En Nihilist - 11

Total number of words is 4678
Total number of unique words is 1544
45.7 of words are in the 2000 most common words
62.1 of words are in the 5000 most common words
70.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
var af største Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun
ét at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste
om nogen anden Brøde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede
imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle
seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at
„omstyrte Tronen“ og saa fremdeles.
Hvis denne Udlægning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for
gode Varer af Rettens øvrige Medlemmer, saa betød det Døden for dem
alle; thi Døden er den almindelige Straf for „Oprør mod Tronen“.
„Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensværgelse?“ udbrød
Vatajko.
„Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus,
hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi
og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.“
„Og hvorledes saa de anklagede ud?“ spurgte Andrey efter en Pavse.
„Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden
efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de næppe tog Notits af
Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.“
Og han fortalte, at Anklageren -- med Juryens Billigelse -- ikke havde
undset sig for at overøse Fangerne, især de tre Kvinder, med de mest
uhøviske Beskyldninger.
„Den Slyngel!“ raabte Vatajko ophidset. „Havde jeg ham her under min
Haand! Selv Slagteren, der fører Kvæget til Slagtehuset, kaster dog ikke
Sten paa det!“
„Du venter vel ikke, at Czarens svorne Blodhunde skulde have en Slagters
Menneskelighed!“ sagde Andrey bittert.
„Ja, men det er umuligt, de kan ikke dømme dem alle seks til Døden; de
tre har jo vitterligt intet gjort!“ mente Vatajko ivrigt.
„De er endnu meget naiv, min unge Mand,“ sagde den fremmede med skarpt
ironisk Tonefald og lod et Øjeblik sine rastløse, funklende Øjne hvile
paa Vatajko. Hans Hustru -- som heller intet havde gjort -- var bleven
slæbt væk fra ham og holdt indespærret i Fængselet i flere Aar, indtil
hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret
Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.
„Med Hensyn til Dommen, saa er jeg vis paa, at den vil lyde paa Døden
for dem alle“ -- sagde Andrey. „Det vil give Dommeren en saa smuk
Lejlighed til at lægge sin naadefulde Humanitetsfølelse for Dagen, og
han vil rimeligvis formilde Straffen for de to Søstre Dudorovs
Vedkommende til Tvangsarbejde -- og vistnok for Botcharovs med. Det vil
som sagt tage sig godt ud over for den offentlige Mening -- den Slags
Komedier arrangerer de altid indbyrdes. Jeg tror bestemt ikke, at
Dødsdommen bliver stadfæstet for mere end de tre af dem -- for Boris og
Vasily uden Tvivl ogsaa -- for Zina -- eller Botcharov -- --“ tilføjede
han med usikker Stemme. -- -- „Men hvorfor spekulere videre paa det? Lad
os hellere høre, hvorledes Arbejdet skrider frem, min gode Ven?“ vedblev
han efter en Pavse, henvendt til den fremmede.
„Alt er rede!“ svarede denne. „Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand
og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fængrørene; men det er gjort med
et Par Timers Varsel.“

Forhørene over de seks Fanger varede i fem Dage. Hvis det var gaaet
efter den militære Lovbogs almindelig foreskrevne Regler -- som sikkert
ingen skal beskylde for Langsomhed --, vilde det have varet mindst tre
Gange fem Dage. Men det gjaldt for Autoriteterne om hurtigst muligt at
faa afsluttet denne Tragedie, der opførtes midt iblandt Byens Borgere og
bragte hele Befolkningen i den største Ophidselse.
Det store Publikum blev udelukket fra Retssalen -- Adgangsbilletter
udstedtes kun med yderste Forsigtighed til Embedsmænd med deres Hustruer
og til enkelte Borgere, om hvis Loyalitet man ikke kunde være i Tvivl.
For at hindre en mulig Tilkendegivelse af Sympati fra Publikum udenfor
blev alle de nærmest liggende Gader besatte med en stærk Politistyrke,
som havde Ordre til at forhindre Sammenløb af flere Mennesker.
Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mængde
nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en
Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks
omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes
Tingene gik derinde.
Man vidste, at Dommen vilde falde om Torsdagen, og Ophidselsen ude i
Byen var saa stor, især blandt en bestemt Del af Publikum, at
Autoriteterne havde anset det for nødvendigt at tage Forholdsregler mod
et muligt Oprør. Raadhuspladsen var fyldt med Soldater og Politi; en
Bataillon Infanteri og to Eskadroner Kosakker blev holdt rede til at
rykke ud i Ministerialbygningerne i Nærheden.
