En Nihilist - 09

Vasily havde, trods sin tilsyneladende Barskhed og Sløvhed, et umaadelig
blødt Hjerte og havde mindst hundrede Gange været forelsket. Han havde
en egen Svaghed for haabløs Kærlighed og anbragte som oftest sit Hjerte
der, hvor der ikke var den ringeste Rimelighed for at vinde
Genkærlighed. Det var Helene Zubovas kolde Utilnærmelighed, der havde
fortryllet ham ved hende, og han var nu atter lige ved at forelske sig i
Annie, efter at han i den senere Tid havde opdaget visse Tegn paa, at
hans Kærlighed til hende rimeligvis vilde blive lige saa ubesvaret som
den til Helene. Han hengav sig i søde Drømmerier om en behagelig Aften;
thi Annie vilde efter al Rimelighed følge op med Andrey og drikke en
Kop Te.
Samovaren, som han holdt i Beredskab, snurrede gemytligt paa Bordet
foran ham, mens han spændt lyttede efter hvert Fodtrin. Endelig kom der
nogen; han sprang op for at aabne Døren og -- -- stod Ansigt til Ansigt
med Politiet -- den forfærdede Værtinde stod i Baggrunden.
„Der har vi det!“ sagde han til sig selv. „Det er naturligvis det
fordømte Pas!“
Han gættede rigtigt.
Vasilys Hoved var højst besynderligt; naar han handlede uden Overlæg,
i Øjeblikkets Indskydelse, kunde han i vanskelige Tilfælde vise en
ligefrem forbavsende Aandsnærværelse og Klogskab; men naar han vilde
bære sig rigtig fiffigt ad og sætte sig hen for at spekulere paa,
hvorledes ban bedst skulde gribe Sagen an, saa kom han altid yderst
uheldigt og kejtet fra det.
Saaledes var det gaaet ham med Passet, som han havde faaet gennem
Dubravnik-Vennerne. Det lød paa en ung Mand, Onesime Pavluk, der havde
fuldendt sine Studier i en Realskole med Dimission til et højere
Gymnasium, altsaa nærmest en ung Mand, der tilhørte den dannede Klasse;
men Vasily havde mere Lyst til at spille den tarveligere Mands Rolle,
og efter længe at have lagt sit Hoved i Blød, satte han sig til at
„forbedre“ Passet; han havde en særlig Øvelse i dette Haandværk. Han
kradsede „Gymnasium“ ud og skrev „Elementarskole“ i Stedet for med
fuldstændig den samme Haand som den, hvormed det øvrige var skrevet.
Da han viste Andrey Forbedringen, brast denne i Latter, det var jo det
rene Nonsens! For at fuldende sine Studier i en lavere Skole, behøvedes
der vel ingen særlig „Dimission“.
Vasily blev slaaet af Sandheden i denne Bemærkning; men de to Venner
blev imidlertid enige om, at Passet næppe vilde blive læst, og selv om
man saa nøjere paa det, vilde man antage, at det var en Fejlskrift, og i
hvert Fald ikke falde paa, at den Slags Bommerter kunde forekomme i et
falsk Pas.
Brevet blev altsaa indsendt, men Ulykken vilde, at netop
Politiinspektøren læste den besynderlige Passus og studsede derved.
Passet var i alle Henseender korrekt og var paategnet af flere
forskellige Politikontorer -- han ansaa derfor ikke Sagen for
tilstrækkelig vigtig til at lade Indehaveren arrestere; han indførte det
og lagde det til Side for egenhændig at bringe det til Ejeren og gøre
ham et Par Spørgsmaal.
Synet af Politiet forbavsede Vasily, men forvirrede ham ikke; han
besvarede uden et Øjebliks Betænkning Politimandens Spørgsmaal, idet han
gav sig ud for en Klejnsmed fra Poltava, der var kommen til Dubravnik
for at søge Arbejde, men allerede var ved at rejse hjem igen. Med sit
vejrbidte Ansigt, sine haarde Hænder og sin tarvelige Dragt saa han
fuldstændig ud som en almindelig Arbejdsmand eller Haandværker.
