Livserindringer - 08

der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger i Anledning af
Professor Madvigs latinske Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens
hele Anlæg og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og
Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som jeg maatte
tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke være, at
jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrænge alle
Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes,
og været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod
ved en Forkortning, der dog først skete ved fjerde Udgave, en
Forkortning, hvorved imidlertid Lærerne og de philologiske Studerende
tabte. -- Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters
Langsomhed, først i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige
Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen
Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves først i
1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge
igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske
Boghandleres og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse med
Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, især det
forhadte Danmark, for stærk, saameget mere som Forfatteren fra 1848
af særlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa
ved de philologiske Seminarier i Tydskland været tilhinder for en
fuld Tilegnelse af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk
oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England som i Amerika
oplevet en Række Oplag; i Holland er den almindelig indført i
Skolerne i en udførligere og en kortere Form ("der groote Madvig" og
"der kleene M", som Navnet mødte mig i Leyden i 1875); hvilken
Udbredelse den franske og den italienske Oversættelse have, veed jeg
ikke; en portugisisk Oversættelse fremkaldte en lille Feide imellem
Oversætteren og Forsvarerne af de ældre indenlandske Grammatiker[43].
-- Til den latinske Grammatik sluttede sig som en naturlig og næsten
nødvendig Fortsættelse min græske Syntax, der, efter at være
foredragen i Forelæsninger for de philologiske Studerende, udkom i
1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg forsaavidt tillægger en
større Betydning, som der her endnu mere savnedes et naturligt og
konsekvent System. Den tyske Bearbeidelse af den græske Syntax, der
udkom i 1847, kunde saameget mindre i Øieblikket overvinde den
samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk, som ogsaa Forlæggeren,
en yderst ivrig Forkæmper for Schleswigholsteinismen, gjerne opgav
Bogen. I Stilhed skaffede den sig dog ved Universiteternes
philologiske Seminarier en Plads, og det var i flere Aar næsten
umuligt at opdrive et Exemplar af den fuldstændig udsolgte Bog. En
ung Franskmand, som under sit Ophold ved tydske Universiteter havde
lært Bogen at kjende, bad mig i 1883 samtidig om at skaffe ham et
Exemplar og om Tilladelse til at oversætte Bogen paa Fransk. Dette
foranledigede en ny tydsk Udgave, samtidig med at den franske
Oversættelse udkom i Paris i 1884. I denne nye tydske Udgave
betegnedes Bogen som bestemt "für Schulen und jüngere Philologen";
kun for de sidste er den imidlertid i Virkeligheden ligefrem
beregnet; Skolerne kan den efter den Udstrækning, som den græske
Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem forsigtig
Anvisning af Læreren. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk efter
den ansete Thomas Arnolds (Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853[44].
{[43] For Øieblikket er en magyarisk Oversættelse under Arbeide;
paa Græsk har jeg kun set en Oversættelse af Formlæren (fra 1846).}
{[44] I Fortalen til denne engelske Oversættelse forekommer en
meget karakteristisk Ytring om Englændernes og Tydskernes
forskjellige Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin
Tid, især naar en Modsætning til visse tydske philologiske Skoler
kom til. -- Jeg bør vel bemærke, at jeg ikke har gjort det mindste
Skridt til at fremkalde nogen Oversættelse enten af Grammatiken
eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversættelser ere
foretagne mig aldeles uafvidende.}
Den lange Række af philologiske Skrifter, som her ere opregnede, og
til hvilke endnu kunde føies kritiske Meddelelser til mine
jævnaldrende Venners og til Disciples philologiske Arbeider, de
betydeligste til Henrichsens Udgave af Ciceros Værk de oratore (i
1830) og til Tidsskriftet "Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis
med Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et meget lille
Publikum udenfor hin Kreds af Venner og Disciple. Nogle heftige og
gnavne Angreb i de første Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg
under Navnet Anas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf
Ingen tog Notits, er det ikke værdt nærmere at omtale; derimod maa
jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold til den tydske
philologiske Verden idethele. Dette var noget eiendommeligt. Mine tre
første Arbeider (de to Disputatser og Epistola ad Orellium) fandt
strax meget velvillig Modtagelse og de deri nedlagte Resultater fuld
Benyttelse. Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold og
