Livserindringer - 13
Total number of words is 4383
Total number of unique words is 1602
36.6 of words are in the 2000 most common words
53.9 of words are in the 5000 most common words
63.4 of words are in the 8000 most common words
Sekretærer hos ham dekoreredes og endnu opføres i vor Statskalender.
De nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved
Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Læssøe,
der afløstes af den kække og kamplystne Bülow og den brave og
forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke
trak sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til
Nørrejylland, og efter den blodige og resultatløse Kamp ved Kolding
den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved Gudsø osv.
indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Bülow over
til Fyen, medens en anden Del under Rye hæderlig førtes tilbage mod
Nord forbi Aarhus til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne,
idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren. Under
disse Omstændigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet
om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos
Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann
kaldtes ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin Adjutant
at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af
Marinens bedste Skibe ved Ekernførde, og dernæst hvorledes jeg
Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse
om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dér traf
Indenrigsministeren Bang aldeles overvældet og ude paa Gangen
høiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det store Tab. Jeg
spurgte ham øieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller
et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre
over de 700 Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi
opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man
ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede, og bad ham indstændig
om at dæmpe og skjule sin Forsagthed; jeg bør dog tilføie, at Bang
ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt
større Fatning og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige
Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg
Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde
ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten
for Fredericias Modstand, hvorom han mistrøstig udtalte, at
Fæstningen for Ærens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men
da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu
ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At
Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Bülow
og Flensborg og dernæst udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes
saa fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis
urolige og utaalmodige, Kolleger -- jeg troer ikke engang
Marineministeren -- havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg
Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det første Initiativ tilhører, véd
jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af
Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow
ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald.
Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Bülows Handlelyst
skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store
Betænksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow
gjerne vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et
Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa Spil; vi skrev i
Forening til Bülow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og
sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen
bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig
trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige
Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring i Stabschefsposten,
skulde finde den kraftigste og afgjørende Støtte i Statsraadet, naar
han henvendte sig dertil. Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han
tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og
at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen
af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jævnlig Breve fra den ved
Hæren ansatte Feltpræst Boisen (senere død som Stiftsprovst i Ribe),
og, da disse begyndte at bære Spor af Mismod ikke blot hos
Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af
Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer (derimellem dog
i intet Øieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget
utaalmodigt Ønske om Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed,
som hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig, at
udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede Fred, men en
hæderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en
heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes
øieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke
for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har
Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og større
Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilfælde
ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen
opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette
Brev, forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende
Heftighed besluttede at foretage et større Udfald og kun ved sin
Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af
denne Fortælling er bevidnet mig af nuværende General Ernst, der
dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder jeg,
at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af
mig ønskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side,
stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa, hvorledes mit som
Andres Sind i hine Dage med yderste Spænding dvælede ved Fredericia,
skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par
Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt, at
Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant.
Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale
paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til
Overdirektør for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien
besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal, om der fortaltes
noget Nyt i Byen -- Morgenaviser udkom dengang ikke --, svarede
Barberen, at han havde hørt fortælle, at der skulde have staaet et
Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel
ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne søge
nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med
Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned
i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen
var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden
(jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mødte jeg tre mig
bekjendte Embedsmænd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands
Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien
havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der
telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var
forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da
tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at
han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og
fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring
gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at
søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i
Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mødende Venner ivrig drøftede
Spørgsmaalet, om Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod
Veile for at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei flygtende
Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem
Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for
rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og krævet
nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende
Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer
kunde have forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede
Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.