Han forstod mesterligt at efterligne denne Klasse Menneskers Tale og
Manerer, ja selv deres kejtede Ydmyghed over for Politiet. Inspektøren
var straks enig med sig selv om, at denne Mand var uskyldig.
Men Værtinden meddelte ham, at der hos Vasily boede en logerende, som
ikke havde afleveret sit Pas til Registrering, og som nok kunde
forekomme noget fordægtig.
Vasily forklarede med Uskyldens Overbevisning og Frimodighed, hvorledes
han ved et rent Tilfælde havde lært denne anden at kende og var gaaet
ind paa at tage Ivan Zalupalov -- det var Andreys ny Navn -- i Logis for
en Uge.
„Har du forlangt hans Pas?“ spurgte Politimanden.
„Selvfølgelig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at
have lidt Pres paa ham. Man maa være forsigtig over for disse fremmede,
Deres Højvelbaarenhed!“ og han halede det vigtige Dokument, indsvøbt i
en Klud, op af en af sine langskaftede Støvler.
„Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?“
spurgte den anden strengt.
„Aa Gud, tilgiv mig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig
Tid!“ stammede Vasily.
Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud. Vasily saa
fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde
han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran
den vrede Mand.
„Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men
det kommer af et godt Hjerte,“ sagde han forknyt og bukkede.
„Fæ!“ sagde Politiembedsmanden brysk. „Tag dine Penge til dig!“ Men i
Stilhed følte han sig aldeles ikke saaret over denne Maade at vise
Underdanighed paa.
„Naar kommer din logerende tilbage?“ spurgte han.
„Det kan jeg ikke sige, Deres Højvelbaarenhed!“ svarede Vasily og antog
atter den meddelsomme, fornøjede Tone fra før. „Jeg skal nemlig sige
Deres Højvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik --
og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.“
„Ja, jeg venter nu alligevel!“ sagde Politimanden, greb en Stol og satte
sig resolut. „Og hør du -- hvad hedder du?“
„Onesime, Deres Højvelbaarenhed!“
„Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved
Gadedøren og bed ham komme op -- men du kommer med!“ tilføjede han
bydende.
Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde
intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit
Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.
Imidlertid spadserede Andrey rundt med Annie og saa paa Illuminationen
og Fyrværkeriet uden at ane, hvilken Fare der truede ham hjemme. De gik
tidlig hjem; han fandt alting kedeligt og dumt og ærgrede sig over at se
alle de voksne Mennesker gebærde sig som Børn. Et Par Huse før de var
ved hans Gadedør, standsede Annie for at tage Afsked.
„Hvorfor gaar du ikke med op? Det er tidligt endnu,“ sagde Andrey.
„Ja, jeg ved det,“ svarede den unge Pige, „men jeg har lovet Zina at
være hjemme før ti.“
Idet Andrey vilde til at gaa op ad den daarlig oplyste og temmelig
smudsige Trappe, saa han Vasily staa ovenfor -- barfodet, uden Hat og i
Skjorteærmer. Han var ligbleg og gestikulerede heftigt. Andrey forstod,
at han ikke skulde gaa videre og standsede øjeblikkeligt. Lydløst og
hurtig som en Kat listede Vasily ned ad Trappen og hviskede til Andrey:
„Politiet er i vort Værelse! Skynd dig bort, saa hurtigt du kan!“
„Politiet! -- Men saa kom du dog med!“ hviskede Andrey tilbage; men
Vasily rystede energisk paa Hovedet og forsvandt som et Lyn op ad
Trappen og gik -- til Andreys store Forbavselse ikke ind i Værelset, men
ind i et lille, ubenyttet Pulterkammer lige overfor.
Nede paa Gaden indhentede Andrey Annie.
„Politiet er oppe hos os,“ sagde han.