ved Udgaven af #de finibus# indtog jeg dernæst, det tør jeg vel sige,
en anerkjendt Plads imellem de ledende Philologer paa det latinske og
romerske Omraade, men ingenlunde uden en Række Anfægtelser og Angreb
og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at lade mine Arbeider
og Anskuelser faae Indgang og Virkning. Det forekom en stor Mængde
tydske Philologer af den almindelige Art som en Anmasselse, at paa
dette Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt en aldeles
afgjort Overvægt (-- "præcipua sine dubio hujus studiorum generis
sedes" kaldes Tydskland af mig selv i Fortalen til første Bind af
Opuscula --), en ung Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde
frembragt nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske
Litteratur, og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhængighed af
Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot optraadte selvstændig og
med Fordring paa fuld Ligeberettigelse, men endog tillod sig skarpe
Domme og Udtalelser om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske
klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for faa Aar siden
har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske nordiske
Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om de smaae Folks Stilling og
Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen") betragtet
det som en Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lægges
os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe vort Tankearbeide
Indgang og Indflydelse i den store videnskabelige og litterære
Bevægelseskreds, at vi kunne indtage en upartisk og af Øieblikets
tilfældige Strømninger i de store Lande nogenlunde uafhængig
Iagttagerstilling, og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af ikke
blot hævdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i Tydskland, men jeg
har med Uforbeholdenhed udtalt de af mig gjorte Iagttagelser om
falske Retninger og forfeilede Arbeider eller Udvæxter ved Siden af
det Gode, hvor der syntes at være Opfordring dertil, selv ligeoverfor
høit ansete og af mig selv i andre Henseender anerkjendte Mænd,
saasom Niebuhr, W. Humboldt og den af en talrig Discipelskare altfor
høit stillede G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da ikke
undre mig, at der fra underordnede Forfattere, navnlig de stundom
altfor skrivelystne Gymnasiallærere, fremkom en Række Bebreidelser
imod mig for Miskjendelse af tydsk Fortjeneste, for Overmod og
Forfængelighed og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden
Forvanskning af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i mit
andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var nødt til eftertrykkelig
at gjøre opmærksom[45]. Jeg trøstede mig snart ved kompetente og
upartiske Medforskeres Anerkjendelse uden at forlange, at de særlig
skulde tage mig i Forsvar hos deres Landsmænd, og ved den
efterhaanden ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen
en af mig fremsat Bemærkning vilde have virket mere, hvis jeg havde
været Lærer ved et tydsk Universitet, tog jeg som et naturligt
Forhold. Med det tydske Recensentvæsen har jeg aldrig indladt mig i
den allermindste Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der
hos mine egne Landsmænd opstod den Forestilling om mig, at jeg havde
en særlig Tilbøielighed til at strides med Tydskere som saadanne,
medens man rigtignok samtidig lagde mig en overdreven Forkjærlighed
for tydsk Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og at
jeg, skjøndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem, blev haard
indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender tog den latinske
Pen i Haanden. Det virkelige Forhold er dette, at jeg med en levende
Nationalfølelse, der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere
som Tydsker[46], stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjønnelse
af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige Dannelse
skylder tydsk Paavirkning, og at jeg, hvergang jeg nødtes til en
bestemt og advarende Paavisning af det Urigtige og af den
videregaaende Misvisning, der røbede sig i enkelte Feil, med
ængstelig Omhu har overveiet, hvorvidt det var nødvendigt at gaae i
Udtrykkets Strenghed for ikke at svække eller borttage det Indtryk,
jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe; mangt et strengt Ord er
kun nedskrevet med Modstræben, medens det vel kan hænde, at et kort
og prægnant Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfængelig
Forkerthed er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkelte større
Fremtoninger af sær uheldig Art har jeg anset det for min Pligt
grundig og fuldstændig at forvise, og ved disse har de tydske
Philologers Omdømme stiltiende ganske givet mig Ret og ladet det Hele
falde i Forglemmelse (saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros
Skrifter eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische
Grammatik" osv.)[47]. Adskillige tydske Philologer have givet mig
Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres Arbeider at vise et
Sindelag, for hvilket i Videnskaben national Antipathi var aldeles
fremmed (Orelli, Zumpt, Halm, Baiter, Kiessling).
{[45] Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning.
