En Nihilist - 13

Taarer, men med Blod, at den Slags Skændselsgerninger skal besvares!“
En stor og frygtelig Plan formede sig i dette Øjeblik for Andreys indre
Øje, men han sagde intet endnu. Thi denne Tanke maatte tænkes om og om
igen, inden den udtaltes i Ord.
Georg faldt efterhaanden til Ro og blandede sig i Samtalen, der førtes
mellem Kammeraterne, og som udelukkende drejede sig om Hævnplaner.
Generalguvernøren, den kejserlige Anklager og Føreren for Gendarmerne
blev udpegede som de „Kandidater“, der ved første Lejlighed skulde falde
for de sammensvornes Haand.
Kun Andrey sagde intet; alt dette kunde være meget godt; men hvad førte
det egentlig til? Hvad nyttede det at falde over disse Mennesker, som
dog alle mere eller mindre var villieløse Redskaber i en højeres Haand?
Vilde det rokke ved Despotismen? Nej! Hvis Slaget skal virke, saa maa
der sigtes højere -- det maa træffe den Mand, som er Grundpillen --
Hovedet for hele Systemet!
Han hørte ligegyldig Vennernes heftige Ord, som efterhaanden mistede
enhver Interesse for ham. Lidt efter rejste han sig og tog Afsked; han
gik bort sammen med Georg.
De tilbragte hele Dagen ude, og gik ustandseligt. Georg fortalte,
hvorfor han var kommen, og det blev bestemt, at de endnu samme Nat
skulde afrejse til St. Petersborg -- Andrey havde nu intet mere, der
holdt ham tilbage i Dubravnik.
„Lad os blot ikke tabe Modet!“ sagde Georg med sin sædvanlige
Haabefuldhed -- han havde nu ganske overvundet sin Svaghed fra før. „Vor
endelige Sejr afhænger udelukkende af, at vi kan bære Nederlag paa
Nederlag med tilstrækkeligt Mod!“
„Det er muligt,“ svarede Andrey, „men saa maa vi i hvert Fald sigte
højere med vore Slag, end vi hidtil har gjort, for at selve vore
Nederlag kan gøre Epoke!“
„Hvad mener du med det?“ spurgte Georg; hans hurtige Blik havde opfanget
noget ubeskriveligt, noget, han aldrig før havde set i Vennens Ansigt.
„Det skal du faa at vide, naar Tiden kommer!“ svarede Andrey undvigende
og afbrød Samtalen.


III. KAPITEL.
_I Fængslet._

Da de vendte tilbage, fandt de Vatajko ventende utaalmodigt paa dem --
ogsaa David var der, mere nedbrudt og sørgmodig, end Andrey nogen Sinde
havde set ham.
„Hvor kedeligt, at I ikke kom før!“ var Vatajkos første Ord. „„Onkel“
har været her for at spørge efter dig, Andrey.“
„Hvad vilde han mig?“
„Han vilde tale med dig om et Brev fra Zina!“
„Et Brev fra Zina! Hvor er det? Gav han dig det ikke?“
„Nej, det er just Sagen, han kan ikke faa fat paa det uden at have et
Par Ord med fra dig. Slutteren har ved sædvanlig Tid været i Værtshuset
i Dag, men du kom ikke.“
Det var sandt nok, Andrey mente ikke, at der nu var mere at gaa efter.
„Saa vil jeg straks se at opsøge Slutteren!“ sagde Andrey.
„Det er der ikke Tid til nu! Saa kommer du for sent til Toget!“ mente
Georg.
„Saa lad Toget køre -- for mig gerne! Hvis jeg ikke kan træffe Manden i
Aften, saa venter jeg til i Morgen!“ sagde Andrey bestemt.
Tidlig næste Morgen gik Vatajko til Slutterens Hjem for at aftale et
Møde midt paa Dagen, men vendte tilbage med uforrettet Sag. Manden havde
Fængselstjeneste hele Dagen og kom først hjem sent paa Aftenen, hans
Kone vidste intet om Brevet.
Det var en kedelig Meddelelse, thi det betød i det mindste endnu en Dags
Udsættelse -- en Risiko, Andrey ikke turde løbe, naar han vilde undgaa
Spionerne.
„Jeg vil forsøge at træffe Manden i Fængslet!“ sagde han efter nogen
Overvejelse.