„Hvad siger du? Politiet? Er Vasily arresteret?“ spurgte den unge Pige
forfærdet.
„Nej, rimeligvis er han ikke arresteret, ellers vilde de vel næppe sende
ham ud paa Trappen for at advare mig.“ Og han fortalte det besynderlige
Optrin. Ingen af dem kunde forklare sig, hvad det betød. Hvorfor blev
Vasily deroppe, naar han saa let kunde være sluppen bort med?
Det gik saaledes til: Da Vasily efter Politiinspektørens Ordre havde
hentet Sergenten og saa at sige ført Fjenden ind paa sit eget
Territorium, satte han sig sindigt paa en Stol i en Krog af Værelset.
Det vil sige, tilsyneladende saa han saa ligegyldig og troskyldig ud som
vel muligt; men i Virkeligheden var han i den største Ophidselse.
Andrey kunde hvert Øjeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med
Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimænd begyndte at
føre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin
foresatte, bøjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i Øret;
derefter saa Inspektøren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Døren,
hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes. De Slyngler vilde
rimeligvis falde over Andrey, en forfra og en i Ryggen! Og han kunde
ikke en Gang hjælpe ham ordentligt, thi han var ubevæbnet, hans Revolver
laa i Brystlommen paa Frakken, som han havde taget af et Øjeblik, før
Politiet kom, og han kunde ikke hente den nu uden at vække Mistanke.
Hvad i Alverden skulde han dog finde paa?
Pludselig bragte Lyden af en hvislende Raket ham paa en god Idé.
„Deres Højvelbaarenhed!“ begyndte han i sin mest trohjertede og ydmyge
Tone. „Jeg kunde vel ikke faa Lov til at se lidt paa Fyrværkeriet? Her
lige overfor er et Pulterkammer, fra hvis Vindue man kan se over hele
Parken! -- Maa jeg ikke gaa derover?“
Inspektøren, som gerne vilde forhandle lidt alene med sin Mand, svarede:
„Jo, min Søn, hvis det kan more dig, saa gaa du kun; men ikke for langt
bort, vi trænger snart igen til din Hjælp.“
Paa denne Maade lykkedes det ham at komme ind i Pulterkammeret, hvor han
tilbragte et Kvarters Tid i den frygteligste Spænding og med bankende
Hjerte lyttede ved den aabne Dør efter hvert Skridt, han hørte
nedenunder.
Men da han endelig havde faaet advaret Andrey, vendte han lykkelig og
befriet tilbage til sit Pulterkammer og nød nu med stor Sindsro Synet af
det smukke Fyrværkeri.

Hos Zina, hvor Andrey havde søgt Tilflugt, var man imidlertid i den
største Ængstelse for Vasilys Skæbne. Da Morgenen kom, og Timerne gik,
og han endnu ikke viste sig, blev man for Alvor urolig.
Zina gik hen til sin Ven Slutterens Bolig og fik igennem hans Kone bedt
ham om at undersøge Listen paa dem, der var arresterede i Løbet af de
sidste fire og tyve Timer; Vasilys Navn fandtes ikke iblandt dem. Annie,
som imidlertid var bleven sendt omkring til Dubravnik-Vennerne for at
spørge, om de maaske havde set noget til ham, vendte tilbage med den
mærkelige, men beroligende Besked, at Vatajko havde mødt ham paa Gaden,
fuldstændig fri, uden Politi eller Eskorte. Dog var det tydeligt at se,
at der var noget galt paa Færde; thi han gik hurtigt forbi og gjorde
Tegn til Vatajko, at han ikke maatte kendes ved ham.
Altsaa var det, som man først formodede: Vasily var bleven rodet ind i
en eller anden Politiaffære og spillede nu en lille Komedie med
Politiet, og man tvivlede ikke om, at han jo nok kom klar af den. Om
Aftenen, da de alle tre var forsamlede ved Tebordet i Zinas Stue,
begyndte Andrey for første Gang over for den unge Kone at tale om Boris,
idet han spurgte hende om, hvad hun nu mente, der kunde gøres?
