senere uden
at have udtalt Vidnesbyrdet, og, hvorvidt de, der ere tilbage, eller
nogle af dem ville aflægge det, omendog først til Offentliggjørelse
efter deres Død, véd jeg ikke. Derimod voxede, udbredte og befæstede
sig den Opfatning om Kong Frederik VII, som jeg betegnede som
beslægtet med Mythen, i Offentligheden paa en Maade, der er traadt
Historiens Ret og Krav for nær, om jeg end har bemærket, at den i den
seneste Tid har fundet Modsigelse hos Enkelte. Jeg føler mig derfor i
min Samvittighed forpligtet til for min Del her at nedlægge
Vidnesbyrdet uden at lade mig afskrække ved det Betænkelige, der
ligger i at udtale en mindre gunstig Dom om den Konge, man har tjent,
og af hvem man i det Hele har været behandlet naadigen; men jeg
haaber at gjøre det med Bevarelse af et sømmeligt Hensyn til dette
Forhold.
{[124] Se Talen ovenfor Side 289 til 292.}
Frederik VII fødtes og opvoxede i sine første Aar under lidet
heldige Forhold og Varsler; hans Moder blev brødefuld og beskæmmet
skilt fra Faderen og fjernet; Faderen drog fire Aar efter Sønnens
Fødsel til Norge og siden efter et nyt Giftermaal til Udlandet, saa
at han først fra 1821 af kunde have et nært Tilsyn med Sønnens
Opdragelse. Under disse Omstændigheder have de oprindelig ikke
fortrinlige intellektuelle og moralske Anlæg neppe faaet den bedste
Pleie. En vis Tilbøielighed til lunefulde og drillevorne Brud paa
Orden og Forskrift og til betænkelig Udmaling i Beretning og
Fortælling bemærkedes og omtaltes allerede i Drengeaarene, ikke
usandsynlig nedarvet fra Moderen. Tidlig blev han Gjenstand for
Planer sigtende til igjennem ham at se den gamle Kongeslægt
forplantet med særligt Hensyn til begge fra Frederik V nedstammende
Liniers Forening, Planer, der, hvad ikke bør lades uantydet, vistnok
bleve mere betænkelige ved en Legemsfeil hos Prindsen. Kun med
Bekymring modtog de Mænd, der kort efter Prindsens Forlovelse med
Prindsesse Vilhelmine skulde lede hans Udenlandsreise, dette
Hverv[125]. Skilsmissen fra den første Gemalinde fulgtes af en Art
Forvisning (til Fredericia), der ikke var skikket til at hæmme en
Tilbøielighed til at søge mindre godt Selskab, som allerede tidligere
var fremtraadt. Ogsaa det andet Ægteskab maatte opløses, og under og
efter dette knyttedes en illegitim Forbindelse med en Dame, der drog
sin tidligere Forlovede eller Beskytter med sig ind i Prindsens Kreds
som Omgangsven og betroet Mand og overhovedet fremtraadte
fordringsfuldt og lidet sømmelig. At disse Forhold og Omskiftelser
ikke vare egnede til at hæve og styrke Selvagtelsen, er klart nok.
Frederik VII medbragte, da han tiltraadte Regjeringen, en godmodig
og jævn Natur, men uden sædelig Holdning, ringe Dannelse, liden
Tilbøielighed til aandelig Sysselsættelse og Anstrengelse og ligesaa
liden Kraft til selvstændig Handling, forbunden med en noget stædig,
men svag Karakter.