„I Fængslet! Er du rigtig klog!“ udbrød Vatajko.
„Ja, hvorfor ikke? Det er i Dag de politiske Fangers Modtagelsesdag. Jeg
vil gaa hen til Varia Voinova og følge med hende, naar hun som sædvanlig
aflægger sit Besøg hos Søstrene Dudorov.“
Denne Varia Voinova var velkendt iblandt dem alle og gik almindeligt
under Navnet „de bedrøvedes Moder“. Hun var Enke efter en Læge med
frisindede Anskuelser og havde sat sig til Opgave ved de Midler, der
stod til hendes Raadighed, saa vidt det laa i hendes Magt, at lette
Tilværelsen for de politiske Fanger og var i den Anledning en kendt Gæst
i Fængslet.
„Men du vil straks blive genkendt og øjeblikkelig ført i Arrest!“ sagde
Georg.
„Aa nej!“ svarede Andrey smilende. „Intet Menneske falder paa at søge
mig i Fængslets Modtagelsesværelse. Det _ser_ kun farligt ud. Jeg _maa_
have det Brev, førend jeg rejser!“ tilføjede han alvorligt.
Uden at vente paa yderligere Indsigelse skyndte Andrey sig bort.
De politiske Fangers Besøgstid var mellem Klokken to og fire. Lidt før
to var Andrey ved Varia Voinovas Side i Nærheden af Fængslet, den store,
stygge Bygning, der for ham gemte saa mange Minder. I Haanden bar han en
lille Pose med Fødemidler og nogle Bøger, han havde laant i et
Lejebibliotek. Varia, som af Erfaring vidste, hvor uhyre simple de
Formaliteter var, som man havde at gennemgaa for at faa Lov til at
besøge en Fange, var beredvilligt gaaet ind paa Andreys Idé og mente
ogsaa, at han ikke løb nogen særlig Fare derved.
Skildvagten aabnede Porten og lukkede den atter omhyggeligt efter dem --
Andrey var inden for Løvens Kløer! Et Øjeblik paakom der ham en
uhyggelig Følelse af Hjælpeløshed, han var til Mode som en Mand, der
pludselig kastes i et Fangetaarn. Saa saa han op og lyttede. En
undertrykt Mumlen af mange Stemmer hørtes rundt omkring, men alting var
mørkt. De befandt sig i en lang, overbygget Gang med svære
Jerngitterporte for hver Ende, og kun igennem disse trængte Lyset
sparsomt ind. Denne Gang, som førte ud til en Gaardsplads, der var
indrammet af selve Fængselsbygningerne, tjente som en Slags Venteværelse
for de besøgende.
Efterhaanden, som Andreys Øjne vænnede sig til Halvmørket herinde, saa
han en Mængde Mennesker -- Mænd, Kvinder og Børn, hobede sammen bag
Jerngitre paa begge Sider af Gangen. Flertallet af disse besøgende
skulde til de almindelige Forbrydere. Men i et Hjørne til højre Side for
Indgangen stod der en Samling Mænd og Kvinder, hvis Dragter viste, at de
hørte til den mere „priviligerede“ Klasse, og som desuden adskilte sig
fra de øvrige derved, at de fleste af dem holdt Blomster, Pakker eller
Bøger i Haanden. Det var Folk, der vilde besøge „de politiske“.
Varia gik hen til dem, fulgt i nogen Afstand af Andrey. Hun syntes at
kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg,
mørkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en
Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt længere end de andre.
„Hvilke smukke Blomster De har bragt med!“ sagde Varia. „Giv mig nogle
af dem til mine Fanger, jeg har desværre ingen faaet med i Dag!“
Damen rakte hende Kurven, og Varia tog meget uceremonielt Halvdelen af
Blomsterne, hvoraf hun rakte nogle til en høj, graahaaret Herre, som
stod et Par Skridt fra hende.
„Se her, tag dem til Deres Datter! Der er intet, Fanger sætter saa megen
Pris paa som Blomster.“
Derpaa gik hun hen til en ældre Kone, iført en tarvlig Bondedragt med
Hovedet indhyllet i et Sirtsestørklæde.
„Har din Søn flere Penge tilbage?“ spurgte hun.
„Ja, lille Mor, han har endnu to Rubler!“ svarede den gamle.