Alligevel voksede Antallet af dem, der fyldte Pladsen foran Raadhuset,
uafbrudt, og henad Aften, da Fabrikkerne lukkedes, kom Skarer af
Arbejdere til. Politiet formaaede uden Vaaben intet over for denne
Mængde, og man ønskede saa længe som muligt at undgaa at bruge Magt.
Inde i Retssalen selv havde Publikum i Løbet af de fem Dage fuldstændig
skiftet Karakter. Ved Hjælp af Bestikkelse hist og her og ved at true og
tvinge over for deres finere Slægtninge og Bekendte var det efterhaanden
lykkedes en hel Del af dem, man netop ønskede at holde udenfor, at tage
Plads herinde. Og baade Dommere og Fanger var forbavsede ved at se,
hvorledes deres Publikum, som fra først af havde været saa yderst
respektabelt, havde faaet et stærkt blandet Præg. Midt imellem civile
Embedsmænd, dekorerede Generaler og Officerer, om hvis Loyalitet ingen
kunde nære Tvivl, opdagede man Individer -- Mænd og Kvinder, om hvis
Loyalitet man i hvert Fald maatte formode, at den var paa den forkerte
Side.
I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende
Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man
en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten,
omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa
Silkekjole -- laant i Anledningen. I de bageste Rækker saas
umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebørn i tarvelige
Dragter.
Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin
Kendelse. Først Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun
meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man
vidste, at Dommen hvert Øjeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med
Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i
Salen var kvælende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at
forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. I den
svagt dæmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mærkværdig uhyggelig
ud; de seks Lys, der i høje Sølvstager brændte paa Bordet foran
Dommerens Sæde, gav det hele Udseende af en Ligbegængelse, og iblandt
den tæt pakkede Menneskemængde herskede en næsten dødlignende Tavshed;
kun henne fra Fangernes Aflukke lød der uafbrudt dæmpet Mumlen. De
vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa
først mødtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.
Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv
Gendarmer med dragne Sværd; men at dømme efter den livlige Samtale, de
førte, kunde de ikke være særlig nedbøjede.
Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede
Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde
overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig;
den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de
uroligste Lag af Befolkningen -- Nihilisterne -- eller for at tale mere
eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende.
Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at
vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og
dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og
talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af
denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive
Oprørere.
I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt
Lommetørklæde synligt.
„Juryen!“ raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der
Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede
Hoveder.
Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af
den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte
tilbage for at oplæse sin Kendelse.
Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning.
Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt
Hjertes Slag -- de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de,
der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige
dramatiske Optrin medførte.
En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange,
grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes,
som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres
trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet
Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin
Pligt -- hvor pinefuld den end er -- uvilkaarlig forlener det
menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og
stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var
absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen
paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det
hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.
Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en
Evighed.
Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der
som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris’ Navn, der var
nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var
Opremsningen af alle hans Synder -- saa fulgte en kort Pavse, og saa kom
Dommen -- -- Døden!
Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et
Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn -- atter en
Mumlen; men kortere -- saa et nyt Hammerslag: -- Døden! -- -- --
Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest
diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen
bliver om muligt endnu mere aandeløs. „Er det Liv eller Død“ „Liv eller
Død?“ spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver
ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes --
højere og højere -- en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende
Lyd -- Det er Døden! --
-- Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne,
selv de strengest dømmendes -- rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge
Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.
De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne
Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et
Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De
tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller
rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere
Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne
Formodning -- det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses --
Publikum hører næppe efter mere. -- Da studser man pludselig ved at
bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme -- en kort Pavse, og --
Dødsdommen er forkyndt!
Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man
ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.
„Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!“ lyder saa skarpt og bidende den
dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til
Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes
imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man
nu atter lytter til Dommerens Ord.
Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse;
man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det
ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.
Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne
Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om
rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er
paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette
uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning -- snart gyser
man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. -- Den
uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt -- endelig løftes den igen
og falder -- det blev Døden! -- -- --
Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt
Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde
Forbandelser fylder Luften! -- Folk springer op paa Stolene og gebærder
sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for
disse Mure set en lignende Scene.