{[125] Med Bestemthed véd jeg, at Hertugen af Holsten-Glücksburg,
vor nuværende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre
Vanskeligheder ogsaa nærede Betænkelighed med Hensyn til de
Karaktertræk, der allerede da fremtraadte hos Prindsen.}
Det var allerede før Christian VIII's Død erkjendt og afgjort, at
der, for at hindre den truende Opløsning af Statslegemet, maatte ske
en yderligere Modifikation og Indskrænkning i den overleverede
Enevælde, end der var sket ved Provindsialstændernes Indførelse. En
Stræben efter ikkedestomindre kraftig at standse Enevoldsmagtens
Forringelse laae nu visselig udenfor Frederik VII's Tanke; det
Magtbegjær, der er forbundet med energisk Lyst til handlende
Indgriben i de almindelige Anliggender og med Drift til Arbeide,
Anstrengelse og Kamp for at gjøre sin Villie gjældende, fandtes ikke
hos ham, omend de, der have tjent ham og forhandlet med ham, vide, at
stundom ogsaa efter den indtraadte Forandring af Regjeringsformen
besynderlige Erindringer om den ældre Magtfylde og Indskydelser om at
bruge denne forbigaaende kunde opstaae. I Almindelighed var han dog
tilfreds med at beholde Kongemagtens ydre Attributer og Fordele og at
indrette sit daglige Liv, sine nærmeste Omgivelser og sit Hof efter
sit eget Behag. Men, ligesaa lidt som Fastholden af Absolutismen
saaledes kan bebreides ham, ligesaa lidet kan der være Tale om en paa
egen Overveielse og Erkjendelse bygget Beslutning om at indskrænke
Enevælden og i denne Indskrænkning at gaae til denne eller hin
Grændse. Han underskrev uden Indvending det under Christian VIII
forberedte Forfatningsreskript af 28de Januar 1848 og gav i Marts
efter for de da stillede Fordringer, da ogsaa under Trykket af
Bevægelserne i Europa og af det Oprør, der maatte kues (jfr. Side
150). Hvorvidt Kongen paa nogen Maade har deltaget i Forhandlingerne
om det Grundlovudkast, der udarbeidedes og forelagdes af
Martsministeriet, véd jeg ikke, men har dog aldrig hørt mindste
Antydning derom. Udkastets Behandling i den grundlovgivende
Rigsforsamling og de Forandringer, det der undergik, berørte ham
saagodtsom slet ikke. Kongens Stilling til Spørgsmaalet om Slesvigs
Deling, hvorpaa Martsministeriet strandede og opløstes, var efter min
Overtydning ganske overveiende bestemt ved Andres Indflydelse, dels
herhjemme, dels udenfra. Derhos skabte det ved en Slags Overrumpling
tilveiebragte morganatiske Ægteskab og de derved fremkaldte
Stemninger (f. Ex. i Forholdet til de kongelige Slægtninge)
Vanskeligheder ogsaa udenfor Kongens særlige Omgivelser, saasom i
Forhandlingen om Arvefølgesagen, og Indflydelser fra hin Kilde bleve
senere hen ogsaa følelige ved Forholdet til Ministerierne og
ved Omskiftninger i deres Sammensætning. At herved en saa
underordnet Personlighed som den fra Bogtrykker til Kammerherre og
Civillisteintendant forfremmede Berling kunde faae en Rolle, var
beklageligt. En uheldig Følge af Ægteskabet med Grevinde Danner var
derhos en vis Isolation, idet det Selskab, som naturligst og nærmest
skulde have sluttet sig til Hoffet, være sig nu som Følge af en
strengere Sædelighedsfølelse eller af lettere Anstandshensyn, holdt
sig fjernt, hvorvel jeg ikke vil negte, at hos en Del af
Aristokratiet Misfornøielse over Regjeringsforandringen virkede noget
med. Ogsaa overfor Udlandet svækkedes den nedarvede Kongeværdigheds
Anseelse noget. Uheldig virkede derhos hos dem, der kom Kongen
nærmere, særlig den hos ham efterhaanden stærkt udviklede
Tilbøielighed til at gjøre sig interessant ved Fortællinger, i hvilke
ikke blot Sandheden, men ogsaa Sandsynligheden tilsidesattes, og som
undertiden ved Omtale af egen Daad og af Deltagelse i Fare og Kamp
bleve særdeles stødende[126]. -- En vis Paaholdenhed og Smaalighed,
der stundom vistes fra den i Forhold til den ringe Anledning til
Repræsentation og Familieudgift ret rundelig udstyrede Civillistes
Side, havde ikke sit Udspring fra Kongens egen Tilbøielighed, men fra
dem, der bag ham sørgede for sig selv; en morganatisk Gemalinde
opsamler ikke uden Driftighed i tretten til fjorten Aar en Formue af
omtrent syv Millioner Kroner, foruden hvad der kan være tilflydt
Andre. -- Kongens huslige Forhold bleve derhos i de sidste Aar
formørkede og ulykkelige og bidrog uden Tvivl deres til en ikke ringe
Uregelmæssighed i Diæt og til ved deraf opstaaet eller forværret
Sygdom at forkorte hans Liv[127].
