Livserindringer - 06

-- rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle Aar som Docent at
have medvirket ved den, i en Afhandling i Maanedsskrift for
Litteratur, hvorom siden vil blive at tale, et stærkt Angreb og
udtalte tilsidst i 1849 som Minister den endelige Dødsdom over dens
hele Indretning, efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845
havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde dens Ophævelse.
Jeg har, saalænge denne Examen og Forberedelsen dertil bestod, som
Professor for min Del redelig søgt at udrette det Bedste, der efter
Omstændighederne lod sig udrette ved den, og jeg har under mine
Forelæsninger til samme kunnet glæde mig ved de Studerendes Velvillie
og Imødekommen, men jeg har hverken i de mellemliggende Aar eller ved
nu at opfriske det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student
og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre min Dom
om den. Vistnok havde Examens anden Del, der omfattede dels Logik og
Psychologi under Et som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk
Philosophi, dels Astronomi og Physik, forsaavidt en større
Berettigelse end de løsrevne og tilfældige Stumper og Stykker, der
ved første Del føiedes til Skolekurset, idet den, dog med Undtagelse
af Moralen, virkelig bød de unge Studenter noget Nyt; men
Forelæsninger i et halvt Aar for et meget talrigt, til at høre
Forelæsningerne vel nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget
løst sammenhængende Auditorium var en saare uheldig Form for
Meddelelsen og Befæstelsen af positiv Elementærkundskab, især naar
den derved forudsatte mathematiske Kundskab var meget forskjellig og
ikke samtidig øvedes, hvortil kom, at man i et Hovedfag: Physiken
ikke naaede til den for Aandens Vækkelse vigtigste Del, den chemiske
Physik; Ingen hørte i Forelæsningerne til anden Examen af Ørsted et
Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjær Ven, imellem hvem og
mig Uenigheden om anden Examen og Forhandlinger derom langt senere
endog fremkaldte nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian
Jürgensen, fremhævede gjerne den Indflydelse, som Berøringen med
betydelige Videnskabsmænd og deres levende Fremstilling maatte have
paa de Unge; men selv for den baade dygtige og aandrige Docent var
det vanskeligt at lægge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de
givne Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde sagt, at jeg
er tilfreds med den Maade, hvorpaa der senere af Philosophien alene
skabtes en Art anden Examen, og hvorpaa det derhenhørende Kursus en
Tidlang behandledes. -- Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved den
nævnte Examens første Del i flere Fag meget ugunstige Indtryk: i
Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom og Overfladiskhed, i Historie
(om det østgothiske Rige) ved Foredragets Tørhed og Mathed, i
Mathematik ved den uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors
(Degens) totale Mangel paa Plan og paa Forelæsningernes Anlæg efter
nogetsomhelst bestemt Maal[29]. Fra at yde Forelæsningerne til den
anden Del af anden Examen den tilbørlige Opmærksomhed, med Undtagelse
af Sibberns, som allerede vare begyndte og havde fængslet mig i det
første Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig
Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de i Januar 1821
(ved Frederik VI's Fødselsdag) udsatte akademiske Prisopgaver havde
nemlig den philologiske, der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler
og andetsteds adspredte Notitser og Domme om Værker af den bildende
Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og Smag, vakt min
Opmærksomhed, og over denne Opgave kastede jeg mig derfor, skjøndt
ganske uforberedt, hvad Anskuelse af Kunstværker og Bekjendtskab med
Kunsthistorie angik, og frembragte, idet jeg helligede min meste Tid
til en vistnok overfladisk, men dog foreløbig for mig ikke unyttig
Læsning af Cicero, da ogsaa en latinsk Afhandling, der uden Tvivl bar
det stærkeste Præg af Umodenhed, men som dog belønnedes med et
Accessit, medens Præmien tilkjendtes den ældre og vistnok med Hensyn
til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte Olsen. Men herved og
ved samtidig Læsning af Græsk skete et saa stort Indgreb i
Forberedelsen til anden Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste
Pladser imellem de temmelig talrige Udmærkede, og endda er det mig
næsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og maaske endnu i et
Fag til opnaaede Laud.
{[28] T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra
Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).}
{[29] Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der
skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende
Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private
Forelæsning, hvilket da, ofte med et større eller mindre Tillæg
lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise
et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte saa den
yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket Afsnit af
Skolekurset eller det i Forelæsningerne Foredragne han ønskede at
examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik med eller uden Læren
om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han sig saa ved Examen. --
Betalingsmaaden selv blev senere efter min og nogle Kollegers
Andragende forandret til Indtegning hos og Betaling til en af
Docenterne antagen Kvæstor, medens Bestemmelsen om Fritagelse
derfor overdrages til en Komité.}
Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar, i hvilket jeg
ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besøg hos min Moder
og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa
hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere
aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg
mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi. Deri vare dengang
fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min
Studietid og i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B.
Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den
nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i
sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i Virkeligheden havde han
imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandløs
Læsning i klassisk, især latinsk og islandsk, Litteratur uden
nogensomhelst sikker og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig
eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i
Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberørt, og selv
Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans
skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig været streng
korrekt og var efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom,
at der meget tidlig (-- han var i 1820 kun 45 Aar gammel --) var
indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte stærkt i
de to eneste Forelæsninger, som jeg og mine fire nævnte Studiefæller
hørte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys
delvis gjenfundne Skrift _de republica_; af de øvrige af ham i hine
Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelæsninger og Øvelser
er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Græsk og
Archæologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af
hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold
i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og
Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et
besynderligt Væsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en
Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg
selv ved at examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til
Galaterne gjorde, afkræftede ikke de næsten utrolige Historier, der
fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog mine philologiske
Venner, at vi, da den gamle Mand dog skulde examinere os, burde vise
ham den Opmærksomhed at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give
os en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne øve os i
at læse græske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet
sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en
Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun
tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C.
Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig
Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den
tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor
Imødekommen mod os Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og
archæologiske Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham til
Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede os med stor
Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse Øvelser,
istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og
Tragikerne med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa
Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa
mere omfattende Læsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden
deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere
inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang
mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax og ikke
sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder med den ulykkelige
Partikel ἄν. Til Øvelserne hos Petersen føiedes Disputerøvelser
paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke
Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært
Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den
ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede os, nemlig det
#per quinque juvenes Haunienses# paabegyndte Aftryk med enkelte
Tilføielser af Italieneren C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros
Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig
tilgængeligt Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis
Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende i deres Form til
saaledes særskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besørge
et Afsnit, var det mig meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst
til Fortsættelse. Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede
jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige
grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at
Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte.
Ved Siden af denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig
omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens
Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte
Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste,
Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg
selv læste betydelige Stykker af et Par didhørende middelalderlige
Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck). Hertil kom
et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebøger, Josva, Ruth,
Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understøttet af en
let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert
Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk og tydsk
Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter Scotts Romaner.
Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den følgende
Tid gjældende Bemærkning, at min æsthetiske Nydelse og Dannelse,
hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original
Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk
og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde
i Oversættelser og derfor ogsaa i indskrænket Maal; den franske har
ikke tiltrukket mig.
Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821-1824, omend ikke aldeles
uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som
maatte faae en væsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang.
Jeg forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af
den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre
Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt
bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre
regelmæssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse
med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes
berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og
fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjældt og
opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og
Overbærelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier
havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den
rigelig ydede private Understøttelse havde kunnet synes en Misbrug,
maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, især da det noget
maatte overraske min Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til
Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December
1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer) i sin nye Form
afholdte Examen. Den mundtlige Prøve fandt Sted den 7de Februar 1825,
og der tilkjendtes mig Karakteren #Laudabilis unanimi consensu#, den
ved nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse[30]. Ved Prøven havde
jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk --
vistnok Atterbom -- paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid.
Den næstfølgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen
den foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.
{[30] Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse
om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes
Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer
skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de
forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig
Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne
i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk
den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe, thi der
krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der
forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor
Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt over
Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den nye Anordning
af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Müller gjorde
mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment:
#Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia
quidem hospitem esse.#}
I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og
trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form,
at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i
hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til
nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske
ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par
Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste
Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det
ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har
givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit
Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere
og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at
fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min
Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig
som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for
Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt
fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift
tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske
Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og
latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige
Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne
grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde
bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg
deraf særlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den
latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk
Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa
dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter
samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og
Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en
tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd
som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider.
Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826
disputerede (#Emendationes in Ciceronis libros de legibus et
Academica#, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget
anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet
forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men
i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's
Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere
Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for
at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var
istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved
Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det,
der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser
og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa
til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første
Ungdomsarbeide.


