En Nihilist - 01

STEPNIAK
EN NIHILIST
Oversat Af
E. DRACHMANN

John Martin’s Forlag
København -- MCMX


FØRSTE DEL
De Troende.


I. KAPITEL.

I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres
Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som
sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde
nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa
gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den
gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske
Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at
erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter
at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.
Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de
mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i
Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var
sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem
Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke,
noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige
Gang.
Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han
benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et
russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand
for at byde sin Gæst velkommen.
„Her er et Brev til dig!“ sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.
„Naa, endelig!“ udbrød han.
Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt
Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor
af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men
dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele
hans kraftige, velformede Skikkelse.
Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke
Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark
Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en
uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift.
Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til
ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.
„Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!“ sagde den unge Mand. „Du
skygger for Lyset med dine Krøller!“
Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste
Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af
Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en
Mahogni Kommode -- Værelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst.
Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt
Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi
af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden,
indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget
klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i.
Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var
dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det
Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene
satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte
hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.
Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes
Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.
„Der staar intet i det Brev!“ udbrød hun. „Bare Snak! Det er ikke Umagen
værd at spilde sin Tid med at læse det!“
Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at
anfægte hendes Kammerat; thi han svarede roligt:
„Vent bare! Jeg kender Georgs Haand, og han plejer i Almindelighed at
have noget særligt at bemærke. Det vil i hvert Fald ikke tage lang Tid
at læse det.“
... „Min kære Andrey Anempoditstovitsch, jeg vil i al Skyndsomhed
fortælle dig -- -- hm! hm! -- -- grundet paa den ualmindelige strenge
Frost -- -- hm! hm! -- -- Faarene og Ungkvæget -- -- hm!“ mumlede
Andrey, idet han hurtigt gled hen over Linierne.
„Naa, her kommer noget om Familien -- -- -- Lad os se, hvad han
skriver!“
„Med Hensyn til min Familie -- --“ Andrey læste med monoton, refererende
Stemme -- -- „kan jeg fortælle dig -- -- min Søster Kate har giftet sig
-- -- -- hvem hun lærte at kende i Efteraaret -- -- han viste sig at
være en Mand uden Principper eller Æresbegreber, som -- -- -- og værre
endnu -- -- -- bundulykkelig -- -- Jeg vilde aldrig have troet om hende
-- -- Fader er meget nedbøjet og -- graahaaret. Vort eneste Haab er den
alt lægende Tid, alle ulykkeliges barmhjertige Trøster -- -- --“
Den patetiske Sætning blev afbrudt af et lystigt Latterudbrud af Helene
eller Lene, som hendes Ven kaldte hende.
„Det er let at se, at det er skrevet af en Digter!“ sagde hun.
Uden at lade sig anfægte af hendes malplacerede Lystighed fortsatte
Andrey i noget hurtigere Tempo og mumlede Slutningen af Brevet mellem
Tænderne.
„Nej, du har Ret! Det er ikke værd at læse,“ sagde han, uden dog at vise
noget Tegn paa synderlig Skuffelse, men saa sig om i Værelset, som om
han søgte efter noget.
„Der er den!“ udbrød han og greb en lille, sort Flaske, der stod paa
Kamingesimsen ved Siden af den lille Spirituslampe, hvorpaa han kogte
sin Te om Morgenen.
Helene rakte ham en Glasbørste, medens han omhyggeligt glattede Brevet
ud. Derpaa dyppede han Børsten ned i Flasken og lod den et Par Gange
glide hen over Papiret foran sig.
De sorte Linier, skrevne med almindeligt Blæk, forsvandt, som fortærede
af den ætsende Saft. Et Øjeblik vedblev Papiret at være tomt, men saa
blev pludseligt alt Liv og Bevægelse. Som draget frem af en usynlig
Haand myldrede det frem overalt -- her, der og alle Vegne! Bogstaver,
Ord, Sætninger formede sig og stillede sig i Rækker som et Kompagni
Soldater, der, naar Alarmsignalet lyder, styrter ud af deres Telte for
at indtage deres Plads i Geledderne.
