Livserindringer - 10

Overbevisning om Ønskeligheden af et saadant Forbindelsesled og
skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig ordnet, og under
22de Juli udnævntes jeg til Undervisningsinspektør ved de lærde
Skoler i Henhold til en Instrux, hvortil jeg selv havde gjort
Udkastet. Om den Virksomhed, jeg i dette Embede udøvede, vil det, da
den foreløbig snart afbrødes, være naturligere at tale ved dens
Gjenoptagelse i 1852 og de følgende Aar.
{[58] Længere hen i Marts Maaned sammentraadte et lille Antal ældre
og yngre akademiske Borgere, imellem hvilke den senere Rigsdagsmand
og Forfatter H. E. Schack vel var den betydeligste, med det Formaal
at lede og moderere Studenternes Optræden under den politiske
Gjæring og Bevægelse og anmodede mig om som Formand at slutte mig
til dem. Jeg erklærede mig beredt dertil under den Forudsætning, at
man som Grundlag vilde anerkjende, at Studenterne vel ubetinget
sluttede sig til den patriotiske Bevægelse for Landets Ære og
Forsvar, men skulde afholde sig fra som Stand at ville gribe ind i
de specielle politiske Forhandlinger og Foretagender. Hermed var
Schack enig, og de øvrige traadte til. Der holdtes nogle Møder paa
Borchs Collegium, men til en virksommere Optræden blev der ved de
akademiske Borgeres egen Besindighed ingen Anledning.}
{[59] En Aften henimod Slutningen af Marts kom jeg for at søge
Efterretninger op i Athenæum og traf i Konversationsværelset
nuværende Geheimeraad Andræ i Samtale med Kaptain Læssøe, maaske
ogsaa med senere afdøde Professor V. Bierring. Pludselig henvendte
Læssøe, som jeg kun sjeldent havde talt med, det Spørgsmaal til
mig, hvad jeg vel vilde raade til at gjøre med den Troppestyrke,
der stod i Begreb med at rykke ind i Slesvig. "Trænge rask frem
langs Østkysten med Kavalleriet udimod Heden og søge Kampen saa
sydlig som muligt i Slesvig for strax at hæve Modet hos Armeen og
den tro Befolkning" svarede jeg. "Det er just ogsaa min Mening"
gjentog Læssøe. Næste Dag saae jeg, at han var udnævnt til
Stabschef for Hærafdelingen i Slesvig. I det samme Værelse maatte
jeg efter Modtagelsen af Efterretningen om Kampen ved Slesvig
berolige og opmande dem, der ved første Gang at læse om talrige
Døde og Saarede og om Tilbagetog ganske tabte Fatningen og til
Sandheden føiede forunderlige Misforstaaelser, og henlede
Opmærksomheden paa det Ærefulde og Dygtige i Kampen.}
Den første Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfør gjorde, førte mig
efter Afslutningen af Skolearbeidet sammen med en Del af Hæren og med
dens Hovedkvarter, der, efter Felttogets Ende i 1848 med
Vaabenstilstanden i Malmø, i Slutningen af September var i Horsens.
Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjøbenhavn til Bornholm for i dettes
2den Valgkreds at søge Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling,
hvilket jeg med Lethed opnaaede (den 5te Oktober) uden at imødekomme
det fremsatte Ønske, at jeg skulde forpligte mig til at arbeide for
Bevarelsen af Bornholmernes Særstilling med Hensyn til Værnepligten.
Jeg havde, idet jeg søgte dette Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at
ombytte min videnskabelige Gjerning og mit Universitetsembede med en
politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af Lyst til
efter Evne at gjøre de efterhaanden hos mig modnede Anskuelser
gjældende ved den forestaaende Afgjørelse af vore ydre og indre
Anliggenders Ordning.