Den gode Dame i anden Række -- Præsidentens Frue -- besvimede, og
Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte
hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa
Silkekjole træder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen
foran Damen, idet hun raaber: „Rør hende ikke!“ og saa bydende er hendes
Stemme og saa vildt flammende hendes mørke Øjne, at han uvilkaarligt
trækker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra
Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjælp. Hun
kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun føler sig
overbevist om, at det maa være en Ven, og af den Grund vil hun befri
hende for den forhadte Berørelse af en af Politiets Mænd. Det faldt
hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspændte Nerver,
der bukkede under for dette Øjebliks stærke Spænding.
Oppe paa Juryens Forhøjning var Forvirringen ikke ringere end nede i
Salen.
Bleg af Harme og Skam søgte Formanden at overdøve Larmen og skaffe Ro
til Veje; men hans Forsøg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han
ikke Salen rømmet, han ønskede, at Publikum skulde blive og høre
Slutningen af Dommen. Det hvide Ark skælvede i hans Haand, og han læste
videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Søster Dudorov, blev i
Betragtning af hendes Ungdom dømt -- ikke til Døden, som den kejserlige
Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde
forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at
tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum
deres gode Vilje. Men Publikum hørte ikke et Ord mere af, hvad der blev
læst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand -- den samme, der før
havde givet Signalet med Lommetørklædet -- stødte et Vindu op, lænede
sig ud og raabte med høj Røst til de nedenunder forsamlede Skarer:
„Døden! Alle er dømt til Døden!“
Han erklærede bagefter, at han var overbevist om at have hørt Formanden
oplæse Dødsdommen ogsaa for den yngste af Søstrene Dudorov.
Et ildevarslende, gennemtrængende Skrig fra Mængden udenfor var Svaret
paa denne Meddelelse og forhøjede Forvirringen i Salen. De loyale
Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i næste Nu vilde storme
Raadhuset og kaste sig over dem -- og i et Anfald af Panik gav de sig nu
til at skrige og raabe med.
En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Døren til Salen, kom ilsomt
ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen løb
bort ad en Bagdør. Præsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne
skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.
En for en listede imidlertid Juryen sig væk og barrikaderede sig i de
indre Værelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.
Et blodigt Sammenstød syntes uundgaaeligt -- men udeblev desuagtet.
Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa
et saadant Sammenstød i dette Øjeblik, idet det kun yderligere vilde
besværliggøre -- ja umuliggøre deres forestaaende Forsøg paa at befri de
dødsdømte, og da den stærkere aandelige Magt altid har Overtaget over
den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller
mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde
Urostifterne tilbage. Da Militæret viste sig for Enden af Gaden,
spredtes Mængden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.
Hele den heftige Bvægelse indskrænkede sig saaledes til at blive en rent
forbigaaende -- et uvilkaarligt Udslag af Øjeblikkets stærke Impuls.


II. KAPITEL.
_Modgang og Højhed._

Fuldbyrdelsen af en Dødsdom foregaar i Rusland sjældent senere end et
Par Dage efter, at Dommen er falden.
Om Lørdagen -- to Dage efter Domfældelsen -- forkyndte Bladene, at
Generalguvernøren havde formildet Straffen for de to Søstre Dudorovs
Vedkommende, saaledes at den ældste fik tolv Aars haardt Tvangsarbejde
og den yngre kun seks Aar almindeligt Straffearbejde i Stedet for de
idømte femten Aar.
Dette var en sjælden liberal Formildelse af en Dødsdom og gav en stor
Del af Publikum Haab for de fire andre. -- Man vilde vist nok ogsaa vise
Naade imod dem! Guvernøren, fortaltes der, var personlig stemt for
Mildhed og ventede kun paa Ordrer fra St. Petersborg.
Men hverken Andrey eller hans medsammensvorne delte disse Forhaabninger;
de havde deres sikre Meddelelser fra selve Fjendens Lejr.
For Boris og Vasily var der absolut intet Haab; men det var muligt, at
Zina eller Botcharov -- maaske endog begge -- kunde faa deres Straf
formildet, Zina, fordi hun var en Kvinde, og Botcharov, fordi han
vitterligt ikke var bleven overbevist om nogen virkelig Brøde. Det
eneste Bevis imod ham var, at han havde skaffet Penge til Revolutionen.
Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne
i St. Petersborg.
