En Nihilist - 08

alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.
Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som
Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis
Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade
Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at vide, at den Slags
uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse
af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte
opgive den.
„Det er for sent nu til at forandre noget,“ sagde Andrey.
„Vist ikke!“ svarede Zina. „Hvad der ikke allerede er udført, kan
opsættes.“
„Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den
sidste Lejlighed, der gives os.“
„Det er muligt,“ sagde Zina.
„Naa ja,“ vedblev Andrey i Ophidselse; „men har de Ret til at forlange
et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne
Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer
man os -- maaske for en ren Indbildnings Skyld -- til at opgive det
hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget
udrettet.“
„Vær dog rolig, Andrey!“ sagde Zina stille. „Du véd jo, at de kender
Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et
saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end
vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført
end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i
det.“
Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks
Pavse spurgte han:
„Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?“
„Nej, dertil har der ikke været Tid,“ svarede Zina.
„Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men
naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der
er kommet noget i Vejen.“
„Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro,
at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted
paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os -- maaske vil
det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.“
„Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu
saa sent?“ sagde Zina.
„Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,“ foreslog Andrey. „Naar de ser os
til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.“
Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og
Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.
De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i
rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af
Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.
„Halløj! Holdt!“ raabte Andrey.
Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins
Vindu var givet -- alle Vagtposter var allerede paa Plads.
„Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,“ udbrød Zina. „De maa ikke
ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.“ Og da hun saa
den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: „Det
er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.“
Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.
Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde
og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne
skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.
„Hvilket udmærket Vejr!“ sagde Andrey med et Suk og pegede paa den
efterhaanden ganske mennesketomme Gade.
Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et
Anslag som deres.
Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo’r de begge sammen.
„Der er de!“ hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de
den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger
og til sidst igen to Gendarmer.
Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange,
nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over
det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde.
Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa
Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.
De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig
gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at
forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres
Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.
Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to
Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse
dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for
at søge Ly mod Regnen Pludselig fo’r der en Idé igennem hendes Hoved.
Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke
paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.
Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke
noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i
Fængsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved
forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv
Aar af deres Ungdom i Fængsel, kendte tilstrækkelig dette Sprog.
De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var følgende:
„Sørg for et nyt Forhør!“ og saa hurtig havde hun været, at hun var
færdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, næppe mærkeligt
Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.
Næsten i samme Øjeblik aabnedes Døren foran Zina, og en Tjenestepige
spurgte høfligt, hvem hun ønskede at tale med.
„Er Oberst Ivan Petrovitch Krutikoff hjemme?“ det var det første Navn,
der faldt hende paa Tungen.
Pigen svarede, at her boede kun Protopope Sakharov, og hun kendte ingen
af det andet Navn, hvorpaa Zina bad om Undskyldning og gik.
Fangerne var da allerede i nogen Afstand. Zina og Andrey vendte tilbage
til deres Logis i godt Humør og overbeviste om, at denne Forsinkelse
ikke vilde medføre ubehagelige Følger.


III. KAPITEL.
_Kampen._

Allerede samme Aften blev der vekslet Breve mellem Boris og Zina; hun
forklarede Grunden til Udsættelsen, medens han paa sin Side meddelte,
at et nyt Forhør vilde finde Sted ved Juryens næste Møde om Lørdagen.
Om Fredagen skulde den Affære i St. Petersborg, som havde forhindret
deres første Anslag, løbe af Stabelen, og baade Vasily og Andrey var nu
glade over, at de havde fulgt Zinas Raad.
Lørdag Morgen Klokken ni placerede Vasily sig -- iført sit Kostume som
Droskekusk -- uden for Gæstgivergaarden, ivrigt spejdende hen imod
Hjørnet af Gaden. En halv Time senere drejede Vatajkos Droske om Hjørnet
og fo’r forbi Værtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte
Tegn -- et hvidt Lommetørklæde i Haanden og svingede endog ganske let
dermed, ung og eksalteret som han var. Vasily sprang op ad Trappen for
at give Andrey Besked, men mødte ham allerede paa Halvvejen; han havde
fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstændig udrustet gaaende
ned ad Trappen.
Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et Sæt var Andrey i Sadlen og
fulgte tæt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine
Heste i Bevægelse.
Udenfor paa Gaden tilkastede de hinanden et hurtigt Afskedsblik,
rimeligvis skulde de aldrig mere tales ved. De tog Vej i forskellig
Retning og skulde først mødes i det afgørende Øjeblik.
Ti Minutter senere havde Andrey naaet en lille, afsides liggende Plads,
i kort Afstand fra den nederste Ende af den skæbnesvangre Lindetræsallé.
Vatajko, der var udset som hans særlige Vagtpost, var allerede paa sin
Plads. Han havde afskediget sin Droske og stod nu midt i et snævert
kroget Stræde, som forbandt Alléen med det lille Torv. Ved at staa midt
ude i Gaden kunde den unge Mand se til begge Ender og saaledes
signalisere alle Tegn ude fra Alléen til Andrey.
Vasily, som Andrey ikke kunde se, var allerede paa sin Post i den
modsatte Ende af Strædet, og fik sine Signaler fra Vagtposterne, der
stod i Linie hen imod Fængslet.
Idet Andrey red forbi Mundingen af det lille Stræde, saa han, at Vatajko
stod med Hatten paa, et Tegn paa, at Fangerne endnu ikke havde forladt
Fængselsgaarden. Han steg af sin Hest og førte den rundt om Pladsen, som
om han ønskede at give den Motion. Synet af en Rytter, der holdt stille,
vilde tiltrække sig Opmærksomhed. Han var iført en kort national
_armiak_, under hvis Skøder hans Vaaben var skjulte. Da han atter
passerede Strædet, saa han, at Vatajko tog sin Hat af og lod, som om han
plukkede et Straa af den. Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af
Porten -- endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke
straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt
sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.
Hver af Fangerne skulde være forsynet med en kort Revolver; det var
imidlertid vanskeligt paa Grund af Visitationen, der fandt Sted førend
Afmarchen fra Fængslet, at faa disse praktiseret til dem, og Slutteren,
der var med i Komplottet, havde derfor foreslaaet, at han vilde forsøge
at stikke Vaabnene i de tre Kapper, som han, efter at alle Formaliteter
var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.
Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et
bestemt Tegn til den første Vagtpost for at antyde, om det var sket.
Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.
Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at
betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert
Forsøg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strædet, idet han
aandeløs vogtede paa enhver af Vasilys Bevægelser. Saa snart Signalet
var givet, drejede han sig rundt og løb for at bringe Andrey den gode
Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevæge
sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.
Andrey derimod var nødt til at vedblive at bevæge sig omkring paa
Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Alléen;
han havde endnu fem à seks Minutter for sig.
Vatajko gik ved hans Side.
„Lad os ikke komme for langt bort fra Strædet;“ sagde Andrey med dæmpet
Stemme, „og vær endelig ikke nervøs! Glem ikke at bringe Zina Besked --
du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bænk fra Begyndelsen af
Boulevarden.“
Den unge Mand nikkede et Ja.
„Se saa, nu er det Tid!“ udbrød Andrey og sprang behændigt i Sadlen,
medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.
„Farvel!“ sagde den stærkt bevægede Vatajko. „Det hele afhænger af
dig --“
„Og af min Rosinante!“ fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og
forsvandt i Trav ind i Strædet.
Idet han drejede ind i Alléen, holdt han et Øjeblik sin Hest an. Jo, alt
var i Orden, Gaden fuldstændig rolig! Hans Øjne droges som ved
Magnetisme hen imod et lille mørkt Punkt, som i den store Afstand syntes
at staa stille, men i Virkeligheden bevægede sig fremad med
regelmæssige, militæriske Skridt.
„Det er dem! Der er ingen Tvivl mere!“ sagde han til sig selv --
„hvorledes det end løber af, saa sker der noget i Dag!“
Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre
Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trøje.
Han var rimeligvis ikke bevæbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein
havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen
alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det
aftalte Signal.
Til venstre Side af Gaden holdt Vasilys Køretøj, og paa Bukken sad
Vasily selv -- dog saa Andrey kun hans brede, krumme Ryg i den blaa
Frakke og med den skinnende høje Voksdugshat. Han saa fuldstændig ud som
en træt, udslidt Droskekusk, der i sløv Ligegyldighed venter paa en
Passager. Intet andet Køretøj var at se i Gaden, det var Vagtposternes
Pligt -- nu deres Mission som Telegraf var endt -- at optage enhver
Droske, som maatte komme kørende og beordre den til et saa fjernt Sted
som muligt, for at Gendarmerne ikke skulde kunne benytte den til
Forfølgelsen.
De to Parter nærmede sig langsomt hinanden; Andrey holdt sin Hest i
Skridtgang. I hele Alléen saas kun nogle enkelte Fodgængere.
Sammenstødet skulde finde Sted en tredive, fyrretyve Alen bag Vasilys
Vogn for at lette Flugten. I det Øjeblik, Fangerne fyrede, skulde Andrey
allerede være i Ryggen af Eskorten -- ved det første Skud skulde han
gøre omkring og sprænge ind imellem Gendarmerne, medens disse allerede
var optagne af Kampen med Fangerne. Han maatte altsaa sørge for at være
passeret, naar de nærmede sig den rette Afstand fra Vasilys Vogn. Han
saa ikke hen paa de tre, og de ikke paa ham, og dog iagttog de hinanden
skarpt. Levshin var den, der var ham nærmest, Andrey følte næsten fysisk
hans ivrigt spørgende Blik, og uden at vide af det, rent uvilkaarligt,
gav han et næsten umærkeligt opmuntrende Nik. Levshin misforstod i sin
Ophidselse dette Nik. Som et Lyn saa Andrey ham trække Revolveren frem,
vende sig og sigte paa Gendarmen, der gik bag ham. Saa fulgte et Skud og
en drøj Ed midt i en tæt Røgsky, som et Øjeblik forhindrede Andrey i at
se nogen Ting.
Kampen var begyndt.
Andrey drejede lynsnart sin Hest rundt, spændte sin Revolver og ventede
med Fingeren paa Hanen. Igennem den forsvindede Røg saa han, at
Gendarmen ikke var saaret, men havde kastet sig over sin Angriber og
holdt ham fast i Struben. I næste Øjeblik holdt Andrey en rygende
Revolver i Haanden, Gendarmen var falden til Jorden, og en grænseløs
Forvirring paafulgte.
Gendarmernes Raaben, Skrig af Fodgængerne, der styrtede bort i alle
Retninger, Vinduer, der blev smækkede i, blandede sig med Larmen af
Skud, der blindt affyredes i Luften.
Da Vasily saa, at det hele foregik for nær ved hans Vogn, kørte han
langsomt en tredive Alen fremad. Med Tømmerne i den ene Haand og
Revolveren i den anden holdt han skarpt Udkig baade med Fægtningen og
Gaden. Hans Hoved bevægede sig uafbrudt, og hans smaa, gnistrende Øjne
mindede om et vildt Dyrs.
Levshin, der var bleven fri for sin Fjende, løb næsten uskadt hen til
Vognen og sprang ind. Klein var i Færd med at følge hans Eksempel; men
en stor, stærk Karl af en Gendarm fik akkurat Tid til at gribe fat om
hans Haand og vriste Revolveren fra ham. Andrey sprængte ham til Hjælp.
Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem
og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin
Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.
Nødsaget til at forsvare sig imod Hestens Hove slap han endelig sit Tag
i Klein, der nu løb hen imod Vognen. I et Nu var Soldaten igen paa
Benene og vilde atter efter Flygtningen; men hurtig som et Lyn fik
Andrey drejet sin Hest ind imellem ham og Klein.
„Du har lidt for meget Hastværk -- min gode Mand!“ raabte Andrey og
hævede Revolveren.
I samme Øjeblik faldt der to Skud. Gendarmen var truffen i Armen, der
faldt kraftesløs ned og slap Revolveren. Andrey var ikke saaret, kun
hans Kappe strejfedes af Modstanderens Kugle; men uheldigvis gik den
videre og traf Vasilys Hest. Med et Sæt fo’r den i Vejret, og til Trods
for alle Vasilys Anstrengelser for at holde den tilbage, fo’r den i
rasende Fart af Sted. De to Fanger var i Sikkerhed; men Boris var
tilbage.
To Mænd af Eskorten var ukampdygtige, der var altsaa nu to imod to.
Boris kunde flygte med paa Andreys Hest.
„Blot lidt Held, og Sejren er vor!“ sagde Andrey til sig selv og
forberedte et nyt Angreb.
Boris kæmpede tappert i omtrent tyve Alens Afstand mod de to Gendarmer,
der forsøgte at binde ham med et Reb. Han var allerede én Gang sluppen
fra dem, idet han forsøgte paa at redde sig paa egen Haand ved at løbe,
hvis han ikke skulde være saa heldig at naa Vognen; men han var bleven
indhentet og var nu midt i en voldsom Kamp.
„Hold ud! Jeg skal straks være hos dig!“ raabte Andrey og galoperede hen
til ham. Andrey var en udmærket Skytte og agtede at gøre den mest mulige
Brug deraf; men da han i dette Øjeblik saa en rødskægget Gendarm lægge
en Slynge om Boris’ Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest
Sporene og red ind paa dem. Sergenten med den saarede Arm kom nu ilende
til for at hjælpe sine Kammerater. Med sin Hests brede Bringe rendte
Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den
rødskæggede -- denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med
sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt
Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve
Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt.
Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.
Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevægelig
mellem de to Gendarmer. Han kæmpede ikke længer, hans Ansigt var
fortrukket i Vrede, og hans Øjne truende fæstede mod noget i det fjerne.
„Red dig selv! Politiet!“ hørte Andrey ham raabe med en Stemme, som han
aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap
ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom løbende ned ad Alléen,
og en tredje drejede om ad et Gadehjørne lidt længere borte.
Boris var fortabt!
Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gøres et Forsøg!
Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gøre
det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprængte Andrey ind
imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede næsten uden at tage
Sigte, fuldstændig ligegyldig for, om han muligvis kunde træffe Boris.
Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bødlens Haand! Hans fire
Kugler skød alle sørgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i
venstre Ben. Med sammenbidte Tænder og ganske ude af sig selv af Harme
slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde
i Reserve.
„Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig!“ hørte han atter Boris’
Stemme ud igennem Krudtrøgen og denne Gang mere bydende end før.
De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet
hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig
rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag,
at han trillede hen ad Jorden.
Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i
sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og
var med et Sæt ude af Kampen.
Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte
Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse
ham i dette Øjeblik!
Hans Hest, der syntes at være lige saa længselsfuld efter at komme bort
fra det uhyggelige Sted som han selv, bar ham af Sted i en Fart, som
gjorde den al Ære. I Løbet af et halvt Minut var han for Enden af Alléen
med de aabne Marker foran sig. Han valgte dog ikke den Vej, men drejede
rask til venstre og forsvandt i en Labyrint af snævre Gader i et gammelt
Forstads-Arbejderkvarter. Her sagtnede han sit Ridt og drejede snart af
til højre, snart til venstre for at vildlede sine Forfølgere. Endelig
kom han til en ganske snæver Gyde, hvor kun to smaa Børn legede, og
derfra ud paa en aaben Landevej.
Her gav han atter sin Hest Sporerne, og som en Pil fløj den hen ad den
bløde Jordvej.
Ved den sydvestlige Byport stod en Politibetjent paa Post og fikserede
ham, idet han red forbi. Andrey drejede derfor ind i en Gade, der førte
til Byen; men allerede nogle Huse længere ned drejede han atter af til
højre og var snart igen ude paa Landevejen.
Da han saa Trækorsene paa den gamle, nedlagte Kirkegaard foran sig,
holdt han Hesten an; her var Maalet for hans Rejse! Han var nu i den
modsatte Ende af Byen, tre Fjerdingvej borte fra den skæbnesvangre
Kampplads; Politiet vilde i hvert Fald behøve to Timer for at forfølge
hans Spor hertil, han var foreløbig uden Fare; men der var ingen Tid at
spilde.
Efter forsigtigt at have spejdet til alle Sider steg Andrey af Hesten og
trak den med sig ned i en dyb, bred Grav, og nu tænkte han for første
Gang paa sit Saar.
Det var ubetydeligt, kun en Skramme, som ikke hindrede ham i hans
Bevægelser; men Blodet piblede stadig ud af det og kunde nemt røbe ham
ved at lede hans Forfølgere paa Spor. Han forbandt det med sit
Lommetørklæde og tog derpaa ud af en Sæk, som han havde haft bundet fast
bag ved Sadlen, en lang militær Kappe af graat Lærred, saaledes som
fattige, afskedigede Officerer plejer at bære, og en tilsvarende Hue.
Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud
som en helt anden.
Sin Hest maatte han lade tilbage som en mager Trofæ for Politiet. I sin
Egenskab af uansvarligt Kreatur løb den ikke Fare for ilde Behandling
paa Grund af dens Delagtighed i en politisk Forbrydelse.
Med tungt Hjerte og bedrøvet indtil Døden forlod Andrey Kirkegaarden for
at opsøge den nye Bolig, som Vasily havde i Beredskab for dem.


IV. KAPITEL.
_Vasily i Knibe._

Andreys og Vasilys nye Logis var inde i Byen. Omtrent fjorten Dage før
Katastrofen havde Vasily under Navn af Onesime Pavluk lejet et Værelse i
et beskedent Pensionat, for at Værtinden, hvis hun blev udspurgt om sin
Lejer, kunde erklære, at han allerede havde boet der en Tid, før
Overfaldet i Lindetræsalléen fandt Sted.
Da Vasily intet havde at gøre om Aftenerne og ikke regnede det for noget
at løbe en halv Mils Vej, havde han bragt det saa vidt, at han
bogstavelig boede to Steder paa en Gang. Hver Aften i Skumringen kom han
til sit ny Logis under Foregivende af at vende hjem fra Arbejde; men ved
Midnat, naar alle i Huset sov, listede han sig forsigtigt bort igen
efter først at have bragt Uorden i Sengen, for at Værtinden skulde tro,
at han havde sovet i den og først var gaaet tidlig om Morgenen. Han
havde foreslaaet Andrey at vise sig i det nye Logis nogle Dage før
Attentatet og forestillede ham saa for Værtinden som en medlogerende,
hvem han havde overladt Halvdelen af Værelset. Han blev udgivet for en
Skriver, som havde meget Hjemmearbejde. Paa denne Maade kunde Andrey
tilbringe hele Dagen paa Værelset, uden at det vakte Mistanke.
Selvfølgelig vilde det være forbundet med den største Fare at vise sig
paa Gaden i den første Tid efter Attentatet.
Byen var paa den anden Ende, og Politiet syntes at være mere opsat paa
at faa fat i ham end i de to undvegne Fanger. Et nøjagtigt Signalement
blev givet til Hundreder af Spioner og Politibetjente, som var paa Jagt
efter ham alle Vegne. Paa en eller anden uforklarlig Maade var hans
virkelige Navn sivet ud, og det gjorde selvfølgelig ikke Politiet
blidere stemt; thi man havde mangen uopgjort Regning at klare med ham.
Vasilys Stilling var langt bedre. Skønt der blev givet lige saa strenge
Ordrer til at paagribe Kusken, vidste dog ingen rigtig, hvem man skulde
søge efter. Andrey havde under Fægtningen saa udelukkende fæstet
Soldaternes Opmærksomhed paa sig, at ingen af dem havde tænkt paa at se
efter Kusken. Og den Beskrivelse, som de ophidsede Gendarmer gav af
Vasily, stod i saa absolut Modsætning til den, man fik af Staldkarlen og
Folkene i den Gæstgivergaard, hvor hans Vogn og Heste blev funden, at
Politiet til sidst kom til det Resultat, at Manden, der passede Hestene
i Gæstgivergaarden og den Mand, der sad paa Bukken under
Befrielsesforsøget, var to helt forskellige Personer.
I hvert Fald følte Vasily sig lige saa sikker som før i Dubravnik og
bevægede sig frit omkring i Gaderne. Han gik alle Ærinder, besørgede
Indkøb og mødtes paa bestemte Dage i de offentlige Anlæg med Annie
Vulitch for at faa Meddelelse om Vennerne. Han gjorde alt, hvad ban
kunde, for at adsprede Andrey, som befandt sig i en Tilstand af stille
Fortvivlelse.
Den Uge, som Andrey efter Overfaldet tilbragte i sit nye Skjulested, var
i Virkeligheden den tungeste i hans Liv. At Levshin og Klein var
frelste, kunde ikke opveje den bitre, nagende Sorg over, at Boris var
fortabt. Hvilken frygtelig Skuffelse! Og hvor forfærdeligt for Zina!
Hvis han havde baaret sig klogt ad, havde alt nu været anderledes! Boris
havde været hos Zina, og Andrey vilde, naar hans Fangenskab her var
overstaaet, atter kunne have sin Ven.
Hvis han blot ikke havde givet det ulyksalige Nik til Levshin! Det var
det, der gjorde, at han fyrede, før Klein var beredt. Og hvis han ikke
senere, da han saa Boris i Færd med at blive overmandet af de to
Soldater, havde tabt Hovedet! Ja, hvis -- hvis! Han gjorde sig tusinde
Selvbebrejdelser og martrede sig uophørligt ved at sige til sig selv,
at det var hans Skyld det hele!
Imidlertid gik Dagene, og Politiets febrilske Iver begyndte at sløje af.
Da man ikke fandt det ringeste Spor, antog man til sidst, at samtlige
Deltagere i Overfaldet var rejste fra Byen. Det var nu paa Tide for
Andrey at forlade sin frivillige Karantæne og atter at begynde at vise
sig; men han vedblev til den brave Vasilys Fortvivlelse at være
ligegyldig og sløv for alt.
En Aften foreslog Vasily ham at ledsage Annie Vulitch paa en Tur ud i
Byen for at se paa en Illumination og et Fyrværkeri. Andrey rystede paa
Hovedet. „Jeg havde lovet at gaa med hende,“ fortsatte Vasily, „men har
helt glemt, at jeg har et nødvendigt Ærinde til Zina i Aften. Du bliver
nødt til at følge hende,“ og dermed var han i en Fart ude af Døren. Et
rigtigt Instinkt sagde ham, at en Kvinde i et Tilfælde som Andreys kan
udrette mere end en Mand, og han haabede, at den unge, elskværdige Pige
bedre end han selv maatte være i Stand til at bringe Andrey til at
udtale sig.
Da Annie var kommen og havde fortalt, hvad nyt hun vidste, var Andrey
den første, der ledede Samtalen hen paa den ulykkelige Begivenhed.
„Der ser du, Annie, du tog sørgelig fejl, da du spaaede mig et heldigt
Udfald!“
Han hentydede til en Samtale, de havde haft nogle Dage før Katastrofen.
„Jeg spaaede ikke helt fejl -- noget er der dog udrettet,“ svarede hun
stille. „Men sig mig, Andrey, hvorledes gaar det egentlig med dit Saar?
Vasily sagde, at det var intet, men du ser saa angrebet ud!“
Andrey svarede med en afværgende Haandbevægelse, at det ikke var værd at
tale om, og at han, selv om han havde faaet tyve saadanne Saar, vilde
have været glad som en Lærke, hvis blot Sagen var endt, som den burde.
Hermed var han inde paa det ømme Punkt, og i stærke, selv-anklagende Ord
aabnede han nu sit Hjerte for den unge Pige. Og selv om hun ikke
formaaede at tage Bitterheden fra ham, saa gjorde hendes varme, ærlig
mente Protest hans syge Sind saa uendelig godt.
„Er Fangerne endnu hos eder?“ spurgte han til sidst i en rolig Tone.
„Nej, de forlod Dubravnik i Aftes for at rejse til Odessa. Byen er nu
atter falden til Ro, der er intet usædvanligt at spore i Gaderne, og det
er ikke nødvendigt for dig altid at sidde inde.“
Hun spurgte, om han vilde følge hende ud at se paa Illuminationen, og
til hendes store Glæde samtykkede han.
„Men det er sandt!“ udbrød hun. „Jeg har helt glemt, at jeg har en
Besked til dig fra Zina! St. Petersborg Vennerne har skrevet, at en ung
Pige, som du kender, af Georg er bleven foreslaaet som nyt Medlem af
Ligaen, og Georg har bedt Zina og dig om at stemme for hende.“
„Hvad hedder den unge Pige?“ spurgte Andrey, mens en flygtig Rødme lagde
sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var
kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde
foreslaa som Medlem.
„Tania Repina!“ svarede Annie.
„Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende!“ sagde han
adspredt.
„Hvem er denne Tania?“
„En Datter af den bekendte Advokat Repin!“ svarede Andrey og saa lige ud
for sig.
„Naa! Maa jeg saa bringe Zina den Besked, at du giver det nye Medlem din
Stemme?“ spurgte Annie.
„Ja, selvfølgelig!“
De var næppe ude af Døren, førend Vasily kom tilbage. Han blev
overordentlig fornøjet ved at se, at Andrey var gaaet, saa var dog hans
List lykkedes! Annie vilde nok forstaa at opmuntre ham; han følte med et
lille Stænk af Skinsyge, hvor lykkelig han selv vilde have været i
Vennens Sted.