I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober, blev det, medens
man endnu ikke var rykket langt frem i Forhandlingerne om en
Forretningsorden, snart bekjendt, at der var indtraadt Uenighed i
Ministeriet, og at en Krisis var udbrudt. Uden Anelse om, at denne
kunde komme til at berøre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke
uden Virkning at bekæmpe en hos en Del af Forsamlingen fremtrædende
Tilbøielighed til ubetimelig at gribe ind i Krisens Gang og
Udvikling. Pludselig anmodedes jeg af Grev A. V. Moltke, hvem det af
Kongen var overdraget at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i
hans Palais og kunde vel, efter hvad der forlød om det Clausen gjorte
Tilbud om at overtage Kultusministeriet og hans Vægring derved,
formode Samtalens Hensigt. Greven, med hvem jeg ikke siden 1830 havde
havt den mindste Berørelse, trængte med den ham eiendommelige
elskværdige Godmodighed ind paa mig for at bevæge mig til
at hjælpe ham til at afslutte den besværlige Opgave og hindre
de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde fremkalde i
Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en Dags Betænkning gav jeg mit
Tilsagn, og Ministeriet udnævntes den 16de November, idet Clausen
indtraadte som Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit
Professorembede. Jeg har siden forelagt mig og forelægger mig
i dette Øieblik paany med Alvor det Spørgsmaal, om jeg handlede
rigtig i dengang at ombytte min hidtilværende Virksomhed med
Ministerstillingen, og om jeg ved at gjøre det lededes af rene
Bevæggrunde. Jeg kjender for godt den menneskelige Svaghed og min
Delagtighed i den til at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til
Indflydelse og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rørt
sig i min Sjæl, men jeg tør med frelst Samvittighed erklære, at jeg
aldeles overveiende lod mig bestemme af Hensyn til Pligt, maaske
skjærpet ved en Trang til selv at vinde en alsidigere Livsuddannelse
og en fyldigere Beskuelse end den, som den uafbrudte Færden mellem
Bøger og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at jeg
fortrængte Nogen, som med Hensyn til de stillede Hovedformaal kunde
og vilde gjøre Forsøget med bedre Evne, eller som medbragte bedre
Forudsætninger. Til Forklaring af min Beslutning skal jeg iøvrigt
endnu kun gjøre en kort Bemærkning om den daværende Situation og min
egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det var, skjøndt ingen
officiel Bekræftelse fremkom, ingen Hemmelighed, at Martsministeriets
Opløsning, bortset fra andre Disharmonier imellem Personer og
Karakterer, var fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth
tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning havde,
da de danske Befuldmægtigede ved de i London forestaaende
Underhandlinger om Monarkiets Anliggender skulde forsynes med
Instruxer, forlangt, at der for det overveiende sandsynlige
Tilfælde, at det saakaldte Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig
med Bibehold af særlige provindsielle Institutioner skulde
konstitutionelt forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige
danske Stat, hvortil det tydske Hertugdømme Holsten skulde staae i et
friere og løsere Forhold, ikke helt lod sig gjennemføre, skulde
optages som subsidiært Grundlag en Beføielse til at gaae ind paa en
Udskillelse af en Del af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes
med Holsten, medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs
Deling), men at Kongen, støttende sig til de øvrige Ministre, havde
afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt om den principale
Paastand, der skulde opstilles, og da det var aldeles urimeligt at
antage, at de tre, den ældre Regjering tilhørende og dens Anskuelser
nærmere staaende Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have
villet sætte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden Udvei, laae
det nær at antage, at der, medens Eiderprogrammet tilsyneladende
fastholdtes, bagved Afslaget skjulte sig Tanken paa at opnaae en
Ordning ved saadanne Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling,
hvorved det kom til at danne et fælles Mellemled imellem Kongeriget
og Holsten og derved ogsaa bandt dette nærmere til det øvrige Monarki
(den saakaldte Helstatstanke). Til denne Side heldede da ogsaa
rimeligvis i det Hele det fremmede Diplomati, der helst regnede med
den bekjendte gamle Størrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig
om dets indre Forhold og de store Betænkeligheder, som en saadan
kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor Alt den Magt,
til hvem vi nærmest støttede os i Kampen mod "Oprøret" og Tydsklands
Indblanding, nemlig Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede
med en efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjørelse
eller med milde Øine saae paa, hvad der fremkom fra den demokratiske
Side af Ministeriet. Naar nu jeg, der stedse har betragtet
Nationaliteten som den sande og eneste faste Grundvold for Staterne,
og som heller ikke i mere end én Henseende kunde undgaae Betegnelsen
som Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke i
November 1848 dannede, var det med den bestemte Hensigt at vogte paa,
at der ikke ved de fremtidige Underhandlinger vedtoges Noget, der
tilføiede det danske Folks og dets Nationalitets berettigede Krav
Skade eller fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa
af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og denne Opfattelse
omgav os med en vis Popularitet, om end ikke hos de egentlige
"Bondevenner"; men jeg var ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst
ikke fulgte mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede
en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det, hvortil vi
efter forgjæves Forsøg i andre Retninger maatte komme tilbage, men
som det, hvorpaa vi egentlig direkte burde styre løs, og som i og for
sig selv var billigt og rigtigt. I det første Statsraadsmøde, i
hvilket jeg deltog, udtalte jeg klart og tydelig, at jeg, villig til
at underkaste mig den da givne Situation og de deraf følgende
Forsøg, men overbevist om disses Frugtesløshed, forbeholdt mig i sin
Tid at komme tilbage til den Udvei, der for Øieblikket ikke turde
betrædes.