I sin Egenskab af Revolutionens barmhjertige Søster havde Varia
Bestyrelsen af Fængselsfondet under sig, og det var hendes Pligt at
sørge for, at alle Fangerne, rige og fattige, fik hver sin Del af Penge,
Bøger, Linned o.s.v.
„Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden?“ spurgte Andrey, da Varia
atter kom tilbage til ham.
„Det er Advokat Palizins Hustru,“ svarede hun. „Han skal sendes til
Minerne i Sibirien, og hun følger ham. Stakkels Kone, det vil blive
drøjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her,“ og Varia
fortalte videre uden først at blive spurgt.
Den gamle Herre var en Købmand fra Byen, som skulde følge efter sine to
ældre Søstre til Øst-Sibirien. Bondekonen var Moder til en ung, lovende
Knøs, og saa fremdeles; alle disse Mennesker, hvilken Klasse de end
tilhørte, var knyttede sammen ved en stor fælles Sorg.
Raslen af Kæder og Laase, der blev lukkede op, afbrød deres Samtale. Den
inderste Port aabnedes og gav Plads for en Afdeling almindelige Fanger,
der skulde ud af Fængslet. De passerede Gangen og blev lukkede ud af den
sidste Port, som atter forsvarlig stængedes efter dem. Derpaa laa alt i
det tidligere Halvmørke. Nu og da viste der sig ved Døren, der førte ind
til Kontorerne, en Konstabel, der raabte Navnene op paa dem, hvis Tur
det var til at tage imod Besøg.
„Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia.
I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind
til Kontorerne.
„Er der Gæster til „de politiske“?“ raabte han højt.
Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa
Officeren som paa en gammel Bekendt.
„Jeg har bragt en Broder af Søstrene Dudorov med mig i Dag, Mikael
Evgrafich!“ sagde hun. „Han er for et Øjeblik siden kommen hertil fra
Moskva blot for at se sine Søstre. Desværre maa han rejse igen i Morgen,
saa der var ikke Tid til at faa Adgangstilladelse for ham; men jeg er
vis paa, at -- --“
Officeren kastede et prøvende Blik paa „Broderen“, som imidlertid var
traadt frem og bukkede høfligt.
„Skriv hans Navn op inde i Kontoret!“ afbrød han hende kort; „men lad
det ikke hænde oftere! De ved, at det er imod Reglementet!“
En gammel, skaldet Herre, som et Øjeblik før var kommen ind, havde
imidlertid nærmet sig og betragtede Andrey med et mistroisk forskende
Blik.
„Jeg beder Dem undskylde, min Herre,“ sagde han til Officeren, „men
ogsaa jeg kommer for at besøge Søstrene Dudorov, mit Navn er Timothy
Dudorov, jeg er en Onkel af dem!“
„Jeg kan ikke tillade flere Visitter i Dag til de to Søstre!“ svarede
Officeren kort.
„Men jeg har min Adgangstilladelse, og det er mine Niecer! -- Jeg synes,
naar en fremmed kan faa Lov --“
Officeren havde imidlertid allerede vendt Ryggen til ham og var
forsvunden ind i Kontoret uden at høre videre paa ham.
„Nej, det er uhørt,“ udbrød den gamle vredt. „Jeg gaar lige ind paa
Kontoret og klager --“
„Saa vær dog stille, Menneske!“ hviskede Varia og greb ham heftigt i
Armen. „Det er Mashas Kæreste, de elsker hinanden over al Beskrivelse,
og han vil gifte sig med hende, saa snart hendes Skæbne er afgjort. Det
er for at træffe Aftale med hende om den Sag, at han kommer i Dag. De
vil da vel ikke ødelægge deres Lykke ved at gøre Skandale her? Vær bare
stille og stol paa mig! Jeg skal nok faa ordnet det saaledes, at De
ogsaa kommer ind.“
„Naa, hænger det saadan sammen!“ sagde den gamle venligt. „Det kunde De
jo straks have sagt mig!“
Varia forsvandt ind i Kontoret, og den gamle gik hen til Andrey og
trykkede hjerteligt hans Haand.