Saa ophørte Bevægelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i
Randen kæmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde
sin Vej igennem det tynde Dække, hvorunder det laa skjult, og smuttede
ubemærket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men
den øverste Del af Arket var i fuldstændig Orden. I Stedet for de
tidligere intetsigende Ord stod der nu tætsluttende Rækker, skrevne med
en fast, sikker Haand, parate til at aabenbare det Budskab, de saa
trofast havde bragt det unge Par, der nu med blussende Kinder og
tindrende Øjne stod lænede over Bordet.
„Lad mig læse det for dig!“ udbrød Helene, og førend Andrey kunde faa
sagt et Ord eller paa anden Maade forsvare sin Ejendomsret, havde hun
grebet Brevet og begyndt at læse:
„Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige
dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til
Rusland. Jeg kan forsikre dig om, at Længslen efter at se dig iblandt os
har været stærkere, end du formoder. Men vi har tøvet med at kalde dig
tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Særdeleshed
er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter
dig. Nu er dette Øjeblik imidlertid kommet.
„Selvfølgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved
rimeligvis ikke, hvor dyrt de er købte! Vor Liga har haft svære Tab;
nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstændig
har knust os; men selvfølgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er
mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan
ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom! Vi venter alle med Længsel
paa dig, de gamle Venner, som ingen Sinde har glemt dig, og de nye, som
er lige saa utaalmodige som vi efter at byde dig velkommen iblandt os.
Kom altsaa saa hurtig, som du kan!“
Helene standsede. Hun glædede sig paa Andreys Vegne; thi hun var ham en
god Ven, og idet hun saa op paa ham, ligesom indesluttede hun ham i et
Blik fuldt af Forstaaelse og Godhed.
Men hun saa kun hans tætklippede, sorte Haar, stift som en Hestemanke.
Han havde trukket sin Stol lidt væk fra Bordet og lænede sig over dens
Ryg med Hagen støttet i Haanden, tilsyneladende hensunken i Beskuelsen
af nogle Render i de Fyrretræs Gulvbræder. Hun fortsatte sin Læsning.
Brevet omhandlede temmelig bredt flere mere abstrakte Sager, paaviste
derpaa de betydelige forandringer, der i den senere Tid var foregaaede i
den praktiske Politik, og nævnede de foreløbige Forholdsregler, Partiet
i den Anledning agtede at tage.
„Alt dette,“ sluttede den skrivende, „vil vistnok forbavse dig -- ja
maaske endog i Begyndelsen krænke dig; men jeg tvivler ikke om, at du
som en praktisk Arbejder i Sagen i Løbet af kort Tid vil indse det
rigtige deri -- --“
Her maatte Helene vende Bladet og blev brat afbrudt i sin Læsning ved
det første fingerede Brevs meningsløse Indhold. Hun havde glemt, at
denne Side endnu ikke var vasket bort, og det virkelige Indhold saaledes
endnu ikke kommet til Syne. De første Ord, som hun saaledes uvilkaarlig
læste, virkede paa hende som en kaad Farce midt i et Sørgespil.
Hun greb Børste og Flaske og vædede de tiloversblevne Sider. I Løbet af
nogle faa Minutter var de undergaaede samme Forandring som den første;
dog havde de et noget andet Udseende. Den sædvanlige flydende
Haandskrift blev her afbrudt af lange Rækker Cifre, som øjensynlig
indeholdt ganske særlig vigtige Meddelelser. Cifferskriften benyttedes
som yderligere Forsigtighedsregel over for Politiet, for det Tilfældes
Skyld, at det skulde fatte Mistanke til Brevet og ikke nøjes med at
gennemlæse det, men benytte kemiske Præparater for at se, on det
muligvis skulde indeholde skjulte Meddelelser. Cifferskriften var i
Begyndelsen anvendt lejlighedsvis, idet enkelte Grupper af store,
tætskrevne Figurer ragede op over den almindelige Haandskrifts
regelrette Linier som Buske og Træer paa en Græsmark; men efterhaanden
blev Cifrene talrigere, indtil de midt paa tredje Side dannede en hel
tæt Skov, som en Logaritme-Tabel, uden nogen som helst Interpunktion
eller Afbrydelse.
„Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!“ udbrød Helene og pegede paa
Cifrene. „Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for
at glæde dig!“
„En smuk Vennetjeneste!“ svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift
og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig
Revselse.
„Ved du hvad!“ vedblev han, „dette Stykke Arbejde vil tage os mindst
seks Timer!“
„Aa nej, ikke slet saa længe, du dovne Fyr! Vi to tilsammen skal nok
klare det paa langt mindre Tid.“
„Men jeg er kommen noget ud af Øvelsen. Du maa skrive Nøglen op for
mig!“
Helene gjorde straks, hvad han bad om; hvorpaa de -- hver især bevæbnede
med et Ark Papir -- satte sig til Arbejdet. Det var langt fra let gjort.
Georg plejede at bruge Partiets dobbelte Cifre; de oprindelige Figurer i
Brevet skulde ved Hjælp af en Nøgle omdannes til andre Figurer, og disse
igen ved en anden Nøgle tydes i Ord. Denne Forvandlingsproces fordrede
en uendelig Mængde Tegn for hvert enkelt Bogstav i Alfabetet, men havde
den Fordel at gøre Cifrene absolut sikre mod Opdagelse, selv over for
Politiets allersnildeste Forsøg. Men hvis der i denne Skrivemaade var
indløbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa
for den, for hvem den var bestemt.
Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt
Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte
drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede
med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende,
hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et
kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer
altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at være af
allerstørste Vigtighed og Interesse.
Uden Helenes Hjælp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige
var en øvet Ciffer-Læser og havde et eget Talent til at gætte, hvad der
manglede. Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller
hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede
ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.
I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav
Oplysning on de nærmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nævnede
Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved
Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grænse. Andrey afskrev
omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i
sin Portemonnæ, for at lære dem udenad, inden han rejste.
Nu havde de den samlede Mængde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det
nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en særlig farlig og
kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den
Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.
Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey
stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin
Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende
monoton og stum ud.
Efter nogle faa Øjeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med
deres Arbejde og tydede -- Stump for Stump -- den skjulte Mening.
Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey møjsommeligt
Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Sætning, læste han
den højt for sin Hjælperske. Men allerede de første Ord berørte ham saa
smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af
Sætningen.
„Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris!“ udbrød han. „Se
engang!“
Helene saa hurtigt ned paa Papiret, som han rakte hende, og derpaa paa
sit eget. Det var uden for al Tvivl -- det drejede sig om Boris -- en af
Partiets dygtigste og mest indflydelsesrige Mænd --, og Begyndelsen af
Sætningen klang uhyggeligt nok -- værre endnu, end Andrey formodede; thi
hun gættede straks, hvilke to Bogstaver der vilde følge; men hun tav
klogelig stille og vedblev at diktere.
„Fem -- tre --.“
„Syv -- ni,“ svarede Andrey og saa i Nøglen efter Bogstavet.
„Skynd dig!“ raabte Helene utaalmodigt. „Ser du ikke, at det er et _a_?“
Det ildespaaende _a_ blev nedskrevet af Andrey.
Det følgende Bogstav var et _r_, hvilket var endnu værre.
Det tredje, det fjerde og det femte Bogstav blev skrevet, og deres
sidste Tvivl -- hvis de i det hele taget havde haft nogen -- forsvandt.
Uden at veksle et eneste Ord mere vedblev de med feberagtig Iver at tyde
Skriften, og efter nogle Minutters Forløb læste de begge, -- sort paa
hvidt:
„Boris er for nylig bleven arresteret i Dubravnik.“
I stum Forfærdelse saa de paa hinanden.
