Livserindringer - 03

Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine
Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig
Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig
under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og
al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge
Christian den 5te -- Jordegodset har formodentlig udgjort en hel
eller halv Bondegaard -- og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids
Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa
Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn,
idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved
Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem
Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom.
Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i
Skaane, -- den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, -- blev,
efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig
Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og
Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen
juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori
efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen
Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det
juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos
Amtmand Urne[9], erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at
forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han
efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet
Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul
Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt
det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar
var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev
min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at
jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere
ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og
det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa
selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min
første Livsplan var bleven fastholdt.
{[9] Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker,
om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde
antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive
Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten
efterlod sig et godt Navn.}
Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i
1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm[10] i Ibsker Sogn. Hun hørte til
en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den
anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader
havde flere Søskende (dog kun enkelte Brødre og disse uden videre
Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle
Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog
alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og
munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som
dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet -- jeg har
aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil --, men
han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt
hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han
om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed
læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og
freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber,
der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige
Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget
i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var
stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7
Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden
en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste
bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd
druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han
var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden,
der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene
yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af
alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som
Læge i Haderslev, tilbage.
{[10] Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt
senere brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn
et velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa
Gaarden.}
Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved
Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og
indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende
Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader
hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke
af Storken, men kom ligesom alle nyfødte Børn i Svanike fra "Davids
Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte
Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte
muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en
Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare
i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige
Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde
arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min
Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme
igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den
Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem
omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret -- hvis hele Arbejde
bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en
Søstersøn og siden af mig, -- en lille Avlsgaard med dertil hørende
Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12] eller Avlskarl og en Halvdreng
eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, -- og der førtes
under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig
bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt
var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4
Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse,
der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig
Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt
mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os
Børn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med
Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet
med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med
mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre
Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar
Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i
Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren
bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede
og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og
Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og
Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig
Samtale og Fortælling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min
Erindring, naar jeg læste Livius's Skildring af Lucretias og hendes
Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i
Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg
lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb
igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden,
Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert
større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de
Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved
f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave
var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød
til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske
Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i
Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt
Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og
Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen,
hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et
betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en
lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede
Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det
indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir
med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori
vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt
ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig
bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om
Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget
sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter
en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad
daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var
foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de
feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt.
Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. -- Til virkelig
Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at
sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne
Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden
Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og
erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig
byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som
Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det
engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i
en Alder af 7-8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover
Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa
under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.
{[11] I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles
utilstrækkelig lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af
den saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans
Eftermand tilgode.}
{[12] "En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den
gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en
Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves
har søgt Oplysning hos nordiske Philologer.}
Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags strenge Former. At
sige "du" til Forældre var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i
Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun,
Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig længe denne Form i
Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed.
Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte Kjøbenhavn
og saae mine Børn, bemærkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig
forekom hende underligt, men hun vænnede sig dog meget hurtig til
Børnebørnenes kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede,
#staaende# ved vore Forældres Bord med Undtagelse af de ældste, voxne
eller næsten voxne Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til
hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i
Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang
havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning, men
han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade.
Jeg selv, der var føjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad
Kjæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder,
den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at
man krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt Brændevin istedetfor
med Smør ("Brændevinsbrød"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise;
da det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som kom i
Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning
tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tømme disse Levninger;
derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med
Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede
ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig
Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante
Beskæmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar
gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin, et Løfte, som
jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af
Føielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk
Brændevin saa godt som aldrig.
Ved Siden af Opdragelsens Krav paa ærbødig Lydighed gik dog, som
omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjærlighed, der sjeldent
fremtraadte tydeligere, end naar vi Børn i varme Sommeraftener
leirede os paa Husets Trappe omkring Fader og Moder, den første med
sin Pibe, alle lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider
Vogterdrengene drev Kvæget hjem. Ligeoverfor os legede lystige Skader
i en lang Række Kirsebærtræer i Gjenboens Have, i hvis Hegn man havde
sagt os, at der var en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede
varmt Brød, uden at vi selvfølgelig kunde finde denne mærkelige Sten.
Jeg nød det særlige Fortrin at være min Faders hyppige Ledsager paa
hans jevnlige Vandringer igjennem hans Sædemarker og Enge. For at
lege i fri Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi
vare komne ud over de første Aar, ingen Hindring i Veien, og
Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjældende. Kun et Par Huse
var det paa Grund af Beboernes Smuds og Usædelighed eller Tyvagtighed
forbudt os at betræde, ligesom vi ikke maatte have Omgang med Børnene
derfra. Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede en
fattig og berygtet Enkes af alle skyede Børn, ægte Smaabilleder af
Pariastanden. Under vore Lege tumlede vi os i Byen, paa Udmarken og i
Klipperne ved Havet, hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende
Vand og Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter,
skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads for
Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved Havnen, hvor Søfolk og
Fiskere om Aftenen holdt en Art Sladderbørs, ved hvis Forhandlinger
vi stundom vare ivrige Tilhørere.
