En Nihilist - 04

fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed
og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.
Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en
naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans
Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en
„Ulovligs“ Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte at bevise, at „de
Ulovlige“ i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld
Beskyttelse af Loven.
„Tag for Eksempel Dem selv!“ sagde han til Advokaten. „Er De vis paa, at
Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en
af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved
at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller
andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje
Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende
Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev
findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af
alt dette?“
Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.
„Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,“
vedblev Georg. „Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder
Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere
og mere ubehageligt Sted.“
Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant
vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.
„Men det kan vi!“ udbrød Georg. „Alle vore Synder bliver vaskede af os,
naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt -- forudsat, at
det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne. Vi har det saamænd rigtig
godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min „ulovlige“
Eksistens.“
„Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!“ sagde Andrey.
„Thi man har beregnet, at de „Ulovlige“ gennemsnitlig kun lever to Aar.“
„Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis
de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,“ svarede Georg.
I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig
for at gaa ind i Spisestuen.
„Zanaida Petrovna!“ sagde Repin, „vær saa venlig at skænke mig et
Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania!“ tilføjede
han henvendt til Datteren, „send os vor Te herind!“
Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med
hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse -- og spørge hende, om
han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.
Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikke meget at
fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres
noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to
Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri
imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet
finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at
ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt,
gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin
maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for
at skaffe en Kautionist til den anden.
Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale
med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem
Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de
dømte fra det sidste politiske Forhør -- de, som hemmelig bliver bragt
bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.

Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med
Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for
Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en
fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse
Proletarer under Kapitalisternes Aag.
Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse
gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang
hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere;
i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening
til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt
eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa
almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i
Døren.
„Naa, hvor langt er I saa?“ spurgte Advokaten de to stridende. „Er
Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?“
Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.
Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad
Andrey hjælpe sig dermed.
„Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!“ sagde han.
„Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.“
„Det kan du gøre i Morgen -- bliv nu lidt her hos os!“ sagde Tania og
smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne
korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.
Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun
havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at
tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var
Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.
„Nej, min søde Pige,“ sagde hun og kyssede Tania. „Mit Ærinde kan ikke
opsættes til i Morgen -- hvis det kunde det, var jeg bleven uden
Opfordring.“
Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen
blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med
Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa
Omgivelserne.
„Har De kendt Zinaida Petrovna længe?“ spurgte Andrey den unge Pige.
„Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det
er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig
har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,“ svarede
Tania begejstret.
„Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte,
Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at
det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!“ sagde Andrey. „Jeg haaber
ikke, at De føler Dem krænket derved.“
„Aa nej, tvært imod!“ svarede den unge Pige alvorligt.
„Tak,“ sagde Andrey. „De er nemlig langtfra fremmed for mig -- jeg
synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt
saa meget og saa begejstret om Dem!“
Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.
„Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?“
vedblev han.
„Ja,“ svarede hun, „ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange
forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være
ensidigt.“
Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig
med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal
forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et
Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.
Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa
gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem
Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i
Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar
han mødte Andreys let drillende Blik.
Da Klokken manglede et Kvarter i tolv -- henad den Tid, hvor man er mest
„usikker“ -- brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.
Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at
have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole -- alt
for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig
bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe
siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for
Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes
Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen
Interesse.
Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg
greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen
svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige
Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin
Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen
begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey
spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans
Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.
Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige.
Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme
Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey
sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse
uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde
faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.
Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om
han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i
samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang
-- samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han
vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de
var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt -- rimeligvis
et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de
gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog
se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.
„Vend dig ikke om -- gaa roligt videre,“ hviskede han til Vennen, „der
er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg
tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit
Hus.“
„Jeg er med!“ svarede Georg og nikkede.
De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik,
Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu,
da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod
tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt
Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs
Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og
gult Haar og Skæg.
Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge,
standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med
at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at
Manden vilde vælge ham.
Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks
Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven,
gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg.
Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i
samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert,
øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion
vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da
ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en
Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og
da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag
sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som
en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et
betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan
var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende
Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at
køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet
for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes
til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af
sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede
omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han
altid bar i sit Bælte, var i god Orden.