„Jeg kender Deres Hemmelighed, unge Mand,“ sagde han, „og ønsker Dem al
mulig Lykke! Jeg skal ikke forhindre Deres Møde med Masha! De kan hilse
hende mange Gange fra Onkel Timothy!“
Da Varia kom tilbage, fandt hun de to Mænd i fredelig Samtale. Hun havde
faaet ordnet det saaledes, at de to Søstre blev bragte ind hver for sig;
den gamle Herre skulde tale med den yngste, og hun og Andrey med Masha.
Et Øjeblik efter blev den gamles Navn raabt op, og da han et Kvarters
Tid senere kom ud, hviskede han glædestraalende til Andrey: „Masha er
forberedt paa Deres Komme! Jeg lod et Par Ord falde derom til Katia!“
Nye Hold besøgende blev indladte, en for en -- Fædre, Mødre og Hustruer
-- alle gik hurtigt, hver især med sin Pakke eller Blomsterbuket. Naar
de vendte tilbage, havde de ingen Pakker og ingen Blomster mere, men kun
et uendelig sørgmodigt Udtryk i deres Ansigt. Enkelte var fuldstændig
knuste, skønt de gjorde deres Bedste for at holde sig tappert. En for
en, som blege Skygger forsvandt de i den halvmørke Gang. Andrey var dybt
greben ved dette Syn; bag hvert enkelt af disse Ansigter læste han den
skjulte Tragedie, og det forekom ham, at han aldrig i sit Liv havde set
saa megen Sorg og Lidelse som i disse to Timer.
Endelig kom Turen til ham og Varia.
„Denne Vej!“ sagde hun og førte ham hurtigt igennem en Række mørke Gange
ind i et stort, lyst Rum, der mere saa ud som en Forsal end som et
Værelse. Til begge Sider fra Indgangsdøren løb to Afdelinger, som
nærmest kunde betegnes som to uhyre Bure. Et tæt Staaltraadsnet, som ved
nærmere Eftersyn viste sig at være dobbelt, idet der med fire, fem Alens
Mellemrum atter var et lignende, spærrede ind til disse Afdelinger.
Imellem de to Gitre gik en Skildvagt op og ned, og i Rummet selv sad der
to andre, som saa meget søvnige ud.
„Hvor er Fangerne?“ spurgte Andrey.
„De bliver straks førte ind. Vi skal først efterses,“ sagde Varia.
En af Skildvagterne rejste sig ag sagde, at hvis de havde bragt noget
med til Fangerne, maatte de aflevere det til den vagthavende Skildvagt,
som skulde undersøge det. Denne Skildvagt var ham, der gik op og ned
mellem Gitrene, og netop den Mand, som Andrey ønskede at træffe.
Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene
Dudorov!“
Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte
langsomt at aabne Pakken.
„Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.
Manden syntes intet at have hørt, men var tilsyneladende ganske optaget
af at skære en stegt Kylling i to Dele for at forvisse sig om, at intet
Budskab var skjult inden i den.
„I det bageste Værelse -- under den gamle Kiste!“ sagde han lidt efter
uden at se op.
Varia talte allerede med Masha Dudorov, der med ligblegt Ansigt lænede
sig til Gitteret.
„Naa, det er altsaa dig, der er min Kæreste!“ sagde hun smilende, da
Andrey kom hen til dem. „Jeg kunde ikke forstaa, hvad Onkel havde ment
med sine Ord til Katia!“
„Hvordan har Katia det, og hvordan gaar det eder begge?“ spurgte han.
Hun fortalte, at de begge var raske og vistnok snart vilde blive sendte
til Sibirien -- de vidste allerede, til hvilken Mine de skulde. Andrey
havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med.
De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren,
der lod, som om han intet hørte.
Masha bad derpaa Andrey om at hilse alle Vennerne, der blev tilbage, og
udtalte sluttelig i varme Ord et Ønske om, at han endnu længe maatte
beholde sin Frihed og være i Stand til at udrette mere for den store
Sag, end hun og Søsteren havde været i Stand til.
Den usædvanlige Samtale bragte Mashas Nabo inden for Gitteret til at
studse, og han sagde hviskende et Par Ord til den unge Pige, som derpaa
henvendte sig til Andrey.
„Min Nabo, Palizin, ønsker at hilse paa dig!“
Den lille, energisk udseende Mand med de skarpe Ansigtstræk var altsaa
den bekendte Revolutionist, den forhenværende Dommer Palizin! Andrey
burde for Resten have kunnet tænke sig det; thi uden for Gitteret stod
Damen med Drengen, der for nylig var bleven vist ham som Fru Palizin.