Under den heftige indre Bevægelse og overhængende Fare udenfra var
der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Repræsentanter for det
Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende
Mænd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art
foreløbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element
ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da nu just
Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos
Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa
Understøttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som
de erkjendte for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var
det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident,
hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa
Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en
allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og
et denne forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende
imellem Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt Andel i
Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at
Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den
nationale Stræben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i
Personer og Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion.
At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken
gjorde sig gjældende, vil jeg ikke sige. De Kræfter, der overhovedet
vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og
Gjennemførelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes
Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang
dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare
elskværdig Privatmand, en _grand seigneur_ med fuld Følelse af denne
Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive
Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at
underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd af meget
afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad
ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som
streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I
selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler
til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser. Uden
nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring paatog den mere end
tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet,
understøttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske
Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i
høiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig
Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af
ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var
imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det
Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851
gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en
selvstændig og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte Bang
som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende
juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa
administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af høiere
politiske Spørgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning
havde ligesom hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt.
Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere
indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums
Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig
Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og
Sikkerhed og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I
almindeligere politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid
neppe meget faste, og man mærkede vel hos ham en vis aristokratisk
farvet Lyst til med Benyttelse af Omstændighederne at naae en
overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen
medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i
Generalkommissariatskollegiet den ældre militære Rutine; han besad
Sands for Orden og Regelmæssighed og en til Stivsind og stødende
Særhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Væsen var ham
fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstød med den
udmærket begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde sin
Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at
fastholde Grændsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og
Førelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore
smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskværdig
og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles skarpsindig Jurist
eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget
af Sømandens Energi og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos
Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres
Specialministerier. Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser
grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjøre sig
fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles
Sammenhæng end dem, hvorunder de længe havde virket, især med Tanken
om en løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel
paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjøre sig
Nationalmodsætningens Forhold til det slesvigske Spørgsmaal ret
klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til
hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig.
Rosenørn, der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island,
hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden trætte
Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld
Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt
i smaalig Detail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar
og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte nu jeg
aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine, ubekjendt med
alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig
at sætte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende
Lovgivning, dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende
Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede, ved den
Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min
Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder
berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab
saavel med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor
Embedsstanden politisk virksomme Mænd (-- thi med den yngre politiske
Opposition og Journalistik havde jeg som anført heller ikke hidtil
staaet i nogensomhelst nærmere Forbindelse --), paa den anden Side
ved min Uvanthed til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende
økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede[60]. Adgangen til ved nogen
Berørelse med de fremmede Diplomater baade at lære deres
Forestillinger nærmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende
paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae
radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse
forbundne Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den
besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter
Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig kongelig
Repræsentation. Alle disse Forhold ligesaavelsom min Mangel baade
paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti,
forbød mig at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel
jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor
politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af
mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i
rette Øieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det
bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General
Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden
forsvindende Uvillie imod mig.[61] I Statsraadet stod naturligvis
Clausen mig nærmest som Repræsentant for den samme Grundanskuelse,
men dels gik han meget nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil
Nationalitetsprincipet maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels
fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den
lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen
fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor
Universitetet i Kiel. I indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at
Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de
praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget
formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer. Naar jeg
nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium,
om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri
samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke paa de Ord,
hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Søn Jacob, da denne
havde Betænkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved
Fredskongressen i Münster og Osnabrück: "_Nescis, mi fili, quantilla
prudentia mundus regatur_," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat
det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre
konstitutionelle Ministerier, hvori ikke -- en sjelden Undtagelse --
en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af
redelige, uegennyttige Mænd, og det blev et efter de givne
Omstændigheder for Landet og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt
Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til
Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.