Biskop Münter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats for at
sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste sig,
Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser havde
besørget en Udgave af Ciceros Skrift _de legibus_, og han havde
ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen Forespørgsel
hos mig, at tilføie, at den unge Forfatter paa det Ærbødigste
ønskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu vilde Skjæbnen, at
Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter Fortjeneste var bedømt
meget strengt, og, medens Creuzer bittert beklagede sig hos Münter,
søgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse ved at tillægge mig
Yttringer om andre Lærde, som jeg ikke havde brugt eller i
fjerneste Maade tænkt paa at bruge.}
{[46] I en Anmeldelse i de berlinske "Jahrbücher für
wissenchaftliche Kritik" af Napoleon III's "vie de César" bemærkes
det, at Keiseren kun har benyttet og citeret tre tydske Lærde:
Mommsen, Zumpt og Madvig, "den wir uns erlauben bei dieser
Gelegenheit zu annectiren."}
{[47] Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov
Feiltagelse uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp
Tilrettevisning af næsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for
Feiltagelsen vil min philologiske Læser finde et Exempel i den
første Afhandling i første Bind af mine Opuscula og det dertil
føiede Tillæg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt og
med nogen Gnavenhed har bøiet sig for beføiet Tilrettevisning, vil
kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns af Livius
sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind af mine Opuscula og med
mine Emendationes Livianæ.}
Udenfor min philologiske Forfattervirksomhed ligger den større og
vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift for Litteratur; thi
vel anmeldte jeg der (og i dansk Litteraturtidende) de fleste i hin
Periode herhjemme udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne
undtagne, men efter selve Skrifternes Natur har ingen af disse
Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille, strax i det første
Aar opstaaet Kontrovers angaaende en Anmeldelse af Rektor, Professor
Blochs Udgave af Ciceros udvalgte Taler havde kun en vis Betydning,
forsaavidt den betegnede Modsætningen imellem den strengere
videnskabelige Form, som jeg søgte at gjøre gjældende paa det
philologiske Omraade, og den ældre slappere Tradition. Heller ikke en
sammesteds skreven Afhandling: "Om Betydningen af den Sætning, at man
i Skolen kun skal skrive Latin for at lære at forstaae Latin" (Bind
XIX) eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag af
historisk og æsthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet, er
der nu Anledning for mig til nærmere at omtale, skjøndt jeg ikke med
Utilfredshed ser tilbage paa den Maade, hvorpaa jeg fremhævede det
fine psychologiske Blik, den ædle Livsbetragtning og den harmoniske
og skjønne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten Stensen
Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem hans ypperlige og troe
Billeder af hjemlig Natur og hjemlige Menneskeskikkelser og de mindre
heldige Forsøg paa at overskride Grændsen for den naturlige Begavelse
og dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen
Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders Levned" at have
paavist et unegteligt Talents Udskeielse i, hvad man nu vilde kalde
realistisk Retning. Langt vigtigere baade i og for sig og ved sine
Virkninger var den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de
Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200 Sider omfattende
Anmeldelse af en Række i Aarene 1829-1832 udkomne Skrifter om det
lærde Undervisningsvæsen, hvortil et Program fra Sorø havde givet det
første Stød. Denne Afhandling bærer vistnok i sin hele Form mere end
tilbørlig Præget af den haarde og alvorlige indre Kamp, hvorunder den
er udarbeidet, men indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt
udtaler, under den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet
imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under Opgivelse af
mange traditionelle Fordomme, at vinde et friere og fastere Stade,
fra hvilket den historisk-philologiske Side af Skoleundervisningen
viste sig i et klarere Lys og forsonede sig med de til berettigede
Grændser indskrænkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne
Dannelses Side. Istedetfor den forældede Betragtning af den gamle
Verden og dens Værker som en for den nyere Dannelse regelgivende, men
uopnaaelig Mønsterverden sattes Henvisningen til den primitive, i en
særlig Form afsluttede antike Kultur og Litteratur som det fælles
Udgangspunkt og Grundlag for den moderne, i forskjellige
Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Nødvendigheden af
Bekjendtskab med hin fælles Forudsætning for Orientering og fuldere
Indsigt i Menneskekulturen i det Hele, og istedetfor Anprisningen
af de gamle Sprog som de i eminent Forstand logiske sattes
Nødvendigheden af Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen,
for grundig at lære de nyere Sprog og for at forfølge de i Sprogene
udprægede Forestillingers Bevægelse. Derhos optoges og behandledes i
speciel og praktisk Form Spørgsmaalet om de forskjellige
Dannelsesmidlers rette Sammenordning i et enkelt og helt Skolekursus
med rigtig Begrændsning mod Universitetet, hvortil dengang ved anden
Examen en Del af det Skolen tilhørende Stof var henlagt i
Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling ikke alle
mine allerede i Skolelivet virkende philologiske Venner, endsige de
ældre Skolemænd. Medens saaledes Bojesen udtalte, at en saa
fordomsfri og alsidig Behandling af det foreliggende Spørgsmaal
hidtil ikke var fremkommen, betegnede Elberling de kun med længere
Mellemrum trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige
sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og den moderne
Dannelses Forkæmperes Misstemning mod Skolen i dens hidtilværende
Opfattelse og Skikkelse aabnede der sig ved Afhandlingen en Udsigt
til Overenskomst; hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk
Forhandling og Handling, bliver nedenfor at omtale[48]. -- Endnu
troer jeg at burde nævne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet,
der bærer et andet Navn, og som i sin Tid gjorde stor Opsigt og
fremkaldte en ikke ringe Bevægelse. I 1831 oplæste H. N. Clausen i et
Redaktionsmøde en Artikel, hvortil Anledningen var tagen af
Oberstlieutenant Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes
Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv velvalgt og
morsom Anthologi af de svulstige, krybende og i det Hele smagløse
Udtalelser af Rapportens Forfatter og af en stor Mængde Provster og
andre Geistlige, der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI
i høi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den kaldtes) og ved
næsten underdanig Ærbødighed for den kongelige Adjutant, der i denne
Methodes Navn beherskede Almueskolevæsenet, disponerede over Ordener
og øvede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en Konklusion
og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade andre Redaktionsmedlemmer
og især jeg bemærkede, at Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde
Latter over enkelte Personer og sætte ondt Blod uden tilsvarende
Udbytte; jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres
saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund af hele
Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed og Mangel paa ethvert
virkeligt Indhold, efter at have gjennemgaaet denne og alle de
foregaaende Rapporter, slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom
om den indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og dens
Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen paa Papiret sagdes
indført i saa og saa mange Skoler, og at der derfor trængtes til en
alvorlig Undersøgelse for at adskille løgnagtigt Skin og forfængelig
Leg fra Virkeligheden. Det overdroges da mig og N. David at forhandle
med Clausen om en saadan Omredaktion, paa hvilken han ogsaa villig
gik ind. I den nye Skikkelse blev Artiklen modtagen med fuld
Tilstemning af alle Forstandige, der længe havde anet, at der paa
dette Omraade dreves et uværdigt Spil, men den vakte naturligvis ikke
blot Abrahamsons og de øvrige af Satiren trufne Personers
Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der i god Tro og med
Forvisning om at fremme noget Nyttigt havde overladt hele Sagen til
Abrahamson. Af Frygt for Forstemningen mod det allerede iforveien som
noget oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa
Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne spredte sig, og
den hele forkerte Indblanding af en begavet, men ærgjærrig
Generalstabsofficer i Skolestyrelsen ophørte kort efter, og selve den
indbyrdes Undervisnings Methode, der aldeles ikke passede til vore
Skoler, trængtes tilbage til en saare beskeden Stilling, skjøndt den
Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde befordres til
Præsteembede, iforveien skulde aflægge en Prøve i en saakaldet
Normalskole for den indbyrdes Undervisning, indrettet i Sølvgadens
Kaserne, først ophævedes ved en af mig som Minister udvirket kongelig
Resolution.
{[48] Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede
Betragtning af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og
Berettigelse er i mine "kleine philologische Schriften" S. 285 ff.