{[126] For ikke længe siden læste jeg et forunderligt Forsøg paa at
forklare Kongens Fortælling til en høi hannoveransk Officer, der
som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget ved
Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig, hvor
uhyggelig alle Nærmerestaaende dengang berørtes af denne Scene. Men
hvad vil man da sige til det i Thorsøes Skrift om Frederik VII's
Regjering S. 259-261 aftrykte Brev fra Frederik VII til Kong Oskar,
i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige Deltagelse i
den første Indrykning i Slesvig i April 1848, Fægtningen ved Bou og
Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev maatte en dansk Officer reise
til en fremmed Monark, som naturligvis havde fuld Kundskab om det
virkelige Forhold. Ved et Besøg i Jylland fortalte Kongen nogle
Bønder, imellem hvilke befandt sig den oplyste og hæderlige
forhenværende Stænderdeputerede og Rigsdagmand Ole Kirk, om
Grundlovens Tilblivelse, at han som Kronprinds, da hans Fader
tænkte paa at give en Forfatning, men naturligvis af de gamle
Ministre modtog ubrugelige Forslag, havde udbedt sig selv
Tilladelse til at levere et Udkast; dette var af hans Fader blevet
henlagt, men af ham selv efter Thronbestigelsen fremdraget fra dets
Gjemme og forelagt den grundlovgivende Rigsforsamling.}
{[127] At en saadan uregelmæssig Levemaade ved Siden af legemlig
Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel
grebne antikvariske Undersøgelse af en Mose var stærkt medvirkende
til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en uheldig
Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd af den
paalideligste Art.}
For den store Almenhed bleve de Skyggesider, der her ere antydede,
ubekjendte eller bemærkedes dog kun lidet, medens Kongens naturlige
Jævnhed og Godmodighed, hans Nedladenhed og hans Mildhed mod Ringere
i og udenfor hans Tjeneste vandt ham Hengivenhed, saameget mere som
disse Egenskabers Virkning understøttedes af en tiltalende og værdig
Skikkelse og af en ikke ringe Evne til at optræde en Tidlang paa
rette Maade ved offentlige Leiligheder. Naar hertil kommer den store
Befolknings naturlige og netop ved Enevoldsmagten nærede Forestilling
om enhver Lovgivningsakts, altsaa ogsaa Grundlovens Udgang fra
Monarkens personlige Initiativ og Beslutning, bliver Folkestemningen
mod Kong Frederik VII og den Erindring om og det Billede af ham, der
har forplantet sig hos den store Mængde, forklarlig. -- Naar man ofte
stærkt har fremhævet hans Danskhed, da maa dog herved bemærkes, at
denne væsentlig fremtraadte som en umiddelbar Hengiven til de
Omgivelser, hvori han var opvoxet og havde levet uden for Exempel i
yngre Aar nogensinde at være bragt i nærmere Berørelse navnlig med
tydsk Dannelse eller at have følt Trang til i denne Retning at udvide
sin Synskreds. Hans Interesse for danske Oldtidsminder forbandt sig
ikke med nogen Drift til mere omfattende og dybere Kundskab i nordisk
og dansk Historie. Oprøret i de tydske Landsdele trængte ham
nødvendig til desto stærkere at slutte sig til den tro blevne Del af
Monarkiet.
Statuen foran Kristiansborg og de overalt omkring i Landet opreiste
Mindesmærker for Frederik VII staae vistnok efter streng historisk
Betragtning mindre som Erindring om en positiv Kongedaad end som
Minde om en uden Kongens Modstand fuldbyrdet Regjeringsforandring;
men ogsaa den betimelige Eftergiven for Omstændighederne har sin
Fortjeneste, især naar den fuldbyrdes og opretholdes af en velvillig
Personlighed uden Vrangvillie og Bitterhed. Guldkrandsen paa Kisten i
Roskilde af danske Kvinder lader sig mindre forsvare; thi et
ridderligt Forhold til Kvinden og en derved betinget Optræden laae
vistnok neppe for Frederik VII's Natur. -- Den Anskuelse, at en
Forlængelse af Frederik VII's Liv vilde have afværget de Danmark i
1864 overgaaede Ulykker, indeholder kun saamegen Sandhed, at der,
hvis Kongen havde levet længere, vilde have været Leilighed til endnu
under Benyttelse af den Modstandskraft, som den nedarvede Kongeslægts
sidste Repræsentant bar i sin Person, at forsøge en sidste og endelig
Løsning af den til det Yderste strammede Knude, medens Tiden hertil
og Støtten derigjennem faldt bort ved Kongens Død; men, om Forsøget
vilde være blevet gjort paa rette Maade og have faaet et forholdsvis
heldigt Udfald, lader sig ikke sige.