De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere,
idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor,
utvivlsomt vilde føre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede
Livet.
Det viste sig at være til uvurderlig Nytte, at Ledelsen af hele Sagen
var lagt i en enkelt Mands Haartd, idet man derved undgik de større
Møder og Forsamlinger. For denne ene Mand var det imidlertid uhyre
vanskeligt at handle energisk og dristigt under de mange trykkende,
uendelig hemmende Forsigtighedshensyn.
Indtil dette Øjeblik var kun syv Mand indviede i Hemmeligheden, skønt
det Antal, der udkrævedes til Planens Udførelse, beløb sig til syv Gange
syv. Hovedstyrken skulde først samles Dagen før Katastrofen.
De syv Mand, der udgjorde Førerne for Komplottet, var alle valgte
iblandt de af Byens Revolutionister, der havde den mest udstrakte
Bekendtskabskreds blandt deres Fæller. Hver især af disse syv skulde
sørge for at have fem indtil ti sikre Mænd i Beredskab, som de i sidste
Øjeblik kunde opfordre til Deltagelse uden at faa et Afslag eller at
risikere Forræderi. Andrey skulde give det endelige Signal, naar hele
Styrken skulde samles.
Lørdag og Søndag bragte intet nyt. Om Mandagen spredte det Rygte sig i
Byen, at en Afdeling almindelige Fanger under Eskorte var i Færd med at
grave paa Pushkarsky-Fælleden. Det var der, at Galgen skulde rejses.
Men for hvor mange var den bestemt? Den var meget for stor til kun at
skulle benyttes til en? -- Var den til to -- tre -- eller til dem alle
fire?
Byen var atter i den største Ophidselse, og de samme Folk, som nogle
Dage før havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu
dem, der ivrigst forfægtede akkurat de modsatte Anskuelser.
Andrey tog lige saa lidt Notits af disse Rygter som af de tidligere; han
vidste, at Guvernøren handlede efter sine Instrukser og ikke talte til
nogen om Tingene; men hvad der ængstede ham, var, at Sagen stadig
forhaledes. Det var før hændet, at politiske Fanger var blevne
henrettede med kun nogle Timers Varsel for derved at undgaa ethvert som
helst Udslag af den offentlige Mening.
Sæt, at det var det, Guvernøren havde i Sinde!
Var det da ikke bedst, at Andrey straks samlede hele Styrken og hellere
løb den Risiko, at en eller anden sladrede, end at komme for sent?
Efter nøje at have overvejet Sagen, besluttede han sig dog til at vente.
-- Igennem den før omtalte Kusine af Manden med Bomberne havde han den
mest udmærkede Forbindelse med Fjendens Hovedkvarter. Og højst to Timer
efter, at Guvernøren havde givet sine Instrukser til Eksekutionen, vilde
Andrey vide Besked derom. Selv i værste Tilfælde vilde han dog kunne
gøre Regning paa at have syv til otte Timer for sig, og om end ikke alle
halvtredsindstyve Mand kunde samles med saa kort Varsel, var det bedre
at have et noget mindre Antal end at risikere, at Politiet fik Nys om
Sagen. Der var i det hele taget ikke stor Sandsynlighed for, at
Guvernøren vilde beordre en hovedkulds Eksekution; det vilde aldeles
ikke være overensstemmende med hans Værdighed over for Publikum.
Andrey forlod ikke et Øjeblik sit Værelse, det Bud, han ventede paa,
kunde komme hvert Øjeblik.
Natten til Tirsdag vækkedes han af sin lette, urolige Søvn ved, at der
bankedes paa hans Vindue. Han var i et Nu paa Benene og fik lukket op.
-- I den dybe Slagskygge af Muren opdagede han en kvindelig Skikkelse,
alt for lille til at være Xenia -- den Pige, han ventede.
„Hvem er det?“ spurgte han hviskende.
„Xenia Dmitrievnas Pige! Hun kunde ikke selv komme, men sender dette
Brev!“ -- hviskedes der tilbage.
Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det
fast og traadte et Par Skridt tilbage.
„Jeg kender Dem ikke!“ sagde Stemmen. „Jeg har Ordre til at aflevere
Brevet i Alexander Ilichs egne Hænder!“
Det var Vatajko -- som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys
Ryg. Pigen lod til at genkende ham; thi hun rakte straks Brevet op til
ham og løb saa hurtigt sin Vej.