Andrey sagde, at han glædede sig over at gøre hans Bekendtskab, selv om
det var under disse uhyggelige Forhold, og udtalte sin Beklagelse over,
at de ikke mødtes begge to paa denne Side af Gitteret.
„Naa, hvem ved, hvorledes det kan gaa!“ sagde den uforsagte Frihedsmand
med et stolt Kast med Nakken. „Vi mødes nok udenfor en Gang!
Fængselsmurene er høje, men en Ørn stiger dog endnu højere! I hvert Fald
vil min Dreng der snart træde i mine Fodspor!“ Han pegede paa Drengen,
hvis Kinder farvedes af en dyb Rødme.
Men pludselig afbrødes deres Samtale ved, at en Stemme fra den anden Del
af Rummet raabte: „Andrey, Andrey!“
De to halvsovende Skildvagter fo’r i Vejret, og alle Hoveder vendte sig
i Retning af den, der havde raabt; Varia stod stiv af Skræk.
I Afdelingen lige over for stod en Fange og vinkede ivrigt ad Andrey,
som nu gik over Gulvet hen til ham.
„Hvad? Mitia? Er det dig? Hvorledes kommer du her?“
Fangen var en tidligere Studiekammerat og Ven af Andrey og den sidste,
han ventede at træffe paa dette Sted.
Vagten traadte til.
„Gaa tilbage til Deres Plads, min Herre!“ sagde han barskt. „Det er
forbudt de besøgende at tale med andre Fanger end dem, de har
Adgangstilladelse til.“
„Jeg beder undskylde!“ sagde Andrey høfligt, men viste desuagtet ikke
synderlig Iver for at gaa sin Vej.
„Det er nu det tredje Aar, at jeg er her, kun paa Mistanke!“ hviskede
Fangen hurtigt. „Jeg har Brystsyge! Lægen siger, at der kun er en
Ottendedel af Lungen tilbage,“ tilføjede han triumferende og med høj
Stemme, som om det var en stor Lykke, der forestod ham.
Et voldsomt Hosteanfald afbrød ham, og i samme Øjeblik lød Signalet, der
betegnede, at Besøgstiden var til Ende; Fangerne blev førte bort, og de
besøgende maatte gaa.
Udenfor i Gangen var der Larm.
„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Varia noget angst.
„Det er en ny politisk Fange, der bliver bragt ind!“ forklarede Fru
Palizin.
I dette Øjeblik saa man i den nederste Ende af Gangen. Gendarmer i Færd
med at aabne den yderste Port.
For Andrey frembød det ikke nogen særlig Fare at vise sig iblandt de
almindelige Fængselsbetjente, da ingen af dem -- med Undtagelse af den
ene, der var hans Ven -- kendte ham af Udseende; men helt anderledes
forholdt det sig med Gendarmerne! Han havde al Grund til at holde sig
saa meget som muligt paa Afstand fra dem. Men gjort tryg ved den saa
heldig overstaaede Visit og ivrig efter at se, hvem Fangen var -- det
kunde jo være en af Vennerne -- glemte han i dette Øjeblik at iagttage
den nødvendige Forsigtighed. Lænet op imod Jernstangen tog han Plads i
Gangen nogle faa Skridt fra Porten. Et Øjeblik efter rulledes
Transport-Baaren ind, og i det fulde Dagslys, som nu faldt paa det lille
Gittervindue i Baaren, saa han den ulykkelige Bombemands udtærede,
spøgelseagtige Træk! Efter tre Dages Ophold paa et Hospital ansaa man
ham for tilstrækkelig restitueret til at kunne forflyttes til Fængslet.
Saa optaget var Andrey af dette uventede Møde, at han ikke bemærkede, at
han selv var Genstand for en temmelig skarp Iagttagelse. En rødskægget
Gendarm, der gik efter Fangevognen, havde flere Gange set forskende hen
paa Andrey og pressede sig nu imellem Jernstangen og Baaren frem til en
af Gendarmerne, der gik forbi.