2. Nationalitetsprincipet i Politiken.
Anerkjendelsen af Nationalitetsprincipets Berettigelse i Politiken
har for mig en saadan Betydning, og der hersker mærkværdig nok endnu
saa mange Misforstaaelser i denne Henseende, at jeg i Tilslutning til
den Berøring af dette Punkt, som i Fremstillingen af min egen
Livsvirksomhed gjentagende har fundet Sted, troer her endnu engang at
burde i al Korthed og Simpelhed sammenfatte, hvad jeg tidligere paa
forskjellige andre, tildels afsides liggende Steder har ytret derom.
I og for sig antager jeg ikke, at nogen tænksom Mand tvivler om, at
Statssamfundene bygges og bæres af og adskilles efter Folkene, d. e.
Menneskesamfund, der sammenholdes i et særligt, ved Sprog og
Meddelelsesmiddel betinget og begrændset Fællesskab af Forestillinger
og Overleveringer, og i hvilke hvert enkelt Medlem ved Fødsel og
Opdragelse i Sproget modtager et uudsletteligt og for ham selv
uforglemmeligt Mærke, og der gives heller ikke nu eller gaves i
Fortiden i Historien nogen kraftig og stærk Stat, uden at den
tilhørte et saadant Folk, en saaledes mærket Nationalitet. Det
falder Ingen ind at betvivle denne Nationalitetens Betydning ved
Stater som England, Frankrig, Spanien eller endog blot ved det salige
romerske Riges: "deutsche Nation". Men Forholdet kan ganske vist
enkelte Steder fordunkles og forbigaaende forvanskes. Folk kunne ved
Omstændighedernes Magt opløse den Stat, hvori de tidligere helt
boede, i mindre Stykker og ligesom Huse, saaledes som det i sin Tid
skete i Tydskland, hvor der da opstaaer et Savn af og Trang til
Helheden, medens andetsteds fremmed Indblanding og Vold kan medvirke
til slig Opløsning, som i sin Tid i Italien. Paa andre Steder
undertrykker et stort Folk mindre mægtige og kraftige Folk eller
Folkeafdelinger, og det herskende Folks Statsomraade udstrækkes da
udover dets egne Grændser og omfatter Lydfolk under sin strengere
eller mildere Vælde. Men, fordi Rusland saaledes hersker over Polen
og Finland osv., ophører den russiske Stat ikke at være baaren af det
russiske Folk som det, der giver den Enhed og Styrke. Man hører i
russiske Regjeringskredse maaske ikke altid gjerne tale høit om
Nationaliteten som Statsgrundvold, fordi denne Tale medfører Tanken
paa den Ret, der f. Ex. paakaldes af Polakkerne til at danne deres
særlige og selvstændige Stat, og fordi overhovedet Forestillingen om
Folket som Statens Eier og Bærer ikke maa træde for stærkt frem i et
om ikke despotisk, saa dog saare autokratisk regjeret Land; men
Keiseren af Rusland véd dog meget vel, naar det gjælder, at paakalde
det russiske Folk. Særlig ilde synes Talen om Nationaliteten som
Statens Grundvold dog at lyde, hvor der i et enkelt Tilfælde paa en
Tid, da Folket i det Hele stundom glemtes over dets Repræsentant:
Fyrsten, er under særegne Sammenstød af mindre Folk med ufuldkomne
Statsdannelser frembragt et kun ved dynastiske Baand, ved
Overleveringens Magt og Omgivelsernes Tryk sammenholdt Aggregat eller
Konglomerat, en kunstig Stat, som i Østerrig. Men netop en saadan
Stat viser særlig Nationalitetsprincipets Betydning, thi Historien
lærer, at den i sig bærer en Svaghed og Følelse af Svaghed, som den
vel søger at dølge, men ikke kan dølge; hele Østerrigs Historie
ligesaameget som dets nuværende Tilstand, da det har maattet opløse
sig i to sidestillede Stater og kun med yderste Møie har undgaaet
yderligere Opløsning, vidner saaledes noksom herom[128]. --
Erkjendelsen af Nationalitetens Berettigelse som Statsgrundlag
er stundom bleven forvexlet med en uhjemlet Fordring om en
Grændseregulering af de bestaaende Stater efter nøiagtige
Nationalitetsdelinger uden ethvert Hensyn til Traktater og Folkeret,
ja med Forglemmelse af de uundgaaelige Overgange og Blandinger, og
den har derfor undertiden i konservative Diplomaters Øine faaet et
revolutionært Skin. Til at fremkalde og befæste dette Skin bidrog
Napoleon III ikke Lidet ved den Maade, hvorpaa han i sin urolige
Politik brugte Nationalitetsprincipets Navn til Skærm for
egoistiske Bestræbelser, medens han ikke tog i Betænkning at kræve
tydske Kompensationer for Preussens Magtforøgelse og deslige.