I en Krog af de to Mænds Soveværelse brændte en lille Natlampe -- en
Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfældes Skyld, at
Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. I Skæret af dette
sparsomme Lys læste han nu følgende Ord, nedskrevne med Blyant:
„Dommen er af Guvernøren stadfæstet for alle fire. Eksekutionen
fastsat til Onsdag Morgen Klokken ti, Pushkarsky Fælled.
X.“
Et Øjeblik blev han siddende som lamslaaet, han formaaede næppe at samle
sine Tanker.
Var det virkelig muligt? Alle fire skulde dø! -- -- Zina med? Og
Botcharov -- -- -- Botcharov ogsaa!
I alle disse angstfulde Dage havde maaske ingens Skæbne vejet tungere
paa ham end denne unge Mands -- som han under Forhørene havde lært at
kende og sætte Pris paa som et ualmindelig klart og dygtigt Hoved. Han
havde absolut intet gjort og var næppe forberedt paa at møde saa haard
en Skæbne, -- og nu skulde alle disse dygtige, ubrugte Evner ofres for
intet!
„Læs højt!“ sagde Vatajko.
Men Andrey kunde ikke faa et Ord over sine Læber og rakte ham stiltiende
Brevet.
„Nuvel,“ sagde Andrey efter et Øjebliks Pavse -- „Det vil maaske være
det bedste, der kunde hænde for vor Sag! Ingen af vore Mænd vil nu holde
sig tilbage, men de vil kæmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen
tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa være rede til Klokken
seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen
paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!“
Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden.
Vatajko var allerede gaaet forud for at stævne de syv Mænd til straks at
møde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrækkeligt til at
faa det ordnet uden Overilelse; men han ønskede at have det første Møde
med sine medsammensvorne, førend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen
var bleven offentlig bekendtgjort. I Løbet af en halv Time var han ved
Hovedkvarterets Gadedør, hvortil han havde sin egen Nøgle. Han kom
ubemærket ind; alt i Huset var stille, og han satte sig straks til ved
Hjælp af et Kort over Byen at betegne den Vej, Processionen maatte tage.
Takket være hans praktiske og vidtstrakte Kendskab til Byen, var det ham
en let Sag uden megen Overvejelse at vælge den bedste Plads for
Katastrofen. Det var en kort Gade imellem to Bøjninger af Vejen, ikke
langt fra Fælleden. Sandsynligvis vilde den lille Gade være tæt pakket
af Mennesker, men denne Ulempe opvejedes fuldstændigt ved de udmærkede
Betingelser den afgav for et Tilbagetog -- først en Række snævre
Stræder, hvor Politiet med største Lethed kunde holdes tilbage ved Hjælp
af Bomberne -- dernæst Byens Park umiddelbart ved Bredden af Floden. Man
kunde lukke de høje Jernporte ind til Parken ved Hjælp af et Par
forsvarlige Hængelaase, og kunde desuden yderligere anbringe nogle af
Bombemandens Torpedoer, en Opfindelse, af hvilken han selv var meget
stolt og ventede sig store Resultater. Alt dette vilde være
tilstrækkeligt til at opholde de forfølgende Tropper længe nok. Inde i
Parken havde man i Læ af Buskene ved den lille Flod en Baad i Beredskab,
som skulde optage de fire Fanger og dem, der var saarede. Resten af dem
skulde se at komme bort igennem den fjernest liggende Del af Parken for
derefter roligt at blande sig imellem Mængden ude paa Fælleden.
I Løbet af en Times Tid var alle de syv Mænd samlede, og der holdtes et
kort Krigsraad.
I faa Ord forklarede Andrey sin Plan, som vedtoges uden Indsigelse.
Derefter opgav man ham Stedet, hvor de tre følgende Møder vilde blive
afholdte; da det var en Aftale, at man i Stedet for at samles til ét
stort Fællesmøde skulde træffes i flere mindre Hold, og Andrey maatte
nødvendigt være til Stede ved dem alle.