V. KAPITEL.
_Tania vinder sine Sporer._

Georgs spøgefulde Bemærkning om Advokat Repins urolige Søvn syntes at
skulle have været et ildevarslende Omen; thi næppe var hans to farlige
Gæster ud af Døren, førend Gendarmerne viste sig.
Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mændene i den forhadte
blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans første Tanke var, at de to
unge Mænd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i
den Anledning skulde undersøges. Men Gendarmernes første Ord beroligede
ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besøg skyldtes en eller anden lettere
Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete
i Aften, var kun en Tilfældighed. Advokaten aandede friere; for hans
eget Vedkommende havde han intet særligt at befrygte.
Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre
om Morgenen gik de igen. Som Følge af Repins høje sociale Stilling blev
han ikke arresteret, men maatte kun aflægge en højst ubehagelig Visit
paa Politikammeret for at besvare en Del nærgaaende og taabelige
Spørgsmaal.
Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus.
Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis
man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var
nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og
Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.
Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige
uvilkaarligt føler, naar man for første Gang har betroet hende en
alvorlig og farefuld Mission.
Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver
enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den
dødeligste Angst for, at hun, i Stedet for at advare, skulde føre
Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive
forfulgt? Hun iførte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun
plejede at bære, og traadte ud paa Gaden i det Øjeblik, da den
mistænkelige Mand henne paa Hjørnet var forsvunden for at aflægge en af
sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske
stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden
en anden Spion, som havde set hende og signaliserede til den første, saa
snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af
de Gøglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende
for, at hin gamle, værdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som
hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det første Hjørne
og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den
unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde være et
Krigspuds, og den forklædte Spion kunde have givet et Vink til en anden,
som skulde fortsætte Forfølgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i
denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion
fulgte efter hende i nogen Afstand?
Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet,
da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et
Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal
Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun
benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde
den rimeligvis være helt øde. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at
have nogen bag sig, kunde hun være temmelig sikker paa at være
undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.
Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at være
falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den
Tilfredsstillelse at mærke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn.
Det var hendes Hensigt at opsøge Georg i hans Bolig. De aktive
sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel
kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for
Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besøgt ham nogle
Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed
mellem unge Mænd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis
han vilde køre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til
den omtalte Gyde. Den var ikke helt øde, idet to Vaskerkoner, der bar en
stor Kurv imellem sig, netop i dette Øjeblik drejede ind i den. Men
Tania var nu tilstrækkelig rolig til ikke at mistænke disse to Kvinder
for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun
fortsatte sin Vej til Fods.
Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han
var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud.
„Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?“ sagde
han. „Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun
Dem!“
I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført
et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse,
hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set.
Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.
De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu
endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.
Meddelelsen om det natlige Besøg i Advokatens Hus gjorde et stærkt
Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at
man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at
Repin ikke var arresteret.
Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nær var bleven
nappede paa Hjemvejen om Natten.
„Og hvis vi altsaa kun var bleven et Øjeblik længere oppe hos Dem, vilde
vi uundgaaelig være bleven arresterede,“ tilføjede han.
„Ja!“ bemærkede Andrey halvt spøgende og halvt alvorligt. „Ethvert
Menneskes Skæbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.“
„Men det er dog ganske godt at hjælpe Skæbnen lidt med at ordne
Tingene,“ mente Georg.
Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.
Helene var den første, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret
sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.
„Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem?“ spurgte hun.
Tania fortalte alle sine Ængstelser og den lille List, hun havde
benyttet for at komme bort fra mulige Forfølgere.
Helene klappede i Hænderne.
„Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna!“ udbrød hun.
„Ingen af os kunde have gjort det bedre.“
„Mener De virkelig?“ spurgte den unge Pige rødmende. „Det faldt mig ikke
ind, at der var noget særlig klogt i det.“
„Saa meget des bedre,“ sagde Georg, „De har altsaa ligefrem et medfødt
Talent i den Retning.“
Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa
Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende
varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.
Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit
Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.
Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt
endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.
„De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,“
sagde hun til ham.
„Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmøde. De
behøver ikke at gaa af den Grund.“
Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da
hendes Faders Hus ikke længer var sikkert, kunde det maaske vare længe,
inden de atter fik Lejlighed til at se hende.
Andrey talte forøvrigt næsten ikke med hende, men overlod hende helt til
Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch.
Lenas Fortællinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne
Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.
Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nærværelse ham ikke et Øjeblik;
han følte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst
nyder Glæden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i