„I Dubravnik! Hvad Pokker havde han at gøre i det fordømte Dubravnik?“
„Lad os gaa videre,“ svarede Helene, „maaske faar vi det at vide. Der
maa sikkert nok være nærmere Oplysninger om hans Arrestation!“
Atter optog de deres irriterende langsomme Arbejde, og i Løbet af en ti
Minutters Tid, som forekom dem at være en Time, havde de igen tydet et
Par Linier. Deraf fik de at vide, at Boris tillige med to andre Venner,
efter en haard Kamp med Politiet, var bleven tagen til Fange. Det var
ikke meget; men tilstrækkeligt til at sige dem, at Sagen var fortvivlet.
Hvorledes Boris’ Andel end havde været i Kampen, saa var han en dødsdømt
Mand. I Følge en ny Lov, som var traadt i Kraft, blev enhver, der havde
taget Del i disse Fægtninger med Politiet, straffet med Døden; og Boris
var ikke den Mand, der nøjedes med at være Tilskuer, mens de andre
sloges.
„Stakkels Zina!“ sukkede de begge; Zina var Boris’ Hustru.
Efter en kort Pavse nedskrev Helene atter en Række Figurer, som i Løbet
af nogle Minutter viste sig at være Navnet paa den Kvinde, hvis Lod de
netop havde beklaget -- Zina.
„Zina! -- -- Kan det være muligt?“ udbrød Andrey. Hans første Tanke var,
at ogsaa hun var arresteret. Men efter andre fem Minutters ængstelig
Spænding saa han, at han havde taget fejl.
„Zina“ -- stod der -- „er rejst til Dubravnik for at undersøge Terrainet
og se, hvad der kan gøres for at frelse Boris.“
„Gudskelov, at de tænker paa det! Det er godt og en Grund mere for mig
til at skynde mig hjem,“ sagde Andrey.
Efter Meddelelserne om Boris fulgte en Liste over andre Ofre, som i den
senere Tid var faldne i Politiets Hænder. Derefter omtaltes de
forestaaende Forhør og de ubarmhjertige Domme, som man ad hemmelig Vej
igennem Kontorerne allerede havde faaet at vide. De sørgelige Nyheder om
de fængslede Venner blev kortelig opramsede i samme forretningsmæssige
Tone som Rapporterne over de døde og saarede efter et Slag.
Det var Bagsiden af den underjordiske Kamp, der som en, mudret Strøm,
Draabe for Draabe, sivede frem; det var ikke muligt at svælge denne
bitre Drik paa én Gang. Ved enkelte særlig sørgelige Nyheder kunde de to
Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forøvrigt fortsatte de i
Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Følelser for sig selv.
Det gik nu langt raskere fra Haanden end før. Georgs Cifre blev mere
tydelige, og Decifreringen foregik næsten uden Standsning.
Efter de sørgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere
Tema. Georg omtalte kortelig, men med den glødende Tro og Overbevisning,
der var ham egen, de hurtige Fremskridt, Partiet i al Almindelighed
havde gjort, og fremhævede den stærke aandelige Gæring, som sporedes
overalt.
„Ja, det vil ikke vare længe, førend der sker noget stort!“ udbrød
Helene begejstret og rejste sig for at rette de stivnede Lemmer ved at
gaa frem og tilbage i Værelset. Pludselig greb hun Brevet, tørrede det
omhyggeligt over Lampen og strøg en Svovlstik for at antænde det.
„Aa nej, lad være!“ sagde Andrey hurtigt.
„Hvorfor? Har du ikke skrevet alle Adresserne op?“
„Jo; men jeg kunde have Lyst til at beholde Brevet lidt endnu.“
„Hvorfor? For at det skulde falde i uvedkommendes Hænder?“ spurgte
Helene skarpt.
Andrey svarede, at i Schweiz var disse strenge Forholdsregler
overflødige; men det var ikke let at overbevise den unge Pige; thi som
alle Kvinder, der er indviklede i en Sammensværgelse, overholdt hun
strengt de vedtagne Forskrifter.
„Maaske er du tilgængelig for et Kompromis?“ spurgte hun tøvende.
Hun rev den første Halvdel af Brevet af, den, som indeholdt de rent
personlige Meddelelser, og udkradsede omhyggeligt de enkelte Cifre.
„Det er formodentlig dette, du vil læse?“ spurgte hun.
„Naa ja, jeg gaar ind paa dit Kompromis! Unægtelig synes jeg bedst om
denne Del og fratræder min Fordring paa Resten,“ svarede Andrey, medens
den unge Pige knælede ned foran Kaminen og omhyggeligt brændte
Levningerne af Brevet tilligemed de to Ark, hvorpaa de havde løst
Cifrene.
Da Helene havde bragt sin Samvittighed til Ro, indtog hun atter sin
Plads.
„Altsaa, du skal rejse fra os, Andrey,“ sagde hun drømmende.
Der var en større Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik,
hvormed hendes ærlige, klare, blaa Øjne saa paa Andrey. For dem, som
bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Færd med at
forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger.
„Tager du snart af Sted?“ spurgte hun.
„Ja,“ svarede Andrey. „Pengene og Passet vil kunne være her om tre,
fire Dage, haaber jeg, og det er tilstrækkelig Tid til mine
Rejseforberedelser.“
Efter en næppe mærkelig Pavse tilføjede han:
„Jeg vilde ønske, at jeg vidste, om de allerede er komne under Vejr med
hans Navn?“
„Om hvem taler du?“ spurgte den unge Pige og saa op.
„Om Boris naturligvis!“
„Jeg kan ikke tænke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,“
svarede Helene. „Boris har aldrig før været i Dubravnik. Desuden vilde
Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.“
„Gid du havde Ret,“ svarede Vennen. „Det vilde være saa langt lettere at
hjælpe ham! Men lige meget -- det vil ikke vare længe, førend jeg ved
Besked om alt.“
De fortsatte Samtalen rent forretningsmæssigt. Den unge Pige havde
øjensynlig en Del personlig Erfaring i at smugle eksilerede Landsmænd
ind i Rusland, og omendskønt hun var adskillige Aar yngre end Andrey,
gav hun ham dog mange værdifulde Raad.
„Naar du nu atter er inde i Malstrømmen, saa lov mig ikke helt at glemme
os her,“ sagde Helene med et Suk. „Skriv af og til til Vasily eller mig.
Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det
for mig!“
„Jeg skal gøre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke
med?“
„Han var ikke i Kaféen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik
herop. Han maa være ude -- rimeligvis i Operaen. De spiller „Robert“.
Ellers vilde han have været her for længe siden.“
Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det
var et Familiestykke, som hun satte særlig Pris paa, fordi hun havde
faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus’ Tid. Hun
havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende
i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det
meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe -- til
Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers
Tilværelse var saa nøje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret
omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets
retmæssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds
af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde økonomisk
betrygget.
„Nej, hvor det er blevet sent!“ udbrød Helene. „Den er over tolv. Jeg
maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du
kunde for Resten sørge for,“ vedblev hun, „at en anden fik dit Arbejde,
naar du rejste.“
„Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa
Fornødenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden være tilstrækkeligt
til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han
engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.“
Helene rødmede, endskønt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning
af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.
„Vasily er en Mand med strenge Grundsætninger, ikke saadan en Sybarit
som du,“ sagde hun smilende. „Men jeg vil ikke sinke mig med at skændes
med dig -- Farvel, Andrey!“
Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af
Syne, før hun sikkert var naaet inden for sin Gadedør; Huset, hvori hun
boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige
Værelse.
Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde
gættet Sandheden, han havde ønsket at beholde Brevet for, naar han var
alene, at fryde sig over disse venlige Ord fra fjerne Venner. Men han
kunde ikke gøre det nu, Helene havde ved at gætte hans Tanker ødelagt
Glæden for ham. Han stak Brevet i Lommen for at gemme det til næste Dag.
Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til
at kunne sove.