I Mellemtiden var Nyheden -- affattet i en saa rolig og fredsommelig
Form som muligt -- igennem Morgenaviserne bleven meddelt Dubravniks
Borgere. Faa var de Læsere, hvis Hjerte ikke krympede sig ved Tanken om,
at fire Mennesker, deriblandt en Kvinde, skulde miste Livet paa denne
uhyggelige Maade. Russerne er ikke vant til at se Dødsstraffen bragt i
Anvendelse -- i mere end et Aarhundrede er den kun bleven anvendt over
for politiske Forbrydere. For alle andre Forbrydelser, hvor afskyelige
de end kan være, anses Tvangsarbejde for tilstrækkelig haard Straf.
Det store Publikum har aldrig rigtig været i Stand til at godkende denne
Forskel; for den simple, sundt tænkende Mand kan en politisk Forbryder
ikke blive værre end en Mordbrænder eller en Landevejsrøver.
Andrey havde overværet alle tre Møder og vendte nu tilbage til
Hovedkvarteret, hvor han til sin store Glæde og Overraskelse fandt David
ventende paa sig. Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et
Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i
Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at
rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik,
for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. „Jeg haaber,
du har noget at give mig at bestille?“ sluttede David sin Forklaring.
„Ja, saa meget du vil!“
Andreys Humør var blevet betydelig bedre i Løbet af Dagen, Møderne med
de sammensvorne havde givet ham nyt Mod og Haab; det var alle
tilforladelige, prægtige Folk.
„Vi har al Grund til at haabe paa et godt Udfald af vor Dag i Morgen,“
sagde han til David. „Med de Vaaben, vi har, vil halvtredsindstyve Mand
kunne udrette Vidundere. Det er en Fornøjelse, siger jeg dig, at se vore
Folk, de vil gaa i Ilden til det sidste! Klokken syv skal vi have endnu
et afsluttende Møde her, du vil da faa Lejlighed til at træffe dem!“ Ved
den fastsatte Tid begyndte Mændene at komme, en for en. -- David kendte
en Del af dem og blev forestillet de andre som en god Ven.
Mødet forløb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de
foregaaende; hver enkelt følte, at Sagen umuligt kunde have været grebet
bedre an.
Planen var i sin Helhed meget simpel. Andrey skulde den næste Morgen
tidlig Klokken syv være paa Stedet med ti Mand for at sikre sig Plads
forud. De andre fyrretyve skulde opholde sig paa forskellige, bestemte
Steder i Nærheden og først efterhaanden, som der kom Bud efter dem,
træde til. I Tilfælde af, at Menneskemængden skulde være meget tæt,
skulde de stille sig i første Række i to Pelotoner, lige overfor
You have read 1 text from Danish literature.
Next - En Nihilist - 12
  • Parts
  • En Nihilist - 01
    Total number of words is 4722
    Total number of unique words is 1515
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 02
    Total number of words is 4847
    Total number of unique words is 1505
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    67.1 of words are in the 5000 most common words
    75.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 03
    Total number of words is 4826
    Total number of unique words is 1483
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    67.9 of words are in the 5000 most common words
    74.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 04
    Total number of words is 4795
    Total number of unique words is 1391
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    75.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 05
    Total number of words is 4811
    Total number of unique words is 1405
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    68.5 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 06
    Total number of words is 4876
    Total number of unique words is 1423
    51.5 of words are in the 2000 most common words
    69.2 of words are in the 5000 most common words
    76.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 07
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1398
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    67.3 of words are in the 5000 most common words
    75.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 08
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1391
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    75.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 09
    Total number of words is 4813
    Total number of unique words is 1383
    54.0 of words are in the 2000 most common words
    71.1 of words are in the 5000 most common words
    78.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 10
    Total number of words is 4869
    Total number of unique words is 1382
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    72.2 of words are in the 5000 most common words
    79.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 11
    Total number of words is 4678
    Total number of unique words is 1544
    45.7 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 12
    Total number of words is 4834
    Total number of unique words is 1488
    51.1 of words are in the 2000 most common words
    67.5 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 13
    Total number of words is 4774
    Total number of unique words is 1376
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    67.4 of words are in the 5000 most common words
    75.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 14
    Total number of words is 5028
    Total number of unique words is 1272
    54.4 of words are in the 2000 most common words
    72.4 of words are in the 5000 most common words
    79.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 15
    Total number of words is 4965
    Total number of unique words is 1367
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    71.8 of words are in the 5000 most common words
    79.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 16
    Total number of words is 877
    Total number of unique words is 432
    64.7 of words are in the 2000 most common words
    76.6 of words are in the 5000 most common words
    84.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.