{[71] Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes
Regjering" denne Plan være General Hansens egen; maaske var den
begges i Forening.}
{[72] Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg
fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen,
skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte,
ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af
27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en
Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne -- der
vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, --
ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri:
"Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse
mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden
og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at
blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten
den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre,
og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog
forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at
opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg
siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre
nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde
udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de
Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han
begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt
ham -- --; hans Ytringer i denne Anledning vare af den
Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. -- Imorges skrev jeg
derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg
skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til
Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste
Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at
intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den #private# Brevskriver. --
-- Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles
beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." -- De nævnte Breve
tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde
dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod
Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.}
Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte,
men deres Sæde forlagt fra London til Berlin, hvor de førte til de
paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede
Fredspræliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under
hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat
af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes
besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt -- svensk --
Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende
Resultat, Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare
fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge man fra
dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken
havde Kraft til at gjennemføre eller kunde faae Understøttelse for
hos Stormagterne (og som, vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var
bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet
slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt
Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk
gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte føre tilbage til, hvad
Rusland i sig selv begunstigede, et løst sammenklistret, saakaldet
dansk Monarki, indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne
Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin
tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage,
hvad der foreløbig ikke var lykkedes. England havde fra den Tid, da
den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist
fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det
danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig
derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd (i London
Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye
Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstændig Opfattelse kun
bevægede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den
Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til
denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var
altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og
Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande
paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan Virksomhed gav
Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den
diplomatiske Korrespondance, især saalænge Kammerherre A. H. Bille
var Moltkes Medhjælper, i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet
og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at
staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af
Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et
Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig
definitiv Løsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg,
hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der
skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede som Demokrater,
efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte
venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve
kjede af vor Nølen. Og dog var Øieblikket til at fremtræde med den
engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg,
endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet
sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu
ikke var ført fuldt ud, men fordi Danmarks militære Stilling,
saalænge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for
ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De
efter Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i
Berlin under Englands Mægling fortsatte Underhandlinger, hvori fra
dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A.
W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og
endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte
og foreløbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark
af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget
vigtige Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper, og at det
tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse af dette
Hertugdømme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemføre og
hævde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny
virkelig Krig, idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig,
samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland understøttede
slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det
ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel
mere ved Hærens og dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse
vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes ved
Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding ogsaa jeg ikke blot
som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret,
fulgte disse Begivenheder, behøver ikke at siges[76].
{[73] Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige
Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at
Danmark i Udlandet overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en
national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som
derfor, hvor personlig hæderlige de end vare, ikke egnede sig til
hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og
tænktes i Kjøbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske
Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde
været Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og
London i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.}
{[74] De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne
førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte
Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles
skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles
uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemærke, at
Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om de virkelige
Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere
Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham
at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi
Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.}
{[75] Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg
(den 14de Juli) med Dannebrogsordenens Kommandeurkors.}
{[76] Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om,
hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om
Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad
Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde
med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de
allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet
oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt
Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax
derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle
nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine
andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud
til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg
efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra
Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om
Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik
syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en
Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg
Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med
Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg
havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest
for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg
under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10
om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en
Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i
Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt
Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik
jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt
Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den
Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. -- Da jeg
den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte
den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg
og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger
Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var
erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at
opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over
til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den
6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans
Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort
forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en
Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem
Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel
endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at
den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid
Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at
der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.}
Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i
London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig
først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede
Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning
for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat, der
væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik,
og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og
seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en
fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor
den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele
paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke
udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning
indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede
mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske
Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at
benytte den vundne Stilling: den seirrig hævdede Besiddelse af
saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske
Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes,
min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste
Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober
1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de
Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv
skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og
administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med
Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning.
Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med,
men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine
Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den
rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som
Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at
fastholde hele Slesvig. -- Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin
til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. --
Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra
Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens
Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen
Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var
traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive
dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany
efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at
fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede
specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der
ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa
Henseende givne Løfter[77].
{[77] Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og
nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og
Arbeide for Delingstanken, henvises til de som Tillæg II aftrykte
Aktstykker.}
Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af
Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men
ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i
Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over
Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig
op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt
paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig.
Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos
mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig.
Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg
vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret,
at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede
Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at
vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne
Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger,
den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at
Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis
var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette
Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod,
medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af
Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til
Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes
til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens
Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve
imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne
foretage Videre i dette Anliggende[78].
{[78] Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog
anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at
have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med
hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde,
saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det
temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form.
Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd
jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter
Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og
forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte
til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved
Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.}
I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af
Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig
Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans
Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt
maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark
og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem
tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var
givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var
bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i
Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne
Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den
VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med
Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat
Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier.
Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af
Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare
hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af
Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie
Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt
født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde
staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende
Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Værdighed, der
karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post
han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der
skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og
hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som
mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den
danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge.
Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg
strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville
tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til
Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde
tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare
disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen
var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det
Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne
Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig
hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og
Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den
Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer
iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han
yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig.
Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde
være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke
kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i
Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni
1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at
De nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved
Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Læssøe,
der afløstes af den kække og kamplystne Bülow og den brave og
forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke
trak sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til
Nørrejylland, og efter den blodige og resultatløse Kamp ved Kolding
den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved Gudsø osv.
indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Bülow over
til Fyen, medens en anden Del under Rye hæderlig førtes tilbage mod
Nord forbi Aarhus til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne,
idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren. Under
disse Omstændigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet
om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos
Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann
kaldtes ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin Adjutant
at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af
Marinens bedste Skibe ved Ekernførde, og dernæst hvorledes jeg
Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse
om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dér traf
Indenrigsministeren Bang aldeles overvældet og ude paa Gangen
høiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det store Tab. Jeg
spurgte ham øieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller
et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre
over de 700 Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi
opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man
ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede, og bad ham indstændig
om at dæmpe og skjule sin Forsagthed; jeg bør dog tilføie, at Bang
ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt
større Fatning og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige
Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg
Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde
ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten
for Fredericias Modstand, hvorom han mistrøstig udtalte, at
Fæstningen for Ærens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men
da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu
ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At
Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Bülow
og Flensborg og dernæst udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes
saa fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis
urolige og utaalmodige, Kolleger -- jeg troer ikke engang
Marineministeren -- havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg
Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det første Initiativ tilhører, véd
jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af
Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow
ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald.
Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Bülows Handlelyst
skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store
Betænksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow
gjerne vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et
Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa Spil; vi skrev i
Forening til Bülow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og
sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen
bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig
trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige
Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring i Stabschefsposten,
skulde finde den kraftigste og afgjørende Støtte i Statsraadet, naar
han henvendte sig dertil. Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han
tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og
at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen
af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jævnlig Breve fra den ved
Hæren ansatte Feltpræst Boisen (senere død som Stiftsprovst i Ribe),
og, da disse begyndte at bære Spor af Mismod ikke blot hos
Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af
Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer (derimellem dog
i intet Øieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget
utaalmodigt Ønske om Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed,
som hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig, at
udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede Fred, men en
hæderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en
heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes
øieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke
for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har
Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og større
Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilfælde
ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen
opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette
Brev, forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende
Heftighed besluttede at foretage et større Udfald og kun ved sin
Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af
denne Fortælling er bevidnet mig af nuværende General Ernst, der
dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder jeg,
at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af
mig ønskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side,
stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa, hvorledes mit som
Andres Sind i hine Dage med yderste Spænding dvælede ved Fredericia,
skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par
Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt, at
Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant.
Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale
paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til
Overdirektør for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien
besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal, om der fortaltes
noget Nyt i Byen -- Morgenaviser udkom dengang ikke --, svarede
Barberen, at han havde hørt fortælle, at der skulde have staaet et
Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel
ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne søge
nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med
Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned
i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen
var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden
(jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mødte jeg tre mig
bekjendte Embedsmænd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands
Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien
havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der
telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var
forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da
tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at
han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og
fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring
gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at
søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i
Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mødende Venner ivrig drøftede
Spørgsmaalet, om Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod
Veile for at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei flygtende
Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem
Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for
rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og krævet
nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende
Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer
kunde have forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede
Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.