ganske andre Retninger.
Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at
hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om
Stuen pludselig blev mørk og tom.
„Sikken et fortryllende Ansigt!“ udbrød Helene.
„Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,“ sagde Andrey smilende; han
var selv ganske enig med Lena -- Tania havde endog set ualmindelig
indtagende ud i Dag.
De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily
Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde
holdt sit Løfte om at sørge for, at de begge to snart fik Lov til at
vende tilbage til Rusland. Zina var i den højeste Ophidselse, og selv
Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevægelse.
„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Georg.
Zina svarede ved at forelæse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt
haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger
behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skændselsdaad. Efter
Dommerens Ordre var en ung Pige -- hvis Navn nævntes fuldt ud i Brevet
-- bleven klædt nøgen af i Gendarmernes og Fangevogterens Nærværelse,
under Foregivende af, at Fængselsreglementet forlangte, at man førend
Indespærringen skulde have en nøjagtig Beskrivelse af Fangens Person.
Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før
havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke
Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme
truende, trodsige Tanker.
„Dette maa ikke gaa ustraffet hen!“
„Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!“ udbrød Georg og Helene
omtrent samtidigt.
Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.
„Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener,“ sagde Zina.
„Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren
Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De spørger
ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en kølig Hjerne og en
rolig Haand.“
„Den Mand vil jeg være!“ udbrød Andrey.
„Nej,“ protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. „Det bliver
mig, jeg har allerede talt med Zina derom.“
Zina bekræftede det og erklærede, at det var bedst saaledes, ikke af den
Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde
allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin
mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som
skabt for Dubravnik-Affæren.
Hermed var Sagen afgjort.
Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun én Mening. Zina, som før
havde været i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side.
Saaledes var begge de ønskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved
næste Møde forelægges Komitéen til Vedtagelse; men dette var en ren
Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig
imod Forslaget.
„Det er sandt,“ sagde Zina og vendte sig imod Helene, „kunde De have
Lyst til at tage min Plads her under min Fraværelse?“
Den unge Pige svarede, at hun vilde være glad ved straks at finde
Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gøre.
Det viste sig at være et meget omfattende Arbejde -- nemlig Propaganda
iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den
hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fæstningen.
„Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, især
Korrespondancen,“ sagde Helene tøvende. „Jeg ved endnu saa lidt om, hvad
der foregaar her.“
Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe
hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.
„De vil snart have overvundet de Vanskeligheder,“ sagde han opmuntrende.
„I Morgen besøger vi en Ven af mig -- Medlem af den ene Klub, han vil
sætte Dem ind i det hele. Og De har allerede lært et af Medlemmerne af
den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.“
„Har Tania været her? Er der hændet noget særligt?“ spurgte Zina.
I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt
Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.
Zina blev stærkt berørt ved Meddelelsen.
„Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistænkt?“
„Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tænke sig Grunden.“
„Jeg tror, at jeg kender den,“ svarede Zina. „Den staar i Forbindelse
med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i
Brevet, som jeg først nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er
bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en
venskabelig Fod med Repin, og de tilføjer, at jeg maa advare „Pandekt,
Nummer et“. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benævnelse; nu
kan jeg tænke mig, at det maa være Repin. Det kommer der af at være alt
for forsigtige igen.“
„De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde
gættet det rigtige,“ sagde Andrey. „Rimeligvis er Ordren om
Husundersøgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket,
behøver vi ikke at ængste os synderligt over den Sag.“
„Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed.
Novakovsky bar været indviklet i alvorlige Affærer, hvert Øjeblik kan
bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig
indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke
falder til Ro i en muligvis skæbnesvanger Sikkerhedsfølelse.“
Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem
skulde opsøge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.


VI. KAPITEL.
_Advokat Repin._

Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa
Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage
efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at „Affæren var i
fuld Gang“, og at det ikke vilde vare længe, førend „den var ordnet“.
Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller
senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev
greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig,
at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al
Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for
bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore
Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end
at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse
iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være
skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa
denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.
Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en
Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om,
siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for
Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede
deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater
Levshin og Klein.
Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som
fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge
og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.
Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men
undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man
sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne
dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det
Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han
vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa
denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra
Dubravnik.
I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være
paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt,
fordi den staar i saa stærk en Modsætning til Temperaturen den øvrige
Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort
fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel