En Nihilist - 15

at dele deres Begejstring for Sagen, saa følte han dog den allerstørste
Sympati for dem som Personer.
Men denne Dag var han pirrelig og fortrædelig -- Skuffelsen over Andreys
Afslag havde været ham for stor, og i bitre, haanlige Ord bebrejdede han
Nihilisterne deres Stædighed og vilde Fanatisme.
Andrey hørte efter med et Smil paa Læben -- og besvarede halvt
alvorligt, halvt spøgende den gamle Mands Udfald.
„Hvis I i Virkeligheden ønsker at gavne eders Land, saa maa I i hvert
Fald sørge for at lægge Baand paa eders lidenskabelige Vrede, saa længe
den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke!“ sluttede Repin sin
heftige Tale.
„Er du da vis paa, at den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke?“
spurgte Andrey. „Husk paa, at Moskva tændtes i Brand ved en Tællepraas!
Og det er en flammende Fakkel, som vi har kastet ind i Hjertet paa
Rusland. -- -- -- Ingen kan forudsige Fremtiden, og ingen er ansvarlig
for, hvad den bærer i sit Skød. Vi kan kun gøre vort Bedste for
Øjeblikket, og de Eksempler, vi har aflagt paa, at der staar Mænd bag
Revolutionen, kan aldrig være helt frugtesløse. Med din Tilladelse vover
jeg at sige, at vi har givet Russerne deres Selvrespekt tilbage, og at
det er os, der har frelst den russiske Nations Ære, saa at det at være
Russer nu ikke længer er identisk med at være Slave.“
„Beviser I maaske denne Paastand igennem jeres foragtelige Angreb paa de
enkelte Individer?“ spurgte den anden bidende.
„Hvem har Skylden her?“ raabte Andrey, irriteret over hans Tone. „Ikke
_vi_ -- i hvert Fald! Nej! det er jeres Skyld! -- hele den store Del af
det frisindede Rusland, som fornemt holder sig tilbage fra Kampen,
medens vi -- eders egne Børn, -- kæmper og omkommer i Tusindvis -- Aar
for Aar -- --“
Andrey tænkte ikke paa at ramme Repin med denne Beskyldning -- Repin var
snarere en Undtagelse fra Regelen; men desuagtet følte den gamle Mand
disse Ord som rettede mod sig. Han tav en Stund, og da han atter talte,
var det i en helt anden Tone og paa en hel anden Maade end før.
„Lad os formode, at det er, som du siger,“ begyndte han roligt. „Det er
os, de saakaldte „bedre stillede“, der er Kujoner. Men naar det nu en
Gang er saaledes, og I ikke formaar at ændre det, vilde det da ikke være
bedre, om I regnede med det som et Faktum og ikke til ingen Nytte rendte
Hovederne imod Muren?“
„Aa nej -- saa galt er det ikke! Vi har andre Hjælpekilder end det „gode
Selskab“ -- ja, vi har endog det Haab, at dette gode Selskab ved
Tilførsel af nyt Blod maa kunne forbedres,“ svarede Andrey halvt
spøgende og afbrød derpaa Samtalen ved at gaa over til andre Emner.
Lidt efter gik Andrey; de to Mænd skiltes lige saa hjerteligt, som de
havde mødtes. Repin gentog, at hans Hus og hans Midler til enhver Tid
stod til hans Raadighed.
Andrey svarede, at han vidste det og var ham oprigtig taknemmelig
derfor.
„Farvel, Grigory Alexandrovitch!“ sagde han og trykkede varmt hans
Haand. „Jeg ved ikke, hvornaar jeg igen faar Tid til at besøge dig!“
Der var et besynderligt Udtryk i Andreys Ansigt, som Svigerfaderen først
senere forstod.

Andrey gik ikke lige hjem; han havde først noget at besørge i
Hovedkvarteret. Her fik han Bekræftelse paa sin Svigerfaders Udtalelser:
Politiet var stærkt paa Spor efter ham, man vidste med Bestemthed, at
han opholdt sig i Hovedstaden og havde sin Bolig paa den anden Side af
Nevaen. Det var nødvendigt for ham straks at søge sig et andet Kvarter.
Vennerne raadede ham indstændigt til ikke mere at gaa hjem; men Andrey
frygtede for, at det paa den anden Side kunde vække Mistanke, hvis
Husets Beboere saa Tania flytte alene. Ad uendelige Omveje og med
Iagttagelse af den største Forsigtighed naaede han endelig sit Hjem.
„Hvad var det saa, Fader vilde dig?“ spurgte Tania.
Andrey fortalte hende det og ligeledes, at man i Hovedkvarteret havde
bekræftet den gamles Ængstelser, saa at de blev nødte til at flytte
straks. De tog øjeblikkelig fat paa at pakke de faa Ting sammen, som de
vilde have med. -- Det lykkedes dem, tidlig næste Morgen, i al Stilhed
at forsvinde fra Stedet og lige saa ubemærket at holde deres Indtog i en
anden Lejlighed.
Den ny Bolig var saa sikker, som kun de mest yderliggaaende
Forsigtighedsregler, dikterede af lang og prøvet Erfaring, kunde gøre
den. Men desuagtet viste det sig snart, at Stedet her heller ikke var
tilstrækkelig sikkert. Politiet anede intet om det paatænkte Attentat
paa Kejseren; men alligevel blev Jagten efter Andrey mere og mere ivrig.
Hovedkvarteret vilde under disse Omstændigheder ubetinget være den
rigtige Plads for ham -- der vilde han kunne være absolut sikker for
Politiet og holde sig indendørs i Dage, ja Uger, uden at det vakte
nogens Opmærksomhed.
For Tania var Tanken om at skulle skilles fra Andrey før Tiden
forfærdelig -- hver Dag, de havde tilbage sammen, var for hende en Skat,
som, jo længere man nærmede sig Maalet, blev hende mere og mere dyrebar.
Andrey derimod følte en saadan Adskillelse næsten som en Lettelse. Tania
havde siden hin frygtelige Dag, da han fortalte hende sin Hemmelighed,
tappert gennemført med Mod og Selvfornægtelse at bære det uundgaaelige
-- men han saa kun alt for vel, hvad denne tavse Heroisme kostede hende,
og Synet af hendes unge, forpinte Ansigt søndersled hans Sjæl.
Han fulgte derfor Vennernes Opfordring til at flytte til Hovedkvarteret
i de Par Uger, der endnu kunde være tilbage, og Stedet egnede sig godt
til at berolige hans Nerver -- de utallige „Forretninger“, som her optog
alle, og hvoraf ogsaa han fik sin Del, gav ham ikke Tid til at henfalde
i Grublerier over sine egne personlige Følelser.
Hovedkvarteret var Centrum for Partiets hemmelige Korrespondance over
hele Rusland, dertil indløb alle Meddelelser -- fra Fængslerne,
Fæstningerne, Minerne i Sibirien og fra øde, fjerne Isregioner -- enhver
Post bragte Fortællinger om ødelagte Menneskeskæbner, om frygtelige
Familietragedier, om Vanvid, Selvmord og Død under alle Former.
Med alt dette for Øje blev Tanias og hans egen Skæbne ikke noget
enestaaende.
En Gang under hans Ophold her afholdtes der et af de almindelige, større
Møder, hvor ogsaa Tania var til Stede. Andrey var glad ved at se, hvor
fattet hun saa ud -- hun lyttede opmærksomt til Diskussionen og aflagde
roligt sin Beretning, da Turen kom til hende.
Da Mødet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania
tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det
lykkedes dem at finde et Værelse, hvor de kunde være ene; men i Værelset
ved Siden af taltes der saa højt og ivrigt, at de uafbrudt hørte Ordene
derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang.
For Tania blev denne Tilstand uudholdelig -- og efter en halv Times
Forløb rejste hun sig for at gaa.
Andrey søgte ikke at holde hende tilbage.
„Bliver det snart?“ spurgte hun.
„Ja.“
Han forstod straks, hvad hun mente.
„Hvornaar?“ spurgte hun næppe hørligt uden at se paa ham.
„Om en Uge!“ svarede Andrey kort.
Hvis der ikke havde været mørkt i Værelset, vilde han have set, at hun
skiftede Farve -- hun havde ikke troet, at det var saa nær; -- men hun
sagde intet, stod kun ganske ubevægelig henne ved Døren. Saa traadte hun
pludselig helt tæt hen til ham, greb hans Haand og sagde med en sagte,
lidenskabelig Stemme, medens hendes Øjne glødede i Mørket:
„Jeg maa se dig forinden -- men ikke her, ikke i Dag -- hjemme hos os
selv! -- Kom, hører du! -- -- Jeg kan ikke skilles saaledes fra dig!“
„Ja, jeg skal komme!“ hviskede han tilbage, og uden at sige et Ord mere
var hun forsvunden ud af Stuen.
Andrey var alene -- forvirret og urolig -- denne lidenskabelige,
hviskende Stemme -- disse glødende Øjne havde i et Nu forandret alt i
ham -- de havde vakt hans hede Længsel efter Livet -- Elskov og
Lykke --, som han troede helt at have faaet Bugt med. Ja, han _maatte_
se hende endnu en Gang. Han _kunde_ ikke dø forinden.
Men han ønskede, at dette Besøg var overstaaet, eller rettere, at hans
frygtelige Gerning, der vilde ende hans Liv, skulde finde Sted den næste
Dag og ikke først en Uge senere. Han var ikke født til at være Martyr --
det vidste han kun alt for vel. Men en frygtelig Nødvendighed, over
hvilken han ingen Magt havde, bød ham at kue sine egne Længsler og
frivilligt at give sit Liv hen.
Om Natten havde Andrey en besynderlig Drøm. Han gik paa en uhyre Slette,
over sig havde han en uendelig trøstesløs, gul Himmel. Han vidste, at
han sov, og dog gik han. Omkring ham var der kun graat Sand, hist og her
enkelte Klipper og store Stene, som gjorde Landskabet endnu mere øde og
vildt. Tunge, mørke Skyer jog i rasende Fart hen over Himlen, skønt der
ikke var den mindste Vind. Intet Spor af Liv var at se, og dog var
Landevejen, hvorpaa han gik, nedtraadt af mange Menneske-fødder. Andrey
undrede sig over, at han var ganske alene paa en Vej, der syntes saa
stærkt befærdet. Men pludselig befandt han sig midt i en Skare Mennesker
-- med blege, skyggeagtige Ansigter -- de fleste var ganske fremmede for
ham. Da saa han med ét Boris, Vasily og Botcharov -- den sidstes Ansigt
kunde han dog ikke se, thi han var iført en stor, vid Kappe, hvis Hætte
var trukken ned over Hovedet paa ham, medens begge de lange Ærmer var
bundne bag paa Ryggen. De to andre bar almindelige Dragter og saa paa
ham med et mørkt Udtryk!
„Naa, endelig mødes vi!“ sagde Boris med et uhyggeligt ironisk Smil. „Du
havde nok ikke tænkt at skulle træffe mig!“
„Nej, det havde jeg ikke,“ svarede Andrey, „for jeg troede, at du var
død!“
„Det er vi ogsaa; men vi kom for at holde dig med Selskab, og Zina
sender dig Brev. Kan du kende Botcharov? Han har taget en Ligdragt paa
-- bare for Kommers! -- Men du kan godt komme til at se ham!“
Med disse Ord løftede han Hætten, og Andrey saa under den sit eget
Ansigt med frygtelig fortrukne Træk. Han følte Blodet stivne i sine
Aarer af Rædsel; men efterhaanden, som han stirrede, blev dette Ansigt
til Botcharovs, der smilede fornøjet til ham og blinkede skælmsk med det
ene Øje.
„Det er bare for Kommers!“ sagde han.
Andrey fandt, at det var en daarlig Spøg, men vovede ikke at sige noget;
han følte Angst for dem alle.
„Hvor skal vi egentlig hen?“ sagde han til Boris.
„Til Landet med Floder af Mælk og Honning! Det ligger paa den anden Side
af Bjergene der!“ svarede Boris og pegede frem. „Hvis du tvivler, saa
kan du lade den gamle Fyr der forklare dig, hvorledes det kan lade sig
gøre i fuld Overensstemmelse med Kejserrigets Love!“
Andrey saa frem foran sig og opdagede nu den gamle Repin, klædt i en
sort Kappe med en stor, bredskygget Filthat -- saadan som Fakkelbærerne
bruger ved Ligbegængelserne -- under Armen holdt han noget, der lignede
en uhyre Protokol. Han gik umiddelbart foran dem uden en eneste Gang at
se sig om -- som en Mand, der skal vise Vej. Men pludselig blev det til
Czar Alexander selv, og i samme Øjeblik huskede Andrey, at det var hans
Pligt at dræbe ham, og at han -- uagtet Tiden endnu ikke var kommen --
burde gøre det straks -- nu, her, hvor en saa uventet gunstig Lejlighed
frembød sig. Men Modet svigtede ham, og hans Haand vilde ikke lystre.
Fortvivlet og rasende forsøgte han Gang paa Gang; men det var ham ikke
muligt at røre sin Haand.
Saa faldt det ham ind, at det hele jo kun var en Drøm, og at det
saaledes intet havde at sige, om han dræbte Czaren nu -- det skulde dog
gøres om igen. Derved blev han atter helt let til Mode, gik hen til
Czaren og hviskede ham ind i Øret: „De er fortabt, hvis De bliver
genkendt her. Hvor i Alverden kan De, som lever, komme paa dette Sted?“
„Og De selv da?“ spurgte den anden ligeledes hviskende.
„Det er sandt, hvad har jeg her at gøre?“ tænkte Andrey. „Vi maa se at
sagtne vore Skridt, saa at vi faar de andre foran os!“
Men næppe havde han faaet tænkt denne Tanke til Ende, førend hele Skaren
kastede sig over ham med løftede Hænder og skummende af Harme.
„Forræder!“ lød det fra alle Sider, og Czaren, som nu var bleven til
Taras Kostrov, greb ham heftigt i Skulderen og rystede ham.
Andrey udstødte et Skrig og vaagnede.
I det svage Morgenlys saa han Georg staa bøjet over sig med et
ængsteligt Udtryk i Ansigtet.
„Hvad er det? Hvad vil du mig?“ raabte Andrey endnu halvt under
Indtrykket af sin Drøm.
„Jeg var bange for, at du var syg -- du har uafbrudt stønnet og jamret
dig i Søvne!“ svarede Georg. „Jeg syntes, det var bedst at vække dig.“
„Aa ja, jeg har haft en rædsom Drøm!“ sagde Andrey, som nu var helt
vaagen. „Jeg saa Boris og Vasily, og de kaldte mig for en Forræder -- og
det frygtelige var, at jeg fortjente det.“ „Det var netop det Ord, du
raabte højt, idet jeg kom hen til din Seng!“ svarede Georg.
„Gjorde jeg? Naa, saa er Fornærmelsen jo ikke saa stor,“ svarede Andrey
smilende og fortalte Vennen sin Drøm.


VI. KAPITEL.
_Afsked og Slutning._

De sammensvornes Arbejde nærmede sig sin Fuldendelse, og den
skæbnesvangre Dag stod for Døren.
Dagen efter, at Tania havde været til Stede ved Mødet i Hovedkvarteret,
hændte det, at Andrey ved at rense og pudse sin Revolver -- den, han
skulde bruge til Attentatet -- kom til at knække en Fjeder. Der vilde
ikke blive Tid til at faa den repareret; thi der paafulgte nu flere
Helligdage. En Ven tilbød ham sin og anbefalede den som en i alle Maader
paalidelig og sikker Revolver. Andrey stolede paa hans Ord uden at gøre
sig den Ulejlighed at prøve Vaabnet ude paa aaben Mark eller i et
Skydelokale.
Han vilde ikke have været saa ligegyldig, hvis dette Uheld var hændet
paa et tidligere Tidspunkt; men efterhaanden som den afgørende Dag
nærmede sig, var alle hans sjælelige Evner koncentrerede om selve det
afgørende Øjeblik.
Rædslen for Døden er saa dybt rodfæstet i ethvert Menneske, at vist kun
meget faa kan overvinde den helt endog i Øjeblikke af den højeste
sjælelige Spænding. Men absolut ingen kan Dag for Dag, Uge for Uge leve
under et saa stærkt aandeligt Tryk uden til Tider at slappes.
Andrey skyede med jernhaard Energi alt, som kunde indvirke svækkende paa
hans Nerver og Vilje. Han følte godt, at et Møde med Tania vilde koste
ham en frygtelig Kamp, og han vilde helst have undgaaet det; men han
kunde ikke bringe det over sit Hjerte at skuffe hende saa frygteligt.
Bevæbnet med al den Kulde og Haardhed, han raadede over, begav han sig
en Formiddag af Sted til deres fælles Bolig.
Tania sprang op og løb ham i Møde, da hun saa ham komme, men fo’r
pludselig forskrækket tilbage ved at se hans forstenede, iskolde Udtryk.
Dog allerede i næste Nu laa hun om hans Hals. Hvad kom hans Kulde hende
ved? Med sine Kærtegn og ved sin Ømhed skulde hun nok faa forjaget
Skyerne paa hans Pande.
„Hvorfor er du ikke kommen før“ spurgte hun mildt bebrejdende. „Jeg har
ventet saadan paa dig.“
Andrey nænnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kæmpet med sig
selv for at ruste sig til denne Gang.
„Du har vel haft saa meget at gøre?“ spurgte hun.
Han nikkede tavst, og saa stod det pludselig klart for hende, at Sagen
nærmede sig sin Afslutning, og at dette var deres sidste Møde. Hun
bøjede Hovedet og tav stille; men Andrey begyndte nu i en rolig
forretningsmæssig Tone at fortælle alle Enkeltheder ved Attentatet, som
om det var det mest naturlige og behagelige Samtale-Emne for dem begge.
Han forklarede, hvorledes de ved Hjælp af en Mængde fiffige Kneb vilde
forsøge, at komme inden for den Kæde af Spioner, som omgav Czaren paa
hans daglige Morgentur.
Tania hørte ikke efter hans Ord -- hun saa i Forbavselse paa ham --
hvorfor fortalte han hende alt dette? Han selv syntes at være træt af
det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt
havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom.
Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt
Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste
Sammenkomst!
„Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! -- det er ikke min Andrey!“
skreg det inden i hende. Til sidst kunde hun ikke længer udholde at høre
paa denne lidenskabsløse, kolde Stemme.
„Ti stille!“ raabte hun. „Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier
mig ved?“
„Tania dog!“ udbrød han i maalløs Forbavselse.
Hun slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog
være saa grusom at tale saaledes til ham i et Øjeblik som dette?
„Tilgiv mig!“ sagde hun, greb hans Haand og kastede sig heftigt ned over
den. „Jeg véd ikke selv, hvad jeg siger!“
Hun blev liggende en Stund i denne Stilling med Hovedet hvilende paa
Armen af den Stol, paa hvilken han sad -- hendes Haar faldt i Uorden ned
over hende og skjulte Ansigtet -- hun aandede tungt og hastigt.
Andrey troede, hun græd, og Synet af denne kære, brudte Skikkelse
søndersled hans Hjerte. Men hvad Trøst kunde han give hende? Hvad kunde
han sige, som ikke lød tomt og intetsigende i dette Øjeblik? Tavst
kærtegnede han hendes Haar og søgte at stryge det til Side. Da løftede
hun sit Hoved, og han saa, at hendes Øjne var taareløse og skinnede som
i Feber. Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet
hun fortvivlet vred sine Hænder.
Hun vidste, at han var lige ved at gaa, og at hun -- selv om hun døde
her paa Stedet foran hans Fod eller forsøgte at knuse sit Hoved mod
Muren der -- ikke vilde kunne holde ham tilbage. En Sten vilde have mere
Medfølelse end han nu! Han vilde kun føle Foragt for hendes Svaghed --
-- -- Hvorfor -- hvorfor var han dog kommen -- --?
Andrey rejste sig meget rigtigt for at gaa.
„Farvel, min elskede!“ sagde han stille og rakte Hænderne ud imod hende.
Hun fo’r sammen, som om det var noget ganske uventet, der hændte.
„Nej -- nej, endnu ikke!“ raabte hun angst -- „aa, gaa endnu ikke!“
tilføjede hun bønligt.
Han trak hende ind til sig og tog hende i sine Arme.
„Jeg maa gaa! -- Jeg tør ikke blive længer!“ sagde han. „Farvel, Tania,
min egen, min elskede!“
Hun saa ind i hans Øjne, og nu -- endelig genkendte hun sin Andrey! --
og nu vilde han forlade hende!
Smerten overvældede hende. Det var alt for grusomt -- -- Det kunde ikke
være sandt! Han maatte ikke gaa for at lade sig dræbe! -- Hun kunde ikke
leve uden ham! Han var hendes -- og det var ikke hendes Skyld, at han
var bleven alt for hende -- --!
„Andrey!“ raabte hun ude af sig selv -- „du er min! -- Jeg slipper dig
ikke -- du maa ikke gaa fra mig! -- Hører du, Andrey -- du maa ikke!“
Men i næste Øjeblik løsnedes hendes Fingre under deres krampagtige Greb
-- hun bøjede Hovedet og lod sig falde ned i en Stol. -- Bleg,
tilintetgjort og med lukkede Øjne vinkede hun til ham, at han skulde
gaa.
Der _var_ noget større -- noget, for hvilket de begge havde lovet at
ofre alt: Liv, Lykke og Elskov.
Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille,
selvfornægtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Knæ for
hende og bedækkede hendes Ansigt, hendes Hænder, hendes Øjne med hede,
brændende Kys.
„Gaa!“ hviskede hun. „Jeg holder det ikke ud længer! Skynd dig -- gaa!
Jeg er roligere nu!“
Han rev sig løs med Magt og stormede ned ad Trappen, som om alle
Helvedes Furier var efter ham. Der laa en Taage for hans Øjne, hans
Hoved svimlede, og Gaden gyngede op og ned, som om han var beruset.
Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som
brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen
til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var
allerede borte -- borte for bestandig! Endnu levede han -- for hende var
han allerede tabt! -- Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg.
Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa
Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. -- Hun syntes, hun
maatte kunne græde sig ihjel -- hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa
i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa
dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og
skar i hendes Bryst. -- Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke --
alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag -- det dyrebare
Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik -- alt forsvandt
for hendes egen grænseløse Fortvivlelse -- som var uden Ende, uden
Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at
slaa. -- --
Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter
lidt -- hverken i Dag eller i Morgen, -- men i Tidens Løb, og den vil
lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skæbne havde
mødt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knækket hende saa
fuldstændig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det
tungeste straks.

Den store og frygtelige Dag var kommen.
Fra det første Morgengry laa Andrey kun i en Døs, hvoraf han hvert
Øjeblik fo’r op for at se paa sit Ur.
Længe før Tiden klædte han sig paa. Han var i en ganske egen
Sindstilstand denne Morgen, lige langt fra haabløs Resignation og fra
begejstret Eksaltation. Der var en lidenskabsløs, absolut indre Ro over
ham som over en Mand, der har opgjort sit Regnskab med Livet, som intet
har at vente, intet at frygte og intet mere at give bort. Vistnok havde
han endnu den ene Gerning -- hans Livs største -- for sig; men der var
allerede arbejdet saa meget paa den, at det forekom ham, at det, der var
tilbage, næsten allerede var udført.
Uagtet han endnu levede, var i fuld Besiddelse af sin aandelige og
fysiske Kraft, havde han en besynderlig, næsten haandgribelig Følelse af
at være en død Mand. Det var med en fremmeds rolige, lidt medlidende
Overlegenhed, at han tænkte paa alle dem, der stod ham nær, og paa alt
omkring sig.
Hele hans Liv laa i dets mindste Enkeltheder saa mærkværdig klart for
ham. Han tænkte paa Tania, paa Vennerne, paa Partiet og paa Fædrelandet
-- paa en fuldstændig lidenskabsløs Maade, som om det alt var noget, der
laa ham saa uhyre fjernt.
Da Vatajko noget senere kom ind, traf han Andrey fuldt paaklædt og rede.
Den unge Mand saa paafaldende alvorlig og bedrøvet ud; men Andrey lagde
næppe Mærke til ham; for ham var han kun en Skygge.
„Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa
dig, hvis du ikke har noget imod det,“ sagde Vatajko stille.
For Andrey var det fuldstændig ligegyldigt, om han hilste paa nogen
eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det
selvfølgelig vilde glæde ham, og spurgte om Mandens Navn.
„Det er Sazepin,“ svarede den anden. „Husker du ikke, at du traf ham ved
Grænsen forrige Aar, da du vendte tilbage, og han rejste bort?“
Aa jo, Andrey huskede godt dette Møde i det lille tyske Gæstgiversted og
den livlige Debat, de førte; men hvor uendelig fjernt var det ham
ikke nu!
Sazepin kom ind, i Begyndelsen noget trykket af de egne Forhold,
hvorunder de atter mødtes; men han genvandt snart sin sædvanlige, lidt
støjende, ungdommelige Maade at være paa.
I Andreys Væsen og Tale laa der intet, der opfordrede til Højtidelighed;
han var, som han altid plejede at være -- maaske kun lidt
aandsfraværende.
De talte om deres Møde ved Grænsen -- om Annie Vulitch, David og
Ostrogorsky.
Sazepin var for tre Maaneder siden vendt tilbage til Rusland over
Sydgrænsen og havde i Odessa truffet Klein og Levshin. Andrey spurgte
til dem alle, endskønt han næppe selv forstod hvorfor. -- Hvad vedrørte
alt dette ham nu?
Ikke én Gang, ikke med et eneste Ord berørte de den forestaaende
Handling. Ved Tebordet -- Andrey tvang sig til at nyde noget -- fortalte
Sazepin en fornøjelig Historie om, hvorledes han en Gang af en af deres
egne Forposten var bleven tagen for en Politispion.
Pludselig afbrød Andrey ham midt i en Sætning ved at sige: „Nu er det
Tid!“ Alle rejste sig øjeblikkelig i dybeste Alvor.
Afskeden var kort og uden mange Ord -- de to unge Mænd omfavnede og
kyssede Andrey paa russisk Vis og gik derpaa bort ad en Bagtrappe, ad
hvilken de uset kunde slippe ud paa Gaden. Andrey skulde -- som den, der
sidst viste sig paa Scenen -- først gaa tyve Minutter senere.
Præcis paa det aftalte Klokkeslæt forlod Andrey Huset. Udenfor var det
en herlig Foraarsmorgen med klart Solskin og stille mild Luft. -- Czaren
vilde sikkert ikke undlade i Dag at foretage sin sædvanlige Spadseretur.
Vejen til Slotspladsen, hvor Attentatet skulde finde Sted, var meget
lang og skulde tilbagelægges til Fods, da en Vogn vilde vække mere
Opmærksomhed end en enlig Fodgænger. Andrey gik med sædvanlig jævn Gang,
han havde beregnet Tiden saaledes, at han vilde kunne være paa Stedet i
det afgørende Øjeblik. -- Han gik roligt fremad -- Gade efter Gade, uden
at se eller ænse, hvad der foregik omkring ham. Men ved Hjørnet af
Taurida Parken hændte der ham noget, der med ét Slag bragte ham ud af
hans Ro.
Et ungt Par kom gaaende ham i Møde; det var tydeligt, at det var to
elskende; de havde hinanden under Armen, og den unge Mand talte; det
maatte være noget meget ømt; thi den unge Pige blussede, og begges
Ansigter straalede i inderlig Lykke.
Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige -- hun lignede saa
paafaldende hans egen Tania, kun var hun lidt højere, og hendes
Underansigt var bredere; men hendes Hudfarve, den Maade, hun bar sit
Hoved paa, og de lange, mørke Øjenvipper var aldeles Tanias. Ja selv den
Kjole, hun var iført, mindede om Tania.
Han vilde have givet meget for at se Blikket i hendes Øjne, han var vis
paa, at de ogsaa maatte være som Tanias; men den unge Pige var saa
optaget af at se paa sin Ledsager, at han hele Tiden kun havde hende i
Profil. Parret gik videre, drejede om et Hjørne og forsvandt.
Hos Andrey havde dette Møde vakt Følelser og Minder, som ban troede for
stedse var stedte til Hvile i hans Bryst. Tanias Billede stod ikke
længer for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende
Kvinde -- fuld af Ømhed, Skønhed og hjerteskærende Sorg.
-- -- Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det
gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og
at han sad i Fængselscellen? Hvorledes vilde hun bære dette
Slag? -- -- --
Den ene Tanke mere sørgmodig end den anden jog igennem hans Hjerne.
Hvorfor havde de ogsaa truffet hinanden? Hvis han ikke var kommen, vilde
hun rimeligvis have giftet sig med Georg, og de vilde have levet
lykkeligt sammen i mange Aar! --
-- -- Medens hun nu maatte betale nogle faa Maaneders Lykke med en saa
uhyre Pris. -- -- --
Billeder fra deres korte Samliv stod ét for ét klart for ham -- lokkende
og smertende. Han saa dette kære Ansigt smile i Lykke og overstrømmende
Ømhed -- -- og han saa det atter -- som ved det sidste Møde --
fortrukket af Sorg og Smerte.
Andrey gik mekanisk videre den rigtige Vej; men hans Tanker var ikke
mere ved hans Gerning, og han havde uvilkaarlig sagtnet sine Skridt.
Pludselig, da han kom ud for Panteleimon Kirken, mindedes han, hvorfor
han gik her, han saa paa sit Ur og blev bleg af Skræk; han vilde
rimeligvis ikke kunne naa at være paa Stedet i rette Tid.
Elskov, Sorg, Minder og Længsel var med ét Slag som bortvejret, og uden
at bryde sig om den Opmærksomhed, han rimeligvis vakte, gav han sig til
at gaa saa hurtigt, som det var muligt, uden ligefrem at løbe.
Idet han drejede ind i en lille Sidegade nær ved Slottet, hvor Vatajko
skulde vente paa ham, saa han den unge Mand komme imod sig -- hans
Ansigt var paafaldende blegt og forstyrret. Der var ingen Tvivl om det
-- han kom for sent -- -- --!
„Nej!“ svarede Vatajko paa hans ængstelige Spørgsmaal. „Du kommer
tidsnok; men jeg var angst for, at du ikke vilde komme. Heldigvis har
Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!“
Andrey sukkede lettet.
„Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?“ spurgte Vatajko.
„Nej, ikke det ringeste,“ svarede Andrey. „Jeg venter her paa denne
Bænk, gaa saa du og sæt vore Folk i Bevægelse!“
Da Andrey var bleven alene, løftede han sin Haand op imod Luften for at
se, om den var ganske rolig.