Vore Lege bare stærkt Præg af den omgivende Natur; vi opkastede store
Grusdæmninger, der kæmpede mod de mellem Klipperne indtrængende
Bølger; vi opbyggede, naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene
Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende
Bølge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa stundom styrtede med Stenhoben
ned i Vandet; vi sammensatte med Pinde Skibe eller Flaader af tørre
Rørsiv og sendte dem ud paa Bølgerne med Master og Papirseil. Mange
Børn havde ogsaa større og mindre, med velvillige Fiskeres og
Tømmermænds Hjælp tilveiebragte og kunstmæssig med Seil tiltaklede og
med Ror forsynede Træskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger,
med hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af Havet. Vore
temmelig store og aflange Kælker slæbte vi ikke langsomt hen ad
Jorden, men ad en speilglat, paa en Bakkeskrænt anlagt Bane fore vi
liggende paa Maven og styrende med Spidserne af Træskoene i pilsnar
Fart ned; kække og øvede Drenge stillede sig paa denne Fart i opreist
Stilling, holdende sig ved Slædens Trækketoug, tversover en liggende
Kammerat paa Slædemederne, en Idræt, der ikke altid var farefri. En
yndet Øvelse var ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en
skraa og noget hvælvet Klippeside, hvor der snart dannede sig et
meget glat Spor; men Øvelsen var meget angribende for et vist
Klædestykke. Ifølge Tidsforholdene gjordes den almindelige Tagfat og
Kapløben til en Efterligning af Kaperiet ("tage til Kaps"). Om
Sommeren legede ogsaa Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier,
med paa den grønne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par meget
kjære Legesøstre, der tillige vare min ældste Søsters Veninder; den
sidste af dem døde i 1884.
En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen, hvortil der var
den ypperligste Leilighed, og som Enhver lærte sig selv under ringe
Anvisning af en ældre Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og
siden en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var herligt fra
det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og
der klæde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter
hinanden at iføre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye
Kammerater; jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det som
en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone,
som laae og vaskede paa et Klippeskær, til hvilket jeg svømmede hen,
paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi
Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af
synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter
det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs.
-- En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa
en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog,
uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.
Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige
Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt
ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille
Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle.
St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem
Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette
i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og Pigerne dansede, medens
der beværtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i
Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra
hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og
Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele
havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres
Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glæden var langt
inderligere paa Bornholm ved at sammentrænges paa én Dag og ved
Fjernelsen af alle Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare
langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have
ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende, men mindre
Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige
Nattergale (paa Bornholmsk "Fjældstavne") beboet Skovparti imellem
Svanike og Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen paa
Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed de vandrede til
Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at spise sig rigtig mætte i de
mangfoldige Kirsebærtræer i de derværende Haver. -- Julen holdtes
overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i
Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der havde
deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold
til Huset. Der dandsedes og gjordes Løier, hvorved blandt andet de af
Karlene om Efteraaret fyldte Nøddesække og listige Snit i disse
spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes
heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt til Gamle og
Svage, stode hele istykker skaarne Brød, Kar med Ærter og Gryn,
Stykker af Flesk og Pølser i Beredskab for at uddeles til de fattige
Børn, der gik om og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os
Børn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra Tillæg
til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes ved en
Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning
fornødne Tællelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Børn
undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i
Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste"
(nemlig en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil), en
Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den paafølgende Juleuge,
i hvilken Familierne flittig besøgte hinanden, beværtedes alle
Besøgende, især af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede
Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brændevin", d. e. Brændevin
skænket sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump Honning
(naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tømtes af den
Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i
Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte
andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at
de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. -- Det
vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres
Særegenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden fælles
Karaktertræk.
Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved
Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg
hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af
disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at
forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn
staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller
den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen
tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye
Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden -- Landets største
Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens
Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, -- eller paa store
Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige
"Lars Mariska", d. e. Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg
hos os bragte en stor Dunk Honning -- eller paa lille Ravnsgaard hos
vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved
Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde.
Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt
beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og
ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved
Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete
lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte
sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de
tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der
forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og, var Antallet af de
Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at
sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en
Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa
paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes
ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm;
Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte
Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.
Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig
Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes.
Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne,
endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø
og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst-
og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den
klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte
Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader
og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen
ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det
siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød
stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens
Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud
med en Baad, -- man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda
ikke i Nærheden, -- gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før
Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede
Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne
og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da
gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs
Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der
ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid
for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og
Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men
ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod -- f. Ex.
Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, --
eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved
Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods -- i hvilket
Tilfælde min Fader var --, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og
en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere.
Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet
Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der
baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom
havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med
alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han
skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde
sendt de to deilige Vrag".
Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig
for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt
melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i
hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af
overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg
engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte
Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter
styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og
hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø
for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en
Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke
Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre
et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte
tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.
Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole
i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først
sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, værkbruden Kone, hos hvem
vi sad 6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste.
Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os
vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse eller Forseelser
fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbarægus", et
frygteligt Væsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet.
Enkelte Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin opad
Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklærede
Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun
for denne Gang vilde eftergive den forfærdelige Straf imod Løfte om
Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det Halve
sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget
tyndt Øl); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden
tabte og ituslog mit Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren
(-- thi alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker over
hinanden --). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig
Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt
en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae
Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og
Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind
i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen
Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i
nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i
slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den
stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en
Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain,
og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede
paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun
kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny
Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker
(Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og
i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa