Livserindringer - 01

LIVSERINDRINGER.

Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand,
der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand;
der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik;
vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.
Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;
hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld;
han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær;
i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.
De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,
og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik,
og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,
som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.
Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind;
for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind,
og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,
saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.
Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst,
og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst;
da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,
da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.
Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;
det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem:
og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,
vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.
_17de November 1879._
_Edv. Lembcke._


LIVSERINDRINGER
AF
J. N. MADVIG.

KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
1887.


Fortale.

I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, d. e. dikterede, min
Fader -- tildels efter Opfordring af Andre -- de efterfølgende
Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde været hans Hensigt
at lade dem udgive, saalænge han levede, saaledes havde han ikke
taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da
jeg tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været
sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en temmelig
søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge
tilsengs uden at vide, hvorlænge det kunde vare, maatte man ialtfald
være forberedt paa, at Sygeleiet først endtes med Døden, -- og for
dette Tilfælde overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage
Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre
Ting derefter skulde udgives. Det følgende Par Dage, da hans Tilstand
var bedre -- han døde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop
den 12te Decb. f. A. --, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa
Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikke at være ene
om derefter at træffe Bestemmelse i saa Henseende -- en Bestemmelse
der i mine Øine altid har sine betænkelige Sider --, og det var
først, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i
Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til
Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede
mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren. Inden min Faders Død
havde jeg, paa enkelte Undtagelser nær hist og her, ikke kjendt andre
Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af
enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte jeg vel
antage, at det havde været min Faders Hensigt dels maaske at tilføie
yderligere Bemærkninger om sin Stilling til flere af de Mænd, med
hvilke han særlig gjennem det politiske Liv var kommen i nærmere
Berøring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af
de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse være
blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af
enkelte Ting sammendragen paa ét Sted. Dette var imidlertid ikke
sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar
Optegnelserne skulde fremtræde som min Faders egne, anse mig for
uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig
inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne
gjøre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere
Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne
ligefremme Ord- og Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre
nøiagtig Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig at
udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og
ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse kunde have for
Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilføiede
enkelte Anmærkninger har jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det
rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse.
Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede
forskjellige Sekretærers egen, da er den ved Trykningen søgt lempet,
saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han
endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.
Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende
Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilføie, at min
Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham særlig da i
stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve
Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle
foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemærkninger om
Tilværelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt
til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form
eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.
Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne med medfølgende
Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udført efter
Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv.
Lembckes ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.
Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min
Faders nærmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans
Død, idet han mindede om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders
Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevæget min
Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel
Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for
mig saa stærk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe,
at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes
lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Død
befriede ham for den af ham saa frygtede Skæbne: aandelig og legemlig
at overleve sig selv.
Den 30te April 1887.
#J. N. A. Madvig#,
Overretsassessor.


Indholdsfortegnelse.

Side.
I. Barndomsaarene paa Bornholm 1804 til1 817 1-51
II. Skoleaarene i Frederiksborg 1817 til 1820 53-67
III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad
1820 til 1826 69-86
IV. Ansættelse ved Universitetet, Embeds og
videnskabelig Virksomhed i 1826 til 1848 87-134
Universitetsvirksomhed S. 89-102
Forfattervirksomhed - 102-119
Bibliotheksvirksomhed - 119-122
Anden offentlig Virksomhed - 123-131
Personlige Forhold og Reise - 131-134
V. Tidsrummet som Minister 1848 til 1851 135-202
1848 før Ministerudnævnelsen S. 137-141
Novemberministeriet i Almindelighed - 142-151
Den grundlovgivende Rigsforsamling - 152-158
Virksomhed som Kultusminister i og
udenfor Rigsdagen - 158-181
Krigen og de ydre politiske Forhold - 181-200
Personlige Forhold - 200-202
VI. Videnskabelig, Universitets og Skolevirksomhed
med fortsat Deltagelse i det politiske Liv 1852
til 1884 203-284
Politisk Virksomhed i og udenfor
Rigsdag og Rigsraad S. 205-235
Universitetsvirksomhed - 236-244
Undervisningsinspektørvirksomhed - 246-254
Videnskabelig Forfattervirksomhed - 254-265
Anden offentlig Virksomhed - 265-268
Personlige Forhold 244-246, 268-272
og 282-283
Reiser - 272-281
Tillæg I. 285-319
1. Tale ved Sørgehøitid for Kong
Frederik VII S. 287-304
Bemærkninger om Kong Frederik VII - 304-311
2. Nationalitetsprincipet i Politiken - 311-319
Tillæg II. Forskjellige Breve 321-371


I.
BARNDOMSAARENE PAA BORNHOLM.
1804 til 1817.

Motto: O Barndomstid,
hvor er du blid,
hvor lyse dine Drømme
og dine Minder ømme!

Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke
jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de
Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning
vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der
blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener
sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold,
tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling
mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det
danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste
Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet
64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning
af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og
afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax
ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og
Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og
Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en
neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min
under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig
derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit
senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske
mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg
derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig
selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig
angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele
den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af
Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant
Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører
min egen lille Person.
Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker
Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange
(rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6-7 Mile fra
Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en
Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod
Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del
af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels
af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne,
i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en
kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner
en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand.
Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige
Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden
begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet
et Knudeparti, hvis øverste Punkt -- det saakaldte Rytterknegten --
naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest
og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af
hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner
Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt,
af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter
mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet
deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere
Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen
mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget
mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader,
og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og
afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures
af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den
største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede Aaer
og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand,
medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhængende Grupper,
tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod
Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet
fra de høiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove
savne den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke
Avnbøg[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa
nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af
ganske enkelte Punkter -- navnlig hvor Smaaskovene strække sig
lige ned til Kysten -- ved et sammenhængende naturligt Stengjærde
adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve
den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og
Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt
og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring
en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles-
eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge
Næring. Over det hele dyrkede Land ligge Bøndergaardene adspredte
uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men
kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af
enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker
af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning
til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som
Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler
o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen
eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra
Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa
denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse,
nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder --
der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende
Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til
deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses
fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, -- og dernæst en
især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie
Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn,
Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og
imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse.
Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved
Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle
kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og
Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende
Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af
et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede
Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi
Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem
særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de
allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde
Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og
Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex.
Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden),
men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og
særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde
karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex.
Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel
noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med
det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et
stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende
paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae
nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til
den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier
kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet
Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.
{[1] I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne
indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.}
{[2] Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.}
{[3] Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft
og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand
bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved
Vask af Tøi.}
Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i
Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4
Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne,
Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til
Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter
Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, d. e. Ibs eller
Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og
Vester Lars eller Larskersogn osv.)
Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser
ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den
eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem
maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og
sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og
Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet
Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning
medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at
tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der,
ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i
Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand
paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i
Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig
havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens
Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af
Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og
Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis
Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en
Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som
Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af
den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa
Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede
Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste
(undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af
Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig
der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et
ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn
for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i
to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte
for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden
Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke
faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved
en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved
Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med
fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til
Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al
dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt
beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af
14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de
bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved
Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til
"Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en
ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en
Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er
der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes
Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af
Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis
været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling
udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af
Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde
en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang
førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri
til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke
gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller paa Søen eller endelig
levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]
{[4] Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet
"Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen
og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor,
indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae
antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs"
yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en
Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under
Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig
Leilighed.}
{[5] Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er,
som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.}
Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske
Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige
Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men
beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den
mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne
af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en
kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant.
Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i
1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra
1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af
almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra
sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde
Officerer ophængte Faner og Indskrifter. -- Af mindre Betydning for
de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm
tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af
den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun
er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og
Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde
bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder,
hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at
ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret
Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først
henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun
kortvarig Indskrænkning.
Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkelig ved Bornholms
Gjenindtræden under dansk Herredømme i 1660 efter den kortvarige
Afstaaelse saaledes betegnede og bekræftede Forhold og Indretninger
gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og
Standsfølelse ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men ogsaa
ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig fandtes hos den
danske Bonde i det øvrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk
Gaard, endsige fra de større, med ret smukke Bygninger og
Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig
Kjøbstadhaandværkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af
de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants eller endog en
Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand maale sig, der selv besad ikke
altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog føiede en
Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller
geistlige Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede
Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Følelsen
af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den
udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den
"førte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og
Lighedsfølelse. Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede
Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den
Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive
Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for
Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medførte en i
Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis
fremmed og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde
sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter
Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant, en tidligere ved
Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da
Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en
Kjøbmand fra min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling,
og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede Ægteskab. --
Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig iøvrigt ikke ringe
Forskjel i Standsfordringer gjældende imellem Besidderne af de større
og smukkere Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og yderst
tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.
{[6] I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes
stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa
Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og
Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i
Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm
stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.}
En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt -- for
ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden -- Bevarelsen i
adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den
Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en
vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog vare disse
Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe af ansete Bønder. Det faldt
i min Lod som Kultusminister modstræbende at forvandle to,
formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder
efter Sogneboernes egen Anvisning[7].
{[7] Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper,
5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske
forglemte.}
De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv
lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede sig meget nær til
Landbefolkningen. Om en forskjellig Klædedragt for Kjøbstad og for
Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besværedes heller ikke ved
Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige
Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig
Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgede dettes Oplukning imod
et Par Tørv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par
Skilling. Kjøbstadborgere dreve ikke blot de særskilt skyldsatte
Byjorder, men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem
indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende saakaldte
"Stæle", d. e. som Bøndergaarde skyldsatte og betegnede,
sammenhørende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte