En Nihilist - 12

hinanden. Mængden vilde da, naar Panikken brød løs, løbe bort bag dem,
og saaledes ikke hindre deres Bevægelser.
Men hvis Menneskemængden derimod kun skulde være ringe, skulde de
sammensvorne spredes paa forskellige Steder, idet Andrey med sine ti
Mand dannede en Slags Avantgarde. Det blev da hans Opgave at standse
Processionen paa dens Vej og give de andre Tid til at indfinde sig paa
Kamppladsen.
„Se saa!“ sagde Andrey. „Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene.
Klokken er halv otte.“
Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det
aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare
dem sikkert indtil næste Morgen. -- Man ansaa det for alt for risikabelt
at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfældigt Besøg af Politiet
vilde kunne lede til de mest uberegnelige Følger, hvis der noget Sted
blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks
uddelte.
Det første Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte
Andreys Opmærksomhed paa et mistænkeligt udseende Individ, der listede
omkring i Nærheden af Huset.
„Jeg har lagt Mærke til ham de sidste ti Minutter; han synes særlig at
have vore Vinduer her i Kikkerten, endskønt han gerne vil lade som
ingenting.“
„Aa nej, han er ikke farlig!“ sagde Andrey beroligende. „Det er en Ven!
Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra
Vinduerne! -- Manden er meget frygtsom af sig.“
Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra
Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham
muligt at opsnappe.
Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter
kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.
„Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!“ sagde han
alvorligt. „En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!“
„Det er umuligt! Hvad siger du?“ lød det fra alle Kanter.
„Der er desværre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at
Politiinspektøren, umiddelbart før Kontorerne skulde lukkes, kom
styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de
begge i største Hastværk og i synlig Ophidselse til Guvernøren. Idet de
gik forbi, hørte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig
Ordet „Dynamitbomber“. Det kan desværre ikke være et Foster af hans egen
Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette
taler tydeligt nok!“
Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstændigt lammende. Nej,
der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum -- et frygteligt
-- et uimodsigeligt!
Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde være, og det laa
inden for menneskelige Muligheders Grænse at antage, at en af de nye
Mænd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kæreste eller en
intim Ven.
I alles Øjne læste man den samme Tanke. De syv Formænd havde samlet sig
i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.
Det var umuligt! -- Der _kunde_ intet Forræderi have fundet Sted --
enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig,
at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren
tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet ud.
En voldsom Ringen efterfulgt af en energisk Banken paa Døren afbrød alle
videre Gisninger. Andrey gjorde en betegnende Bevægelse med Hovedet og
spændte sin Revolver. Alle forstod Signalet og stillede sig ligeledes i
Kampstilling, beredte paa at sælge Livet saa dyrt som muligt.
Idet Andrey aabnede Døren, hørte man ikke -- som man havde ventet -- et
Skud, men derimod en heftig Vredesytring.
„Hvad Pokker, er det dig? Hvad skal det betyde? Hvorfor melder du dig
paa en saa forbandet Maade?“
„Jeg skulde skynde mig!“ svarede Vatajko aandeløst; thi ham var det, der
nu styrtede ind i Stuen.
„Og Bomberne? Har du bragt dem i Sikkerhed?“ spurgte Andrey.
„Nej, nej! Der er sket en frygtelig Ulykke! Vor Ven er saaret, maaske
død. Ved Middagstid har der fundet en Eksplosion Sted i hans Hus. Da vi
kom med Vognen, saa vi alle Vinduer og Døre sprængte.“
„Og Bomberne? Hvor er de henne?“ spurgte Andrey. „Gik du ikke ind i
Huset?“
„Nej, det var umuligt! Gaarden var fuld af Folk, som jeg straks antog
for Detektiver, og i samme Øjeblik kom Politiinspektøren og gik ind i
Huset. Det var uden for al Tvivl -- Huset var besat af Politiet!“
„Videre!“ sagde Andrey. „Hvad mere?“
„Vi kørte altsaa forbi Huset, og da vi var komne lidt hen i Gaden,
overlod jeg Vognen til min Kammerats Omsorg og gik den anden Vej, neden
om, langs med Floden, hen til Stedet. I Haven ved Siden af fik jeg Øje
paa Gartnerens Datter og gav mig i Snak med hende. Hun fortalte mig, at
der havde fundet en Eksplosion Sted i Nabohuset, og at det nu holdtes
besat af Politiet. Jeg bad hende ikke omtale til nogen, at hun havde set
mig, og skjulte mig derpaa imellem nogle Buske bag Rækværket ind til den
anden Gaard.
„Igennem nogle Sprækker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af
Gaarden. To Fangevogne kom kørende ind, umiddelbart derefter blev vor
ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa
bar man -- med uhyre Forsigtighed -- en Del store Kasser og Krukker ud
og endelig Bomberne -- en for en --! Politiinspektøren holdt sig i
ærbødig Afstand. Jeg ventede nu ikke længer; men løb for saa hurtig som
muligt at bringe dig Meddelelsen.“
Der var Dødsstilhed i Stuen, da Vatajko endte sin Beretning.
Nej! der var intet mere at vente paa! Intet mere at vente paa! Intet
mere at haabe! Andrey vidste det kun alt for vel. Hvis de dog blot havde
haft Bomberne -- de havde vovet Forsøget alligeve! -- til Trods for, at
Politiet var advaret.
Men nu? Alt var med et Slag ødelagt -- ramlet sammen for dem! -- Om
fjorten Timer vilde Zina, Boris, Botcharov og Vasily -- alle fire --
være hængte! -- --
Ikke en eneste af dem vilde det være muligt at frelse! Og de Stakler,
som havde været saa forhaabningsfulde, saa fast havde troet, at deres
Gang til Skafottet skulde blive den sikre Vej til Frihed!
Han pressede sin knyttede Haand imod Panden. Hvor frygteligt det dog
var! Det havde været langt bedre, om der slet ikke var blevet lagt nogen
Plan til at befri dem, end nu i sidste Øjeblik at skulle berede dem
denne bitre Skuffelse! Da Andrey endelig igen løftede Hovedet, saa han,
at alles Øjne var rettede paa ham.
„Hvad skal der nu gøres?“ spurgte David og gav med disse Ord hver enkelt
Tanke Udtryk.
„Hvad der skal gøres?“ gentog Andrey. „Der er kun en eneste Ting for os
nu at gøre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige
Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til
at ruste sig til at møde deres Skæbne!“
Der gik en Mumlen gennem Værelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom
dem alle saa ganske uventet. Man begyndte at gøre Indsigelser, først
ganske svagt, saa mere og mere energisk. Forsøget burde gøres, selv uden
Bomber! -- De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kæmpe til sidste
Bloddraabe, og der vilde endnu være Tid til at skaffe lige saa mange
bevæbnede Mænd til, ja maaske endnu flere! Hvorfor opgive det hele?
Men Andrey var ganske paa det rene med, hvad han vilde. Hvad kunde en
Haandfuld Mænd bevæbnet med Revolvere og Dolke udrette mod Soldaternes
kompakte Bajonetrækker? Det vilde blive en stor og absolut frugtesløs
Nedsabling, som ikke vilde indvirke godt paa nogen eller noget.
Vatajko var iblandt dem, der ivrigst stemte for et Forsøg, og bebrejdede
Andrey hans Lunkenhed.
„Min Ven!“ sagde Andrey og lagde Haanden fast paa hans Skulder. „Hvorfor
skal vi forbitre vore stakkels Venners sidste Øjeblik paa saa grusom en
Maade? Det er aldeles utænkeligt, at vi kan redde blot en eneste af dem,
vi vil derimod blive sablet ned for deres Øjne. Hvorfor skal vi gøre
deres sidste Øjeblikke endnu tungere ved at lade dem blive Vidne til
dette Syn?“
Vatajko bøjede tavs sit Hoved, og ingen tog mere til Genmæle. Man
skiltes kort efter i Stilhed og Sorg; hver enkelt gik for at
tilbagekalde sine Ordrer. Det blev Andreys Pligt at gøre Vennerne den
sidste tunge Meddelelse og bede dem om at møde den uundgaaelige Skæbne
med al den Højhed, de besad. Han bragte selv sit Brev til Fangevogteren,
og fik bagefter at vide, at det allerede samme Aften var kommet dem i
Hænde. Zina besvarede det i sine Lidelsesfællers Navn. Hendes Brev var
ikke sørgmodigt; snarere glad og fortrøstningsfuldt. Men desuagtet fik
det Andrey -- denne Mand med Jernnerver -- til at græde som et Barn; thi
han modtog det først to Dage senere, da den Haand, som havde skrevet
det, allerede var kold, og det Hjerte, som havde dikteret disse simple,
rørende Ord, havde ophørt at slaa.

Andrey vaagnede med et Ryk, som om nogen havde givet ham et Puf i Siden.
I samme Øjeblik slog et Kirkeur i Nærheden Fem-Slaget -- han saa paa sit
Ur, der laa paa en Stol ved Sengen, tillige med hans Revolver og Dolk --
Klokken var fem, og han huskede nu, at han Dagen i Forvejen, mens han
endnu var midt i Forberedelserne til Kampen for at befri Vennerne, havde
foresat sig at ville vaagne Klokken fem. Andrey besad den Evne til i
Kraft af sin Vilje at kunne vaagne til et hvilket som helst bestemt
Klokkeslæt. Han havde ikke senere tænkt paa det, men vaagnede nu ganske
mekanisk, endskønt der intet mere var at vaagne for.
Han var kommen sent hjem Aftenen før, træt og medtaget af det
utaknemrrtelige Arbejde, som det var at sørge for at forhindre et eller
andet taabeligt Udbrud fra de alt for varmblodiges Side, et Arbejde, som
han ikke udelukkende kunde lægge paa sine Kammeraters Skuldre. De faa
Timers Søvn, han havde faaet, havde ingen Hvile været; thi selv i Søvnen
forlod Bevidstheden om den sørgelige Virkelighed ham ikke helt.
Vatajko sov i samme Værelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige
Søvn. Andrey nænnede ikke at vække ham, men klædte sig stille paa, tvang
sig til at spise et Stykke Brød og listede saa ud af Værelset og ned paa
Gaden.
Solen var allerede staaet op, men var skjult bag en let Taage. Byen laa
endnu i Nattens Hvile, alle Skodder var lukkede, kun Natmændenes
Køretøjer og enkelte Drosker var at se i Gaderne. Iblandt de faa
Fodgængere, han mødte, var der flere Mænd, om hvem han antog, at de var
Lidelsesfæller. Den langsomme Gang, hvormed de bevægede sig fremad, de
feberagtigt flammende Øjne og det forpinte, sørgmodige Udtryk i deres
Ansigter kunde nok tyde paa, at de var Venner og Bekendte af de
dødsdømte, og at de, ligesom Andrey, forfulgt af deres indre Uro, var
blevet drevne bort fra deres Leje, ud paa Gaden -- hvor de vistnok havde
vandret omkring hele Natten, maaske i det Haab ved legemlig Træthed at
døve deres sjælelige Lidelser. -- -- --
Uden nogen bestemt Tanke eller Følelse, kun med en pinlig, nagende
Smerte i Hjertet, vedblev Andrey at gaa og gaa, indtil han pludselig
befandt sig paa et Sted, som han kun alt for godt kendte. Det var der,
at Anslaget skulde have fundet Sted. Han havde været der den foregaaende
Dag saa fuld af Haab og Tillid, og nu -- kun nogle faa Timer senere, var
det alt som en fjern og utydelig Drøm.
Han drejede hurtigt om, gik ind i en Række smaa, snævre Gader, som
førte til Byen, og foresatte sig at ville gaa uafbrudt, indtil den
frygtelige Time var forbi -- først da vilde han vende tilbage til
Hovedkvarteret. -- --
Men jo længere han kom frem, desto mere blev han hindret i sin Gang af
utallige Menneskeskarer, som gik i modsat Retning, og det varede ikke
længe, førend Gaderne var overfyldte af gaaende, ridende og kørende --
som alle bevægede sig fremad i en og samme Retning.
Mon disse Mennesker tænkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var
der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres
Sympati? Hos dem, der blev dræbte, eller hos dem, der lod dræbe? -- --
Intet kunde man læse sig til i disse Træansigter, de bevarede deres
Hemmelighed godt, _hvis_ de havde nogen! Mon de vilde bære denne Maske
lige til det sidste? Vilde den ikke pludselig falde og aabenbare
menneskelige Følelser -- Had eller Kærlighed -- bag sig?
Antallet af Træansigterne, af Kjoler, Huer, Frakker og Hatte i alle
Farver og alle Former voksede stadigt og dannede til sidst en kompakt
Masse, som man kun med Magt kunde tvinge sig Vej igennem.
Men hvorfor egentlig? Hvor vilde han hen?
Andrey hørte op med at kæmpe sig frem og lod sig viljeløst, føre med af
Strømmen, ogsaa hans Ansigt blev træagtigt. -- -- --
I Begyndelsen gik det ret hurtigt, men efterhaanden sagtnedes Gangen for
nu og da helt at standse, naar nye Skarer kom væltende frem fra de
tilstødende Gader. Efterhaanden, som Folk trykkedes tættere sammen, blev
Larmen af Stemmerne stærkere. Han hørte dem tale -- med Ord, der var
lige saa forstenede og træagtige som deres Ansigter, og som det senere
vilde have været ham umuligt at huske et eneste af. Saa pressedes
pludselig hele den brede Strøm ind i et snævert Stræde, og da man atter
kunde begynde at aande friere, kom Andrey pludselig til at gyse. Foran
ham laa en stor, aaben Slette, og højt op i Luften, -- imod den lyse
Morgenhimmel, ragede fire Galger -- klodsede, ubevægelige,
rædselsfulde! -- -- --
Uvilkaarlig saa han paa sine Naboer til højre og til venstre; alles Øjne
var rettede mod de fire Mordmaskiner, og Træansigterne havde nu faaet et
Udtryk af Angst og Forfærdelse. Alligevel vedblev man at arbejde sig
videre frem, og Andrey fulgte med.
De fire sorte Galger stod paa en sort Forhøjning omgiven af et sort
Rækværk, og sortmalede Trappetrin førte op til den. Fra det Sted, hvor
han stod, kunde han tydeligt se Tovene, Trisserne og Ringene. I den
lette Morgenbrise svingede Tovene langsomt -- ganske langsomt -- frem og
tilbage, og saa ud, som om de ved deres Tyngde vilde knække
Tværbjælkerne. En lille, firskaaren, gemytlig-udseende Mand med kort,
hørgult Skæg og iført rød Skjorte og en russisk Fløjelstrøje -- med
Hatten lidt paa den ene Side, gik frem og tilbage paa Forhøjningen. Det
var Bødlen. Nedenfor ved Trappen saa man Militær -- i brogede Uniformer
og med alvorlige Ansigter, nogle af dem til Hest. Men alt tilsammen, den
sorte Forhøjning, Rytterne og Soldaterne var paa alle Sider indrammet af
en tæt Mur af Infanteri med funklende Bajonetter. Kun Døden alene kunde
komme inden for disse Mure af Kød og Jern, kolde og haarde som Jernet
selv!
I kort Afstand fra den første levende Mur stod en anden, dannet af
Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mængden, man kunde
tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgøre, hvem
der saa mest ligegyldige ud -- Hestene eller Mændene paa deres Ryg.
Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Række Politibetjente til
Fods, hvis Opgave det var at holde Mængden tilbage.
Nye Skarer vedblev uafbrudt at strømme til og optog hver eneste lille
Plet, som endnu var levnet paa den uhyre Plads. Alle stirrede i
taalmodig Forventning op imod den sorte Forhøjning, hvor om et Øjeblik
Døden -- denne grufulde Magt, som de alle frygtede, men som her i dette
Tilfælde lod dem uskadt -- skulde opføre sin rædselsfulde Dødningedans
-- et Syn, der lokkede dem paa samme Maade, som Slangens Blik fortryller
Aben.
Andrey var ikke kommen for at overvære dette nedværdigende Skuespil.
Hvad han ønskede, var at se sine Venners kære Ansigter for sidste Gang
og muligvis veksle et Blik, et Farvel uden Ord med dem. Men her paa
denne Plads med den dobbelte Række Soldater vilde ethvert Haab derom
være umuligt.
Det lykkedes ham at komme fri for Mængden og slippe ind i den Gade,
gennem hvilken de dødsdømte vilde komme ud paa Pladsen.
To Rækker Politibetjente holdt Midten af Gaden fri, for at Fangevognen
og Eskorten uhindret kunde passere. Bag dem stod Mængden atter tæt
pakket. Andrey gjorde en kort Omvej og kom endelig til den længst borte
liggende Del af Gaden, hvor han fandt en god Plads.
Tilskuerne her hørte udelukkende til de bredere Lag, og det var
interessant at iagttage dem. De havde vistnok allerede staaet opstillede
længe, thi de havde gensidig stiftet Bekendtskab og var synlig kede af
at Vente. I hvilken Anledning de var komne, syntes de helt at have
glemt; kun meget faa talte on noget, der stod i Forbindelse med den
forestaaende Begivenhed.
En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun
havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge
et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag! En ung opløben Knøs med
hængende Skuldre og lang Hals i en Sirtses Bluse gnaskede gemytligt
Frøet af en Solsikke i sig og morede sig med at spytte Skallerne saa
langt som muligt ud i den tomme Gade. En ung, robust Kvinde med et spædt
Barn ved Brystet forsøgte energisk at skubbe sig frem foran den af
Politiet dannede Række, men blev vist tilbage af en ung Politimand. Med
en djærv-gemytlig Spøg foreholdt han hende, hvilket Besvær hun vilde
have af atter at maatte skaffe sig et nyt Barn, hvis dette blev trampet
ned af Hestene! -- Den unge Kvinde gav et skarpt Svar tilbage, og Folk
omkring hende lo.
Bag Andreys Ryg udspandt der sig imidlertid en mere højrøstet
Diskussion; han forstod, at man talte om Politik -- rigtignok af en egen
Sort. Han vendte sig om og saa en Bondemand i graa Kappe med et magert,
solbrændt Ansigt og et lille, graasprængt Skæg paa en fremspringende
Hage i Samtale med en anden Bonde.
-- -- „Naa ja!“ -- fortalte han, „saa greb de altsaa dem alle fire, --
men den femte, som var deres Fører, fik de ikke fat paa -- han
forvandlede sig til en gul Kat og forsvandt op igennem Skorstenen. Men
han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og
endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu læser hans
Højærværdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bøger over ham for
at forsøge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin
menneskelige Skikkelse tilbage!“
„Er det virkelig muligt?“ spurgte den anden forbavset.
„Det er sandt nok! Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk
siger!“
Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde været
gjort en Del Løjer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter
Arrestationen havde fundet i Boligen halv død af Sult.
I dette Øjeblik løb en utydelig Mumlen igennem Menneskerækken; det lød,
som naar et Vindpust farer igennem Skoven.
„Nu kommer de! Nu kommer de!“ lød det dæmpet fra Tusinder af Stemmer.
Øjeblikkelig forstummede al Tale, og i den dødlignende Tavshed hørte man
langt borte Trommernes Hvirvler.
En Ordonnans kom sprængende op ad Gaden, efterfulgt af en Afdeling
Kosakker. Folk saa paa dem, idet de red forbi; men ikke et Øje fulgte
dem, alle saa i samme Retning med samme aandeløse, rædselsslagne Udtryk.
Endelig kom det højtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen
igennem Mængden, som i dette Øjeblik syntes at udgøre et Legeme.
Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en bølgende Linie af sorte,
skinnende Hjælme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse,
hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire menneskelige Skikkelser.
Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme
og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske
langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens
Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst
forstod han hvorfor.
De sidder baglæns, hver paa en Stol, ragende op over Omgivelserne og
bundet ved Skuldrene med stærke Læderremme til Stolens Ryg. De er alle
iførte den samme hæslige, graa, uformelige Klædning og ser ud, som om de
var indsvøbte i Tæpper. De kommer bestandig nærmere, lige saa uformelige
som før; men nu kan han skelne deres Haarfarve; han kender Vasilys
mørkebrune Lokker, Boris’ lyseblonde og Botcharovs Hørtot. Men han kan
ikke rigtig faa den fjerde Skikkelse ved Boris Side til at blive til
Zina. -- Vinden spiller med de korte, lysegule Krøller paa det
ubedækkede Hoved, der ligner en ung Knøs’s.
„De har klippet Haaret af hende for nemmere at kunne hænge hende,“ gaar
det endelig op for ham.
En Fugl flyver over de dødsdømtes Hoveder; den maa have set disse fire
Ansigter og ogsaa de fire sorte, klodsede Maskiner, der staar og venter
paa dem deroppe paa den sorte Forhøjning, -- -- og som greben af Rædsel
flyver den i svimlende Fart langt, langt bort, saa hurtigt, som dens
stærke Vinger kan bære den! Hvor han misundte denne Fugl! Men selv om
han havde Vinger, vilde han ikke have været i Stand til at røre sig ud
af Stedet. Skælvende som i Feber, med vildt bankende Hjerte og med vidt
opspilede Øjne stod han der, i Angst for at gaa Glip af det ene korte
Minut, hvor de kunde veksle Blik. Og dog frygtede han dette Møde og
vilde være løbet bort, hvis ikke hans Fødder havde været naglede til
Jorden og hans Øjne som magnetisk hæftede paa de fire høje Skikkelser.
Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han
Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre.
-- Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der
bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men
Trommerne overdøvede hans Stemme -- han havde allerede flere Gange
undervejs gjort Forsøg paa at tale -- hver Gang forgæves! Ikke et Ord
kunde høres! Nu opgav han det atter og kastede sig ærgerlig tilbage.
Endnu et Par Omdrejninger af Hjulene, og Andrey saa dem alle ind i
Ansigtet.
De sad tæt sammen med Fødderne hvilende paa samme Bræt. Boris saa vred
og trodsig ud som en tapper Kriger, der, besejret af Overmagten, er
bleven lagt i Lænker. Vasily sagde noget til Botcharov, der var den
sidste i Rækken; det maatte være noget morsomt; thi et svagt Smil gled
over den unge Mands Læber. Vasilys Ansigt havde ikke længer det jævne,
noget sløve Udtryk, det plejede at bære.
Rolig, behersket og ophøjet sad han der og forekom Andrey at være en hel
anden end den Mand, han havde kendt.
Men det er og bliver dog Kvinden, der paa et hvilket som helst Stadium i
Verden bliver den dominerende! Alles Øjne var rettede mod dette ene
Ansigt ved Siden af Boris. Skøn, som kun en Kvinde kan være det, med det
lyse, gule Haar indrammende Hovedet som en Glorie og med en fin,
blufærdig Rødmen under de mange Blikke saa Zina ned paa Mængden foran
hende med et uendelig mildt, medlidende Blik. Hun søgte nogen dernede.
I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde
hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage
Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang
kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham
øjeblikkelig.
Der stod han, lige under hendes Fødder, med Hovedet bøjet op imod hende.
Deres Øjne mødtes. -- -- --
Hverken den Gang eller nogen Sinde senere kunde Andrey forklare sig
selv, hvad der i det Øjeblik foregik i ham, men alt blev med et Slag
forandret, det var, som om der havde ligget en Trolddom i dette milde,
medlidende Blik. Angst, Frygt -- ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt --
maatte vige for noget, der var endnu stærkere og voldsommere, noget, som
ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end
Beredvillighed til at lide alt. Det var en fortærende Længsel efter et
Martyrium -- en Følelse, han aldrig før havde forstaaet, men som i dette
Øjeblik brød frem i ham.
At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret
fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede
sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var
hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse! Og idet han glemte
Stedet, Mængden, Faren, alt -- og kun gav efter for Øjeblikkets
Indskydelse -- traadte han et Skridt frem og strakte begge Hænder ud
imod hende.
Han raabte ikke Ord højt, som øjeblikkelig vilde have ødelagt ham, men
kun af den Grund, at Stemmen svigtede ham, -- eller overdøvedes maaske
hans Ord af Trommehvirvlerne og Larmen af Mængden, der nu fra begge
Sider trængte sig sammen og som en uhyre Bølge fulgte det bestandig
fremadskridende Tog?
Da han atter kunde skelne noget for Taagen, der et Øjeblik havde dugget
hans Øjne, saa han, at der midt paa Vejen var noget galt paa Færde. Det
var en Mand, der blev ført bort af to Politibetjente. Til sin store
Forbavselse genkendte Andrey i Arrestanten den Bondemand, der for lidt
siden havde givet Historien til Bedste om den gule Kat og Forvandlingen.
Manden havde, idet Toget kom forbi -- paa sin Maade greben af Synet --
knælet ned, bøjet Hovedet og bedt en Bøn for de dømtes Sjæle.
Fangevognen og Mængden, som fulgte den, var draget forbi; Andrey ønskede
ikke længer at følge. Han havde faaet sit Budskab! -- Mere vilde han
ikke. Han saa Toget forsvinde om Hjørnet, og i samme Øjeblik var Gaden
næsten tom; han selv gik stille bort i en anden Retning.
Ad ubrolagte Veje, langs Marker og Haver vedblev han at gaa, fuldstændig
fordybet i sine Tanker, som han nu var i Stand til roligt at forfølge.
Vistnok var disse Tanker stadig yderst sørgmodige, men dog paa en hel
anden Maade end før og af ganske andre Grunde end om Morgenen.
Men pludselig var det, som gik der et Stik igennem hans Hjerte, det
bankede voldsomt, og hans Strube snørede sig krampagtigt sammen. Han
følte det -- ikke som en Formodning, men som en fast, urokkelig
Kendsgerning, at i dette Øjeblik var alt forbi deroppe paa den
frygtelige, sorte Forhøjning! Han sank ned paa en lille Jordhøj og
bedækkede sine Øjne med Hænderne.
Et Øjeblik senere gik han hurtigt, næsten løb tilbage til Byen, han
kunde ikke udholde at være alene.
I Hovedkvarteret havde der efterhaanden samlet sig en Del af Partiets
Folk; mange af dem kom først langt ud paa Aftenen, de fleste af
Kvinderne savnedes. Iblandt de Mænd, der var til Stede, opdagede Andrey
Georg -- den sidste, han havde ventet at træffe her!
Sektionen i St. Petersborg havde faaet Meddelelsen om Eksplosionen og de
deraf følgende Begivenheder endog lidt før end Andrey selv, idet
Opdagelsen af Anslaget øjeblikkelig var bleven telegraferet til
Central-Politikontoret i Hovedstaden og derfra hemmeligt bragt Ligaen.
Samtidig fik man at vide, at Andreys Ophold i Dubravnik ikke længer var
nogen Hemmelighed, og at en Mængde Spioner, som kendte ham af Udseende,
skulde sendes af Sted for at paagribe ham. Alarmeret ved den
overhængende Fare, hvori hendes Andrey svævede, havde Tania faaet Georg
overtalt til øjeblikkelig at rejse til Dubravnik for i hvert Fald at
vinde en Dags Forspring for Forfølgerne.
Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men nøjedes med at
trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han
sad, for at gøre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der
netop var i Færd med at aflægge sin Beretning for Forsamlingen.
Det var „Onkel“, som talte -- en midaldrende Herre med et glat skægløst
Ansigt. Som Følge af sin Stilling som civil Politiembedsmand havde han
Ret til Adgang til den sorte Forhøjning. Han havde denne Dag gjort Brug
af sit Privilegium, for at de dødsdømte dog skulde se et Venneansigt
iblandt de mange Fjender, og havde saaledes overværet hele den
uhyggelige Handling. Med ensformig, hul Stemme, uden nogen som helst
Afvigelse eller Kommentar -- kun som en simpel Kendsgerning gengav han
hele Scenen. To Mænd stod nær den talende, de øvrige seks, syv sad rundt
omkring i Værelset, alle aandeløst lyttende, fuldstændig ubevægelige,
som stivnede til Automater. Ingen spurgte, ingen gjorde Bemærkninger.
Efterhaanden, som Beretningen nærmede sig sin Slutning, følte Andrey, at
Georg rystede som i Feber; han lagde sin Arm fast paa Vennens og tvang
ham til at være rolig, for at intet Udbrud skulde afbryde „Onkel“. Georg
blev atter Herre over sig selv og hørte den frygtelige Skildring til
Ende; men ved de sidste Ord svigtede hans Nerver ham, og han brød ud i
en krampagtig Graad.
Andrey greb ham i Skulderen og rystede ham heftigt.
„Hold op med den Kvindegraad!“ sagde han rasende. „Det er ikke med