Nationalitetsprincipet betragter jeg i disse Bemærkninger kun som
Udtrykket for en Naturlov, til hvilken der ved Bedømmelsen af
Staternes Styrke og ved Bestræbelsen for at forøge, befæste eller i
det Ringeste ikke at formindske denne maa tages Hensyn; om Forholdet
imellem en vistnok deri liggende Berettigelse for hver Nationalitet
til at stræbe efter selvstændig Bestaaen og den historiske og
positive Folkeret handles der derimod ikke her.
{[128] Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden
et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for Lyset,
hvori den østerrigske Stats i dens brogede Folkeblanding grundede
Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands
Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.}
Vende vi nu Tanken mod vort eget Hjem, da vide vi, at
Nationalitetsprincipet ogsaa hos os har maattet høre ilde som
statsopløsende og revolutionært. Sandheden er, at Paaberaabelsen
deraf ikke kunde Andet end henlede Opmærksomheden paa, hvad der
unegtelig fattedes det danske Monarki i Sammenhæng og indre Styrke,
og opfordre til at undersøge, hvad der kunde gjøres for at befæste
denne. Monarkiet dannedes af to Befolkninger, der for den
allerstørste Del ikke forstode hinanden indbyrdes, en større med
særeget Sprog og Folkeliv og en mindre, der ikke blot havde Sprog og
Folkeliv tilfælles med et langt større og mægtigere Folk og paa mange
Maader aandelig og materielt hendroges til dette, men som, forsaavidt
den boede i Holsten eller Lauenburg, tillige statsretlig var
undergiven fremmed Indflydelse og Kontrol. Det maatte synes klart, at
Statens egentlige Styrke, ja dens Ret til en særlig Bestaaen maatte
søges i den større, sproglig, aandelig og politisk selvstændige og
ensartede Befolkning, og at denne derfor baade burde vedligeholdes i
fuld Udstrækning og Sammenhæng og hævdes i Følelsen af intetsteds at
tilsidesættes eller underordnes. Men just det Modsatte heraf fandt
ifølge en historisk Udvikling, som her ikke skal fremstilles, Sted,
forsaavidt man ikke blot overlod det danske Sprog og den danske
Dannelse i Slesvig uden Omhu og Pleie til en underkuet Stilling og
successiv Fortrængelse, men derhos trods Traktater og tidligere
Regjeringserklæringer (i 1720) mere og mere sammenkoblede Slesvig i
Indretninger og Interesser med Holsten. Mod denne Forkerthed gjordes
Nationalitetsprincipet gjældende, idet der tillige henvistes til den
overveiende Indflydelse, som det tydske Element især igjennem dets
fra Suverænitetens Tid af begunstigede Aristokrati havde havt og for
en stor Del endnu havde i Statens øverste Fællesstyrelse. Man tænke
herved blot paa to tydske Vidnesbyrd, det ene af den preussiske
Historiker Treitschke ("Deutsche Geschichte im neunzehnten
Jahrhundert", 2ter Theil S. 459), der med Beklagelse lader "die
vielhundertjährige deutsche Adelsherrschaft in Dänemark" ophøre
med Statsforandringen i 1848, det andet af den vakre og mod
Fællesmonarkiet, som han tænkte sig det, meget loyale Konferentsraad
Rist, der i sine for nogle Aar siden trykte Erindringer ligesom
Treitschke finder det høist besynderligt og formasteligt, at Frederik
VI engang i den vanskelige Tid før 1813 kunde tænke paa et
overveiende dansk Ministerium med Niels Rosenkrands og Grev Joachim
Godske Moltke, (der dog var Søn af en indvandret Tydsker) i Spidsen.