{[71] Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes
Regjering" denne Plan være General Hansens egen; maaske var den
begges i Forening.}
{[72] Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg
fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen,
skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte,
ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af
27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en
Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne -- der
vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, --
ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri:
"Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse
mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden
og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at
blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten
den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre,
og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog
forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at
opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg
siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre
nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde
udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de
Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han
begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt
ham -- --; hans Ytringer i denne Anledning vare af den
Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. -- Imorges skrev jeg
derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg
skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til
Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste
Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at
intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den #private# Brevskriver. --
-- Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles
beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." -- De nævnte Breve
tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde
dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod
Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.}
Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte,
men deres Sæde forlagt fra London til Berlin, hvor de førte til de
paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede
Fredspræliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under
hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat
af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes
besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt -- svensk --
Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende
Resultat, Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare
fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge man fra
dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken
havde Kraft til at gjennemføre eller kunde faae Understøttelse for
hos Stormagterne (og som, vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var
bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet
slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt
Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk
gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte føre tilbage til, hvad
Rusland i sig selv begunstigede, et løst sammenklistret, saakaldet
dansk Monarki, indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne
Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin
tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage,
hvad der foreløbig ikke var lykkedes. England havde fra den Tid, da
den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist
fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det
danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig
derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd (i London
Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye
Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstændig Opfattelse kun
bevægede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den
Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til
denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var
altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og
Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande
paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan Virksomhed gav
Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den
diplomatiske Korrespondance, især saalænge Kammerherre A. H. Bille
var Moltkes Medhjælper, i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet
og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at
staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af
Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et
Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig
definitiv Løsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg,
hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der
skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede som Demokrater,
efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte
venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve
kjede af vor Nølen. Og dog var Øieblikket til at fremtræde med den
engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg,
endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet
sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu
ikke var ført fuldt ud, men fordi Danmarks militære Stilling,
saalænge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for
ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De
efter Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i
Berlin under Englands Mægling fortsatte Underhandlinger, hvori fra
dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A.
W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og
endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte
og foreløbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark
af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget
vigtige Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper, og at det
tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse af dette
Hertugdømme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemføre og
hævde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny
virkelig Krig, idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig,
samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland understøttede
slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det
ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel
mere ved Hærens og dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse
vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes ved
Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding ogsaa jeg ikke blot
som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret,
fulgte disse Begivenheder, behøver ikke at siges[76].
{[73] Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige
Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at
Danmark i Udlandet overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en
national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som
derfor, hvor personlig hæderlige de end vare, ikke egnede sig til
hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og
tænktes i Kjøbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske
Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde
været Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og
London i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.}
{[74] De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne
førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte
Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles
skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles
uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemærke, at
Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om de virkelige
Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere
Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham
at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi
Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.}
{[75] Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg
(den 14de Juli) med Dannebrogsordenens Kommandeurkors.}
{[76] Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om,
hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om
Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad
Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde
med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de
allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet
oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt
Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax
derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle
nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine
andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud
til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg
efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra
Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om
Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik
syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en
Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg
Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med
Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg
havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest
for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg
under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10
om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en
Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i
Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt
Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik
jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt
Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den
Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. -- Da jeg
den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte
den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg
og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger
Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var
erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at
opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over
til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den
6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans
Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort
forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en
Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem
Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel
endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at
den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid
Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at
der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.}
Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i
London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig
først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede
Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning
for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat, der
væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik,
og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og
seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en
fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor
den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele
paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke
udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning
indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede
mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske
Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at
benytte den vundne Stilling: den seirrig hævdede Besiddelse af
saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske
Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes,
min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste
Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober
1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de
Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv
skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og
administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med
Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning.
Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med,
men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine
Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den
rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som
Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at
fastholde hele Slesvig. -- Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin
til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. --
Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra
Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens
Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen
Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var
traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive
dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany
efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at
fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede
specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der
ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa
Henseende givne Løfter[77].
{[77] Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og
nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og
Arbeide for Delingstanken, henvises til de som Tillæg II aftrykte
Aktstykker.}
Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af
Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men
ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i
Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over
Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig
op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt
paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig.
Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos
mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig.
Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg
vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret,
at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede
Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at
vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne
Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger,
den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at
Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis
var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette
Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod,
medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af
Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til
Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes
til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens
Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve
imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne
foretage Videre i dette Anliggende[78].