Tre lange, lange Aar var forløbne, siden Andrey Kojukhov,
mistænkeliggjort saa vel gennem sine første Forsøg paa at gøre
Propaganda blandt Bønderne som ved senere Delagtighed i den
underjordiske Kamp, var bleven overtalt af sine Venner til foreløbig at
„fordufte“. Han havde i Mellemtiden gennemstrejfet forskellige Lande,
forgæves søgende at finde en passende Beskæftigelse for sin hvileløse
Aand. Førend det første Aar af hans ufrivillige Eksil var omme, var han
saa plaget af Hjemve, at han spurgte Vennerne, der holdt Valpladsen i
St. Petersborg, om han ikke maatte vende tilbage for atter at indtage
sin Plads i Rækkerne. Men dette blev paa det bestemteste nægtet ham. Der
var en foreløbig Pavse i Kampen, idet Politiet ikke havde noget særligt
at holde sig til; men da hans Navn var vel erindret, vilde han ved sin
Tilbagekomst sætte hele Banden i Bevægelse. Uden at være i Stand til at
udrette noget, vilde han kun blive en Byrde for Vennerne. Han burde have
forstaaet dette af sig selv; naar man trængte til ham engang, vilde man
sende Bud efter ham. I Mellemtiden maatte han holde sig i Ro og søge at
finde Beskæftigelse i Udlandet, enten ved literært Arbejde i
Revolutionens Tjeneste eller i den sociale Bevægelse i fremmede Lande.
Andrey forsøgte begge Dele; men med mere Iver end Held. Han skrev for
flere russiske Blade, som blev udgivne i Udlandet; men han havde
oprindelig intet literært Talent. I hans Indre brændte en begejstret
Sjæl, og han havde stærke Følelser over for Skønhed og Poesi, men
manglede Evne til at give dem Udtryk. Det var ham ikke muligt paa samme
Tid at tjene to Herrer. Han levede og aandede kun for Rusland og var
ganske optaget af sine Minder, sin Længsel og af alt, hvad der angik
Fædrelandet. Han følte sig som en flygtig Gæst ved de udenlandske
Socialisters Sammenkomster og blev mere og mere overfalden af Hjemve.
Han var lige paa Nippet til atter at skrive til sine Venner, da han
modtog en levende Hilsen fra dem igennem Helene Zubova, den unge Pige,
der havde hjulpet ham med at tyde Brevet.
Netop hjemvendt fra Sibirien havde hun straks meldt sig til Tjeneste paa
ny i Ligaen i St. Petersborg, men var bleven raadet til øjeblikkelig at
drage over Grænsen og for en Tid at opholde sig i Udlandet. Tillige med
en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte
Paabud om at være fornuftig og holde sig i Ro. Foreløbig var der ikke
Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt
Bevis derfor.
Andrey blev altsaa nødt til at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Tiden
havde taget Brodden af hans første Skuffelse, og han havde lidt efter
lidt vænnet sig til at tænke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med
alle de deraf følgende pinlige Ærgrelser og Besværligheder, men ogsaa
med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig
i sine Tankers Lønkamre. På denne Maade havde han nu tilbragt tre
rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spænding, som
Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte ham i.
Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende
Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed
denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende,
overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere
gennemarbejdede literære Frembringelser. Der var ingen Grund mere til
Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han
Georgs Brev som Svar.
„Endelig engang!“ gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og
tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen.
Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han
var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og
følte det, som om han først den foregaaende Dag var rejst derfra.
Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og
hurtigere frem og tilbage i Værelset.
En lydelig Banken afbrød ham pludselig i hans Drømmerier og kaldte ham
tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der,
irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet
med en Stok for at give sit Mishag til Kende.
„Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,“ udbrød
Andrey. „Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske
Revolution gaar ad Helvede til eller ej.“
Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var
ophørt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning.
Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde
kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede han at spadsere ud i
den smukke Foraarsnat. Han slukkede Lampen, laasede Døren efter sig og
listede stille ned ad den mørke Trappe.


II. KAPITEL.
_Ved Grænsen._