IV.
ANSÆTTELSE VED UNIVERSITETET. EMBEDS- OG VIDENSKABELIG VIRKSOMHED.
1826 til 1848.

I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at
foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet
yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge
Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen
nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i
hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til
hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde
anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren)
og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte
Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin
nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig
philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid
stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi,
og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en
fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for
Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September
konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken
Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere
Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min
Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig, dog i Virkeligheden i
det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens
Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet,
hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under
denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de
Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen,
tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet,
eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et
af de Reisestipendier, der dengang af Fonden _ad usus publicos_
næsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der
syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg
selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig
selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til
Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i
Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg
engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat
Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog
Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa
Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa
at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte
paa for strax at blive fast ansat, -- og der havde imidlertid dannet
sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og
efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi,
navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de
September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den
8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af
Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første
Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i
Vinteren 1828-29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til
anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod
Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og døde,
da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg
den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i
Philologi -- ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og
dets Litteratur --, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848.
Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd.
som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige
Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da
Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend
jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet
mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en
betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832
ved R. Rasks Død ledigblevne Embede som Bibliothekar ved
Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget
bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne
Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte
den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til
Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter
tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at
overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte
Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22
Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de
sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af
aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der
altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette
Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret
Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige
Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det
Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise,
hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne
Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg
maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.
Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var
et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste,
idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen,
uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som
Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og
Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende
og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de
forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det
særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og
fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart
over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter
denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid
kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab
og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af
denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til
en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var
tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp,
endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor
Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens
Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk
Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses
Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i
Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge
Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos
Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg
ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til
ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne
med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre
paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels
efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment
Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og
det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og
forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og
Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden
lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en
stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien
beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i
Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed,
der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende
Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og
Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel
ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig
opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde
ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk
Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid
lang herskende philosophiske Systems -- det Hegelskes -- Formler var
min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den
anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til
et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra
Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe
Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og
bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og
fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold[31].
{[31] At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min
tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af
det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg
ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester
igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget
Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste
en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte
Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige
Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr.
Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og
derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham
paakommen heftig Sygdom.}
Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før
min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i
ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge
af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til
et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet,
igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg
betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og
et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke
set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste
Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet
en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet
enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab
beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den
Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes,
har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det
ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed
til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede
levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i
Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere
ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn
til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at