føiet som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser. En
Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske
Skoleundervisning, bad mig, efter at have læst disse korte
Antydninger, om at skaffe ham vedkommende to Bind af
Maanedsskriftet, idet en dansk Dame havde lovet at hjælpe ham til
at forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig,
at han efter Læsningen havde opgivet sit eget Forsæt. "Sie haben
mir" -- tilføiede han -- "Viel zu denken gegeben."}
Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode -- et
Par Brochurer kommer jeg siden til at nævne -- maa jeg et Øieblik
vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet
beklædte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor
sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af Lyst til den
bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besørget
det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde
Fyldest. For Bogvæsenet i Almindelighed med dets Krav paa
Opmærksomhed for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har jeg
aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun Redskaber for det
videnskabelige Studium eller den æsthetiske Nydelse. Men jeg
medbragte ved Siden af Pligtfølelsen et uundværligt Hjælpemiddel i en
let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv glædede mig ved som
Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget
Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til
Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet af fagkyndig
Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som
Midlerne tillod, og at gjøre det Anskaffede saa tilgængeligt for
Ældre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et
betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets
Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes
daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og
alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers
Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de
stille og lydige Bogrækker med noget mindre fredelige Sysler, dog
uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og
Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse
blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og
gjennemført og et særeget Læseværelse blev indrettet, medens der
hidtil ingen anden Plads havde været for dem, der paa Bibliotheket
benyttede Bøger eller Manuskripter, end selve Udlaansværelset med
dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen, der
i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges, fik derhos en
bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang,
som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da
unegtelig indskrænkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i
ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes
ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig
og med al Kraft at trænge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale
istedetfor det ikke blot ved sin Beliggenhed ubekvemme, men
efterhaanden aldeles utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere
lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da
endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt
tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning
søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette
Anliggende og om Bygningens Indretning førte Forhandlinger, ligesom
jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var
bleven min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at tabe
Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare
besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte træde til for at støtte
hans driftigere og mere energiske Medhjælpere: afdøde Bibliothekar
Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar
Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i
Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs
Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets
Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad
Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede
den derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om det i
flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks
Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede
praktisk Handlekraft den brave Mand, der nærmest skulde repræsentere
dette sidste. Endnu før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig
Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde
Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede, omend
mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der
styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og
Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjærlighed,
hvormed begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger[49].
{[49] Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var
Kultusminister paany, havde Tscherning paastaaet, at det var
urimeligt i Kjøbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at
Kongens Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes.
Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og mig en
Erklæring, som han naturligvis ventede skulde yde ham en Støtte
ligeoverfor Tscherning. Men ved vor første Sammenkomst erklærede
begge Bibliothekarer med blødende Hjerter, at det jo vilde være
aldeles unyttigt at kæmpe mod den almægtige Tscherning, og at man
uden Nytte lagde sig for Had ved at gjøre Modstand. Jeg skammede
dem ud og forelagde dem nogle Dage efter Udkast til en Betænkning,
hvori det udvikledes, at man vel neppe, hvis der var Spørgsmaal om
i det Øieblik at forsyne Kjøbenhavn med offentligt videnskabeligt
Bogforraad, vilde oprette to Bibliotheker jævnsides, men at Sagen
stillede sig ganske anderledes, naar man, som Tilfældet her var,
fra Fortiden havde modtaget to ved store private Gaver og Legater
forøgede og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig
særlige Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent
og strengt videnskabelige Litteratur, den anden særlig sørgede for
Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig ved
Anskaffelse af Haandbøger, Lærebøger, Kommentarer og deslige,
tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at hele
Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Nødvendigheden af
et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets Forøgelse.
Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings Rigtighed og
Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive, indtil de
beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor Tschernings
Tordenrøst vilde hæve sig en streng Anklage mod deres Svaghed.
Erklæringen afgaves da aldeles efter mit Udkast. Sagen blev af
Tscherning slet ikke forfulgt videre.}
Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det
ringe Maal af personlige Kræfter, der da havdes til Raadighed
ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af
Læseværelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en
yderst ringe lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig
fat paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog (en
ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at føre en
Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og
Dokumenter.
I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at jeg som Medlem af
Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til
Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af
November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen
for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.
Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed i
Forening med den stadige Bearbeidelse af min egen videnskabelige
Personlighed gjorde saadanne Fordringer til mine Kræfter, at der i
lang Tid ikke blev Plads for nogen Trang eller Evne til en videre
gaaende Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet
selv tog jeg Del i visse Reformbestræbelser, især med Hensyn til
Sammensætningen af Konsistorium, og i Marts 1837 indgav jeg et
Andragende om en Forandring i saa Henseende, foreløbig uden
Resultat[50]. Og dog er det allerede af Hensyn til det paafølgende
Tidsafsnit ikke muligt her ganske at forbigaae mit Forhold da til
Politiken, saa beskedent dette end stillede sig. Fra min første
Indtræden paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal
imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke troede det
overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik VI's jævne og
elskværdige, men ogsaa Jævnheden hos Andre foretrækkende Person,
istand til at fyldestgjøre Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde
gjort Fyldest i Aarhundredets to første Decennier, og som heldede
til konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok temmelig
spagfærdige. En stærkere Bevægelse med ikke lyse Udsigter begyndte i