{[78] Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog
anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at
have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med
hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde,
saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det
temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form.
Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd
jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter
Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og
forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte
til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved
Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.}
I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af
Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig
Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans
Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt
maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark
og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem
tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var
givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var
bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i
Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne
Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den
VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med
Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat
Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier.
Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af
Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare
hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af
Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie
Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt
født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde
staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende
Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Værdighed, der
karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post
han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der
skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og
hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som
mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den
danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge.
Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg
strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville
tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til
Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde
tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare
disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen
var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det
Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne
Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig
hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og
Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den
Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer
iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han
yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig.
Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde
være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke
kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i
Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni
1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Livserindringer - 14
- Parts
- Livserindringer - 01Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4063Total number of unique words is 163735.0 of words are in the 2000 most common words49.5 of words are in the 5000 most common words56.6 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 02Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4371Total number of unique words is 184533.0 of words are in the 2000 most common words47.5 of words are in the 5000 most common words55.8 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 03Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4575Total number of unique words is 178936.6 of words are in the 2000 most common words53.3 of words are in the 5000 most common words63.0 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 04Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4428Total number of unique words is 172837.1 of words are in the 2000 most common words53.1 of words are in the 5000 most common words60.8 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 05Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4364Total number of unique words is 166335.7 of words are in the 2000 most common words52.6 of words are in the 5000 most common words61.8 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 06Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4315Total number of unique words is 160633.0 of words are in the 2000 most common words49.6 of words are in the 5000 most common words57.8 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 07Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4203Total number of unique words is 152431.5 of words are in the 2000 most common words46.0 of words are in the 5000 most common words55.4 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 08Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4248Total number of unique words is 167531.5 of words are in the 2000 most common words47.7 of words are in the 5000 most common words56.6 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 09Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4336Total number of unique words is 162034.1 of words are in the 2000 most common words50.7 of words are in the 5000 most common words60.1 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 10Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4232Total number of unique words is 152634.6 of words are in the 2000 most common words50.9 of words are in the 5000 most common words60.2 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 11Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4096Total number of unique words is 144133.6 of words are in the 2000 most common words48.1 of words are in the 5000 most common words56.8 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 12Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4209Total number of unique words is 154032.3 of words are in the 2000 most common words47.6 of words are in the 5000 most common words56.1 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 13Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4383Total number of unique words is 160236.6 of words are in the 2000 most common words53.9 of words are in the 5000 most common words63.4 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 14Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4271Total number of unique words is 147735.2 of words are in the 2000 most common words51.4 of words are in the 5000 most common words60.7 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 15Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4240Total number of unique words is 151634.0 of words are in the 2000 most common words52.7 of words are in the 5000 most common words61.7 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 16Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4174Total number of unique words is 151633.0 of words are in the 2000 most common words50.0 of words are in the 5000 most common words59.5 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 17Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4083Total number of unique words is 152332.4 of words are in the 2000 most common words49.7 of words are in the 5000 most common words59.5 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 18Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4142Total number of unique words is 152831.5 of words are in the 2000 most common words47.0 of words are in the 5000 most common words55.7 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 19Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4402Total number of unique words is 171934.5 of words are in the 2000 most common words50.1 of words are in the 5000 most common words58.3 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 20Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4677Total number of unique words is 138939.6 of words are in the 2000 most common words56.5 of words are in the 5000 most common words65.3 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 21Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4358Total number of unique words is 160834.2 of words are in the 2000 most common words51.9 of words are in the 5000 most common words60.4 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 22Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4352Total number of unique words is 146635.9 of words are in the 2000 most common words53.7 of words are in the 5000 most common words61.9 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 23Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4392Total number of unique words is 151537.3 of words are in the 2000 most common words52.3 of words are in the 5000 most common words60.7 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 24Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4424Total number of unique words is 138538.6 of words are in the 2000 most common words54.7 of words are in the 5000 most common words63.4 of words are in the 8000 most common words
- Livserindringer - 25Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 1910Total number of unique words is 79244.5 of words are in the 2000 most common words58.9 of words are in the 5000 most common words65.6 of words are in the 8000 most common words