Et Øjeblik efter vendte de tilbage, men da var Andrey forsvunden. Uden
at give sig Tid til at vente paa Varia var han hurtigt smuttet ud
igennem Porten. Han længtes efter at faa fat paa det dyrebare Brev, som
ventede paa ham i Slutterens Hus.
Skildvagten uden for Porten, der som de andre havde været optaget af at
stirre paa Transportbaaren, havde ikke lagt Mærke til, at Andrey gik, og
da Gendarmerne spurgte, om nogen var gaaet ud, forsikrede han højt og
helligt og i god Tro, at ingen i Løbet af de sidste fem Minutter havde
forladt Vestibulen.


IV. KAPITEL.
_Den store Beslutning!_

I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Glædesudbrud af Georg og Vatajko,
der i Ængstelse havde afventet hans Tilbagekomst.
St. Petersborger-Toget kørte Klokken halvti, der var ingen Tid at
spilde.
Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko
skulde køre forud til Banen med Tøjet -- to smaa Kufferter og en Vadsæk
-- tilstrækkeligt til at give dem Udseende af at være almindelig
rejsende -- og tage Billetterne, belægge deres Pladser og derpaa gaa dem
i Møde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa
Stationen førend i sidste Øjeblik.
Længe før Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Møde. Han
havde ingen Billetter taget, han erklærede, at det var ganske umuligt
for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa
Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der
posteret to civilklædte Individer -- rimeligvis Spioner, som kendte ham
-- der stirrede hver enkelt, som kom, hensynsløst ind i Ansigtet. Hvis
han viste sig, vilde han straks blive nappet.
Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at
foreslaa en anden Plan. De skulde køre med Vogn til en af de nærmeste
Stationer og rejse derfra -- David kunde imidlertid tage med Toget og
være der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at være Ugler
i Mosen.
Andrey var adspredt og nedtrykt. Besøget i Fængslet og Zinas Brev havde
bragt yderligere Uro i hans forud saa oprørte Sind, og han var kun lidet
interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad;
efter adskillig Talen frem og tilbage blev Georg og Vatajko enige om,
at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nærmeste
Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa
nogle andre Dragter; thi det vilde se mistænkeligt ud, om „fine Herrer“
rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere -- Brødrene Shigaev -- som
han var sikker paa vilde hjælpe dem. Han tilbød straks at gaa til dem
for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klæder; i saa Fald
vilde de kunne komme af Sted tidlig næste Morgen.
Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt,
der indeholdt de fornødne Klæder til Andrey og Georg og to Lærredsposer
med Værktøj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed
medfører. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne
havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage,
naar de rejsende var komne til St. Petersborg.
De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte
paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste
Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.
Hvilken Mængde Ofre! Zina -- Boris -- Vasily og Botcharov -- alle døde!
Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han
vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at
undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i
Virkeligheden forbedret Sagen?
Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet! Det var
Tirailleurerne, hvis Opgave det havde været at skræmme det store Uhyre
op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortsætte Arbejdet
-- at bekæmpe og overvinde Uhyret.
Den Idé, som under „Onkels“ Fortælling vagt og usikkert havde formet sig
for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.
Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi,
Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han -- Andrey -- var Manden,
der skulde gøre det!
Halv paaklædt og paa bare Fødder -- for ikke at vække Georg -- gik han
op og ned ad Gulvet.
„Tania!“ raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes
sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed!
Hvad betød deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre
Lands ubeskrivelige, uendelige Lidelser? Desuden -- Tania var ikke alene
hans Hustru, men hans Kammerat og medkæmpende! Hun vilde billige hans
Beslutning og have tilstrækkeligt Mod til at bære sin Del af Byrden.
Han standsede brat midt i Værelset -- hans Øjne flammede i vild
Begejstring, der laa en ubøjelig Vilje i hans Ansigt, og han rakte begge
Hænder frem med samme Gestus, som da han saa Zina paa Fangekærren.
Beslutningen var tagen og var uigenkaldelig; nu kunde han tale om den.
Han vækkede Georg og fortalte ham, i hvilket Ærinde han rejste til St.
Petersborg. Georg syntes at blive mere bedrøvet end begejstret ved
Meddelelsen; han tænkte paa Tania. Men han kunde ikke lade være med at
give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i
Øjeblikket forlangte af ham.