{[60] Ministerlønnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med
Undtagelse af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en
Krigsskat af over 300 Rd. -- Jeg bør dog ikke her lade uomtalt, at
der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnævnte Hansen fra en Rigmand,
hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt skjult for
mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet for økonomisk
Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da paahvilende Gjerning.
Efter den smukke Maade, hvorpaa det skete, mente jeg ikke at turde
fastholde min første Vægring ved at modtage Beløbet.}
{[61] Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter
en Udtalelse af mig erklærede, at han vel ikke havde hørt, hvad
Kultusministeren sagde (-- Hansen var virkelig noget tunghør --),
men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke meget
skarpt at hævde hans Forpligtelse til Opmærksomhed for hans
Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse blev ikke
uden Virkning.}
Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set
naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens Vedtagelse; i
Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om
Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den
foreløbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat
Enevoldsmagtens Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af
hans ikke stærke Hænder (-- thi deri bestod, naar vi ville tale
sandt, Gaven af Friheden --), havde Kongen trukket sig tilbage til
Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig
Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst
til alvorlig at sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det
laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede
Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at fremkalde en Forandring
heri ved maaske besværlige Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og
Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse
i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen
meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige
Spørgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede
eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der
berørte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer,
stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed
opstaae. Var Ministeriets Handlefrihed paa Grund heraf stor,
forringedes paa den anden Side (-- jeg vilde krænke min Overbevisning
ved ikke at sige dette --) den Understøttelse, som, navnlig i
Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed skulde
yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en
Mangel paa Herredømme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved
Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en
diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket
Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen
Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet
af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidiært Grundlag for
Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til
Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning
af ham selv[62].
{[62] Til den Formløshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa
Novemberministeriet dannedes, og den nærmeste Tid derefter, hørte
det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne af
Kongehuset, selv ved det første Sammentræf med et Par af disse
(Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen. Det tog sig
under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at, da der kort efter
Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et meget beskedent
Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk Levetzau's
Embedsjubilæum, jeg, der visselig hidtil havde staaet ham og hans
Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at udbringe
Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads som
Overdirektør for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet.
Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse af Formens
og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og min Paaskjønnelse
af Levetzau som Repræsentant for denne Form og Anstand. Jeg følte
virkelig denne Paaskjønnelse. Levetzau var ingen Mand af dyb
Dannelse eller streng Karakterfasthed, men han var en velvillig
Personlighed med smuk og ædel Form.}
For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for
Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium skal jeg nu i det
Følgende efter Evne søge at gjøre Rede.
Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets
Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære (se dens Forhandlinger Sp.
345), at det vilde fortsætte det Regjeringssystem, der var fulgt af
det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte
Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs
Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i
Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin
Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast
til en Lov (Forordning) om Værnepligten, som herefter skulde være
almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der
berørte mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den geistlige
Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt fremkaldte
imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn
til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke
synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte
Septemberlov -- d. e. Forordningen af 23de September 1848 om en
extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige Mandspersoner,
fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt
Anvendelse paa et Antal Studenter, -- baade ved en særlig af den
bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation
og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om
Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger,
hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens
Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg,
da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken
Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori
min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne,
ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning
til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet
jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra
Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som
almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud
anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de
Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hæren i det foregaaende
Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp.
1005) fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal
og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg
ved denne bestemte Optræden slet Intet tabte hos de akademiske
Borgere.
I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade
det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium
forelagte Udkast, men det hævdede dog i sin den 12te Februar 1849
afgivne Erklæring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og
Nødvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet
efter de dengang paa det europæiske Fastland gængse og af den
engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen og
Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden
Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men
tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her
stærkt fremtraadte demokratiske Bevægelse, en indgaaende Prøvelse.
Opmærksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af
Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig
paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning. Jeg
nærede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man
har hentet fra England om et Tokammersystems afgjørende Betydning for
en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet søge at
tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England
givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens Magt og andre
sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som
tilsigtes, lod sig bedre og fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei,
navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optage i
passende Forhold og Styrke de særlige konservative Elementer og ved
Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (-- thi
i et græsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget
Mønster --). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning;
thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne
Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en i Ministeriets
Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem
(Forhandlingerne Sp. 2147), angik væsentlig og, saavidt jeg erindrer,
næsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere
konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen
Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne for at
give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste
Middel opstillede Diætløshed for Medlemmerne. Ved den endelige