Derimod medførte Nationalitetsprincipet ikke den ringeste Indsigelse
imod, at den tydske Befolkning levede med fuldkommen lige Ret og
Vilkaar under det danske Scepter, ja med bedre, hvis Forholdet til
Tydskland ydede den nogen særlig Fordel, f. Ex. ved Toldlovgivningen
osv. Hvorvidt iøvrigt den tydske Befolkning hang fast ved
Forbindelsen med Kongeriget, og især hvorvidt den under et Sammenstød
imellem den danske Stats Interesser med de almindelige tydske
Interesser og folkelige Følelser vilde slutte sig til den danske
Side, derom kunde allerede Begivenhederne i Holsten i 1813 og 1814
maaske give et Vink (-- man tænke blot paa Glückstadts Beleiring
dengang --); men efter 1830 (Lornsen) og efter den hele Bevægelse
under Christian VIII's Regjering (navnlig i Anledning af det aabne
Brev i 1846 om Arvefølgen) og Udbrudet i 1848 kunde ialtfald ingen
Tvivl i denne Henseende fornuftigvis finde Sted. Den tydske
Befolkning havde igjennem sine Talsmænd og Repræsentanter paa det
Utvetydigste erklæret, at den ønskede Forbindelsen med Danmark opløst
for som selvstændig Stat at slutte sig til Tydskland, tagende hele
Slesvig eller den allerstørste Del med sig som Medgift. Det har gjort
et stundom oprørende, stundom til Latter heldende Indtryk paa mig,
naar jeg har hørt danske Mænd, der en kort Tid havde havt en
Ansættelse, f. Ex. som Auditører, i Rendsborg, saasom iblandt Andre
Geheimeraad Bluhme, tilsyneladende med fuldt Alvor, hvorvel i Alvoren
blandede sig nogen Øieblikets Heftighed, paastaae, at Rendsborgs
Soldater og Borgere i deres Tid vare fuldkommen saa gode danske
Borgere og Soldater som de i Kongeriget. Naturligvis underordnede
den holstenske Soldat i almindelige Tider sig ligesaagodt
Disciplinens Love som den i Kongeriget fødte, men anderledes stillede
Sagen sig, naar der spurgtes om den uvilkaarlige Drift til under en
Konflikt med Tydskland at bestemme sig og handle. Man paaløi den
tydskfødte Mand en Sindsstemning, der ikke engang var naturlig i
tidligere Dage, hvor Folkebevidstheden dog tildels endnu slumrede,
men som endnu mindre lod sig forene med den nyere Udvikling af
Folkebevidstheden. Under disse Omstændigheder og efter blodig Kamp
fra dansk Side at opgive sin Ret for at holde paa en Forbindelse, der
saa lidet ønskedes fra den anden Side, var taabeligt, fordi man
hverken havde Haab om at vinde Hjerterne eller kunde paatage sig
Gjennemførelsen og Opretholdelsen af et forhadt Tvangsherredømme, til
hvis Afrystelse overlegen tydsk Hjælp vilde staae beredt. Derfor
burde og maatte en Opgjørelse og indtil en vis Grad Adskillelse
imellem Dansk og Tydsk tilveiebringes, saaledes at den historiske og
traktatmæssige Ret (for Danmark til at besidde hele Slesvig) bøiedes
efter den Billighed, som det nu bestaaende Nationalitetsforhold
medførte. Krævede efter Stormagternes Formening europæiske og
dynastisk-folkelige Interesser, at Kongen af Danmark vedblev at være
Hertug i det selvstændige Holsten, og kunde Holstens Befolkning uden
Byrde og Besvær for Danmark bevæges til at anerkjende denne Ordning,
maatte man fra dansk Side gaae ind derpaa baade under Erkjendelse af
visse mulige Fordele (ved forenet Optræden udad) og med Forsigtighed
ligeoverfor mulige Forviklinger og Farer. Ved hele denne Betragtning
over Nationalitetsprincipets Anvendelse paa det overleverede danske
Monarki og den dansk-tydske Strid maae derhos endnu to Forhold
fremhæves. Man taler ofte, ja sædvanlig, som om Holstens Udsondring i
Forbindelse med et Stykke af Slesvig var en Opløsning af en ældgammel
og af Aarhundreder helliget Forbindelse, og man glemmer med en
forunderlig Vedhængen ved Erindringen om en langt tidligere Tids
Forhold og om Forbindelsen da med ganske enkelte Dele af Holsten
gjennem fælles Fyrste, at før 1720 sad paa Gottorp et med Danmark i
stadig Strid og Feide levende Fyrstehus, hvis Nag imod Danmark,
efterat det var fjernet fra Slesvigs Grund, bevaredes i Kiel og
derfra forplantedes til Stokholm og Petersborg, og at Kiel for
Danmark var en fremmed Stad indtil det Aar, da den med Catharina II
af Rusland og Storfyrst Paul sluttede Mageskiftetraktat kom til
Udførelse, nemlig i 1773. Der levede endnu i 1848 i det tidligere