„Jeg skal vise dig et Brev fra Boris, som jeg fik Dagen efter
Katastrofen,“ svarede hun. „Jeg har været saa fortumlet, at jeg slet
ikke har tænkt paa at sende det over til dig.“
I dette Brev, skrevet Natten efter Overfaldet, takkede Boris Vennerne,
der havde vovet deres Liv for ham, frem for alle Andrey, i saa varme og
hjertelige Udtryk, at Andreys Øjne fyldtes med Taarer. Som Sagerne nu
stod, ansaa han imidlertid ethvert Forsøg for haabløst og kun skikket
til at bringe Vennerne i den største Fare. Han sluttede med indstændigt
at bede Andrey om øjeblikkeligt at forlade Dubravnik og de andre, saa
snart det blot lod sig gøre.
„Jeg antager ikke, du mener, at hans Ønske er bindende for os?“ svarede
Andrey.
„Nej, selvfølgelig ikke!“ svarede Zina bestemt. „Men i ét Punkt har
Boris Ret,“ -- fortsatte hun. „Du maa ikke længer tage Del i Affæren! Du
har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her længer, vilde
for dig være den visse Død.“
„Det samme kan siges om dig!“ mente Andrey.
„Nej! Politiet kender ikke mig, hvorimod de har udfundet dit Navn og er
rasende paa dig -- -- -- Desuden,“ tilføjede hun drømmende -- „er det en
helt anden Sag med mig! Hvis Boris var en fremmed for mig, vilde jeg
ubetinget sige, at Sagen burde opgives; men nu -- -- kan jeg det ikke.
Derfor maa jeg fortsætte alene -- -- --“ hun bøjede Hovedet ned over
Bordet, foran hvilket hun sad. Andrey greb hendes Haand og førte den
ærbødigt og tavs til sine Læber.
„Hør mig, Zina!“ begyndte han lidt efter. „Du har Ret i at mene, at jeg
-- jaget og forfulgt, som jeg er -- for Tiden kun kan være eder til
liden Nytte; men den Ting kan snart afhjælpes! Jeg foreslaar følgende:
Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os
sige i fjorten Dage. I den Tid gaar jeg i Studenternes Klub, til de
selskabelige Sammenkomster, kort sagt overalt, hvor jeg kan, for at gøre
mig saa bemærket som muligt. Naar jeg paa den Maade har faaet tiltrukket
Politiets Opmærksomhed i tilstrækkelig Grad, saa at man er vis paa at
have mig sikker i St. Petersborg, rejser jeg i al Hemmelighed tilbage
til Dubravnik igen. Men du, Zina, maa fuldt og fast stole paa mig og
selv forlade Byen. Du sætter Livet til ved at blive, og det maa ikke
ske. Hører du, Zina, lad os bytte Plads -- vil du -- Hvorfor svarer du
ikke?“
Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede
sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed.
„Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op.
De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden.
Annie løb hen og saa ud.
„Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at
lukke op.
Et Øjeblik efter viste Vasilys brede Skikkelse og fornøjede Ansigt sig i
Døren, han holdt en Vadsæk i den ene Haand og en Bylt i den anden.
Andrey og Zina løb ham i Møde, omfavnede og kyssede ham, som om han var
kommen tilbage fra en lang Rejse.
„Sagde jeg ikke nok, at han vilde klare det!“ udbrød Andrey og slog ham
saa kraftigt paa Skulderen, at han vaklede. „Fortæl saa, hvor du har
været, gamle Ven?“
„Puh! Det var en varm Affære!“ sagde Vasily. „Jeg kan næsten ikke rigtig
tro paa, at jeg virkelig er kommen ud af den!“
„Har du været arresteret?“ spurgte Annie.
„Meget værre!“
„Maaske lagt paa Pinebænken?“ spurgte Zina med et Smil.
„Værre, meget værre, siger jeg!“ gentog han.
„Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide!“ sagde
Andrey. Og Vasily fortalte.
„Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig?“ spurgte Andrey, da
Vasily var kommen til Mødet paa Trappen.
„Ja!“ svarede han og kløede sig sindigt bag Øret -- „Havde jeg vidst,
hvad der kom bag efter, saa havde det jo været det klogeste. Nu troede
jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, -- de Slyngler, og saa var det
dog bedst ikke at vække deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!“
„Hvad hændte der saa mere? Ventede de længe paa mig?“
„Ja, til efter Midnat!“ sagde han med krænket Mine. „En halv Time efter,
at du var gaaet, kaldte de mig ind -- for at jeg skulde holde dem med
Selskab! Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt
dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!“ Han lo kort, men
blev straks efter igen alvorlig. „Naa, endelig Klokken halv et rejste de
sig og satte Huerne paa. „Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,“
tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke
at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste
Morgen Klokken otte, sagde han! Det var en rar Meddelelse; men da jeg
ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“
„Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“
„Er din logerende kommen hjem?“
„Nej! Deres Højvelbaarenhed!“
„Hvor tror du, han kan være?“
„Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“
„Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en
Limpind.
„Hør en Gang, Onesime,“ sagde han yderst venligt. „Jeg forstaar jo nok,
at du er en skikkelig Fyr, og jeg vil give dig tre Rubler, hvis du kan
hjælpe mig! Gør en Runde i de nærmest liggende Restaurationer og Kaféer
og se, om du kan finde din logerende.“
„Jo, Deres Højvelbaarenhed! Men jeg er rigtignok nødt til at rejse til
Poltava i Dag.“
„Du har Tid nok alligevel; husk paa, at du tjener tre Rubler, hvis du
skaffer os fat paa Fyren! Men gør ham nu ikke bange, naar du træffer
ham! Sig ham, at hans Pas uden Vrøvl er registreret og sendt tilbage,
saa bliver han fornøjet og gaar roligt hjem med dig. Naar du saa møder
en Politibetjent, tager du din Mand i Nakken og afleverer ham. Forstaar
du?“
„Bevares, Deres Højvelbaarenhed!“
„Du gør altsaa nøjagtigt, som jeg har sagt!“
„Ja vel, Deres Højvelbaarenhed!“
Vasily gengav til sine Tilhøreres store Fornøjelse hele sin Del af denne
Samtale med akkurat samme Stemme og samme Manerer, som han havde anvendt
over for Politimanden.
„Naa, vi forlod altsaa sammen Huset,“ vedblev han, „og jeg begyndte min
Runde i Kaféer og Spisehuse. Jeg turde ikke lade være; thi jeg kunde
muligvis blive fulgt af en Spion. Det var under den Vandring, at jeg
mødte Vatajko og foretrak ikke at kende ham. Klokken fire i Eftermiddags
vendte jeg hjem. Toget til Poltava gik Klokken halv seks, og jeg mente,
at nu var alle mine Trængsler endte.
„Saa betalte jeg Værtinden, pakkede mine Sager og vilde endelig gaa hen
til jer. Men hvad ser jeg nede paa Gaden? Min Politimand, der forsøger
at skjule sig bag et Hjørne. „Aha!“ tænker jeg, „er du der igen, din
Rævepels?“ Og saa maa jeg selvfølgelig af Sted til Jernbanen. Jeg
springer ind i en Droske, han i en anden, i nogen Afstand efter mig. Vi
kom til Stationen længe før Tiden, Billetkontoret var endnu ikke aabnet.
Min Cerberus posterede sig i en Krog ved Aviskiosken. Jeg spadserede
frem og tilbage, betragtede Loftet, Vinduerne, Dørene, alt undtagen ham,
han var den eneste, jeg ikke saa. Dog tabte jeg ham ikke et Øjeblik af
Syne; jeg ventede stadig, at han skulde forføje sig væk nu efter at have
set mig i Sikkerhed paa Stationen. Men nej! Han vedblev at staa der.
„Saa blev Billetkontoret aabnet; Folk begyndte at stille sig i Række.
Han var der stadig! Saa drev jeg hen over Gulvet og indtog min Plads i
Rækken. Nu maatte han vel endelig gaa, tænkte jeg.
„Jo, han gik, men kun for at komme nærmere, den Skurk! Nu drev han
omkring ved Billetsalget.
„Jeg var i den største Forvirring. Skulde jeg tage en Billet til Poltava
og staa ud ved første Station? Men jeg havde kun to Rubler i Lommen --
ikke halvt nok til en Billet! Og forlange Billet til den nærmeste
Station? Men det vilde han høre og naturligvis tro, at jeg havde løjet
hele Tiden for ham, og saa lod han mig naturligvis straks arrestere.
Folk gik frem -- en for en. Endelig kom Turen til mig! Jeg stod foran
det lille Vindu -- han var lige bag mig, paa den anden Side af
Jernstangen.
„En tredje Klasse -- Poltava!“ raabte jeg med høj, fast Stemme og
begyndte at knappe min Vest op foroven og famlede ind paa Brystet.
„Skynd Dem! Folk venter!“ brølede Billettøren.
„Straks!“ svarer jeg roligt og trækker endelig mit Kors frem fra Brystet
-- stirrer paa det og slaar i Bestyrtelse begge Hænder sammen over
Hovedet.
„Brødre! Venner!“ raaber jeg, „mine Penge er stjaalne!“ og styrter som
en gal Mand bort fra Kassen.
En Menneskemængde er i et Nu samlet om mig, og jeg begynder jamrende at
fortælle: Alt, hvad jeg ejede, en fem og tyve Rubels Seddel, havde jeg
bundet til Korset paa mit Bryst, men den Slubbert -- den nedrige
Bedrager af en logerende, som jeg samlede op paa Gaden, har stjaalet
mine Penge fra mig og er stukket af! Og med mit Frakkeærme tørrer jeg
Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende
Beretning!“
Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil,
som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa
genoptog han sin Fortælling.
„Da jeg fandt, at min Tilhørerkreds var tilstrækkelig rørt, tørrede jeg
mine Taarer, greb min Vadsæk og stak af det bedste, jeg kunde. Ude paa
Gaden sprang jeg i den første Droske, der holdt.“
„Og din Politimand?“ spurgte Annie. „Fulgte han ikke længer?“
„Nej! han havde endelig faaet nok! Jeg var saa optaget af Tabet af alle
mine Penge, at jeg et Øjeblik tabte ham af Syne; men da jeg var kommen
til Ro i min Droske, saa jeg mig om og kunde ingen opdage. Resten af
Aftenen har jeg tilbragt med at gaa fra det ene Sted til det andet for
at forvisse mig om, at jeg ikke blev fulgt.“
„Han er rimeligvis gaaet hjem for at skrive en Rapport til sin Chef om,
hvorledes disse Slyngler af Nihilister benytter sig af stakkels fattige
Folks Godtroenhed,“ sagde Zina leende.

Næste Dag rejste Andrey til St. Petersborg med Anmodning fra Zina om at
skaffe Penge til Sagens Fortsættelse.
Vasily blev i Dubravnik. Der var noget usædvanlig ridderligt i hans
Karakter, som bedst mærkedes i hans Forhold til Kvinder. Der var altid
en, for hvem han sukkede, men som en sand Ridder var han til enhver Tid
rede til at tjene en hvilken som helst anden Kvinde, der trængte til
Beskyttelse, og ingen var ham mere hengiven end Zina.


V. KAPITEL.
_Atter i St. Petersborg._

Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den
første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en
Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse -- alt var dækket af et skinnende hvidt
Tæppe, funklende i Solens Skær. Luften var frisk og klar, nogle enkelte
Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og
fornøjede ud, stolte over at være de første til at byde Vinteren
velkommen.
Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene
Zubovas Bopæl; han mødte hende i Gadedøren. Hun havde en lille Pelshue
paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.
„Men er du der, Andrey!“ udbrød hun og rakte ham glædestraalende
Haanden: „Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hændet i
Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end før dernede. Kommer du tilbage
for at blive?“
„Ja!“ svarede han.
Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv,
opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa
Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i
Dubravnik og Vennerne der.
„Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengæld fortælle mig?“ spurgte Andrey,
da han var færdig med sin Beretning.
„Intet særligt! At Tania er bleven valgt til Medlem af vor Liga, véd du
jo! Jeg haaber, vi har vundet en god Ven i hende!“
„Ja, det er jeg overbevist om!“ sagde Andrey med Varme.
„Hun har allerede arbejdet en Tid i Narva Distriktet og klarer sig
brillant af en Begynder at være,“ vedblev Helene. „Det er Skade, at hun
saa snart maa forlade Byen!“
„Hvor skal hun hen?“ spurgte Andrey pludselig opskræmmet.
„Til Moskva! Det er nødvendigt at bringe nye Kræfter til Afdelingen der,
og Georg er bleven valgt som den, der skal rejse dertil -- Tania har
tilbudt sig som frivillig.“
„Naa -- saaledes!“ sagde Andrey og saa bort for at skjule sin
Forvirring.
„Ja, du véd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to?“ snakkede
den intet anende Helene videre. „Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har
ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot løse Rygter.“
I Hovedkvarteret traf de en Del Venner, iblandt andre Georg, som kastede
sig stormende om Andreys Hals; ligesom Helene havde han troet, at han
vilde blive i Dubravnik, og var derfor dobbelt glad ved det uventede
Møde. Han spurgte indtrængende til Zina, og Andrey fortalte uden
Udsmykning alt, hvad der var hændet, og lagde heller ikke Skjul paa sin
Ængstelse for den unge Kones farlige Stilling. De talte frit og
utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte
de begge en Slags Generthed. Andrey brændte af Længsel efter at høre
noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at spørge, og Georg syntes
med Overlæg at undgaa at nævne den unge Piges Navn.
Det var saa uligt Georg, der ellers sent og tidlig snakkede om Tania,
at Andrey straks tænkte, han havde gættet hans Hemmelighed og ikke vilde
saare hans Følelser ved at tale om hende. Det var ridderligt tænkt af
Georg; men til sidst kunde Andrey ikke længer udholde denne Uvished og
spurgte, om Tania endnu boede hos sin Fader.
„Nej, hvor kan du tro det?“ svarede Vennen. „Det vilde være rent
umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden.
Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.“
Georg tilføjede intet videre, men saa med et underligt Blik -- hvori der
laa baade Ømhed og Sorg -- op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte
Andrey; han kunde ikke forklare sig det.
Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit
tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den
altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede,
hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.
En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første
Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.
Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i
Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov
var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden
Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var
usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans
Taler var fulde af Glød og „sødere end Honning“, som hans Modstandere
plejede at sige.
Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras
Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke
at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte,
kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.
I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen
Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen
Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.
Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst
Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden
sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under
Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en
formel Beretning.
Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt
havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.
„Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,“ foreslog hun, „hun
arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.“
„Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,“
begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes
hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun
besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var
enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.
„Vilde det ikke være heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses
til Narva-Distriktet? -- I hvert Fald for en Tid --“ foreslog Taras
Kostrov.
„Det er netop, hvad jeg tænker,“ sagde Helene. „Men vi har ingen fri for
Øjeblikket. Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle
Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op
udfordres der absolut en Mand.“
Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under
dette betegnende Blik.
„Shepelev kan forlade sin Plads!“ sagde en Stemme.
Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.
„Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet!“ lød nu flere Stemmer.
Helene var af en anden Mening. „Jeg synes,“ vedblev hun, „at Andrey
passer langt bedre end Shepelev,“ og begyndte saa med den største
Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mænds
Kvalificationer. Hun indrømmede, at Shepelev var en udmærket Taler, som
Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at
overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og
til at hverve ny Mænd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og