De vækkede Vatajko, som sov i et tilstødende Værelse, og begyndte derpaa
at gøre sig i Stand til Rejsen. Man blev enig om ikke at forlade Byen
før Klokken otte, den Tid, da Bønderne vender tilbage fra deres
Markedsforretninger. I Værktøjssækkene fandt de blandt andet to smaa
Haandøkser, som de stak i Bæltet, de gav dem mere Udseendet af rejsende
Haandværkere og kunde desuden i Nødstilfælde benyttes som Værge. Det
eneste, som ikke passede til Forklædningen, var deres Fodtøj. -- Vatajko
havde et Par langskaftede Jagtstøvler, som Georg kunde passe; men Andrey
var nødt til at gaa i sine egne Fjersko.
Da de nærmede sig Byens Port, saa de til deres Overraskelse to
Politibetjente staa opstillede der. Siden Ophævelsen af
Brændevins-Monopolet havde der aldrig været Vagt ved Byens Porte -- det
maatte altsaa have sin særlige Grund.
En Bondekone, som kom bærende med en tom Kurv, hvori hun havde anbragt
sit Barn, fik Lov til uhindret at passere. Derefter kom to ældre Mænd,
som begge paa det omhyggeligste blev undersøgte, inden de slap igennem.
Ikke saa let slap en yngre Haandværker fra det, med ham opstod der en
formelig Strid. Han syntes at have besvaret Gendarmernes Spørgsmaal
uforskammet; thi pludselig fo’r en af dem løs paa ham med knyttet Næve;
den unge Mand parerede behændigt Slaget og løb under djærve Eder sin Vej
saa hurtigt, han kunde.
Dette saa ikke meget lovende ud for vore to rejsende.
„Vi maa være belavede paa det værste!“ sagde Georg.
„Overlad bare alt til mig! Vi skal nok slippe igennem!“ svarede Andrey.
De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende
paa sig -- Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.
„Stop!“ sagde den ene -- en lille, kortbenet Fyr -- og stillede sig i
Vejen for dem.
„Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han.
„Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i
samme Aandedræt.
„Deres Navn, Adresse, Fødested? Hvor længe har De opholdt Dem her i
Byen?“ spurgte han.
Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt
studeret sine Passer.
„Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til
Dags!“ spurgte han videre.
„Jeg antager, at Vejene er til for enhver!“ svarede Andrey kort -- han
mente, det var bedst at lade fornærmet.
„De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund!“ sagde den anden. „Har
De Pas?“
„Ja, naturligvis har jeg Pas!“
„Vil De lukke Deres Sække op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!“
„Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhører Dem,“ svarede Andrey mere
og mere gnaven -- „De spilder bare Tiden for os!“
„Gør, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig!“ brummede Politimanden.
Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrædelig, halv
haanlig Mine sin Sæk.
Betjenten undersøgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.
„Og hvem er saa De?“ spurgte han i en langt roligere Tone.
„Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!“
„Saa er De vel Brødre?“
„Halvbrødre!“ svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede
hinanden.
Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og
altsaa ogsaa maatte undersøges.
„De kan gaa!“ sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden.
Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin
Vej. Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til
sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem
foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte:
„Halløj -- Stop igen! De kommer til at følge med paa Stationen!“
„Hvad skal jeg paa Stationen?“ spurgte Andrey. „Jeg er hverken gal eller
drukken, og mit Pas er i Orden.“
„Det skal De nok faa at vide! Min Pligt er det kun at standse Dem her!“
Sagen begyndte at antage et uhyggeligt Udseende. Det vilde være let nok
at slaa disse to Karle ned; men hvorledes skulde man undslippe til Fods,
paa aaben Landevej og i fuldt Dagslys?
Medens Andrey hurtigt oversaa Terrainet omkring dem, begyndte han
heftigt og højlydt at protestere mod denne Behandling. Han var kendt for
at være en ærlig Mand og havde de bedste Vidnesbyrd fra sine Mestre.
„Semen!“ sagde ban til Georg. „Løb hen og bed Hr. Arkipovs Forvalter om
at komme et Øjeblik herhen! Det er ikke langt herfra,“ forklarede han
Betjenten og nævnede en af de nærmest liggende større Gader.
Lovens Haandhæver syntes ikke at ville gøre Indsigelse imod denne Plan,
han havde ingen særlige Instrukser for dette Tilfælde, men Georg rørte